Danmark og det caribiske krav om reparationer og forsoning

I 2004 annoncerede det caribiske statsforbund CARICOM, at de tidligere europæiske kolonimagter skulle indgå i en dialog med de tidligere kolonier om reparationer og forsoning med kolonifortiden. Kravet om reparationer handler ikke bare om at få de tidligere kolonimagters anerkendelse og eftergivning af gæld, men også om at artikulere en selvbevidst, caribisk identitet.

FOKUS: FORSONING MED DEN DANSKE KOLONIHISTORIE? – Danmark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Danmark har parkeret kolonitiden i historiebøgerne, er den i Grønland og på de Amerikanske Jomfruøer stadig alt for levende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at forsone sig med fortiden for at skabe sin egen fremtid. Danmarks kolonihistorie er ikke død.

Diskussionen om den nutidige betydning af Danmarks fortid som imperialmagt er ikke kun rykket ind på dagsordenen med fornyet aktualitet i kraft af Grønlands oprettelse af forsoningskommissionen. Næsten samtidig er den danske regering blevet opfordret til at indgå i forhandlinger omkring en genoprejsning for de nulevende beboere i de tidligere danske besiddelser i Caribien. Danmark ser altså sig overfor et potentielt, fremtidigt sagsanlæg omkring erstatning for kolonitiden. Hvis man vil prøve at forstå, hvad der står bag de caribiske krav, er man nødt til at betragte de nutidige samfundsforhold i de forhenværende kolonier, som i de fleste tilfælde stadig er dybt prægede af koloniale relationer. Ved siden af økonomiske og politiske strukturer, der tit fortsat følger koloniale mønstre, kæmper de tidligere kolonisamfund med problemet med at opbygge en national identitet, der kan pege ud over fortiden som koloniale subjekter. Det caribiske krav om en forsoningspolitik må således forstås i forhold til de caribiske samfunds nutid og de udfordringer, cariberne ser sig selv overfor med henblik på at kunne skabe en selvbestemt fremtid.

I begyndelsen af 2014 annoncerede det caribiske statsforbund CARICOM, at de ønskede at begynde forhandlinger omkring reparations med de europæiske nationer, der enten tidligere har haft eller i dag stadig har koloniale besiddelser i Caribien. CARICOMs 15 medlemslande havde udarbejdet en 10-punktsplan, der sammenfatter en række krav, der retter sig imod England, Spanien, Frankrig, Holland, Sverige – og Danmark. CARICOMs initiativ lægger op til forhandlinger omkring officielle undskyldninger for kolonitiden og de forskellige overgreb begået under kolonialstyret, og kræver forskellige økonomiske, politiske og kulturelle tiltag fra de europæiske nationer, samt eftergivningen af gæld.

Kravet om reparation

Disse tiltag sammenfattes under begrebet reparations. Som begrebet allerede antyder, er der tale om et krav om, at de europæiske nationer iværksætter en forsoningspolitik på baggrund af forhandlinger med deres forhenværende kolonier i Caribien. Det skal gøres med henblik på at ‘reparere’ en række skadevirkninger, som føres direkte tilbage på de gamle europæiske imperialmagters ageren i regionen. CARICOM meldte samtidig ud at skulle deres udspil ikke føre til succesrige forhandlinger, vil de lægge sag an i den internationale domstol i Haag.

Spørgsmålet om hvorvidt Danmark burde give en officiel undskyldning for tiden som kolonimagt på U.S. Virgin Islands – dengang Dansk Vestindien – er allerede siden 2004 gentagne gange dukket op i den offentlige debat i Danmark. Kravet om en officiel forsoningspolitik var her oprindeligt blevet formuleret af den U.S. Virgin Islands baserede NGO, ACCRA, og forskellige personligheder fra øernes civilsamfund. Myndighederne på U.S. Virgin Islands har derimod ikke officielt henvendt sig til den danske regering med kravet om en undskyldning. Siden det danske salg af øerne i 1917 har de været tilknyttet USA som unincorporated territory, og har ikke medlemstatus i CARICOM.

At CARICOM alligevel har valgt at inkludere Danmark i listen over stater der opfordres til at indgå i forhandlinger omkring en fremtidig forsoningspolitik, må forstås som en demonstrativ solidarisering med bevægelsen for reparations på U.S. Virgin Islands. Det caribiske statsforbund understreger således at den tidligere danske besiddelse på trods af deres nutidige politiske tilknytning skal betragtes som en del af Caribien. Den danske debat omkring forholdet til den tidligere danske koloni viste sig således at være indlejret i en bredere debat omkring kolonitidens betydning for nutiden: Der blev rejst et grundlæggende spørgsmål omkring hvorvidt europæiske nationer – herunder Danmark – kan og burde holdes til ansvar for konsekvenserne af deres handlen som imperialmagter i Caribien og andetsteds.

Kravet om reparations som er blevet fremført fra U.S. Virgin Island til Danmark skal altså forstås på baggrund af den tidligere danske kolonis historiske og kulturelle tilknytning til det caribiske og dermed statsforbundet CARICOM. På trods af den store diversitet, som de forskellige medlemsstater i forbundet rummer – både etnisk, lingvistisk, religiøst, og økonomisk – deler de nogen overordnede historiske, kulturelle og ikke mindst politiske fællestræk. Disse træk danner groft sagt rammerne for en fælles, regional selvforståelse vis-á-vis de forhenværende imperialmagter. CARICOMS initiativ hendler således om at artikulere et samlet, politisk ståsted omkring den koloniale arv, som blandt andet fungerer som et politisk samlepunkt for de forskellige caribiske samfund.

De gamle råstofproducenter – Caribien og kolonialismen

De fleste CARICOM-medlemmer er meget unge nationer, der stadig er ved at gennemgå en svær, og tit smertefuld og ikke mindst omkostningsfuld proces af kulturel, politisk og økonomisk nyorientering i forsøget på at skabe et selvbestemt ståsted. Med undtagelse af Haiti har alle medlemmer først opnået status som uafhængige stater i løbet af den anden halvdel af det 20. århundrede. Samtidig er Caribien også den region i verden, der rummer flest territorier, der fortsat har status af at være koloniale besiddelser. Kolonialismen er altså andet end en fjern fortid. Uafhængigt af, om de forskellige territorier har opnået politisk selvstyre eller ej. Tværtimod kan opnåelsen af status som uafhængige nationer siges kun at have været startskuddet til den egentlige dekolonisering af de pågældende samfund.

Den fortsatte økonomiske – og delvist politiske – afhængighed af Europa må ses i sammenhæng med de samfundsstrukturer, kolonialmagterne efterlod ved deres tilbagetrækning. Størstedelen af øbæltet i det caribiske hav havde i flere århundreder først og fremmest fungeret som en gigantisk sukkerfabrik (og i mindre grad tobak, indigo og andre kolonialvarer). Med en økonomisk sektor, der i høj grad består af landbrug, har mange Caribiske samfund således gennem tiderne været meget sårbare over for prissvingninger på verdensmarkedet. For en stor del gælder altså, at de forblev i en status som råstofproducenter for deres forhenværende kolonialmagter efter at have opnået politisk uafhængighed. Mislykkede forsøg på at industrialisere økonomien og modernisere infrastrukturen har efterladt flere af CARICOMS medlemmer i dyb gæld til enten deres forhenværende kolonialmagter eller institutioner som IMF. Ligeledes har de strukturelle reformer der blev påtvunget dem som et resultat heraf øget den allerede markante ulighed og ført til sociale uroligheder i flere lande.

Koloniernes status som råstofproducenter for de europæiske markeder har affødt en distinkt samfundsstruktur i forhold til ejerskab over produktionsmidler, social status og etnisk herkomst samt hudfarve. Dette reflekteres tydeligt i nutidens sociale strukturer. Samfundshierarkiet i de caribiske sukkerkolonier var groft sagt opbygget som en tredeling, med en lille top af hvide plantageejere og kolonialadministratorer, et mellemlag af frie ikke-hvide og en bred basis af slavegjorte afrikanere (og i nogen tilfælde indigene caribiere). Efter ophævelsen af slaveriet importerede mange plantageejere billig arbejdskraft fra specielt Asien, der delvist skulle erstatte de forhenværende slaver som billig arbejdskraft, som yderligere øgede den etnisk-kulturelle diversitet af indianske, afrikanske, asiatiske og europæiske identiteter der karakteriserer de caribiske øsamfund. Plantagesystemet af overordnet hvide kapitalejere og ikke-hvid arbejdskraft legitimerede typisk sig selv gennem en racialisering af samfundshierakiet, som stort set fulgte klassestrukturen i de pågældende samfund. Det vil sige, at racehierarkiet i den Caribiske sammenhæng konstruerede sig som en tredeling med whites i toppen, brown som en mellemkategori og black som signifikant for de nederste lag i samfundet.

Denne gradvise opdeling er over flere århundreder blevet internaliseret i store dele af de Caribiske samfund, og har ført til en sammenkædning af racialiserede kropsmarkører med både klasseskel og skønhedsidealer. Lys hud og europæisk udseende blev eftertragtede markører for social status sammen med europæiske sprogkundskaber, dannelse og levevis. På den anden side blev alt der blev forbundet med ‘afrikanskhed’ og blackness set ned på, eller oplevet som skamfuldt. Alt imens der fra 1950erne og frem opstod forskellige anti-koloniale og anti-racistiske bevægelser, der prøvede at gøre op med disse strukturer og promoverede en affirmativ identifikation med afrikanske rødder, er den århundredelange devaluering af afrikansk kultur og kropslighed stadig synlig i nutidens Caribiske samfund i form af for eksempel brugen af hudafblejningsmidler og en generel følelse af mindreværd i forbindelse med kropslige markører der knyttes til afrikansk herkomst.

Opgøret med den hvide kolonialhistorie

På denne baggrund er der opstået en række akademiske og litterære diskurser omkring de caribiske nationers koloniale arv og det nutidige forhold til deres tidligere kolonialherrer.  Dette er et af de bærende elementer i CARICOMS krav om en forsoningspolitik, og som må forstås som tæt forbundne med den politiske, økonomiske og kulturelle dekoloniseringsprocess. Det første er ønsket om at få anerkendt betydningen af udbytningen af de slavegjorte afrikanere i Caribien for det moderne Europas akkumulation af velstand. Forskellige Caribiske intellektuelle har siden 1940erne og op til i dag peget på, at europæisk historieskrivning fortsat produceres ud fra et hvidt, imperialt perspektiv som fornægter sine egne historiske rødder – eller i hvert fald deres mindre flatterende sider. Den vestlige verden har således ikke kun skrevet de Caribiske koloniers afgørende rolle i det moderne Europas oprindelse ud af historien, men samtidig også den lige så afgørende rolle som de hvide imperialmagter har spillet i at forme de moderne Caribiske samfund. Fornægtelsen af kolonialismens økonomiske betydning går i dette perspektiv altså hånd i hånd med fralæggelsen af ansvar. Det er her man kan finde forbindelsen til et andet omdrejningspunkt i de Caribiske diskurser omkring reparations: Koloniherrernes ‘forsætlige’ underudvikling af regionen.

Siden den politiske magt i de imperiale centre så de Caribiske øer som produktionsenheder for råstoffer og som aftagermarkeder for hvad de europæiske manufakturer kunne producere, gik de efter at udvikle det imperiale centers økonomi på bekostning af det koloniale periferi. Den ulige udvikling af center og periferi  var altså ikke kun en forsømmelse fra kolonialmagternes side, men en bevidst ført politik. Sammen med manglen på mulighed for politisk selvbestemmelse og den interne sociale umyndiggørelse og økonomiske marginalisering af størstedelen af befolkningen i kolonierne, har dette ført til en udelukkelse af hele regionen fra det teknologiske, videnskabelige, uddannelsesmæssige fremskridt. Forbindelsen af materiel mangel og racistisk undertrykkelse peger på en tredje diskurs omkring Caribiens koloniale arv: Traumatiseringen af de slavegjorte afrikanere som en social arv. Det vil sige, at den voldelige undertrykkelse af størstedelen af befolkningen under kolonistyret opfattes som havende efterladt vedvarende, kollektiv skade på det kulturelle og psykologiske plan.

Denne traumatisering ses som havende sit konkrete udtryk i uønsket social adfærd som vold og kriminalitet på den ene, og en fortrængning af selve de traumatiske oplevelser på den anden. Fortrængningen af de historiske overgreb ses her ofte som tæt forbundet med tabet af afrikansk identitet og den kulturelle identifikation med de hvide kolonialherrer. Den traumatiske vold under slavetiden var en af plantagejernes midler til at prøve at nedbryde de slavegjortes afrikaneres kulturelle identiteter og dermed modstandsvilje. På denne måde banede man vejen for slavernes identifikation med de hvide kolonialherrers kultur og historiske narrativer. Det vil sige, at overgrebene imod slaverne muliggjorde udslettelsen af deres oprindelige identiteter og installationen af den submissive stræben efter at være hvid uden at kunne være det.

U.S. Virgin Islands

Da U.S. Virgin Islands kom under forvaltning af den amerikanske flåde i 1917, efterlod det danske styre en autokratisk og racialiseret samfundsstruktur, hvor den politiske og økonomiske magt udelukkende lå på velhavende, hvide hænder. Fordelingen af indkomst og i endnu højere grad ejerskab over land blev ved med at afspejle plantokratiet under det danske kolonialstyre. Reformer af de koloniale strukturer på øerne kom kun meget langsomt i gang og indskrænkede sig til en gradvis udvidelse af formelle borgerrettigheder, som dog den dag i dag ikke fuldt ud svarer til almindelige amerikanske borgerrettigheder. Befolkningen på U.S. Virgin Islands har således ikke stemmeret til USA`s direkte præsidentvalg og deres repræsentant i Washington må ikke stemme, men kun udtale sig på øernes vegne. Retten til at vælge egen guvernør blev først tilkendt i 1966, guvernøren rapporterer årligt direkte til det amerikanske indenrigsministerium og retten til at foretage egentlig lovgivning er indskrænket. Derudover har befolkning på øen en speciel form for amerikansk statsborgerskab, som kan beskrives som et slags provisorisk statsborgerskab, der ikke som normalt baserer sig på the 14th amendment i den amerikanske forfatning, men bliver tildelt af Congress i Washington og som denne i princippet også kan tage tilbage igen.

Grundet i U.S. Virgin Island’s status som unincorporated territory og mangelen på politisk selvbestemmelse er den ‘oprindelige’ øbefolkning (som definerer sig selv som de familier, der var bosat på øerne i 1917), de såkaldte native Virgin Islanders, demografisk set endt op som et mindretal, der ser sig selv under pres økonomisk og kulturelt. Indvandring fra andre caribiske øer har ændret demografien på øen. På trods af at de slavegjorte afrikanere udgør et flertal af befolkningen, så er denne del af befolkningen er op til i dag forblevet marginaliserede med hensyn til ejerskab over land og produktionsmidler, som begge til langt største del er på hvide, amerikanske (og i nogle tilfælde danske) hænder. Fattigdom og et dårligt uddannelsesniveau er udbredte problemer i blandt de beboere, der nedstammer fra slavegjorte afrikanere (dette gælder både for native Virgin Islanders og indvandrere), da uddannelsesinstitutionerne på øerne har store problemer med at fastholde de unge, som tit dropper ud før tid.

U.S. Virgin Islands bliver desuden i stort omfang brugt som ferieresidens og alderdomsbolig af velhavende, hvide amerikanere, som køber land og dermed fortrænger de mindre ressourcestærke øboere fra deres bosteder. Det gamle mønster i forhold til ejerskab over land samt sammenfaldet mellem fordeling og hudfarve går altså igen. Denne udvikling kan føres tilbage til det,  at U.S. Virgin Islands under amerikansk forvaltning er blevet en turismeorienteret økonomi. Landbruget er derimod ubetydeligt i dag. Turismeindustrien på U.S. Virgin Islands blomstrer da også: omtrent 2 millioner turister besøger øerne hvert år – i blandt dem flere tusinde danskere. Dette opsving i økonomisk aktivitet er dog for det meste gået forbi størstedelen af lokalbefolkningen af afrikansk afstamning, som stort set ikke ejer nogen af de virksomheder der tjener på turisterne, men derimod deltager i turismeindustrien som stuepiger, taxachauffører eller bartendere. Den anden store økonomiske faktor, romproduktionen, ejes ligeledes næsten udelukkende af hvide amerikanere.

Reparations-bevægelsen

Kravet om en undskyldning og forhandlinger omkring yderligere reparations til den danske stats side er også på U.S. Virgin Islands knyttet tæt sammen med ideen om kolonitiden som en social arv. En social arv, der for caribiere af afrikansk afstamning, og her specielt native Virgin Islanders har forhindret en positiv identifikation med sig selv som et caribisk folk i egen ret, og som derfor har dannet en barriere for en fremtidig udvikling henimod politisk og kulturel selvbestemmelse.

Reparations-bevægelsen understreger, at salget af øerne i 1917 først og fremmest var en krænkelse af øboernes ret til selvbestemmelse. Godt nok var størstedelen af de hvide plantageejere positive omkring overdragelsen af U.S. Virgin Islands, men øerne blev holdt uden for afstemningen omkring salget og hverken det danske eller det amerikanske styre bekymrede sig meget om hvad det fattige flertal af sorte landarbejdere på øerne mente om samfundets politiske fremtid. Den US-amerikanske lovgivning anerkendte selvsagt heller ikke øernes beboere af afrikansk afstamning (som jo netop udgjorde den gruppe, der i dag definerer sig som native Virgin Islanders) som en særskilt folk med ret til politisk selvbestemmelse. Og har ikke gjort det op til i dag. De slavegjorte afrikaneres efterkommere på U.S. Virgin Islands (og her specielt dem, der definerer sig selv som native Virgin Islanders) oplever således sig selv som et koloniseret folk, hvis ret til politisk selvbestemmelse ikke anerkendes og hvis kulturelle identitet bliver undergravet af den fremmede magt, de stadig er underlagt. Samtidig ses den sociale arv, den århundredelange racialiserede undertrykkelse af de slavegjorte afrikanere har efterladt i form af underuddannelse og kollektiv traumatisering, som grunden til manglen på bevidsthed omkring disse problemstillinger i store dele af befolkningen, og dermed som en af de problemstillinger, en fremtidig dekolonisering må adressere.

Henvendelsen til Danmark omkring en officiel undskyldning og reparations må i dette sammenhæng forstås som værende adresseret i to retninger. På den ene side er der den direkte henvendelse til den danske stat og offentlighed om at anerkende et medansvar for de udfordringer U.S. Virgin Islands står over for som samfund, og som konsekvens af dette en diskussion omkring hvordan dette ansvar kunne varetages. På den anden side handler selve handlingen af at henvende sig til de gamle kolonialherrer på øjenhøjde og med klare krav, som for eksempel om en undskyldning, også om at fremme en bevidsthed omkring mange af de sociale udfordringer de små øsamfund står over for, som ikke værende selvforskyldt, men påført udefra.

Diskussionen omkring reparations virker således også som en promovering af en caribisk identitet, der påberåber sig sine afrikanske rødder og caribisk historie på en selvbevidst måde, og som skal danne det kulturelle grundlag for en fremtidig politisk selvbestemmelse ved at modvirke de forvrængede selvopfattelser flere århundreders kolonistyre og racialiseret undertrykkelse har efterladt.

Opgøret med fortiden og den caribiske identitet

De forskellige initiativer omkring officielle undskyldninger og reparations fra U.S. Virgin Islands og CARICOM underbygges som sagt af både litterærere og forskningsdiskurser, hvis fokus tit går langt ud over det rent historiske. Et eksempel for dette er diskursen omkring den genetiske arv, kolonialismen har efterladt. En række studier har her peget på, at de slavegjorte afrikaneres efterkommere i Caribien i dag udviser en uproportionel høj forekomst af type 2 Diabetes, forskellige hjertesygdomme og forhøjet kolesterol, som i følge Caribiske forskere må føres tilbage på både de traumatiske oplevelser de slavegjorte afrikanere blev udsat for gennem korporlig afstraffelse og andre overgreb, såvel som den kummerlige ernæring, de blev tilkendt dem af deres ejere. Et andet eksempel er kravet (fra CARICOMS side) om hjælp til at muliggøre caribisk immigration (eller repatriation) til de afrikanske lande, deres forfædre stammede fra. Kravet understreger vigtigheden af afrikansk identitet for Caribien, og virker derigennem også som et mod-narrativ til koloniherrernes devaluering af afrikansk identitet.

Diskurserne omkring den koloniale arv fungerer altså både som en underbygning for kravet om kompensation, men samtidig som et identitetsskabende ståsted, der muliggør et opgør med skammen over at have været et koloniseret slavesamfund. Set i dette sammenhæng handler henvendelsen til de forhenværende imperialmagter ikke så meget om at opnå de gamle koloniherrers anerkendelse som et folk der har lidt under uretfærdighed, men måske mere om at artikulere en selvbevidst, caribisk identitet, der demonstrerer sin ligeværd med de forhenværende kolonisatorer. Reparations-kravet som et politisk initiativ handler således også om at sende et signal. Til dels handler et sådant signal om at prøve at få den forhenværende kolonimagt til at tage et medansvar i form af konkrete tiltag.

Men en anden vigtig del af initiativet handler om at skabe og understrege et narrativ, der handler om at overvinde den påtvungne sociale arv fra kolonitiden i form af internaliseret racisme og kulturel rodløshed, og derved at nå frem til muligheden for en selvbestemt fremtid, både kulturelt og politisk. Kravet om reparations er således også en platform for intern politisk mobilisering i den videre dekoloniseringsprocess.

Björn Lingner er ekstern lektor ved Institut for Kultur og Samfund, Roskilde Universitet.