Forsoningskommission og selvransagelse – ’never the twain shall meet’

Grønland

Et fællestræk for de tidligere kolonimagter er, at de kun modvilligt forholder sig selvransagende til den del af historien, som ofte indeholder overgreb og undertrykkelse af tidligere kolonier.

FOKUS: FORSONING MED DEN DANSKE KOLONIHISTORIE? - Dan­mark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Dan­mark har park­eret koloni­ti­den i his­to­riebøgerne, er den i Grøn­land og på de Amerikanske Jom­fruøer stadig alt for lev­ende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at for­sone sig med for­tiden for at skabe sin egen fremtid. Dan­marks koloni­his­to­rie er ikke død.


Det løs­revne citat vil de fleste genk­ende fra den engelske digter, for­fat­ter og imper­al­ist, Rud­yard Kipling. Den ude­ladte del ’East is East and West is West’ ref­er­erer til, at den britiske metropolkul­tur aldrig ville kunne forstå, hvad der egentlig foregik i dets kolonier. I citatet ses beg­y­n­delsen til en fork­lar­ing på, hvor­for for­son­ing og selvransagelse heller ikke er en meter­vare i en dan­sk sam­men­hæng. Men ind imellem skubbes sådanne process­er ufriv­il­ligt i gang. Etab­lerin­gen af en for­son­ingskom­mis­sion i Grøn­land og den caribiske statssam­menslut­ning CARICOM’s beslut­ning om at kræve erstat­ning og anerk­endelse af slaver­i­et som en over­greb­shis­to­rie har skabt debat – i Grøn­land og i US Vir­gin Islands – men også, om end spo­radisk, i Dan­mark.

Der er for så vidt ikke noget unikt dan­sk-grøn­land­sk eller dan­sk-vestindisk over et nølende eller mod­stræbende dan­sk engage­ment i et forsøg på at få syn­lig­gjort kolonimagters over­greb mod kolonier. Samtlige tidligere europæiske kolonimagter taler kun nødigt og nølende om koloni­ti­dens over­greb. Når koloni­ti­den tages op til debat, sker det for­trinsvis for at påpege vigtighe­den af at nuancere forståelsen af koloni­ti­den som en anden tid, samt at koloni­ti­den overord­net set måske nok var en dårlig oplevelse set fra det kolonis­erede sub­jek­ts syn­spunkt, men lige præ­cis i ens egen impe­ri­ale bag­gård var der mange tegn på god vil­je. Deru­dover så høres den kolonis­ere­des stemme ikke — og det gør det jo nem­mere at få sit syn­spunkt igen­nem. Denne fremhersk­ende fork­lar­ingsmod­el kan gen­find­es i den britiske selv­forståelse og ikke mindst i his­torik­eren Niall Fer­gu­sons forsvar af den britiske mod­el som en civil­i­sa­tion­sud­bre­delses­mod­el. Her anlægges synet på den britiske kolonis­er­ing som en oplyst form for nød­vendig, midler­tidig enevælde, som en under­forstået kon­trast til andre lande, hvor en sådan civil­i­sa­tion­stanke slet ikke var en del af kolonis­erin­gen, der udelukkende han­dlede om prim­i­tiv mag­tudøvelse og økonomisk irra­tionel under­tvin­gelse af de kolo­niale sub­jek­ter. At kri­tikken selv i Storbri­tan­nien er flere århun­dred­er gam­mel, for eksem­pel i form af fader­skikkelsen til den britiske og vestlige kon­ser­vatisme, Edmund Burke, der kri­tis­erede den britiske kolo­nial­isme i Indi­en for at være drevet af kort­sigtet prof­it­jageri, synes ikke at anfægte for­t­alerne for synet på den britiske kolo­nial­isme som båret af excep­tion­al­isme, frem­synethed og godgøren­hed (benev­o­lence). Der find­es naturligvis også stem­mer, der taler imod den britiske selv­forherligelse, først og fremmest en lang række akademikere, der enten er immi­granter eller efterkom­mere af immi­granter fra de tidligere britiske kolonier, som har gjort kar­riere inden for uni­ver­sitetsver­de­nen. Det er både opløf­tende og forstem­mende. Opløf­tende, for­di det forstyrrer det selv­forherli­gende nar­ra­tiv. Forstem­mende, for hvor­for er det ikke brit­er med britiske rød­der, der har ført an i denne kri­tik?

I et andet hjørne af Europa find­er man et af de imperier, som brit­er gerne hænger ud som uforsvarligt, nem­lig det por­tugi­siske. Og uforsvarlighe­den er til at tage og føle på. Et oprindeligt fun­da­men­tal­is­tisk og kris­tent regime, der under­t­vang lokalbe­folkninger i Brasilien, Afri­ka og Asien. En prak­sis, man i øvrigt start­ede med hjemme i Por­tu­gal mod mus­limer og jøder, som blev tvangskon­vert­erede. Kolonistyret slut­tede 500 år senere med udsigt­sløs krig mod gueril­l­abevægelser i de por­tugi­siske kolonier i Afri­ka. Men den fore­trukne por­tugi­siske fork­lar­ingsmod­el på deres kolo­nial­ismes excep­tion­al­isme, ser ikke over­rask­ende ganske ganske anderledes ud. Den por­tugi­siske civil­i­sa­tion­sud­bre­delses­mod­el byg­ger på, at por­tugis­erne bland­ede sig med lokalbe­folkninger (i mod­sæt­ning til andre kolonimagters mod­eller som eksem­pelvis den britiske), som byggede på seg­re­ga­tion. Der er naturligvis også forskel på kolonistyr­ernes udformn­ing. Et særligt træk ved den por­tugi­siske sit­u­a­tion var, at det var et ganske trængt imperi­um. Eksem­pelvis for­lod top­pen af det por­tugi­siske sam­fund Por­tu­gal for i stedet at blive regen­ter i Brasilien. Det var ret utænke­ligt i en britisk sam­men­hæng. End­videre var por­tugis­ernes styre i det sydlige Afri­ka vold­somt pres­set af det britiske ver­den­shege­moni i slut­nin­gen af 1800-tal­let. Det gør ikke det por­tugi­siske styre mere tiltal­ende eller min­dre bru­talt, men påpeger nød­vendighe­den af at nuancere de forskel­lige realiteter, der herskede i den kolonis­erede del af ver­den. Desværre bruges behovet for nuancer­ing mere til at pudse den nationale impe­ri­ale glo­rie end til at nå frem til en nuanceret frem­still­ing af koloni­ti­den, uden at dens grundlæggende bru­tal­itet tabes af syne.

Det inter­es­sante ved sam­men­still­in­gen af de forskel­lige nationale mod­eller for civil­i­sa­tion­sud­bre­dende kolonis­er­ing er, at de spe­jler sig i en ofte ikke specielt dybt forankret forståelse af de andre nation­s­mod­eller som under­trykkende. Dette før­er til, at alle nationale impe­rialmod­eller kom­mer til at være udtryk for en excep­tion­al­isme over for en gener­el læs­ning af kolo­nial­isme som under­trykkende. Og hvis kolo­nial­is­men er en under­trykkelses­mekanisme, kan alle nation­alimperier jo af indl­y­sende grunde ikke alle være ikke-under­trykkende. Men læg­ger man alle de nationale selvsyn sam­men, er det ikke desto min­dre resul­tatet.

Oven­stående korte tur rundt i den kolo­nial-impe­ri­ale manege er vigtig for at under­strege, at når man ret­ter blikket mod dan­sk selv­forståelse som kolonimagt, så er der på en og samme tid både noget par­tikulært (nation­alt-impe­ri­alt) og noget generelt (europæisk-impe­ri­alt) på spil. Der er ikke en dimen­sion af dan­sk koloni­for­valt­ning, som ikke kan gen­find­es i et andet koloniregime. Men sam­tidig gjorde den særlige beskaf­fen­hed, som de enkelte imperier havde, at der udviklede sig kon­tek­ster og særeg­ne kolo­nialt admin­is­tra­tive prak­siss­er. Spek­tret af danske kolo­niale rela­tion­er – og ikke bare det geografisk betingede fra Ark­tis til troperne – var enormt, fra en guvernør­rådsstyret koloni til den bogstavelig talt ene mand, der sad på fortet i Tran­que­bar i åre­vis og skulle forestille at repræsen­tere en kolonimagt. Der er med andre ord god grund til at nuancere, når det han­dler om at beskrive kolo­niale forhold i deres par­tiku­lar­itet, men det kan ikke fjerne fokus fra det fak­tum, at kolo­nial­is­men som sys­tem var et pil­råd­dent, prof­it­drevet, euro­cen­trisk og selv­forherli­gende under­trykkelsessys­tem, som hele Europa del­tog i – enten direk­te som kolonimagt eller gen­nem indt­jen­ing skabt af slave­han­del, han­del med var­er pro­duc­eret under umen­neske­lige forhold.

En dan­sk selv­forståelse af, hvad det vil sige at have været en kolonimagt, må nød­vendigvis starte her­fra; til trods for at den nødigt gør det. Det kan en postkolo­nial kri­tik, der i øje­b­likket strøm­mer gen­nem Europa med vek­slende styrke, være med til at sætte skub i. Men det kan også på et langt mere konkret poli­tisk plan være en for­son­ingskom­mis­sion i form af den grøn­landske, eller et erstat­ningskrav fra CARICOM. Men uanset om det er forskn­ingslit­ter­atur eller konkrete poli­tiske tilt­ag – og lad det gerne være begge dele – så kræver det, at nogen melder sig ind fra dan­sk side. Det kniber gevaldigt, hvis man sam­men­lign­er den danske diskus­sion om en for­son­ing med for­tiden med tilsvarende diskus­sion­er i for eksem­pel Por­tu­gal, Ital­ien og Tysk­land.

En del af ulysten til at delt­age i for­son­ing­sprocessen er ikke svær at fork­lare. Hvem har lyst til at leve med et neg­a­tivt nation­alt selv­billede? Præ­cist sådanne prob­le­mer er postkolo­niale kri­tikere oppe imod i Ital­ien, Por­tu­gal og Tysk­land. I Por­tu­gal blandt andet gen­nem fasthold­elsen af billedet på en por­tugi­siskhed, som kunne inklud­ere folk fra ’de over­søiske provinser’. I den danske sam­men­hæng er denne erindring­shis­to­rie split­tet mellem Nor­dat­lanten og troperne. Troperne find­es kun som en vag ekso­tisk for­tid, der intet har med dan­sk his­to­rie at gøre – og slet intet med dan­sk iden­titet. At det så samek­sis­ter­er med en his­to­rie om en stolt søfar­erna­tion, er et eksem­pel på mange paradokser. I forhold til Nor­dat­lanten sker fortrængnin­gen idet, at de egentlig aldrig var kolonier, for den danske tilst­ede­værelse var jo for deres egen skyld. Eksem­pelvis for at beskytte grøn­læn­dere mod nogen, der var værre. På samme vis er over­gan­gen fra koloni til indlem­melse i Dan­mark i 1953 nærmest en umærke­lig over­gang. For egentlig, som allerede Jens Dahl påpegede i sin bog Ark­tisk selvstyre (1986), var den danske kolonis­er­ing af Grøn­land i virke­lighe­den mest omfat­tende efter kolonistyrets formelle ophør i 1953 og ved starten på mod­erniser­ings­plan­erne — G50 og G60s — gen­nem­førelse. Det er også værd at notere sig, at den grøn­landske for­son­ingskom­mis­sion primært ret­ter sig imod denne peri­ode som den mest destruk­tive for det, man måske kunne kalde en grøn­land­sk forankret selvværds­følelse.

Et andet aspekt ved de forskel­lige tidligere kolonimagters for­valt­ning af deres nationale iden­titet­shis­to­rie er, hvilken rolle kolonierne spillede og spiller for den nationale iden­titet. I den por­tugi­siske sam­men­hæng bruges den impe­ri­ale storhed­stid og dens arv aktivt i form af at fastholde forbindelser – bestemt også økonomiske – til de por­tugi­sisk tal­ende lande og til at relancere Por­tu­gal som et land, hvis iden­titet og inter­ess­er i stort omfang lig­ger uden for Europa. Ikke mindst i for­læn­gelse af den glob­ale finan­skrise, der har ramt Por­tu­gal hårdt, og gjort tanken om at knytte sig tæt­tere til de por­tugi­sisk tal­ende væk­støkonomi­er i det glob­ale syd attrak­tiv. Der er Dan­marks sit­u­a­tion naturligvis ganske anderledes, og dog er der noget tilsvarende på spil i min­dre omfang. I forhold til Nor­dat­lanten relancer­er Dan­mark sig som en med­spiller ved bor­det om det, der allerede er blevet døbt ’The Scram­ble for the Arc­tic’, grun­det par­al­lellen til kolonimagternes opdel­ing af Afri­ka mellem sig i 1880erne. Her italesættes Dan­mark nok en gang som Grøn­lands beskyt­ter. Man kunne ind­vende, at hvis vi ikke var der til at beskytte Grøn­lands inter­ess­er, var de så ikke i en værre sit­u­a­tion? Umid­del­bart jo, men vi er der jo først og fremmest for at beskytte egne inter­ess­er, og selvføl­gelig kan man ikke forestille sig Grøn­land uden Dan­mark som andet end et magt­tom­rum, for­di vi har haft suverænitet­shævdelsen siden 1721. Det er også det, som et kri­tisk tilbage­b­lik kunne rette op på.

For­di rela­tio­nen til Grøn­land stadig er aktiv, er det let at få øje på den kon­stante forhan­dling af magt­bal­ance — især for­di Grøn­land i de senere år er sat på en selvstændighed­skurs. Der­for virk­er springet til de forhen­værende tropekolonier langt i tid og rum. Men i forhold til behan­dlin­gen af en for­tid, som nægter at forsvin­de, sker der også inter­es­sante ting her. Diskus­sio­nen af dem kunne starte med de enkle spørgsmål, såsom hvor­for Dan­mark har eller har haft restau­rering­spro­jek­ter på spil i samtlige tidligere danske tropekolonier? Hvor­for rejs­er 10.000 danskere om året til US Vir­gin Islands, men accepter­er, at de får det serveret som Dan­sk Vestin­di­en? Kunne man forestille sig de 20.000 danskere, der rejs­er til Aus­tralien om året, synes, at Ny Hol­land lyder som en udmær­ket beteg­nelse for Aus­tralien? I mit Store Nordiske Kon­ver­sa­tion­slek­sikon udgivet i 1910’erne og 1920’erne find­er man stadig ref­er­en­cen til Ny Hol­land. Man kunne fort­sætte ad dette spor og rejse spørgsmålet om, hvilke koloni­fortællinger danskere kom­mer tilbage fra Vestin­di­en, Indi­en og Ghana med, når de har besøgt de ’gam­le’ danske områder? Områder, der for så vidt har været nogen­lunde tabt i skolemæs­sig sam­men­hæng i mange år, men som iro­nisk nok dukker op igen som menings­givende ref­er­encer i en glob­alis­eret tid­salder, der mulig­gør rejs­er for det glob­ale nord på en skala aldrig set før – inklu­sive rejs­er til besid­delser, der for få årti­er siden virke­lig var en rejse og ikke kun nok en fly­strækn­ing.

Min pointe i det oven­stående er, at vi ikke kun kan se koloni­ti­den som en tid, der fort­aber sig læn­gere og læn­gere bagud, men må se den som en tid, der på samme vis som andre skel­sæt­tende begiven­hed­er (1864 trænger sig på i øje­b­likket som et oplagt eksem­pel) kon­stant under­går en gen­fortælling – en gen­for­tolkn­ing. Alligev­el virk­er det til, at grænserne for denne gen­fortælling ikke er uen­delige. Den må ikke nå derind, hvor det beg­y­n­der at knytte forståelsen af, hvem vi er sam­men med den umen­neske­lig under­trykkelse af andre folk, som vi del­tog i. Dette ’vi’ er selvføl­gelig vores for­fæ­dre i forhold til koloni­ti­den, men det gør det ikke mere for­tidigt end det ’vi’, der tabte kri­gen i 1864, og som ophævede stavns­bån­det i 1788, men som ikke desto min­dre holdt fast i slaver­i­et. Det er her, at man find­er fork­larin­gen på, at det er helt karak­ter­is­tisk, at koloni­his­toriske gen­fortællinger forhold­er sig eufemistisk til under­trykkelsens detal­je­his­to­rie, men til gengæld kaster sig med stor entu­si­asme ud i nuanceringer, der ret­ro­spek­tivt gør os mere humane. Ikke at koloni­his­to­rien er irrel­e­vant i forhold til nation­ali­den­titeten, men netop for­di den er en del af den nationale fortælling, som vi ikke bry­der os om.

I forhold til den grøn­landske for­son­ingskom­mis­sion er det inter­es­sante selvføl­gelig, at der ingen slaveri var. Det bety­der dog ikke, at det er svært at se den danske tilst­ede­værelse som en over­greb­shis­to­rie. Det er jo det, kolo­nial­isme er. Det er her væsentligt, at kom­mis­sio­nen netop forhold­er sig til mod­erniser­ingsti­den, som i ordets bogstavelige for­stand er postkolo­nial, for­di det er efter, at Grøn­land blev et særligt amt i Dan­mark. Her vis­er for­son­ingskom­mis­sio­nen, at en kolo­nial til­stand ikke er lig med en his­torisk afs­lut­tet peri­ode, frem mod en kolo­nis selvstændighed eller indlem­melse i et andet land. Et fak­tum, der burde forstyrre de poli­tisk viden­sk­ab­s­bårne til­gange til det postkolo­niale som et år nul, hvorefter ingen behøver se tilbage, men kun fre­mad.

En anden inter­es­sant dimen­sion ved den grøn­landske for­son­ingskom­mis­sion er, at den taler om, hvor­dan for­sonin­gen ikke er et his­torisk anliggende, men et kom­pleks af social arv skabt af den kolo­niale rela­tion. Det vil sige, at for­son­ing netop ikke udelukkende er et his­torisk anliggende, men han­dler om en arv, som tidligere kolonier stadig kæm­per med i dag. Det er præ­cis samme pointe, der gør sig gældende i CARICOM’s sagsan­læg. Ud over at man her ønsker at få de penge, som slaveri og udbyt­ning skaffede til Europa. Det er selvføl­gelig med til at forstyrre billedet af, at Europas vel­stand er et internt his­torisk anliggende. At kolonier skulle give over­skud, blev igen og igen anført som en årsag til at have dem — også i Dan­mark og i forhold til Grøn­land.

En tred­je inter­es­sant dimen­sion ved den grøn­landske for­son­ingskom­mis­sion er, at vægten lægges på mod­erniser­ingspe­ri­o­den, der lig­ger efter, at Grøn­lands sta­tus som koloni ophæves. Det rykker den så tæt på nuti­den, at der i et vist omfang er tale om men­nesker, der stadig lever. For­son­ingskom­mis­sio­nens arbe­jde drejer sig om at adressere denne over­greb­shis­to­rie i en nutidig sam­men­hæng og bringer den derved ind i et univers, der mere min­der om den sydafrikanske sand­hed­skom­mis­sion end om et opgør med en his­torisk afs­lut­tet peri­ode. Og endelig er det selvføl­gelig inter­es­sant, at den danske regering ikke har set noget behov for at skulle delt­age i en for­son­ingskom­mis­sion. På samme vis som den ikke kom­menter­er på den caribiske sam­menslut­nings krav om erstat­ning fra de gam­le kolonimagter. At regeringer ikke friv­il­ligt kom­mer på banen, er næppe nogen over­raskelse, med min­dre man lid­er af ide­al­forestill­inger om demokrati­et. Man imødeser folke­pres­set med sind­sro.

Lars Jensen er lek­tor ved Insti­tut for Kul­tur og Iden­titet, Roskilde Uni­ver­sitets­cen­ter