Forsoningskommissionen og fortiden som koloni

Hans Egede

Helle Thorning-Schmidt afviste i august 2013 at deltage i Grønlands Forsoningskommission med ordene ”Vi har ikke behov for forsoning”. Kommissionen er blevet oprettet uden dansk bidrag, men med deltagelse af den grønlandske historiker Jens Heinrich. Han fortæller her om baggrunden for Kommissionen og de historiske mønstre, som den skal udlægge og gøre op med.


FOKUS: FORSONING MED DEN DANSKE KOLONIHISTORIE? Dan­mark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Dan­mark har park­eret koloni­ti­den i his­to­riebøgerne, er den i Grøn­land og på de Amerikanske Jom­fruøer stadig alt for lev­ende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at for­sone sig med for­tiden for at skabe sin egen fremtid. Dan­marks koloni­his­to­rie er ikke død.


”For at lægge afs­tand til kolonis­erin­gen af vort land er det nød­vendigt, at der find­er for­son­ing og til­givelser sted.” Således blev der argu­menteret i koali­tion­saf­tal­en mellem Siu­mut, Par­tii Inu­it og Atas­sut fra marts 2013, der dannede bag­grund for opret­telsen af Grøn­lands For­son­ingskom­mis­sion. For­son­ingskom­mi­sio­nen blev ned­sat i 2014 af Naalakker­su­isut (Grøn­lands Landsstyre). Kom­mis­sio­nen arbe­jder til udgan­gen af 2017 med mulighed for for­læn­gelse. Kom­mis­sio­nen, der består af fem medlem­mer, er med udgangspunkt i kom­mis­sori­et i gang med at udstikke ram­merne for det videre arbe­jde. Grøn­land er netop her i novem­ber 2014 gået til valg, men umid­del­bart virk­er det til, at kom­mis­sio­nen fort­sæt­ter.

Overord­net er kom­mis­sio­nens vidtløftige mål at skabe ram­merne for et bedre grøn­land­sk sam­fund med en lykke­ligere befolkn­ing. Et af de første skridt bliv­er at indlede en dia­log med den grøn­landske befolkn­ing om, hvilke emn­er der er rel­e­vante, og hvor­dan for­son­ing skal forstås. En af de vigtig­ste indle­dende opgaver for kom­mis­sio­nen er at nå så stor en del af befolknin­gen i Grøn­land og dernæst at få så mange som muligt i tale.

På forhånd har både de enkelte kom­mis­sion­s­medlem­mer og de poli­tiske parti­er for­muleret en række pro­jek­t­forslag. Kom­mis­sio­nen er uafhængig af par­tipoli­tiske hold­ninger, men led­sages af en føl­ge­gruppe med poli­tikere fra de grøn­landske parti­er, som ikke har noget man­dat i forhold til kom­mis­sio­nen. Dernæst skal kom­mis­sio­nen for­mulere og konkre­tis­ere de rel­e­vante emn­er. Emn­erne bliv­er sandsyn­ligvis af både his­torisk, antropol­o­gisk, pæd­a­gogisk og psykol­o­gisk karak­ter. I kom­mi­sio­nens arbe­jde vil de ikke kun blive behan­dlet som akademiske emn­er, men i lige så høj grad vil kom­mi­sio­nen forsøge at gøre dem så brede som muligt, så de kan inklud­ere alle i Grøn­land, der har et behov for for­son­ing. Kom­mis­sio­nen arbe­jder hen imod, at den grøn­landske befolkn­ing igen­nem forskel­lige plat­forme kan forholde sig til for­son­ingsaspek­tet, eksem­pelvis via fortællinger, kun­st eller teater.

Danisering og grønlandisering

Det er klart, at Grøn­land ikke er et tilbagestående og forsmået land, men en del af en glob­alis­eret ver­den. Dog må vi ikke glemme, at det står over­for en række økonomiske, sociale og kul­turelle udfor­dringer, der tyn­ger udviklingsmu­lighed­erne. Trods den sam­fundsmæs­sige demokra­tis­er­ing­spro­ces, hvor lokale NGO’er vokser sig stadig stærkere, og hvor flere og flere delt­ager i sam­funds­de­bat­ten gen­nem sociale medi­er og offentlige poli­tiske demon­stra­tioner, kæm­per lan­det stadig med et his­torisk prob­lem: man­glende borg­erind­dragelse og en stor umælende befolkn­ings­gruppe. Disse udfor­dringer er blandt andet, hvad kom­mis­sio­nen skal hjælpe til med at løse.

Grøn­land er i dag en selvstyrende del af rigs­fæl­lessk­a­bet, som også inklud­er­er Færøerne og Dan­mark. I 1953 ophørte Grøn­lands kolonista­tus, efter der fra grøn­land­sk side længe havde været et ønske om et mere mod­erne sam­fund med større mulighed­er for uddan­nelse og adgang til ledende still­inger. Grøn­lands mod­erniser­ing havde som slut­mål et sam­fund a la det danske, og den mere eller min­dre usagte mod­el for udviklin­gen af det grøn­landske sam­fund var det danske. Både grøn­læn­dere og danskere anså det som naturligt, at forhold­et mellem de to lande blev videre­ført. Et af red­sk­aberne til at opnå dette var den såkaldte danis­er­ing, hvor man ved hjælp af det danske sprog og den danske kul­tur ville omforme det tilbagestående og fat­tige Grøn­land til et Nord­dan­mark og grøn­læn­derne til nord­danskere.

Begge parter var enige om, at udviklin­gen skulle ske på bag­grund af et samar­be­jde mellem de to folk. Grøn­læn­derne havde igen­nem forskel­lige organ­er, herun­der Land­srådet, en væsentlig ind­fly­delse på for­lø­bet, men i sid­ste ende var det op til den danske stat at træffe beslut­ningerne. Idéen var, at sam­fun­det skulle mod­erniseres ved hjælp af udsendte (danske) arbe­jdere, og først når det var tilen­de­bragt, kunne grøn­læn­derne selv overtage alle aspek­ter af sam­fun­dets drift. Rolle­fordelin­gen i denne mod­erniser­ing var, lige­som før mod­erniserin­gen, at danskerne var vejled­erne og hjælperne, og grøn­læn­derne skulle vejledes og hjælpes. Deru­dover var det op til Dan­mark at afgøre, hvornår Grøn­land nåede den ønskede mod­en­hed. Det ulige forhold gav sig udtryk i form af lavere løn, dårligere uddan­nelse og sværere adgang til ledende still­inger for grøn­læn­dere. Den almene grøn­læn­der, som den afdøde, tidligere lands­fad­er, Jonathan Motzfeldt havde beteg­net Sakæus og Ben­jamin, stod i mod­erniser­ing­sprocessen på sidelin­jen uden reel ind­virkn­ing på for­lø­bet. Apati, druk og rodløshed blev hverdag for mange i forbindelse med kon­cen­tra­tionspoli­tikken, fødest­ed­skri­teri­et og i det hele taget en hur­tig sam­fund­sud­vikling. Kon­cen­tra­tionspoli­tikken han­dlede om, at den grøn­landske befolkn­ing skulle bo færre sted­er, hvormed det ville blive bil­ligere og let­tere at opbygge et velfærdssam­fund. Fødest­ed­skri­teri­et blev ind­ført i 1960’erne og gik ud på, at den enkeltes løn afhang af, hvor ved­k­om­mende var født. Folk født i Grøn­land fik således en lavere løn end folk født i Dan­mark.

Indtil 1980’erne skulle man kunne tale dan­sk for at få en uddan­nelse, og efter hjemmestyrets ind­førelse kom der en mod­reak­tion på danis­erin­gen, der gjorde, at mange ikke fik lært dan­sk. I dag side­s­tilles grøn­land­skhed med, at man kan tale grøn­land­sk. Fiskeri­et var tiltænkt som Grøn­lands økonomiske fun­da­ment og blev der­for også betragtet som det erhverv, hvor grøn­læn­derne skulle lægge størst­ede­len af deres ind­sats. Det viste sig at slå fejl, da fiskeri­et allerede i slut­nin­gen af 1960’erne beg­y­n­dte at melde tegn på stag­na­tion og i 1980’erne kol­lapsede helt. Afhængighe­den af den danske statskasse blev under­streget, selvom Grøn­land fik større og større ind­fly­delse igen­nem blandt andet hjemmestyret. I det hele taget slog bereg­ningerne for mod­erniserin­gen fejl på mange områder; befolkn­ingstal­let steg eksplo­sivt som en kon­sekvens af forbedrede sund­heds­forhold, sådan at skol­er, boliger og infra­struk­turen løbende måtte udvides, hvilket belast­ede økonomien. Med hjemmestyrets ind­førelse i 1979 blev danis­erin­gen afløst af grøn­lan­dis­erin­gen ud fra idéen om, at Grøn­land skulle være mere grøn­land­sk, men det affødte ligeledes prob­le­mer på blandt andet uddan­nelses­fron­ten, hvor grøn­land­sk nu igen blev det dominerende sprog. Et så lille sam­fund som det grøn­landske kan ikke have en befolkn­ing, der kun taler et sprog. I dag skal man mindst kunne to, helst tre, for at kunne klare sig.

At definere sig selv

Grøn­land har været gen­stand for utal­lige viden­sk­a­belige under­søgelser gen­nem tiden. Fra geol­o­giske, arkæol­o­giske, psykol­o­giske, juridiske til med­i­cinske under­søgelser må grøn­læn­derne være et af de folk i ver­den, som oftest er blevet målt, vejet og vur­deret. I dag er ten­densen, at grøn­læn­derne også delt­ager i det viden­sk­a­belige arbe­jde, og For­son­ingskom­mis­sio­nen kan ses som et udtryk for et sti­gende uddan­nelses­niveau og en sti­gende ans­varsta­gen. Tilt­a­gene til under­søgelser kom­mer ikke læn­gere kun ude­fra. Nu kan grøn­læn­derne definere sig selv, og det er noget, Dan­mark også skal vænne sig til. Grøn­læn­derne har igen­nem his­to­rien stået som antite­sen til danskerne – umodne, uans­varlige natur­folk uden intellek­tuel færdighed og dybt afhængige af Dan­mark og danskerne, men billedet af grøn­læn­derne skal også ses som et udtryk for den danske selvop­fat­telse, og hvor­dan man i Dan­mark opfat­ter egen koloni­his­to­rie. Under­søgelserne siger oftest mest om dem, der under­søger. Som sagt var selvop­fat­telsen den, at danskerne var hjælperne, og at grøn­læn­derne var dem, der skulle hjælpes. Fra dan­sk side bibehold­er man stadig denne opfat­telse og det til trods for, at grøn­læn­derne har bevæget sig væk fra rollen som dem, der behøver hjælp. Ofte udtrykkes det fra dan­sk side, at grøn­læn­derne burde være taknem­melige, og at mod­erniserin­gen af Grøn­land udelukkende havde til hen­sigt at hjælpe grøn­læn­derne.

Dette mis­forhold mellem den grøn­landske og den danske udlægn­ing af koloni­his­to­rien har også man­i­festeret sig i en diskus­sion blandt faghis­torikere. I 2004 udgav Den Nor­dat­lantiske Gruppe (DNAG), som på det tid­spunkt bestod af tre ud af fire af de nor­dat­lantiske folket­ingsmedlem­mer (Færøerne og Grøn­land), en rap­port, hvor Grøn­lands formelle indlem­melse i det danske rige i 1953 blev kri­tis­eret. I 2007 kom Dan­sk Insti­tut for Inter­na­tionale Studi­er (DIIS) med et modsvar i form af en udred­ning om Grøn­lands afkolonis­er­ing, som fritog den danske stat for, hvad DNAG havde kri­tis­eret. Diskus­sio­nen er stadig uafk­laret på mange fel­ter – og For­son­ingskom­mis­sio­nen kom­mer til at levere et bidrag til denne diskus­sion.

Inden­for akademiske kredse i Dan­mark er der en imødek­om­mende til­gang til Grøn­lands ønske om for­son­ing, og på det plan er et samar­be­jde mellem danske og grøn­landske insti­tu­tion­er en oplagt mulighed. Et eksem­pel til efter­føl­gelse er sid­ste års ”Til gavn for Grønland”-rapport. Rap­porten blev udar­be­jdet af et fælles udvalg, hvor medlem­mer var udpeget af Køben­havns Uni­ver­sitet og Ilisimatusarfik/Grønlands Uni­ver­sitet. Rap­porten blev dog kri­tis­eret, blandt andet af folk fra Siu­mut, for at være skrevet med et uden­forstående blik, og følelsen i dele af det grøn­landske sam­fund var, at rap­porten var end­nu et eksem­pel på, at folk ude­fra kom og for­t­alte Grøn­land, hvor­dan tin­gene skulle gøres. Ud fra at både Ilisi­ma­tusarfik og Køben­havns Uni­ver­sitet udnævnte medlem­mer til udval­get, kan der argu­menteres for, at det var et ligeværdigt samar­be­jde. Men det er vigtigt at påpege, at det bety­der meget for Grøn­land, hvem der skriv­er, og hvem der råd­giv­er, og der­for er det vigtigt, at grøn­læn­derne også føler, at der er tale om et samar­be­jde mellem ude­frak­om­mende og lokale.

Vi har ikke behov for forsoning”

”Vi har ikke behov for for­son­ing, men jeg har fuld respekt for, at det er en diskus­sion, der optager det grøn­landske folk. Vi vil følge diskus­sio­nen nøje her­fra.” Sådan lød den danske statsmin­is­ters afvis­ning af dan­sk delt­agelse i For­son­ingskom­mis­sio­nen. Denne afvis­ning er beklagelig, da et samar­be­jde ville kunne styrke fæl­lessk­a­bet, og afvis­nin­gen opfattes af mange som et tegn på man­glende ligestill­ing. Grøn­lands his­to­rie er tæt for­bun­det med Dan­mark og vice ver­sa. Forskellen er, at Dan­mark fylder meget i Grøn­lands udsyn på ver­den, mens Grøn­land fylder for­bavsende lidt i den danske bev­id­s­thed. Afvis­nin­gen er et udtryk for en, i mine øjne, uberettiget skam­fuld­hed. Et punkt, hvor det ville klæde Dan­mark at delt­age i Grøn­lands for­son­ing­spro­ces, er den danske selvop­fat­telse. At skulle kigge på sig selv og anerk­ende, at man trods alt er tidligere kolonist, slave­han­dler og impe­ri­al­ist, strid­er imod den danske selvop­fat­telse. Myten om den gode koloni­herre kan, tror jeg, kon­fron­teres, uden at ver­den falder sam­men, tvær­ti­mod vil en kon­fronta­tion kunne give et mere ligeværdigt forhold til Grøn­land.

I tiden før Anden Ver­den­skrig opfat­tede man fra dan­sk side sig som ver­dens bed­ste koloni­herre, der hjalp kolonierne mod en bedre fremtid, en opfat­telse, der blev bevaret under mod­erniser­ing­sprocessen efter kri­gen. I dag er Dan­mark et af ver­dens lykke­lig­ste og rigeste sam­fund. Det sæt­ter allerede som udgangspunkt grøn­læn­derne som den svagere part. Det danske kolonistyre i Grøn­land udøvede ikke sys­tem­a­tisk udnyt­telse og drab af grøn­læn­derne, men den kolo­niale rela­tion gav grøn­læn­derne en følelse af min­dreværd.

Udviklin­gen siden 1953 er præget af et meget ulige forhold – og det er især denne peri­ode, som kom­mis­sio­nen vil tage fat i. En offi­ciel anerk­endelse fra statsmin­is­teri­ets side til det grøn­landske ønske ville være et udtryk for respekt og lyd­hørhed, og en mulighed for at rev­idere og forny det rigs­fæl­lesskab, som stadig er en god ord­ning for begge parter. Ligeledes ville anerk­endelsen stå som et eksem­pel til efter­føl­gelse for andre lande rundt omkring i ver­den, der kæm­per med lig­nende prob­lem­still­inger.

Hvilken kolonial relation?

I dag er følelsen i Grøn­land ikke, at man er danskerne under­leg­ne, tvær­ti­mod kan man sige, at Grøn­land er den modne part. Ned­sæt­telsen af kom­mis­sio­nen vis­er, at man tager ans­varet på sig for at skabe ram­merne for en bedre fremtid. At kom­mis­sio­nen skulle være poli­tisk motiveret er klart, men det skal ses ud fra et overord­net poli­tisk mål om at komme videre, og ikke blot for­di Siu­mut-par­ti­et, der står bag opret­telsen, ønsker at for­følge visse egne inter­ess­er gen­nem kom­mis­sio­nen. Det er ikke for at pege fin­gre ad Dan­mark. Snarere er målet at forstå his­to­rien og nuti­dens grøn­landske sam­fund og dermed blive i stand til at komme videre. Overord­net er der enighed blandt de grøn­landske parti­er om kom­mis­sio­nen og dens berettigelse, men indtil for nylig gik kri­tikken af kom­mis­sio­nen på, at man ikke vid­ste, hvad den skulle inde­holde, og hvad den skulle behan­dle. Det aspekt er stort set afk­laret nu og vil blive fuld­stændigt afk­laret, når kom­mis­sion­sar­be­jdet er kom­met helt i gang. Den man­glende viden om, hvad kom­mis­sio­nen gik ud på, har for­mentlig også spillet ind i forhold til Dan­marks afvis­ning. Selve navnet for kom­mis­sio­nen har fået mange til at associere med Apartheid-styret og dets mod­by­de­lighed­er, men som sagt skal det under­streges, at Dan­mark på ingen måde udøvede sys­tem­a­tisk udnyt­telse og under­trykkelse af grøn­læn­derne. Der var dog en kolo­nial rela­tion, hvor den ene part var under­legen og min­dreværdig, og det er værd at kigge nærmere på. I min optik tyder meget på, at man fra dan­sk side stadig ikke anerk­ender Grøn­lands nuværende mod­en­hed.

Kommissionens opgave

Det grøn­landske sam­fund er præget af dets kom­plicerede his­toriske for­løb, men der lig­ger en dyne over sam­fun­det. En dyne af uud­sagte og ube­han­dlede for­løb og hæn­delser. Dette skyldes delvist det ulige forhold mellem Grøn­land og Dan­mark om ret­ten til at bestemme udviklin­gen, og delvist uheldige han­dlemøn­stre og van­er. Eksem­pelvis skal Grøn­land og grøn­læn­derne lære at stole på sig selv. Selvom Grøn­land på mange måder er et uer­far­ent land og har et lavere gen­nem­snitligt uddan­nelses­niveau end mange andre, så er der ikke noget til hin­der for, at man påtager sig svære og krævende opgaver. Erfarin­gen, der føl­ger af at påtage sig ans­varet for svære opgaver, vil i fremti­den kunne hjælpe til at løse nye opgaver. Grøn­land behøver ikke altid at spørge om hjælp. Det er dog ikke det samme, som at Grøn­land kan klare alt selv. I nuti­dens ver­den er man nødt til at inter­agere med forskel­lige grup­per, der har forskel­lige kom­pe­tencer og evn­er. Det gælder for alle sam­fund. I forhold til danskere er der dog en antipati i Grøn­land, for­mentlig på grund af netop de forhold, som kom­mis­sio­nen kom­mer til at behan­dle. Mange beslut­ninger i Grøn­land træffes ud fra han­dlemøn­stre, der har bag­grund i lan­dets kolo­niale for­tid, og kom­mis­sio­nen ser det der­for som sin opgave at forholde sig til disse møn­stre. Et eksem­pel er den primært grøn­land­sk­tal­ende grøn­læn­der, der i løbet af opvæk­sten har oplevet forskels­be­han­dling fra dan­sk side, og som der­for opfat­ter alle dan­sk­tal­ende som ”fjen­den”. Det første skridt hen imod forbedring er at blive bev­idst om dette han­dlemøn­ster.

Fra grøn­land­sk side gælder det om at kunne kigge på sig selv og ændre de uheldige sam­fund­sprob­le­mer, som tyn­ger udviklingsmu­lighed­erne. Mange i Grøn­land oplever svigt, sek­suelt mis­brug og vold. Det er emn­er, som man også fra poli­tisk side forsøger at tage hånd om, men der er stadig lang vej end­nu. Spørgsmålet er, om disse prob­lema­tiske forhold i det grøn­landske sam­fund er symp­tomer på det his­toriske for­løb, eller om det snarere er kon­sekvensen af man­glende ans­varsta­gen og laden-stå-til? En følelse, som deles af mange i Grøn­land, er følelsen af fork­erthed, og den er i dag svær at komme ude­nom.

Ned­sæt­telsen af kom­mis­sio­nen er der­for et tegn på, at der er en lyst til at kon­fron­tere disse forhold og til at gøre sam­fun­det bedre. Kom­mis­sio­nen skal bane vejen for et bedre sam­fund med en befolkn­ing, der såvidt muligt und­lad­er at lade sig hæmme af den kolo­niale arv. At påpege pos­i­tive ele­menter i det his­toriske for­løb og i nuti­dens grøn­landske kul­tur er ligeledes et oplagt sted at starte. Det, som binder sam­fun­det og kul­turen sam­men, er ofte uklart og uud­sagt, men det må være det kit, som binder Grøn­land sam­men. Også i forhold til Dan­mark.

Jens Hein­rich er his­torik­er ved Ilisimatusarfik/Grønlands Uni­ver­sitet og medlem af For­son­ingskom­mis­sio­nen.

Scroll til toppen