Herta Müllers arv – erfaringen af diktatur

007_Ceausescu_mug_shot_Targoviste_police_1936

For den der ønsker at forstå, hvordan det er at leve i et diktatur, er Herta Müller en uomgængelig forfatter. Hendes liv og værk er et vidnesbyrd om diktaturets evne til at nedbryde mennesket. Her fortæller Karsten Sand Iversen, der har oversat de fleste af hendes værker til dansk, om Müllers voldsomme livshistorie og anerkendte forfatterskab.


Her­ta Müllers bøger er nært for­bun­det med hen­des biografi, trau­ma­tisk knyt­tet til de godt tre­dive første lev­eår i to vari­anter af dik­tatur, et rent stal­in­is­tisk og Ceauşes­cus sov­jetkri­tiske men ikke min­dre under­trykkende. Roman­erne og de mere essay­is­tiske stykker har ver­i­fi­cer­bare hæn­delser som grund­lag, men den sand­hed de søger er dig­terisk, ikke his­torisk men sanset, sub­jek­tiv og kun æstetisk ver­i­fi­cer­bar: ”Den opdigt­ede sansning adskiller sig ikke fra sansnin­gen. Den går et lag ned under den. Den opdigt­ede sansning er den fuld­stændi­ge nedsynkn­ing i sansnin­gen. Der opstår en dobbelt, tre­dobbelt, mange­dobbelt bund som ikke er nogen bund.” Sæt­nin­gens krav om sand­hed tran­scen­der­er den umid­del­bare og den erindrede sansning. Dermed er sagt at den doku­menter­bare begiven­hed opl­y­ses af et sind, af billed­er som giv­er den flade gen­fortælling dybde, bundløshed og udløs­er en ”vild­fart” i læseren. Den skrivende Her­ta Müller er i sanseopdigt­nin­gens vold fremmed for den ikkeskrivende, for sig selv, og hun selv står ofte fremmed over for sine egne stykker. En anden har skrevet dem.

Der opstår i Her­ta Müllers skrift en frap­perende hyper­konkre­tion som insis­ter­er på det par­tikulære og skyr abstrak­tion. Det er en sansemåde der har lighed­er med bar­nets spon­tane. Vægrin­gen ved kat­e­gori­er og ved­tagne beteg­nelser er af væsen og hen­sigt under­gravende, et stædigt mod­sprog som ønsker at tvinge læseren til ren­sning og restau­rering af sanserne.

Kon­cen­tr­eret betragt­ning opløs­er et fænomen i usam­men­hæn­gende bestand­dele, ”og så kan detal­jen plud­selig blive større end hel­he­den.” Utopi­er er totalis­erende (og der­for tru­ende nær det total­itære), for de ønsker at etablere en i grun­den men­neske­fremmed, ikke organ­isk frem­vok­set per­fek­tion og orden som har vanske­ligt ved at rumme uenighed og vilkårlighed. Det gen­nem­plan­lagte, ide­ol­o­gisk fun­derede sam­fund er der­for i abso­lut mod­strid med Her­ta Müllers ufrav­igelige tro på det enkelte og konkrete: Når delen insis­ter­er på at være del, bliv­er den ved selve sin del­hed en stadig og uovervin­delig kri­tik af enhver hel­hed, mens hel­he­den til gengæld kon­stituer­er sig i og med et over­greb. Fasthold­elsen af den stykvise erfar­ings egen­vær­di og for­rang anfægter den livs­farlige abstrak­tion. Dik­tatur­er ignor­erer men­neske­liv­ets gen­stridi­ge konkre­tion og uforudsige­lighed, prisen er den pir­re­lig­ste over­føl­somhed og lyslu­ende para­noia.

Dik­ta­tor­er kan længe med held forsvare sig mod fysisk magt, ordets magt får dem til at skælve. De, som alle magth­a­vere, også danske, gør vold mod sprog­et for at tvinge under­såt­ternes sansning og begreb­s­dan­nelse bort fra det konkrete og sande, for at skabe en ide­ol­o­gisk virke­lighed der trodser sund for­nuft og erfar­ings­baseret begreb­s­dan­nelse. Med god grund frygter de der­for det fremmede blik som riv­er sløret af deres kon­struk­tion­er og udstiller deres kalkulers armod.

Krig og flugt

Banatet hed­der den del af det vestlige Rumænien hvor Her­ta Müller er født. Området har navn efter mid­de­lalderens mil­itære guvernør, bán. Tyrk­ernes hær­gen i 1500- og 1600-tal­let affolkede lan­det. Da hab­s­burg­erne i 1700-tal­let fik herredøm­met, blev området gen­be­folket med syd­tyskere, de såkaldte schwabere, men her boede og bor andre folk: ungarere, slo­vakker, ser­bere. Med Tri­anon­pagten i 1920 blevet Banatet delt mellem Rumænien, Jugoslavien og Ungarn. Det tyske min­dretal er i vore dage stærkt reduc­eret, for det kom­mu­nis­tiske styre efter anden ver­den­skrig fór hårdt frem med ekspro­pri­a­tion­er og depor­ta­tion­er. I 1972 fordømte Ceauşes­cu disse straf­fe­foranstalt­ninger, måske navn­lig for at lægge afs­tand til stal­in­is­men. Tyskerne blev under hans regime behan­dlet tåleligt, dvs. lige så utåleligt som den øvrige befolkn­ing. Da han ikke ville pådrage sig Vest­tysk­lands vrede, var der intet assim­i­ler­ing­spres, man kunne tale og skrive tysk, have tysk presse og tyske for­lag. I enhver anden henseende var regimet imi­dler­tid så under­trykkende og para­noidt at mange val­gte at fly­gte eller søge om udrejsetil­ladelse. For hver udrejst tysker mod­tog Rumænien 8000 meget kærkomne DM.

Hov­ed­byen i Banat­ul er Tim­işoara hvor­fra en opstand i decem­ber 1989 – godt to år efter Her­ta Müllers udrejse til Vest­tysk­land – bredte sig over lan­det og førte til Ceauşes­cus fald. Her­ta Müller blev født i august 1953 i Nitzky­dorf sydøst for Tim­işoara, et halvt år efter Josef Stal­ins død og otte år efter afs­lut­nin­gen af anden ver­den­skrig. Da dik­tatur­er og krige har lang­varige, uforudsigelige efter­liv, nåede hun, lige­som mange østeu­ropæere, så rigeligt at blive mær­ket, få giften i krop og sind. Anden ver­den­skrig blev kun nominelt bragt til ophør i 1945, Ceauşes­cus død rensede ikke og gjorde det slet ikke af med hans slangeyn­gel.1

Gen­er­al Antones­cus Rumænien kæm­pede på Hitlers side. Da Den Røde Armé rykkede mod vest i 1944, blev dik­ta­toren hen­ret­tet, og Rumænien allierede sig med sejrher­rerne. Prisen var en kom­mu­nis­tisk mag­tovertagelse. I jan­u­ar 1945 iværk­sat­te Stal­in en kollek­tiv afs­traf­felse af rumænien­tyskerne, hvo­raf mange rigtig­nok havde været fuldfede nazis­ter, mens etniske rumænere, hvo­raf mange var rabi­at anti­semi­tiske, gik fri. Arbe­jds­du­elige mænd og kvin­der mellem 17 og 45 år, som netop ikke havde delt­aget aktivt i kri­gen, blev trans­porteret til Ukraine for, som det hed, at hjælpe med genop­bygnin­gen af USSR.

Blandt de deporterede var den 19-årige Katha­ri­na Gion som i mod­sæt­ning til sin veninde Her­ta over­levede fem års sult og kulde. Efter hjemkom­sten gift­ede hun sig med Josef Müller. Sam­men fik de den dat­ter som arvede den døde venin­des for­navn. De der vendte hjem fra lejrene og dødens stadi­ge følgeskab, havde en glubende sult efter at gen­vin­de livet, og meget foregik måske over hals og hov­ed – hvad Her­ta Müller bis­tert og blot­tet har skil­dret i bl. a. Der Men­sch ist ein großer Fasan auf der Welt, 1986 (da. Men­nes­ket er en stor fasan i ver­den). Ægtepar­ret Müller lev­ede ikke lykke­ligt. Allerede ved sin fød­sel og i sit navn er Her­ta Müller barn af kon­flikt. Siden hen stod hun mod­eren i vejen for en skilsmisse.

Josef Müller var indrulleret i Waf­fen-SS og synes at have lev­et sit alko­holis­erede efterkrigsliv i længsel efter den morderiske storhed­stid. Hans dat­ter lod sig ikke smitte af nation­al­is­tisk ide­olo­gi eller tung nos­tal­gi, det fremmede blik havde hun tidligt og til gavns. I hen­des visu­alis­er­ing af vante ord som drab og krig havde faderen ”lavet kirkegårde ude i ver­den”. Kri­gens efter­liv i lum­mer fortrængn­ing fik en tilsvarende fysikalis­er­ing: ”Faderen skjuler kirkegår­dene nede i halsen, der hvor strube­hovedet står, mellem flip og hage. Strube­hovedet er spidst og tillukket. På den måde kan kirkegår­dene aldrig komme op og bevæge sig ud over hans læber. Hans mund drikker snaps lavet af de mørkeste blom­mer, og hans sange for Før­eren er tunge og berusede.”

Her­ta Müllers onkel havde været lands­byens nazi­ide­olog, bed­ste­faderen begræd Hitlers ned­er­lag. Hans længsel efter tysk herredømme nære­des kun da regimet ekspro­prierede hans blom­strende korn­han­del og stem­plede ham som ”udbyt­ter af folket”. Hvad loy­aliteter som disse udstiller er et tragisk paradoks: Et etnisk min­dretal, uden anden forankring i det mytiske hjem­land end sprog og ’blod’, feticher­er dette på tværs af tid og sted og avler en per­vert­eret nation­al­isme. Den spanske Fran­co-fly­gt­ning Jorge Sem­prún har der­i­mod ind­set at fædreland er det der siges, ikke sprog­et det siges på. Her­ta Müller citer­er ham og føler dybt ube­hag ved hjem­stavns­be­gre­bet som både nazis­ter og rumænske social­is­ter ynd­ede, for begre­bet benyttes altid ”når et eller andet ikke læn­gere er til stede.” Hvor potente fan­tomer af denne art kan være, viste sen­est den af Her­ta Müller for­agt­ede Milo­se­vić og hans Koso­vo-even­tyr. 

Debut

Her­ta Müller debuterede med et lille bind fortællinger, Niederun­gen (da. Lavninger), skrevet blandt stø­jende men­nesker på det fab­rik­skon­tor hvor hun efter endt uni­ver­sitet­sud­dan­nelse over­sat­te ube­gri­belige tekniske man­ualer. Mens det enerverende arbe­jde udmat­tede hende, blev skriver­i­et et frirum. Bogen udkom i 1982 i Bukarest i stærkt mod­i­fi­ceret form: ”I min første bog om en barn­dom i den banatschwabiske lands­by cen­sur­erede det rumænske for­lag, foru­den alt det andet, selv ordet KUFFERT. Det var blevet et pro­vok­erende ord for­di det tyske min­dretals udvan­dring skulle tabuis­eres.” Det ucen­sur­erede manuskript blev senere smu­glet ud af lan­det, og bogen vak­te for alvor opsigt da den i 1984 udkom i Vest­tysk­land (minus fire fortællinger som først er med­taget i Hanser Ver­lags rev­iderede udgave fra 2010). F. C. Delius’ virkn­ings­fulde anmeldelse i Der Spiegel fremhævede at fortællingerne – i en peri­ode hvor dis­si­den­ter var i høj vestlig kurs –ikke gebærd­ede sig som dis­si­dentlit­ter­atur men alligev­el afspe­jlede sit­u­a­tio­nen i Rumænien. Her­ta Müller blev med ét slag en sen­sa­tion og en mod­stemme i koret af strate­giske Ceauşes­cu-apolo­geter i Vesten. Da hun under bogmessen i Frank­furt samme år kri­tis­erede det rumænske dik­tatur, fik hun – kun alt for forudsigeligt – for­bud mod at pub­licere i sit hjem­land.

Allerede i debut­bo­gen dyrk­er Her­ta Müller sprogkri­tik. Det er end­nu ikke statens sprog hun læg­ger i syre, men for­fal­skn­ing og løgn i hjem­byens bornerte kollek­tiv: ”Lands­byens døde har spist sig ihjel, drukket sig ihjel, hvilket i lands­byen kaldes arbe­jdet sig ihjel.” Med sådanne lakoniske sæt­ninger der nøgternt under­k­endte selv­forståelsen (tag ikke livs­løg­nen fra men­neskene …), gjorde den unge Her­ta Müller sig til Nest­beschmutzerin, tilsmudser af egen rede. Fortællingerne udstiller big­ot­teri og overtro, autoritet­stro, mis­un­delse, rengøringsvan­vid, had, sjæleråhed og kor­porlig afs­traf­felse i en stag­neret og normbe­sat indavl­skul­tur.

Det førte uvægerligt til en ver­i­ta­bel udstødelse: ”Da kend­sk­a­bet til min bog bredte sig i min barn­doms lands­by, blev der spyt­tet efter mig på gaden. At jeg skrev var lige så stor en skam som hvad jeg skrev. Min bog var mit farvel.” Fam­i­lien blev for­agtet og isol­eret, men Her­ta Müller kunne ikke, trods mod­erens  bøn­ner, give efter for pres, holde op med at skrive eller skrive om noget andet. Hun var fra beg­y­n­delsen en ufri for­fat­ter hvis hånd blev tvunget af et magt­påliggende, et dybest set magt­pålagt stof. Egentlig nær­er hun en vis modvil­je mod at skrive, men har kun hen­stand en tid, hvor­på en indre tvang umulig­gør al tavshed.

Med Lavninger beseglede Her­ta Müller sin still­ing som minoritet i sin egen etniske minoritet. I forve­jen havde hun som oprørsk 15-årig (”jeg har opfat­tet mig selv som oppo­si­tionel siden jeg var barn”) for­ladt lands­byen for at søge højere uddan­nelse og var allerede derved brudt ud af kollek­tivets cyk­liske livs­form. Hun blev ikke bon­dekone i lige og ukri­tisk for­læn­gelse, hun lærte rumæn­sk og fik den und­slup­nes friere, videre blik, det fremmede blik som for altid ophæver det givnes selvføl­ge­lighed.

Mens en tilbageven­den hverken var øns­ket eller mulig, skønt den geografiske afs­tand fra Nitzky­dorf til Tim­işoara er ringe, blev Her­ta Müller med årenes intellek­tuelle vækst mere direk­te udsat for det rumænske regime. Bev­id­s­the­den om uhyrlighed­erne skabte nød­vendigvis oppo­si­tion. Hun og en gruppe ligesind­ede ven­ner, unge digtere, søgte at hævde indi­videts fri­hed til at udtrykke sig og nægt­ede at med­virke på statens betingelser. Som Her­ta Müller mest udførligt har skil­dret det i sin nobelforelæs­ning, afs­log hun kat­e­gorisk at lade sig indrullere i det hem­melige poli­ti Secu­ri­tates hær af med­delere. Der var ikke tale om organ­is­eret poli­tisk mod­stand, for en sådan var utænke­lig, i regimets kva­siob­jek­tive ska­be­lon­sprog beløb de svære for­bry­delser sig til ”indi­vid­u­al­isme, ikketil­pas­ning til kollek­tivet og man­glende social­is­tisk bev­id­s­thed”. Hermed havde de unge tysksprog­ede intellek­tuelle gjort sig fort­jent til overvågn­ing, intimider­ing, for­føl­gelse, vilkårlige anklager. Total­itære styr­er tol­ererer i sagens natur ikke afvigelser, og Ceauşes­cu var en eksem­plarisk dik­ta­tor: ”folkets høj­telskede søn” led af angstp­sykos­er og nærede – med god grund, skulle det vise sig – uind­skræn­ket mist­il­lid til sit folk som, da det brast, usøm­meligt og beklageligt lod ham og den lige så høj­telskede landsmod­er meje ned uden ret­ter­gang og renselse. Sidst i 1980’erne skrev Niels Bar­foed om den styre­form der kort efter stod for fald: ”Mod­ellen er stal­in­isme à la tre­di­verne, gen­nemtrukket af over­lev­eret feu­dal­isme à la Balkan og masseper­son­kult à la Nord­ko­rea.”

Allerede opvæk­stens lukkede sam­fund havde ube­hagelige lighed­er med dik­taturstat­en, har Her­ta Müller fremhævet. Der går således en ubrudt lin­je fra hen­des kri­tik af lands­byen til kri­tikken af den total­itære stikker­stat i roman­er fra 90’erne (ganske som Imre Kertész oplevede det kom­mu­nis­tiske Ungarn som en fort­sæt­telse af kz-lejren). Oven i det tyske min­dretals sin­de­lagskon­trol kom en stat­slig overvågn­ing: ”Det var i 50’erne, en barn­dom under stal­in­is­men, en afsidesliggende lands­by uden asfal­teret vej til byen – men ikke et poli­tik­frit indelukke: Tre-fire poli­ti­funk­tionær­er havde alt og alle under kon­trol. De kom fra byen. Nyskolede indledte de unge bevogtere deres kar­riere i en ravnekrog, pro­fil­erede sig med trusler, forhør, arresta­tion­er. 405 huse var der i lands­byen, en 1500 beboere. Alle gik rundt med ræd­slen. Selv om jeg som barn ikke forstod ang­stens ind­hold, åd følelsen af angst sig ind i hov­edet.” Lavninger blev ikke bare afsked med lands­byen men første skridt mod udrejsen af lan­det. 

Udrejse

Her­ta Müller for­lod Rumænien i 1987 sam­men med sin mor og sin daværende mand, for­fat­teren Richard Wag­n­er. Flugt var der ikke tale om, alligev­el foregik udrejsen under alt andet end trygge og behagelige for­mer: ”Udvan­drings­banegår­den lå tæt ved den ungarske grænse, en lille grænse­banegård. En snes stykker var vi, vent­ede på toget under poli­tiop­syn i et halvmørkt baglokale. Ven­te­salen måtte man ikke for­lade, per­ro­nen måtte man først betræde på politi­bet­jentenes opfor­dring. Efter den sid­ste trussel på wag­ontrap­pen: Vi får dig hvor du end er, sad jeg så som en frakke uden men­neske i dette tog, som om jeg bare igen var faldet for et nyt trick fra angst­magernes side.”2 Her­ta Müller for­lod Rumænien, men Rumænien for­lod ikke Her­ta Müller. Selv i Vest­tysk­land måtte hun leve med spi­onage og død­strusler. Og da hun for nylig fik ind­sigt i sine Secu­ri­tate-akter (jfr. note 1), viste de sig at være blevet ’redi­geret’ af det nye, usikre demokratis sikker­heds­folk – som i vid udstrækn­ing er gen­gan­gere fra Ceauşes­cus regime.

Her­ta Müllers første bøger blev skrevet i Rumænien og han­dler især om opvæk­stårene. Men­nes­ket er en stor fasan i ver­den fra 1986 foregår end­nu i lands­byen, men her møder vi for første gang per­son­dyrkelsen af dik­ta­toren, indok­triner­in­gen af børnene og det gen­nemko­r­rupte myn­dighed­sap­pa­rat. Den korte, sam­men­bidte og poet­iske roman kredser om tyskrumæneres trange vej til et udrejsepas. Per­son­erne trækkes med en alt andet end ophø­jet for­tid i Stal­ins lejre eller Hitlers trop­per, hvilket slår ud i nag og bru­tal­itet. Lokale myn­dighedsper­son­er føjer sviner­ier til ved at tage sig betalt i nat­u­ralier og sek­suelle ydelser, før et pas omsider kan udst­edes. En voldtægt af for­trinsvis døtrene i de ansø­gende fam­i­li­er kaldes ”audi­ens”. I dette mikrounivers udspilles væsentlige sider af den rumænske tragedie.

Her­ta Müller blev ikke ofret som ungt kød og lod sig ikke skræmme til at spi­onere på sine arbe­jd­skam­mer­ater for Secu­ri­tate – som til gengæld for denne uhørte afvis­ning mål­be­v­idst chikanerede og truede hende, med udsøgt infa­mi vendte de kol­leger mod hende som hun ville beskytte. At hun ikke blev dræbt – som flere af sine bek­endte – skyldes for­mentlig helt eller delvis den vok­sende inter­na­tionale berøm­melse. Mod­stand og kri­tik beskyt­tede hende for­di den ret­tede omver­de­nens blik mod sider af Ceauşes­cu-styret som poli­tiske ledere m.fl. i Vesten havde lukket øjnene for. Alt for længe var det bekvemt at hylde Ceauşes­cu for en kri­tisk hold­ning til Sov­je­tu­nio­nen. 

Et forfatterskab tager form

I årene efter udrejsen og bosæt­telsen i Berlin udgav Her­ta Müller kort­prosa, Bar­füßiger Feb­ru­ar, 1987 (da. Bar­fodet feb­ru­ar) som lig­ger i lige for­læn­gelse af Lavninger, og roma­nen Reisende auf einem Bein, 1989 (da. Rejsende på et ben) som behan­dler over­gan­gen fra ”det andet land” til det nye og fremmede hvor sprog­et nominelt er det samme og dog anderledes. I 1991 udkom en poe­t­ol­o­gisk sam­ling essay­fortællinger, Der Teufel sitzt im Spiegel, som nærmest antropol­o­gisk kredser om det fun­da­men­tale: men­nes­kets sansning, den skriven­des sansning.

Cen­tralt i for­fat­ter­sk­a­bet står imi­dler­tid den romantrilo­gi fra 90’erne som ofte gruopvækkende for­mulerer angst og elendighed under det rumænske dik­tatur. Der Fuchs war schon damals der Jäger, 1992 (da. Ræven var allerede den­gang jægeren), episodisk kom­poneret og billedrig som alle Her­ta Müllers værk­er, skil­dr­er hvor­dan overvågn­ing og intimider­ing gen­nem­syr­er alt, helt ind i par­forhold­ets intims­fære. Men­nes­kets spon­tane tillid til med­men­nes­ket, som er selve betingelsen for sam­liv og sam­fund, ned­bry­des daglig og for­van­dler tilværelsen til utrygge og magt­baserede tingsre­la­tion­er. Regimets agen­ter, som selv er skræmte små ofre, oper­erer med bestikkelse og opnår letkøbte fordele hos kvin­der der hun­gr­er efter uop­nåelige, i Vesten banale for­brugs­goder. Utroskab og for­ræderi er sat i sys­tem som en afsin­dets nor­malitet.

Roma­nens sid­ste afs­nit fortæller dik­ta­tor­par­rets mis­er­able endeligt. Befrielsen fejres, agen­ter og medløbere fly­gter, andre degraderes, men en egentlig og tilbunds­gående renselse find­er ikke sted. Den store, ubodelige skade dik­taturet til­fø­jede folket, var at de fleste blev kuet til fejhed. Den der­af fly­dende med­skyld vil det tage gen­er­a­tioner at forvin­de.

I 1972 dannede en række unge banatschwabiske digtere og intellek­tuelle en Aktion­s­gruppe Banat som plæderede for æstetisk og poli­tisk udtryks­fri­hed. Secu­ri­tate opløste grup­pen i 1975, hvorefter man organ­is­erede sig i Adam Müller-Gut­ten­brunn-kred­sen i Tim­işoara som Her­ta Müller knyt­tede sig til. Det er per­son­erne fra denne kreds der fig­ur­erer i Herzti­er, 1994 (da. Dyret i hjertet) såv­el som i forgæn­geren.

Regimets for­føl­gelse er igen hov­edtema. ”Spin­delvævstyn­de strøm­pe­bukser”, der lige­som nylon­truss­er kan hentes i Ungarn af begun­stigede kol­lab­o­ratør­er og bruges til han­del og bestikkelse, er genk­om­mende og udstiller patetisk Rumæniens armod. Disse ’vestlige’ var­er er en art besæt­telse, en pau­ver drøm­me­ho­risont omkring den depres­sive udsigt­sløshed. Med krop­pen, med køn­net betaler man sig til goder hvor lyst er for­van­dlet til rå mekanik: ”At ligge en stund under ham i det tætte græs, og spjætte sig ud af det indestængte kød, og bagefter ikke have lyst til bare et sekund at se ham i øjnene.” Tvangslig­nende spas­mer og skam, et øje­b­liks fort­abt for­løs­ning fra regimets greb, en gri­masse vendt mod dik­ta­torens påbud om avling af fem børn. Her­ta Müller har i essays reflek­teret over de forhold roman­erne så heftigt vis­er: ”At blive begæret i en skjult, snavset krog af fab­rikken gjorde ødelæggelsen ved sam­le­bån­det eller skrive­bor­det udhold­elig (…) Jeg kender ikke noget andet land hvor det intime så und­tagelses­løst var rodet sam­men med løgn, bedrag, hyk­leri, med søn­der­rivnin­gen af egen sub­stans.” Langt ind i det under­be­v­id­ste infi­ceres men­nesker i et dik­tatur. Total­i­tarisme udtømmes ikke med poli­tol­o­giske begre­ber. Dens mest ødelæggende for­mer er sociale og psykiske. Det anskuelig­gør Her­ta Müllers fik­tion­er uafrys­teligt.

To smertelige oplevelser står cen­tralt i Dyret i hjertet – som i Her­ta Müllers liv. Den livs­glade rumænske veninde Tereza aflæg­ger besøg i Berlin og røber at hun er udsendt af den sikker­hed­sof­fi­cer hvis per­fide forhør har jaget fortælleren ud af lan­det: ”Da Tereza døde et halvt år efter sin rejse tilbage, ønskede jeg at jeg kunne give min hukom­melse væk.” Tereza var angre­bet af brys­tkræft, og hen­des fatale nor­malsvig bliv­er, uud­talt, et billede på dik­taturstatens kræft. I utide og unåde sendes Tereza retur. Lige så for­fær­dende er lyrik­eren Rolf Bosserts skæb­ne, udførligst skil­dret i Der König verneigt sich und tötet, 2003 (da. Kon­gen bukker og dræber): ”Efter at et helt hold fra det hem­melige poli­ti havde gen­nem­søgt min ven Rolf Bosserts lej­lighed og var draget af sted med alle hans manuskripter og breve, tog Bossert sak­sen, gik tavs ud foran spe­jlet i bade­værelset og klippede hår­tot­ter af hov­ed og skæg. Det var kort før hans udrejse til Tysk­land. Denne vilde saks i håret, det vid­ste man syv uger senere, var en første læggen hånd på sig selv. For syv uger senere havde han været i Tysk­land i seks uger og kast­ede sig ud ad reso­cialis­er­ing­sh­jem­mets vin­due.”

Trilo­giens tred­je del, Heute wär ich mir lieber nicht begeg­net, 1997,  foregår i en rumæn­sk indus­tri­by og udspiller sig blandt per­son­er med arbe­jde i indus­trien. Miljøet er der­for et andet end i de foregående bøger, der er krassere sprog fra arbe­jderk­lassens dagligdag, men grund­kon­flik­ten mellem indi­vid og stat består. Ram­men er de stadi­ge forhør hos Secu­ri­tate hvis hen­sigt er at ydmyge og skræmme, i sid­ste ende helt besætte den mis­tænke­lig­gjortes bev­id­s­thed. Gal­gen­hu­moren hold­er enhver patos på afs­tand, i den bor over­levelsens mulighed. Kynisme og udnyt­telse er ligeledes anven­delige teknikker.

Forkrøblin­gen var sys­tem­a­tisk. Mens chikane og for­føl­gelse kunne tage sig vilkårlige ud, var intet i grun­den over­ladt til til­fældighed­erne, for til­fældighed­er er af væsen sys­tem­f­jendske. Ceauşes­cu udst­edte dekreter om antallet af børne­fød­sler, abort var for­budt og straffedes med fængsel. Nyfødte ’forsvandt’, kvin­der døde efter prim­i­tive abortind­greb. De over­levende børn vent­ede der en tidlig indok­triner­ing, hvad Her­ta Müller fik tæt ind på livet i sin korte kar­riere som lærerinde. Naivt mente hun at de små måtte være uspol­erede af ide­olo­gi. Hos de treårige, fandt hun, var der end­nu åben­hed, hos de femårige var det for sent. Stokkeslag led­sagede indlærin­gen af par­ti- og før­erhyldende sange og bud­sk­aber. ”Fraseter­peri­ets trance modsvare­des kun af kæp­pen. Disse børn forsøgte at tvinge mig til at mætte deres behov for prygl. De følte sig ladt i stikken, hang i hys­terisk tomhed for­di pry­g­lene ikke kom. At græde under kæp­pen var det eneste der fik dem til at føle sig som per­son. Det løft­ede dem ud af kollek­tivet.”

Stat­en opdragede således gen­er­a­tioner af masochis­ter. Her­ta Müller lod sig ikke knægte til med­virken og gjorde sig også her til mål­skive for regimets vil­lige bødler. End­nu tyve år efter dik­taturets fald er hun en kon­tro­ver­siel per­son i føde­landet. Tydeligst fremgår det af det stort set ure­formerede Secu­ri­tates behov for at luge ud i hen­des sagsak­ter.

 

Vidnesbyrd

Det er ikke muligt at sige om Her­ta Müller har skrevet sine sid­ste ord om det rumænske dik­tatur. Indædt, delvis mod­stræbende har hun aflagt, synes man, de dig­teriske vid­nes­byrd der kunne være at aflægge. Da hele hen­des eksis­tens står i dik­taturets tegn og har øde­lagt hende, så hun, når hun ler, ikke ved om hun ler eller græder, kan en genop­tagelse eller en videre granskn­ing imi­dler­tid ikke udelukkes. Hen­des sen­este fik­tionsværk, Atem­schaukel, 2009 (da. Alt hvad jeg har, bær­er jeg hos mig), er hen­lagt til tiden før hen­des egen fød­sel. Alligev­el er også den roman eksis­ten­tielt begrun­det i hen­des biografi.

Her­ta Müllers mor var som nævnt blandt de mange tusin­der af rumænien­tyskere som i 1945 på Stal­ins foran­led­ning blev sendt i arbe­jd­sle­jr i Ukraine. Man ved fra over­levende kz-fanger at de ikke for­måede at tale om deres oplevelser. Heller ikke Her­ta Müllers mor ønskede at fortælle om sine fem lejrår, hun ind­kap­slede dem i tavshed og gåde­fulde sen­tenser: ”Kulde er værre end sult” eller ”En varm kartof­fel er en varm seng”. Her­ta Müller, som i enestående grad har evnen til ikke at helme, fik med årene et sti­gende behov for at kaste lys over de smerte­fulde år der som en skygge havde led­saget hen­des barn­dom, og indledte i 2001 sine første sam­taler med tidligere deporterede fra Nitzky­dorf.

Oskar Pas­tior, rumænien­tysker fra den såkaldt sach­siske enklave i Sieben­bür­gen / Trans­syl­vanien og en stor, orig­i­nal lyrik­er, kom til Berlin en årrække før Her­ta Müller. De blev nære ven­ner. Pas­tior indvilgede i at tale om sin lejr­tid, og i 2004 rejste de sam­men på studi­etur til Pas­tiors falde­færdi­ge koksværk i Donet­sk. De arbe­jd­ede på en fælles bog indtil Pas­tiors plud­selige død i efteråret 2006.  Alt hvad jeg har, bær­er jeg hos mig er således baseret på Pas­tiors erfaringer, fig­uren Leopold Aug­berg er som Pas­tior homosek­suel og der­for i ekstrem grad udsat.

Der find­es en lejr­lit­ter­atur fra Gulag, Alexan­der Sol­sjen­it­syn, Var­lam Sjalam­ov, og fra de tyske kz-lejre, Imre Kertész, Pri­mo Levi. Her­ta Müller bevægede sig med Alt hvad jeg har, bær­er jeg hos mig ind på kva­sisakralt område, og føl­somme, højsind­ede kri­tikere har da også ment at kunne affærdi­ge hen­des værk ved at tage en Pri­mo Levi i ed. Den uhild­ede læs­er vil lade sig berøre af denne sul­tens anato­mi og dens dristige fan­tasi- og drøm­me­flugt. Aut­en­ticitet er ikke et geo- eller biografisk spørgsmål, men om så var, har Her­ta Müller med sine godt tre­dive år i en ang­stens og afsavnenes åbne lejr såmænd den fornødne adkomst. Aut­en­ticitet er der­i­mod et dig­terisk spørgsmål, og med Pas­tiors vid­nes­byrd som grund­lag er Her­ta Müller trængt dybt ind i det fry­sende, sul­tende, fort­vivlende men­neskes eksis­tens med døden som daglig led­sager. Dér har hun tilmed fun­det spirende håb, lat­ter, humor, de rørende, altafgørende små over­levelses­teknikker.

I tiden umid­del­bart før Her­ta Müllers sen­este besøg i Dan­mark, novem­ber 2010, blev hun i tysk presse præsen­teret for indiskutable vid­nes­byrd som godt­gjorde at Oskar Pas­tior havde været med­del­er for det hem­melige poli­ti i tiden før Ceauşes­cu. Nyhe­den om den afdøde, elskede og beun­drede ven kom uven­tet og chok­erende, for Pas­tior havde aldrig betroet sig. Man kan ikke udelukke at han kan have haft særlig vanske­ligt ved at betro sig til den kom­pro­mis­løse veninde som selv havde nægtet at samar­be­jde – om end i en noget min­dre drakonisk peri­ode. Alt hvad jeg har, bær­er jeg hos mig var måske ikke blevet skrevet hvis den nye viden om Pas­tior var kom­met tidligere, har Her­ta Müller været inde på. Det tab skulle den læsende ver­den heldigvis ikke lide. Roma­nen kan kun have bekræftet Det Svenske Akade­mi i en antagelig for længst mod­net over­be­vis­ning da nobel­prisen i 2009 blev tildelt Her­ta Müller.

Karsten Sand Iversen er over­sæt­ter og for­fat­ter. Han har mødt Her­ta Müller flere gange og over­sat flere af hen­des værk­er til dan­sk. Artiklen har tidligere været bragt i Bogens Ver­den.


1 Jfr. Her­ta Müllers artikel om Secu­ri­tate, Cristi­na und ihre Attappe, som i en let forko­rtet dan­sk ver­sion stod trykt i Infor­ma­tion, 15. 10. 2009, og i sin hel­hed kan læs­es på www.information.dk

2 Udrejsen er skil­dret i stykket Altid den samme sne og altid den samme onkel, trykt i Den Blå Port 762007.

Scroll til toppen