Tabish Khair

Onsdag den 19. november 2014 blokerede studerende dele af administrationerne på universiteterne i Århus og København i protest imod regeringens uddannelsesreformer. Ved den tilhørende demonstration i Århus holdt lektor i engelsk Tabish Khair en tale til de fremmødte studerende. Vi bringer her talen i en dansk oversættelse.

Jeg kunne starte med min for­bløf­felse over den ube­mærkede kends­gern­ing at i dag, ver­den over, er det netop de politkere, der bruger mil­liard-beløber på at red­de banker og fir­maer, der for­møblede jeres foræl­dres opspar­ing på en lille fejlin­vester­ing, de samme poli­tikere, som ikke vil bruge nogle få tusin­der, på at give jer mulighe­den for at stud­ere de fag, I ønsker. Men jeg vil ikke tale om kends­gerninger eller poli­tik i dag. I dag vil jeg tale om, hvor­for jeg over­hovedet er her, hos jer.

Jeg bliv­er af og til spurgt, hvor jeg hør­er til. I et land som Dan­mark, skulle dette efter­si­gende være svært at svare på. Folk som mig, der ikke synes at høre til i Dan­mark, og i særde­leshed ikke i Aarhus, og abso­lut ikke i Hjortshøj, hvor jeg rent fak­tisk bor, bør efter­si­gende være split­tet mellem nation­alitet og sted, kul­tur og sprog. Beklageligvis er jeg en blandt mange, der aldrig har følt sig split­tet. Idéen om iden­titet­skon­flikt er en idé, der forsøges pålagt folk som jeg, ofte af men­nesker, der ser det som en kon­flikt at over­hovedet imødekomme os! Jeg har altid ment, at jeg hør­er til her og der. Ikke blot som i Indi­en, Eng­land og Dan­mark, men også som i den lille indiske lans­d­by, hvor­fra jeg kom­mer, og den lille danske lands­by, hvori jeg nu bor. Jeg behøver ikke at vælge mellem dem. Det er der ingen grund til.

Men hvis du spørg­er mig, som lek­tor, hvor jeg hør­er til, ville mit svar være anderledes og dog magen til det, jeg gav før. Hør­er jeg til her som lær­er? Som forsker? Som stud­erende selv? For ingen tænk­ende per­son hold­er op med at være stud­erende. Hør­er jeg til her som akademik­er? Som for­fat­ter? Som borg­er? Eller som pro­to-borg­er, efter­som jeg ikke er inde­haver af et dan­sk pas? Tilsyneladende kan jeg ikke vælge mellem disse beteg­nelser. Alle er fel­ter, jeg bevæger eller har bevæget mig i. Dog er der en forskel. Denne forskel kom­mer, hvis du stiller oven­stående spørgsmål til mig anderledes. For eksem­pel hvis du spørg­er mig, som lek­tor, hvor min loy­alitet lig­ger?

Jeg ville svare, at min loy­alitet primært lig­ger hos mit videns­felt. Hverken markedssta­tis­tikker, virk­somhedsstruk­tur­er, poli­tiske for­maninger, admin­is­tra­tiv skyld­følelse, ikke engang det pæd­a­gogiske pres, kan ændre dette. Min loy­alitet lig­ger hos mit videns­felt. Det er, hvad jeg hel­liger mig til, hvad jeg vil bedømmes på, hvad jeg vil give videre til næste gen­er­a­tion. Viden og søgen efter viden, hvilket uundgåeligt inde­bær­er at undre sig og sætte spørgsmål­stegn igen og igen: Kri­tisk tænkn­ing. Dette kan ikke reduc­eres til et kon­to­blad eller et nyt­tigt værk­tøj. Det skal ikke reduc­eres til et kon­to­blad eller et nyt­tigt værk­tøj.

Så vil nogle nok sige, “du under­vis­er i engel­sk lit­ter­atur, der er behov for dette, det er jo trods alt et glob­alt sprog. Der er brug for det til at få arbe­jde og tjene penge”, og så spørge, “hvad med de små fag? Hvor­for opretholde dem?” Der er mange svar til dette ånds­for­ladte spørgsmål. Jeg vil give to af dem:

Første svar: Folk, der stiller dette spørgsmål, har ingen anelse om, hvad viden er. Viden er ikke et værk­tøj eller et kon­to­blad. Det er et netværk med punk­ter, der bliv­er til flere punk­ter — flere end vi nogensinde kan forestille os. Som sådan, er det lige­som livet: Slet­ter du et tilsyneladende ube­ty­deligt punkt, mis­ter du hun­drede­vis af andre punk­ter — du er selv ude om det.

Andet og end­nu mere indl­y­sende svar: Hvem kan over­hovedet påtage sig at afgøre vigtighe­den af en bestemt gren af viden? Og på hvilke grund­lag? Er jobs og løns­edler, økonomisk bele­j­lighed, kri­terier? Hvornår blev de det? Hverken Kierkegaard, Blix­en eller Bohr var “på arbe­jde”, da de gjorde, hvad de gjorde. Ingen, om det så er en blikkenslager, tøm­r­er, lær­er, for­fat­ter eller atom­forsker, ingen, der nogensinde har udret­tet noget stort, udret­tede dette som et sim­pelt stykke arbe­jde i bytte for en lønsed­del! I øvrigt, hvis det over­hovedet behøver at nævnes, hvis bele­j­lighed er kri­teri­et, er der da ingen forskel på at droppe såkaldte “små ikke-økonomiske fag” og på samme måde droppe de syge, de hand­i­cappede osv. Vi har diskuteret prob­lemet før, bare med andre ter­mer.

Der­for er der brug for at råbe op, ikke kun for vores fag, men for viden. Råbe op for det, der gør uni­ver­sitetet til, hvad det har været siden det mod­erne uni­ver­sitets beg­y­n­delse i det 18. århun­drede. Som Johann Got­tlieb Fichte, en af de første tænkere til at diskutere det mod­erne uni­ver­sitet, sagde det i 1807, så eksis­ter­er uni­ver­sitet ikke for at videre­bringe infor­ma­tion, men for at lære den stud­erende selv at udøve den kri­tiske tænkn­ing, foru­den hvilken infor­ma­tion alligev­el slet ikke ville kunne forstås. Den kri­tiske tænkn­ing opstår med viden — og omvendt.

Alt i alt bety­der dette, at vi er nødt til at værne om de små fag. Mar­tin Niemöllers berømte ord beskriv­er passende den sit­u­a­tion, vi befind­er os i:

Først kom de efter jøderne, og jeg råbte ikke op, for jeg var ikke jøde.

Så kom de efter kom­mu­nis­terne, og jeg råbte ikke op, for jeg var ikke kom­mu­nist.

Så kom de efter fag­foren­ingsmæn­dende, og jeg råbte ikke op, for jeg var ikke fag­foren­ings­mand.

Så kom de efter mig, og da var der ingen tilbage, der kunne råbe op for mig.

Råb op nu og råb højt! Vær sikker på at I bliv­er hørt. Råb op! Ikke kun for jeres fag, men for alle faglighed­er.

Tabish Khair er lek­tor i engel­sk på Aarhus Uni­ver­sitet. Demon­stra­tio­nen blev organ­is­eret af Et Andet Uni­ver­sitet. Tek­sten er over­sat af Morten Gusten­hoff.