Danmark og Ønskeøen
Dele af debatten om Grønland i den danske offentlighed trækker på et billedsprog, der er beslægtet med gamle forestillinger om grønlændernes manglende kulturelle kompetence. I denne koloniale optik var grønlænderne castet i rollen som Peter Pan-børn, der aldrig kunne blive voksne. Nu lader det til, at børnene på ønskeøen er blevet vrangvillige teenagere, som de danske forældre må beskytte mod de lurende farer ved øget autonomi.
FOKUS: FORSONING MED DEN DANSKE KOLONIHISTORIE? – Danmark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Danmark har parkeret kolonitiden i historiebøgerne, er den i Grønland og på de Amerikanske Jomfruøer stadig alt for levende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at forsone sig med fortiden for at skabe sin egen fremtid. Danmarks kolonihistorie er ikke død.
Over de seneste år har en omfattende debat om Grønland og rigsfællesskabet udspillet sig i den danske offentlighed. Klimaforandringer og stigende råstofpriser har set ud til at skabe nye muligheder og vilkår for grønlænderne. Udviklingen aktualiserer spørgsmål om det politiske råderum i den selvstyreaftale, der trådte i kraft i 2009. Selvstyreaftalen står ganske vist ved magt, men diskussionerne om de potentielt vidtrækkende ændringer i Grønland berører en række arbejdsmarkeds-, udlændinge- og sikkerhedspolitiske områder, hvor rollefordelingen og beslutningskompetencen blandt rigsfællerne ikke er særlig klar. Eksempelvis er det formentlig nødvendigt at ændre den danske udlændingelov, hvis grønlænderne skal have mulighed for at udstede særlige opholds- og arbejdstilladelser i forbindelse med de potentielle storskalaprojekter. Et andet eksempel er, at politikere og andre har fremført, at Danmarks sikkerhedspolitiske interesser kan blive truet, hvis Grønland etablerer en udvinding af strategisk vigtige stoffer som uran og sjældne jordarter.
Indtil for nyligt virkede det sandsynligt, at forholdet mellem Grønland og Danmark var på vej mod en ny og skelsættende fase. Indtægter fra blandt andet mineindustrien så ud til potentielt at kunne frigøre Grønland fra det økonomiske afhængighedsforhold, landet står i. Muligheden satte relationen mellem (den tidligere kolonimagt) Danmark og (den tidligere koloni) Grønland til debat i begge lande. Forestillingen om et råstofeventyr som økonomisk, politisk og kulturel katalysator for en selvstændighedsproces er dog blevet stærkt nuanceret om ikke punkteret. Dels har rapporten ”Til gavn for Grønland” sat et stort spørgsmålstegn ved det økonomiske potentiale i forbindelse med råstofudvindingen, dels har den faktiske udvikling endnu ikke indfriet forventningerne. Eksempelvis er selskabet London Mining, der stod bag det mest aktuelle storskalaprojekt – anlæggelsen af en jernmine ved Isua i Godthåbsfjorden – tilsyneladende kollapset. Diskussion om selvstændighed ved det valg, der netop er afholdt i Grønland, var også afløst af mere klassiske temaer som økonomisk politik og fiskeriets vilkår. Desuden har der i den seneste tid været flere bemærkelsesværdige markeringer af opbakning til rigsfællesskabet.
Peter Pan-børn
Den skotske historiker Christopher Fyfe skrev i 1992 om, hvordan racisme var dybt indlejret i kolonitidens Afrika. Hvad enten man tillagde afrikanernes tilbageståenhed racekarakteristika eller kulturelle forhold, var realiteten, at de blev opfattet som barnlige. Som Fyfe udtrykte det, var afrikanerne, i den hvide optik, Peter Pan-børn, som aldrig bliver voksne: en barnerace. Billedet af koloniserede ikke-vestlige folk som børn var i det hele taget fremtrædende under den koloniale epoke. Den samme sproglige praksis var langtfra ukendt i danske sammenhænge. For nyligt har historikeren Karen Vallgårda i sin ph.d.-afhandling påpeget, hvordan danske missionærer i Indien ofte beskrev inderne som en slags voksen-børn. Billedet af koloniserede ikke-vestlige mennesker som børn indeholdt bekvemt nok en komplementær rolle som ansvarlig forælder, der var reserveret til den vestlige kolonisator.
I forhold til Grønland var den koloniale periode præget af et tilsvarende billedsprog. Beskrivelserne (skrevet af handelsfolk, administratorer og missionærer) varierede naturligvis stærkt og var til tider præget af beundring og begejstring over grønlændernes evne til at overleve i de barske omgivelser. Alligevel var det et gennemgående træk, at grønlænderne i udviklingsmæssig forstand blev set som tilbagestående i forhold til den vestlige kultur, som Danmark repræsenterede. Billedet af de koloniserede grønlænderne som stemningsbørn uden rationalitet var fremtrædende. De var i øjebliks-stemningers vold og handlede uden omtanke for mindre gunstige tider. I 1898 giver Carl Ryberg, som på dette tidspunkt var kontorchef for den Kongelige Grønlandske Handel, en karakteristik af grønlænderne: ”De er af et barnligt gemyt og lader sig let lede, særlig når de mærker, at vedkommende europæer har interesse for dem og deres forhold”.
Opfattelsen af den grønlandske kultur (til tider race) som barnlig og umoden havde konkrete politiske implikationer. Bedømmelsen af grønlændernes kulturelle kompetencer var nemlig med til at udstikke bestemte politisk handlerum.
Historiske grønlandsbilleder
Forskere har gennem en årrække påpeget, at danske fremstillinger af grønlændere i medier, film og litteratur har været præget af to beslægtede stereotyper. På den ene side er grønlænderne blevet portrætteret som ædle men primitive naturmennesker. På den anden side er de blevet skildret som tabere i en kompliceret moderne verden. I begge roller er grønlænderne fanget i deres kultur. Danske og grønlandske forestillinger om kultur og identitet er centrale, fordi de er med til at sætte rammerne om det politiske handlerum. Hvis grønlandsbillederne er præget af kajakfangst og hundeslæder, er det vanskeligt at forestille sig et industrialiseret Grønland.
De moderne stereotyper synes at være beslægtet med en opfattelse af grønlandsk kultur, der voksede frem under kolonitiden. På en række afgørende områder blev den koloniale administrationsstrategi efterhånden baseret på en dyrkelse af sælfangerkulturen. Fangerne leverede nemlig det, koloniadministrationen var interesseret i: spæk og skind. De dygtigste fangere opnåede forskellige institutionelt underbyggede fordele, og administrationsstrategien kom til at understøtte et kulturideal, hvor grønlændere helst skulle opføre sig som et ædelt naturfolk og leve i samklang med de barske omgivelser. Konsekvenserne af dyrkelsen af den oprindelige kultur var blandt andet, at udviklingen til tider gik langsommere, end den grønlandske elite ønskede. De mødte eksempelvis barrierer for, hvor langt de kunne nå i uddannelsessystemet. Den koloniale administrationsstrategi var altså præget af bestræbelsen på at finde en balance mellem udvikling og kulturfastholdelse.
De historiske kilder, eksempelvis fra første halvdel af 1900-tallet, viser, at den grønlandske elite, de uddannede og politisk aktive grønlændere, ønskede en modernisering af forholdene i Grønland. Til eksempel efterspurgte de grønlandske landsrådspolitikere indførelsen af en standardiseret straffelov. Danske administratorer modsatte sig dog denne udvikling, selvom der ved flere lejligheder forelå lovudkast, som landsrådene havde godkendt. Argumentet imod en modernisering af straffeområdet hvilede på en antagelse om, at grønlænderne ikke var tilstrækkeligt udviklede i kulturel forstand. Argumentet for at afvise den udvikling, de ledende grønlændere efterspurgte, var, at de ikke var klar – eller for nu at blive i metaforen: Grønlænderne var ikke voksne nok til at håndtere et moderne straffesystem.
Grønlands kolonistatus blev drøftet i kølvandet på Anden Verdenskrig, hvor den generelle tendens var afkolonisering. Den grønlandske elite stillede krav om velfærdsudvikling og ligestilling med danskere, og Grønlands kolonistatus blev officielt ophævet i 1953. 1950’erne og 60’erne blev, i stærk kontrast til den foregående periode, præget af en politik, der sigtede på at modernisere Grønland hurtigt. Overgangen fra et samfund præget af en kulturbevarelses-strategi til et samfund præget af moderniseringsiver var brat, og mange grønlændere oplevede et identitetstab under det pludselige skift. Samtidigt voksede grønlandske politikeres kritik af den begrænsede indflydelse, de havde, og relationen til Danmark blev i stigende grad problematiseret. En del af de politiske og identitetsmæssige strømninger, der ledte op mod hjemmestyrets indførsel i 1979 samlede sig under en dyrkelse af inuitkulturen.
I 1970’ernes ideologiske klima identificerede mange i vesten sig med oprindelige folk, herunder inuit. Grønlændere, og mere generelt Inuit, blev nu igen castet i rollen som ædle, men primitive mennesker i et tæt og harmonisk forhold til naturen. Dermed repræsenterede deres kulturform et kritisk modstykke til det, man opfattede som et fremmedgjort industrisamfund. Udtrykket eskimo-eksotisme er blevet anvendt til at beskrive denne fremherskende repræsentation af Inuit/grønlændere.
Grønlandsk kultur er ligesom al anden kultur dynamisk og tæt knyttet til de politiske, økonomiske og sociale kontekster, den optræder i. Billeder og selvbilleder af kulturer skaber, som modvilligheden mod at modernisere forholdene i Grønland viser, bestemte handlerum og muligheder. At vælge at opfatte sig selv eller andre som naturmennesker, der kun vanskeligt kan navigere i en kompliceret moderne verden, har vidtgående konsekvenser. Derfor er det vigtigt at forholde sig kritisk til de eksisterende kulturbilleder. Senest har der været tegn på, at de stereotype fremstillinger er under opbrud. Som litterat og minoritetsforsker Kirsten Thisted har påpeget, er der dukket nye billeder af grønlandske identiteter op i danske medier. Dele af den grønlandske ungdom lader til mere bevidst at arbejde på at nuancere grønlandsbillederne. Thisted fremhæver blandt andet, at Julie Berthelsens grønlandske kor – der vandt konkurrencen i fjernsynsprogrammet ALLStars 2010 – fungerede som et indspark i den vedvarende forhandling af moderne grønlandsk identitet. Det danske publikum blev med Thisteds ord ”diskret opfordret til at lægge de romantiserede forestillinger om Grønland bag sig”.
Dysfunktionelle teenagere
Imidlertid lader det til, at de kulturelle forestillinger er ret sejlivede. Det er eksempelvis interessant at iagttage grønlandsdebatten i lyset af tidligere tiders grønlandsbilleder. Der har været ytringer med tydelige koblinger til fortidens billedsprog fremme i debatten. Chef for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang, udtalte i et interview, Weekendavisen (2-11 2012), om den mangelfulde dialog mellem Danmark og Grønland, at kommunikationen var som i ”et dysfunktionelt forældre-forhold til en ustyrlig teenager”. Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti, har (muligvis inspireret af Nils Wang) også benyttet sig af barn-teenager-metaforen, eksempelvis i et interview (Politiken 21-1 2013): ”Fra dansk side har man behandlet Grønland som en teenager”. Her bliver det interessant, fordi koblingen mellem de sproglige billeder og det politiske igen træder tydeligt frem. Thulesen Dahl foreslog ligesom andre oppositionspartier nemlig, at Danmark blander sig ved at sætte den grønlandske storskalalov i bero, mens der etableres et partnerskab omkring udnyttelse af de grønlandske naturrigdomme. Det, som træder frem her og adskillige andre steder i den danske debat, er den underliggende præmis: at grønlænderne ikke har kompetencerne til at håndtere den komplekse situation, de står i. Vi danskere må som ansvarlige forældre til de autonomisøgende teenagere hjælpe dem, før de roder sig ud i noget uoverskueligt.
Afsløringen af Formand for Nalakkersuisut (den grønlandske regering) Aleqa Hammonds økonomiske uregelmæssigheder har allersenest ført til udskrivelsen af det netop afholdte valg (28. november 2014). Udviklingen kaldte igen de kulturprægede forklaringsmodeller frem i medierne, hvor udtryk som bananstat og klansamfund florerede. Imidlertid er der grund til at hæfte sig ved de kontante folkelige protester, der rejste sig mod misbruget af de offentlige midler. Hvis Hammond havde forestillet sig at ride stormen af, blev hun overrasket af den klare reaktion. Det er positivt for den politiske kultur i Grønland, at tolerancen over for magtmisbrug lader til at være aftagende. Ligeledes har der været en tendens til, at især yngre grønlændere er kommet til orde i de danske medier. Blandt andet optrådte den nylig debuterede forfatter Niviaq Korneliussen, Ivalu Stender fra ngo’en Aqago og den politisk aktive musiker Miki Jensen i de danske mediers dækning af valget. Nauja Lynge, formand for foreningen Rigsfællesskabet, var ligeledes aktiv forskellige steder i de danske medier. En tydelig tendens blandt disse ytringer var en træthed over det, Niviaq Korneliussen har kaldt den koloniale selvmedlidenhed blandt den ældre grønlandske generation, og en trang til at lægge fortiden bag sig og indse fordelene ved rigsfællesskabet. Resultatet af det grønlandske valg viser dog, at de partier, der orienterer sig mod det traditionelle Grønland, stadig har et godt tag i en stor del af befolkningen
Det bliver langt fra uproblematisk for Grønland at håndtere de kommende udfordringer. Det er nemlig kompliceret at sikre, at det grønlandske samfund får udbytte af en eventuel udvikling samtidig med, at miljø og kulturel identitet skånes. Det er ligeledes en stor opgave for et lille samfund med en endnu mindre elite at forhindre, at fordelingen af samfundsgoder påvirkes af bekendtskaber eller familieforhold. Den tydelige forargelse over Hammonds misbrug af vælgernes tillid indikerer imidlertid en udbredt vilje til at gøre op med magtmisbrug og konfliktskyhed.
Det er en nødvendig præmis for samarbejde, at Danmark respekterer grønlænderne som ligeværdige partnere. Tidligere formand for Naalakkersuisut Kupik Kleist påpegede i et interview i Weekendavisen (18-1 2013), at danske investeringer på almindelige kommercielle vilkår er mere end velkomne i Grønland, men han opfordrede til, at eventuelle investorer aflægger sig den indgroede herrementalitet. I den canadiske avis the Globe and Mail (26-8 2011) har Kleist påpeget det paradoksale i, at alting pludseligt bliver farligt og helt uhåndterbart, når det kommer i hænderne på oprindelige folk. Hvis vi skal udnytte fortidens billedsprog, der spøger i debatten, kan vi måske tage udgangspunkt i, at det dysfunktionelle i et forældre-teenager-forhold ofte opstår, fordi forældrene endnu ikke har lært at respektere teenagerens dømmekraft og autonomi. Således er det – som det med en modsat vinkling blev påpeget om rigsfællesskabet i Berlingske (24-2 2013) – værd at huske, at ”respekt med fordel kan være gensidig”. I forhold til at udvikle en gensidig respekt er det umådeligt positivt, at grønlændere i højere grad end tidligere kommer til orde i danske medier – måske har beskæringen af råstofdrømmene åbnet en mulighed for at udvikle et mere respektfuldt forhold.
Søren Rud er adjunkt ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.