Danmark og det caribiske krav om reparationer og forsoning

St. Croix
Sukker­plan­tage. St. Croix, U. S. Vir­gin Islands

I 2004 annoncerede det caribiske statsforbund CARICOM, at de tidligere europæiske kolonimagter skulle indgå i en dialog med de tidligere kolonier om reparationer og forsoning med kolonifortiden. Kravet om reparationer handler ikke bare om at få de tidligere kolonimagters anerkendelse og eftergivning af gæld, men også om at artikulere en selvbevidst, caribisk identitet.

FOKUS: FORSONING MED DEN DANSKE KOLONIHISTORIE? - Dan­mark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Dan­mark har park­eret koloni­ti­den i his­to­riebøgerne, er den i Grøn­land og på de Amerikanske Jom­fruøer stadig alt for lev­ende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at for­sone sig med for­tiden for at skabe sin egen fremtid. Dan­marks koloni­his­to­rie er ikke død.


Diskus­sio­nen om den nutidi­ge betyd­ning af Dan­marks for­tid som impe­rial­magt er ikke kun rykket ind på dag­sor­de­nen med fornyet aktu­alitet i kraft af Grøn­lands opret­telse af for­son­ingskom­mis­sio­nen. Næsten sam­tidig er den danske regering blevet opfor­dret til at indgå i forhan­dlinger omkring en geno­pre­js­ning for de nulevende beboere i de tidligere danske besid­delser i Cari­bi­en. Dan­mark ser alt­så sig over­for et poten­tielt, frem­tidigt sagsan­læg omkring erstat­ning for koloni­ti­den. Hvis man vil prøve at forstå, hvad der står bag de caribiske krav, er man nødt til at betragte de nutidi­ge sam­funds­forhold i de forhen­værende kolonier, som i de fleste til­fælde stadig er dybt prægede af kolo­niale rela­tion­er. Ved siden af økonomiske og poli­tiske struk­tur­er, der tit fort­sat føl­ger kolo­niale møn­stre, kæm­per de tidligere kolonisam­fund med prob­lemet med at opbygge en nation­al iden­titet, der kan pege ud over for­tiden som kolo­niale sub­jek­ter. Det caribiske krav om en for­son­ingspoli­tik må således forstås i forhold til de caribiske sam­funds nutid og de udfor­dringer, cariberne ser sig selv over­for med hen­blik på at kunne skabe en selvbestemt fremtid.

I beg­y­n­delsen af 2014 annon­cerede det caribiske stats­for­bund CARICOM, at de ønskede at beg­y­n­de forhan­dlinger omkring repa­ra­tions med de europæiske nation­er, der enten tidligere har haft eller i dag stadig har kolo­niale besid­delser i Cari­bi­en. CARI­COMs 15 medlem­s­lande havde udar­be­jdet en 10-punk­t­s­plan, der sam­men­fat­ter en række krav, der ret­ter sig imod Eng­land, Spanien, Frankrig, Hol­land, Sverige – og Dan­mark. CARI­COMs ini­tia­tiv læg­ger op til forhan­dlinger omkring offi­cielle und­skyld­ninger for koloni­ti­den og de forskel­lige over­greb begået under kolo­nial­styret, og kræver forskel­lige økonomiske, poli­tiske og kul­turelle tilt­ag fra de europæiske nation­er, samt efter­givnin­gen af gæld.

Kravet om reparation

Disse tilt­ag sam­men­fattes under begre­bet repa­ra­tions. Som begre­bet allerede anty­der, er der tale om et krav om, at de europæiske nation­er iværk­sæt­ter en for­son­ingspoli­tik på bag­grund af forhan­dlinger med deres forhen­værende kolonier i Cari­bi­en. Det skal gøres med hen­blik på at ‘reparere’ en række skade­virkninger, som føres direk­te tilbage på de gam­le europæiske impe­rial­magters ageren i regio­nen. CARICOM meldte sam­tidig ud at skulle deres udspil ikke føre til suc­ces­rige forhan­dlinger, vil de lægge sag an i den inter­na­tionale dom­stol i Haag.

Spørgsmålet om hvorvidt Dan­mark burde give en offi­ciel und­skyld­ning for tiden som kolonimagt på U.S. Vir­gin Islands – den­gang Dan­sk Vestin­di­en — er allerede siden 2004 gen­tagne gange dukket op i den offentlige debat i Dan­mark. Kravet om en offi­ciel for­son­ingspoli­tik var her oprindeligt blevet for­muleret af den U.S. Vir­gin Islands baserede NGO, ACCRA, og forskel­lige per­son­lighed­er fra øernes civil­sam­fund. Myn­dighed­erne på U.S. Vir­gin Islands har der­i­mod ikke offi­cielt hen­vendt sig til den danske regering med kravet om en und­skyld­ning. Siden det danske salg af øerne i 1917 har de været tilknyt­tet USA som unin­cor­po­rat­ed ter­ri­to­ry, og har ikke medlem­sta­tus i CARICOM.

At CARICOM alligev­el har val­gt at inklud­ere Dan­mark i lis­ten over stater der opfor­dres til at indgå i forhan­dlinger omkring en frem­tidig for­son­ingspoli­tik, må forstås som en demon­stra­tiv sol­i­daris­er­ing med bevægelsen for repa­ra­tions på U.S. Vir­gin Islands. Det caribiske stats­for­bund under­streger således at den tidligere danske besid­delse på trods af deres nutidi­ge poli­tiske tilknyt­ning skal betragtes som en del af Cari­bi­en. Den danske debat omkring forhold­et til den tidligere danske koloni viste sig således at være indle­jret i en bredere debat omkring koloni­ti­dens betyd­ning for nuti­den: Der blev rejst et grundlæggende spørgsmål omkring hvorvidt europæiske nation­er — herun­der Dan­mark — kan og burde holdes til ans­var for kon­sekvenserne af deres han­dlen som impe­rial­magter i Cari­bi­en og andet­st­eds.

Kravet om repa­ra­tions som er blevet frem­ført fra U.S. Vir­gin Island til Dan­mark skal alt­så forstås på bag­grund af den tidligere danske kolo­nis his­toriske og kul­turelle tilknyt­ning til det caribiske og dermed stats­for­bun­det CARICOM. På trods af den store diver­sitet, som de forskel­lige medlemsstater i for­bun­det rum­mer — både etnisk, lingvis­tisk, religiøst, og økonomisk — del­er de nogen overordnede his­toriske, kul­turelle og ikke mindst poli­tiske fællestræk. Disse træk dan­ner groft sagt ram­merne for en fælles, region­al selv­forståelse vis-á-vis de forhen­værende impe­rial­magter. CARICOMS ini­tia­tiv hendler således om at artikulere et sam­let, poli­tisk ståst­ed omkring den kolo­niale arv, som blandt andet fun­ger­er som et poli­tisk sam­lepunkt for de forskel­lige caribiske sam­fund.

De gamle råstofproducenter — Caribien og kolonialismen

De fleste CARI­COM-medlem­mer er meget unge nation­er, der stadig er ved at gen­nemgå en svær, og tit smerte­fuld og ikke mindst omkost­nings­fuld pro­ces af kul­turel, poli­tisk og økonomisk nyori­en­ter­ing i forsøget på at skabe et selvbestemt ståst­ed. Med und­tagelse af Haiti har alle medlem­mer først opnået sta­tus som uafhængige stater i løbet af den anden halvdel af det 20. århun­drede. Sam­tidig er Cari­bi­en også den region i ver­den, der rum­mer flest ter­ri­to­ri­er, der fort­sat har sta­tus af at være kolo­niale besid­delser. Kolo­nial­is­men er alt­så andet end en fjern for­tid. Uafhængigt af, om de forskel­lige ter­ri­to­ri­er har opnået poli­tisk selvstyre eller ej. Tvær­ti­mod kan opnåelsen af sta­tus som uafhængige nation­er siges kun at have været start­skud­det til den egentlige dekolonis­er­ing af de pågældende sam­fund.

Den fort­sat­te økonomiske – og delvist poli­tiske — afhængighed af Europa må ses i sam­men­hæng med de sam­fundsstruk­tur­er, kolo­nial­magterne efter­lod ved deres tilbagetrækn­ing. Størst­ede­len af øbæl­tet i det caribiske hav havde i flere århun­dred­er først og fremmest fun­geret som en gigan­tisk sukker­fab­rik (og i min­dre grad tobak, indi­go og andre kolo­nial­var­er). Med en økonomisk sek­tor, der i høj grad består af land­brug, har mange Caribiske sam­fund således gen­nem tiderne været meget sår­bare over for prissv­ingninger på ver­dens­markedet. For en stor del gælder alt­så, at de for­blev i en sta­tus som råstof­pro­du­cen­ter for deres forhen­værende kolo­nial­magter efter at have opnået poli­tisk uafhængighed. Mis­lykkede forsøg på at indus­tri­alis­ere økonomien og mod­ernisere infra­struk­turen har efter­ladt flere af CARICOMS medlem­mer i dyb gæld til enten deres forhen­værende kolo­nial­magter eller insti­tu­tion­er som IMF. Ligeledes har de struk­turelle reformer der blev påtvunget dem som et resul­tat her­af øget den allerede markante ulighed og ført til sociale uro­lighed­er i flere lande.

Koloniernes sta­tus som råstof­pro­du­cen­ter for de europæiske marked­er har affødt en dis­tinkt sam­fundsstruk­tur i forhold til ejer­skab over pro­duk­tion­s­mi­dler, social sta­tus og etnisk herkomst samt hud­farve. Dette reflek­teres tydeligt i nuti­dens sociale struk­tur­er. Sam­fund­shier­arki­et i de caribiske sukkerkolonier var groft sagt opbygget som en tre­del­ing, med en lille top af hvide plan­tagee­jere og kolo­nial­ad­min­is­tra­tor­er, et mellem­lag af frie ikke-hvide og en bred basis af slaveg­jorte afrikanere (og i nogen til­fælde indi­gene cari­biere). Efter ophævelsen af slaver­i­et importerede mange plan­tagee­jere bil­lig arbe­jd­skraft fra specielt Asien, der delvist skulle erstat­te de forhen­værende slaver som bil­lig arbe­jd­skraft, som yderligere øgede den etnisk-kul­turelle diver­sitet af indi­anske, afrikanske, asi­atiske og europæiske iden­titeter der karak­teris­er­er de caribiske øsam­fund. Plan­tagesys­temet af overord­net hvide kap­i­tale­jere og ikke-hvid arbe­jd­skraft legit­imerede typisk sig selv gen­nem en racialis­er­ing af sam­fund­shier­aki­et, som stort set ful­gte klasses­truk­turen i de pågældende sam­fund. Det vil sige, at race­hier­arki­et i den Caribiske sam­men­hæng kon­struerede sig som en tre­del­ing med whites i top­pen, brown som en mellemkat­e­gori og black som sig­nifikant for de ned­er­ste lag i sam­fun­det.

Denne grad­vise opdel­ing er over flere århun­dred­er blevet inter­nalis­eret i store dele af de Caribiske sam­fund, og har ført til en sam­menkæd­ning af racialis­erede krops­markør­er med både klass­eskel og skøn­hed­side­al­er. Lys hud og europæisk udseende blev efter­tragt­ede markør­er for social sta­tus sam­men med europæiske sprogkund­sk­aber, dan­nelse og lev­e­vis. På den anden side blev alt der blev for­bun­det med ‘afrikan­skhed’ og black­ness set ned på, eller oplevet som skam­fuldt. Alt imens der fra 1950erne og frem opstod forskel­lige anti-kolo­niale og anti-racis­tiske bevægelser, der prøvede at gøre op med disse struk­tur­er og pro­moverede en affir­ma­tiv iden­ti­fika­tion med afrikanske rød­der, er den århun­drede­lange deval­uer­ing af afrikan­sk kul­tur og krop­s­lighed stadig syn­lig i nuti­dens Caribiske sam­fund i form af for eksem­pel bru­gen af hudaf­ble­jn­ingsmi­dler og en gener­el følelse af min­dreværd i forbindelse med krop­slige markør­er der knyttes til afrikan­sk herkomst.

Opgøret med den hvide kolonialhistorie

På denne bag­grund er der opstået en række akademiske og lit­terære diskurs­er omkring de caribiske nation­ers kolo­niale arv og det nutidi­ge forhold til deres tidligere kolo­nial­her­rer.  Dette er et af de bærende ele­menter i CARICOMS krav om en for­son­ingspoli­tik, og som må forstås som tæt for­bundne med den poli­tiske, økonomiske og kul­turelle dekolonis­er­ing­sprocess. Det første er øns­ket om at få anerk­endt betyd­nin­gen af udbyt­nin­gen af de slaveg­jorte afrikanere i Cari­bi­en for det mod­erne Europas akku­mu­la­tion af vel­stand. Forskel­lige Caribiske intellek­tuelle har siden 1940erne og op til i dag peget på, at europæisk his­to­rieskrivn­ing fort­sat pro­duc­eres ud fra et hvidt, impe­ri­alt per­spek­tiv som fornægter sine egne his­toriske rød­der – eller i hvert fald deres min­dre flat­terende sider. Den vestlige ver­den har således ikke kun skrevet de Caribiske koloniers afgørende rolle i det mod­erne Europas oprindelse ud af his­to­rien, men sam­tidig også den lige så afgørende rolle som de hvide impe­rial­magter har spillet i at forme de mod­erne Caribiske sam­fund. Fornæg­telsen af kolo­nial­is­mens økonomiske betyd­ning går i dette per­spek­tiv alt­så hånd i hånd med fralæggelsen af ans­var. Det er her man kan finde forbindelsen til et andet omdrejn­ingspunkt i de Caribiske diskurs­er omkring repa­ra­tions: Koloni­her­rernes ‘forsætlige’ under­ud­vikling af regio­nen.

Siden den poli­tiske magt i de impe­ri­ale cen­tre så de Caribiske øer som pro­duk­tion­sen­hed­er for råstof­fer og som aftager­marked­er for hvad de europæiske man­u­fak­tur­er kunne pro­duc­ere, gik de efter at udvikle det impe­ri­ale cen­ters økono­mi på bekost­ning af det kolo­niale per­iferi. Den ulige udvikling af cen­ter og per­iferi  var alt­så ikke kun en forsøm­melse fra kolo­nial­magternes side, men en bev­idst ført poli­tik. Sam­men med man­glen på mulighed for poli­tisk selvbestem­melse og den interne sociale umyn­dig­gørelse og økonomiske mar­gin­alis­er­ing af størst­ede­len af befolknin­gen i kolonierne, har dette ført til en udelukkelse af hele regio­nen fra det tek­nol­o­giske, viden­sk­a­belige, uddan­nelses­mæs­sige frem­skridt. Forbindelsen af materiel man­gel og racis­tisk under­trykkelse peger på en tred­je diskurs omkring Cari­bi­ens kolo­niale arv: Trau­ma­tis­erin­gen af de slaveg­jorte afrikanere som en social arv. Det vil sige, at den vold­elige under­trykkelse af størst­ede­len af befolknin­gen under kolonistyret opfattes som havende efter­ladt ved­varende, kollek­tiv skade på det kul­turelle og psykol­o­giske plan.

Denne trau­ma­tis­er­ing ses som havende sit konkrete udtryk i uøns­ket social adfærd som vold og krim­i­nalitet på den ene, og en fortrængn­ing af selve de trau­ma­tiske oplevelser på den anden. Fortrængnin­gen af de his­toriske over­greb ses her ofte som tæt for­bun­det med tabet af afrikan­sk iden­titet og den kul­turelle iden­ti­fika­tion med de hvide kolo­nial­her­rer. Den trau­ma­tiske vold under slave­ti­den var en af plan­tage­jernes midler til at prøve at ned­bryde de slaveg­jortes afrikaneres kul­turelle iden­titeter og dermed mod­standsvil­je. På denne måde banede man vejen for slav­ernes iden­ti­fika­tion med de hvide kolo­nial­her­rers kul­tur og his­toriske nar­ra­tiv­er. Det vil sige, at over­grebene imod slav­erne mulig­gjorde udslet­telsen af deres oprindelige iden­titeter og instal­la­tio­nen af den sub­mis­sive stræben efter at være hvid uden at kunne være det.

U.S. Virgin Islands

Da U.S. Vir­gin Islands kom under for­valt­ning af den amerikanske flåde i 1917, efter­lod det danske styre en autokratisk og racialis­eret sam­fundsstruk­tur, hvor den poli­tiske og økonomiske magt udelukkende lå på vel­havende, hvide hæn­der. Fordelin­gen af ind­komst og i end­nu højere grad ejer­skab over land blev ved med at afspe­jle plan­tokrati­et under det danske kolo­nial­styre. Reformer af de kolo­niale struk­tur­er på øerne kom kun meget lang­somt i gang og ind­skrænkede sig til en grad­vis udvidelse af formelle borg­er­ret­tighed­er, som dog den dag i dag ikke fuldt ud svar­er til almin­delige amerikanske borg­er­ret­tighed­er. Befolknin­gen på U.S. Vir­gin Islands har således ikke stem­meret til USA‘s direk­te præsi­dent­valg og deres repræsen­tant i Wash­ing­ton må ikke stemme, men kun udtale sig på øernes veg­ne. Ret­ten til at vælge egen guvernør blev først tilk­endt i 1966, guvernøren rap­porter­er årligt direk­te til det amerikanske inden­rigsmin­is­teri­um og ret­ten til at fore­tage egentlig lov­givn­ing er ind­skræn­ket. Deru­dover har befolkn­ing på øen en speciel form for amerikan­sk stats­borg­er­skab, som kan beskrives som et slags pro­vi­sorisk stats­borg­er­skab, der ikke som nor­malt baser­er sig på the 14th amend­ment i den amerikanske for­fat­ning, men bliv­er tildelt af Con­gress i Wash­ing­ton og som denne i prin­cip­pet også kan tage tilbage igen.

Grun­det i U.S. Vir­gin Island’s sta­tus som unin­cor­po­rat­ed ter­ri­to­ry og man­ge­len på poli­tisk selvbestem­melse er den ‘oprindelige’ øbe­folkn­ing (som definer­er sig selv som de fam­i­li­er, der var bosat på øerne i 1917), de såkaldte native Vir­gin Islanders, demografisk set endt op som et min­dretal, der ser sig selv under pres økonomisk og kul­turelt. Ind­van­dring fra andre caribiske øer har ændret demografien på øen. På trods af at de slaveg­jorte afrikanere udgør et fler­tal af befolknin­gen, så er denne del af befolknin­gen er op til i dag for­blevet mar­gin­alis­erede med hen­syn til ejer­skab over land og pro­duk­tion­s­mi­dler, som begge til langt største del er på hvide, amerikanske (og i nogle til­fælde danske) hæn­der. Fat­tig­dom og et dårligt uddan­nelses­niveau er udbredte prob­le­mer i blandt de beboere, der ned­stam­mer fra slaveg­jorte afrikanere (dette gælder både for native Vir­gin Islanders og ind­van­drere), da uddan­nelsesin­sti­tu­tion­erne på øerne har store prob­le­mer med at fastholde de unge, som tit drop­per ud før tid.

U.S. Vir­gin Islands bliv­er desu­den i stort omfang brugt som ferieres­i­dens og alder­doms­bolig af vel­havende, hvide amerikanere, som køber land og dermed fortrænger de min­dre ressources­tærke øboere fra deres bost­ed­er. Det gam­le møn­ster i forhold til ejer­skab over land samt sam­men­faldet mellem fordel­ing og hud­farve går alt­så igen. Denne udvikling kan føres tilbage til det,  at U.S. Vir­gin Islands under amerikan­sk for­valt­ning er blevet en tur­is­me­ori­en­teret økono­mi. Land­bruget er der­i­mod ube­ty­deligt i dag. Tur­is­mein­dus­trien på U.S. Vir­gin Islands blom­str­er da også: omtrent 2 mil­lion­er tur­is­ter besøger øerne hvert år — i blandt dem flere tusinde danskere. Dette opsv­ing i økonomisk aktivitet er dog for det meste gået for­bi størst­ede­len af lokalbe­folknin­gen af afrikan­sk afs­tamn­ing, som stort set ikke ejer nogen af de virk­somhed­er der tjen­er på tur­is­terne, men der­i­mod delt­ager i tur­is­mein­dus­trien som stuepiger, tax­achauf­før­er eller bar­tendere. Den anden store økonomiske fak­tor, rompro­duk­tio­nen, ejes ligeledes næsten udelukkende af hvide amerikanere.

Reparations-bevægelsen

Kravet om en und­skyld­ning og forhan­dlinger omkring yderligere repa­ra­tions til den danske stats side er også på U.S. Vir­gin Islands knyt­tet tæt sam­men med ideen om koloni­ti­den som en social arv. En social arv, der for cari­biere af afrikan­sk afs­tamn­ing, og her specielt native Vir­gin Islanders har forhin­dret en pos­i­tiv iden­ti­fika­tion med sig selv som et caribisk folk i egen ret, og som der­for har dan­net en bar­riere for en frem­tidig udvikling hen­i­mod poli­tisk og kul­turel selvbestem­melse.

Repa­ra­tions-bevægelsen under­streger, at sal­get af øerne i 1917 først og fremmest var en krænkelse af øboernes ret til selvbestem­melse. Godt nok var størst­ede­len af de hvide plan­tagee­jere pos­i­tive omkring over­dragelsen af U.S. Vir­gin Islands, men øerne blev holdt uden for afstemnin­gen omkring sal­get og hverken det danske eller det amerikanske styre bekym­rede sig meget om hvad det fat­tige fler­tal af sorte lan­dar­be­jdere på øerne mente om sam­fun­dets poli­tiske fremtid. Den US-amerikanske lov­givn­ing anerk­endte selvsagt heller ikke øernes beboere af afrikan­sk afs­tamn­ing (som jo netop udgjorde den gruppe, der i dag definer­er sig som native Vir­gin Islanders) som en særskilt folk med ret til poli­tisk selvbestem­melse. Og har ikke gjort det op til i dag. De slaveg­jorte afrikaneres efterkom­mere på U.S. Vir­gin Islands (og her specielt dem, der definer­er sig selv som native Vir­gin Islanders) oplever således sig selv som et kolonis­eret folk, hvis ret til poli­tisk selvbestem­melse ikke anerk­endes og hvis kul­turelle iden­titet bliv­er under­gravet af den fremmede magt, de stadig er under­lagt. Sam­tidig ses den sociale arv, den århun­drede­lange racialis­erede under­trykkelse af de slaveg­jorte afrikanere har efter­ladt i form af under­ud­dan­nelse og kollek­tiv trau­ma­tis­er­ing, som grun­den til man­glen på bev­id­s­thed omkring disse prob­lem­still­inger i store dele af befolknin­gen, og dermed som en af de prob­lem­still­inger, en frem­tidig dekolonis­er­ing må adressere.

Hen­ven­delsen til Dan­mark omkring en offi­ciel und­skyld­ning og repa­ra­tions må i dette sam­men­hæng forstås som værende adresseret i to ret­ninger. På den ene side er der den direk­te hen­ven­delse til den danske stat og offent­lighed om at anerk­ende et medans­var for de udfor­dringer U.S. Vir­gin Islands står over for som sam­fund, og som kon­sekvens af dette en diskus­sion omkring hvor­dan dette ans­var kunne vare­tages. På den anden side han­dler selve han­dlin­gen af at hen­vende sig til de gam­le kolo­nial­her­rer på øjen­højde og med klare krav, som for eksem­pel om en und­skyld­ning, også om at fremme en bev­id­s­thed omkring mange af de sociale udfor­dringer de små øsam­fund står over for, som ikke værende selv­forskyldt, men påført ude­fra.

Diskus­sio­nen omkring repa­ra­tions virk­er således også som en pro­mover­ing af en caribisk iden­titet, der påberåber sig sine afrikanske rød­der og caribisk his­to­rie på en selvbe­v­idst måde, og som skal danne det kul­turelle grund­lag for en frem­tidig poli­tisk selvbestem­melse ved at mod­virke de forvrængede selvop­fat­telser flere århun­dred­ers kolonistyre og racialis­eret under­trykkelse har efter­ladt.

Opgøret med fortiden og den caribiske identitet

De forskel­lige ini­tia­tiv­er omkring offi­cielle und­skyld­ninger og repa­ra­tions fra U.S. Vir­gin Islands og CARICOM under­bygges som sagt af både lit­terærere og forskn­ings­diskurs­er, hvis fokus tit går langt ud over det rent his­toriske. Et eksem­pel for dette er diskursen omkring den genetiske arv, kolo­nial­is­men har efter­ladt. En række studi­er har her peget på, at de slaveg­jorte afrikaneres efterkom­mere i Cari­bi­en i dag udvis­er en upro­por­tionel høj forekomst af type 2 Dia­betes, forskel­lige hjertesyg­domme og forhø­jet koles­terol, som i følge Caribiske forskere må føres tilbage på både de trau­ma­tiske oplevelser de slaveg­jorte afrikanere blev udsat for gen­nem kor­porlig afs­traf­felse og andre over­greb, såv­el som den kum­merlige ernæring, de blev tilk­endt dem af deres ejere. Et andet eksem­pel er kravet (fra CARICOMS side) om hjælp til at mulig­gøre caribisk immi­gra­tion (eller repa­tri­a­tion) til de afrikanske lande, deres for­fæ­dre stammede fra. Kravet under­streger vigtighe­den af afrikan­sk iden­titet for Cari­bi­en, og virk­er deri­gen­nem også som et mod-nar­ra­tiv til koloni­her­rernes deval­uer­ing af afrikan­sk iden­titet.

Diskurs­erne omkring den kolo­niale arv fun­ger­er alt­så både som en under­bygn­ing for kravet om kom­pen­sa­tion, men sam­tidig som et iden­titetssk­abende ståst­ed, der mulig­gør et opgør med skam­men over at have været et kolonis­eret slavesam­fund. Set i dette sam­men­hæng han­dler hen­ven­delsen til de forhen­værende impe­rial­magter ikke så meget om at opnå de gam­le koloni­her­rers anerk­endelse som et folk der har lidt under ure­t­færdighed, men måske mere om at artikulere en selvbe­v­idst, caribisk iden­titet, der demon­str­erer sin ligeværd med de forhen­værende kolonisator­er. Repa­ra­tions-kravet som et poli­tisk ini­tia­tiv han­dler således også om at sende et sig­nal. Til dels han­dler et sådant sig­nal om at prøve at få den forhen­værende kolonimagt til at tage et medans­var i form af konkrete tilt­ag.

Men en anden vigtig del af ini­tia­tivet han­dler om at skabe og under­strege et nar­ra­tiv, der han­dler om at overvin­de den påtvungne sociale arv fra koloni­ti­den i form af inter­nalis­eret racisme og kul­turel rodløshed, og derved at nå frem til mulighe­den for en selvbestemt fremtid, både kul­turelt og poli­tisk. Kravet om repa­ra­tions er således også en plat­form for intern poli­tisk mobilis­er­ing i den videre dekolonis­er­ing­sprocess.

Björn Lingn­er er ekstern lek­tor ved Insti­tut for Kul­tur og Sam­fund, Roskilde Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen