Om at kolonisere en frossen ørken

RIA Novosti Archive

Forestillingen om Arktis som en frossen ørken – et ingenmandsland, der afventer territorialisering – står stadig stærkt i manges bevidsthed, og forestillinger om en forestående ressourcekrig mellem de arktiske kyststater forstærkes i takt med at den arktiske is smelter. Johanne Bruun undersøger, hvordan kampen om at definere Arktis’ geografiske rum samtidig er en kamp om at forme regionens politiske identitet og organisering.

FOKUS: FORSONING MED DEN DANSKE KOLONIHISTORIE? - Dan­mark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Dan­mark har park­eret koloni­ti­den i his­to­riebøgerne, er den i Grøn­land og på de Amerikanske Jom­fruøer stadig alt for lev­ende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at for­sone sig med for­tiden for at skabe sin egen fremtid. Dan­marks koloni­his­to­rie er ikke død.


I august 2007 blev der plantet et rus­sisk flag i Ark­tis. Det var der som sådan ikke noget usæd­van­ligt i. De mar­itime grænser i det Ark­tiske Ocean er end­nu ikke fast­lagte, og blandt andet der­for dan­ner Ark­tis ofte ramme om den slags begiven­hed­er. Flaget påkaldte sig imi­dler­tid inter­na­tion­al medieop­mærk­somhed; måske på grund af timin­gen, måske på grund af det spek­takulære i at flaget blev plantet på havets bund ved 90° nord, hvor­til ingen tidligere havde dykket. Den danske avis­dækn­ing af det sub­o­ceanske flag tog skarpt afs­tand fra den rus­siske ’kolonis­er­ing’ af havbun­den, men opbyggede sam­tidig et ganske mono­li­tisk nar­ra­tiv, hvilket i sig selv kan være prob­lema­tisk. Dette risik­er­er at maskere et vigtigt, omend til tider neg­ligeret, aspekt af den såkaldte geopoli­tiske kamp, som vi så ofte bliv­er min­det om, er i fuld gang i Ark­tis; nem­lig det knap så syn­lige spil om at definere selve det geografiske rum, hvori hele affæren udspiller sig. Der er selvsagt stor forskel på, om ’sce­nen’ for ark­tisk geopoli­tik bliv­er forestil­let som en kam­p­zone, et sår­bart natur­om­råde eller et hjem­land, da disse forestill­inger hver især kan mobilis­eres til at under­støtte vidt forskel­lige poli­tiske tilt­ag. Det er heller ikke lig­e­gyldigt, om Ark­tis bliv­er itale­sat som et hav, et lan­dom­råde eller et sted midt imellem. Der­for forsøger inter­esseg­rup­per med hver deres agen­da at sikre sig, at deres forståelse af de ark­tiske geografi­er ikke bliv­er over­hørt.

2007 var på mange måder et skel­sæt­tende år for ark­tisk geopoli­tik. Sådan bliv­er det i hvert fald ofte portræt­teret. Det var det første år, hvor den ark­tiske is smelt­ede nok til at frilægge poten­tielle han­del­sruter gen­nem den såkaldte Nord­vest­pas­sage. Cana­da varslede mil­itær oprust­ning, og amerikanske geologer vur­derede, at en anseel­ig del af ver­dens end­nu uopdagede olie- og gas­res­sourcer skulle find­es i Ark­tis. Det var imi­dler­tid først, da en rus­sisk mini-ubåd plant­ede et tilsvarende rus­sisk flag på bun­den af det Ark­tiske Ocean ved 90° nord, på bun­den af havet, men på top­pen af ver­den, at medierne for alvor vendte blikket mod nord. Flaget var af tita­ni­um (et stædigt mate­ri­ale, som ikke så let giv­er efter for kor­roderende kræfter), og ombord på ubå­den var blandt andre den rus­siske (og arketypisk ’rus­sisk udseende’) even­tyr­er og medlem af Dumaen, Artur Chilin­garov. Den poli­tiske udmeld­ing syntes klar: Nord­polen var hermed rus­sisk. De mar­itime grænser mellem de fem ark­tiske kyst­stater (Cana­da, Dan­mark (med Grøn­land og Færøerne), Norge, Rus­land og USA) lig­ger end­nu ikke fast, og det poten­tielt ressourcerige område omkring Nord­polen indgår ikke kun i de rus­siske, men også i de danske og canadiske ter­ri­to­ri­alkrav, som i den ikke alt for fjerne fremtid vil blive behan­dlet i FN. Billed­er af det rus­siske flag på havbun­den gik ver­den rundt, og måske netop på grund af den rel­a­tivt store bevå­gen­hed lod ikke kun medierne, men også fremtræ­dende poli­tikere sig pro­vokere af et flag, der egentlig ikke bar nogen realpoli­tisk vægt. En nærmere analyse af rus­sisk poli­tisk diskurs afs­lør­er, at tolknin­gen af flagets betyd­ning som en ter­ri­to­rial­mark­er­ing var noget for­sim­plet. Selvom flag­plant­nin­gen blev fejret som en tekno-poli­tisk bedrift, bakkede den rus­siske regering fort­sat op omkring eksis­terende inter­na­tionale kon­ven­tion­er. Dette forhin­drede imi­dler­tid ikke de danske (eller inter­na­tionale) medi­er i at drage deres egne kon­klu­sion­er.

På trods af Dan­marks sta­tus som en af otte ark­tiske nation­er havde Ark­tis inden 2007 fået tildelt meget lidt spal­teplads i de danske avis­er. Den spek­takulære flag­plant­ning test­ede således pressens viden og bevå­gen­hed angående ark­tiske anliggen­der, idet danske jour­nal­is­ter plud­selig måtte fork­lare ikke kun Rus­lands, men også Dan­marks posi­tion i Ark­tis. I samme pro­ces måtte de redegøre for regio­nens poli­tiske geografi­er, såsom hvilke poli­tiske insti­tu­tion­er der er på plads i regio­nen, hvem der har inter­ess­er i området, hvem der reg­nes for poli­tiske aktør­er, samt den ark­tiske regions karak­ter­is­ti­ka (tilgængelig/utilgængelig, havområde/landområde, ressourceparadis/sårbar natur osv.). Langt de fleste danskere har ikke haft mulighed for at opleve Ark­tis på egen krop og da slet ikke Nord­polen. Dermed kom­mer nyhedsme­di­er til at spille en væsentlig rolle som kilde til infor­ma­tion om geografi­er med meget lidt rela­tion til den gen­nem­snits­danske dagligdag.

De geografiske forestill­inger, der cirkulerer i pop­ulærs­færen, er ikke uden prak­tisk poli­tisk sig­nifikans. Beslut­ningstagere og poli­tiske eliter er for det første selv en del af de sam­fund, hvori pop­ulæridéer cirkulerer, og er således ikke immune over­for deres ind­fly­delse. For det andet er deres poli­tik nødt til at resonere nogen­lunde med deres væl­ger­skar­ers for­vent­ninger og forestill­inger. Kort sagt er det ikke lig­e­gyldigt, hvilke geografi­er der bliv­er nor­malis­eret gen­nem mediedækn­ing, da forestill­in­gen om et geografisk område som værende eksem­pelvis ’usikkert’ kan få blandt andet mil­itære ind­greb til at virke som en nød­vendig, eller lige­frem naturlig, snarere end en primært poli­tisk beslut­ning.

Russerne kommer!

Drama­tiske avisover­skrifter såsom ”Kaplø­bet om Nord­polen i gang” og ”Olie­jagt: Rus­land besæt­ter havbun­den under Nord­polen”, som var typiske for den danske mediedækn­ing af flag­plant­nin­gen, var der­for ikke uden betyd­ning. Han­dlin­gen blev tolket som intet min­dre end et led i en rus­sisk kolonis­er­ing af det Ark­tiske Ocean og sam­men­lignet med kolonis­erin­gen af Nor­dameri­ka, hvor lig­nende metoder var blevet anvendt til at kom­mu­nikere ejer­skab. Den mest pop­ulære analo­gi var dog ”det vilde vesten” hvor ”Nord­pols-feberen ras­er”; en analo­gi, som ligestillede Ark­tis med et mere eller min­dre lovløst rum, der frem­stod fast­fros­set i en tid, hvor ero­bring af land syntes at være almen prak­sis. Ikke desto min­dre var det en prak­sis, som ifølge pressen ikke hørte hjemme i det 21. århun­drede. Denne type dækn­ing afspe­jlede en forestill­ing om at tankegan­gen bag rus­sisk poli­tik var både uforudsigelig og utidss­varende. Danske medi­er teg­nede i det hele taget ikke just det mest flat­terende billede af Rus­land, og da slet ikke rus­sisk uden­rigspoli­tik. Rus­land blev beskrevet som en ”autoritær stat” (også omtalt som ”Putin-land”), og der var speku­la­tion­er om, hvorvidt den forsøgte ’ero­bring’ af ark­tiske olier­es­sourcer var et led i et større spil, hvori ressourcerne ville blive anvendt til at afpresse ener­gi-afhængige naboer til at støtte op om Putins poli­tiske mål.

Poli­tikken bag flaget var i realiteten ikke nær så enty­dig. Dykket til Nord­polen var oprindeligt ikke en rus­sisk idé, men kom der­i­mod fra Even­tyr­ernes Klub, som også del­tog i eks­pedi­tio­nen. Finan­sierin­gen kom delvist fra en sven­sk rig­mand, og ud over det rus­siske flag blev der desu­den plantet en plat­te med en aus­tral­sk eks­pedi­tions­delt­agers navn ind­graveret. Denne kon­tekst blev imi­dler­tid over­set af avis­erne. Mediereak­tio­nen var dog som sådan ikke over­rask­ende, da det men­tale billede af en rus­sisk stats­mand, der i stil med tidligere tiders opdagelses­re­jsende planter sit flag i fædrelandets navn, resoner­er ganske glim­rende med gængse forestill­inger om rus­sisk uden­rigspoli­tik. Den samme res­o­nans kunne find­es i ideen om Ark­tis som et tomt, uberørt ingen­mand­s­land, der bare lig­ger og ven­ter på, at isen smelter nok til, at regio­nen bliv­er tilgæn­gelig for ’nor­mal’ inter­na­tion­al poli­tik med der­til­hørende ter­ri­to­ri­alkrav.

Naturlige grænser og postkolonial kartografi

Ark­tis blev portræt­teret som en region, hvor ”naturens kræfter sæt­ter dag­sor­de­nen”. Selvom barske kli­ma­tiske forhold blev anset for fjendtlige over­for men­neske­ligt virke i regio­nen, frist­ede de ark­tiske natur­res­sourcer. På grund af de nærmest uudtøm­melige ressourcerig­domme, mente avis­erne, at den ark­tiske ’dag­sor­den’ uundgåeligt ville være præget af rivalis­er­ing af mere eller min­dre ven­sk­a­belig karak­ter blandt de fem kyst­stater. Selvom de ark­tiske natur­res­sourcer således blev anset som roden til geopoli­tiske kon­flik­ter, blev naturens øvrige geografi­er set som kilde til en fre­delig, og ikke mindst rationel, løs­ning. Gen­nem en viden­sk­a­belig opmåling af den ark­tiske havbund ville det være muligt at etablere ’naturlige grænser’, hvormed ejer­sk­ab­sspørgsmålet ville være afgjort uden brug af våben eller håbløst utidss­varende sym­bol­ske han­dlinger såsom plant­nin­gen af et flag.

Viden­sk­a­belig kortlægn­ing spiller ganske rigtigt en anseel­ig rolle i ark­tisk geopoli­tik. De fleste stridighed­er, som involver­er lan­dom­råder, er løst, og da de tilbageværende uenighed­er omhan­dler havom­råder, falder de inden for FNs Havret­skon­ven­tions juridiske ram­mer. Ifølge Havret­skon­ven­tio­nen bestemmes udstræknin­gen af mar­itime ter­ri­to­ri­er på bag­grund af havbun­dens geografi. For at mak­simere deres ter­ri­to­ri­ers udstrækn­ing, må stater der­for frem­skaffe detal­jeret kort­ma­te­ri­ale, som påvis­er deres ’natur­givne’ ret­tighed­er. Selvom kun fire af fem ark­tiske kyst­stater (Cana­da, Dan­mark (med Grøn­land og Færøerne), Norge og Rus­land) har under­skrevet kon­ven­tio­nen, føl­ger den femte kyst­stat (USA) umid­del­bart kon­ven­tio­nens ret­ningslin­jer og er i fuld gang med egen kortlægn­ing.

Kort er i det hele taget vigtige for mod­erne poli­tisk organ­is­er­ing. Den fysiske ver­den er kom­pliceret, rodet og på mange måder uover­skuelig. Gen­nem kortlægn­ing er det muligt at sortere bag­grundsstø­jen fra ved kun at inklud­ere ele­menter, der er rel­e­vante for kor­tets for­mål. Det skaber overb­lik og gør det muligt at forestille sig en struk­tur­eret ver­den, som kan ind­de­les i en serie poli­tiske pusle­spils­brikker (fx stater eller region­er) med hver deres farve, som indik­er­er forskel­lige geopoli­tiske skel og magt­forhold. Kort er værdi­fulde værk­tø­jer til at organ­is­ere og anskuelig­gøre viden om geografiske rum, idet de skaber orden i kaos og tildel­er urolige ele­menter en mere eller min­dre fast plads. På den måde skaber kort en infra­struk­tur for poli­tiske magtre­la­tion­er, hvilket gør det til en hjørnesten af den mod­erne ter­ri­to­ri­al­stat der, trods sin rel­a­tivt korte his­to­rie, nærmest kon­sekvent bliv­er taget for givet.

Trods en vis nervøsitet omkring rus­siske inten­tion­er, blev de danske avis­er dog hur­tigt enige med sig selv og hinan­den om, at den egentlige kamp om hvem, der ejede Ark­tis, ville finde sted i den naturv­i­den­sk­a­belige are­na. Her ville lille Dan­mark stå stærkt trods russernes mil­itære over­legen­hed i stil med en mod­erne ver­sion af David ver­sus Goli­at. Avis­erne udviste stor tillid til de danske viden­sk­ab­s­folk og frem­lagde anven­delse af naturv­i­den­sk­a­belig kortlægn­ing som den eneste naturlige måde at føre ark­tisk ter­ri­to­ri­alpoli­tik på. I de danske avis­er blev forestill­in­gen om en mis­lykket ’rus­sisk kolonis­er­ing’ således præsen­teret i skarp kon­trast til den danske tilslut­ning til god, hæderlig viden­skab, samt inter­na­tion­al lov­givn­ing. Således blev der opstil­let en form for moral­sk afs­tand mellem Dan­mark og ’uforudsigelige’, ’irra­tionelle’ Rus­land. Det er imi­dler­tid inter­es­sant, og måske end­da en smule paradok­salt, at Ark­tis ikke desto min­dre stadig blev frem­stil­let som ter­ra nul­lius, alt­så et ingen­mand­s­land, der afvent­ede ter­ri­to­ri­alis­er­ing. Det var således ikke et spørgsmål om, hvorvidt Ark­tis kunne ’kolonis­eres’, men om hvilke metoder, der ret­mæs­sigt kunne anven­des til at under­støtte processen.

Trods de danske mediers udlægn­ing er kortlægn­ing og ind­sam­ling af naturv­i­den­sk­a­belige data ikke nød­vendigvis et logisk mod­stykke til kolo­nial­isme. Måske end­da tvær­ti­mod. Kortlægn­ing var et cen­tralt værk­tøj i forbindelse med kolonis­erin­gen af blandt andet det afrikanske kon­ti­nent, hvor det både blev anvendt til at kom­mu­nikere ejer­skab over lan­dom­råder samt til at over­skrive, og dermed usyn­lig­gøre, præek­sis­terende geografi­er. Ved at præsen­tere et område på kor­tet som tomt og ube­boet, slip­per man for de moralske overve­jelser, der kunne opstå, hvis man i stedet mark­erede samme område som en lokalbe­folkn­ings hjem­land eller jagt­mark. Denne type kar­tografisk vold var ikke nød­vendigvis baseret på en bev­idst masker­ing af lokale brugsmøn­stre. For eksem­pel kan kul­turelle forskelle med­føre diverg­erende syn på, hvornår et område betragtes som tomt og uud­nyt­tet.

Måden, hvor­på det geografiske rum repræsen­teres, er af afgørende betyd­ning for, hvor­dan det kan organ­is­eres poli­tisk. Selvom det kan virke som en nogen­lunde neu­tral løs­ning, er det langt fra apoli­tisk at fly­tte ter­ri­to­ri­al­spørgsmålet til den naturv­i­den­sk­a­belige are­na. For det første er kort per def­i­n­i­tion abstrak­tion­er af den virke­lige ver­den, hvor­for de nød­vendigvis er baseret på en lang række værdilad­ede beslut­ninger om, hvad der har poli­tisk rel­e­vans, og dermed skal inklud­eres i kor­tet. Dette er naturligvis afhængigt af øjnene, der ser. For det andet repræsen­ter­er viden­sk­a­belige kort i sig selv en meget speci­fik måde at se og opleve det geografiske rum på, som ikke nød­vendigvis stem­mer overens med de forestill­inger og oplevelser, som de men­nesker, der rent fak­tisk lever der, har.

Kortlægn­ing er ikke nød­vendigvis uforeneligt med måden, hvor­på ark­tiske folkeslag oplever det geografiske rum. Forskere har dog påpeget, at idéen om faste ter­ri­to­ri­al­grænser og geografiske rum som noget, der kan fastlås­es i koor­di­nat­sæt, kan virke fremmed for folk, hvis livs­grund­lag i gen­er­a­tioner har været afhængigt af en indgående forståelse af, og tilpas­ning efter, et meget dynamisk miljø. Kortlægn­ing og imple­menter­ing af teknisk viden kan som sagt være en vold­som han­dling, særligt hvis denne type viden enten over­skriv­er, over­flødig­gør eller erstat­ter lokale videnssys­te­mer. På den anden side find­es der spæn­dende eksem­pler på, at kortlægn­ing bliv­er anvendt netop til at syn­lig­gøre lokale brugsmøn­stre (læs mere her) og dermed tale til poli­tiske eliter på et sprog, som de forstår. Dog for­bliv­er det væsentligt at være opmærk­som på, hvad det bety­der, at oprindelige ark­tiske folks forståelser af deres hjem­lands poli­tiske geografi­er over­sættes til og forenes med ’ude­frak­om­mende’ repræsen­ta­tions­former.

Arktisk tomrum

Ark­tis har gen­nem hun­dred­vis af år for­mået at stim­ulere mere eller min­dre fan­tasi­fulde tanker om, hvad der fandtes på den anden side af de uigen­nemtræn­gelige ismass­er. Selvom regio­nen efter­hån­den er blevet delvist afmys­ti­fi­ceret, står ideen om et ugæst­frit ingen­mand­s­land stadig stærkt i manges bev­id­s­thed. Dette syntes at være til­fældet blandt danske avisjour­nal­is­ter tilbage i 2007. Hvilken ’type’ sted Ark­tis er (eller bliv­er itale­sat som), har betyd­ning for hvem, der frem­står som legit­ime poli­tiske aktør­er, og hvilke poli­tiske tilt­ag der frem­står logiske. Forestill­in­gen om Ark­tis som en frossen ørken kamu­flerer imi­dler­tid det rige kul­turliv, der udspiller sig langt læn­gere mod nord end mange måske forestiller sig. For eksem­pel har Inu­it Cir­cum­po­lar Coun­cil (ICC; en inter­esse­or­gan­i­sa­tion, som repræsen­ter­er Inuit­ter i det cirkumpo­lare Ark­tis) hævdet, at visse områder, der klas­si­fi­ceres af Havret­skon­ven­tio­nen som tomt hav, i virke­lighe­den bliv­er anvendt til jagt af oprindelige folk, når isdækket tillad­er det, og dermed ikke er tomme.

Medierepræsen­ta­tion­er af Ark­tis som et frossent ingen­mand­s­land er ikke uden betyd­ning, og det er fris­tende at drage par­al­leller mellem avis­ernes retorik og tidligere tiders kolo­niald­iskurs­er. Forestill­in­gen om tomme uud­nyt­tede vid­der var som nævnt cen­tralt for den tidlige kolonis­er­ing, og et område som Ark­tis, der på langt de fleste kort bogstavelig talt er repræsen­teret som en blank, hvid pla­m­age, frem­står åbent og ind­by­dende for inskrip­tion. Præek­sis­terende poli­tiske geografi­er er sjældent repræsen­terede. ICC har imi­dler­tid gen­nem flere pub­lika­tion­er og offentlige erk­læringer gjort det klart, at de betragter hele det ark­tiske område som en del af inuit­ternes hjem­land. Videre find­es der adskil­lige andre ark­tiske folkeslag, som selvsagt også bør anerk­endes. Dermed ikke sagt, at ICC kræver poli­tisk uafhængighed, men snarere, at de påkræver sig respekt for deres kul­turelle suverænitet, samt ret­ten til en poli­tisk stemme. Ark­tiske folkeslag blev stort set ikke omtalt i den danske avis­dækn­ing af ark­tisk inter­na­tion­al poli­tik i 2007. Når de gjorde, var det som oftest i samme sæt­ning som isb­jørne og smeltende gletchere. De blev med andre ord ikke præsen­teret som havende en selvstændig poli­tisk stemme af rel­e­vans for ter­ri­to­ri­al­spørgsmålet. Selvom det naturligvis er et åbent spørgsmål, i hvilken grad man kan tale om en form for neokolo­nial diskurs, idet debat­ten dybest set drejede sig om et i teknisk for­stand ube­folket havom­råde (skønt medierne ikke gjorde meget for at skelne mellem Ark­tis og Det Ark­tiske Ocean), synes det ikke helt uprob­lema­tisk, at ark­tiske folkeslag så at sige blev skrevet ud af his­to­rien, som den blev for­t­alt i de danske avis­er.

Den skjulte kamp

Ideen om, at vi befind­er os i en ”ark­tisk æra”, hvor det cirkumpo­lare nord igen spiller en rolle i inter­na­tion­al stor­poli­tik, blev først frem­sat af Gail Oshorenko og Oran Young i 2005. Det tog imi­dler­tid et par år, en rus­sisk mini-ubåd, og et tita­ni­um­flag, før de danske avis­er blev opmærk­somme på, at Ark­tis var blevet en poli­tisk varm kartof­fel. I deres respons til plant­nin­gen af det rus­siske flag var avis­erne med til at nor­malis­ere en forestill­ing om Ark­tis som værende et frossent ørken­land­skab med poten­tiale til at blive et frem­tidigt ressource-par­adis. Gen­nem deres afs­tand­ta­gen til ’rus­sisk kolo­nial­isme’ ide­alis­erede de tanken om en ren, apoli­tisk naturv­i­den­skab som vejen til at afdække naturlige grænser i Ark­tis. Mange har en ten­dens til at se skævt til mis­tænke­ligt lige lin­jer på kor­tet – når grænserne ser nogen­lunde organ­iske ud, føles det sim­pelthen mere rigtigt. Det er imi­dler­tid væsentligt at huske, at naturlige grænser er omtrent lige så virke­lige som jule­man­den; der lig­ger altid poli­tiske beslut­ninger bag grænse­dragninger. Videre led­er mediehis­to­rien om den rene viden­sk­a­belige opmåling af hid­tidigt uberørt og uud­fors­ket vild­nis uundgåeligt tankerne i ret­ning af diskurs­er, som blev anvendt i forbindelse med tidlig kolonis­er­ing af andre region­er. At afbilde et område som tomt ingen­mand­s­land er i høj grad poli­tisk, og i dette til­fælde måske end­da bekym­rende, da alter­na­tive udlægninger og per­spek­tiv­er synes fraværende fra den danske avis­dækn­ing af ark­tisk inter­na­tion­al poli­tik.

Oven­stående diskus­sion skal ikke opfattes som en kri­tik af naturv­i­den­skab, kortlægn­ing, eller dan­sk Ark­tis-poli­tik. Pointen er ikke, at kortlægnin­gen af den ark­tiske havbund nød­vendigvis er kolonis­erende, eller at det svar­er til at plante et flag. Som forskeren Jeppe Strands­b­jerg har påpeget, er den danske kortlægn­ing ofte nært for­bun­det (i hvert fald diskur­sivt) med ideen om råstof­fund, der skal lede til grøn­land­sk selvstændighed. Dermed ville ’det danske imperi­um’ blive min­dre snarere end større – og Dan­mark ville helt miste sin inter­na­tionale sta­tus som en af otte ark­tiske stater. Pointen er der­i­mod, at det er nød­vendigt at forholde sig kri­tisk, når medierne (eller andre instanser) præsen­ter­er én måde at se og forstå det poli­tiske rum som det eneste, der giv­er logisk mening. Det er nød­vendigt at træde et skridt tilbage og være opmærk­som på per­spek­tiv­er, som alt for let bliv­er skrevet ud af den poli­tiske debat – eller den viden­sk­a­belige. Kam­p­en om at definere det poli­tiske rum, hvori hele affæren udspiller sig, er mindst lige så vigtig som ’slaget’ om ret­ten til de sag­nom­spundne ark­tiske oliemil­lion­er.

Johanne Bru­un er Ph.D.-studerende ved Depart­ment of Geog­ra­phy, Durham Uni­ver­si­ty. Indlægget er baseret på en artikel, som udkom­mer i en læn­gere engel­sksprog­et udgave i ’Mov­ing Worlds: Jour­nal of Tran­scul­tur­al Writ­ings’.