“Friheden er ikke en illusion, men et produkt af regering”

Mennesket er ikke bare frit, det skulle også blive det. Vores moderne forestilling om mennesket som et individuelt, kreativt, autonomt subjekt er skabt af bestemte teknikker, strategier og praksisser. Den anerkendte sociolog Nikolas Rose blotlægger, hvordan frihed, teknologi, kapitalisme og livspolitik har skabt forskellige mennesker på forskellige tidspunkter i historien.

Frihed

Dette spørgsmål angår relationen mellem viden og regering, idet du har skrevet, at man for at kunne regere må have viden om dem, som man regerer. Men hvilken form for viden er det man behøver? Er der ikke en reduktion af viden i din analyse, som når du for eksempel i ”Inventing our Selves” fremhæver statistikken og eksperimentet, som kendetegner de kvantitative metoder i psykologien? Er du skeptisk i forhold til de kvalitative metoder eller den kvalitative viden som grundlag for regering?

Disse spørgsmål udspringer af en bestemt historisk kontekst. Da jeg påbegyndte mit arbejde, var denne modsætning central for kritikken af psykologien og humanvidenskaberne. Kritikerne argumenterede på den ene side for, at der var objektiverende vidensformer, kvantitativ viden, statistik og så videre, som blev opfattet som forbundet med magtpraksisser. Dette skyldtes, at der blev argumenteret for, at sådanne vidensformer benægtede sandheden om mennesket: at mennesket var et individuelt, kreativt, autonomt subjekt der stræbte mod at aktualisere sig selv. Så i dette perspektiv var kvantitative vidensformer forbundet med magt. Men på den anden side var der de kvalitative vidensformer om det selvaktualiserende subjekt, der ofte var forbundet med psykoanalyse eller psykodynamisk psykologi.

Implikationen af dette var, at de på en måde var frigørende, frie for magtens effekter. Mine analyser i ”Inventing Our Selves” og ”Governing the Soul” forsøgte at vise, at dette ikke var tilfældet. At vise at de fleste magtpraksisser fra og med starten af det 20.århundrede præcist opererede ud fra ideen om mennesket som en autonom, vælgende agent. Så problemet, der blev fremsat indenfor de magtpraksisser, der var reguleret i overensstemmelse med den viden var hvorledes man kunne forme disse praksisser i lyset af denne viden om, hvad mennesket var. Dette var grunden til, at opgaven for en samtidshistorie for mig blev at udforske den type af magtrelationer, der var forbundet med disse nye former for viden om mennesket som et frit væsen. Et individ, der tænkte på sig selv og handlede som om det var frit. Væsner der forstod deres frihed i termer for deres selvrealisering, organisering af deres livshistorie og maksimeringen af deres potentialer gennem deres livsstile og livsstrategier. Spørgsmålet var for mig at udforske, hvorledes disse nye måder, hvorpå vi tænker på os selv som frie væsener, selv var forbundet med organiseringen af magtrelationer.

I din bog “Powers of Freedom” beskriver du det tilsyneladende paradoks, at moderne individer regeres igennem deres frihed. Kunne du uddybe dette paradoks?

Hvad jeg argumenterer for er, at opgaven for alle former for autoriteter i de fleste europæiske lande siden det 19. århundrede i stigende grad har været at forene spørgsmålet om regering med spørgsmålet om frihed. Hvordan forenes kravet om, at mennesker er sociale og politiske væsener med det faktum, at de også er frie subjekter? Relationen imellem at være et politisk subjekt og et frit subjekt forekommer mig at være det centrale paradoks for såvel liberalismen som filosofi som for liberale teknikker og regeringsrationaliteter fra det 19. århundrede og frem. Som en regeringsrationalitet var idéen om, at menneskene essentielt var frie subjekter ikke forbundet med det laissez faire-synspunkt, at man så blot skulle lade dem udøve deres frihed. Det var ikke bare sådan, at menneskene var frie subjekter, men de skulle også være det. Så hvordan kunne man få menneskene til at forstå dem selv som frie subjekter?

For at være frit subjekt var det nødvendigt at tænke på sig selv på en bestemt måde. Det var nødvendigt, at man ikke var slave af sine vaner, og at man kunne kalkulere ind i fremtiden. At være et frit subjekt krævede, at man kunne se ind i fremtiden og i nutiden træffe en beslutning om hvordan, man skulle handle i relation til denne potentielle fremtid. Deraf kommer betydningen af matematisk uddannelse i skolen, da matematikken tænktes at kunne introducere den form for fremsyn, der var nødvendig for et frit subjekt. Endvidere blev der argumenteret for, at skrive- og læsefærdigheder ville gøre menneskene frie, så for at de kunne blive frie, måtte de først opnå disse færdigheder. Med andre ord blev der argumenteret for, at man for at kunne gøre menneskene frie både måtte producere de subjektive og sociale betingelser, hvorunder denne frihed kunne udøves. Så dette er det centrale paradoks for liberale regeringsformer. Man må regeres for at blive fri, og man må regeres på en bestemt måde for at forblive fri: friheden er ikke en illusion, men et produkt af regering. Den bliver regeringens allierede og ikke dens modstander. Vi kender alle sloganet, at frihed kræver ansvar. Så retten til at blive fri implicerer alle mulige forpligtelser i relationen til familie, venner, politisk fællesskab.

Derfor har jeg argumenteret for, at regeringsstrategier siden det 19. århundrede har søgt at operere ved på en gang at gøre folk frie og ved at forme denne frihed. Disse strategier legemliggør bestemte måder at forstå og udøve denne frihed på. I det 19. århundrede udøves friheden i bestemte civile former. I den første halvdel af det 20. århundrede er friheden social og kan derfor kun realiseres i samfundet som er frihedens sociale ramme. Mennesket kan kun være frit, hvis det er omgivet af sundhedsfaglige praksisser, sociale forsikringer, pensionsordninger.

Alt dette antages at være sociale omstændigheder, hvorunder mennesket kan handle frit, og denne frihed kan være regeringens allierede og ikke dens modstander. I slutningen af det 20. århundrede ser vi så den gradvise fremkomst af en anden idé om frihed, som idéen om et autonomt psykologisk subjekts selvrealisering gennem valghandlinger. Dette forekommer mig at være frihedens paradoks, hvilket ikke er det samme som at sige, at friheden er en illusion. Det er heller ikke at modstille en friere form for frihed med en fiktiv frihed. Det er blot at pointere, at friheden selv har en historie. Den er en ting af denne verden som noget, der produceres gennem bestemte praksisser, teknikker og i bestemte lokaliteter – og det er alt, den kan være.

Kapitalismen

Selv om du ikke forsøger at forklare det moderne menneskes fremkomst og transformationer ud fra underliggende økonomiske relationer, indeholder dine beskrivelser af samme stadig en lang række referencer til kapitalismens fremkomst og transformationer. Hvilken funktion vil du tilskrive kapitalismen i de processer, du beskriver i dine projekter?

Jeg vil starte med at spørge, hvad man mener med kapitalisme? Hvis man kigger på Marx’ skrifter om emnet, omhandler den mest overbevisende redegørelse ikke kapitalismen som et abstrakt økonomisk system, men den præcise organisering og transformation af arbejdspraksisser, virksomhedsorganisation og lønarbejde, som var involveret i denne nye type af økonomiske relationer. Hvis man ikke stiller spørgsmålet om kapitalismen på et abstrakt niveau for magt og produktionsrelationer, men snarere på det præcise niveau for hvordan arbejde organiseres, hvordan dets natur og mening transformeres og hvordan arbejderne produceres, begynder man at stille spørgsmålet på en måde, der forbinder sig med den slags analyser, som jeg har lavet. Jeg har kigget på transformationer i måderne at konceptualisere og organisere arbejde på som en speciel form for praksis. Særligt har jeg argumenteret for, at arbejdspladsens teknologier og måderne at organisere vores arbejdspladser på også er humanteknologier. Det vil sige, at enhver produktionsteknologi også involverer nye måder at forstå hvem og hvad arbejderen er og nye måder at forsøge at indsætte arbejderen i en produktiv alliance med denne produktionsteknologi.

I dette omfang er produktionsteknologier også altid allerede humanteknologier. Dermed kan spørgsmålet stilles om, hvordan disse humanteknologier skal forstås. I de perioder jeg har set på fra det 19. århundrede og frem, har organiseringen af arbejdspladsen og af industrien på arbejdspladsen været tæt forbundet med nye måder at handle i forhold til og forstå mennesker på. På dette niveau kan man sige, at der er en relation mellem transformationerne i selvets former og i måderne at regere mennesker på, mellem måderne at forme og genforme relationen til selvet på og selve muligheden for kapitalistisk produktion. Det ville ikke være muligt at organisere produktionen i samlebåndsarbejde med mindre du havde produceret bestemte former for menneskelige subjekter, der kunne arbejde i samlebåndsproduktion. Men det betyder ikke, at alt forklares ud fra en indre kapitalistisk logik: man må se på de måder, hvorpå disse nye humanteknologier faktisk blev opfundet og på de typer af problemer, som man mødte gennem den forandrede organisation af arbejdspladsen og det økonomiske liv, og som man forsøgte at løse.

For eksempel producerer masseproduktionen sabotageproblemet, men den producerer også problemet med arbejdssygdomme og -ulykker. Den producerer altså spørgsmål som: “Hvordan kan vi organisere arbejdet således, at arbejderne bliver mindst muligt udpinte eller skaber færrest mulige ulykker”. Så jeg tror, man kan stille disse forholdsvist abstrakte spørgsmål om kapitalismen på en mere præcis måde. Stiller man spørgsmålene sådan, ser man at mennesket ikke blot subjektiveres i familien eller andre praksisformer. Organisationen af produktionen og af arbejdspladsen har været essentielle felter for problematiseringen af den menneskelige subjektivitet og for opfindelsen af nye måder at handle på i forhold til mennesket. Dette er af stor betydning, hvis man tager afsæt i samtiden og for eksempel forsøger at forstå produktionsrelationerns aktuelle transformationer i sammenhæng med fremkomsten af den nye teknologi og forsøget på at konstruere den fleksible arbejdskraft og de arbejdere, der kan håndtere dette arbejde. Man kan se, at disse aktuelle transformationer i produktionsrelationerne også fører til nye problemer i forhold til. hvad mennesker er og hvordan de regeres og om hvordan arbejdspladsen igen kan transformeres til. at den menneskelige subjektivitet bliver en allieret snarere end en modstander.

Teknologi

Teknologibegrebet er essentielt for dine analyser, og du skelner mellem flere forskellige former for teknologi: selvteknologier, humanteknologier, produktionsteknologier og så videre. Så det generelle spørgsmål er, om du kan uddybe din måde at anvende teknologibegrebet på? Det forekommer at implicere en markant mål-middel rationalitet, så et andet spørgsmål er, hvad der sker, når disse teknologier installeres i et praktisk felt?

I første omgang tænker jeg på teknologi som en samling af tænke- og handlemåder, teknikker, rum og organiseringer af personer, som er orienteret mod et bestemt mål. En teknologi er altså gennemtrængt af en strategisk intention om at producere bestemte resultater. Så må man videre se på, hvordan disse teknologier genereres. Her kan Foucault tjene som inspiration, når han analyserer fremkomsten af fængslet som en teknologi. Foucault pointerer, at teknikkerne til disciplinering, normalisering, dømmen, hierarkisk observation af individerne og totalisering ikke blev opfundet til fængslet. Snarere blev disse teknikker, som var blevet udviklet inden for en række andre felter, indoptaget i forbindelse med fængslets fremkomst og anvendt i nye arrangementer. Sådan overtages teknikker ofte fra andre sammenhænge og anvendes i nye arrangementer, hvor de transformeres. Een gang relokaliseret i nye praksisser har disse teknikker en ny status og nye konsekvenser. De producerer nye typer af problemer og nye typer af viden. Hvad der ser ud til at være en succes for een teknologi viser sig også ofte at være et problem for en anden: det overdisciplinerede subjekt, der kan opfattes som en succes for fængselsteknologien, viser sig som et problem for andre teknologier, der ønsker kreative eller selv-reflekterende subjekter. Fordelen ved at se disse som teknologier er, at man retter sin analytiske opmærksomhed mod de konkrete tekniske detaljer, hvorved de opererer.

Men jeg bruger også idéen om teknologier på en mere generel måde. For eksempel prøver jeg at se sådan noget som skrivning som en teknologi. Dermed vil jeg prøve at vise, at noget af det som vi traditionelt tænker på som rene psykologiske kapaciteter, ikke er det isolerede internaliserede menneskelige subjekts kapaciteter. De fremkommer i stedet gennem forbindelsen af menneskekroppens kræfter med en serie af praktiske ting, med penne, skriveblokke og implementationer af forskellig art, der transformerer det menneskelige intellekts kapaciteter. Ikke alle disse teknikker gennemtrænges af disciplinære bestræbelser.

Opfindelsen af skrive- og læsefærdigheder var ikke oprindeligt gennemtrængt af bestræbelsen på at producere en slags disciplinerede subjekter. Og dog ser man senere, at disse ældre teknologier genanvendes i disciplinære projekter, der tager form af programmer til at lære individer at læse og skrive. Man ønsker at børn skal kunne læse, skrive og kalkulere, for at man kan give dem bestemte kapaciteter til selv-refleksion, selv-disciplinering og selv-kontrol. I henhold til den tidligere del af vores samtale er det et spørgsmål om at gøre dem i stand til at udøve deres frihed, og dette kræver, at de er i stand til at udøve kontrol over deres basale impulser. For at kunne udøve denne kontrol er det nødvendigt, at der introduceres en slags sammenkædende refleksion imellem begær og handling. Læse- og skrivefærdigheder tænktes at kunne introducere denne sammenkædning og det er i dette moment at selv-kontrollen fremkommer.

Hvis man eksempelvis kigger på selv-teknologier, som Foucault definerer som en række operationer, som individer kan udføre på deres egen krop og sjæl, tanker, adfærd og være måde for at transformere dem selv med henblik på at opnå bestemte mål, så kan man spørge på hvilken måde, man kan tale om, at det er individernes egne mål? Er det muligt for dem at afvise disse teknologier?

Jeg tror ikke, at menneskelige subjekter blot er et passivt materiale, som disse teknologier virker på. De produceres ikke blot på en robotagtig måde som resultaterene af disse teknologier. Min tilgang til spørgsmålet fører tilbage til min tidligere pointe omkring heterogeniteten af subjektiveringspraksisser.

Der er ikke noget ensformigt teknologisk imperativ, der på ethvert historisk tidspunkt løber igennem alle de praksisser, hvori individer subjektiveres. Individer er underkastet en lang række forskellige og ofte konkurrerende subjektiveringsteknologier. Hvad vi opfatter som modstand er ofte modstillingen af de former for selv-reflektion, selv-forståelse og selv-transformation, der opstår i en praksis med de, der findes i en anden. Så idéen om at man skal være autonom, fri og have muligheden for at realisere sig selv, der er inkalkuleret i bestemte praksisser, kan operere som en form for modstand mod andre prakisser, der synes at benægte dette. Folk afviser på en måde at blive subjektiveret igennem bestemte teknologier, men ikke på baggrund af et uudsletteligt ønske om at modstå, men fordi de siger:”Jeg tænker om mig selv på een måde og du tænker om mig på en anden måde, men faktisk foretrækker jeg at tænke om mig selv på den første måde”. Dette genererer modstand og bevæger altid tingene fremad. For de mere radikale har det den uheldige konsekvens, at den traditionelle modstilling mellem domination og emancipation, subjektivering og frihed bryder sammen, men det er prisen for disse analyser. De efterlader en i et vanskeligt etisk rum, men sådan må det være.

Livspolitik

I dit seneste arbejde har du ændret dit analytiske fokus fra regeringens problematik til udviklingen i den moderne medicin. Medicinen har i form af psykiatrien tidligere spillet en rolle i dit arbejde, men nu har du valgt at problematisere fremkomsten af en række af de nye medicinske teknologier. Kunne du uddybe din motivation for dette fokusskifte?

Der er ganske rigtigt tale om et fokusskifte snarere end om et skifte i min overordnede analytiske strategi. Lad mig i den forbindelse starte med spørgsmålet om, hvad de mest betydningsfulde problemer i vores samtid er? Jeg har nu ændret mit fokus, fordi jeg tror, at disse problemer findes i fremkomsten af nye biologiske konceptualiseringer af mennesket i en lang række af praksisser.

I mit eget perspektiv har det mest interessante problemfelt relation til spørgsmålet om normalitet og patologi. Spørgsmålet er så, i hvilken grad disse nye biologiske forståelser af mennesket er forbundet med nye praksisser i relation til normal og patologisk adfærd? Det er i relation til dette spørgsmål, at jeg har ændret mit fokus, fordi det forekommer mig at psykologiens århundrede er ved at ende. Det psy-formede rum, der åbnedes inden for mennesket fra slutningen af det 19. til slutningen af det 20. århundrede, begynder at forsvinde. I stedet begynder man at se fremkomsten af nye måder at forstå og transformere menneskets adfærd på ud fra dets biologiske organisation og det især på hjernens niveau.

Interviewet er en forkortet udgave af Anders Dræby Sørensens og Pernille Hjorths interview “Samtidshistoriker – Interview med Nikolas Rose”, der blev bragt første gang i Slagmark – Tidsskrift for Idéhistorie. Hele interviewet vil snart være frit tilgængeligt i Slagmarks arkiv på tidsskriftets nye hjemmeside – Slagmark.dk.