En dårlig barndom og nemme penge” – narrativer om sexsalg, identitet og nødvendighed

Prostitution

Kunde ved pros­titueret i Erotikakademie, Berlin 2001. Foto: Juli­ca da Cos­ta.

Er sexarbejde et rigtigt arbejde? Jeanett Bjønness har snakket med sexsælgere om identitet og narrativer. Sexsalg er for dem en aktiv handling, en måde at tage ansvar på og opnå selvstændighed. Disse kvinder er ikke prostituerede. Deres sexsalg er ikke fast arbejde. Ej heller udgør det hele deres identitet. Det er en handlingsstrategi i et komplekst felt.

FOKUS: ARBEJDETS RANDOMRÅDER - Hvem har lov til at arbe­jde, og hvem kan kalde sig for en arbe­jder? Hvor­dan beskrives de men­nesker og pro­fes­sion­er, der befind­er sig på grænsen til den gængse forståelse af arbe­jde? På Bag­grund sæt­ter vi i de næste fire artik­ler fokus på, hvor­dan vi taler om og opfat­ter os selv som arbe­jdere. Vi har bedt en række forskere om at under­søge arbe­jdets ran­dom­råder: Sam­fundss­nyl­tere fra alle sam­fund­slag, pros­tituerede, par­a­sit­ter og selvti­t­ulerende char­la­tan­er.


Mange delt­agere i den offentlige danske pros­ti­tu­tions­de­bat har tilsyneladende et stort ønske om at afgøre om pros­ti­tu­tion er friv­il­lig eller tvun­gen, om sæl­gere af sek­suelle ydelser er frit væl­gende indi­vider eller ofre; og alt­så, om sexsalg er ’nor­malt arbe­jde’ eller ’vold mod kvin­der’.

Gen­nem mit mangeårige sociale og akademiske arbe­jde med pros­ti­tu­tion, har jeg tit undret mig over dette behov for at definere ’pros­ti­tu­tion’ som enten valg eller tvang samt over, at den offentlige debat om pros­ti­tu­tion er så emo­tionel, poli­tis­eret og polaris­eret. Der find­es naturligvis ikke nogen objek­tiv posi­tion fra hvilken, man kan afgøre denne slags spørgsmål, men ønsker man at kval­i­fi­cere og nuancere den offentlige debat om ’pros­ti­tu­tion’ som ’tvang’ hen­holdsvis ’arbe­jde’, er sexsæl­geres egne fortællinger et godt sted at starte. Denne artikel vil diskutere, hvorvidt sexsalg kan betragtes som ’tvang’ eller som ’arbe­jde’ ved at vise, hvor­dan kvin­der som sæl­ger sek­suelle ydelser selv reflek­ter­er over deres sexsalg og omstændighed­erne omkring dette. Artiklen vil fores­lå, at kvin­dernes reflek­sion­er, samt hvilke tak­tikker de bet­jen­er sig af for at give deres his­to­rie mening og sam­men­hæng, ofte kan tolkes som mod­stand mod bestemte typer af kat­e­goris­eringer.

Da jeg udførte feltar­be­jde og inter­views på et værest­ed for kvin­der, der sæl­ger sek­suelle ydelser i forbindelse med min ph.d.-afhandling ’At vælge det nød­vendi­ge – pros­ti­tu­tion, stof­brug og kam­p­en for anerk­endelse blandt mar­gin­alis­erede danske kvin­der’, blev jeg ofte slået af kvin­dernes intense vil­je til at reflek­tere over og fork­lare deres salg af sek­suelle ydelser. De var særlig optagede af at fortælle, hvornår, hvor­dan og hvor­for de oplevede sexsal­get som nød­vendigt. I deres tilbageskuende kon­struk­tion­er stod to par­al­lelle pro­jek­ter frem: Et ønske om selv at blive klogere på sam­men­hænge i eget liv og sam­tidig at demon­strere logikken og nød­vendighe­den i deres hånd­ter­ing af ydre omstændighed­er. Her vil jeg kon­cen­trere mig om det sid­ste, og det jeg tolk­er som forsøg på at opnå anerk­endelse fra mig som forsker ved at frem­stille sig selv som bestemte slags aktør­er: Jeg oplevede, at de formede deres fortællinger over­for mig som inter­view­er på måder, som kan tolkes i lyset af mere eller min­dre eksplicitte betingelser for at anerk­endes som rationel aktør i det danske sam­fund.

Hvilket spe­jl er det så kvin­derne hold­er op for sig selv i deres fortællinger, og hvilken slags aktør er det, de ønsker at frem­stille sig selv som?

Dominerende i den vestlige per­son­op­fat­telse er forestill­in­gen om et frit væl­gende indi­vid med ans­var for egne valg og for at ’realis­ere sit poten­tiale’. I dan­sk socialt arbe­jde vis­er denne for­dring sig fx i ideen om ’empow­er­ment’, der inde­bær­er en ambi­tion om at hjælpe udsat­te borg­ere til at tage kon­trol over eget liv og ikke udgøre en risiko for sam­fun­det. Et eksem­pel på at kvin­derne prøver at leve op til en sådan per­son­op­fat­telse er, når de italesæt­ter det sam­fun­det ser som tvang, sexsal­get, som udtryk for at være i kon­trol;

Jeg har pros­titueret mig i gaden, jeg har ikke haft lyst til at være på klinik, for­di jeg har haft lyst til at være min egen herre — og jeg må sige, at forde­lene har været større end ulem­perne. Jeg har været glad for det på sin vis, for­di jeg kunne komme og gå som det pass­er mig, jeg har fået de penge, jeg skulle bruge (…) Alter­na­tivet ville have været at hænge på andre men­nesker, og så har man jo ikke noget liv mere.

For bedre at forstå et selv-nar­ra­tiv som dette er en reflek­sion over hov­edlin­jerne i den offentlige diskurs om pros­ti­tu­tion nød­vendig. Med andre ord, hvad taler hun op imod og er der noget, hun føler, at hun skal forsvare?

Jeg vil der­for kort skit­sere, hvor­dan ’den pros­tituerede kvin­de’ er blevet opfat­tet og kon­strueret his­torisk. His­torisk forskn­ing vis­er, at diskus­sion­er om hvorvidt pros­ti­tu­tion skal betragtes som en val­ghan­dling eller et slaver­ilig­nende forhold er gen­nemgående. Pros­ti­tu­tion er yder­mere beskrevet både som en stig­ma­tis­eret han­dling, og som nød­vendig for at opretholde sam­fun­dets bal­ance; fx at undgå voldtægter og beskytte ærbare kvin­der. Salg af sek­suelle ydelser er end­videre ofte blevet koblet til patolo­gi, og den pros­tituerede er blevet beskrevet som et mod­billede til den ’ærbare kvin­de’. Pros­ti­tu­tion er i lange peri­oder blevet tol­ereret i Dan­mark, sam­tidigt med at sexsæl­gere er blevet stig­ma­tis­erede og tvunget til at bære bestemte klædestykker eller mærk­er. Hugo Matthiessen skriv­er i 1919: ”Skam­mær­ket de i lighed med Bødler, Kæt­tere og jøder blev tvungne til at bære syn­ligt på deres dragt, for at de skulle skelnes fra Fruer og Møer og gøres godt genk­endelige for godt­folk.” Således er pros­ti­tu­tion i lange peri­oder blevet betragtet som et nød­vendigt onde; det ’nød­vendi­ge’ med ref­er­ence til en forestill­ing om mænds natur­givne ret til sek­suel til­fredsstil­lelse og til beskyt­telse af borg­er­sk­a­bets kvin­der, ’ondet’ med ref­er­ence til at denne til­fredsstil­lelse vanske­ligt lod sig forene med den offentlige moral. Der var et paradoks, der blev løst ved, at fordømme, kon­trollere og straffe pros­tituerede.

Ref­er­encer til denne forestill­ing om pros­ti­tu­tion som koblet til ’patolo­gi’ og ’afvigelse’ er implic­it til stede i kvin­dernes eget blik på sig selv, og deres nar­ra­tiv­er kan tolkes som forsøg på at parere denne ved at fokusere på nød­vendighed og værdighed.

For­di jeg er en kvin­de, der har været pros­titueret, så kan man tillade sig at være ned­ladende over­for mig, og man kan tillade sig at stig­ma­tis­ere mig… jeg er sådan et anden­rangs men­neske ikk? Tred­jerangs, måske… og der­for kan jeg godt forstå, at mange ikke har lyst til at stå frem og fortælle deres his­to­rie… for­di man bliv­er ikke betragtet som et men­neske på lige fod med andre, man er sådan sec­ond hand, et eller andet, ikk?

En anden tydelig ref­er­ence i kvin­dernes fortælling er ’ofret’, hvilket peger på, at offer­billed­er er meget fremtræ­dende i den aktuelle offentlige diskurs og at begre­ber som ’pros­ti­tu­tion som vold mod kvin­der’, ‘at være offer for pros­ti­tu­tion’ og ’sælge sig selv’ er almin­delige. Bente, der tidligere har sol­gt sek­suelle ydelser, beskriv­er kom­plek­siteten i det at forholde sig til en offentlig offer­diskurs på denne måde:

Jeg har tænkt meget på det med offer, at det er da enormt ube­hageligt at få at vide, at man er et offer — ofre er de svage, og hvem har lyst til at være svag? Og da slet ikke i offentlige fora og så videre. Men uanset vil jeg holde fast i, uanset hvor ube­hageligt det end lyder, så er den (pros­tituerede) kvin­de et offer. Hun er offer for en masse omstændighed­er og for en masse økono­mi og magt også… 

Det er værd at mærke sig, at denne kvin­de ikke ser sig som ’offer for pros­ti­tu­tion’ men snarere at salg af sek­suelle ydelser frem­stod som den mest brug­bare strate­gi i den sociale sit­u­a­tion hun stod i.

De fleste af mine infor­man­ter fortæller en lig­nende his­to­rie; salg af sek­suelle ydelser bliv­er på et tid­spunkt aktuelt, naturligt og nød­vendigt; det nemmeste og mest nærliggende valg, når de står i starten af vok­sen­livet uden bolig, uddan­nelse, arbe­jde og netværk. De fortæller om dårlig økono­mi, et eskalerende stof­brug og for nogles ved­k­om­mende psyki­a­triske diag­noser og fængsels­domme. Janne beskriv­er salg af sek­suelle ydelser som en udvej, når andre mulighed­er synes lukkede, og ikke som særligt anderledes end andre måder at tjene penge på:

Pros­ti­tu­tion er da en nem måde at tjene penge på. Det er jo det samme som dem, som stjæler, de stjæler, for­di de bliv­er nød til at over­leve på en eller anden måde, ikke, og det er da ok… Er du klar over, hvor mange voldtægter, der ville have været, hvis vi ikke havde lud­ere, det ville være vold­somt (…) Jeg synes, det er noget, folk selv væl­ger, så der­for har jeg ikke ondt af dem, men jeg kan ikke selv forestille mig, at jeg kom­mer så langt ud, at jeg er nød til at gå over og tænke den tanke… selv om jeg altid har været fat­tig (…) jeg skal nok klare at over­leve på andre måder… jeg er bange for, hvad folk ville tænke om mig, alt­så.

Janne, som er bruger af værest­edet og har en mor som sæl­ger sek­suelle ydelser, under­støt­ter her en kon­sen­sus om, at pros­ti­tu­tion er ’tilladt’, når det er nød­vendigt. Sam­tidig beskriv­er hun dog sexsalg som ’langt ude’ og væl­ger den fra for eget ved­k­om­mende for­di hun er bange for stig­ma­tis­er­ing.

Line ’nor­malis­er­er’ sexsal­get ved at hen­vise til sin fars ind­fly­delse:

Da min mor og far blev skilt, var jeg nede og besøge min far. Han havde så mødt en dame, der var lud­er; hun havde en mas­sagek­linik… og jeg fik sådan et afs­lap­pet forhold til det, på en eller anden måde, min far har altid sagt til mig, alt­så, hvor­for tager du ikke en gen­vej som lud­er (…) Den første gang var jeg 15, det var min veninde og jeg, det var da vi boede på ung­dom­spen­sio­nen, alt­så, vi var trætte af, at vi ikke havde noget ordentligt tøj(…) og vi turde ikke stjæle, og så plud­selig havde vi penge til alt det, ikke… så det var fedt på en eller anden måde.

Fortællinger om sexsalg han­dler overve­jende om at søge at opnå det andre har, uden at have de kul­turelt anerk­endte midler for at opnå dette. Sexsal­get er en oplevet nød­vendighed, og når kvin­derne fortæller om det, er det med afsæt i konkrete omstændighed­er. Det inter­es­sante er, at dette tilsyneladende ikke er en tak­tik for at fralægge sig ans­var, men snarere kan forstås som en iden­titetsstrate­gi; de ønsker at illus­trere, hvor­for det var logisk at han­dle som de gjorde.

Andrea har også fokus på omstændighed­erne. Hun udfold­ede gen­nem flere inter­views en teori om sam­men­hænge i eget liv, om selvisce­nesæt­telse på værest­edet og hvor­for ’nor­male rela­tion­er’ og ’et godt liv’ ikke var muligt for hende. Når Andrea som 22 årig reflek­ter­er over sit aktuelle salg af sek­suelle ydelser, kobler hun det til sine oplevelser med sex som teenag­er:

Jeg var 17 (…) Jeg sad og sut­tede pik på min ven Ulf foran fem fyre vi mødte, alt­så, jeg lod dem jo bruge mig, som de havde lyst til — uanset hvilke fyre jeg var i sel­skab med. Det er også der­for, når folk siger: ”du skal ikke gå gaden”, så siger jeg, at jeg ikke tror, jeg kan blive mere skadet. Det tror jeg virke­lig ikke, at jeg kan, for­di jeg har været sam­men med hele ver­den fra jeg var 15, jeg har bare ikke fået penge for det… Jeg har jo brugt det der udtryk, at jeg byt­tede sex for kærlighed – men det gjorde jeg jo ikke, jeg blev jo behan­dlet som en lud­er… det bliv­er man selvføl­gelig ikke lud­er af, men jeg vil fak­tisk vove den pås­tand, at det er mere ødelæggende end at få noget for det… For­di hvis du får noget for det, så kan du i det mind­ste grine af dem bagefter og tænke: ”ha, ha, hvor er de dumme, at de vil betale mig for det”, ved du hvad, sådan tænker jeg, Jeanett: ’Ha, ha, at de vil betale mig for det jeg har gjort gratis i så mange år.’

Umid­del­bart kan det se ud som om Andrea fortæller en ’offer­his­to­rie’, men i den sid­ste del af citatet frem­stiller Andrea sig selv som den, der tjen­er mest på rela­tio­nen; kun­den betaler for noget han kunne have fået gratis, og sexsal­get bliv­er dermed nærmet en måde at få opre­js­ning på, efter at hun i sin opvækst oplevede at blive betragtet som ’lud­er’. Andrea legit­imer­er, at hun går i gaden, ved at sige, at der ikke er mere, der kan ødelægges. Skaden er uopret­teligt sket, men at hun nu får penge for sin ydelse, giv­er hende mulighe­den for at udtrykke en følelse af vær­di. Andrea taler om sexsal­get som en udvek­sling; at der er penge imellem ’sæl­ger’ og ’køber’ gør forhold­et mere ligeværdigt og det gør hende netop ikke til ’lud­er’. Hen­des nar­ra­tiv forbinder økonomisk indt­jen­ing ved sexsalg med mulighe­den for at bevare eget selvværd. Andreas nar­ra­tiv er dog sam­tidig ét af mange eksem­pler på den ambivalens sexsalg repræsen­ter­er for kvin­derne på værest­edet, de taler hverken om sexsal­get som valg af ’nor­malt arbe­jde’ eller som noget de bliv­er tvunget til; de ’laver penge’. Sexsalg er en taktik/strategi for disse kvin­der, som befind­er sig i sociale posi­tion­er, hvor de ser få andre, rel­e­vante alter­na­tiv­er. De tager en beslut­ning; Sexsal­get er en ’klam nød­vendighed’ som en af kvin­derne sagde.

Det er denne oplevede nød­vendighed som man­gler opmærk­somhed i den aktuelle poli­tis­erede og polaris­erede diskurs, hvor selve def­i­n­i­tio­nen af fænomenet ’sexsalg’ udgør en væsentlig kamp. Når sexar­be­jdernes inter­esse­or­gan­i­sa­tion (SIO) bruger begre­bet ’sexar­be­jder’ under­streges, at de betragter sexsalg som en han­dling og som et arbe­jde. Begre­bet ’pros­titueret’ der­i­mod (som bruges af KFUK’s sociale arbe­jde) ref­er­erer snarere til iden­titet; ’pros­titueret’ som noget man er, og måske også noget man er tvunget til at være. De anvendte begre­ber kan alt­så ses som udtryk for forskel­lige til­gange til, hvor meget han­dlingspo­ten­tiale kvin­delige sexsæl­gere tillægges. Når jeg bruger begre­berne ’sæl­ger af sek­suelle ydelser’ eller ’sexsæl­ger’ under­streges således, at der for mine infor­man­ter er tale om en han­dling, og ikke en iden­titet, samt at de hverken betragter han­dlin­gen ’sexsalg’ som udtryk for val­gt arbe­jde eller tvang, men som en beslut­ning, som kan opleves og opfattes som både valg og tvang, afhængig af kon­tekst.

Sam­men­hænge mellem en udsat barn­dom og salg af sek­suelle ydelser er et tema i megen lit­ter­atur om pros­ti­tu­tion med fokus på ’ofret’, og således også blandt mine infor­man­ter. Vera siger; ’Pros­ti­tu­tion? Det er en dårlig barn­dom og nemme penge.’ Væsentlig er dog, at his­to­rien her netop ikke slut­ter ved offer­billedet, men at kvin­derne bruger dårlige erfaringer som et afsæt for at tale om, hvor­dan de han­dlede sig ud af prob­le­merne. De kon­struer­er sig som aktør­er både i lyset af for­tidens hæn­delser og den offentlige diskurs, for at etablere bestemte sam­men­hænge. Deres nar­ra­tiv­er vis­er, at det at opleve sig som offer i nogle sam­men­hænge, ikke udelukker kon­sekvente og kon­struk­tive forsøg på at ændre ved sin sit­u­a­tion i andre.

Man kan tolke kvin­dernes nar­ra­tiv­er således, at ’pros­ti­tu­tion’ som tak­tik i en vis for­stand ’virk­er’: De ’laver penge’, uden at de nød­vendigvis definer­er sig selv som hverken ’sexar­be­jdere’ eller ’ofre’. Det er dog sam­tidigt tydeligt, at det at blive iden­ti­fi­ceret som offer, opleves som så stig­ma­tis­erende, at deres sociale over­levelse trues. De møder en polaris­eret diskurs, hvor kravet er at placere sexsal­get i en bestemt iden­titetsmæs­sig kat­e­gori; Gør du det friv­il­lig eller er du tvunget? Og yder­mere, implic­it; påstår du friv­il­lighed, hvilken type per­son er du så?

I lyset af det tidligere skit­serede ide­al om det frie, autonome ans­varlige indi­vid, kan netop dette virke paradok­salt; hvor­dan kan man påstå at vælge at gøre noget som sam­tidigt er nød­vendigt? Men ved nærmere efter­tanke — er det nu egentlig så paradok­salt? Arbe­jde som midler­tidig strate­gi og økonomisk nød­vendighed er vel genk­endeligt for mange andre arbe­jd­stagere end sexsæl­gere? Det er måske nærliggende at spørge, hvad der gør, at beslut­nin­gen om at sælge sek­suelle ydelser, tilsyneladende vur­deres i et bestemt lys, og hvor­dan det kan være, at sexsalg som indtægt­skilde ofte menes at kræve helt eksplicitte begrun­delser?

Opsam­lende har vi således set, at kvin­derne kobler sexsalg til kon­trol og uafhængighed, og som en løs­ning på akutte pengeprob­le­mer. De giv­er forskel­lige grunde til at vælge salg af sek­suelle ydelser fra og til: Janne er bange for folks reak­tion, Andrea beteg­n­er sexsalg som bedre end alter­na­tivet, og Line har fået det anbe­falet af sin far. Mange kobler, som Andrea, beslut­nin­gen om debut til, at ’skaden’ allerede er sket i barn­dom­men. De italesæt­ter således salg af sek­suelle ydelser som et naturligt eller nød­vendigt, men ikke særlig behageligt, skridt på deres vej, og som en logisk fort­sæt­telse af det, som skete inden pros­ti­tu­tions­de­buten. Fælles for dem er, at de ser sexsalg som ’noget for noget’ og som en mulig løs­ning ‘hvis man kom­mer langt nok ud’ eller hvis man vil have kon­trol over egen indt­jen­ing. ’Nor­malis­er­ing’ af sexsalg, hvad enten det ses som et udtryk for at være ’langt ude’ eller som en brug­bar tak­tik til at opnå uafhængighed fra fx en kæreste, er et gen­nemgående træk i kvin­dernes nar­ra­tiv­er. Det han­dler ikke om ’onde mænd’ og ’svage ofre’, men om kvin­der, som bruger de mulighed­er, de ser for at skaffe de penge, der er nød­vendi­ge.

Salg af sek­suelle ydelser repræsen­ter­er således en paradok­sal erfar­ing for kvin­derne i det den både mulig­gør og truer økonomisk og social over­levelse. Den ’virk­er’, de tjen­er penge, men stig­ma­tis­erin­gen gør, at mange efter en stund føler det bliv­er nød­vendigt at finde andre måder at tjene penge på. Disse forsørgelses­former, lige­som salg af stof­fer og anden berigelseskrim­i­nalitet, er ulovlige, og gør, at mange tilbringer peri­oder i fængsel. Stig­ma­tis­erin­gen kan på den måde siges at bidrage til yderligere udsathed og mar­gin­alis­er­ing.

Kvin­dernes tak­tikker peger netop på noget af det, der definer­er det at være under­ord­net eller domineret i et sam­fund: Den mod­stand, der ydes opfattes ikke, hverken af en selv eller andre, som helt legit­im, men som poten­tielt patol­o­gisk eller uværdig; der­af behovet for at etablere et nar­ra­tiv om nød­vendighed og værdighed. For mine infor­man­ter er der således hverken tale om ’arbe­jde’ eller ’tvang’, men om at de struk­turelt er i en sådan posi­tion, at uanset hvad de gør, så oplever de, at det på lang sigt bidrager til egen mar­gin­alis­er­ing.

Jeanett Bjøn­ness er post­doc ved Cen­ter for Rus­mid­delforskn­ing på Aarhus Uni­ver­sitet

Videre læsning:

Bjøn­ness, J. (2013) ’At vælge det nød­vendi­ge – pros­ti­tu­tion, stof­brug og kam­p­en for anerk­endelse blandt mar­gin­alis­erede danske kvin­der’. Ph.d‑afhandling. Aarhus Uni­ver­sitet.

Bjøn­ness, J. (2012). Between Emo­tion­al Pol­i­tics and Biased Prac­tices – Pros­ti­tu­tion Poli­cies, Social work, and Women Sell­ing Sex­u­al Ser­vices in Den­mark. Sex­u­al­i­ty Research and Social Pol­i­cy. Vol. 9 (3), s. 192–202.

Bjøn­ness, J. (2011). Jeg siger jo ikke jeg vil være astro­naut, vel? En antropol­o­gisk under­søgelse af rela­tio­nen mellem kvin­der med erfar­ing med salg af sek­suelle ydelser og det sociale sys­tem. Køben­havn: Rådet for Socialt Udsat­te.

Bjøn­ness, J. (2008a). Sociale tilt­ag som viden­spro­du­cent; Om sociale tilt­ag og erfar­ings­baseret viden på pros­ti­tu­tions­fel­tet i Dan­mark efter 1990. I: Holm­strøm, C. og M‑L. Skil­brei (red.): Pros­ti­tu­tion i Nor­den. Tema Nord 2008:604. Køben­havn: Nordisk Min­is­ter­råd.

Bjøn­ness, J. (2008b). Hold­ninger til pros­ti­tu­tion i Dan­mark. I: Holm­strøm, C. og M‑L. Skil­brei (red.): Pros­ti­tu­tion i Nor­den. Tema Nord2008:604. Køben­havn: Nordisk Min­is­ter­råd.

Phoenix, J. (1999). Mak­ing sense of pros­ti­tu­tion. New York: Pal­grave.

Weitzer, R. (2010). The mythol­o­gy of pros­ti­tu­tion: Advo­ca­cy Research and Pub­lic Pol­i­cy. Sex­u­al­i­ty Research and Social Pol­i­cy, vol. 7, s. 5–29.

Scroll til toppen