Mellem Alting og Ingenting. Franz Kafkas roman Slottet som sonde for titulaturen i dag.

Kafka
Franz Kaf­ka, 1923 (Pub­lic domain)

Vores arbejde er ikke kun, hvad vi gør. Det er i høj grad også, hvad vi kalder os selv: Professor, kaptajn, skomager, landmåler. Titulaturer gør det nemt at definere sig for sig selv og for andre, men hvad sker der når embedet ikke følger med titlen? Lars Kiilerich Laustsen undersøger titulaturens betydning fra Kafka til i dag.

FOKUS: ARBEJDETS RANDOMRÅDER - Hvem har lov til at arbe­jde, og hvem kan kalde sig for en arbe­jder? Hvor­dan beskrives de men­nesker og pro­fes­sion­er, der befind­er sig på grænsen til den gængse forståelse af arbe­jde? På Bag­grund sæt­ter vi i de næste fire artik­ler fokus på, hvor­dan vi taler om og opfat­ter os selv som arbe­jdere. Vi har bedt en række forskere om at under­søge arbe­jdets ran­dom­råder: Sam­fundss­nyl­tere fra alle sam­fund­slag, pros­tituerede, par­a­sit­ter og selvti­t­ulerende char­la­tan­er.


Franz Kafkas roman Slot­tet er om noget det lit­terære værk i det 20. århun­drede, der behan­dler tit­u­la­turen. Roma­nens hov­ed­per­son K. kom­mer til lands­byen ved slot­tet og insis­ter­er ved­varende på, at han er land­måleren, der af slot­tet er blevet hid­kaldt til at fore­tage nogle målear­be­jder. Og hvad skal læseren tro andet? Han er jo hov­ed­per­so­n­en, gen­nem hvis blik vi lige fra starten ser den fik­tionsvirke­lighed, vi bliv­er præsen­teret for. Men i virke­lighe­den kunne han lige så godt være landstryger, alt­så en per­son, der svin­dler sig frem til sin land­måler­po­si­tion. Det kan godt være ret frus­tr­erende som læs­er at skulle ind­stille sig på!

Imi­dler­tid er denne mis­ere ikke så ukendt i his­to­rien, som man skulle tro. His­to­rien om den falske kap­ta­jn fra Köpenick inde­hold­er alle de ele­menter, der kunne være K.’s fortælling. Det drejer sig om den arbe­jd­sløse sko­mager, Wil­helm Voigt, der den 16. okto­ber 1906 klæder sig ud som prøj­sisk kap­ta­jn og tager kom­man­do over en del­ing sol­dater, som han ind­tager byens råd­hus med. Lige forinden har han forsynet dem med øl og sør­get for, at de på den lokale sta­tion har fået et solidt mid­dagsmåltid samt en løn på en mark. Oven på denne gen­erøse bevært­ning van­dr­er delin­gen op til byens råd­hus og spær­rer alle indgange. Per­son­alet og besø­gende på råd­huset bliv­er for­ment adgang til at færdes på gan­gene, og Voigt lad­er borgmesteren arrestere og beslaglæg­ger kom­munekassen. Der hersker tvivl om, hvad Voigts egentlige motiv er, og ifølge den fork­lar­ing, han bagefter selv giv­er, vil han skaffe sig et pas, der giv­er ham tilladelse til at arbe­jde. Besæt­telsen ender med, at Voigt giv­er delin­gen ordre til at holde råd­huset besat end­nu en halv time, hvorefter han selv for­lad­er stedet og tager ind til Berlin, hvor han igen ifør­er sig civile klæder. 10 dage senere bliv­er han arresteret og siden idømt 4 års fængsel. Men den tyske kejs­er, Wil­helm 2. af Tysk­land, mor­er sig så meget over his­to­rien, at han benåder Voigt efter to års fængsel.

Wilhelm Voigt, den falsk kaptajn fra Köpenick
Wil­helm Voigt, den fal­sk kap­ta­jn fra Köpenick, 1906 (Pub­lic domain)

Denne his­to­rie er meget mor­som, og man kunne sikkert finde et hav af tilsvarende his­to­ri­er. Den klas­siske his­to­rie er man­den, der kom­mer ind fra gaden og på et hos­pi­tal ifør­er sig en hvid kit­tel, hvorefter han før­er sig frem, som om han var over­læ­gen. Men begge his­to­ri­er, både den om den falske kap­ta­jn og den om den falske læge, efter­lad­er også et vid­nes­byrd om, hvor anonymis­eret vor virke­lighed er blevet. Det kunne i prin­cip­pet være hvem som helst, der blev udstyret med de pågældende tit­u­la­tur­er, og det stiller det efter­føl­gende eksis­ten­tielle spørgsmål, om det i dag til syvende og sidst er noget guds­givent, at vi har fået den tit­u­latur i livet, vi har. For mig som uddan­net tysk lit­ter­at (Og ja, jeg er lit­ter­at!) er det end­videre et opgør med den tra­di­tionelle tyske dan­nelses­ro­man, hvor der altid er et telos, og hvor hov­ed­per­so­n­en, om end efter megen møje og besvær, når frem til en tilnærmelsesvis overensstem­melse mellem kald (”Beru­fung”) og erhverv (”Beruf”). I stedet for må man spørge sig selv, om der i virke­lighe­den ikke skal et stærkt moment af pok­er­fjæs til at føre sig frem og udøve en funk­tion med en der­til hørende tit­u­latur her i tilværelsen i dag.

At drage denne kon­klu­sion i Slot­tet besværlig­gøres dog af, at der også er objek­tive vid­nes­byrd om, at K. er land­måler: han bliv­er tilsendt to med­hjælpere, han får et anerk­endende brev fra slot­sem­beds­man­den Klamm, og han er til et møde hos sogne­foge­den, der ikke udelukker, at der vist nok engang skulle være ind­kaldt en land­måler. K. holdes således i en stedse svæven mellem sin land­måler­sta­tus og sin lige så mulige landstryger­sta­tus. Men også i fald må man kon­statere, at hans sit­u­a­tion heller ikke adskiller sig særlig meget fra vore dages arbe­jd­sliv, idet mange medar­be­jdere kon­stant bliv­er under­kastet en eval­uer­ing og ikke mindst selve­val­uer­ing. Det kan godt være, at medar­be­jderen har fået sig en posi­tion her i arbe­jd­slivet, men det er ikke ens­be­ty­dende med, at han ikke det næste øje­b­lik risik­er­er at være nul og niks. Intet er mere usikkert end tit­u­la­turen!

En bevidsthed bliver født

For at finde ud af, hvori prob­lemet i Slot­tet består, må vi besigtige de tvety­di­ge omstændighed­er, der skaber det enestående til­fælde, roma­nen beretter om. Vi må aflægge den start et besøg, da K. kom­mer til lands­byen og tilsyneladende blot find­er et sen­gele­je for nat­ten, men oplever et ganske uven­tet gen­nem­brud i forhold til, hvad han er eller troede han var.


K. står en rum tid på broen, der før­er ned til lands­byen, og går så ned i lands­byen, hvor han find­er nat­tel­o­gi på det lokale værtshus. Han får ikke noget værelse, men får lov til at indrette sig nødtørftigt på en lånt halm­sæk i krostuen, hvorefter han straks falder i søvn. Snart derefter bliv­er han vækket af en ung mand, der som repræsen­tant for slot­tet for­langer at se tilladelse fra slot­tet til at over­nat­te på lokaliteten. K.’s umid­del­bare reak­tion på dette er ganske sigende, idet han udbry­der: ”Hvad er det for en by jeg er havnet i? Er der da et slot her?” Ville en mand, der var ind­kaldt som land­måler af slot­tet velv­i­dende, at der var et slot, rea­ger­er sådan? På den anden siden er han lige blevet vækket af sin søvn, hvor­for det kan være svært at sam­le sig om realiteterne fra det ene øje­b­lik til det andet.

Der bliv­er en del kon­fer­eren frem og tilbage, hvor K. fleg­ma­tisk afvis­er den unge mands forstyrrelse, og til sidst hidser den unge mand sig op og bed­er ham om at for­lade området. K.’s reak­tion på dette bliv­er det modan­greb, der grundlæg­ger hele hans posi­tion i lands­byen. Det kan godt være, at han som udgangspunkt virkede tøvende, men her giv­er han svar på tiltale:

Nu må det snart være nok,” sagde K. påfaldende stille, lagde sig ned og trak tæp­pet over sig. ”De går lidt for vidt, unge mand, og i mor­gen skal jeg komme tilbage til Deres opførsel. Værten og de her­rer dér er vid­ner, såfremt jeg over­hovedet får brug for vid­ner. Men ellers må De være klar over at jeg er land­måleren som greven har tilka­ldt. Mine med­hjælpere med appa­rater­ne kom­mer i vogn i mor­gen. Jeg ville ikke gå glip af turen gen­nem sneen, men desværre for jeg vild et par gange, og der­for kom jeg så sent. At det nu var for sent at melde mig på slot­tet kunne jeg sige mig selv, før De belærte mig om det. Der­for har jeg også ladet mig nøje med dette her nat­tele­je, som De var så – mildest talt – uhøflig at forstyrre. Hermed har jeg fork­laret mig tilstrække­ligt. God nat, mine her­rer.” Og K. vendte sig mod ovnen.

Denne salve gør indtryk, og der for­planter sig en usikker­hed i K.’s omgivelser, der for et kort øje­b­lik stiller dem pas: ””Land­måler?” hørte han nogen, lidt tøvende, spørge bag sin ryg, så var der almin­delig stil­hed.” Men snart ved den unge mand fra slot­tet råd og ringer til slot­tet for at forhøre sig om rigtighe­den af K.’s udsagn, hvor­for K. for­bered­er sig på, at svaret fra slot­tet kan blive neg­a­tivt. Og slot­tet bekræfter rigtig­nok den unge mands mis­tanke. Men straks derefter indløber en ny besked gen­nem tele­fo­nen, der bekræfter K.’s udsagn, og dennes reak­tion på dette er lige så tvety­dig og uigen­nem­sigtig, som hele for­lø­bet har været indtil nu:

K. spidsede ører. Slot­tet havde alt­så udnævnt ham til land­måler. Det var på den ene side ugun­stigt for ham, thi det viste at man på slot­tet vid­ste alt det fornødne om ham, havde afve­jet styrke­forhold­ene og smilende tog kam­p­en op. Men på den anden side også gun­stigt, thi det beviste efter hans mening at man under­vur­derede ham, og at han ville have større fri­hed end han på forhånd havde tur­det håbe på. Og hvis man mente at man med denne åndeligt utvivl­somt over­leg­ne anerk­endelse af hans land­måler­still­ing kunne hen­sætte ham i stadig skræk, så tog man fejl, han følte en let gysen, det var det hele.

K. er ekstremt opmærk­som på, hvor­dan omgivelserne rea­ger­er på ham, og han betragter land­må­leri­den­titeten som en gun­st, måske oven i købet en uven­tet og ufort­jent én, der bliv­er ham tildelt. Hvor­for bruger den per­son­ale fortæller så ellers ver­bet ”udnævnt” om iden­titet­stil­skrivnin­gen? K. opfat­ter det, som om slot­tet tager udfor­drin­gen op, efter at han selv har udfor­dret, og han skøn­ner, at det, styrke­forhold­ene taget i betragt­ning, på den ene side ikke anser anerk­endelsen af ham som land­måler for nogen særlig stor indrøm­melse, men at lige netop det på den anden side giv­er ham et pusterum til at gen­overve­je sin sit­u­a­tion. Han har fået en mulighed for at bide sig fast i bor­d­kan­ten, og denne mulighed har han i sinde at udnytte til sit yder­ste. Denne tanke fremkalder en let gysen hos ham, for­di han nu ikke bare har opnået anerk­endelse i lands­byfæl­lessk­a­bet, men fra højeste sted, slot­tet.

Hele resten af roma­nen går med, at K. prøver at give denne ”udnævnelse” sub­stans. K. er sådan set ikke – sådan som nogle for­tolkere fejlagtigt har tolket roma­nen – inter­esseret i inte­gra­tion i lands­byfæl­lessk­a­bet. Hvis det bare var det, havde han snart opnået det, om ikke som land­måler, så som skole­bet­jent eller hes­tepass­er. Han kunne således rent fak­tisk have påtaget sig flere iden­titeter og funk­tion­er i lands­byen og være for­blevet i dem, hvorefter ingen efter et stykke tid ville have stil­let spørgsmål­stegn ved det – også selvom de var opstået under lige så vilkårlige omstændighed­er som hans angivelige land­måler­sta­tus. Men K. insis­ter­er på sin ”Ver­messen­heit” (= for­mas­te­lighed), der lig­ger som en hen­tyd­ning i det tyske ord for land­måler, ”Land­ver­mess­er”, og han over­skrid­er grænser, der ved­varende sæt­ter hans posi­tion på spil. Der­for oplever han ikke bare en inte­gra­tion ind i et sam­fund, men også en lang­som eksklud­er­ing af det igen og ned ad den sociale rangstige fra land­måler over skole­bet­jent til hes­tepass­er. Men spørgsmålet er, om han derved ikke sam­tidig når frem til en væsenskerne! K. er i virke­lighe­den dybt gam­meldags, og tit­u­la­tur­er er for ham ikke noget, man hænger på folk efter for­godt­befind­ende. Bor­det fanger, både for dem, der tildel­er dem, og dem, der får dem, og K. vil have metafy­sisk vished om sin iden­titet.

Titulaturerne kipper

Når det frem­står så tvety­digt, om K. er land­måler eller landstryger, skyldes det, at Kaf­ka bev­idst gør brug af en fig­ur, der får udsag­net til at kippe i snart den ene ret­ning, snart den anden, nem­lig inver­sions­fig­uren. Inver­sions­fig­uren beteg­n­er det optiske fænomen, hvor man enten ser ét motiv eller et andet, alt efter hvor­dan man ind­stiller blikket, og uanset at begge motiv­er er inte­gr­eret i én og samme fig­ur. Vi kender det fra den såkaldt rubinske vase, hvor vi enten ser en vase eller pro­fil­erne af to ansigter over for hinan­den, men hvor vi ikke kan se begge ting på én gang, i hvert fald ikke i vor ana­lytisk ori­en­terede virke­lighed. Det er grun­den til, at vi står på gyn­gende grund med hen­syn til at bestemme, hvad K. er.

Ser vi lidt nærmere på de andre per­son­er i roma­nen, opdager vi, at dette fænomen også kende­teg­n­er dem, bl.a. Barn­abas, da K. første gang bliv­er opsøgt af denne på kroen. Han beskrives på føl­gende vis: ”Han var næsten hvid­klædt, tøjet var vel ikke af silke, det var vin­tertøj som alt andet, men silketø­jets fin­hed og højtide­lighed havde det.” Og da K. spørg­er om, hvem han er, svar­er han: ””Barn­abas hed­der jeg,” sagde han, ”bud er jeg.”” Enhver, der kender lidt til sprog­et, ved, at det græske ord for bud eller sende­bud er ange­los, det selv samme ord, der har for­plantet sig i ordet engel, så Barn­abas frem­står for­bigående som en engel som følge af dette og den hvide påk­læd­ning, han bær­er. Men da K. føl­ger med ham hjem til, hvad der vis­er sig at være Barn­abas’ foræl­dre og søstre, find­er han ud af, at der ikke er noget ophø­jet over ham, og det hed­der sig om K., at han ”Havde ladet sig besnære af Barn­abas’ stramme silkeglin­sende jakke, som denne nu knappede op, så en grov snavset­grå sam­men­lap­pet skjorte kom til syne over et vældigt kan­tet bryst som på en tjen­estekarl”. Hele illu­sio­nen om, at han skulle være højt på strå og i stand til at hjælpe ham nærmere slot­tet, falder til jor­den, og Barn­abas reduc­eres fra det ene øje­b­lik til det andet fra engel til tjen­estekarl.

Der er alt­så et kæmpe gab imellem, hvad folk fore­giv­er at være, og hvad de i virke­lighe­den er. Denne iagt­tagelse har også betyd­ning for, hvor­dan vi vur­der­er K. og hans uafgjorte iden­titet som enten land­måler eller landstryger. Tit­u­la­turen vis­er sig at være et arrange­ment af pro­vi­sorisk karak­ter, der er skabt af, hvor­dan omgivelserne ser på én, og hvis man er god til at isce­nesætte sig selv, kan man i en social sam­men­hæng nå langt. Men man må spørge sig selv, om det har noget med fig­ur­ernes egentlige sub­stans at gøre. Man kan således i lang tid diskutere, om K. er land­måler eller ej, men man kan også tolke K.’s fort­sat­te søgen efter anerk­endelse som land­måler som en afspe­jling af det men­neske­lige vilkår i det hele taget, hvormed roma­nen stiller det evigt ved­k­om­mende spørgsmål: hvad er et men­neske? Ini­tialet K. er rigtig­nok en hen­tyd­ning til Kafkas eget efter­navn, men det er også et chifre for et hvilket som helst men­neske. Det er det afk­lædte men­neske eller – om man vil – ”det nøgne liv”. Det hen­ty­der på den ene side til hov­ed­per­so­n­ens eventuelle landstrygerek­sis­tens, men med fig­urens lige så mulige erhverv­sudøvelse som land­måler spørg­er roma­nen på den anden side, hvad der sker med et men­neske, når det i form af tit­u­la­turen land­måler bliv­er iklædt et socialt korset. Af samme grund udvikler roma­nen en civil­i­sa­tion­sal­le­gori, for en land­måler er jo – ikke ulig en anden roman­helt i Thomas Manns roman Trold­doms­b­jer­get, Hans Cas­torp, der er ingeniør – en ekspo­nent for det tek­nol­o­giske frem­skridt. Han vil lave om på ting og er i den for­stand en rev­o­lu­tionær, hvor­for han er en sten i skoen for lands­by­be­boerne neden for slot­tet. Men K.’s land­måler­pro­jekt skæmmes sam­tidig af, at han aldrig kom­mer til at udføre nogen land­måler­ar­be­jder. Man kan tvær­ti­mod kon­statere, at jo nærmere han kom­mer sin bestem­melse på slot­tet, desto nærmere kom­mer han en sand­hed, der mere ville høre hjemme i Mon­ty Pythons min­is­teri­um for gakkede gan­garter end i det nuværende nyt­te­ori­en­terede Uddan­nelses- og Forskn­ingsmin­is­teri­um under Sofie Carsten Nielsen.

Slottet som forløber for samtidens selviscenesættelse

De ver­den­er, Kaf­ka skil­dr­er, forekom­mer altid under­ligt afson­dret og mærke­lige i forhold til den ver­den, vi kender. Alligev­el slår han mange gange umærke­ligt ned i, hvad der er aller­mest ved­k­om­mende. Den coach­ing-kul­tur samt eval­uer­ings- og selve­val­uer­ingskul­tur, der er vok­set frem i de sid­ste 15 år, har de samme ide­al­er om at for­følge sine per­son­lige mål som K. Ifølge disse kul­tur­er skal man gøre sit liv til et pro­jekt, og det er ifølge teolo­gen Jør­gen I. Jensen i dennes bog Jeg-auto­mat­en livet som fortælling, CV eller brand: ”Det enkelte men­neske har i prin­cip­pet hele ver­den som scenerum og alle andre men­nesker som tilskuere.” Han beteg­n­er det også som en tid­salder, der er domineret af biografistiske ide­al­er i mod­sæt­ning til de indi­vid­u­al­is­tiske, der ifølge ham har været gældende indtil da. Det drejer sig ikke læn­gere om at udmærke sig ved et ikke nød­vendigvis tilpas­set sær­præg, men at skrive sig ind i de omgivelser, der sæt­ter ram­merne for ens udfold­else. K. kan således lave sig et brand som land­måler, så omgivelserne ikke bare uden videre kan afvise ham, og han kan udvikle sin egen fortælling ud fra det enestående til­fælde, der skaber denne iden­titet. Prob­le­merne beg­y­n­der først at opstå, da han beg­y­n­der på at insis­tere på at give denne iden­titet sub­stans.

Man kan ind­vende imod oven­nævnte men­neske­billede, at det for­dr­er, at man kon­stant kan udvikle sig og hhv. tale sig op eller blive talt op i et højere gear. Det er alt­så lige så meget en retorisk øvelse som at angive en ved­varende udvikling, og man kan frygte, at men­neske­billedet kan komme for skade at dække over en indre hul­hed, for så vidt som det kom­mer mere an på ens evne til at isce­nesætte sig selv end på gen­uin udvikling. Den første direk­tør for kun­st­museet Arken, Anna Cast­berg, der blev direk­tør i marts 1996, er et eksem­pel på dette. Allerede i sep­tem­ber samme år måtte hun fratræde still­in­gen pga. rod i reg­n­sk­aberne, men i virke­lighe­den var det, for­di hun – med en for­mu­ler­ing, hun siden selv brugte – havde ”roman­tis­eret” sit CV og skrevet en dok­tor­grad og nogle andre uddan­nelser på, som hun ikke havde. Lige­som det fore­lig­ger som en mulighed hos K., skabte hun en fortælling om sit eget liv og lod den til sit eget mak­si­male udbytte oppor­tunis­tisk tillempe den virke­lighed, hun indgik i.

Et andet mere nyligt eksem­pel på selvisce­nesæt­telse er hjerne­forskeren Mile­na Penkowa, der i dag påviseligt har fus­ket med nogle rot­te­forsøg og offentlig­gjort fik­tive data. Hun er nu af et inter­na­tion­alt forsker­pan­el kendt skyldig i bev­idst viden­sk­a­belig ure­de­lighed. Men i mellemti­den nåede hun at bringe det til ph.d. og dr.phil., og hun endte såmænd også som pro­fes­sor på Insti­tut for Neu­rov­i­den­skab og Far­makolo­gi. Sam­tidig blev hun fejret som én af Dan­marks ypper­ste forskere og blev i 2009 udmær­ket med viden­sk­ab­smin­is­terens elite­forsker­pris. Hun forstod at isce­nesætte sig selv og skabe en fortælling om sig selv, hvilket bl.a. ytrede sig ved, at hun kunne posere for fotograferne. Googler man hende på inter­net­tet, kan man således finde flere billed­er af hende, hvor denne selvbe­v­id­s­thed træder tydeligt frem. Hen­des evne til selvisce­nesæt­telse og til at skabe en fortælling om sig selv fremgår også af den omstændighed, at hun nogle år inden pris­tildelin­gen i et brev til rek­tor Ralf Hem­mingsen havde løjet sin mor og søster døde ved et biluheld. Det viste sig ikke at være rigtigt, idet de tre år senere optrådte lyslevende ved Penkowas dok­tor­fest. Men his­to­rien viste noget om hen­des evne til lige­som Anna Cast­berg at skabe en fortælling ud fra øje­b­likket, og på samme måde havde hun momen­tum og red på en bølge, godt hjulpet af en daværende poli­tisk agen­da om, at forskere skulle være unge og mål­ret­tede, da hun ved sin kar­ri­eres højdepunkt fik elite­forsker­prisen.

Det inter­es­sante ved Penkowa-sagen er ikke, at hun blev afs­løret, men at hun, hvis hun bare havde gået gen­nem sin kar­riere med lidt min­dre bul­der og brag, i dag kunne have været en velan­skreven forsker. Det får én til at spørge, hvor mange forskere med graden ph.d. eller dr.phil. og titlen adjunkt, lek­tor eller pro­fes­sor der kan være gået under radaren. Det er dog i grun­den et unfair spørgsmål! De fleste forskere, jeg kender, er ærlige og redelige, og de er langt snarere kende­teg­net ved den kro­nisk nagende tvivl, om de i forhold til deres grad og deres job­beteg­nelse er gode nok. Men uanset hvor­dan det forhold­er sig, kan man på den bag­grund kon­statere, at Kaf­ka ikke var helt ved siden af, da han med sin hov­ed­per­son i Slot­tet udkast­ede diko­tomien landmåler/landstryger. Der er altid en sid­ste rest af diskrepans mellem tit­u­la­turen og en giv­en per­sons generelle følelse af social berettigelse i nuti­dens arbe­jd­sliv, og denne diskrepans kan desværre ofte netop give sig udslag i, at det er de fork­erte, der vin­der omgivelsernes anerk­endelse i arbe­jd­slivet i det hele taget. Anna Cast­berg og Mile­na Penkowa er således symp­to­ma­tiske for, hvilke uheldige føl­ger coach­ing-kul­turens samt eval­uer­ings- og selve­val­uer­ingskul­turens selvpro­mover­ing kan have: nogle per­son­er med et over­skud af selvværd kan i kraft af deres sug­ges­tive bered­skab føre sig frem på bekost­ning af andre per­son­er med et under­skud af selvværd, men med et større poten­tiale.

Den selvpro­mover­ing, som coach­ing-kul­turen samt eval­uer­ings- og selve­val­uer­ingskul­turen kan udmønte sig i, er slet ikke så ny, som man skulle tro. Ifølge den tyske filosof Peter Slo­ter­dijk i dennes nyeste bog Die schreck­lichen Kinder der Neuzeit har der sen­est siden Den Franske Rev­o­lu­tion fun­det et opgør med den geneal­o­giske arv sted, således at par­v­enuerne, der står for et brud på tra­di­tio­nen, bliv­er den nye per­son­lighed­stype på den sociale are­na. Ganske vist repræsen­ter­er par­v­enuerne alt, hvad vi i nuti­den sæt­ter højt, såsom iværk­sæt­teren eller møn­ster­bry­deren, men de sæt­ter sam­tidig en kile ind i kon­ti­nu­iteten og mimer virke­lighe­dens kontin­gens. Slo­ter­dijk illus­tr­erer over­gan­gen ud fra et brev fra 1700-tal­let af den borg­erlige bel­letrist Vin­cent Voiture til domher­ren i Poitou, Pierre Costard, hvori Voiture citer­er en borg­erlig helts ord over for en ital­ien­sk adelig, ifølge hvilke hel­ten og dennes højre arm, som denne i øvrigt anser for sin far (sic!), er mere værd end den adelige. Slo­ter­dijk udled­er der­af om den antifamil­iære og anti­ge­neal­o­giske ten­dens i det 19. og 20. århun­drede: ”Den, som betragter sin højre arm som sin far, begrun­der sin still­ing i ver­den ved sig selv, mere præ­cist: ved sit eget præs­ta­tion­sor­gan.” Det er fore­gri­belsen af oplysnin­gens myn­di­ge, autonome indi­vid og af den men­neskerettighed­serk­læring, der bliv­er resul­tatet af Den Franske Rev­o­lu­tion, men citatet vis­er tillige bagsi­den af den egalitet­stænkn­ing, som Den Franske Rev­o­lu­tion byg­ger på: indi­videt kan i kraft af den fortælling, som det, løs­gjort fra det faderlige åg, skaber om sin egen præs­ta­tion, føre sig frem på andre indi­viders bekost­ning. Deri lig­ger ifølge Slo­ter­dijk udkastet til det 20. århun­dredes despot­er såsom Hitler, Stal­in eller Mus­soli­ni, som Slo­ter­dijk beteg­n­er som moder­nitetens bas­tarder.

Den schweiziske dra­matik­er Friedrich Dür­ren­matt imødekom­mer i sit essay Teater­prob­le­mer Slo­ter­dijks syn­spunkt i oven­nævnte bog og beskriv­er, hvor­for der i nuti­den ikke find­es gen­ren tragedi­er mere, lige­som der gjorde for Schillers his­toriske dra­maer:

Alene af den grund, at der ikke mere eksis­ter­er tragiske Helte, men kun Tragedi­er, som isce­nesættes af Ver­denss­lagtere og udføres af Kød­hakke­mask­in­er. Af Hitler og Stal­in kan der ikke mere skabes Wallenstein’ere. Deres Magt er saa umaadelig stor, at de selv kun er Magtens til­fældige ydre Udtryks­former, der efter Ønske kan udskiftes, og den Ulykke, man især forbinder med Hitler og til en vis grad ogsaa med Stal­in, er blevet for vidt­for­grenet, for uover­skuelig, for gru­som, for mekanisk og ofte ogsaa sim­pelthen alt­for meningsløs.

Der find­es et uen­deligt rhi­zoma­tisk netværk af indi­vider, der kæm­per imod hinan­den. De er ikke bærere af his­to­rien, men nogle af dem skaber his­to­rien i kraft af den fortælling, de udvikler om sig selv. De kan ikke agere tragiske helte, for de kunne i prin­cip­pet være hvem som helst, alt efter hvis fortælling der vin­der frem for den anden. Til gengæld afst­ed­kom­mer det tek­nol­o­giske frem­skridt, at disse vilkårligt ind­sat­te magth­averes beslut­ninger kan få uanede kon­sekvenser for en masse men­nesker, hvilket har gjort det 20. århun­drede til det mest destruk­tive århun­drede nogensinde i men­neske­he­dens his­to­rie. Kafkas roman Slot­tet kan således læs­es som para­blen på disse opkom­linges his­to­rie. K. kom­mer til lands­byen ved slot­tet uden for­tid, men han skaber sig en nutid og en fremtid. Han hold­er en hel lands­bys opmærk­somhed trylle­bun­det ved sin angivelige tit­u­latur som land­måler, en selvop­fat­telse, der kan være lige så pri­va­tis­eret som der Führer, Il duce eller caudil­lo hos visse despot­er i det 20. århun­drede. Havde K. haft magt, som han har agt, havde han utvivl­somt gjort et stort kval­i­ta­tivt ind­hug i den embry­onale magthinde, der omgiv­er slot­tet, men hans færd gen­nem lands­byen kende­teg­nes ved en anden omstændighed, nem­lig at han lige så godt kan være landstryger. Dermed stre­jfer roma­nen den dobbelthed, der karak­teris­er­er mange despot­er, der på den ene side opnår at leve deres drømme ud i al deres pomp og pragt, men på den anden side stil syvende og sidst vis­er sig at være ingent­ing. Det blev særligt klart, da en tidligere irakisk dik­ta­tor i nyere tid endte sin kar­riere med at blive halet op af et stort mørkt hul nær sin føde­by ved Tikrit.

Men K. insis­ter­er i mod­sæt­ning til disse despot­er i Slot­tet på at give sin iden­titet sub­stans, og af samme grund gen­nemgår han en social mar­gin­alis­er­ing igen fra land­måler over skole­bet­jent til hes­tepass­er. K’s udvikling eller ret­tere afvikling afspe­jler det løse grund­lag, iden­titeten hvil­er på hos men­nes­ket i det 20. og 21. århun­drede. Freud udtaler de berømte ord, at men­nes­ket ”ikke engang er herre i eget hus”, og deri lig­ger, at iden­titeten er en pro­vi­sorisk foranstalt­ning mellem en ydre uen­de­lighed, hvor jor­den ikke læn­gere er uni­ver­sets midte end­sige men­nes­ket noget af Gud inten­deret pro­jekt, og en indre uen­de­lighed, hvor et men­neskes han­dlinger ifølge Freud selv er betinget af uigen­nem­sigtige process­er i dets egen ube­v­id­ste. Det gælder også tit­u­la­turen, hvilket Kaf­ka har forstået bedre end nogen anden. Kaf­ka har læst Freud, men han afvis­er på det bestemteste psyko­analy­sens ter­apeutiske side. Til gengæld har han et godt blik for dens speku­la­tive side, en side, vi i øvrigt her i Dan­mark har en slem ten­dens til at ignorere til fordel for en over­sæt­telse af psyko­analy­sen til ren libido og den plat­teste reduk­tion­isme. Allerede i sit hov­ed­værk Drøm­me­tyd­ning skriv­er Freud således om for­tolknin­gen af drømmene:

I selv de bedst tyd­ede drømme må man tit lade et sted for­blive uop­klaret, for­di man ved tyd­nin­gen mærk­er, at der her er et vir­var af drøm­metanker, der ikke kan redes ud, og som desu­den ikke har lev­eret væsentlige bidrag til drøm­meind­hold­et. Dette er da drøm­mens navle – det sted, hvor den er fast­gjort til det ukendte.

Det er disse sti­er mod det ukendte, som Kaf­ka er optaget af. K. oplever i løbet af Slot­tet nogle for­bigående åbninger, hvor han forekom­mer at komme tæt på en essens. Det er ikke, når han laver mål­ret­tede forsøg på at forcere slot­tet, men snarere når han så at sige snubler over sine egne ben og i nogle drøm­meagtige sekvenser mis­ter kon­trollen. Dette ind­be­fat­ter bl.a., at han oplever slotssekretær­er efterligne hane­gal i gan­gen på Her­sk­ab­s­går­den. Men af samme grund und­drager han sig lands­byfæl­lessk­a­bet igen, idet beboerne i lands­byen repræsen­ter­er forskel­li­gart­ede, dog hver især ratio­nalis­erede strate­gi­er, der er forankret i sprog­et, til at opretholde deres selv­forståelse i lands­byfæl­lessk­a­bet. K.’s rejse gen­nem lands­byen er der­i­mod kende­teg­net ved en tilt­a­gende sjælelig dimen­sion, der giv­er ham en flig af ind­sigt i noget kval­i­ta­tivt vigtigt, men ikke inte­grerbart. Lige­som i mind­ful­ness, der i dag vin­der ind­pas til løs­ning af stress og andre prob­le­mer på arbe­jd­splad­sen, bevæger K. sig frem mod en spir­ituel erk­endelse af gnos­tisk art, der ganske vist i hans til­fælde ikke giv­er noget fast arbe­jde, i hvert fald ikke som land­måler, men som repræsen­ter­er en radikal ekspan­sion udi men­nes­kets sjæle­liv.

Lars Kiilerich Laust­sen er lit­ter­at med tilknyt­ning til Forskn­ings­cen­ter Gno­sis ved Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen