I min levetid’ — et tilbageblik på Aleqa Hammond

Grønlands landsstyreformand Aleqa Hammond
Foto: Mag­nus Fröderberg/norden.org

Grønlands forhenværende regeringsleder Aleqa Hammond markerede et retorisk nybrud overfor Danmark. Hvadenten det handlede om fiskene, olien, uranen eller mineralerne, var det kun grønlænderne, der bestemte i Grønland. I dag bringer vi journalist Martin Breums tilbageblik på Aleqa Hammond fra hans nye bog Balladen om Grønland.

FOKUS: FORSONING MED DEN DANSKE KOLONIHISTORIE? - Dan­mark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Dan­mark har park­eret koloni­ti­den i his­to­riebøgerne, er den i Grøn­land og på de Amerikanske Jom­fruøer stadig alt for lev­ende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at for­sone sig med for­tiden for at skabe sin egen fremtid. Dan­marks koloni­his­to­rie er ikke død.


Den 1. okto­ber 2014 måtte Ale­qa Ham­mond gå af som for­mand for Naalakker­su­isut, den grøn­landske regering og som for­mand for sit par­ti, Siu­mut, da det blev kendt, at hun havde und­ladt i tide at betale godt 100.000 kro­ner tilbage, som land­skassen havde lagt ud til pri­vate rejs­er for hen­des fam­i­lie. I skrivende stund er den revi­sion­sun­der­søgelse, der blev sat i værk, ikke offentlig­gjort, så vi ved ikke, om Ale­qa Ham­mond har begået noget straf­bart i lovens for­stand – men hun faldt fra den poli­tiske top med reko­rd­fart. Der var usæd­van­ligt store protest­demon­stra­tioner i Nuuk, og hun stillede ikke op til det valg, der efter­føl­gende blev udskrevet som direk­te kon­sekvens af sagen.

I første omgang var jeg per­son­ligt noget muggen over, at Ale­qa Ham­mond sådan forsvandt ud af ram­pel­y­set. Bare to uger forinden havde jeg udgivet bogen Bal­laden om Grøn­land, som er en jour­nal­is­tisk skildring af det aktuelle forhold mellem Dan­mark og Grøn­land, og Ale­qa Ham­mond spiller en væsentlig rolle. Jeg tænk­te, at nu var bogen allerede forældet.

Siden har ærgrelsen lagt sig noget – ikke mindst for­di Gylden­dal kort efter val­gte at trykke et oplag mere. Bogen sol­gte i rimeligt tem­po, selvom det var indl­y­sende, at den ikke læn­gere var dækkende for den aktuelle til­stand i grøn­land­sk poli­tik. Der er heldigvis en nys­ger­righed i Dan­mark over for vores rela­tion­er til Grøn­land, der rækker videre end til blot den sen­este skan­dale. Og Ale­qa Ham­mond som regeringsled­er og ekspo­nent for en særlig højrøstet siu­mutisk aktivisme er stadig et tankevækkende fænomen, selvom hun ikke læn­gere er in office.

Få uger før skan­dalen rullede i Nuuk, inter­viewede jeg hende for et større pub­likum i Dron­ninge­salen på Det Kon­gelige Bib­liotek i Køben­havn, der for tiden arran­ger­er en serie inter­views med inter­na­tionale ledere, der bl.a. har inklud­eret Hillary Clin­ton. Ale­qa Ham­mond var på vej til New York, for­di FN’s gen­er­alsekretær, Ban Ki Moon, havde bedt hende tale ved et glob­alt kli­matop­møde; efter­føl­gende optrådte hun ved lancerin­gen af rap­porten The Green­land Gold Rush fra tæn­ke­tanken Brook­ings, og hun var vært ved den formelle åbn­ing af Grøn­lands første diplo­ma­tiske repræsen­ta­tion i Wash­ing­ton.

Sådan var Ale­qa Ham­mond i sin korte regeringstid ofte aktivt engageret i at pro­filere Grøn­land i udlan­det; et engage­ment, der i kom­bi­na­tion med hen­des evne til at accentuere uenighed­erne med Dan­mark og behovet for for­son­ing og revi­sion af his­to­rien gjorde hende mere syn­lig for den danske offent­lighed, i det poli­tiske miljø og i udlan­det end de fleste af Grøn­lands tidligere poli­tiske ledere. Hun mark­erede som aktiv og veltal­ende gesandt, hvor­dan Grøn­land hastigt udvider sit uden­rigspoli­tiske råderum og sine inter­na­tionale kon­tak­ter – godt støt­tet af den danske regering, der fasthold­er, at en styrkelse af Grøn­land er en styrkelse af det sam­lede rigs­fæl­lesskab, så længe den grundlæggende magt­del­ing, sådan som den er defineret i Selvstyreloven, ikke anfægtes. Et forhold, som i øvrigt ofte er nem­mere at for­mulere end at efter­leve, især for­di Selvstyreloven på flere strækninger giv­er mulighed for forskel­lige tolkninger.

Ale­qa Ham­mond er som poli­tisk fig­ur muligvis et afs­lut­tet kapi­tel – men stadig i skrivende stund kun muligvis. Såfremt revi­sion­sun­der­søgelsen i Nuuk vis­er, at hun som regeringsled­er ikke fore­tog sig noget krim­inelt, er der formelt set ikke noget til hin­der for, at hun igen stiller op til valg – det kunne eksem­pelvis være som kan­di­dat for Siu­mut til det folket­ingsvalg, der som bek­endt vil blive udskrevet sen­est i august 2015.

I min levetid’

Kam­er­aerne i salen fangede Ale­qa Ham­mond skråt for­fra. Måske var hun nervøs, men det kunne ikke ses. Hun smilede selvsikker og rank i sin sorte, skarpe jakke ved siden af Islands præsi­dent, den garvede stats­mand, Óla­fur Grims­son. Ale­qa Ham­mond tronede på første række med 1000 men­nesker lige bag sig. Hun havde været regeringsled­er i Grøn­land i nøjagtig 200 dage, og om få sekun­der skulle hun tale for den største for­sam­ling af beslut­ningstagere, der nogensinde havde været bragt sam­men i Ark­tis.

Ale­qa Ham­mond skulle holde dagens vigtig­ste indlæg, den første tale fra den brede, oplyste scene. Her skulle tonen sættes, her skulle habit­terne fra Rus­land, Cana­da, fra Kina og USA så at sige bringes til en forståelse af, hvor ver­den var på vej hen, hele den foran­derlige ark­tiske ver­den med cli­mate change og olie­boringer og et helt ver­den­shav, som men­nes­ket – og kine­serne ikke mindst — for første gang nogensinde nu kunne sejle og fragte og bore i. Ale­qa Ham­mond, poli­tisk led­er for de 56.756 beboere på Grøn­land, havde fået ans­varet for at lede denne glob­ale ansam­ling på rette spor.

Mikro­fon­erne i Harpa, Reyk­javiks fun­klende kon­cert­pal­ads, var tændt og spot­lightet ret­tet præ­cist på taler­stolen. Præsi­dent Grims­son havde under stor fan­fare lanceret sin plan i den navnkundi­ge Press Club i Wash­ing­ton, og invi­ta­tion­erne til Arc­tic Cir­cle, som han kaldte arrange­mentet, var et år i forve­jen blevet dirigeret klo­den rundt til et pub­likum med direk­te ind­fly­delse på fremti­den i Ark­tis. Ale­qa Ham­mond rejste sig og begav sig de få skridt op på sce­nen.

Hjemme i Grøn­land var hen­des mas­sive val­gse­jr i 2013 blevet tilskrevet hen­des vil­je til høj­ly­dt at markere det grøn­landske i Grøn­land, sprog­et og kul­turen, stolthe­den og mod­et til at løs­rive sig fra Dan­mark. Ale­qa Ham­mond frem­stod fra starten karis­ma­tisk, på kan­ten af det arro­gante og dybt kon­tro­ver­siel både i Dan­mark og i Grøn­land. Hun skar den grøn­landske pro­fil skarpt op igen, hun var hur­tig på aftrækkeren og udpegede en genk­endelig mod­stander. På selve val­gda­gen i Nuuk, før sejren end­nu var i hus, spurgte et tilre­jsende kam­er­a­hold fra DR, og svaret kom som skudt ud af rif­fel: ”Jeg drøm­mer om natio­nen Grøn­land. Jeg drøm­mer om, at Grøn­land bliv­er poli­tisk og økonomisk uafhængigt af Dan­mark, og jeg tror, at det er altafgørende, hvor­dan tonen er imellem de to lande. Tonen imellem os kan blive meget bedre. Så længe vi er en del af rigs­fæl­lessk­a­bet, forpligter det begge veje. ”

Så længe! Ale­qa Ham­mond slog fast, før val­get end­nu var afholdt, at det ikke kunne gå for hur­tigt med at få Grøn­land løs­revet fra Dan­mark. Meldin­gen til DR’s kam­era blev raskt ful­gt op af en stribe til andre medi­er, hvor hun skær­pede bud­sk­a­bet: ”Jeg håber, at uafhængighe­den fra Dan­mark vil indfinde sig i min lev­etid”. Da var hun 47 år. Hun fort­sat­te i Kris­teligt Dag­blad: ”Jeg har altid sagt, at jeg vil opleve den dag, hvor Grøn­land via FN erk­læres for selvstændigt, hvor vi syn­ger nation­al­san­gen, og fla­gene hejs­es over hele ver­den, for bedre mål kan man ikke have som et lille folk.” Andet­st­eds ham­rede hun sit eget, pri­vate og umisk­endelige engage­ment i løs­riv­elsen fast: ”Mit per­son­lige mål er, at den nuværende regering vil tage de skridt, der sæt­ter Grøn­land i stand til at opnå selvstændighed en dag i min lev­etid. ”

I min lev­etid! I den his­torisk sam­men­hæng talte hun om få øje­b­likke, hvorefter århun­dred­ers afhængighed af kongemagten i Køben­havn ville være for­bi, og det grøn­landske folk træde ind på ver­denss­ce­nen, vel­stående og frie, med eget flag i FN, ved De Olymp­iske Lege og enhver anden lej­lighed. Danskerne kunne nu læse på for­si­den af avis­erne, at de måske skulle vænne sig til et kon­gerige uden Grøn­land, beskåret med mere end 95 pro­cent af sin geografi, reduc­eret til den lilleput­na­tion, som tabet af Norge i 1814 og ned­er­laget til tyskerne i 1864 havde ind­varslet. Dan­mark stod måske til at miste den del af riget, der for alvor gav natio­nen geografisk tyn­gde i det inter­na­tionale sam­fund og skaffede lan­dets statsmin­istre lyd­hørhed blandt klo­dens egentlige magth­a­vere. Ale­qa Ham­mond rokkede ved hele fortællin­gen om danskerne og omver­de­nen, om polar­forskerne, Knud Ras­mussen og mødet med et fanger­folk så forun­derligt, at det kunne være svært at begribe, at dets repræsen­tan­ter nu brugte Ipads og talte om olie, uran og løs­riv­else ”i min lev­etid”.

Timin­gen var afgørende. Danskerne var netop beg­y­n­dt at begribe, at Grøn­land var på vej ind i en ny tid­salder. I medierne, folkeskolen, på uni­ver­siteterne, i nye roman­er og krim­i­er, i erhvervs­livet, dybt i forsvarets tæn­ke­tanke, på kun­st­museerne og på Chris­tians­borg fam­lede forskere, redak­tør­er og strate­ger af enhver art efter nye måder at begribe Dan­marks rolle i Nor­dat­lanten. Gam­le hov­ed­pin­er om skyld og ære og danskernes merit­ter som kolonibestyrere fik nyt liv, mens kreative sjæle forsøgte at råbe lan­dets poli­tiske ledere op og få dem til at gribe dagen, før det var for sent. En del havde stadig svært ved at fat­te, at grøn­læn­derne havde fået ret­ten til al den olie, avis­erne skrev om.

Det var midt i denne følelses­lad­ede danske selvransagelse, at Ale­qa Ham­mond kom tordnede med et klokker­ent bud­skab: Grøn­land skal være selvstændigt – lige om lidt! Hun sat­te sin­dene i kog i Dan­mark, som ingen af hen­des forgæn­gere havde for­mået. Hun dik­terede ikke en tids­frist for løs­riv­elsen så snæver, at hun selv ville snu­ble over den, men hun sendte et sig­nal om hastværk og sit eget bul­drende engage­ment, der med et slag skær­pede tonaliteten mellem Dan­mark og Grøn­land. Ale­qa Ham­mond ville skrive det sid­ste kapi­tel af rigs­fæl­lessk­abs his­to­rie, og hun var stolt af det!

Hun hen­vendte sig direk­te til de 1000 tilhørere i salen – diplo­mater, chefer for glob­ale kon­cern­er, poli­tikere fra hele ver­den. Hun fork­larede, hvor­dan Inat­sis­ar­tut, det grøn­landske par­la­ment, få dage senere ville åbne døren for uranud­vin­d­ing i Grøn­land: ”Denne afgørelse vil bane vejen for at Grøn­land udnyt­ter sine sjældne jor­darter, og at Grøn­land i en ikke så fjern fremtid vil kunne blive en bety­delig uranek­sportør – poten­tielt blandt ver­dens top-ti eller muligvis top-fem eksportør­er af uran. ”

En af ver­dens fem største uranek­sportør­er! Grøn­land?

Få år tidligere havde mange af de tilst­ede­værende knap hørt om Grøn­land, men nu ful­gte de nøje med. Kli­maet og isb­jørnene kunne nok skaffe en smule øren­lyd i 2014, men i Reyk­javik var det ura­nen, de sjældne jor­darter og de andre rig­domme i Grøn­land, der for alvor skabte, og Ale­qa Ham­mond frem­manede vir­tu­ost den magt, Grøn­land netop havde fået over under­grun­den: ”Grøn­land opnåede i 2009 selvstyre inden for Kon­geriget Dan­mark, ” sagde hun. ”Det inde­bær­er, at det grøn­landske folk er et folk i hen­hold til Folk­eretten, og at Grøn­land der­for har en uomtvis­telig ret til selvbestem­melse. Grøn­land er der­for i dag i den unikke posi­tion at være det eneste oprindelige folk i Ark­tis, der har sin egen regering, der har en anerk­endt og aftalt ret til uafhængighed. ”

Ikke én i salen kunne være i tvivl om pointen: I Grøn­land bestem­mer grøn­læn­derne. Dan­mark og danskerne var behændigt retoucheret bort. Forhold­et til Dan­mark var ind­viklet, selv i Grøn­land og Dan­mark fat­tede de fær­reste præ­cist, hvor­dan magten var fordelt, men det var alt sam­men ifølge Ale­qa Ham­mond ganske enkelt: I Grøn­land bestem­mer grøn­læn­derne. Vil I lave for­ret­ning, diskutere fremti­den, olien, min­eralerne, ura­nen, fiskene, samar­be­jde om hvad som helst, så kom til mig!

Et par timers fly­vn­ing sydøst fra Reyk­javik dybt i den danske stats kringelkroge, i statsmin­is­teri­et, i forsvaret, i efter­ret­ningscirklerne og i uden­rigsmin­is­teri­et affødte Ale­qa Ham­monds gen­tagne basun­skrald et umisk­endeligt ube­hag. Grøn­læn­dernes drøm om fri­hed og selvstændighed havde længe været offi­cielt anerk­endt og i nogen grad respek­teret, men den retoriske styrke i Ale­qa Ham­monds bud­skab og hen­des stædi­ge ønske om at få forhold­et til Dan­mark over­stået så hur­tigt som muligt, skabte mærk­bar forvir­ring og irri­ta­tion – og kri­tik­erne noterede med en vis til­fredsstil­lelse, at hun også delte van­dene i Grøn­land. Ned­sæt­telsen af en for­son­ingskom­mis­sion i 2014 til kule­gravn­ing af for­tidens sam­men­stød med danskerne under­stregede for så vidt blot mis­eren. En del grøn­læn­dere brød sig ikke om denne ophvirvlen af for­tidens smertelige process­er; andre genopfriskede gerne den lange liste af danske ugerninger, der for mange grøn­læn­dere hør­er til bør­nelær­dom­men; statsmin­is­ter Helle Thorn­ing-Schmidt og et næsten enigt Folket­ing afviste blankt Ale­qa Ham­monds tilbud om at Dan­mark kunne med­virke til for­son­ing­sprocessen.

Allerede før Ale­qa Ham­monds val­gse­jr i 2013 havde Grøn­land taget en drejn­ing, som en række poli­tikere og andre beslut­ningstagere i Køben­havn fandt dybt bekym­rende. De spekulerede over, om den grøn­landske ledelse egentlig fat­tede, hvad den havde gang i? En velk­endt trang til at bistå og for­valte slog til: Havde de grøn­landske ledere over­hovedet evn­erne til at styre den kom­plekse udvikling, de hårde forhan­dlinger med multi­na­tionale olie- og min­er­alsel­sk­aber og fremmede regeringer? Ville en svag grøn­land­sk cen­tral­ad­min­is­tra­tion skade kon­geriges inter­ess­er, for­di kine­siske inve­stor­er, ura­nen, olien og alle mulige andre sager blev behan­dlet på amatør­niveau? Statsmin­is­teren blev ind­kaldt til sam­råd af Dan­sk Folkepar­tis grøn­land­sor­d­før­er, Søren Espersen: ”Ale­qa Ham­mond har på det sen­este, også når det gælder sagen om udvin­d­ing af uran og andre råstof­fer, vist meget ube­hagelige sider af sig selv og af sit par­ti, Siu­mut, hvor hun nærmest har gjort det til en grim vane at lange ud efter Dan­mark og kon­stant udfor­dre selvstyreloven og grundloven. Jeg vil der­for på sam­rådet også bede statsmin­is­teren forholde sig til dette skift i offi­ciel grøn­land­sk væremåde. ”

Få turde sige det så direk­te. Men selv garvede iagt­tagere med mange års kend­skab til Grøn­land fandt Ale­qa Ham­monds tone upassende, eller lige­frem ”halvracis­tisk”. På sin første live-optræ­den på dan­sk TV talte hun med blok­bogstaver igen: ”Jeg ser ikke dan­sk ud, jeg taler ikke dan­sk, dan­sk er ikke mit mod­er­smål og Grøn­land lig­ger meget langt væk fra Dan­mark. Rigs­fæl­lessk­a­bet er lidt som et ægteskab, men nu er det alt­så sat på hold. Nu taler vi om en lykke­lig skilsmisse. Det er kun et spørgsmål om tid”. Et split­sekund lod hun glæ­den løben af med sig:  ”Jeg tror, det er tæt­tere på, end vi tror.” Trods alle skep­tik­ernes udreg­ninger om det umulige i tanken, mente Ale­qa Ham­mond tydeligvis, at Grøn­land ville få råd og mulighed for at løs­rive sig fra Dan­mark i hen­des egen lev­etid. TV-værtin­den tøvede, et split­sekund stod ver­den stille, men så klappede pub­likum – hvad skulle de ellers gøre?

Her indrammedes essensen af den dybe kul­turkamp i Grøn­land, som Ale­qa Ham­monds og hen­des folks mag­tovertagelse havde sat brand i. Mens spændingerne mellem Grøn­land og Dan­mark tog til, udvid­edes også spal­terne internt i Grøn­land. En ver­i­ta­bel kul­turkamp smert­ede langt ind i grøn­læn­dernes ind­byrdes forhold; der herskede dyb uenighed om kursen mod uafhængighe­den. Skal olien og min­eralerne for­følges med brask og bram eller mere gelinde? Hvem skal holde for, når sparekniv­en skal svinges? Skal de små bygder på kys­ten bevares – eller nedlæges, for­di de er for dyre? Midt i det hele dukkede det mest ømtålelige af alt, spørgsmålet om sprog­et, om igen: Er nogen mere grøn­landske end andre, for­di de taler sprog­et per­fekt? Og hvad så med dem, der har tabt noget af det – måske for­di far eller mor er dan­sk?

I starten af 2014 offentlig­gjorde et hold af 14 forskere, udpeget af uni­ver­siteterne i Nuuk og Køben­havn, et bat­teri af forslag til, hvor­dan rig­dommene i Grøn­lands under­grund bedst kunne udnyttes. Deres til­gang var i fun­da­men­tal mod­strid med den lin­je, Ale­qa Ham­mond og hen­des hold i Nuuk for­ful­gte. De fokuserede ikke på løs­riv­else eller mod­sæt­ninger til Dan­mark, tvær­ti­mod talte de om bæredygtighed, om hen­synet til fremti­dens gen­er­a­tioner og et frugt­bart rigs­fæl­lesskab, der skulle bestå i mange, mange år end­nu. Forskernes kølige bereg­ninger fik Ale­qa Ham­monds drøm om uafhængighed ”i min lev­etid” til at frem­stå som en farlig utopi, og de blev straks omfavnet af hen­des poli­tiske mod­standere i Grøn­land, af poli­tik­erne i Køben­havn og hele den danske presse. Her lød ingen opfor­dring til opgør og hur­tig jagt på uafhængighed. Hvor­for jagte inve­stor­er i Kina og Syd­ko­rea, når de danske pen­sion­skass­er bugnede af penge? Var tiden ikke kom­met til at høste af det fæl­lesskab med danskerne, der trods alle fej­lene stadig lev­erede resul­tater hver dag?

I både Grøn­land og Dan­mark rejste en bølge af dilem­maer sig: Hvor­for skulle Grøn­land ikke kunne klare sig uden rigs­fæl­lessk­a­bet? Hvor­dan ville Dan­mark klare sig uden Grøn­land? Fandtes der en mellemvej? Kunne rigs­fæl­lessk­a­bet sættes sam­men på nye måder? Var det naturligt, at Grøn­land rejste i én ret­ning – og Dan­mark i en anden? Hvad betød det egentlig, når grøn­læn­derne talte om øget fri­hed og selvstændighed? Var forestill­in­gen om det uafhængige Grøn­land en uad­skil­lelig del af den grøn­landske folkesjæl – eller var det en pop­ulis­tisk illu­sion? Hvilket sam­fund ønskede grøn­læn­derne at leve i, og hvor­for tøvede regerin­gen i Køben­havn?

Opgøret om rigs­fæl­lessk­a­bets fremtid var i fuld gang. Et nyt kapi­tel af Dan­mark­shis­to­rien stod plud­selig pivåbent.

Mar­tin Breum er jour­nal­ist og for­fat­ter til flere bøger om Grøn­land. Artiklen er et uddrag fra hans sen­este bog Bal­laden om Grøn­land, som er udgivet på Gylden­dal.

Scroll til toppen