Forsoningskommissionen: en grønlandsk folkekomedie

Eidsvoll

Det besejrede Danmark var i 1814 alt andet end en grådig kolonimagt, som gik efter at få fingrene i Grønland. Men Danmark tog opgaven på sig og løste den, så Grønland i dag står med en stærkere oprindelig kultur end de fleste tidligere kolonier. Derfor er Forsoningskommissionen ren folkekomedie. Det mener historikeren Thorkild Kjærgaard.

FOKUS: FORSONING MED DEN DANSKE KOLONIHISTORIE? - Dan­mark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Dan­mark har park­eret koloni­ti­den i his­to­riebøgerne, er den i Grøn­land og på de Amerikanske Jom­fruøer stadig alt for lev­ende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at for­sone sig med for­tiden for at skabe sin egen fremtid. Dan­marks koloni­his­to­rie er ikke død.


Tirs­dag den 14. jan­u­ar 2014 var det 200 år siden, at Grøn­land blev et rent dan­sk ans­var­som­råde. Indtil da havde Grøn­land sam­men med Island og Færøerne, de to andre gam­le norske bilande i Nor­dat­lanten, været et dan­sk-norsk fælle­san­liggende. Sådan skulle det ikke læn­gere være. Ved Fre­den i Kiel, der blev under­skrevet i det store, nu nedrevne Buch­wald­sch­er Hof på Dänis­che Strasse i Kiel sent på nat­ten mellem den 14. og den 15. jan­u­ar 1814, blev det bestemt, at den dan­sk-norske union skulle opløs­es som del af den europæiske fredss­lut­ning efter mere end tyve års uaf­brudt krig. Den dan­sk-norske union havde da bestået siden 1380.

Fast­land­snorge – den del af den skan­di­naviske halvø, vi i dag kender som Norge – skulle gå til Sverige som kom­pen­sa­tion for Fin­land, som Sverige havde mis­tet til Rus­land i 1809. De nor­dat­lantiske øer, som Norge i sin tid havde bragt med ind i unio­nen, skulle fre­mover høre til Dan­mark, end­skønt de både formelt og ikke mindst reelt stadig var en del af kon­geriget Norge, tydeligst for Grøn­lands ved­k­om­mende.

Frem til 1814 var den store ark­tiske ø i det nordøstlige hjørne af det nor­damerikanske kon­ti­nent hov­ed­sagelig styret af nord­mænd. Det gjaldt lokalt i Grøn­land, hvor de fleste mis­sionær­er og langt de fleste koloniem­bedsmænd var norsk­fødte, og det gjaldt cen­tralt i den dan­sk-norske hov­ed­stad Køben­havn, hvor de grøn­landske sager blev eks­ped­eret gen­nem de “norske kon­tor­er.” Også de to store offentlige insti­tu­tion­er uden for cen­tral­ad­min­is­tra­tio­nen, som tog sig af Grøn­land – Sem­i­nar­i­um Groen­landicum på Køb­mager­gade, der var en sprogskole for kom­mende grøn­landsmis­sionær­er, og Den Kon­gelige Grøn­landske Han­del på Chris­tian­shavn – var i hov­ed­sagen beman­det med nord­mænd.

Fre­den i Kiel ændrede den nordeu­ropæiske scene til ukende­lighed. For Nor­den som hel­hed betød den – efter det korte mellem­spil med den sven­sk-norske union, der brød sam­men i 1905 – en frag­menter­ing og der­af føl­gende mar­gin­alis­er­ing i inter­na­tion­al poli­tik, som Nordisk Råd og andre behjert­ede forsøg på at hele sårene aldrig har kun­net rette op på.

For Norge og Dan­mark var fre­den på hver sin måde en katas­trofe: Norge mist­ede sit elskede nor­dat­lantiske imperi­um, som den fælles dan­sk-norske statskasse efter Hans Egedes genind­dragelse af Grøn­land i riget 1721 havde brugt enorme ressourcer på. Og Dan­mark så sig uden Norge reduc­eret til »et lidet, fat­tigt land«. En anden­rangs spiller med et mægtigt nor­dat­lantisk appendiks, som man ikke rigtig vid­ste, hvad man skulle gøre med, og som mange, inklu­sive selveste kong Fred­erik VI, så på med skep­sis eller endog uvil­je. Der eksis­terede i 1814 ikke noget dan­sk ønske om at blive en polar­na­tion.

Der er skrevet adskil­lige bøger og pub­liceret dyn­ger af lærde afhan­dlinger om Fre­den i Kiel. Men det bety­der ingen­lunde, at hver sten er vendt og forhan­dlings­for­lø­bet klart belyst. Tvær­ti­mod er Fre­den i Kiel et mine­felt spækket med myter, skrøn­er, for­tielser, beskyld­ninger om høj­for­ræderi og benæg­telse af åbenl­yse magt- og geopoli­tiske realiteter.

En af de hyp­pigst forek­om­mende skrøn­er om Fre­den i Kiel er beretnin­gen om, at Grøn­land, Færøerne og Island kom til Dan­mark ved et diplo­ma­tisk kup begået af Fred­erik VIs durk­drevne og snar­rådi­ge chef­forhan­dler i Kiel, Edmund Bourke. Kynisk udnyt­tede Bourke træthe­den efter dages og næt­ters opsli­dende forhan­dlinger og den angiveligt man­glende his­toriske viden hos den svenske hov­ed­forhan­dler, fri­herre Gus­tav af Wet­ter­st­edt, til i sid­ste øje­b­lik at få lis­tet en bestem­melse ind i trak­tat­en om, at de nor­dat­lantiske øer ikke skulle følge Norge ind i unio­nen med Sverige, for­di de ikke var en del af Norge og aldrig havde været det. I opreg­nin­gen af, hvad der skulle forstås ved Norge, kom und­tagelsen ind i den fran­sksprog­ede slut­tekst som et par­entetisk ind­skud: »la Groen­lande, les îles de Fer­röe et l’Islande non com­pris­es« (på dan­sk: »Grøn­land, Færøerne og Island ikke deri ind­be­greb­ne«).

Denne his­to­rie – sen­est gen­givet i Mar­tin Breums fortræf­fe­lige og meget læste bog Når isen forsvin­der – har intet på sig. Der skal, heldigvis eller desværre, mere til for at ændre ver­dens gang end en ånd­snærværende diplo­mat, rent bort­set fra at det top­trænede svenske diplo­mati og den lærde Wet­ter­st­edt, som senere blev sit lands uden­rigsmin­is­ter, naturligvis var helt på det rene med de nor­dat­lantiske øers stat­sretlige still­ing. Men for­nuften og det kølige overb­lik har haft svært ved at få øren­lyd, når det drejer sig om Fre­den i Kiel 1814.
En af de få, der har forsøgt at sætte Fre­den i Kiel ind i en større geopoli­tisk sam­men­hæng, er grøn­land­shis­torik­eren Finn Gad, der i en engel­sksprog­et artikel fra 1979 argu­menterede for, at den virke­lige dukke­før­er ved forhan­dlings­bor­det i Buch­wald­sch­er Hof var repræsen­tan­ten for den britiske regering, Edward Thorn­ton.

Dan­mark-Norge havde siden 1807 ligget i krig med Eng­land og været afskåret fra direk­te kon­takt med Grøn­land, Island og Færøerne af Roy­al Navy, der holdt det nor­dat­lantiske område fra Norges vestkyst over Færøerne, Island og Grøn­land til de daværende britiske kolonier i Cana­da i et jern­greb. Intet kunne ske uden om Eng­land, der sad med alle kor­tene på hån­den. Det mest nærliggende var der­for ifølge Finn Gad at se Grøn­land og de øvrige nor­dat­lantiske øers over­dragelse til Dan­mark som resul­tat af et britisk ønske eller måske snarere et britisk krav.

Det er, som bemær­ket af Finn Gad, højst ejen­dom­meligt, at Edmund Bourke – af danske og norske his­torikere udråbt til hen­holdsvis hel­ten og skurken fra Kiel – i sine skriv­elser til Køben­havn i dagene efter fredss­lut­nin­gen ikke på noget tid­spunkt giv­er udtryk for stolthed over at have red­det de nor­dat­lantiske øer for Dan­mark. For Finn Gad at se kan de nor­dat­lantiske øer der­for næppe have været noget, den danske chef­forhan­dler kæm­pede for, snarere noget han ikke kunne undgå.

Den iagt­tagelse slap Finn Gad ikke godt fra. Gad, der var noget af en under­hund i det his­toriske estab­lish­ment, blev bru­talt slagtet flere gange af den promi­nente køben­havnske pro­fes­sor Ole Feld­bæk, sidst i det autori­ta­tive værk Dan­sk Uden­rigspoli­tiks His­to­rie (2003), hvor det om Gads tese sum­marisk hed­der, at den »savn­er belæg og sandsyn­lighed«.

Ingen af delene er rigtige. For det første er det ikke sandt, at Finn Gad ikke belæg­ger sin tese. Han har været læn­gere nede i Edmund Bourkes papir­er fra dagene og næt­terne i Kiel end nogen tidligere forsker og afdækker vigtige, ikke tidligere bemærkede vid­nes­byrd om mas­sivt tryk på den danske hov­ed­forhan­dler fra Edward Thorn­tons side. For det andet er det ikke sandt, at tesen savn­er sandsyn­lighed. Tvær­ti­mod er den overor­dentlig sandsyn­lig. Ja, så sandsyn­lig, at den – hvis ikke lige det havde han­dlet om så betændt et emne som Fre­den i Kiel – ville være blevet accepteret uden videre på grund af sin indl­y­sende struk­turelle styrke. Nem­lig ved at pege på, at det var Storbri­tan­nien, som bestemte i Nor­dat­lanten, og at tin­gene der­for nød­vendigvis måtte ordnes på sådan en måde, at Lon­don blev til­freds.
Det ville Lon­don ikke blive, hvis det hele skulle gå efter bogen, og de foregående års stor­magt­saf­taler, gående ud på, at Sverige skulle have Norge som kom­pen­sa­tion for Fin­land, var blevet udmøn­tet på den måde, at de nor­dat­lantiske øer havde ful­gt Norge ind i den nye sven­sk-norske union. Det ville nem­lig have bety­det, at der var opstået en ny stærk nordeu­ropæisk magt med hov­ed­stad i Stock­holm og støt­tepunk­ter tværs over Nor­dat­lanten frem til Cana­da, hvad der hur­tigt kunne blive en udfor­dring for Roy­al Navy.

Der var i og for sig ikke noget, Sverige hellere ville. Så langt tilbage som i 1658 havde den sejr­rige krigerkonge Karl X Gus­tav over for Dan­mark-Norge gjort krav på Norge, Island og Færøerne, og havde Grøn­land været i spil på det tid­spunkt, ville han utvivl­somt også have rejst krav om det. Men hvor meget vidtløftige drøm­merier om at få fin­grene i Grøn­land, Island og Færøerne end kan have appelleret til Sverige og til den bril­lante franske rev­o­lu­tion­s­gen­er­al, hær­før­er og tidligere rival til Napoleon, Jean Bap­tiste Bernadotte, der nu i 1814 som sven­sk kro­n­prins under navnet Karl (XIV) Johan stod i spid­sen for Sverige, så havde de ingen gang på jor­den.

Uind­skræn­ket britisk herredømme over Nor­dat­lanten var et vigtigt krigsmål for regerin­gen i Lon­don. Det var der­for en selvfølge, at Eng­land ikke ville give plads for en ny, poten­tiel konkur­rent til erstat­ning for det just elim­inerede Dan­mark-Norge. Det Norge, som Storbri­tan­nien ville tillade Sverige at få, var fast­land­snorge og kun fast­land­snorge. Det havde Sverige allerede de fac­to accepteret før freds­forhan­dlinger­rne i Kiel. Men for god ordens skyld blev det alligev­el slået fast med syv­tom­mer­søm, at nok skulle Sverige have Norge, men det var uden Færøerne, Island og Grøn­land, “der aldrig havde hørt til Norge,” som Bourke og Wet­ter­st­edt frimodigt erk­lærede i skøn sam­drægtighed – for­mentlig for at blive fri for at sige sand­he­den, som var, at de begge han­dlede efter britisk ordre. Ingen skulle bagefter komme og sige, at stor­magterne havde sny­dt Sverige!

Med hen­syn til de nor­dat­lantiske øer var der for Eng­land herefter to mulighed­er: Man kunne beholde dem og ind­drage dem i det britiske imperi­um, således som blandt andre den ind­fly­delses­rige naturv­i­den­sk­ab­s­mand og mangeårige præsi­dent for Roy­al Soci­ety, Joseph Banks, var ivrig for­t­aler for. Eller man kunne over­føre dem til det stærkt svækkede Dan­mark. Om Dan­mark havde lyst til at mod­tage de nor­dat­lantiske øer spillede i den forbindelse ikke nogen rolle. Dan­mark var nødt til at makke ret over for Eng­land.

Man val­gte det sid­ste, for­mentlig for­di man dermed mente at have fun­det en løs­ning, som fri­holdt det i forve­jen vidt udspændte britiske regeringsap­pa­rat fra nye, belas­tende opgaver, sam­tidig med at man sikrede Eng­lands dom­i­nans i Nor­dat­lanten lige så godt, som hvis Eng­land selv havde overtaget øerne. Som nordeu­ropæisk små­s­tat ville Dan­mark altid være tvunget til at danse efter Eng­lands pibe, og heller ikke på den anden side af Atlanter­havet øjnede man i Lon­don noget eller nogen, som kunne true Eng­lands still­ing.
Her for­reg­nede Eng­land sig alvorligt. Man under­vur­derede Dan­mark, som på mirakuløs vis gen­re­jste sig i løbet af 1800-tal­let. Men først og fremmest under­vur­derede det arro­gante og selvsikre Storbri­tan­nien det unge USA, deres tidligere koloni. Og det fort­sat­te Storbri­tan­nien med at gøre en rum tid end­nu.

Da USA i 1823 for­mulerede den såkaldte Mon­roe­dok­trin, som erk­lærede hele den amerikanske halvku­gle for USA’s inter­ess­es­fære med en til­fø­jelse om, at europæiske kolonimagter, som allerede var etablerede, kunne beholde deres besid­delser, men at nye magter ikke ville blive tålt noget­st­eds, trak man på smile­bån­det i Lon­don. Hvis nogen lige­frem havde sagt, at Mon­roe­dok­tri­nen kunne få betyd­ning for Eng­lands adgang til Grøn­land, ville man have leet høj­ly­dt.

Ikke desto min­dre var det lige præ­cis, hvad der skete, da USA, der i 1916 havde med­delt, at “den amerikanske regering ikke ville mod­sætte sig, hvis den danske regering udvid­ede sine poli­tiske og økonomiske inter­ess­er til hele Grøn­land,” i 1920 med under­forstået hen­vis­ning til Mon­roe­dok­tri­nen, nægt­ede at give Storbri­tan­nien forkøb­sret, hvis Dan­mark skulle ønske at sælge Grøn­land. Et transat­lantisk samar­be­jde havde udviklet sig mellem Dan­mark og Storbri­tan­niens tidligere koloni USA, som i mellemti­den var blevet ver­dens stærkeste magt.
Døren til Grøn­land var ved at lukke sig for Eng­land, der ikke læn­gere var ene om at bestemme i Nor­dat­lanten. I 1940, ved beg­y­n­delsen af Anden Ver­den­skrig, smækkede den endeligt i. Det skete, dagen efter at englæn­derne uden først at informere USA havde besat Island, da præsi­dent Franklin D. Roo­sevelt kaldte den britiske ambas­sadør i Wash­ing­ton Lord Loth­i­an til Det Hvide Hus. Her lod en tydeligt irriteret præsi­dent ambas­sadøren vide, “at han [Roo­sevelt] havde taget den britiske besæt­telse af Island til efter­ret­ning, og at han i den forbindelse ikke havde noget særligt at ind­vende, men hvis de [englæn­derne] forsøgte det samme kneb i Grøn­land, ville han blive meget vred.”
Det er næsten unød­vendigt at sige, at englæn­derne siden den dag har holdt sig langt væk fra Grøn­land.

Hvis Storbri­tan­nien kunne gøre forhan­dlingerne i Kiel om, ville man sikkert lytte til Joseph Banks og instruere Edward Thorn­ton til at sætte sig på de nor­dat­lantiske øer – i stedet for i forvis­ning om Eng­lands urokke­lige over­magt at lade dem gå til Dan­mark. Kun på den måde kunne Eng­land gøre sig håb om at bevare kon­trollen over Nor­dat­lanten på læn­gere sigt.
Var det sket, ville det ikke blot have sikret Storbri­tan­niens posi­tion i Nor­dat­lanten. Det ville også have trukket Grøn­land, Island og Færøerne ind i den over­mægtige angel­sak­siske ver­dens uimod­ståelige favn­tag og dermed have givet de tre lan­des små befolkninger en anden skæb­ne end den, der endte med at blive dem til del. Grøn­land ville være blevet behan­dlet på lige fod med de britiske kolonier i det nordøstlige Cana­da, og det er svært at forestille sig, at grøn­land­sk i dag ville have eksis­teret som andet end – i bed­ste fald – et uddøende minoritetssprog.

Set på bag­grund af oven­stående er den grøn­landske “for­son­ingskom­mis­sion,” som blev ned­sat tidligere på året, åbenlyst ude af trit med de his­toriske realiteter. Tvær­ti­mod burde Grøn­land være taknem­melig for, at forhan­dlingerne i Kiel endte med, at Storbri­tan­nien pålagde et modvil­ligt Dan­mark at overtage Grøn­land i stedet for at indlemme øen i det britiske imperi­um.

Dan­mark var i 1814 alt andet end en grådig kolonimagt, som gik efter at få fin­grene i Grøn­land. Men man tog opgaven på sig og løste den på en sådan måde, at Grøn­land i dag uden konkur­rence frem­står som det rigeste, det sun­deste og det bedst fun­gerende sam­fund i Ark­tis – og det eneste sted, ikke bare i Ark­tis, men på hele det amerikanske kon­ti­nent, hvor den ind­fødte befolkn­ing ikke er en trængt minoritet, men folket, kort og godt. Grøn­land er også det eneste sted på den amerikanske halvku­gle, hvor det ind­fødte sprog ikke er truet. Af de mange hun­drede sprog, som fandtes i Den ny Ver­den, da Colum­bus gik i land 1492, er grøn­land­sk det eneste, som trives og har det godt. Der er en rig lit­ter­atur på grøn­land­sk, og det benyttes over­alt, både som dagligsprog og som magtens sprog. Det bruges i regeringskon­tor­erne, lige­som det bruges i hjemmene, på gaden, i butikkerne, i kirken, i skolen og i retssa­lene. Kan man det ikke, har man et prob­lem.

Med ned­sæt­telsen af en for­son­ingskom­mis­sion har Grøn­land gjort sig selv og de grøn­landske skat­tey­dere til grin. Det tjen­er den danske statsmin­is­ter Helle Thorn­ing-Schmidt til ære, at hun lige fra den første dag afviste at delt­age i denne lat­terlige og forstem­mende grøn­landske folkekome­die. Dan­mark har intet at beklage, intet at und­skylde, intet at for­sone. Eller som den unge romanak­tuelle grøn­landske for­fat­ter Nivi­aq Kor­neliussen mere bram­frit udtrykker det: “Enough of that post-colo­nial shit.”

Scroll til toppen