Grønland i tøbrud: Kolonien på vej mod selvstændighed

Fejring af Grønlands nationaldag

Grønland og Danmark har i årevis givet Rigsfællesskabet mening ved at fortælle forskellige historier om det. Men de globale magtforhold er i hastig forandring, og et Grønland på vej mod selvstændighed har ikke længere kun Danmark som ven. Historierne om Rigsfællesskabet er ved at blive skrevet om.

FOKUS: FORSONING MED DEN DANSKE KOLONIHISTORIE? Dan­mark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Dan­mark har park­eret koloni­ti­den i his­to­riebøgerne, er den i Grøn­land og på de Amerikanske Jom­fruøer stadig alt for lev­ende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at for­sone sig med for­tiden for at skabe sin egen fremtid. Dan­marks koloni­his­to­rie er ikke død.


Rigs­fæl­lessk­a­bet er et af den slags forhold, der behøver en god his­to­rie for at hænge sam­men. Danskernes his­to­rie om Grøn­land han­dler ofte om dan­sk omsorg for grøn­læn­derne, og om vores tålmodighed med dem, selv om de er utaknem­melige.

De grøn­landske his­to­ri­er om Rigs­fæl­lessk­a­bet lyder dog noget anderledes. På den ene side har Dan­mark og danskerne haft rollen som dem, der forhin­drede Grøn­land og grøn­læn­derne i at udfolde sig på deres egne betingelser. På den anden side har Dan­mark altid været ide­al­billedet på, hvor­dan et selvstændigt Grøn­land kunne se ud.

I de senere år har en række store, glob­ale begiven­hed­er imi­dler­tid gjort det sværere at komme med gode fort­sæt­telser på de his­to­ri­er, der skal holde Rigs­fæl­lessk­a­bet sam­men.

For det første har afkolonis­erin­gen siden anden ver­den­skrig gjort det min­dre legit­imt at lade øer med kul­turelt dis­tink­te befolkninger høre under andre stater. For det andet er Ark­tis blevet tilgæn­gelig for skib­strafik og råsto­fud­vin­d­ing, og for det tred­je er der sket en bety­delig forskyd­ning i glob­al økono­mi og magt fra vest til øst og nord til syd. De åbne spørgsmål er nu, hvor­dan fremti­dens his­to­ri­er om Rigs­fæl­lessk­a­bet skal fortælles, og hvem et Grøn­land med ambi­tion­er om selvstændighed skal samar­be­jde med på den inter­na­tionale scene.

Et lille kapitel i historiebogen

I dan­sk poli­tik og his­to­rieskrivn­ing er det almin­deligt at opfat­te Dan­mark som et unikt vel­lykket eksem­pel på en nation­al­stat: Stat, nation, sprog, kul­tur, reli­gion, admin­is­tra­tion, geografi osv. falder per­fekt sam­men i Dan­mark.

Vel er der små min­dretal på hver side af grænsen i Søn­der­jyl­land, men selv det har vi fun­det civilis­erede ord­ninger for. Værre har det været med den mus­limske ind­van­dring, som op gen­nem nullerne er blevet opfat­tet som et alvorligt prob­lem for den fast­tøm­rede danske homogen­itet.

His­to­rien om, hvem ”vi” er, lev­n­er ikke megen plads til et Grøn­land, der lig­ger langt væk og har et land­skab og kli­ma, der slet ikke pass­er til de billed­er, der blev malet af gul­dal­der­malerne eller i højskole­sang­bo­gen. Der­for glem­mer vi som regel Grøn­land (og Færøerne) eller skriv­er et lille kapi­tel om dem sidst i his­to­riebo­gen.

På Grøn­lands side har Rigs­fæl­lessk­a­bet også brug for en god his­to­rie for at give mening – og de grøn­landske his­to­ri­er pass­er ikke altid lige godt til de danske. Grøn­lands poli­tiske iden­titet er skabt med Dan­mark i en dobbel­trolle som både spe­jl- og mod­billede.

Ideelt set skulle Grøn­land være en homogen nation­al­stat, lige som vi opfat­ter Dan­mark, med ét folk, ét sprog, kon­trol over hele den kæm­pemæs­sige ø, osv. Den bed­ste his­to­rie, man kan fortælle om Rigs­fæl­lessk­a­bet med ide­alet om selvstændighed for øje, er, at Dan­mark via Rigs­fæl­lessk­a­bet hjælper Grøn­land på vej mod at blive klar til at stå på egne ben. Den his­to­rie er det dog ikke altid nemt for grøn­læn­derne at over­be­vise sig selv og hinan­den om.

Krav om selvstændighed

His­to­rien om Grøn­land som en suveræn nation­al­stat er ikke den eneste his­to­rie om forhold­et til Dan­mark – og den har ikke altid været den vigtig­ste. Det står særligt klart, hvis man ser på den rolle, som ‘ligeværdighed’ his­torisk har spillet som beskriv­else af virke­lighe­den og som krav til fremti­den.

Fra beg­y­n­delsen af den danske kolonis­er­ing var det klart, at danskerne på mange måder mente sig hævet over grøn­læn­derne. Som alle andre sted­er i ver­den for­vent­ede de nyankomne europæere at blive adly­dt, og særligt påtog man sig opgaven med at omvende de lokale hed­ninge.

Men fak­tisk var der indled­ningsvist en anerk­endelse af, at grøn­læn­derne på nogle fel­ter var over­leg­ne: Hvis den Kon­gelige Grøn­landske Han­del skulle kunne tjene penge, var man afhængig af, at grøn­læn­derne opretholdt den tra­di­tionelle lev­e­vis. Ellers var det ikke muligt at ‘høste lan­dets frugter’, særligt i form af land-  og hav­pat­tedyr på en bare tilnærmelsesvist rentabel måde. Grøn­læn­derne måtte der­for beskyttes mod skadelig ind­fly­delse.

Senere skift­ede den europæiske efter­spørgsel mod fisk, og så blev ‘grøn­læn­deren’ reduc­eret til ‘lær­ling’ i et pro­jekt, hvor europæeren per def­i­n­i­tion var ‘mester’. Den samme rolle­fordel­ing slog igen­nem på det religiøse, poli­tiske og økonomiske felt. Som andre sted­er i ver­den beg­y­n­dte de ind­fødte imi­dler­tid at kræve lighed, for­di ’lære­ti­den’ var udstået.

Men lighed har bety­det mange ting. I 1930’erne ønskede den senere folket­ings­mand Augo Lyn­ge “ud af grøn­læn­deren at gøre en god dan­sk borg­er”, hvilket i følge den fremtid­sro­man, han udgav i 1931, inde­bar at skifte det grøn­landske sprog ud med dan­sk. Pro­jek­tet lykkedes juridisk set, da Grøn­land med grundloven af 1953 gik fra at være en koloni til at være et dan­sk amt på lige fod med de ‘syd­danske’ amter.

Og så alligev­el: Dan­sk lov­givn­ing skulle admin­is­tra­tivt tilpass­es ‘de særlige grøn­landske betingelser’. I prak­sis skuffede ‘ligestill­in­gen’ – mest iøjne­faldende ved det såkaldte fødest­ed­skri­teri­um, hvorefter danskere fik mere i løn for at arbe­jde i Grøn­land end grøn­læn­dere. Resul­tatet blev en egentlig grøn­land­sk nation­al­isme – i sid­ste ende med krav om ligestill­ing som selvstændig nation­al­stat.

Nye internationale venner

Vore dages danske poli­tik­eres evin­delige for­mu­lar om et ‘Rigs­fæl­lesskab af ligeværdi­ge parter’ ved­bliv­er med at lyde ulden i grøn­landske ører. Nye gen­er­a­tioner af danske poli­tikere kan have de bed­ste inten­tion­er om at tale og opføre sig poli­tisk kor­rekt. Men det er stadig uklart, hvori ligeværdighe­den består, og hvor langt den rækker. Og i Grøn­land har man højt oppe på lystavlen en per­lerække af større og min­dre eksem­pler fra den nære og fjernere for­tid på, at det offi­cielle Dan­mark har sagt ét og gjort noget andet – og på, at ligeværdighed i en konkret sam­men­hæng har været noget, man skulle kæmpe sig til.

Det mest lysende eksem­pel er tvangs­for­fly­t­nin­gen af befolkn­ings­grup­pen inughuit, pop­ulært kaldet polar-eski­mo­er, som var i vejen for amerikan­ernes Thule Air Base, få måned­er før Grundloven i 1953 ville ind­føre de mest basale borg­er­ret­tighed­er i Grøn­land. Men nyere – min­dre alvorlige – episoder for­tolkes løbende ind i denne alter­na­tive his­to­rie.

Grøn­landske poli­tikere har efter indi­vidu­elt tem­pera­ment og løbende behov kun­net vek­sle mellem at trække på danske ressourcer og (til tider ret­mæs­sigt) skælde Dan­mark ud for på værste koloni­her­re­vis at overse eller direk­te under­trykke grøn­landske inter­ess­er. En virkn­ing har været, at den danske stat vit­terligt (i nogle spørgsmål) har strakt sig langt for at undgå et inter­na­tion­alt stem­pel som impe­ri­al­ist. Sam­tidig har pop­ulis­tisk grøn­land­sk nation­al­isme haft skif­tende vind i sej­lene.

Uanset virknin­gen i Dan­mark af de grøn­landske his­to­ri­er om under­trykkelse, er et væsentligt ele­ment i Grøn­lands poli­tiske iden­titet alt­så, at man er på vej mod selvstændighed. Denne pro­ces har flere par­al­lelle spor, som man kan slås poli­tisk om at pri­or­itere og få til at virke sam­men: Man arbe­jder mod stadig mere poli­tisk selvstyre og mod økonomisk uafhængighed.

Men også ‘social og kul­turel bæredygtighed’ bliv­er opstil­let som mål; man skal være selv­forsy­nende med men­neske­lige ressourcer, så man ikke er nødt til at importere arbe­jd­skraft, der med­virk­er til at forstyrre den kul­turelle homogen­itet. ‘Udvikling’ er nød­vendig for at bevare eller gen­sk­abe grøn­land­sk iden­titet, men hvis resul­tatet skal være ‘bæredygtigt’, skal udviklin­gen foregå i en kom­pleks bal­ance mellem umid­del­bart mod­stri­dende hen­syn.

Grøn­land kan ikke und­være Dan­mark, hvis den bal­ancerede udvikling skal lykkes, men ensidig afhængighed opfattes som en hin­dring. Et vigtigt ele­ment i afkolonis­er­ing­sprocessen er der­for – efter island­sk for­billede – at få ‘diver­si­fi­ceret’ afhængighe­den. Nok er man afhængig af omver­de­nen, men en selvstændig pri­or­i­ter­ing har siden Hjemmestyrets ind­førelse i 1979 været at få gjort ‘omver­de­nen’ større end Dan­mark.

Grøn­lands og grøn­læn­deres aktive delt­agelse i de oprindelige folks ver­dens­bevægelse har været ét udtryk for den bestræ­belse. Den offi­cielle delt­agelse i det nordiske samar­be­jde som selvstyre­om­råde et andet. Grøn­lands stadig mere selvstændi­ge rela­tion til EU siden udmeldelsen i 1985 et tred­je. Den langstrak­te kamp for at få en selvstændig sta­tus i forsvarsaf­tal­en med USA et fjerde.

De senere års forskyd­ninger i inter­na­tion­al poli­tik og økono­mi har sam­men med sce­nar­i­er for, hvor­dan kli­maforan­dringerne smelter polarisen, åbnet for nye rela­tion­er, hvor især Kina, men også Syd­ko­rea står linet op som nye part­nere i Grøn­lands udvikling fra dan­sk koloni til mod­erne, selvstændig nation­al­stat.

Ulrik Pram Gad er post.doc ved CAST (Cen­tre for Advanced Secu­ri­ty Stud­ies) ved Køben­havns Uni­ver­sitet og har tidligere arbe­jdet for det grøn­landske Hjemmestyre.
Artiklen er oprindelig bragt i Mag­a­sinet Europa.