Tabish Khair

Onsdag den 19. november 2014 blokerede studerende dele af administrationerne på universiteterne i Århus og København i protest imod regeringens uddannelsesreformer. Ved den tilhørende demonstration i Århus holdt lektor i engelsk Tabish Khair en tale til de fremmødte studerende. Vi bringer her talen i en dansk oversættelse.

Jeg kunne starte med min for­bløf­felse over den ube­mærkede kends­gern­ing at i dag, ver­den over, er det netop de politkere, der bruger mil­liard-beløber på at red­de banker og fir­maer, der for­møblede jeres foræl­dres opspar­ing på en lille fejlin­vester­ing, de samme poli­tikere, som ikke vil bruge nogle få tusin­der, på at give jer mulighe­den for at stud­ere de fag, I ønsker. Men jeg vil ikke tale om kends­gerninger eller poli­tik i dag. I dag vil jeg tale om, hvor­for jeg over­hovedet er her, hos jer.

Jeg bliv­er af og til spurgt, hvor jeg hør­er til. I et land som Dan­mark, skulle dette efter­si­gende være svært at svare på. Folk som mig, der ikke synes at høre til i Dan­mark, og i særde­leshed ikke i Aarhus, og abso­lut ikke i Hjortshøj, hvor jeg rent fak­tisk bor, bør efter­si­gende være split­tet mellem nation­alitet og sted, kul­tur og sprog. Beklageligvis er jeg en blandt mange, der aldrig har følt sig split­tet. Idéen om iden­titet­skon­flikt er en idé, der forsøges pålagt folk som jeg, ofte af men­nesker, der ser det som en kon­flikt at over­hovedet imødekomme os! Jeg har altid ment, at jeg hør­er til her og der. Ikke blot som i Indi­en, Eng­land og Dan­mark, men også som i den lille indiske lans­d­by, hvor­fra jeg kom­mer, og den lille danske lands­by, hvori jeg nu bor. Jeg behøver ikke at vælge mellem dem. Det er der ingen grund til.

Men hvis du spørg­er mig, som lek­tor, hvor jeg hør­er til, ville mit svar være anderledes og dog magen til det, jeg gav før. Hør­er jeg til her som lær­er? Som forsker? Som stud­erende selv? For ingen tænk­ende per­son hold­er op med at være stud­erende. Hør­er jeg til her som akademik­er? Som for­fat­ter? Som borg­er? Eller som pro­to-borg­er, efter­som jeg ikke er inde­haver af et dan­sk pas? Tilsyneladende kan jeg ikke vælge mellem disse beteg­nelser. Alle er fel­ter, jeg bevæger eller har bevæget mig i. Dog er der en forskel. Denne forskel kom­mer, hvis du stiller oven­stående spørgsmål til mig anderledes. For eksem­pel hvis du spørg­er mig, som lek­tor, hvor min loy­alitet ligger?

Jeg ville svare, at min loy­alitet primært lig­ger hos mit videns­felt. Hverken markedssta­tis­tikker, virk­somhedsstruk­tur­er, poli­tiske for­maninger, admin­is­tra­tiv skyld­følelse, ikke engang det pæd­a­gogiske pres, kan ændre dette. Min loy­alitet lig­ger hos mit videns­felt. Det er, hvad jeg hel­liger mig til, hvad jeg vil bedømmes på, hvad jeg vil give videre til næste gen­er­a­tion. Viden og søgen efter viden, hvilket uundgåeligt inde­bær­er at undre sig og sætte spørgsmål­stegn igen og igen: Kri­tisk tænkn­ing. Dette kan ikke reduc­eres til et kon­to­blad eller et nyt­tigt værk­tøj. Det skal ikke reduc­eres til et kon­to­blad eller et nyt­tigt værktøj.

Så vil nogle nok sige, “du under­vis­er i engel­sk lit­ter­atur, der er behov for dette, det er jo trods alt et glob­alt sprog. Der er brug for det til at få arbe­jde og tjene penge”, og så spørge, “hvad med de små fag? Hvor­for opretholde dem?” Der er mange svar til dette ånds­for­ladte spørgsmål. Jeg vil give to af dem:

Første svar: Folk, der stiller dette spørgsmål, har ingen anelse om, hvad viden er. Viden er ikke et værk­tøj eller et kon­to­blad. Det er et netværk med punk­ter, der bliv­er til flere punk­ter — flere end vi nogensinde kan forestille os. Som sådan, er det lige­som livet: Slet­ter du et tilsyneladende ube­ty­deligt punkt, mis­ter du hun­drede­vis af andre punk­ter — du er selv ude om det.

Andet og end­nu mere indl­y­sende svar: Hvem kan over­hovedet påtage sig at afgøre vigtighe­den af en bestemt gren af viden? Og på hvilke grund­lag? Er jobs og løns­edler, økonomisk bele­j­lighed, kri­terier? Hvornår blev de det? Hverken Kierkegaard, Blix­en eller Bohr var “på arbe­jde”, da de gjorde, hvad de gjorde. Ingen, om det så er en blikkenslager, tøm­r­er, lær­er, for­fat­ter eller atom­forsker, ingen, der nogensinde har udret­tet noget stort, udret­tede dette som et sim­pelt stykke arbe­jde i bytte for en lønsed­del! I øvrigt, hvis det over­hovedet behøver at nævnes, hvis bele­j­lighed er kri­teri­et, er der da ingen forskel på at droppe såkaldte “små ikke-økonomiske fag” og på samme måde droppe de syge, de hand­i­cappede osv. Vi har diskuteret prob­lemet før, bare med andre termer.

Der­for er der brug for at råbe op, ikke kun for vores fag, men for viden. Råbe op for det, der gør uni­ver­sitetet til, hvad det har været siden det mod­erne uni­ver­sitets beg­y­n­delse i det 18. århun­drede. Som Johann Got­tlieb Fichte, en af de første tænkere til at diskutere det mod­erne uni­ver­sitet, sagde det i 1807, så eksis­ter­er uni­ver­sitet ikke for at videre­bringe infor­ma­tion, men for at lære den stud­erende selv at udøve den kri­tiske tænkn­ing, foru­den hvilken infor­ma­tion alligev­el slet ikke ville kunne forstås. Den kri­tiske tænkn­ing opstår med viden — og omvendt.

Alt i alt bety­der dette, at vi er nødt til at værne om de små fag. Mar­tin Niemöllers berømte ord beskriv­er passende den sit­u­a­tion, vi befind­er os i:

Først kom de efter jøderne, og jeg råbte ikke op, for jeg var ikke jøde.

Så kom de efter kom­mu­nis­terne, og jeg råbte ikke op, for jeg var ikke kommunist.

Så kom de efter fag­foren­ingsmæn­dende, og jeg råbte ikke op, for jeg var ikke fagforeningsmand.

Så kom de efter mig, og da var der ingen tilbage, der kunne råbe op for mig.

Råb op nu og råb højt! Vær sikker på at I bliv­er hørt. Råb op! Ikke kun for jeres fag, men for alle fagligheder.

Tabish Khair er lek­tor i engel­sk på Aarhus Uni­ver­sitet. Demon­stra­tio­nen blev organ­is­eret af Et Andet Uni­ver­sitet. Tek­sten er over­sat af Morten Gusten­hoff.

Scroll til toppen