Gamle og nye fortællinger om Rigsfællesskabet mellem Danmark og Grønland

Kim Kielsen
Kim Kielsen. Grøn­lands nyval­gte landsstyre­for­mand. Kilde: NN – norden.org

Debatten om forsoningskommissionen har bragt gamle fortællinger om Rigsfællesskabet i spil igen. Men grønlændernes selvfortællinger har aldrig været helt uafhængige af, hvordan danskerne har afbildet dem og deres egen rolle i Grønland. I dag giver lektor i Minoritetsstudier Kirsten Thisted en tour de force over gamle og nye fortællinger om Rigsfællesskabet.

FOKUS: FORSONING MED DEN DANSKE KOLONIHISTORIE? - Dan­mark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Dan­mark har park­eret koloni­ti­den i his­to­riebøgerne, er den i Grøn­land og på de Amerikanske Jom­fruøer stadig alt for lev­ende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at for­sone sig med for­tiden for at skabe sin egen fremtid. Dan­marks koloni­his­to­rie er ikke død.


To grund­fortællinger kæm­per om ret­ten til at fortælle his­to­rien om Dan­marks og danskernes ind­fly­delse i Grøn­land. Ned­sæt­telsen af en for­son­ingskom­mis­sion i Grøn­land og den megen tale om Grøn­lands mulige løs­riv­else fra Dan­mark har fornyet disse fortællingers aktu­alitet. Man kan undre sig over, hvor tilsyneladende uforan­drede de to gam­le fortællinger udfold­er sig i den aktuelle debat. Sam­tidig udfor­dres de dog af nye stem­mer, især fra grøn­land­sk hold.

I den ene fortælling frem­stilles Dan­mark som den beskyt­tende ‘mod­er­na­tion’, der har taget det på sig at løfte grøn­læn­derne ud af det prim­i­tive stade, de som et nomadisk jæger­sam­fund befandt sig på inden europæernes ankomst. Så næn­somt som muligt har Dan­mark bragt Grøn­land ind i moder­niteten med der­til hørende oplysning og sam­funds­dan­nelse. Grøn­læn­derne blev medind­draget i styret, efter­hån­den som de udviklede sig og blev ”modne” til at tage del i beslut­ningerne. Kro­nen på vær­ket, det lykke­lige resul­tat af denne strate­gi, er den nuværende selvstyrelov, i kraft af hvilken Grøn­land delt­ager friv­il­ligt i Rigs­fæl­lessk­a­bet og kun så længe, som lan­det selv ønsker at være med. I denne fortælling står kærlighed og gen­sidig respekt som de følelser, der beteg­n­er forhold­et parterne imellem.


I den anden fortælling frem­stilles Dan­mark som en impe­r­i­al magt på lige fod med alle andre impe­ri­ale magter, der først og fremmest har taget hen­syn til egne behov for mag­tudvidelse og økonomisk gevinst. Set fra denne synsvinkel er tal­en om Dan­marks beskyt­telses­trang et røgslør for de egentlige rela­tion­er, som byg­ger på under­trykkelse og udbyt­ning af Grøn­lands oprindelige befolkn­ing. Her­til hør­er ringeagt for grøn­læn­dernes sprog og kul­tur, samt en kon­stant hold­en sig selv op som et (uop­nåeligt) for­billede for grøn­læn­derne. De bliv­er på ingen måde respek­teret som ligeværdi­ge på trods af den højstemte tale om de ”fribårne” fan­gere. Tvær­ti­mod har grøn­læn­derne været gjort til bærere af alt det, man priste sig lykke­lig over for længst selv at have hævet sig over (overtro, tilbageståen­hed, uvi­den­hed, snavs, uhum­skhed – samt i nyere tid: inef­fek­tivitet, mis­røgt, mis­brug). Billedet af grøn­læn­derne som prim­i­tive og ufor­mående var således på én gang med til at skabe danskernes billede af sig selv som civilis­erede og magt­fulde og til at legit­imere den danske tilst­ede­værelse i Grøn­land. Poli­tikken har muligvis været, at grøn­læn­derne skulle ”højnes” og udvikles, men det skulle ske inden for de ram­mer, som var udstukket af kolonimagten og på en sådan måde, at denne bevarede sin over­legen­hed, magt og kon­trol. Ifølge denne fortælling burde dette skrives i nutid, for­di selvstyreloven fort­sat ind­sæt­ter den danske stat som den øver­ste, suveræne magt på vigtige områder som uden­rigspoli­tik og sikker­hed.


Selv om de to fortællinger frem­står som hinan­dens abso­lutte mod­sæt­ninger, har de en afgørende ting til fælles: I begge er det Dan­mark og danske aktør­er, der er i fokus. Dan­mark og danskere ind­tager posi­tio­nen som his­to­riens han­dlende sub­jekt, mens grøn­læn­derne ind­skrives i posi­tio­nen som dens tavse og pas­sive objekt.
Det siger sig selv, at der er behov for en ny og mere åben fortælling om den dan­sk-grøn­landske his­to­rie, hvor Dan­mark ikke på forhånd fast­fry­ses i et sådant enten-eller, og hvor der frem for alt kan skabes rum for de grøn­landske aktør­er.

Den gode kolonimagt

Forestill­in­gen om nation­er som en slags per­son­er med bestemte per­son­lighed­stræk og vil­jer er en ind­groet metafor, og som følge der­af bliv­er også rela­tion­er mellem nation­er per­son­lig­gjorte. Nation­er kan eksem­pelvis være ”broder­na­tion­er”. Det er afledt af tanken om folk som en stor gruppe af indi­vider, der tilsam­men udgør ét leg­eme. Tager en nation en anden under sig, lig­ger foræl­dre-barn metaforikken der­for lige for [se også Søren Ruds artikel, red.]. Grøn­læn­derne opflaskedes med dan­sk nation­al­isme, som er baseret på ideen om folket som et etnisk fæl­lesskab med fælles afs­tamn­ing, sprog og kul­tur, samt en his­torisk tilknyt­ning til lan­det. Grøn­læn­derne over­tog hele denne pakke og fyldte den med ideen om det grøn­landske folk.


Både i en dan­sk og en grøn­land­sk diskurs blev det logisk at se Grøn­land som et barn, der vokser op og bliv­er mod­ent for til sidst at træde ind i de vok­snes rækker. Fortællin­gen om natio­nen ind­skriv­er sig nem­lig i en end­nu større fortælling om oplysning og udvikling. Ideen om Dan­mark som den beskyt­tende mod­er har rød­der i den europæiske ide om civil­i­sa­tio­nen som en europæisk opfind­else, som det er europæernes pligt at sprede til resten af ver­den — den såkaldte ”hvide mands byrde”. Efter­hån­den som man ind­så, hvor­dan kolonimagterne bar sig ad i de over­søiske ter­ri­to­ri­er, rejste kri­tikken sig både fra dem, det gik ud over, og i hjem­lan­dene. Kolonimagterne svarede på kri­tikken med forskel­lige vari­anter af ”excep­tion­al­isme”: Lige præ­cis vores adfærd adskiller sig fra alle de andres adfærd og tæller der­for slet ikke som kolo­nial­isme. I Dan­mark kobles tankegan­gen sam­men med ideen om det lille fre­delige land, som udvikles efter det danske imperi­ums stadigt mere ind­skrænkede række­v­id­de, ikke mindst efter ned­er­laget til Prøjsen og Østrig i 1864. Den danske kolo­nial­isme bliv­er til en kolo­nial­isme med et men­neske­ligt ansigt eller lige­frem en men­neskekærlig kolo­nial­isme. Med tiden bliv­er forestill­in­gen om det danske vægelsind og tøven mod bru­tale han­dlinger lige­frem anført som årsagen til, at Dan­mark ikke kunne klare sig på lige fod med de store og mere suc­ces­fulde kolonimagter.

Fortællin­gen om den humane danske kolo­nial­isme tog for alvor form efter sal­get af Dan­sk Vestin­di­en til USA i 1917, som mark­erede afs­lut­nin­gen på Dan­marks tid som kolonimagt i troperne. Man var i Dan­mark meget opmærk­som på, at det nu gjaldt om at holde fast på Nor­dat­lanten som en sid­ste rest af det gam­le imperi­um, da Dan­mark ellers ville blive et meget lille og meget ube­ty­deligt land. I beg­y­n­delsen af sin bog Tamalât. Lan­det bag Hav fra 1918, lovsyn­ger en af tidens Grøn­land­sekspert­er, his­torik­eren Louis Bobé, det dan­sk-grøn­landske sam­men­hold med føl­gende ord:

Gud bevare Jer [Grøn­læn­derne] for race­hov­modi­ge Englæn­dere, busi­nesslystne Amerikanere og nær­somme Tyskere. Lad os holde sam­men vi Fre­dens Folk [danskere og grøn­læn­dere], komme hinan­den nærmere end før i denne onde, haarde Tid, i hvilken I af egen Drift har hilst vort gam­le Flag med Takke­sang, naar Ski­bet kom til Jer med Bud­skab om, at vort gam­le Hus [Kon­geriget Dan­mark] staar end­nu trods Ver­dens Storme.”

Pas­sagen er inter­es­sant, idet den både hævder det fast­tøm­rede sam­men­hold og sam­tidig afs­lør­er, at der måske, snarere end en beskriv­else af konkret virke­lighed, er tale om et opråb og en opfor­dring, særligt i for­mu­lerin­gen af at parterne skal stå imod de onde tider ved at ”komme hinan­den nærmere”. En fak­tisk eksis­terende intimitet kunne have været under­streget med et ”end­nu nærmere”. Sam­tidi­ge grøn­landske stem­mer ret­tede da også en skarp kri­tik mod Dan­marks og danskernes konkrete engage­ment i Grøn­land. Som Grøn­lands senere vice­provst Math­ias Storch, der i Grøn­lands første roman Sin­nat­tugaq (Drøm­men) fra 1914 skil­dr­er, hvor­dan danskerne har det med at tale om grøn­læn­dernes udvikling uden at sætte han­dling bag ordene. Man var i bund og grund ikke uenig i selve fortællin­gen, men kri­tis­erede den man­glende prak­sis, som lod Grøn­land blive stående tilbage som fat­tigt og under­ud­viklet i sam­men­lign­ing med det Europa, hvis var­er og fortællinger flød ind over Grøn­land, og som man lærte at tolke sig op imod.


Efter at de tidligere slaver var afhæn­det, og Dan­mark slap for at skulle forholde sig til den prob­lema­tiske his­to­rie om trekantshan­dlen, kunne man kon­cen­trere sig om den meget mere pos­i­tive his­to­rie i Grøn­land, hvor man aldrig havde bedrevet noget, der bare lignede en tilsvarende vold mod befolknin­gen. Tvær­ti­mod dekreterede konge og han­del, at eski­mo­erne skulle behan­dles godt. Man havde nem­lig ikke selv nogen inten­tion­er om at tage på sæl­fangst, så de primære erhver­vere måtte behan­dles på en måde, der sikrede ind­han­dlin­gen bedst muligt. Efter­som danskerne ikke havde nogen inter­esse i at slå sig ned og tage land, var det heller aldrig til diskus­sion, at Grøn­land var grøn­læn­dernes land.
Fortællin­gen om den milde danske kolo­nial­isme vokser sig stærkere og stærkere i den danske diskurs i mellemkrigsti­den. Det er hen­synet til det sår­bare natur­folk, der er i fokus, og der bliv­er tale om en fortælling, som også kan bruges til at fremme det danske sam­men­hold og selvværd. Af samme grund sat­ses der allerede fra dette tid­spunkt en hel del på at formi­dle det grøn­landske pro­jekt. Det giv­er sig udslag i alment opl­y­sende tek­ster, som også kan bruges til under­vis­ning. En bog, som bliv­er meget pop­ulær, er Grøn­land i Hverdag og Fest, 1928, for­fat­tet af den danske geograf og lære­bogs­for­fat­ter Sophie Petersen. I sit forord skriv­er hun:

Dan­marks Koloni­sa­tion og Udforskn­ing af Grøn­land er uden Side­stykke i Nation­ernes Koloni­sa­tion­shis­to­rie; den har fremkaldt Beun­dring og bety­det overor­dentlig meget for vort omdømme i den kul­turelle Ver­den, og Gang paa Gang er det ude­fra blevet fremhævet, at Dan­mark er det eneste Land, som har forstaaet at beskytte et Natur­folk mod Udry­d­delse. Der­for bør et fyldigt Kend­skab til Grøn­land og dets Beboere være Alméne­je.”

Man bemærk­er sig, at læserne ikke skal lære Grøn­land at kende for Grøn­lands skyld, men der­i­mod for at forstå deres egen storhed. I sand­hed et stykke pæd­a­gogisk nation­sple­je.
Vi hør­er de samme for­mu­leringer fra poli­tikere, embedsmænd og viden­sk­ab­smænd i de år, gerne for­muleret i forbindelse med begiven­hed­er eller udgivelser, som for­ventes at vække almen­hedens inter­esse. Det var vigtigt, at pro­jek­tet opnåede folke­lig opbakn­ing, således at det kunne frem­stå som et smukt eksem­pel på et “mellem­folke­ligt samvirke”. Sådan for­mulere­des også argu­menterne imod Norges krav på Nordøst­grøn­land, som afgjordes til Dan­marks fordel ved den inter­na­tionale dom­stol i Haag i 1933:

Grøn­læn­derne ønskede, at den geografiske enhed Grøn­land fik karak­ter af ét land og i sin hel­hed fort­sat kom til at stå under dan­sk over­højhed. Særlig betyd­ning får bud­sk­a­bet under 2. Ver­den­skrig, hvor der også bliv­er tale om en slags skjult mod­stand til den tyske besæt­telses­magt og en peptalk til den danske nation­alfølelse. Neden­for taler Dan­marks statsmin­is­ter Thor­vald Stauning i sit forord til den danske fotograf Jette Bangs foto­bog om Grøn­land, udgivet i 1940:

Der tales og skrives just i denne Tid en Del om Grøn­land som Følge af den Afspær­ring fra Mod­er­lan­det, der er en Følge af Kri­gen. Der tales ogsaa ofte om dette store Land (…) som om det var et tilgæn­geligt Omraade, og der tales om Grøn­lands Befolkn­ing, som om det var et Folk, der umid­del­bart kan træde i Forbindelse med alle andre. (…) Udviklin­gen i Grøn­land er et Hæder­s­minde for dan­sk For­valt­ning, og dette Billed­værk vil fremhæve dette og give Ver­den en sand og smuk Lære om den store danske Koloni højt mod Nord.”

Igen er det måske mest bemærkelsesværdi­ge ved tek­sten, hvor­dan der i den pos­tulerede enty­dighed alligev­el sniger sig en mod­stemme ind. Der tales om lan­det, ‘som om’ det var et tilgæn­geligt område, og om befolknin­gen ‘som om’ det var et folk, der kan træde i forbindelse med alle andre – under­forstået, at det er det abso­lut ikke, selv om der er nogle, der men­er det. Og det var der bestemt nogle, der mente i den tid, både i Dan­mark, men ikke mindst i Grøn­land. Stauning taler til forsvar for den beskyt­telsespoli­tik, der havde holdt lan­det lukket for indrejse og pri­vat erhverv under hen­vis­ning til, hvor galt det var gået de såkaldte natur­folk andre sted­er. Under kri­gen knyt­tede grøn­læn­derne imi­dler­tid kon­takt til amerikan­erne, nye var­er blev ind­ført, og det var efter kri­gen klart, at tiden ikke kunne spoles tilbage. De stem­mer, som krævede nye tider, blev imødekom­met derved, at lan­det åbnedes op. Sam­tidig blev også kravet om fort­sat beskyt­telse og pro­tek­tion­isme imødekom­met, ved at Grøn­land for­blev inden for ram­merne af det beskyt­tende danske rigs­fæl­lesskab. Viden­skab, ero­bring, magt og admin­is­tra­tion gik nøje hånd i hånd, når det gjaldt om at legit­imere Dan­marks magt i Grøn­land. Som det her for­muleres af den daværende direk­tør for Grøn­lands Styrelsen, Knud Old­en­dow:

En straal­ende Krans af danske Navne med Ver­dens­berøm­melsens Lau­r­bær er knyt­tet til Lan­det. Grøn­land har inter­na­tion­alis­eret dan­sk Viden­skab; det er Klip­pelandet, som har været Hvæss­es­te­nen for dan­sk Mod og Fore­tag­somhed; og det har gjort Dan­mark større. Vi har til Gengæld udfors­ket Grøn­lands For­tid, har givet Grøn­læn­derne deres Nutid og lagt deres Fremtid til Rette derved, at vi har kolonis­eret, civilis­eret og krist­net Folket, der ønsker fremde­les at for­blive hos Dan­mark, dets Mod­er. Vor danske Arvelod i Grøn­land tør vi haabe at kunne over­le­vere ubeskaaret til kom­mende danske Slægter. En dyb men­neske­lig Ret­færdighed taler Dan­marks Sag i haarde Tider

Island for­lod Rigs­fæl­lessk­a­bet i 1944. Det var et hårdt slag mod det danske imperi­um som en dominerende magt i Nor­dat­lanten. Alle sejl sattes der­for til for at over­be­vise både grøn­læn­derne, danskerne og det inter­na­tionale sam­fund om det rigtige i fort­sat at lade Grøn­land tilhøre Dan­mark. Old­en­dows frem­still­ing af Dan­mark som hov­edak­tør i ska­belsen af det mod­erne Grøn­land, med bev­id­s­thed om for­tiden og et fast greb om fremti­den, gen­t­ages i tale efter tale og drama­tis­eres i en strøm af spille­film og doku­men­tarfilm, som i efterkrigsti­den pro­duc­ere­des til både det dan­sk-grøn­landske og det inter­na­tionale marked.

Den onde kolonimagt

Snart voksede imi­dler­tid utålmodighe­den og skuf­felsen i Grøn­land. Specielt de uddannede grøn­læn­dere var util­fredse, for­di de følte sig diskrim­inerede på grund af etnicitet. I 1964 ind­førtes det såkaldte ”fødest­ed­skri­teri­um” til at reg­ulere stat­sansattes løn i Grøn­land. Per­son­er født i lan­det fik lavere løn og dårligere vilkår med hen­syn til bolig­forhold, rejs­er osv., end de danske ”udsendte”. Myn­dighed­erne begrund­ede ord­nin­gen med, at den både var nød­vendig for at beskytte erhvervs­livets konkur­rencedygtighed, for at undgå en social kløft mellem pri­vat- og stat­sansat­te grøn­læn­dere, samt som kom­pen­sa­tion for danskernes for­vent­ede afsavn ved at tage bopæl helt oppe på Grøn­land. Fødest­ed­skri­teri­et gav i høj grad næring til drøm­men om selvstyre. Kri­tikken faldt sam­men med stu­den­tero­prøret og de antikap­i­tal­is­tiske og anti­im­pe­ri­al­is­tiske strømninger i Europa, hvor marx­is­men holdt sit ind­tog som et par­a­digme i den akademiske debat. Set ud fra en sådan optik tog Dan­marks rela­tion til Grøn­land sig plud­selig således ud, for­muleret af Jør­gen Viemose i bogen Dan­sk kolonipoli­tik i Grøn­land, 1977:

For­målet med de danske aktiviteter i Grøn­land har altid været at opnå en økonomisk gevinst, ikke til fordel for hele det danske folk, men for dele af det danske borg­er­skab. Altid på bekost­ning af det grøn­landske folk og den danske under­k­lasse, som for det meste bl.a. via skat­terne har været med til at sikre borg­er­sk­a­bets udbytte af kolonierne. Det var Grøn­lands natur­givne ressourcer, man udnyt­tede, og det var det grøn­landske folk, man udbyt­tede.

Bogen fik fine anmeldelser af velan­skrevne his­torikere, og fortællin­gen om Dan­mark som udbyt­ter blev tonean­givende inden for kun­st og kul­tur og på den poli­tiske ven­stre­fløj, både i Dan­mark og i Grøn­land. Den gam­le pos­i­tive fortælling stod der­i­mod ved magt på højre­flø­jen, i admin­is­tra­tio­nen og i Dan­marks offi­cielle udmeldinger, frem for alt sym­bol­is­eret ved konge­husets Grøn­land­sre­js­er og rit­uelle nytår­shilsen­er.

I dag holdes de to diskurs­er stort set uæn­dret ved lige. Mest rendyr­ket find­er man fortællin­gen om det altru­is­tiske Dan­mark, der altid har regeret med grøn­læn­dernes sam­tykke, hos his­torik­eren Thork­ild Kjær­gaard. Kjær­gaard men­er slet ikke, at Grøn­land kan siges nogensinde at have været en koloni, for grøn­læn­derne blev ikke behan­dlet som de sorte slaver i Dan­sk Vestin­di­en, men der­i­mod fra første færd som ”landsmænd”. Den mod­sat­te hold­ning find­er vi hos lit­ter­at­en Lars Jensen, som er spe­cial­ist i postkolo­niale prob­lem­still­inger. I bogen Dan­mark. Rigs­fæl­lesskab, Tropekolonier og den Postkolo­niale Arv fra 2012 forsøger han at se tropekolonierne, Nor­dat­lanten og ulands­bi­s­tanden i et sam­let per­spek­tiv, og der er i hans frem­still­ing ingen tvivl om, at Grøn­land var en dan­sk koloni. Enhver tale om en særlig dan­sk kolo­nial­isme rubriceres som bort­fork­lar­ing svarende til alle de andre kolonimagters forsøg på at bort­fork­lare det fak­tum, at det egentlige mål med det kolo­niale pro­jekt var udbyt­ning. Den danske stats­magt havde aldrig tænkt sig reelt at over­drage magten til grøn­læn­derne, og de forskel­lige for­mer for udvid­ede befø­jelser og medbestem­melse har fra dan­sk side været tænkt som forsøg på at forhale mag­tover­dragelse så længe som over­hovedet muligt. Bort­set fra at Jensen har mere fokus på den poli­tiske legit­imer­ing end på økono­mi i sig selv, for­mulerer han sig stort set ensly­dende med Viemose i citatet oven­for:

[D]et er også tydeligt i en dan­sk sam­men­hæng, at det er en rel­a­tivt lille, iden­ti­fi­cer­bar gruppe af primært mænd fra eliten – både den poli­tiske elite, embeds­standen, det mil­itære sys­tem, den pri­vate sek­tor og den akademiske elite – der har opret­tet, vedlige­holdt og søgt at sikre def­i­n­i­tion­sram­mens [ret­ten til at fortælle his­to­rien om Dan­mark som beskyt­tende mod­er­na­tion] integritet.

Hvor man skal placere den grøn­landske elite, som på en gang arbe­jd­ede med og mod den danske admin­is­tra­tion, fremgår intet­st­eds. Det samme gælder størsteparten af de øvrige stem­mer, som påberåber sig, at Dan­mark nu må erk­ende sin kolo­niale for­tid og tage skylden på sig. Igen og igen hør­er man, at danskerne tvang den danske kul­tur og det danske sprog ned over hov­ed­erne på grøn­læn­derne. Det er en sand­hed med stærke mod­i­fika­tion­er. Grøn­læn­derne ønskede selv at lære dan­sk, for dan­sk var vejen til viden og udsyn og ligeværd. Den grøn­landske elite var udmær­ket klar over, at det var for­bun­det med omkost­ninger at sende børn på skoleophold i Dan­mark, men det var en pris, man på børnenes veg­ne var parat til at betale, for­di den forekom lille i forhold til den gevinst, Grøn­land ville kunne vin­de ved at få en gen­er­a­tion af velud­dannede unge. Et ”eksper­i­ment” med at sende 22 børn til Dan­mark i 1951 gik helt galt og fort­jen­er en und­skyld­ning fra de involverede beslut­ningstagere. Heldigvis var der tale om en und­tagelse snarere end en regel, og selv om den udbredte prak­sis med at sende lidt større børn til Dan­mark på læn­gere­varende ophold forekom­mer barsk set fra nuti­dens syn­spunkt, er det et fak­tum, at vejen til hjemmestyre og selvstyre gik via udsyn og uddan­nelse. Grøn­læn­derne var langt fra umælende ofre for dan­sk kolonipoli­tik, men bakkede denne op, der hvor den var sam­men­faldende med deres egne mål. Fortællin­gen om den onde danske kolo­nial­isme kan således ende med at være lige så pater­nal­is­tisk som fortællin­gen om den gode danske kolo­nial­isme, for­di man i begge fuld­stændig fratager grøn­læn­derne evnen til at plan­lægge og tage beslut­ninger på egne veg­ne.

Som et eksem­pel på, hvor­dan de to tilsyneladende mod­satret­tede fortællinger i øvrigt udmær­ket kan forenes, kan anføres cand. psyk. Niels Peter Agger, der i en artikel under over­skriften ”Und­skyld Grøn­land” skriv­er:

Dan­mark bør påtage sig sin kolo­niale skyld (…) Vi bør sige und­skyld til det grøn­landske folk for de over­greb, vi har påført dem og bede om til­givelse. Kun sådan skaber vi et kon­struk­tivt samar­be­jde, som forhåbentligt kan med­virke til, at Grøn­land fasthold­er sin his­toriske tilknyt­ning til Dan­mark. Vi er mange, der elsker øen og dens befolkn­ing, og vi ønsker ikke at se Grøn­land udvikle sig til en per­ifer stat i USA eller til et kine­sisk ressourceud­byt­nings­land.

Dan­mark har alt­så gjort sig skyldig i kolo­nial­isme og impe­ri­al­isme, men ender alligev­el fuld­stændig som for 100 år siden hos Louis Bobé i en posi­tion som den kærligheds­fulde beskyt­ter af Grøn­land over for de slemme super­magter. Stadig under­forstået er således den præmis, at Dan­mark er den bed­ste og tryggeste havn for Grøn­land, og at Dan­mark bedst ved, hvad der er godt for Grøn­land.

Nye fortællinger

På sin vis er det jo dybt ned­slående, at 30 år med hjemmestyre ikke har for­mået at ændre afgørende på disse fortællinger. De mange økonomiske og sociale prob­le­mer, der præger nuti­dens Grøn­land, herun­der de stadig dybere skel mellem rig og fat­tig, byer og yderdis­trik­ter, har over­skygget de mange opnåede resul­tater og det fak­tum, at Grøn­land er et forholdsvis sta­bilt og trygt sam­fund. Kun få vil benægte, at rigs­fæl­lessk­a­bet med Dan­mark har en andel i de pos­i­tive resul­tater. Som Nau­ja Lyn­ge, stifter af Face­book-siden ”Rigs­fæl­lessk­a­bet til debat”, udtrykker det: ”Grøn­land er en selvstyrende nation, som på grund af Dan­mark kan sove trygt om nat­ten og sende vores børn i uddan­nelse”.

Alle synes at være enige om, at Grøn­land som nation og på indi­vid­niveau lid­er af min­dreværd og man­gel på stærke selv­billed­er. Min­dreværdet kom­mer af, at Grøn­land har stået under Dan­mark i en ulige magtre­la­tion og bestandig har måt­tet spe­jle sig i Dan­mark og danskere som et efter­stræ­belsesværdigt, men uop­nåeligt for­billede. Mange men­er, at udviklin­gen i Grøn­land kom til at gå alt for hur­tigt: Grøn­læn­derne blev revet ud af det gam­le, men uden at have ordentlige mulighed­er for at gøre sig gældende i det nye sam­fund, hvor danskerne stod parat til at tage de bed­ste pladser. I de senere år er der imi­dler­tid taget mange ini­tia­tiv­er for at opbygge nye stærke selv­billed­er. Man gør et stort num­mer ud af det, når unge grøn­landske mod­esk­abere og musikere lykkes med at slå igen­nem i udlan­det. Det samme gælder den spirende grøn­landske fil­min­dus­tri og de nye stem­mer i grøn­land­sk lit­ter­atur og billed­kun­st. Deru­dover har man arbe­jdet hårdt på at skabe et nyt og stærkt brand for Grøn­land i forhold til tur­isme, erhverv og invester­ing. Kon­ceptet ”Pio­neer­ing Nation” blev søsat i 2010-11 som en ny og selvsikker fortælling om et grøn­land­sk sam­fund, der er mul­ti­kul­turelt, åbent og dynamisk, hvor omstill­ingsparathed og due­lighed er en ressource snarere end en man­gel. Kam­pag­nen kørte mas­sivt på de grøn­landske medi­er og virkede på den måde også indadtil som en form for nations­bygn­ing og styrkelse af det nationale selv­billede.

Det var med denne nye grøn­landske ånd, at tanken om fuld­stændig selvstændighed fik vind i sej­lene i Grøn­land. Plud­selig var avis­er og blade fulde med his­to­ri­er og billed­er af grøn­landske poli­tikere side om side med ver­dens mest magt­fulde mænd og kvin­der. Det gav nation­alt selvværd. Folk blev gre­bet af den nye fortælling om grøn­læn­dernes vil­je og styrke, som det for en tid lykkedes Ale­qa Ham­mond, par­ti­et Siu­muts karis­ma­tiske led­er, at gøre til his­to­rien om sig selv. Med slo­ganet ”Selvstændighed — I min tid!” skabte hun mass­er af over­skrifter, ikke mindst i Dan­mark. Euforien holdt imi­dler­tid ikke, da det ikke læn­gere kunne lade sig gøre at sid­de de økonomiske rap­porter over­hørig, der i høj grad såede tvivl om Grøn­lands mulighed­er for en hur­tig og sam­tidig bæredygtig udnyt­telse af det ark­tiske momen­tum: den vældige inter­esse, som p.t er om Ark­tis, ikke mindst på grund af den glob­ale opvarmn­ing, som åbn­er nye sejl­ruter og erhvervs­mu­lighed­er. Ale­qa Ham­mond faldt i efteråret 2014 på en afs­løring af, at hun havde brugt af sam­fun­dets kasse til pri­vate for­mål, og en ny val­gkamp udfold­ede sig under en helt anden dag­sor­den end den foregående blot hal­van­det år tidligere. Selv om drøm­men om fuld­stændig selvstændighed holdes i live, er der ikke nogen, der netop nu har lyst til at gisne om hvornår. Mange synes også parate til at gen­forhan­dle ind­hold­et i ordet selvstændighed. Måske er det alligev­el ikke ens­be­ty­dende med fuld­stændig løs­riv­else fra rigs­fæl­lessk­a­bet. Ram­merne for selvstyreaf­tal­en vil helt sikkert blive udfor­dret og afprøvet i de kom­mende år, lige­som ram­merne for Hjemmestyret blev det i sin tid.


Den aggres­sive markeds­føring af et Grøn­land på vej mod løs­riv­else har dog på ingen måde været uden resul­tat. Først og fremmest er der i Dan­mark kom­met et helt nyt fokus på Grøn­land – og helt nye vin­kler på debat­ten. Dette har ikke mindst gjort sig gældende i de danske mediers dækn­ing af det netop afholdte grøn­landske valg. Dels er dette valg blevet ofret langt mere opmærk­somhed, end det nogensinde tidligere har været til­fældet. Dels har man omsider ind­set vær­di­en af at lade grøn­læn­derne tale for sig selv. Et væld af grøn­læn­dere har plud­selig slået deres navne fast i den danske offent­lighed, både som poli­tikere og kom­men­ta­tor­er. Selv det grøn­landske sprog vis­es respekt, og jour­nal­is­terne har fået lært at sige både Naalakker­su­isut (den grøn­landske regering) og Inat­sis­ar­tut (det grøn­landske folket­ing).

Borte er her de gam­le fortællinger om grøn­læn­derne som pas­sive mod­tagere eller ofre for dan­sk fore­tag­somhed. Ikke mindst de unge grøn­læn­dere bræn­der igen­nem ved at fork­lare, at det for deres ved­k­om­mende er nød­vendigt at bryde med den arv fra koloni­ti­den, som i form af min­dreværd er givet videre gen­nem gen­er­a­tioner. De benægter ikke, at der tale om noget, som har fyldt meget for de tidligere gen­er­a­tioner. De nægter blot at blive ved med at føre det videre. Der har i den forbindelse været stor diskus­sion i Grøn­land om den for­son­ingskom­mis­sion, som ned­sattes i lan­det efter val­get i 2013. Nogle har frygtet, at der var tale om en tilbageven­den til offer­rollen, mens andre har set en mulighed for at bruge kom­mis­sio­nen netop til at komme ud af offer­rollen. Fra mange sider lyder nu kravet om en under­søgelse af grøn­læn­dernes egen betyd­ning og aktive delt­agelse i den his­toriske pro­ces. Tiden er inde til en nyskrivn­ing af den grøn­landske his­to­rie, men denne gang med udgangspunkt i grøn­landske kilder og synsvin­kler. Rent fak­tisk synes det netop at være et sådant kri­tisk gen­syn med his­to­rien, der lægges op til i det kom­mis­so­ri­um, hvorun­der for­son­ingskom­mis­sio­nen arbe­jder. Om kom­mis­sio­nen fort­sæt­ter sit arbe­jde uæn­dret efter val­get, er der end­nu ingen, der ved. Men selve diskus­sio­nen om for­son­ing har været inter­es­sant, for­di den både har været med til at tydelig­gøre ind­hold­et i de gam­le fortællinger og til at for­mulere grund­laget for en ny fortælling baseret på han­dling og medans­var.

Væsentligt i denne forbindelse er også styrkelsen af det nor­dat­lantiske samar­be­jde. Det gælder naturligvis først og fremmest Færøerne og Grøn­land, men også Island og Norge mark­er­er sig som stærke part­nere, lige­som man inden for det nor­dat­lantiske samar­be­jde ønsker at udbygge rela­tion­erne til Skot­land, Shet­land, Orkney og Cana­da. Således dannes der nye møn­stre i de poli­tiske og økonomiske geografi­er. Ikke mindst for Dan­mark er det en udfor­dring at finde sine fød­der i forhold til Grøn­land under disse nye kon­stel­la­tion­er, hvor den gam­le magt­bal­ance er under pres. Dæknin­gen af val­gkam­p­en er et eksem­pel på denne pro­ces. Et tilsvarende eksem­pel er den nye retorik, som hold­er sit ind­tog i min­is­terielle taler og rap­porter, hvor Dan­mark, Grøn­land og Færøerne nu side­s­tilles som lige parter, tre ”rigs­dele” i et rigs­fæl­lesskab. På mange niveauer arbe­jdes der således i disse år på at skabe nye ram­mer for samar­be­jde og kom­mu­nika­tion, som kan bane vejen for en virke­lig­gørelse af selvstyrelovens ord om ligeværdighed og part­ner­skab i Rigs­fæl­lessk­a­bet. Ingen kan være i tvivl om, at dette er nød­vendigt, hvis Rigs­fæl­lessk­a­bet skal have en fremtid.

Kirsten Thist­ed er lek­tor i Minoritetsstudi­er ved Køben­havns Uni­ver­sitet

Scroll til toppen