Herta Müllers arv – erfaringen af diktatur

For den der ønsker at forstå, hvordan det er at leve i et diktatur, er Herta Müller en uomgængelig forfatter. Hendes liv og værk er et vidnesbyrd om diktaturets evne til at nedbryde mennesket. Her fortæller Karsten Sand Iversen, der har oversat de fleste af hendes værker til dansk, om Müllers voldsomme livshistorie og anerkendte forfatterskab.

---

Herta Müllers bøger er nært forbundet med hendes biografi, traumatisk knyttet til de godt tredive første leveår i to varianter af diktatur, et rent stalinistisk og Ceauşescus sovjetkritiske men ikke mindre undertrykkende. Romanerne og de mere essayistiske stykker har verificerbare hændelser som grundlag, men den sandhed de søger er digterisk, ikke historisk men sanset, subjektiv og kun æstetisk verificerbar: ”Den opdigtede sansning adskiller sig ikke fra sansningen. Den går et lag ned under den. Den opdigtede sansning er den fuldstændige nedsynkning i sansningen. Der opstår en dobbelt, tredobbelt, mangedobbelt bund som ikke er nogen bund.” Sætningens krav om sandhed transcenderer den umiddelbare og den erindrede sansning. Dermed er sagt at den dokumenterbare begivenhed oplyses af et sind, af billeder som giver den flade genfortælling dybde, bundløshed og udløser en ”vildfart” i læseren. Den skrivende Herta Müller er i sanseopdigtningens vold fremmed for den ikkeskrivende, for sig selv, og hun selv står ofte fremmed over for sine egne stykker. En anden har skrevet dem.

Der opstår i Herta Müllers skrift en frapperende hyperkonkretion som insisterer på det partikulære og skyr abstraktion. Det er en sansemåde der har ligheder med barnets spontane. Vægringen ved kategorier og vedtagne betegnelser er af væsen og hensigt undergravende, et stædigt modsprog som ønsker at tvinge læseren til rensning og restaurering af sanserne.

Koncentreret betragtning opløser et fænomen i usammenhængende bestanddele, ”og så kan detaljen pludselig blive større end helheden.” Utopier er totaliserende (og derfor truende nær det totalitære), for de ønsker at etablere en i grunden menneskefremmed, ikke organisk fremvokset perfektion og orden som har vanskeligt ved at rumme uenighed og vilkårlighed. Det gennemplanlagte, ideologisk funderede samfund er derfor i absolut modstrid med Herta Müllers ufravigelige tro på det enkelte og konkrete: Når delen insisterer på at være del, bliver den ved selve sin delhed en stadig og uovervindelig kritik af enhver helhed, mens helheden til gengæld konstituerer sig i og med et overgreb. Fastholdelsen af den stykvise erfarings egenværdi og forrang anfægter den livsfarlige abstraktion. Diktaturer ignorerer menneskelivets genstridige konkretion og uforudsigelighed, prisen er den pirreligste overfølsomhed og lysluende paranoia.

Diktatorer kan længe med held forsvare sig mod fysisk magt, ordets magt får dem til at skælve. De, som alle magthavere, også danske, gør vold mod sproget for at tvinge undersåtternes sansning og begrebsdannelse bort fra det konkrete og sande, for at skabe en ideologisk virkelighed der trodser sund fornuft og erfaringsbaseret begrebsdannelse. Med god grund frygter de derfor det fremmede blik som river sløret af deres konstruktioner og udstiller deres kalkulers armod.

Krig og flugt

Banatet hedder den del af det vestlige Rumænien hvor Herta Müller er født. Området har navn efter middelalderens militære guvernør, bán. Tyrkernes hærgen i 1500- og 1600-tallet affolkede landet. Da habsburgerne i 1700-tallet fik herredømmet, blev området genbefolket med sydtyskere, de såkaldte schwabere, men her boede og bor andre folk: ungarere, slovakker, serbere. Med Trianonpagten i 1920 blevet Banatet delt mellem Rumænien, Jugoslavien og Ungarn. Det tyske mindretal er i vore dage stærkt reduceret, for det kommunistiske styre efter anden verdenskrig fór hårdt frem med ekspropriationer og deportationer. I 1972 fordømte Ceauşescu disse straffeforanstaltninger, måske navnlig for at lægge afstand til stalinismen. Tyskerne blev under hans regime behandlet tåleligt, dvs. lige så utåleligt som den øvrige befolkning. Da han ikke ville pådrage sig Vesttysklands vrede, var der intet assimileringspres, man kunne tale og skrive tysk, have tysk presse og tyske forlag. I enhver anden henseende var regimet imidlertid så undertrykkende og paranoidt at mange valgte at flygte eller søge om udrejsetilladelse. For hver udrejst tysker modtog Rumænien 8000 meget kærkomne DM.

Hovedbyen i Banatul er Timişoara hvorfra en opstand i december 1989 – godt to år efter Herta Müllers udrejse til Vesttyskland – bredte sig over landet og førte til Ceauşescus fald. Herta Müller blev født i august 1953 i Nitzkydorf sydøst for Timişoara, et halvt år efter Josef Stalins død og otte år efter afslutningen af anden verdenskrig. Da diktaturer og krige har langvarige, uforudsigelige efterliv, nåede hun, ligesom mange østeuropæere, så rigeligt at blive mærket, få giften i krop og sind. Anden verdenskrig blev kun nominelt bragt til ophør i 1945, Ceauşescus død rensede ikke og gjorde det slet ikke af med hans slangeyngel.1

General Antonescus Rumænien kæmpede på Hitlers side. Da Den Røde Armé rykkede mod vest i 1944, blev diktatoren henrettet, og Rumænien allierede sig med sejrherrerne. Prisen var en kommunistisk magtovertagelse. I januar 1945 iværksatte Stalin en kollektiv afstraffelse af rumænientyskerne, hvoraf mange rigtignok havde været fuldfede nazister, mens etniske rumænere, hvoraf mange var rabiat antisemitiske, gik fri. Arbejdsduelige mænd og kvinder mellem 17 og 45 år, som netop ikke havde deltaget aktivt i krigen, blev transporteret til Ukraine for, som det hed, at hjælpe med genopbygningen af USSR.

Blandt de deporterede var den 19-årige Katharina Gion som i modsætning til sin veninde Herta overlevede fem års sult og kulde. Efter hjemkomsten giftede hun sig med Josef Müller. Sammen fik de den datter som arvede den døde venindes fornavn. De der vendte hjem fra lejrene og dødens stadige følgeskab, havde en glubende sult efter at genvinde livet, og meget foregik måske over hals og hoved – hvad Herta Müller bistert og blottet har skildret i bl. a. Der Mensch ist ein großer Fasan auf der Welt, 1986 (da. Mennesket er en stor fasan i verden). Ægteparret Müller levede ikke lykkeligt. Allerede ved sin fødsel og i sit navn er Herta Müller barn af konflikt. Siden hen stod hun moderen i vejen for en skilsmisse.

Josef Müller var indrulleret i Waffen-SS og synes at have levet sit alkoholiserede efterkrigsliv i længsel efter den morderiske storhedstid. Hans datter lod sig ikke smitte af nationalistisk ideologi eller tung nostalgi, det fremmede blik havde hun tidligt og til gavns. I hendes visualisering af vante ord som drab og krig havde faderen ”lavet kirkegårde ude i verden”. Krigens efterliv i lummer fortrængning fik en tilsvarende fysikalisering: ”Faderen skjuler kirkegårdene nede i halsen, der hvor strubehovedet står, mellem flip og hage. Strubehovedet er spidst og tillukket. På den måde kan kirkegårdene aldrig komme op og bevæge sig ud over hans læber. Hans mund drikker snaps lavet af de mørkeste blommer, og hans sange for Føreren er tunge og berusede.”

Herta Müllers onkel havde været landsbyens naziideolog, bedstefaderen begræd Hitlers nederlag. Hans længsel efter tysk herredømme næredes kun da regimet eksproprierede hans blomstrende kornhandel og stemplede ham som ”udbytter af folket”. Hvad loyaliteter som disse udstiller er et tragisk paradoks: Et etnisk mindretal, uden anden forankring i det mytiske hjemland end sprog og ’blod’, feticherer dette på tværs af tid og sted og avler en perverteret nationalisme. Den spanske Franco-flygtning Jorge Semprún har derimod indset at fædreland er det der siges, ikke sproget det siges på. Herta Müller citerer ham og føler dybt ubehag ved hjemstavnsbegrebet som både nazister og rumænske socialister yndede, for begrebet benyttes altid ”når et eller andet ikke længere er til stede.” Hvor potente fantomer af denne art kan være, viste senest den af Herta Müller foragtede Milosević og hans Kosovo-eventyr. 

Debut

Herta Müller debuterede med et lille bind fortællinger, Niederungen (da. Lavninger), skrevet blandt støjende mennesker på det fabrikskontor hvor hun efter endt universitetsuddannelse oversatte ubegribelige tekniske manualer. Mens det enerverende arbejde udmattede hende, blev skriveriet et frirum. Bogen udkom i 1982 i Bukarest i stærkt modificeret form: ”I min første bog om en barndom i den banatschwabiske landsby censurerede det rumænske forlag, foruden alt det andet, selv ordet KUFFERT. Det var blevet et provokerende ord fordi det tyske mindretals udvandring skulle tabuiseres.” Det ucensurerede manuskript blev senere smuglet ud af landet, og bogen vakte for alvor opsigt da den i 1984 udkom i Vesttyskland (minus fire fortællinger som først er medtaget i Hanser Verlags reviderede udgave fra 2010). F. C. Delius’ virkningsfulde anmeldelse i Der Spiegel fremhævede at fortællingerne – i en periode hvor dissidenter var i høj vestlig kurs –ikke gebærdede sig som dissidentlitteratur men alligevel afspejlede situationen i Rumænien. Herta Müller blev med ét slag en sensation og en modstemme i koret af strategiske Ceauşescu-apologeter i Vesten. Da hun under bogmessen i Frankfurt samme år kritiserede det rumænske diktatur, fik hun – kun alt for forudsigeligt – forbud mod at publicere i sit hjemland.

Allerede i debutbogen dyrker Herta Müller sprogkritik. Det er endnu ikke statens sprog hun lægger i syre, men forfalskning og løgn i hjembyens bornerte kollektiv: ”Landsbyens døde har spist sig ihjel, drukket sig ihjel, hvilket i landsbyen kaldes arbejdet sig ihjel.” Med sådanne lakoniske sætninger der nøgternt underkendte selvforståelsen (tag ikke livsløgnen fra menneskene …), gjorde den unge Herta Müller sig til Nestbeschmutzerin, tilsmudser af egen rede. Fortællingerne udstiller bigotteri og overtro, autoritetstro, misundelse, rengøringsvanvid, had, sjæleråhed og korporlig afstraffelse i en stagneret og normbesat indavlskultur.

Det førte uvægerligt til en veritabel udstødelse: ”Da kendskabet til min bog bredte sig i min barndoms landsby, blev der spyttet efter mig på gaden. At jeg skrev var lige så stor en skam som hvad jeg skrev. Min bog var mit farvel.” Familien blev foragtet og isoleret, men Herta Müller kunne ikke, trods moderens  bønner, give efter for pres, holde op med at skrive eller skrive om noget andet. Hun var fra begyndelsen en ufri forfatter hvis hånd blev tvunget af et magtpåliggende, et dybest set magtpålagt stof. Egentlig nærer hun en vis modvilje mod at skrive, men har kun henstand en tid, hvorpå en indre tvang umuliggør al tavshed.

Med Lavninger beseglede Herta Müller sin stilling som minoritet i sin egen etniske minoritet. I forvejen havde hun som oprørsk 15-årig (”jeg har opfattet mig selv som oppositionel siden jeg var barn”) forladt landsbyen for at søge højere uddannelse og var allerede derved brudt ud af kollektivets cykliske livsform. Hun blev ikke bondekone i lige og ukritisk forlængelse, hun lærte rumænsk og fik den undslupnes friere, videre blik, det fremmede blik som for altid ophæver det givnes selvfølgelighed.

Mens en tilbagevenden hverken var ønsket eller mulig, skønt den geografiske afstand fra Nitzkydorf til Timişoara er ringe, blev Herta Müller med årenes intellektuelle vækst mere direkte udsat for det rumænske regime. Bevidstheden om uhyrlighederne skabte nødvendigvis opposition. Hun og en gruppe ligesindede venner, unge digtere, søgte at hævde individets frihed til at udtrykke sig og nægtede at medvirke på statens betingelser. Som Herta Müller mest udførligt har skildret det i sin nobelforelæsning, afslog hun kategorisk at lade sig indrullere i det hemmelige politi Securitates hær af meddelere. Der var ikke tale om organiseret politisk modstand, for en sådan var utænkelig, i regimets kvasiobjektive skabelonsprog beløb de svære forbrydelser sig til ”individualisme, ikketilpasning til kollektivet og manglende socialistisk bevidsthed”. Hermed havde de unge tysksprogede intellektuelle gjort sig fortjent til overvågning, intimidering, forfølgelse, vilkårlige anklager. Totalitære styrer tolererer i sagens natur ikke afvigelser, og Ceauşescu var en eksemplarisk diktator: ”folkets højtelskede søn” led af angstpsykoser og nærede – med god grund, skulle det vise sig – uindskrænket mistillid til sit folk som, da det brast, usømmeligt og beklageligt lod ham og den lige så højtelskede landsmoder meje ned uden rettergang og renselse. Sidst i 1980’erne skrev Niels Barfoed om den styreform der kort efter stod for fald: ”Modellen er stalinisme à la trediverne, gennemtrukket af overleveret feudalisme à la Balkan og massepersonkult à la Nordkorea.”

Allerede opvækstens lukkede samfund havde ubehagelige ligheder med diktaturstaten, har Herta Müller fremhævet. Der går således en ubrudt linje fra hendes kritik af landsbyen til kritikken af den totalitære stikkerstat i romaner fra 90’erne (ganske som Imre Kertész oplevede det kommunistiske Ungarn som en fortsættelse af kz-lejren). Oven i det tyske mindretals sindelagskontrol kom en statslig overvågning: ”Det var i 50’erne, en barndom under stalinismen, en afsidesliggende landsby uden asfalteret vej til byen – men ikke et politikfrit indelukke: Tre-fire politifunktionærer havde alt og alle under kontrol. De kom fra byen. Nyskolede indledte de unge bevogtere deres karriere i en ravnekrog, profilerede sig med trusler, forhør, arrestationer. 405 huse var der i landsbyen, en 1500 beboere. Alle gik rundt med rædslen. Selv om jeg som barn ikke forstod angstens indhold, åd følelsen af angst sig ind i hovedet.” Lavninger blev ikke bare afsked med landsbyen men første skridt mod udrejsen af landet. 

Udrejse

Herta Müller forlod Rumænien i 1987 sammen med sin mor og sin daværende mand, forfatteren Richard Wagner. Flugt var der ikke tale om, alligevel foregik udrejsen under alt andet end trygge og behagelige former: ”Udvandringsbanegården lå tæt ved den ungarske grænse, en lille grænsebanegård. En snes stykker var vi, ventede på toget under politiopsyn i et halvmørkt baglokale. Ventesalen måtte man ikke forlade, perronen måtte man først betræde på politibetjentenes opfordring. Efter den sidste trussel på wagontrappen: Vi får dig hvor du end er, sad jeg så som en frakke uden menneske i dette tog, som om jeg bare igen var faldet for et nyt trick fra angstmagernes side.”2 Herta Müller forlod Rumænien, men Rumænien forlod ikke Herta Müller. Selv i Vesttyskland måtte hun leve med spionage og dødstrusler. Og da hun for nylig fik indsigt i sine Securitate-akter (jfr. note 1), viste de sig at være blevet ’redigeret’ af det nye, usikre demokratis sikkerhedsfolk – som i vid udstrækning er gengangere fra Ceauşescus regime.

Herta Müllers første bøger blev skrevet i Rumænien og handler især om opvækstårene. Mennesket er en stor fasan i verden fra 1986 foregår endnu i landsbyen, men her møder vi for første gang persondyrkelsen af diktatoren, indoktrineringen af børnene og det gennemkorrupte myndighedsapparat. Den korte, sammenbidte og poetiske roman kredser om tyskrumæneres trange vej til et udrejsepas. Personerne trækkes med en alt andet end ophøjet fortid i Stalins lejre eller Hitlers tropper, hvilket slår ud i nag og brutalitet. Lokale myndighedspersoner føjer svinerier til ved at tage sig betalt i naturalier og seksuelle ydelser, før et pas omsider kan udstedes. En voldtægt af fortrinsvis døtrene i de ansøgende familier kaldes ”audiens”. I dette mikrounivers udspilles væsentlige sider af den rumænske tragedie.

Herta Müller blev ikke ofret som ungt kød og lod sig ikke skræmme til at spionere på sine arbejdskammerater for Securitate – som til gengæld for denne uhørte afvisning målbevidst chikanerede og truede hende, med udsøgt infami vendte de kolleger mod hende som hun ville beskytte. At hun ikke blev dræbt – som flere af sine bekendte – skyldes formentlig helt eller delvis den voksende internationale berømmelse. Modstand og kritik beskyttede hende fordi den rettede omverdenens blik mod sider af Ceauşescu-styret som politiske ledere m.fl. i Vesten havde lukket øjnene for. Alt for længe var det bekvemt at hylde Ceauşescu for en kritisk holdning til Sovjetunionen. 

Et forfatterskab tager form

I årene efter udrejsen og bosættelsen i Berlin udgav Herta Müller kortprosa, Barfüßiger Februar, 1987 (da. Barfodet februar) som ligger i lige forlængelse af Lavninger, og romanen Reisende auf einem Bein, 1989 (da. Rejsende på et ben) som behandler overgangen fra ”det andet land” til det nye og fremmede hvor sproget nominelt er det samme og dog anderledes. I 1991 udkom en poetologisk samling essayfortællinger, Der Teufel sitzt im Spiegel, som nærmest antropologisk kredser om det fundamentale: menneskets sansning, den skrivendes sansning.

Centralt i forfatterskabet står imidlertid den romantrilogi fra 90’erne som ofte gruopvækkende formulerer angst og elendighed under det rumænske diktatur. Der Fuchs war schon damals der Jäger, 1992 (da. Ræven var allerede dengang jægeren), episodisk komponeret og billedrig som alle Herta Müllers værker, skildrer hvordan overvågning og intimidering gennemsyrer alt, helt ind i parforholdets intimsfære. Menneskets spontane tillid til medmennesket, som er selve betingelsen for samliv og samfund, nedbrydes daglig og forvandler tilværelsen til utrygge og magtbaserede tingsrelationer. Regimets agenter, som selv er skræmte små ofre, opererer med bestikkelse og opnår letkøbte fordele hos kvinder der hungrer efter uopnåelige, i Vesten banale forbrugsgoder. Utroskab og forræderi er sat i system som en afsindets normalitet.

Romanens sidste afsnit fortæller diktatorparrets miserable endeligt. Befrielsen fejres, agenter og medløbere flygter, andre degraderes, men en egentlig og tilbundsgående renselse finder ikke sted. Den store, ubodelige skade diktaturet tilføjede folket, var at de fleste blev kuet til fejhed. Den deraf flydende medskyld vil det tage generationer at forvinde.

I 1972 dannede en række unge banatschwabiske digtere og intellektuelle en Aktionsgruppe Banat som plæderede for æstetisk og politisk udtryksfrihed. Securitate opløste gruppen i 1975, hvorefter man organiserede sig i Adam Müller-Guttenbrunn-kredsen i Timişoara som Herta Müller knyttede sig til. Det er personerne fra denne kreds der figurerer i Herztier, 1994 (da. Dyret i hjertet) såvel som i forgængeren.

Regimets forfølgelse er igen hovedtema. ”Spindelvævstynde strømpebukser”, der ligesom nylontrusser kan hentes i Ungarn af begunstigede kollaboratører og bruges til handel og bestikkelse, er genkommende og udstiller patetisk Rumæniens armod. Disse ’vestlige’ varer er en art besættelse, en pauver drømmehorisont omkring den depressive udsigtsløshed. Med kroppen, med kønnet betaler man sig til goder hvor lyst er forvandlet til rå mekanik: ”At ligge en stund under ham i det tætte græs, og spjætte sig ud af det indestængte kød, og bagefter ikke have lyst til bare et sekund at se ham i øjnene.” Tvangslignende spasmer og skam, et øjebliks fortabt forløsning fra regimets greb, en grimasse vendt mod diktatorens påbud om avling af fem børn. Herta Müller har i essays reflekteret over de forhold romanerne så heftigt viser: ”At blive begæret i en skjult, snavset krog af fabrikken gjorde ødelæggelsen ved samlebåndet eller skrivebordet udholdelig (…) Jeg kender ikke noget andet land hvor det intime så undtagelsesløst var rodet sammen med løgn, bedrag, hykleri, med sønderrivningen af egen substans.” Langt ind i det underbevidste inficeres mennesker i et diktatur. Totalitarisme udtømmes ikke med politologiske begreber. Dens mest ødelæggende former er sociale og psykiske. Det anskueliggør Herta Müllers fiktioner uafrysteligt.

To smertelige oplevelser står centralt i Dyret i hjertet – som i Herta Müllers liv. Den livsglade rumænske veninde Tereza aflægger besøg i Berlin og røber at hun er udsendt af den sikkerhedsofficer hvis perfide forhør har jaget fortælleren ud af landet: ”Da Tereza døde et halvt år efter sin rejse tilbage, ønskede jeg at jeg kunne give min hukommelse væk.” Tereza var angrebet af brystkræft, og hendes fatale normalsvig bliver, uudtalt, et billede på diktaturstatens kræft. I utide og unåde sendes Tereza retur. Lige så forfærdende er lyrikeren Rolf Bosserts skæbne, udførligst skildret i Der König verneigt sich und tötet, 2003 (da. Kongen bukker og dræber): ”Efter at et helt hold fra det hemmelige politi havde gennemsøgt min ven Rolf Bosserts lejlighed og var draget af sted med alle hans manuskripter og breve, tog Bossert saksen, gik tavs ud foran spejlet i badeværelset og klippede hårtotter af hoved og skæg. Det var kort før hans udrejse til Tyskland. Denne vilde saks i håret, det vidste man syv uger senere, var en første læggen hånd på sig selv. For syv uger senere havde han været i Tyskland i seks uger og kastede sig ud ad resocialiseringshjemmets vindue.”

Trilogiens tredje del, Heute wär ich mir lieber nicht begegnet, 1997,  foregår i en rumænsk industriby og udspiller sig blandt personer med arbejde i industrien. Miljøet er derfor et andet end i de foregående bøger, der er krassere sprog fra arbejderklassens dagligdag, men grundkonflikten mellem individ og stat består. Rammen er de stadige forhør hos Securitate hvis hensigt er at ydmyge og skræmme, i sidste ende helt besætte den mistænkeliggjortes bevidsthed. Galgenhumoren holder enhver patos på afstand, i den bor overlevelsens mulighed. Kynisme og udnyttelse er ligeledes anvendelige teknikker.

Forkrøblingen var systematisk. Mens chikane og forfølgelse kunne tage sig vilkårlige ud, var intet i grunden overladt til tilfældighederne, for tilfældigheder er af væsen systemfjendske. Ceauşescu udstedte dekreter om antallet af børnefødsler, abort var forbudt og straffedes med fængsel. Nyfødte ’forsvandt’, kvinder døde efter primitive abortindgreb. De overlevende børn ventede der en tidlig indoktrinering, hvad Herta Müller fik tæt ind på livet i sin korte karriere som lærerinde. Naivt mente hun at de små måtte være uspolerede af ideologi. Hos de treårige, fandt hun, var der endnu åbenhed, hos de femårige var det for sent. Stokkeslag ledsagede indlæringen af parti- og førerhyldende sange og budskaber. ”Fraseterperiets trance modsvaredes kun af kæppen. Disse børn forsøgte at tvinge mig til at mætte deres behov for prygl. De følte sig ladt i stikken, hang i hysterisk tomhed fordi pryglene ikke kom. At græde under kæppen var det eneste der fik dem til at føle sig som person. Det løftede dem ud af kollektivet.”

Staten opdragede således generationer af masochister. Herta Müller lod sig ikke knægte til medvirken og gjorde sig også her til målskive for regimets villige bødler. Endnu tyve år efter diktaturets fald er hun en kontroversiel person i fødelandet. Tydeligst fremgår det af det stort set ureformerede Securitates behov for at luge ud i hendes sagsakter.

 

Vidnesbyrd

Det er ikke muligt at sige om Herta Müller har skrevet sine sidste ord om det rumænske diktatur. Indædt, delvis modstræbende har hun aflagt, synes man, de digteriske vidnesbyrd der kunne være at aflægge. Da hele hendes eksistens står i diktaturets tegn og har ødelagt hende, så hun, når hun ler, ikke ved om hun ler eller græder, kan en genoptagelse eller en videre granskning imidlertid ikke udelukkes. Hendes seneste fiktionsværk, Atemschaukel, 2009 (da. Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig), er henlagt til tiden før hendes egen fødsel. Alligevel er også den roman eksistentielt begrundet i hendes biografi.

Herta Müllers mor var som nævnt blandt de mange tusinder af rumænientyskere som i 1945 på Stalins foranledning blev sendt i arbejdslejr i Ukraine. Man ved fra overlevende kz-fanger at de ikke formåede at tale om deres oplevelser. Heller ikke Herta Müllers mor ønskede at fortælle om sine fem lejrår, hun indkapslede dem i tavshed og gådefulde sentenser: ”Kulde er værre end sult” eller ”En varm kartoffel er en varm seng”. Herta Müller, som i enestående grad har evnen til ikke at helme, fik med årene et stigende behov for at kaste lys over de smertefulde år der som en skygge havde ledsaget hendes barndom, og indledte i 2001 sine første samtaler med tidligere deporterede fra Nitzkydorf.

Oskar Pastior, rumænientysker fra den såkaldt sachsiske enklave i Siebenbürgen / Transsylvanien og en stor, original lyriker, kom til Berlin en årrække før Herta Müller. De blev nære venner. Pastior indvilgede i at tale om sin lejrtid, og i 2004 rejste de sammen på studietur til Pastiors faldefærdige koksværk i Donetsk. De arbejdede på en fælles bog indtil Pastiors pludselige død i efteråret 2006.  Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig er således baseret på Pastiors erfaringer, figuren Leopold Augberg er som Pastior homoseksuel og derfor i ekstrem grad udsat.

Der findes en lejrlitteratur fra Gulag, Alexander Solsjenitsyn, Varlam Sjalamov, og fra de tyske kz-lejre, Imre Kertész, Primo Levi. Herta Müller bevægede sig med Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig ind på kvasisakralt område, og følsomme, højsindede kritikere har da også ment at kunne affærdige hendes værk ved at tage en Primo Levi i ed. Den uhildede læser vil lade sig berøre af denne sultens anatomi og dens dristige fantasi- og drømmeflugt. Autenticitet er ikke et geo- eller biografisk spørgsmål, men om så var, har Herta Müller med sine godt tredive år i en angstens og afsavnenes åbne lejr såmænd den fornødne adkomst. Autenticitet er derimod et digterisk spørgsmål, og med Pastiors vidnesbyrd som grundlag er Herta Müller trængt dybt ind i det frysende, sultende, fortvivlende menneskes eksistens med døden som daglig ledsager. Dér har hun tilmed fundet spirende håb, latter, humor, de rørende, altafgørende små overlevelsesteknikker.

I tiden umiddelbart før Herta Müllers seneste besøg i Danmark, november 2010, blev hun i tysk presse præsenteret for indiskutable vidnesbyrd som godtgjorde at Oskar Pastior havde været meddeler for det hemmelige politi i tiden før Ceauşescu. Nyheden om den afdøde, elskede og beundrede ven kom uventet og chokerende, for Pastior havde aldrig betroet sig. Man kan ikke udelukke at han kan have haft særlig vanskeligt ved at betro sig til den kompromisløse veninde som selv havde nægtet at samarbejde – om end i en noget mindre drakonisk periode. Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig var måske ikke blevet skrevet hvis den nye viden om Pastior var kommet tidligere, har Herta Müller været inde på. Det tab skulle den læsende verden heldigvis ikke lide. Romanen kan kun have bekræftet Det Svenske Akademi i en antagelig for længst modnet overbevisning da nobelprisen i 2009 blev tildelt Herta Müller.

Karsten Sand Iversen er oversætter og forfatter. Han har mødt Herta Müller flere gange og oversat flere af hendes værker til dansk. Artiklen har tidligere været bragt i Bogens Verden.