Danmarks historie som kolonimagt er ikke død

Grønland

Danmark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Danmark har parkeret kolonitiden i historiebøgerne, er den i Grønland og på de Amerikanske Jomfruøer stadig alt for levende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at forsone sig med fortiden for at skabe sin egen fremtid. Danmarks kolonihistorie er ikke død. Hele december har vi fokus på Forsoning med den danske kolonihistorie.


For­tiden som dan­sk koloni er stadig et dybt aktuelt spørgsmål i Grøn­land i dag. I 2013 afsat­te den grøn­landske regering der­for knap 10 mil­lion­er til en For­son­ingskom­mis­sion, der over de næste fire år skal udforme en han­dlings­plan, som gen­nem til­givelse og for­son­ing skal hjælpe den grøn­landske befolkn­ing med at “lægge afs­tand til kolonis­erin­gen af vort land”.  Begrun­delsen var ifølge kom­mis­sio­nens ini­tia­tiv­tager, den forhen­værende landsstyre­for­mand Ale­qa Ham­mond, at der i løbet af his­to­rien “har været andre folkeslag hen over vores land og liv, som stadigvæk i dag har betyd­ning for vores selvop­fat­telse”. For at Grøn­land for alvor kan træde selvstændigt ind i fremti­den, skal man afk­lares med, hvad der er gået forud for nuti­den.

Det er inter­es­sant, hvad det siger om det mod­erne Grøn­land, at man oplever et stadigt behov for at vriste sig fri af koloni­his­to­rien. Det er end­nu mere inter­es­sant, at Ale­qa Ham­mond kan udnytte min­der fra for­tiden til at isce­nesætte det i sti­gende grad selvstændi­ge Grøn­lands nuværende prob­le­mer som efter­virkninger af dan­sk dom­i­nans. Men det mest inter­es­sante er måske i virke­lighe­den, at den danske reak­tion på For­son­ingskom­mis­sio­nen afspe­jler, hvor forsvin­dende lidt plads vores egen his­to­rie som kolonimagt fylder i danske bev­id­s­thed. Allerede tilbage på Rigsmødet i som­meren 2013 afviste Helle Thorn­ing-Schmidt det danske bidrag til For­son­ingskom­mis­sio­nen med begrun­delsen: “Vi har ikke behov for for­son­ing, men jeg har fuld respekt for, at det er en diskus­sion, der optager det grøn­landske folk.”

Hun kan selvføl­gelig have andre legit­ime poli­tiske og økonomiske årsager for ikke at ville være med. Men der teg­nede sig alligev­el et påfaldende møn­ster, da hun senere i en kro­nik i Berlingske ful­gte afvis­nin­gen op med, at hun havde fuld respekt for grøn­læn­dernes behov, men at vi fra dan­sk side primært var “optaget af nuti­dens og fremti­dens udfor­dringer, og at vi fort­sæt­ter vores gode samar­be­jde”. Det var indl­y­sende, at grøn­læn­derne skulle kigge tilbage for at komme fre­mad, mens danskerne kiggede så meget fre­mad, at det var unød­vendigt at se sig tilbage. End­nu mere diskval­i­fi­ceret var rel­e­vansen af den dan­sk-grøn­landske his­to­rie for Ven­stres Grøn­land­sor­d­før­er Claus Hjort Fred­erik­sen: “Det er meget svært, synes jeg, for os i dag at gå ind og vur­dere de værdier, der sam­fundsmæs­sigt lå til grund for beslut­ninger for 50−100−200 år siden. Danske borg­ere blev jo også behan­dlet anderledes for 100 år siden, end de bliv­er i dag, skulle vi så også und­skylde over for tidligere gen­er­a­tioner her­hjemme?” Samme his­to­rieforståelse dominerede også bagtæp­pet, da Lars Løkke Ras­mussens allerede tilbage i 2009 afviste, at Dan­mark skulle und­skylde for tvangs­for­fly­t­telsen af 22 grøn­landske børn i 1950’erne: “His­to­rien står ikke til at ændre. Regerin­gen betragter koloni­ti­den som en afs­lut­tet del af vores fælles his­to­rie. Vi må glæde os over, at tiden er en anden nu”.

Hvad enten det han­dler om kom­mis­sion­er eller tvangs­for­fly­t­telser, synes det at være fælles for alle tre, at den danske his­to­rie på Grøn­land er så fun­da­men­talt over­stået og anderledes end nuti­den, at det ville være frugtes­løst at spe­jle os i den.

Et par uger inden hen­des kro­nik var Thorn­ing-Schmidt på taler­stolen ved cer­e­monien for 150-års mark­erin­gen for Slaget ved Dyb­bøl. Her under­stregede hun, at vi skyldte os selv at tage vores fælles his­to­rie alvorligt. Det var af afgørende vigtighed, for “vores fælles his­to­rie er altid med os. Uden den var vi på godt og ondt ikke dem, vi er blevet til i dag”. Tiden gives en påfaldende ski­zofren rolle i de her his­toriske grov­sor­teringer. His­to­rien bliv­er nogle gange park­eret i en stiv, død og over­stået for­tid, mens den andre gange gen­for­tolkes som lev­ende, aktuel og rel­e­vant. Hvor­for accepter­er vi, at nogle peri­oder hør­er grundlæggende anderledes tider til, mens andre stadig ses som en del af os? Hvor­for er behovet for at lade DR fremhæve søn­der­jy­dernes kærlighed og hel­te­mod under en prøj­sisk røv­fuld i 1864 hele 173 mil­lion­er kro­ner værd, når en his­torisk revur­der­ing af vores århun­dred­er lange herredømme over Grøn­land ikke er et par mil­lion­er værd? Er denne hånd­plukn­ing af nogle over andre ubetinget lige så danske begiven­hed­er i virke­lighe­den ikke det bed­ste bevis på, at Dan­mark end­nu ikke tager hele sin his­to­rie alvorligt?

Spørgsmålet er, om det kun er grøn­læn­derne, der skal for­sone sig med vores fælles for­tid? De næste par uger på Bag­grund vender vi forhold­et om. Vi forstår ikke den dan­sk-grøn­landske his­to­rie som noget, der ‘ikke står til at ændre’, men tvær­ti­mod som noget, der på mange måder stadig er lev­ende i dag, netop for­di de har fået lov at stå uæn­dret hen. Vi vender ryggen mod fremti­den og ser oven­stående kom­mentar­er som symp­tomer på, at dele af den danske his­to­rie i virke­lighe­den ikke er så færdig, som vi går og tror. For Dan­mark har været kolonimagt både på Afrikas vestkyst, Indi­en, Cari­bi­en og i Nor­dat­lanten. Og selvom vi ofte gerne vil kalde den del af den danske his­to­rie over­stået for os, er den ikke død. Hverken i Dan­mark eller i de gam­le kolonier.