Samfundsnasserens revolutionære forhistorie

Samfundsnasserens revolutionære forhistorie

De dovne skal ikke have lov til at stemme. Det er en af Menneskerettighedernes ofte oversete pointer. Også under Den franske revolution diskuterede man skellet mellem de, der bidrager til samfundet og de, der ikke gør. Gennem pamfletter og satiretegninger fortæller litterat Jonas Ross Kjærgård samfundsnasserens revolutionære forhistorie.

FOKUS: ARBEJDETS RANDOMRÅDER - Hvem har lov til at arbe­jde, og hvem kan kalde sig for en arbe­jder? Hvor­dan beskrives de men­nesker og pro­fes­sion­er, der befind­er sig på grænsen til den gængse forståelse af arbe­jde? På Bag­grund sæt­ter vi i de næste fire artik­ler fokus på, hvor­dan vi taler om og opfat­ter os selv som arbe­jdere. Vi har bedt en række forskere om at under­søge arbe­jdets ran­dom­råder: Sam­fundss­nyl­tere fra alle sam­fund­slag, pros­tituerede, par­a­sit­ter og selvti­t­ulerende char­la­tan­er.

Hvis man er sam­fund­snass­er, så er man sådan én, der er ligeglad med fæl­lessk­a­bet, og som bare vil rave til sig på andres bekost­ning. Man mod­tager dag­penge, har et vist rådigheds­beløb og brokker sig en gang i mellem, men egentlig har man det jo godt, alt for godt. I Dan­mark var der engang en poli­tisk kon­flikt mellem arbe­jds­gi­vere og arbe­jd­stagere, men efter 2012 sagerne om Dovne Robert og Fat­tige Cari­na er det blevet tydeligt, at den poli­tiske kon­flikt har fly­t­tet sig. Nu står fron­terne i stedet mellem dem på arbe­jds­markedet, og dem uden for arbe­jds­markedet. Mellem de arbe­jd­somme og de dovne. At dømme ud fra en række folket­ingsmedlem­mers offentlige udsagn tyder det på, at de folke­val­gte har en inter­esse i at inten­si­vere dén kon­flikt i stedet for at tale om en mulig omor­gan­is­er­ing af arbe­jds­markedet; en omor­gan­is­er­ing, der ville skulle omfordele arbe­jds­byr­den og dermed mindske dels stress­niveauet blandt dem med arbe­jde og dels skyld­følelsen og min­dreværdet hos dem uden.

Men sam­fund­snasseren, hvad er egentlig hans eller hen­des his­to­rie? Med udgangspunkt i nogle billed­er fra den franske rev­o­lu­tion­spe­ri­ode vil jeg argu­mentere for, at sam­fund­snasseren er en gam­mel og tvety­dig fig­ur. I beg­y­n­delsen af rev­o­lu­tio­nen var nasserne de dovne og unyt­tige eliter, der nød frugterne af andres arbe­jde, men på et senere tid­spunkt var det, som om det vendte, så nasseren i stedet blev den fat­tige arbe­jd­sløse. Tydeligvis har vi i Dan­mark val­gt at følge op på den sid­ste ver­sion af nasseren, men måske kan vi lære noget af den tidlige rev­o­lu­tions nasserkri­tik?

Indtil rev­o­lu­tio­nen i 1789 var Frankrig ind­delt i tre stæn­der: gejst­lighe­den, aris­tokrati­et og tred­je­s­tanden. Gejst­lighe­den og aris­tokrati­et udgjorde tilsam­men cir­ka 2 % af den sam­lede befolkn­ing, men ikke desto min­dre sad de på enorme for­muer, jorder og havde deru­dover en række økonomiske og poli­tiske priv­i­legi­er. Der var bestemte skat­ter, de ikke skulle betale, særlige embed­er de havde eneret til og poli­tiske beslut­ninger, som de blev inklud­eret i. Tred­je­s­tanden – og allerede navnet illus­tr­erer, at de var den lidt sørgelige sam­fund­srest – var en enormt het­ero­gen mængde, der talte bøn­der, finansspeku­lanter, hånd­værkere, forhut­lede eksis­tenser og alt der­imellem. Frem imod 1789 var der en vok­sende util­fred­shed med denne ulige fordel­ing af goderne i det franske sam­fund, og især beg­y­n­dte medlem­merne af tred­je­s­tanden at sætte kri­tisk fokus på det forhold, at de igen­nem deres arbe­jde pro­duc­erede langt størst­ede­len af sam­fun­dets værdier, men alligev­el stod uden for den poli­tiske magt. Den type af kri­tiske argu­menter blev frem­ført i poli­tiske pam­flet­ter og debat­ter, men også i sange, skue­spil eller som her satireteg­ninger:

Figur 1. Anonym: A faut esperer qu ca finira ben tot [Vi må håbe det snart slutter], farvet radering. Paris, 1789.
Fig­ur 1. Anonym: A faut esper­er qu ca fini­ra ben tot [Vi må håbe det snart slut­ter], farvet rader­ing. Paris, 1789.

Motivet med en tred­je­s­tand­srepræsen­tant, som på ryggen bær­er en gejstlig og en adelig, var let at afkode, og det cirkulerede i en række ver­sion­er med forskel­lige titler. Præsterne og aris­tokrater­ne nød frugterne af tred­je­s­tandens arbe­jde, var den genk­om­mende pointe. Billedets bud­skab forstærkes yderligere af, at man­den fra tred­je­s­tanden bær­er to sedler, hvo­raf navnene på nogle af de skat­ter, han skal betale, fremgår, mens der i præstens lomme blandt andet er en sed­del, hvor­på der står ”pen­sion”. Nogle betaler skat, og andre hæver en fed pen­sion. For yderligere at tydelig­gøre pointen står der ”våd af tår­er” på bon­dens hakke. Inter­es­sant nok er sam­fund­snasserne alt­så her elitens repræsen­tan­ter, og land­brugssym­bol­erne – hakken, kanin­erne og kyllingerne – fun­ger­er som en illus­tra­tion af, at bon­den arbe­jder som forsørg­er, mens andre nyder godt af hans arbe­jde.

Pointen om, at tred­je­s­tanden udførte alt det vigtige arbe­jde, blev på skrift frem­ført mest effek­t­fuldt af den rev­o­lu­tionære abbed Emmanuel-Joseph Sieyès (1748−1836). I rev­o­lu­tion­sti­dens mest ind­fly­delses­rige pam­flet, Hvad er tred­je­s­tanden? (1789), oplist­ede han alle de erhverv, der var vigtige for et sam­fund: land­bruget, hånd­værkere, køb­mænd, lærere. Hans pointe var, at alle de funk­tion­er blev vare­taget af tred­je­s­tanden, hvilket gjorde det uaccept­abelt, at ade­len og præstesk­a­bet sad på al poli­tisk magt. I stedet burde der være et lige forhold mellem borg­ernes sam­fund­snyt­tige arbe­jde og deres poli­tiske ind­fly­delse. En vigtig præmis for, at den argu­men­ta­tion kunne frem­stå over­be­visende, var, at betyd­nin­gen af tred­je­s­tandens arbe­jde blev bredt anerk­endt. Som det fremgår af fig­ur 2, spillede billedme­di­et også her en vigtig rolle.

Anonym: Né pour la peine: l’homme de village [Født til slid: manden i landsbyen], farvet radering. (Paris: chez Basset, [ca 1789]). Versene under billedet lyder: Tous les jours au milieu d’un Champ/Par la Chaleur par la froidure/L’on voit le Pauvre Paysan/Travailler tant que l’année dure/Pour amasser par son labeur/De quoi payer le collecteur. [Alle dage ude i marken/I varmen og i kulden/Ser man den stakkels bonde/Arbejde så længe som året varer/for at spare sammen ved sit arbejde/til at kunne betale skatteindkræveren.]
Fig­ur 2. Anonym: Né pour la peine: l’homme de vil­lage [Født til slid: man­den i lands­byen], farvet rader­ing. Paris: chez Bas­set, ca. 1789. Versene under billedet lyder: Tous les jours au milieu d’un Champ/Par la Chaleur par la froidure/L’on voit le Pau­vre Paysan/Travailler tant que l’année dure/Pour amass­er par son labeur/De quoi pay­er le col­lecteur. Alle dage ude i marken/I var­men og i kulden/Ser man den stakkels bonde/Arbejde så længe som året varer/for at spare sam­men ved sit arbejde/til at kunne betale skat­teind­kræv­eren.

Ikke mindst på grund af hanens plac­er­ing oven på bon­dens hat, er det et ret besyn­derligt billede, og det er da også uvist, i hvilket omfang det har cirkuleret. Som det fremgår af tek­sten under versene, har det kun­net købes hos Bas­set i dennes butik på Rue St. Jacques i Paris. I forhold til dets motiv og tekst har billedet et klart (over)pædagogisk sigte, hvilket tydelig­gøres af tek­sterne på billedet: ”Bon­dens og dyrenes attrib­ut­ter” eller ”Koen: ved dens mellemkomst drikker og spis­er man”. Lige­som billedets titel bidrager versene forne­den med et moral­sk per­spek­tiv, der under­streger bon­dens hårde kår, men også hans stædi­ge arbe­jd­somhed. Hvad enten det er koldt eller varmt, så arbe­jder bon­den. Pointen er, at billedet, sam­men med en stribe lig­nende illus­tra­tioner, er med til at udbrede og etablere en ide­ol­o­gisk ramme, inden for hvilken argu­mentet om tred­je­s­tandens nyt­tige arbe­jde bliv­er effek­tivt. Det bliv­er demon­str­eret, at bon­den arbe­jder hårdt, og når man forstår dét, er det sam­tidig let­tere at blive over­be­vist af argu­mentet om, at almen­nyt­tigt arbe­jde bør med­føre en beløn­ning i form af poli­tisk ind­fly­delse.

Men det er ikke kun på et abstrakt ide­ol­o­gisk plan, at der sker en opvur­der­ing af det almen­nyt­tige arbe­jde. Erk­lærin­gen om men­nes­kets og borg­erens ret­tighed­er (1789) og den nye for­fat­ning fra 1791 føl­ger trop og lev­er­er det juridiske ram­meap­pa­rat, der gør ide­olo­gien hånd­fast. Erk­lærin­gen har 17 artik­ler, og i denne sam­men­hæng er artikel 1 inter­es­sant: ”Men­neskene fødes og for­bliv­er frie og lige i ret­tighed­er. De sociale skel kan kun baseres på almen­nytte.” Mens artik­lens første sæt­ning helt utvety­digt for­mulerer rev­o­lu­tio­nens fri­heds- og lighed­sprin­cip­per, så åbn­er anden sæt­ning op for en ny form for sociale skel. Men i mod­sæt­ning til tidligere, hvor sociale skel var betinget af tra­di­tion og arv, så skal de nu baseres på almen­nytte. Det vil sige, desto mere nyt­tig man er, desto højere skal man fig­urere i det sociale hier­ar­ki. Den pointe har karak­ter af et tveægget sværd. På den ene side inde­hold­er den en utvety­dig kri­tik af det gam­le regimes elite; en elite, der nød frugterne af andres arbe­jde. På den anden side åbn­er den op for, at det arbe­j­dende folk, det nyt­tige folk, kan dis­tancere sig også nedadtil fra dem, der ikke arbe­jder, de unyt­tige. Det poten­tiale bliv­er tydeligere i 1791 for­fat­nin­gen med dens dis­tink­tion mellem de aktive og de pas­sive borg­ere.

Fak­tisk blev det allerede i forbindelse med forhan­dlings­for­lø­bet op til ved­tagelsen af Erk­læring om men­nes­kets og borg­erens ret­tighed­er fores­lået, at man skulle skelne mellem aktive og pas­sive borg­ere. Det forslag blev imi­dler­tid ikke ved­taget. I stedet blev dis­tink­tio­nen inklud­eret i for­fat­nin­gen fra 1791, som Erk­lærin­gen fun­gerede som for­t­ale og prin­cip­pro­gram for. I for­fat­nin­gen blev aktive borg­ere blandt andet defineret som dem, der ”på et hvilket som helst sted i kon­geriget betaler et direk­te skat­te­bidrag svarende til vær­di­en af mindst tre dages arbe­jde, og som kan fremvise en kvit­ter­ing her­for” (For­fat­ning af 1791, kap. 1, sek. 2, art. 2.). Forskellen mellem aktive og pas­sive borg­ere var den, at mens pas­sive borg­ere nok måtte nyde visse sam­funds­goder (lighed for loven, beskyt­telse af deres per­son og ejen­dom), så var det kun aktive borg­ere, der måtte stemme ved poli­tiske valg. Kun aktive borg­ere måtte være med til at bestemme sam­fun­dets indret­ning. Og som det fremgik af for­fat­nin­gen, så var et bestemt skat­te­bidrag alt­så afgørende for, om man havde poli­tiske stem­merettighed­er eller ej. Da de skat­ter, der er på tale, var ind­kom­stafhængige (eksem­pelvis en tiend­edel eller en tyvend­edel af éns indtægt), bety­der det sam­tidig, at man skulle arbe­jde for at være aktiv borg­er. Med andre ord: oppri­or­i­terin­gen af det almen­nyt­tige arbe­jde før­er dels til en skarp kri­tik af adel og gejst­lighed og dels til en tæt forbindelse mellem arbe­jde og poli­tiske ret­tighed­er.

Det forhold, at man skal være almen­nyt­tig skat­tey­der for at have poli­tisk ind­fly­delse, bliv­er kri­tis­eret skarpt i senere dele af rev­o­lu­tio­nen. Især de radikale san­scu­lot­ter og jacobin­erne med Robe­spierre i spid­sen sæt­ter fokus på prob­lemet. En sid­ste illus­tra­tion:

Anonym: Liberté: Egalité  (Frihed: Lighed), radering. Paris: formentlig 1793-94.
Fig­ur 3. Anonym: Lib­erté: Egal­ité (Fri­hed: Lighed), rader­ing. Paris: for­mentlig 1793–94.

Det øver­ste billede vis­er en forarmet mand, der bær­er men­neskerettighed­serk­lærin­gen på sin ryg. Under billedet er sæt­nin­gen, skrevet med småt, ”hvad skal der blive af mig” kon­trasteret med ordet FRIHED skrevet med ver­saler. Kanon­erne er et konkret krigs­billede – Frankrig var på dette tid­spunkt i krig med det meste af Europa – men også et sym­bol på den uhjælpelige sit­u­a­tion en forarmet skikkelse står i, selv når han er armeret med men­neskerettighed­serk­lærin­gen. På det ned­er­ste billede præsen­ter­er en fat­tig san­scu­lotte en rig­mand for et skrift med titlen ”Tale om for­muernes lighed”. Tilsam­men peger de to billed­er på, at men­neskerettighed­serk­lærin­gen og rev­o­lu­tion­sid­e­al­erne – på trods af gode hen­sigter – ikke har været i stand til at løse sociale prob­le­mer. Tilsyneladende befind­er de fat­tige sig lige­som i ran­dom­rådet af det nye sam­fund, som men­neskerettighed­serk­lærin­gen og 1791 for­fat­nin­gen forsøgte at ind­s­tifte. Pointen er, at de upro­duk­tive og arbe­jd­sløse mere eller min­dre tilsigtet bliv­er ofre for den almen­nyt­tere­torik, som mange rev­o­lu­tionære i 1789 ret­ter imod ade­len og gejst­lighe­den. Det nye ide­al bliv­er, at man skal være nyt­tig for at have ind­fly­delse og nyde social anerk­endelse. Det ide­al ram­mer i første omgang det gam­le regimes elite, men i anden omgang også en stribe sociale ran­dek­sis­tenser såsom fat­tige, tjenere, kvin­der osv. I det per­spek­tiv er det rimeligt at sige, at rev­o­lu­tio­nen ind­s­tifter en ny mid­delk­lasse, som kan skyde både opad og nedad.

Når man i dag taler om sam­fund­snassere men­er man jo ikke de poli­tikere og direk­tør­er, der får gul­drand­ede aftrædelsesor­d­ninger betalt af skat­tey­dere og almin­delige medar­be­jdere. Sam­fund­snasseren er ikke ham eller hende, der hæver de rigtig store beløb i top­pen af sam­fun­det, men der­i­mod dem, der dovent nyder de angiveligt lidt for store over­førselsind­kom­ster i bun­den af sam­fun­det. På den måde synes vi i dag primært at have ful­gt op på den arv fra Den Franske Rev­o­lu­tion, der han­dler om at bruge et begreb om almen­nytte til at sparke nedad. Måske var det på tide, at følge op på den anden lin­je fra 1789? Måske befind­er den sande sam­fund­snass­er sig i top­pen af kransek­a­gen? Når alt kom­mer til alt, er det jo dér, der er mest at nasse på.

Jonas Ross Kjærgård er ph.d.-studerende i lit­ter­aturhis­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet.