Friheden er ikke en illusion, men et produkt af regering”

Mennesket er ikke bare frit, det skulle også blive det. Vores moderne forestilling om mennesket som et individuelt, kreativt, autonomt subjekt er skabt af bestemte teknikker, strategier og praksisser. Den anerkendte sociolog Nikolas Rose blotlægger, hvordan frihed, teknologi, kapitalisme og livspolitik har skabt forskellige mennesker på forskellige tidspunkter i historien.


Frihed

Dette spørgsmål angår rela­tio­nen mellem viden og regering, idet du har skrevet, at man for at kunne regere må have viden om dem, som man regerer. Men hvilken form for viden er det man behøver? Er der ikke en reduk­tion af viden i din analyse, som når du for eksem­pel i ”Invent­ing our Selves” fremhæver sta­tis­tikken og eksper­i­mentet, som kende­teg­n­er de kvan­ti­ta­tive metoder i psykolo­gien? Er du skep­tisk i forhold til de kval­i­ta­tive metoder eller den kval­i­ta­tive viden som grund­lag for regering?

Disse spørgsmål udspringer af en bestemt his­torisk kon­tekst. Da jeg påb­eg­y­n­dte mit arbe­jde, var denne mod­sæt­ning cen­tral for kri­tikken af psykolo­gien og humanv­i­den­sk­aberne. Kri­tik­erne argu­menterede på den ene side for, at der var objek­tiv­erende videns­former, kvan­ti­ta­tiv viden, sta­tis­tik og så videre, som blev opfat­tet som for­bun­det med magt­prak­siss­er. Dette skyldtes, at der blev argu­menteret for, at sådanne videns­former benægt­ede sand­he­den om men­nes­ket: at men­nes­ket var et indi­vidu­elt, kreativt, autonomt sub­jekt der stræbte mod at aktu­alis­ere sig selv. Så i dette per­spek­tiv var kvan­ti­ta­tive videns­former for­bun­det med magt. Men på den anden side var der de kval­i­ta­tive videns­former om det sel­vak­tu­alis­erende sub­jekt, der ofte var for­bun­det med psyko­analyse eller psyko­dy­namisk psykolo­gi.

Imp­lika­tio­nen af dette var, at de på en måde var frigørende, frie for magtens effek­ter. Mine analyser i ”Invent­ing Our Selves” og ”Gov­ern­ing the Soul” forsøgte at vise, at dette ikke var til­fældet. At vise at de fleste magt­prak­siss­er fra og med starten af det 20.århundrede præ­cist oper­erede ud fra ideen om men­nes­ket som en autonom, væl­gende agent. Så prob­lemet, der blev frem­sat inden­for de magt­prak­siss­er, der var reg­uleret i overensstem­melse med den viden var hvorledes man kunne forme disse prak­siss­er i lyset af denne viden om, hvad men­nes­ket var. Dette var grun­den til, at opgaven for en samtid­shis­to­rie for mig blev at udforske den type af magtre­la­tion­er, der var for­bun­det med disse nye for­mer for viden om men­nes­ket som et frit væsen. Et indi­vid, der tænk­te på sig selv og han­dlede som om det var frit. Væs­ner der forstod deres fri­hed i ter­mer for deres selvre­alis­er­ing, organ­is­er­ing af deres livshis­to­rie og mak­simerin­gen af deres poten­tialer gen­nem deres livsstile og livsstrate­gi­er. Spørgsmålet var for mig at udforske, hvorledes disse nye måder, hvor­på vi tænker på os selv som frie væsen­er, selv var for­bun­det med organ­is­erin­gen af magtre­la­tion­er.

I din bog “Pow­ers of Free­dom” beskriv­er du det tilsyneladende paradoks, at mod­erne indi­vider regeres igen­nem deres fri­hed. Kunne du uddybe dette paradoks?

Hvad jeg argu­menter­er for er, at opgaven for alle for­mer for autoriteter i de fleste europæiske lande siden det 19. århun­drede i sti­gende grad har været at forene spørgsmålet om regering med spørgsmålet om fri­hed. Hvor­dan forenes kravet om, at men­nesker er sociale og poli­tiske væsen­er med det fak­tum, at de også er frie sub­jek­ter? Rela­tio­nen imellem at være et poli­tisk sub­jekt og et frit sub­jekt forekom­mer mig at være det cen­trale paradoks for såv­el lib­er­al­is­men som filosofi som for lib­erale teknikker og regeringsra­tionaliteter fra det 19. århun­drede og frem. Som en regeringsra­tionalitet var idéen om, at men­neskene essen­tielt var frie sub­jek­ter ikke for­bun­det med det lais­sez faire-syn­spunkt, at man så blot skulle lade dem udøve deres fri­hed. Det var ikke bare sådan, at men­neskene var frie sub­jek­ter, men de skulle også være det. Så hvor­dan kunne man få men­neskene til at forstå dem selv som frie sub­jek­ter?

For at være frit sub­jekt var det nød­vendigt at tænke på sig selv på en bestemt måde. Det var nød­vendigt, at man ikke var slave af sine van­er, og at man kunne kalkulere ind i fremti­den. At være et frit sub­jekt krævede, at man kunne se ind i fremti­den og i nuti­den træffe en beslut­ning om hvor­dan, man skulle han­dle i rela­tion til denne poten­tielle fremtid. Der­af kom­mer betyd­nin­gen af matem­a­tisk uddan­nelse i skolen, da matem­atikken tænk­tes at kunne intro­duc­ere den form for frem­syn, der var nød­vendig for et frit sub­jekt. End­videre blev der argu­menteret for, at skrive- og læse­færdighed­er ville gøre men­neskene frie, så for at de kunne blive frie, måtte de først opnå disse færdighed­er. Med andre ord blev der argu­menteret for, at man for at kunne gøre men­neskene frie både måtte pro­duc­ere de sub­jek­tive og sociale betingelser, hvorun­der denne fri­hed kunne udøves. Så dette er det cen­trale paradoks for lib­erale regerings­former. Man må regeres for at blive fri, og man må regeres på en bestemt måde for at for­blive fri: fri­he­den er ikke en illu­sion, men et pro­dukt af regering. Den bliv­er regerin­gens allierede og ikke dens mod­stander. Vi kender alle slo­ganet, at fri­hed kræver ans­var. Så ret­ten til at blive fri implicer­er alle mulige forplig­telser i rela­tio­nen til fam­i­lie, ven­ner, poli­tisk fæl­lesskab.

Der­for har jeg argu­menteret for, at regeringsstrate­gi­er siden det 19. århun­drede har søgt at operere ved på en gang at gøre folk frie og ved at forme denne fri­hed. Disse strate­gi­er leg­em­lig­gør bestemte måder at forstå og udøve denne fri­hed på. I det 19. århun­drede udøves fri­he­den i bestemte civile for­mer. I den første halvdel af det 20. århun­drede er fri­he­den social og kan der­for kun realis­eres i sam­fun­det som er fri­he­dens sociale ramme. Men­nes­ket kan kun være frit, hvis det er omgivet af sund­hedsfaglige prak­siss­er, sociale for­sikringer, pen­sion­sor­d­ninger.

Alt dette antages at være sociale omstændighed­er, hvorun­der men­nes­ket kan han­dle frit, og denne fri­hed kan være regerin­gens allierede og ikke dens mod­stander. I slut­nin­gen af det 20. århun­drede ser vi så den grad­vise fremkomst af en anden idé om fri­hed, som idéen om et autonomt psykol­o­gisk sub­jek­ts selvre­alis­er­ing gen­nem val­ghan­dlinger. Dette forekom­mer mig at være fri­he­dens paradoks, hvilket ikke er det samme som at sige, at fri­he­den er en illu­sion. Det er heller ikke at mod­stille en friere form for fri­hed med en fik­tiv fri­hed. Det er blot at point­ere, at fri­he­den selv har en his­to­rie. Den er en ting af denne ver­den som noget, der pro­duc­eres gen­nem bestemte prak­siss­er, teknikker og i bestemte lokaliteter — og det er alt, den kan være.

Kapitalismen

Selv om du ikke forsøger at fork­lare det mod­erne men­neskes fremkomst og trans­for­ma­tion­er ud fra under­liggende økonomiske rela­tion­er, inde­hold­er dine beskriv­elser af samme stadig en lang række ref­er­encer til kap­i­tal­is­mens fremkomst og trans­for­ma­tion­er. Hvilken funk­tion vil du tilskrive kap­i­tal­is­men i de process­er, du beskriv­er i dine pro­jek­ter?

Jeg vil starte med at spørge, hvad man men­er med kap­i­tal­isme? Hvis man kig­ger på Marx’ skrifter om emnet, omhan­dler den mest over­be­visende redegørelse ikke kap­i­tal­is­men som et abstrakt økonomisk sys­tem, men den præ­cise organ­is­er­ing og trans­for­ma­tion af arbe­jd­sprak­siss­er, virk­somhed­sor­gan­i­sa­tion og lønar­be­jde, som var involveret i denne nye type af økonomiske rela­tion­er. Hvis man ikke stiller spørgsmålet om kap­i­tal­is­men på et abstrakt niveau for magt og pro­duk­tion­sre­la­tion­er, men snarere på det præ­cise niveau for hvor­dan arbe­jde organ­is­eres, hvor­dan dets natur og mening trans­formeres og hvor­dan arbe­jderne pro­duc­eres, beg­y­n­der man at stille spørgsmålet på en måde, der forbinder sig med den slags analyser, som jeg har lavet. Jeg har kigget på trans­for­ma­tion­er i måderne at kon­cep­tu­alis­ere og organ­is­ere arbe­jde på som en speciel form for prak­sis. Særligt har jeg argu­menteret for, at arbe­jd­splad­sens teknolo­gi­er og måderne at organ­is­ere vores arbe­jd­spladser på også er human­te­knolo­gi­er. Det vil sige, at enhver pro­duk­tion­ste­knolo­gi også involver­er nye måder at forstå hvem og hvad arbe­jderen er og nye måder at forsøge at ind­sætte arbe­jderen i en pro­duk­tiv alliance med denne pro­duk­tion­ste­knolo­gi.

I dette omfang er pro­duk­tion­ste­knolo­gi­er også altid allerede human­te­knolo­gi­er. Dermed kan spørgsmålet stilles om, hvor­dan disse human­te­knolo­gi­er skal forstås. I de peri­oder jeg har set på fra det 19. århun­drede og frem, har organ­is­erin­gen af arbe­jd­splad­sen og af indus­trien på arbe­jd­splad­sen været tæt for­bun­det med nye måder at han­dle i forhold til og forstå men­nesker på. På dette niveau kan man sige, at der er en rela­tion mellem trans­for­ma­tion­erne i sel­vets for­mer og i måderne at regere men­nesker på, mellem måderne at forme og gen­forme rela­tio­nen til sel­vet på og selve mulighe­den for kap­i­tal­is­tisk pro­duk­tion. Det ville ikke være muligt at organ­is­ere pro­duk­tio­nen i sam­le­bånd­sar­be­jde med min­dre du havde pro­duc­eret bestemte for­mer for men­neske­lige sub­jek­ter, der kunne arbe­jde i sam­le­bånd­spro­duk­tion. Men det bety­der ikke, at alt fork­lares ud fra en indre kap­i­tal­is­tisk logik: man må se på de måder, hvor­på disse nye human­te­knolo­gi­er fak­tisk blev opfun­det og på de typer af prob­le­mer, som man mødte gen­nem den foran­drede organ­i­sa­tion af arbe­jd­splad­sen og det økonomiske liv, og som man forsøgte at løse.

For eksem­pel pro­duc­er­er masse­pro­duk­tio­nen sab­o­tageprob­lemet, men den pro­duc­er­er også prob­lemet med arbe­jdssyg­domme og ‑ulykker. Den pro­duc­er­er alt­så spørgsmål som: “Hvor­dan kan vi organ­is­ere arbe­jdet således, at arbe­jderne bliv­er mindst muligt udpinte eller skaber fær­rest mulige ulykker”. Så jeg tror, man kan stille disse forholdsvist abstrak­te spørgsmål om kap­i­tal­is­men på en mere præ­cis måde. Stiller man spørgsmå­lene sådan, ser man at men­nes­ket ikke blot sub­jek­tiveres i fam­i­lien eller andre prak­s­is­former. Organ­i­sa­tio­nen af pro­duk­tio­nen og af arbe­jd­splad­sen har været essen­tielle fel­ter for prob­lema­tis­erin­gen af den men­neske­lige sub­jek­tivitet og for opfind­elsen af nye måder at han­dle på i forhold til men­nes­ket. Dette er af stor betyd­ning, hvis man tager afsæt i samti­den og for eksem­pel forsøger at forstå pro­duk­tion­sre­la­tion­erns aktuelle trans­for­ma­tion­er i sam­men­hæng med fremkom­sten af den nye teknolo­gi og forsøget på at kon­struere den flek­si­ble arbe­jd­skraft og de arbe­jdere, der kan håndtere dette arbe­jde. Man kan se, at disse aktuelle trans­for­ma­tion­er i pro­duk­tion­sre­la­tion­erne også før­er til nye prob­le­mer i forhold til. hvad men­nesker er og hvor­dan de regeres og om hvor­dan arbe­jd­splad­sen igen kan trans­formeres til. at den men­neske­lige sub­jek­tivitet bliv­er en allieret snarere end en mod­stander.

Teknologi

Teknologibegre­bet er essen­tielt for dine analyser, og du skel­ner mellem flere forskel­lige for­mer for teknolo­gi: selvte­knolo­gi­er, human­te­knolo­gi­er, pro­duk­tion­ste­knolo­gi­er og så videre. Så det generelle spørgsmål er, om du kan uddybe din måde at anvende teknologibegre­bet på? Det forekom­mer at implicere en markant mål-mid­del ratio­nalitet, så et andet spørgsmål er, hvad der sker, når disse teknolo­gi­er installeres i et prak­tisk felt?

I første omgang tænker jeg på teknolo­gi som en sam­ling af tænke- og han­dlemåder, teknikker, rum og organ­is­eringer af per­son­er, som er ori­en­teret mod et bestemt mål. En teknolo­gi er alt­så gen­nemtrængt af en strate­gisk inten­tion om at pro­duc­ere bestemte resul­tater. Så må man videre se på, hvor­dan disse teknolo­gi­er gener­eres. Her kan Fou­cault tjene som inspi­ra­tion, når han analy­ser­er fremkom­sten af fængslet som en teknolo­gi. Fou­cault point­er­er, at teknikkerne til dis­ci­pliner­ing, nor­malis­er­ing, døm­men, hier­arkisk obser­va­tion af indi­viderne og totalis­er­ing ikke blev opfun­det til fængslet. Snarere blev disse teknikker, som var blevet udviklet inden for en række andre fel­ter, indop­taget i forbindelse med fængslets fremkomst og anvendt i nye arrange­menter. Sådan overtages teknikker ofte fra andre sam­men­hænge og anven­des i nye arrange­menter, hvor de trans­formeres. Een gang relokalis­eret i nye prak­siss­er har disse teknikker en ny sta­tus og nye kon­sekvenser. De pro­duc­er­er nye typer af prob­le­mer og nye typer af viden. Hvad der ser ud til at være en suc­ces for een teknolo­gi vis­er sig også ofte at være et prob­lem for en anden: det overdis­ci­plinerede sub­jekt, der kan opfattes som en suc­ces for fængsel­ste­knolo­gien, vis­er sig som et prob­lem for andre teknolo­gi­er, der ønsker kreative eller selv-reflek­terende sub­jek­ter. Forde­len ved at se disse som teknolo­gi­er er, at man ret­ter sin ana­lytiske opmærk­somhed mod de konkrete tekniske detal­jer, hvorved de oper­erer.

Men jeg bruger også idéen om teknolo­gi­er på en mere gener­el måde. For eksem­pel prøver jeg at se sådan noget som skrivn­ing som en teknolo­gi. Dermed vil jeg prøve at vise, at noget af det som vi tra­di­tionelt tænker på som rene psykol­o­giske kapaciteter, ikke er det isol­erede inter­nalis­erede men­neske­lige sub­jek­ts kapaciteter. De fremkom­mer i stedet gen­nem forbindelsen af men­neskekrop­pens kræfter med en serie af prak­tiske ting, med penne, skrive­blokke og imple­men­ta­tion­er af forskel­lig art, der trans­former­er det men­neske­lige intellek­ts kapaciteter. Ikke alle disse teknikker gen­nemtrænges af dis­ci­plinære bestræ­belser.

Opfind­elsen af skrive- og læse­færdighed­er var ikke oprindeligt gen­nemtrængt af bestræ­belsen på at pro­duc­ere en slags dis­ci­plinerede sub­jek­ter. Og dog ser man senere, at disse ældre teknolo­gi­er genan­ven­des i dis­ci­plinære pro­jek­ter, der tager form af pro­gram­mer til at lære indi­vider at læse og skrive. Man ønsker at børn skal kunne læse, skrive og kalkulere, for at man kan give dem bestemte kapaciteter til selv-reflek­sion, selv-dis­ci­pliner­ing og selv-kon­trol. I hen­hold til den tidligere del af vores sam­tale er det et spørgsmål om at gøre dem i stand til at udøve deres fri­hed, og dette kræver, at de er i stand til at udøve kon­trol over deres basale impulser. For at kunne udøve denne kon­trol er det nød­vendigt, at der intro­duc­eres en slags sam­menkæ­dende reflek­sion imellem begær og han­dling. Læse- og skrive­færdighed­er tænk­tes at kunne intro­duc­ere denne sam­menkæd­ning og det er i dette moment at selv-kon­trollen fremkom­mer.

Hvis man eksem­pelvis kig­ger på selv-teknolo­gi­er, som Fou­cault definer­er som en række oper­a­tioner, som indi­vider kan udføre på deres egen krop og sjæl, tanker, adfærd og være måde for at trans­formere dem selv med hen­blik på at opnå bestemte mål, så kan man spørge på hvilken måde, man kan tale om, at det er indi­vidernes egne mål? Er det muligt for dem at afvise disse teknolo­gi­er?

Jeg tror ikke, at men­neske­lige sub­jek­ter blot er et pas­sivt mate­ri­ale, som disse teknolo­gi­er virk­er på. De pro­duc­eres ikke blot på en rob­o­t­agtig måde som resul­taterene af disse teknolo­gi­er. Min til­gang til spørgsmålet før­er tilbage til min tidligere pointe omkring het­ero­gen­iteten af sub­jek­tiver­ing­sprak­siss­er.

Der er ikke noget ens­formigt tek­nol­o­gisk imper­a­tiv, der på ethvert his­torisk tid­spunkt løber igen­nem alle de prak­siss­er, hvori indi­vider sub­jek­tiveres. Indi­vider er under­kastet en lang række forskel­lige og ofte konkur­rerende sub­jek­tiver­ing­ste­knolo­gi­er. Hvad vi opfat­ter som mod­stand er ofte mod­still­in­gen af de for­mer for selv-reflek­tion, selv-forståelse og selv-trans­for­ma­tion, der opstår i en prak­sis med de, der find­es i en anden. Så idéen om at man skal være autonom, fri og have mulighe­den for at realis­ere sig selv, der er inkalkuleret i bestemte prak­siss­er, kan operere som en form for mod­stand mod andre prakiss­er, der synes at benægte dette. Folk afvis­er på en måde at blive sub­jek­tiveret igen­nem bestemte teknolo­gi­er, men ikke på bag­grund af et uud­slet­teligt ønske om at mod­stå, men for­di de siger:”Jeg tænker om mig selv på een måde og du tænker om mig på en anden måde, men fak­tisk fore­trækker jeg at tænke om mig selv på den første måde”. Dette gener­erer mod­stand og bevæger altid tin­gene fre­mad. For de mere radikale har det den uheldige kon­sekvens, at den tra­di­tionelle mod­still­ing mellem dom­i­na­tion og eman­ci­pa­tion, sub­jek­tiver­ing og fri­hed bry­der sam­men, men det er prisen for disse analyser. De efter­lad­er en i et vanske­ligt etisk rum, men sådan må det være.

Livspolitik

I dit sen­este arbe­jde har du ændret dit ana­lytiske fokus fra regerin­gens prob­lematik til udviklin­gen i den mod­erne med­i­cin. Med­i­ci­nen har i form af psyki­a­trien tidligere spillet en rolle i dit arbe­jde, men nu har du val­gt at prob­lema­tis­ere fremkom­sten af en række af de nye med­i­cinske teknolo­gi­er. Kunne du uddybe din moti­va­tion for dette fokusskifte?

Der er ganske rigtigt tale om et fokusskifte snarere end om et skifte i min overordnede ana­lytiske strate­gi. Lad mig i den forbindelse starte med spørgsmålet om, hvad de mest betyd­nings­fulde prob­le­mer i vores samtid er? Jeg har nu ændret mit fokus, for­di jeg tror, at disse prob­le­mer find­es i fremkom­sten af nye biol­o­giske kon­cep­tu­alis­eringer af men­nes­ket i en lang række af prak­siss­er.

I mit eget per­spek­tiv har det mest inter­es­sante prob­lem­felt rela­tion til spørgsmålet om nor­malitet og patolo­gi. Spørgsmålet er så, i hvilken grad disse nye biol­o­giske forståelser af men­nes­ket er for­bun­det med nye prak­siss­er i rela­tion til nor­mal og patol­o­gisk adfærd? Det er i rela­tion til dette spørgsmål, at jeg har ændret mit fokus, for­di det forekom­mer mig at psykolo­giens århun­drede er ved at ende. Det psy-formede rum, der åbnedes inden for men­nes­ket fra slut­nin­gen af det 19. til slut­nin­gen af det 20. århun­drede, beg­y­n­der at forsvin­de. I stedet beg­y­n­der man at se fremkom­sten af nye måder at forstå og trans­formere men­nes­kets adfærd på ud fra dets biol­o­giske organ­i­sa­tion og det især på hjer­nens niveau.

Inter­viewet er en forko­rtet udgave af Anders Dræ­by Sørensens og Pernille Hjorths inter­view “Samtid­shis­torik­er — Inter­view med Niko­las Rose”, der blev bragt første gang i Slag­mark — Tidsskrift for Idéhis­to­rie. Hele inter­viewet vil snart være frit tilgæn­geligt i Slag­marks arkiv på tidsskriftets nye hjemme­side — Slagmark.dk.

Scroll til toppen