Danmark og Ønskeøen

Fridtjof Nansen, 1888. Fra Nasjonalbiblioteket i Oslo.
Fridtjof Nansen, 1888. Fra Nasjon­al­bib­lioteket i Oslo.

Dele af debatten om Grønland i den danske offentlighed trækker på et billedsprog, der er beslægtet med gamle forestillinger om grønlændernes manglende kulturelle kompetence. I denne koloniale optik var grønlænderne castet i rollen som Peter Pan-børn, der aldrig kunne blive voksne. Nu lader det til, at børnene på ønskeøen er blevet vrangvillige teenagere, som de danske forældre må beskytte mod de lurende farer ved øget autonomi.

FOKUS: FORSONING MED DEN DANSKE KOLONIHISTORIE? - Dan­mark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Dan­mark har park­eret koloni­ti­den i his­to­riebøgerne, er den i Grøn­land og på de Amerikanske Jom­fruøer stadig alt for lev­ende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at for­sone sig med for­tiden for at skabe sin egen fremtid. Dan­marks koloni­his­to­rie er ikke død.


Over de sen­este år har en omfat­tende debat om Grøn­land og rigs­fæl­lessk­a­bet udspillet sig i den danske offent­lighed. Kli­maforan­dringer og sti­gende råstof­pris­er har set ud til at skabe nye mulighed­er og vilkår for grøn­læn­derne. Udviklin­gen aktu­alis­er­er spørgsmål om det poli­tiske råderum i den selvstyreaf­tale, der trådte i kraft i 2009. Selvstyreaf­tal­en står ganske vist ved magt, men diskus­sion­erne om de poten­tielt vidtrækkende ændringer i Grøn­land berør­er en række arbejdsmarkeds‑, udlændinge- og sikker­hed­spoli­tiske områder, hvor rolle­fordelin­gen og beslut­ningskom­pe­ten­cen blandt rigs­fællerne ikke er særlig klar. Eksem­pelvis er det for­mentlig nød­vendigt at ændre den danske udlændin­gelov, hvis grøn­læn­derne skal have mulighed for at udst­ede særlige opholds- og arbe­jd­stil­ladelser i forbindelse med de poten­tielle storskalapro­jek­ter. Et andet eksem­pel er, at poli­tikere og andre har frem­ført, at Dan­marks sikker­hed­spoli­tiske inter­ess­er kan blive truet, hvis Grøn­land etablerer en udvin­d­ing af strate­gisk vigtige stof­fer som uran og sjældne jor­darter.

Indtil for nyligt virkede det sandsyn­ligt, at forhold­et mellem Grøn­land og Dan­mark var på vej mod en ny og skel­sæt­tende fase. Indtægter fra blandt andet minein­dus­trien så ud til poten­tielt at kunne frigøre Grøn­land fra det økonomiske afhængigheds­forhold, lan­det står i. Mulighe­den sat­te rela­tio­nen mellem (den tidligere kolonimagt) Dan­mark og (den tidligere koloni) Grøn­land til debat i begge lande. Forestill­in­gen om et råstofeven­tyr som økonomisk, poli­tisk og kul­turel katalysator for en selvstændighed­spro­ces er dog blevet stærkt nuanceret om ikke punk­teret. Dels har rap­porten ”Til gavn for Grøn­land” sat et stort spørgsmål­stegn ved det økonomiske poten­tiale i forbindelse med råsto­fud­vin­din­gen, dels har den fak­tiske udvikling end­nu ikke ind­fri­et for­vent­ningerne. Eksem­pelvis er sel­sk­a­bet Lon­don Min­ing, der stod bag det mest aktuelle storskalapro­jekt – anlæggelsen af en jern­mine ved Isua i Godthåb­s­fjor­den – tilsyneladende kol­lapset. Diskus­sion om selvstændighed ved det valg, der netop er afholdt i Grøn­land, var også afløst af mere klas­siske temaer som økonomisk poli­tik og fiskeri­ets vilkår. Desu­den har der i den sen­este tid været flere bemærkelsesværdi­ge mark­eringer af opbakn­ing til rigs­fæl­lessk­a­bet.

Peter Pan-børn

Den skotske his­torik­er Christo­pher Fyfe skrev i 1992 om, hvor­dan racisme var dybt indle­jret i koloni­ti­dens Afri­ka. Hvad enten man tillagde afrikan­ernes tilbageståen­hed racekarak­ter­is­ti­ka eller kul­turelle forhold, var realiteten, at de blev opfat­tet som barn­lige. Som Fyfe udtryk­te det, var afrikan­erne, i den hvide optik, Peter Pan-børn, som aldrig bliv­er vok­sne: en barn­er­ace. Billedet af kolonis­erede ikke-vestlige folk som børn var i det hele taget fremtræ­dende under den kolo­niale epoke. Den samme sprog­lige prak­sis var langt­fra ukendt i danske sam­men­hænge. For nyligt har his­torik­eren Karen Vall­går­da i sin ph.d.-afhandling påpeget, hvor­dan danske mis­sionær­er i Indi­en ofte beskrev inderne som en slags vok­sen-børn. Billedet af kolonis­erede ikke-vestlige men­nesker som børn inde­holdt bekvemt nok en kom­ple­men­tær rolle som ans­varlig forælder, der var reserveret til den vestlige kolonisator.

I forhold til Grøn­land var den kolo­niale peri­ode præget af et tilsvarende billed­sprog. Beskriv­elserne (skrevet af han­dels­folk, admin­is­tra­tor­er og mis­sionær­er) vari­erede naturligvis stærkt og var til tider præget af beun­dring og bege­jstring over grøn­læn­dernes evne til at over­leve i de barske omgivelser. Alligev­el var det et gen­nemgående træk, at grøn­læn­derne i udviklingsmæs­sig for­stand blev set som tilbagestående i forhold til den vestlige kul­tur, som Dan­mark repræsen­terede. Billedet af de kolonis­erede grøn­læn­derne som stemn­ings­børn uden ratio­nalitet var fremtræ­dende. De var i øje­b­liks-stemningers vold og han­dlede uden omtanke for min­dre gun­stige tider. I 1898 giv­er Carl Ryberg, som på dette tid­spunkt var kon­torchef for den Kon­gelige Grøn­landske Han­del, en karak­ter­is­tik af grøn­læn­derne: ”De er af et barn­ligt gemyt og lad­er sig let lede, særlig når de mærk­er, at ved­k­om­mende europæer har inter­esse for dem og deres forhold”.

Opfat­telsen af den grøn­landske kul­tur (til tider race) som barn­lig og umod­en havde konkrete poli­tiske imp­lika­tion­er. Bedøm­melsen af grøn­læn­dernes kul­turelle kom­pe­tencer var nem­lig med til at udstikke bestemte poli­tisk han­dlerum.

Historiske grønlandsbilleder

Forskere har gen­nem en årrække påpeget, at danske frem­still­inger af grøn­læn­dere i medi­er, film og lit­ter­atur har været præget af to beslægt­ede stereo­typer. På den ene side er grøn­læn­derne blevet portræt­teret som ædle men prim­i­tive natur­men­nesker. På den anden side er de blevet skil­dret som tabere i en kom­pliceret mod­erne ver­den. I begge roller er grøn­læn­derne fanget i deres kul­tur. Danske og grøn­landske forestill­inger om kul­tur og iden­titet er cen­trale, for­di de er med til at sætte ram­merne om det poli­tiske han­dlerum. Hvis grøn­lands­billed­erne er præget af kajak­fangst og hun­deslæder, er det vanske­ligt at forestille sig et indus­tri­alis­eret Grøn­land.

De mod­erne stereo­typer synes at være beslægtet med en opfat­telse af grøn­land­sk kul­tur, der voksede frem under koloni­ti­den. På en række afgørende områder blev den kolo­niale admin­is­tra­tionsstrate­gi efter­hån­den baseret på en dyrkelse af sæl­fangerkul­turen. Fangerne lev­erede nem­lig det, kolo­ni­ad­min­is­tra­tio­nen var inter­esseret i: spæk og skind. De dygtig­ste fan­gere opnåede forskel­lige insti­tu­tionelt under­byggede fordele, og admin­is­tra­tionsstrate­gien kom til at under­støtte et kul­turide­al, hvor grøn­læn­dere helst skulle opføre sig som et ædelt natur­folk og leve i samk­lang med de barske omgivelser. Kon­sekvenserne af dyrkelsen af den oprindelige kul­tur var blandt andet, at udviklin­gen til tider gik lang­som­mere, end den grøn­landske elite ønskede. De mødte eksem­pelvis bar­ri­er­er for, hvor langt de kunne nå i uddan­nelsessys­temet. Den kolo­niale admin­is­tra­tionsstrate­gi var alt­så præget af bestræ­belsen på at finde en bal­ance mellem udvikling og kul­tur­fasthold­else.

De his­toriske kilder, eksem­pelvis fra første halvdel af 1900-tal­let, vis­er, at den grøn­landske elite, de uddannede og poli­tisk aktive grøn­læn­dere, ønskede en mod­erniser­ing af forhold­ene i Grøn­land. Til eksem­pel efter­spurgte de grøn­landske land­sråd­spoli­tikere ind­førelsen af en stan­dard­is­eret straf­felov. Danske admin­is­tra­tor­er mod­sat­te sig dog denne udvikling, selvom der ved flere lej­lighed­er forelå lovud­kast, som land­srå­dene havde god­k­endt. Argu­mentet imod en mod­erniser­ing af straf­feom­rådet hvilede på en antagelse om, at grøn­læn­derne ikke var tilstrække­ligt udviklede i kul­turel for­stand. Argu­mentet for at afvise den udvikling, de ledende grøn­læn­dere efter­spurgte, var, at de ikke var klar – eller for nu at blive i metaforen: Grøn­læn­derne var ikke vok­sne nok til at håndtere et mod­erne straffesys­tem.

Grøn­lands kolonista­tus blev drøftet i køl­van­det på Anden Ver­den­skrig, hvor den generelle ten­dens var afkolonis­er­ing. Den grøn­landske elite stillede krav om velfærd­sud­vikling og ligestill­ing med danskere, og Grøn­lands kolonista­tus blev offi­cielt ophævet i 1953. 1950’erne og 60’erne blev, i stærk kon­trast til den foregående peri­ode, præget af en poli­tik, der sigt­ede på at mod­ernisere Grøn­land hur­tigt. Over­gan­gen fra et sam­fund præget af en kul­turbe­varelses-strate­gi til et sam­fund præget af mod­erniser­ing­siv­er var brat, og mange grøn­læn­dere oplevede et iden­titet­stab under det plud­selige skift. Sam­tidigt voksede grøn­landske poli­tik­eres kri­tik af den begrænsede ind­fly­delse, de havde, og rela­tio­nen til Dan­mark blev i sti­gende grad prob­lema­tis­eret. En del af de poli­tiske og iden­titetsmæs­sige strømninger, der ledte op mod hjemmestyrets ind­førsel i 1979 sam­lede sig under en dyrkelse af inu­itkul­turen.

I 1970’ernes ide­ol­o­giske kli­ma iden­ti­fi­cerede mange i vesten sig med oprindelige folk, herun­der inu­it. Grøn­læn­dere, og mere generelt Inu­it, blev nu igen castet i rollen som ædle, men prim­i­tive men­nesker i et tæt og har­monisk forhold til naturen. Dermed repræsen­terede deres kul­tur­form et kri­tisk mod­stykke til det, man opfat­tede som et fremmedgjort indus­trisam­fund. Udtrykket eski­mo-ekso­tisme er blevet anvendt til at beskrive denne fremhersk­ende repræsen­ta­tion af Inuit/grønlændere.

Grøn­land­sk kul­tur er lige­som al anden kul­tur dynamisk og tæt knyt­tet til de poli­tiske, økonomiske og sociale kon­tek­ster, den optræder i. Billed­er og selv­billed­er af kul­tur­er skaber, som modvil­lighe­den mod at mod­ernisere forhold­ene i Grøn­land vis­er, bestemte han­dlerum og mulighed­er. At vælge at opfat­te sig selv eller andre som natur­men­nesker, der kun vanske­ligt kan nav­igere i en kom­pliceret mod­erne ver­den, har vidt­gående kon­sekvenser. Der­for er det vigtigt at forholde sig kri­tisk til de eksis­terende kul­tur­billed­er. Sen­est har der været tegn på, at de stereo­type frem­still­inger er under opbrud. Som lit­ter­at og minoritets­forsker Kirsten Thist­ed har påpeget, er der dukket nye billed­er af grøn­landske iden­titeter op i danske medi­er. Dele af den grøn­landske ung­dom lad­er til mere bev­idst at arbe­jde på at nuancere grøn­lands­billed­erne. Thist­ed fremhæver blandt andet, at Julie Berthelsens grøn­landske kor – der vandt konkur­ren­cen i fjern­syn­spro­gram­met ALL­Stars 2010 – fun­gerede som et indspark i den ved­varende forhan­dling af mod­erne grøn­land­sk iden­titet.  Det danske pub­likum blev med Thist­eds ord ”diskret opfor­dret til at lægge de roman­tis­erede forestill­inger om Grøn­land bag sig”.

Dysfunktionelle teenagere

Imi­dler­tid lad­er det til, at de kul­turelle forestill­inger er ret sejlivede. Det er eksem­pelvis inter­es­sant at iagt­tage grøn­lands­de­bat­ten i lyset af tidligere tiders grøn­lands­billed­er. Der har været ytringer med tydelige koblinger til for­tidens billed­sprog fremme i debat­ten. Chef for Forsvarsakademiet, kon­tread­mi­ral Nils Wang, udtalte i et inter­view, Week­en­davisen (2−11 2012), om den man­gel­fulde dia­log mellem Dan­mark og Grøn­land, at kom­mu­nika­tio­nen var som i ”et dys­funk­tionelt foræl­dre-forhold til en ustyrlig teenag­er”. Kris­t­ian Thule­sen Dahl, for­mand for Dan­sk Folkepar­ti, har (muligvis inspir­eret af Nils Wang) også benyt­tet sig af barn-teenag­er-metaforen, eksem­pelvis i et inter­view (Poli­tiken 21–1 2013): ”Fra dan­sk side har man behan­dlet Grøn­land som en teenag­er”. Her bliv­er det inter­es­sant, for­di koblin­gen mellem de sprog­lige billed­er og det poli­tiske igen træder tydeligt frem. Thule­sen Dahl fores­log lige­som andre oppo­si­tion­sparti­er nem­lig, at Dan­mark bland­er sig ved at sætte den grøn­landske storskalalov i bero, mens der etableres et part­ner­skab omkring udnyt­telse af de grøn­landske natur­rig­domme. Det, som træder frem her og adskil­lige andre sted­er i den danske debat, er den under­liggende præmis: at grøn­læn­derne ikke har kom­pe­tencerne til at håndtere den kom­plekse sit­u­a­tion, de står i. Vi danskere må som ans­varlige foræl­dre til de autonomisø­gende teenagere hjælpe dem, før de roder sig ud i noget uover­skueligt.

Afs­lørin­gen af For­mand for Nalakker­su­isut (den grøn­landske regering) Ale­qa Ham­monds økonomiske ure­gelmæs­sighed­er har allersen­est ført til udskriv­elsen af det netop afholdte valg (28. novem­ber 2014). Udviklin­gen kaldte igen de kul­tur­prægede fork­lar­ingsmod­eller frem i medierne, hvor udtryk som banan­stat og klansam­fund flo­r­erede. Imi­dler­tid er der grund til at hæfte sig ved de kon­tante folke­lige pro­test­er, der rejste sig mod mis­bruget af de offentlige midler. Hvis Ham­mond havde forestil­let sig at ride stor­men af, blev hun over­ras­ket af den klare reak­tion. Det er pos­i­tivt for den poli­tiske kul­tur i Grøn­land, at tol­er­an­cen over for magt­mis­brug lad­er til at være afta­gende. Ligeledes har der været en ten­dens til, at især yngre grøn­læn­dere er kom­met til orde i de danske medi­er. Blandt andet optrådte den nylig debuterede for­fat­ter Nivi­aq Kor­neliussen, Ivalu Sten­der fra ngo’en Aqa­go og den poli­tisk aktive musik­er Miki Jensen i de danske mediers dækn­ing af val­get. Nau­ja Lyn­ge, for­mand for forenin­gen Rigs­fæl­lessk­a­bet, var ligeledes aktiv forskel­lige sted­er i de danske medi­er. En tydelig ten­dens blandt disse ytringer var en træthed over det, Nivi­aq Kor­neliussen har kaldt den kolo­niale selvmedli­den­hed blandt den ældre grøn­landske gen­er­a­tion, og en trang til at lægge for­tiden bag sig og indse forde­lene ved rigs­fæl­lessk­a­bet. Resul­tatet af det grøn­landske valg vis­er dog, at de parti­er, der ori­en­ter­er sig mod det tra­di­tionelle Grøn­land, stadig har et godt tag i en stor del af befolknin­gen

Det bliv­er langt fra uprob­lema­tisk for Grøn­land at håndtere de kom­mende udfor­dringer. Det er nem­lig kom­pliceret at sikre, at det grøn­landske sam­fund får udbytte af en eventuel udvikling sam­tidig med, at miljø og kul­turel iden­titet skånes. Det er ligeledes en stor opgave for et lille sam­fund med en end­nu min­dre elite at forhin­dre, at fordelin­gen af sam­funds­goder påvirkes af bek­endt­sk­aber eller fam­i­lieforhold. Den tydelige forargelse over Ham­monds mis­brug af væl­gernes tillid indik­er­er imi­dler­tid en udbredt vil­je til at gøre op med magt­mis­brug og kon­flik­t­sky­hed.

Det er en nød­vendig præmis for samar­be­jde, at Dan­mark respek­ter­er grøn­læn­derne som ligeværdi­ge part­nere. Tidligere for­mand for Naalakker­su­isut Kupik Kleist påpegede i et inter­view i Week­en­davisen (18−1 2013), at danske investeringer på almin­delige kom­mer­cielle vilkår er mere end velkomne i Grøn­land, men han opfor­drede til, at eventuelle inve­stor­er aflæg­ger sig den ind­groede her­re­men­tal­itet. I den canadiske avis the Globe and Mail (26−8 2011) har Kleist påpeget det paradok­sale i, at alt­ing plud­seligt bliv­er farligt og helt uhåndter­bart, når det kom­mer i hæn­derne på oprindelige folk. Hvis vi skal udnytte for­tidens billed­sprog, der spøger i debat­ten, kan vi måske tage udgangspunkt i, at det dys­funk­tionelle i et foræl­dre-teenag­er-forhold ofte opstår, for­di foræl­drene end­nu ikke har lært at respek­tere teenagerens døm­mekraft og autono­mi. Således er det – som det med en mod­sat vin­kling blev påpeget om rigs­fæl­lessk­a­bet i Berlingske (24−2 2013) – værd at huske, at ”respekt med fordel kan være gen­sidig”. I forhold til at udvikle en gen­sidig respekt er det umådeligt pos­i­tivt, at grøn­læn­dere i højere grad end tidligere kom­mer til orde i danske medi­er – måske har beskærin­gen af råstof­drømmene åbnet en mulighed for at udvikle et mere respek­t­fuldt forhold.


Søren Rud er adjunkt ved Saxo-Insti­tut­tet på Køben­havns Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen