Grønland vil skrive sin egen historie

Grønlandsk familie
George R. King. 1917

For mange tidligere kolonier gælder det, at historien om dem selv ikke er skrevet af dem selv, men af deres tidligere kolonimagter. Grønlands Forsoningskommission handler derfor om at erobre historien tilbage på egne præmisser. Og det er de ikke alene om. Astrid Nonbo Andersen undersøger de tidligere koloniers opgør med fortiden.

FOKUS: FORSONING MED DEN DANSKE KOLONIHISTORIE? - Dan­mark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Dan­mark har park­eret koloni­ti­den i his­to­riebøgerne, er den i Grøn­land og på de Amerikanske Jom­fruøer stadig alt for lev­ende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at for­sone sig med for­tiden for at skabe sin egen fremtid. Dan­marks koloni­his­to­rie er ikke død.


Den grøn­landske for­son­ingskom­mis­sion har kun lige påb­eg­y­n­dt sit arbe­jde, men der er allerede sagt og skrevet meget om den. Navnet ’for­son­ingskom­mis­sion’ har fået mange til at tænke på den sydafrikanske Sand­heds- og For­son­ingskom­mis­sion. Asso­ci­a­tio­nen til det sydafrikanske aparthei­d­styre er faldet mange for brys­tet – både i Dan­mark og Grøn­land. Den sydafrikanske for­son­ingskom­mis­sion er dog hverken den første eller eneste anden for­son­ingskom­mis­sion og heller ikke den eneste inspi­ra­tionskilde til den grøn­landske. Ser man på, hvor­dan andre tidligere kolonier har håndteret deres koloni­for­tid, er det grøn­landske ini­tia­tiv knap så over­rask­ende, som man ellers kunne få indtryk af. Spørgsmålet om, hvor­dan man som tidligere koloni gen­overtager ejer­sk­a­bet over sin egen his­to­rie, løber nem­lig som en rød tråd gen­nem de fleste tidligere koloniers opgør med kolonimagten. Det er det, det skal han­dle om her.

Retten til at skrive sin egen historie

Dan­mark meldte tidligt ud, at man ikke så noget behov for at delt­age i et for­son­ingsar­be­jde, og kom­mis­sio­nen er der­for fra første færd blevet tænkt som et internt grøn­land­sk pro­jekt. For­son­ingskom­mis­sio­nen beslut­tede på sit første møde at gen­nem­føre en række høringer i Grøn­land og blandt grøn­læn­dere i Dan­mark for at danne sig et mere solidt overb­lik over, hvad grøn­læn­derne selv men­er, kunne være emn­er for kom­mis­sio­nens videre arbe­jde. For­son­ingskom­mis­sio­nen afholdt sit første ordinære møde i byg­den Tasi­ilaq i Øst­grøn­land i okto­ber i år, og her pegede dialo­gen med lokalbe­folknin­gen på, at man i Øst­grøn­land find­er, at der er behov for en for­son­ing mellem Øst- og Vest­grøn­land. Hvor for­son­ing­sprocessen videre vil bevæge sig hen og med hvilke resul­tater, vides af gode grunde ikke end­nu. Men det står dog klart, at for­son­ingskom­mis­sio­nen ser det som en af sine opgaver at igangsætte en dia­log om den kolo­niale for­tid og de eventuelle efter­virkninger  – f.eks. i form af struk­turelle ulighed­er mellem forskel­lige befolkn­ings­grup­per – den måtte have efter­ladt sig.

Den 22. maj i år – og inden han blev val­gt ud til at sid­de i for­son­ingskom­mis­sio­nen – skrev den grøn­landske his­torik­er, Jens Hein­rich, sådan her i Jyl­land­sposten:

Grøn­land er dækket af en dyne, ikke kun i form af iskap­pen, men også i form af uafk­larede his­toriske forhold. Der er så at sige et vaku­um i den his­toriske bev­id­s­thed – og ja, der er skrevet his­toriske værk­er om Grøn­lands udvikling af danske his­torikere. Men et folk skal kende sin egen his­to­rie – og his­to­rien skal skrives af lan­dets egen befolkn­ing. For­son­ingskom­mis­sio­nen skal ses i dette lys. Ikke som et angreb på Dan­mark og danskerne med den bag­tanke, at Grøn­land kan få en und­skyld­ning, men som en reel lyst til at fortælle ens egen his­to­rie. Grøn­land tager dermed ans­varet på sig og påberåber sig dermed ret­ten til at definere Grøn­lands his­to­rie.

Det, Hein­rich alt­så så som kom­mis­sio­nens opgave, var at udstikke en anden kurs for his­to­rieforståelsen i Grøn­land – en kurs, hvor grøn­læn­derne selv påtog sig ejer­sk­a­bet over deres egen his­to­rie. Et andet kom­mis­sion­s­medlem, Klaus-Georg Hansen, udtryk­te lig­nende tanker på kom­mis­sio­nens infor­ma­tion­s­møde i Køben­havn i beg­y­n­delsen af novem­ber i år. Og allerede i 2006 på en inter­nordisk kon­fer­ence om afkolonis­er­ing skrev et tred­je senere kom­mis­sion­s­medlem, Aviâ­ja Egede Lyn­ge, i et oplæg om behovet for afkolonis­er­ing i Grøn­land, at:

Næste skridt må være, at vi tager ans­var for vores egen his­to­rie og for vores eget liv som et folk. Men først må vi se nærmere på vores egen kolo­niale og postkolo­niale his­to­rie og holde op med at bebre­jde – ikke bare andre men i høj grad også os selv – og forstå, at der er en sam­men­hæng mellem vores for­tid, og de følelser vi har idag.

Både Hein­rich og den øvrige kom­mis­sion læg­ger sig dermed i for­læn­gelse af en ten­dens, man også kan se i andre tidligere koloniers opgør med den europæiske koloni­his­to­rie.

At bryde med fortællingen om den gode kolonimagt

Men hvor­for er det så vigtigt for de tidligere kolonier at beskæftige sig med his­to­rien og med alle de ure­t­færdighed­er, der er blevet begået i tidens løb? Hvor­for ikke bare lægge den kedelige for­tid bag sig og se fre­mad, spørg­er mange kri­tikere.

Alle stater har et ærinde med for­tiden. For et folkestyre han­dler denne for­tid først og fremmest om folket. Som Mar­garet Kohn & Keal­ly D. McBride i bogen Polit­i­cal The­o­ries of Decol­o­niza­tion gør opmærk­som på, så beg­y­n­der stort set enhver nation­al­stats­dan­nelse med, at natio­nen så at sige sæt­ter et ”vi”, dvs. definer­er, hvem folket er, hvor det kom­mer fra, og hvor det vil hen. Tænk bare på den amerikanske Uafhængighed­serk­læring, der beg­y­n­der med dette ”We, the peo­ple”. I det amerikanske til­fælde kan man, som Jaques Der­ri­da gør i artiklen “Dec­la­ra­tions of Inde­pen­dence”, argu­mentere for, at dette ”vi” ikke find­es før Uafhængighed­serk­lærin­gen. I Europa er dette ”vi” oftest et, der peger læn­gere tilbage i tid. Men lige­som i det amerikanske til­fælde er det som regel et ”vi”, der er defineret i oppo­si­tion til det tidligere regime.

Dette ”vi” er i en folkestyre­tankegang nød­vendigt for at etablere det fun­da­ment, som en legit­im stat kan etableres på. For at kunne fork­lare, hvor­for et folk har krav på selvstyre, må det netop være i stand til at kunne svare på spørgsmålet om, hvem dette folk er, og hvor­dan det adskiller sig fra alle andre folk. Det er der­for heller ikke til­fældigt, at man ofte helt ud i arkitek­turen kan se en tæt forbindelse mellem magt og his­to­rie. Tænk bare på the Wash­ing­ton Mall. Her flankeres magtens cen­trum, Det Hvide Hus og Kon­gressen, af en lang række enorme nationale museer, kæm­pes­tat­uer af de vigtig­ste amerikanske præsi­den­ter og natio­nens fædre og en række vældige krigsmon­u­menter. Fra the Mall kan den besø­gende end­da ane Arling­ton kirkegår­den, hvor USA begraver sine faldne sol­dater. Samme møn­ster går igen i en lang række hov­ed­stæder ver­den over. Det gælder også i Køben­havn, hvor både Rigsarkivet og National­museet lig­ger klods op af Chris­tians­borg. Magt er også magten til at skrive sin egen his­to­rie.

Men hvor de europæiske nation­al­stater og de amerikanske rev­o­lu­tionære his­torisk set har været i stand til at skabe sig det råderum, der har givet dem mulighed for forholdsvist uforstyrret at kunne definere den nationale his­to­rie, så ser tin­gene anderledes ud i de fleste tidligere kolonier. Løs­riv­elsesprocessen har i de fleste koloniers til­fælde været langtrukken, og kolo­niale struk­tur­er har mange sted­er trukket spor efter sig, længe efter at formel uafhængighed var opnået. Der­til kom­mer, at de tidligere kolonimagter, allerede inden afkolonis­er­ing­sprocessen for alvor tog ved, forsøgte at definere sine kolonier og kolo­niale befolkningers his­to­rie. Opgøret med disse nar­ra­tiv­er har i mange til­fælde været mere kom­plekst end opnåelse af uafhængighed.

Kolo­nial­is­men gik fra ca. 1880’erne ind i en ny fase. Kolonikaplø­bet inten­sivere­des, og mange kolonimagter skabte sig i denne peri­ode vældige imperier. Sam­tidigt betød over­gan­gen fra enevælde til folkestyre i det meste af det 19. århun­dredes Europa, at de europæiske kolonimagter blev nødt til at rede­finere deres adkomst til kolonierne. Kolonipro­jek­tet passede fint ind i enevældens idé om, at én konge sagtens kunne regere over meget forskel­li­gart­ede ter­ri­to­ri­er og befolkninger. Men ideen om, at folket selv regerede, passede knap så godt med kolonisys­temet. Nationale bevægelser og ideer om selvstyre og uafhængighed, vokser da også frem i samme peri­ode i mange kolonier rundt omkring i ver­den.

De europæiske kolonimagter havde der­for behov for en ny fortælling, der kunne fork­lare, hvor­for de regerede over folkeslag i fjerne ver­dens­dele. Det blev fortællin­gen om den civilis­erende kolonimagt, mis­sion civil­isatrice, som fran­skmæn­dene kaldte det, eller ”The White Man’s Bur­den”, som Kipling for­mulerede det. De europæiske kolonimagter skabte fortællinger om, at de dybest set var tilst­ede i deres respek­tive kolonier for at hjælpe de kolonis­erede frem mod civil­i­sa­tion, oplysning og i sid­ste ende måske end­da uafhængighed. Som Lord Macaulay, for­mand for the Indi­an Law Com­mis­sion under det britiske kolonistyre i Indi­en, udtryk­te det, ville den dag, Indi­en var rede til at frigøre sig fra den britiske mester­lære og erk­lære uafhængighed, være ”den lykke­lig­ste dag i engel­sk his­to­rie”.

Samme tankegang find­er man også i Dan­marks forhold til Grøn­land langt op i det 20. århun­drede. Et tydeligt eksem­pel på dette er daværende statsmin­is­ter Hans Hedtofts fork­lar­ing fra 1950. Foran­ledi­get af FN, der kri­tisk spurgte til Dan­marks fort­sat­te kolonis­er­ing af Grøn­land, svarede Hedtoft:

Den grøn­land­spoli­tik, Dan­mark har ført gen­nem ca. 175 år, har været præget af et ideelt ønske om at hjælpe grøn­læn­derne (…) Vort mål har aldrig været at udbytte, men der­i­mod at værne og højne det prim­i­tive folk, som det var os betroet at lede frem. Vi har haft moral­sk forplig­telse til med vort eksem­pel at vise ver­dens andre nation­er, hvorledes vi på human måde forstår at føre grøn­læn­derne frem fra det prim­i­tive stade op til det niveau, vi selv befind­er os på. Dette har været vor adkomst til at besid­de Grøn­land.

Som den indiske kul­turhis­torik­er, Dipesh Chakrabarthy har bemær­ket i bogen Provin­cial­iz­ing Europe, så blev kolonierne med denne fortælling sat til at vente i his­to­riens ven­teværelse på et tog, der kørte mod uafhængighed. Imi­dler­tid kom toget aldrig, som Chakrabarthy også påpeger. Det rette tid­spunkt for uafhængighed var et, kolonimagten definerede, og det lå altid læn­gere ude i fremti­den.

For at kunne skabe en ny fortælling om sig selv og dermed bevæge sig videre er man som tidligere koloni først nødt til at gøre op med kolonimagtens fortælling. Hvis fortællin­gen blot er en bekræf­telse af kolonimagtens, vil man kunne stille spørgsmål­stegn ved, hvor­for brud­det egentlig er nød­vendigt. Det er der­for, det er så vigtigt for tidligere kolonisam­fund at gen­fortælle his­to­rien på deres egne præmiss­er.

I og for sig adskiller engage­mentet i for­tiden sig ikke fra den type his­to­riepoli­tik, man har ført i alle mod­erne vestlige staters beg­y­n­delse. Men det er som regel mere besværligt i de tidligere koloniers til­fælde, netop for­di kolonimagten allerede har forud­sagt brud­det. Det samme kunne man ikke sige om de gam­le enevældige regimer. Så hvor de vestlige stater ofte har haft mulighed for at skabe et slags clean cut med de dele af for­tiden, der var ubele­jlige for fortællin­gen om folket, så er pro­jek­tet vanskel­ligere i kolonis­erede sam­fund. Dels vil repræsen­tan­ter for den tidligere kolonimagt ofte beg­y­n­de at blande sig og stille spørgsmål­stegn ved rigtighe­den af den nye fortælling. Der­til kom­mer, at når man først beg­y­n­der at beskæftige sig med his­toriske ure­t­færdighed­er og over­lejrede struk­turelle ulighed­er, kom­mer man også let til at rode op i gam­le interne magtkampe. I visse til­fælde bliv­er det helt åbenlyst, at ”folket” ikke er en særlig homogen flok, men en stør­relse, der er bragt sam­men af kolonimagten.

Men hvor­dan bry­der man så med en kolonimagt, der allerede har forud­set, at dette vil ske, uden at kon­firmere kolonimagtens fortælling om sin egen legit­imitet? Det er den prob­lem­still­ing, som kolonis­erede sam­fund his­torisk set har stået (og i visse til­fælde stadig står) over­for. Opgaven er, som også Kohn & McBride gør opmærk­som på, blevet løst vidt forskel­ligt, men grund­prob­lemet er det samme.

I mange tidligere kolonier er uafhængighed­skampe afløst af intern borg­erkrig. I andre til­fælde er det rent fak­tisk lykkedes at skabe en form for fælles fod­slag ved at skabe en alter­na­tiv fortælling til kolonimagtens. Kohn & McBride beskæftiger sig med nogle af de mest radikale løs­ningsmod­eller, ver­den har set efter 2. ver­den­skrig, hvor afkolonis­er­ing­sprocessen for alvor fik vind i sej­lene. En stærk ten­dens var her er at bryde med kolonimagtens fortælling ved helt at afvise den vestlige oplysningstra­di­tion og dermed sætte et ”vi” på en scene, der brød helt og alde­les med den tidligere fortælling.

Siden Murens fald er der kom­met en ny ten­dens til. Hvor ledere i nogle tidligere kolonier før afviste den europæiske oplysningsarv, er nyere forsøg på at komme overens med for­tiden i stedet præget af en insis­teren på samme arv. I stedet for at afvise ideen om men­neskerettighed­er insis­ter­er efterkom­mere af f.eks. afrikanske slaver på at kalde slaver­i­et og slave­han­dlen en for­bry­delse mod men­neske­he­den. I stedet for at vende Vesten ryggen, insis­ter­er mange tidligere kolonier på en dia­log med de tidligere kolonimagter i et forsøg på at få disse til at anerk­ende deres andel i den fælles his­to­rie.  Og i stedet for at gøre radikalt op med Vesten ved at vende det ryggen, så benyt­ter mange tidligere kolonier sig i dag af andre strate­gi­er for at kunne bryde med kolonimagtens fortælling. Erstat­nings- og und­skyld­ningkrav er en måde at komme i dia­log med den tidligere kolonimagt på. En anden strate­gi er at bruge sandheds‑, his­to­rie- og for­son­ingskom­mis­sion­er som et red­skab til at kaste nyt lys over for­tiden og dens fort­sat­te kon­sekvenser.

Den grøn­landske for­son­ingskom­mis­sion synes at være en del af denne ten­dens, og det grøn­landske ønske om selv at skrive sin egen his­to­rie har da også visse fællestræk med den dia­log, både de tidligere Dan­sk Vestindiske Øer og sen­est CARICOM også har øns­ket med Dan­mark.

De caribiske erstatningskrav

Blot et par måned­er inden Hein­rich skrev sin kro­nik, lancerede den caribiske over­stat­slige samar­be­jd­sor­gan­i­sa­tion, CARICOM (Cari­bi­ens svar på EU), en 10-punk­t­s­plan for erstat­ningskrav. CARICOM havde hyret det ansete britiske advokat­fir­ma Leigh Day til at hjælpe sig. Kravene var ret­tet mod de europæiske stater, der his­torisk set havde været involveret i kolonis­erin­gen af Cari­bi­en og den transat­lantiske slave­han­del, herun­der Dan­mark, Norge og Sverige. Dette ini­tia­tiv blev – mod­sat det grøn­landske – for­muleret som erstat­ningskrav.

Pla­nen inde­hold­er bland andet krav om en fuld offi­ciel und­skyld­ning, gæld­sefter­givelse og hjælp til tek­nol­o­gisk udvikling. Men ser man lidt nærmere på ind­hold­et af pla­nen, går et ele­ment igen, der min­der om kom­mis­sio­nens ønske: øns­ket om at beskæftige sig med og fortælle sin egen his­to­rie.

Punkt 4 i 10-punk­t­s­pla­nen inde­hold­er et krav om, at der etableres museer og forskn­ings­cen­tre i Cari­bi­en, som kan opl­yse borg­erne om de for­bry­delser mod men­neske­he­den, der er blevet begået. CARICOM argu­menter­er i dette punkt for, at den type faciliteter allerede find­es i Europa, men ikke i Cari­bi­en. Caribiske forskere, skolelærere og i sid­ste ende borg­erne har der­for ikke samme mulighed for at blive oplyst om eller at kunne fortælle his­to­rien der, hvor for­bry­delserne blev begået.

Punkt 7 har titlen ”African Knowl­edge Pro­gram” og inde­hold­er et krav om, at der iværk­sættes pro­jek­ter med det for­mål at opl­yse den caribiske befolkn­ing om dets afrikanske rød­der. CARICOM læg­ger sig her i for­læn­gelse af en ældre Caribisk kri­tik, der lyder, at slav­ernes efterkom­mere lid­er under at være afskåret fra kend­sk­a­bet til deres his­toriske rød­der. Før slav­erne blev gjort til slaver, var de afrikanere med en rig kul­tur og his­to­rie. Den afrikanske arv blev sys­tem­a­tisk frataget slav­erne ved ankom­sten til den nye ver­den, lyder argu­mentet, og der­for er det væsentligt at gen­sk­abe forbindelsen både til his­to­rien, men også til det afrikanske kon­ti­nent. Dette fork­lar­er også pla­nens punkt 2: støtte til repa­tri­er­ing af de Cari­biere, der ønsker at bosætte sig på det afrikanske kon­ti­nent.

CARICOM forestiller sig, at man ved hjælp af skoleud­vek­sling­spro­gram­mer, kul­tur­ture, lokalforankrede kun­st- og per­for­mance pro­gram­mer og et religiøst engage­ment vil kunne ”neu­tralis­ere det hul, som slave­han­dlen skabte”.

Øns­ket om at beskæftige sig med sin egen his­to­rie og herun­der gen­sk­abe forbindelsen til det afrikanske kon­ti­nent, indgår ligeledes som ele­ment i nogle af de hen­ven­delser, som det tidligere Dan­sk Vestin­di­en (i dag de Amerikanske Jom­fruøer) har ret­tet mod Dan­mark.

I Dan­mark har man af en eller anden grund fæst­net sig ved det indtryk, at Jom­fruøernes beboere primært ønsker en offi­ciel und­skyld­ning og en økonomisk kom­pen­sa­tion. Det er imi­dler­tid langt fra hele sand­he­den. Jom­fruøernes ind­byg­gere er tem­melig uenige om, hvad en erstat­ning kunne være, og om man over­hovedet ønsker en sådan. Jom­fruøernes befolkn­ing er i dag meget uen­sartet, og langt fra alle inter­esser­er sig for den lokale his­to­rie.

Men spørg­er man blandt den befolkn­ings­gruppe, der definer­er sig selv som ind­fødte på Jom­fruøerne, så træder samme møn­ster frem, som det, man find­er hos den grøn­landske for­son­ingskom­mis­sion. Det, det først og fremmest han­dler om på Jom­fruøerne, er selv at kunne fortælle sin egen his­to­rie og at skabe større forståelse for, hvor­dan den har påvir­ket  nuti­den. Både i Dan­mark, men end­nu vigtigere på Jom­fruøerne selv.

Kilderne til Jom­fruøernes his­to­rie er spredt rundt omkring i ver­den. Blandt andet fore­find­es en stor del i Rigsarkivet, en anden væsentlig del i Nation­alarkivet i Wash­ing­ton D.C., og flere vigtige kilder befind­er sig i Her­rn­hut­ter­mis­sio­nens hov­ed­sæde i Sach­sen, Tysk­land. Der­til kom­mer, at de Amerikanske Jom­fruøer, såv­el som en lang række andre koloniers his­to­rie, primært er blevet skrevet af kolonimagtens his­torikere. Den sim­ple grund er, at kolonimagten har haft de nød­vendi­ge ressourcer, og at det er kolonimagtens his­torikere, der har adgang til kilderne, både sprog­ligt men også rent fysisk.

De skriftlige kilder er i sig selv i langt de fleste til­fælde udfærdi­get af repræsen­tan­ter for kolonimagten. Den his­to­rie, de fortæller, er der­for ofte his­to­rien set fra kolonimagtens per­spek­tiv. Af samme grund har man i mange tidligere kolonier længe haft et noget skep­tisk forhold til den ’offi­cielle his­to­rie’. I Cari­bi­en såv­el som i andre tidligere kolonier eksis­ter­er der der­for par­al­lelt med tra­di­tionel his­to­rieskrivn­ing en stærk mundtlig tra­di­tion, der fortæller samme his­to­rie, men fra de kolonis­erede per­spek­tiv.

Postkolo­nial kri­tik har i de sen­este ca. 20 år åbnet his­torik­ernes blik for dette skæve forhold. Grup­pen af his­torikere omkring den indiske forsker­gruppe Sub­al­tern Stud­ies har vist, at det kan lade sig gøre at få elitens kilder til at fortælle helt andre his­to­ri­er om folk i his­to­riens mar­gin­er. Der­for er der også ved at ske en vis tilnærmelse mellem de to tra­di­tion­er. Mange his­torikere – inklu­siv de tidligere kolonimagters – er beg­y­n­dt at arbe­jde med bredere kildesæt og at inter­essere sig for andre aspek­ter af his­to­rien end kolo­ni­ad­min­is­tra­tio­nens. Mindst lige så vigtigt er det, at ikke-vestlige his­torikere er beg­y­n­dt at blande sig og skrive koloni­his­to­rien på ny.

Der­for ser man også på de Amerikanske Jom­fruøer en inter­esse for den his­to­rie, som de skriftlige kilder fak­tisk kan fortælle – ikke blot om kolo­ni­ad­min­is­tra­tio­nen, men også om de kolo­niale under­såt­ter. De Dan­sk Vestindiske arkiv­er inde­hold­er mange og meget detal­jerede oplysninger, der sam­men med mis­sionær­ernes arkiv­er kan fortælle væsentlige his­to­ri­er om, hvor slav­erne oprindeligt kom fra, og hvor­dan de forstod sig selv. Den danske his­torik­er Louise Sebros arbe­jde er et godt eksem­pel på dette.

Mange lokale his­torikere og his­to­riein­ter­esserede på de Amerikanske Jom­fruøer har der­for udtrykt stærk inter­esse for at få let­tere adgang til Rigsarkivets Vestindiske arkiv­er. Nøglen til vigtige kapitler i øernes his­to­rie lig­ger i Køben­havn. Mange har lige­frem udtrykt ønske om, at en tilbagelev­er­ing af arkiverne – eller i det mind­ste en let­tere adgang til dem – kunne være hov­edind­hold­et i en dan­sk kom­pen­sa­tion til øerne for de his­toriske ure­t­færdighed­er, der er blevet begået på øerne.

Også den grøn­landske his­to­rie er i tidens løb primært blevet skrevet af danskere, ved hjælp af et dan­sk kilde­grund­lag, på dan­sk og ofte med et dan­sk pub­likum for øje. Grøn­landske his­torikere har meldt sig på banen, og desu­den har postkolo­nial kri­tik ført til, at mange his­torikere – danske såv­el som grøn­landske – har fået øje på vigtighe­den i ikke blot at bet­jene sig af kolo­ni­ad­min­is­tra­tio­nens kilder.

Men alligev­el må man kon­statere, at der fort­sat er en fornem­melse i Grøn­land af, at den grøn­landske his­to­rie er blevet skrevet af andre end grøn­læn­derne selv. For­son­ingskom­mis­sio­nen er blandt andet udtryk for denne fornem­melse.

Astrid Non­bo Ander­sen er Ph.D. og viden­sk­a­belig assis­tent ved Insti­tut for Kul­tur og Sam­fund, Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen