Danmarks historie som kolonimagt er ikke død

Grønland

Danmark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Danmark har parkeret kolonitiden i historiebøgerne, er den i Grønland og på de Amerikanske Jomfruøer stadig alt for levende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at forsone sig med fortiden for at skabe sin egen fremtid. Danmarks kolonihistorie er ikke død. Hele december har vi fokus på Forsoning med den danske kolonihistorie.


Fortiden som dansk koloni er stadig et dybt aktuelt spørgsmål i Grønland i dag. I 2013 afsatte den grønlandske regering derfor knap 10 millioner til en Forsoningskommission, der over de næste fire år skal udforme en handlingsplan, som gennem tilgivelse og forsoning skal hjælpe den grønlandske befolkning med at “lægge afstand til koloniseringen af vort land”.  Begrundelsen var ifølge kommissionens initiativtager, den forhenværende landsstyreformand Aleqa Hammond, at der i løbet af historien “har været andre folkeslag hen over vores land og liv, som stadigvæk i dag har betydning for vores selvopfattelse”. For at Grønland for alvor kan træde selvstændigt ind i fremtiden, skal man afklares med, hvad der er gået forud for nutiden.

Det er interessant, hvad det siger om det moderne Grønland, at man oplever et stadigt behov for at vriste sig fri af kolonihistorien. Det er endnu mere interessant, at Aleqa Hammond kan udnytte minder fra fortiden til at iscenesætte det i stigende grad selvstændige Grønlands nuværende problemer som eftervirkninger af dansk dominans. Men det mest interessante er måske i virkeligheden, at den danske reaktion på Forsoningskommissionen afspejler, hvor forsvindende lidt plads vores egen historie som kolonimagt fylder i danske bevidsthed. Allerede tilbage på Rigsmødet i sommeren 2013 afviste Helle Thorning-Schmidt det danske bidrag til Forsoningskommissionen med begrundelsen: “Vi har ikke behov for forsoning, men jeg har fuld respekt for, at det er en diskussion, der optager det grønlandske folk.”

Hun kan selvfølgelig have andre legitime politiske og økonomiske årsager for ikke at ville være med. Men der tegnede sig alligevel et påfaldende mønster, da hun senere i en kronik i Berlingske fulgte afvisningen op med, at hun havde fuld respekt for grønlændernes behov, men at vi fra dansk side primært var “optaget af nutidens og fremtidens udfordringer, og at vi fortsætter vores gode samarbejde”. Det var indlysende, at grønlænderne skulle kigge tilbage for at komme fremad, mens danskerne kiggede så meget fremad, at det var unødvendigt at se sig tilbage. Endnu mere diskvalificeret var relevansen af den dansk-grønlandske historie for Venstres Grønlandsordfører Claus Hjort Frederiksen: “Det er meget svært, synes jeg, for os i dag at gå ind og vurdere de værdier, der samfundsmæssigt lå til grund for beslutninger for 50-100-200 år siden. Danske borgere blev jo også behandlet anderledes for 100 år siden, end de bliver i dag, skulle vi så også undskylde over for tidligere generationer herhjemme?” Samme historieforståelse dominerede også bagtæppet, da Lars Løkke Rasmussens allerede tilbage i 2009 afviste, at Danmark skulle undskylde for tvangsforflyttelsen af 22 grønlandske børn i 1950’erne: “Historien står ikke til at ændre. Regeringen betragter kolonitiden som en afsluttet del af vores fælles historie. Vi må glæde os over, at tiden er en anden nu”.

Hvad enten det handler om kommissioner eller tvangsforflyttelser, synes det at være fælles for alle tre, at den danske historie på Grønland er så fundamentalt overstået og anderledes end nutiden, at det ville være frugtesløst at spejle os i den.

Et par uger inden hendes kronik var Thorning-Schmidt på talerstolen ved ceremonien for 150-års markeringen for Slaget ved Dybbøl. Her understregede hun, at vi skyldte os selv at tage vores fælles historie alvorligt. Det var af afgørende vigtighed, for “vores fælles historie er altid med os. Uden den var vi på godt og ondt ikke dem, vi er blevet til i dag”. Tiden gives en påfaldende skizofren rolle i de her historiske grovsorteringer. Historien bliver nogle gange parkeret i en stiv, død og overstået fortid, mens den andre gange genfortolkes som levende, aktuel og relevant. Hvorfor accepterer vi, at nogle perioder hører grundlæggende anderledes tider til, mens andre stadig ses som en del af os? Hvorfor er behovet for at lade DR fremhæve sønderjydernes kærlighed og heltemod under en prøjsisk røvfuld i 1864 hele 173 millioner kroner værd, når en historisk revurdering af vores århundreder lange herredømme over Grønland ikke er et par millioner værd? Er denne håndplukning af nogle over andre ubetinget lige så danske begivenheder i virkeligheden ikke det bedste bevis på, at Danmark endnu ikke tager hele sin historie alvorligt?

Spørgsmålet er, om det kun er grønlænderne, der skal forsone sig med vores fælles fortid? De næste par uger på Baggrund vender vi forholdet om. Vi forstår ikke den dansk-grønlandske historie som noget, der ‘ikke står til at ændre’, men tværtimod som noget, der på mange måder stadig er levende i dag, netop fordi de har fået lov at stå uændret hen. Vi vender ryggen mod fremtiden og ser ovenstående kommentarer som symptomer på, at dele af den danske historie i virkeligheden ikke er så færdig, som vi går og tror. For Danmark har været kolonimagt både på Afrikas vestkyst, Indien, Caribien og i Nordatlanten. Og selvom vi ofte gerne vil kalde den del af den danske historie overstået for os, er den ikke død. Hverken i Danmark eller i de gamle kolonier.

Scroll to Top