Økonomiske parasitter

Kapitalisten er en parasit, tiggeren er en parasit, og den arbejdsløse er en parasit. Læs søndagens essay af filosof Patrick Cockburn, der afslører, hvordan arbejdets fundamentale afhængighed udstilles som en egoistisk blodsugning. Læs og overvej hvilken type af parasit, du selv er?

FOKUS: ARBEJDETS RANDOMRÅDER - Hvem har lov til at arbe­jde, og hvem kan kalde sig for en arbe­jder? Hvor­dan beskrives de men­nesker og pro­fes­sion­er, der befind­er sig på grænsen til den gængse forståelse af arbe­jde? På Bag­grund sæt­ter vi i de næste fire artik­ler fokus på, hvor­dan vi taler om og opfat­ter os selv som arbe­jdere. Vi har bedt en række forskere om at under­søge arbe­jdets ran­dom­råder: Sam­fundss­nyl­tere fra alle sam­fund­slag, pros­tituerede, par­a­sit­ter og selvti­t­ulerende char­la­tan­er.


I 1933 skrev den britiske for­fat­ter George Orwell den føl­gende kom­men­tar om tig­gere:

Peo­ple seem to feel that there is some essen­tial dif­fer­ence between beg­gars and ordi­nary “work­ing” men. They are a race apart–outcasts, like crim­i­nals and pros­ti­tutes. Work­ing men “work,” beg­gars do not “work”; they are par­a­sites, worth­less in their very nature. It is tak­en for grant­ed that a beg­gar does not “earn” his liv­ing, as a brick­lay­er or a lit­er­ary crit­ic “earns” his. He is a mere social excres­cence, tol­er­at­ed because we live in a humane age, but essen­tial­ly despi­ca­ble.

Yet if one looks close­ly one sees that there is no essen­tial dif­fer­ence between a beg­gar’s liveli­hood and that of num­ber­less respectable peo­ple. Beg­gars do not work, it is said; but, then, what is work? A navvy works by swing­ing a pick. An accoun­tant works by adding up fig­ures. A beg­gar works by stand­ing out of doors in all weath­ers and get­ting vari­cose veins, chron­ic bron­chi­tis, etc. It is a trade like any oth­er; quite use­less, of course–but, then, many rep­utable trades are quite use­less.”

I sine obser­va­tion­er spiller Orwell på et tema, der har optaget poli­tiske økonomer i århun­dred­er, og som poli­tikere stadig den dag i dag er optagede af: Hvilke men­nesker og hvilke aktiviteter bidrager til livet og sund­he­den af den skab­n­ing, vi kalder ”økonomien”, og hvilke er par­a­sitiske, som orme i dens ind­volde eller lop­per i dens pels? Arbe­jderen og par­a­sit­ten er et par, som vi har lært at kende gen­nem poli­tisk retorik, men hvem er hvem? I højre­flø­jens diskurs er det ofte mod­tagere af arbe­jd­sløshed­sun­der­støt­telse, som må bære stig­maet som par­a­sit, selvom det ikke altid mark­eres eksplic­it. For den poli­tiske ven­stre­fløj er par­a­sit­ten den kap­i­tal­is­tiske klasse, og muligvis i de sen­este år også den finan­sielle kap­i­tal­isme, der sug­er blodet fra den ’virke­lige’ økono­mi.

Disse måder at forestille sig økonomien på med dens vitale organ­er på den ene side og dens unød­vendi­ge par­a­sit­ter på den anden, er en meget bele­jlig måde at mobilis­ere poli­tisk vil­je og styring af poli­tik, uanset om den er kon­ser­v­a­tiv eller rev­o­lu­tionær. Som en vej til økonomisk sund­hed er tanken om at ryste par­a­sit­terne af sig mere attrak­tiv end hårdt arbe­jde eller besværlige og kom­plekse reformer. Men vi må aldrig glemme, at den primære funk­tion for denne metafor, uanset hvor­dan den anven­des, er at få en poli­tisk opfat­telse af sam­fun­det til at se ud som en beskriv­else af et naturligt sys­tem. Et sådant sys­tem kan være mere eller min­dre ’effek­tivt’; det kan bringes tilbage til sin opti­male sund­hed­stil­stand ved at lade markedet gøre sit magiske og usyn­lige arbe­jde eller ved at ryste den kap­i­tal­is­tiske klasse af sig i en kom­mu­nis­tisk rev­o­lu­tion.

Grundlæggende han­dler det at være en økonomisk par­a­sit om at være afhængig af andres liv og aktivitet. Men siden alle økonomiske aktør­er er afhængige i en eller anden for­stand, kom­mer moral­sk retorik om økono­mi ofte til at han­dle om at afdække eller tildække forskel­lige eksis­terende afhængighed­er og på denne måde skubbes nogle bestemte sociale aktør­er på ide­ol­o­gisk vis ind i rollen som ’par­a­sit’. Marx­is­tisk økonomisk diskurs vis­er, at kap­i­tal­is­ten er afhængig af de arbe­jd­sløse som en ’reserve­hær’: hans livs­form afhænger af dem, ligeså meget som den afhænger af den aktive arbe­jder, som han udnyt­ter. Diskurs­er omhan­dlende det frie marked under­streger den offentlige sek­tors afhængighed af skat­ter fra pri­vate virk­somhed­er: alle lærere, syge­ple­jer­sker, akademikere, etc. lever således af andres prof­it.

I det føl­gende vil jeg give to eksem­pler på retorik omkring økonomiske aktør­er, der udfold­er temaet afhængighed: Det ene fra klas­sisk poli­tisk økono­mi og det andet fra nutidigt hverdagsliv. Målet er at give ind­sigt i emnet for at kunne frem­føre et i sid­ste ende etisk argu­ment: Jeg vil fores­lå, at der kan være fordele, både ana­lytisk og moral­sk, ved at tænke på os selv ikke kun som forskel­lige vari­a­tion­er af arbe­jdere (inklud­eret her er alle poten­tielle arbe­jd­styper – den arbe­jd­sløse, bar­net, osv.), men som forskel­lige vari­a­tion­er af par­a­sit­ter.

Afhængighed: Adam Smith om produktivt og uproduktivt arbejde

Jagten på par­a­sit­ter føl­ger af behovet for, år efter år, at iden­ti­fi­cere kilden til vær­di i en giv­en økono­mi. En af de store udviklinger inden­for his­toriske studi­er af økonomiske tanker, der groft sagt kan siges at høre til den anden halvdel af det 19. århun­drede, var frem­gan­gen af mar­gin­al­is­tiske værdi­te­ori­er. Disse fokuserede på gen­standenes anven­de­lighed (enten til at opnå rig­dom eller til andet) hos de, der købte dem. Dette stod i kon­trast til teori­er som eksem­pelvis Adam Smiths og David Ricar­dos, der med Smiths ord stadig var langt mere inter­esseret i måden, hvor­på “… the labour of the man­u­fac­tur­er fix­es and real­izes itself in some par­tic­u­lar sub­ject or vendible com­mod­i­ty, which lasts for some time at least after that labour is past. It is, as it were, a cer­tain quan­ti­ty of labour stocked and stored up, to be employed, if nec­es­sary, upon some oth­er occa­sion” [min kur­siver­ing]. Med sin arbe­jdsværdi­te­ori ved hån­den var Smith i en posi­tion til at give sit eget bud på, hvem der, for at sige det ligeud, var en nations par­a­sit­ter, og hvem dens liv­gi­vere. Her er en af hans obser­va­tion­er om den første:

In the same class must be ranked, some both of the gravest and most impor­tant, and some of the most friv­o­lous pro­fes­sions; church­men, lawyers, physi­cians, men of let­ters of all kinds; play­ers, buf­foons, musi­cians, opera-singers and opera-dancers, etc.” 

Vi kan her antage, at det semi­kolon, der i midten del­er oprem­snin­gen i to, også mark­er­er et moral­sk skifte: Det er en moral­sk teg­n­sæt­ning. Men hvor­for hør­er disse aktiviteter sam­men i første omgang? Smiths svar er, at de alle er ’upro­duk­tive’. Dette bety­der ikke, at de ikke er værdi­fulde over­hovedet, men blot at de ikke bidrager til at opbygge det ’lager’ eller den ’ophob­n­ing’ af gen­stande, som vi alle behøver til vores materielle tilværelse. De pro­duc­er­er ikke vær­di. Selvom Smith ikke siger, at upro­duk­tivt arbe­jde ikke fort­jen­er nogen gevinst, så siger han ganske tydeligt, at en del af sam­fun­det er afhængig af den anden, og yderligere udpeger han hvilken del, der er hvilken:

The whole, or almost the whole pub­lic rev­enue is, in most coun­tries, employed in main­tain­ing unpro­duc­tive hands… Such peo­ple, as they them­selves pro­duce noth­ing, are all main­tained by the pro­duce of oth­er men’s labour.” 

Til de, der muligvis fristes til at forstå dette udsagn som en ret­færdig­gørelse af poli­tiske regimer som det i USA, hvor velfærd­sor­d­ninger er både min­i­male og stig­ma­tis­erede, er det værd at notere sig, at Smith i denne pas­sage kom­menter­er speci­fikt på udgifterne til vedlige­hold­else af de kirke­lige insti­tu­tion­er og mil­itæret, som heller ikke ’pro­duc­er­er noget’.

Hverken kirken eller hæren, end­da ikke hans “play­ers, buf­foons, musi­cians, opera-singers and opera-dancers” kaldes eksplic­it for ‘par­a­sit­ter’ af Smith, men der er ingen tvivl om, at vi med hans økonomiske ver­denssyn får et ana­lytisk — og moral­sk — ladet syn på afhængighed. Et eksem­pel: Set med Smithske briller bliv­er de (upro­duk­tive) men­nesker, der bruger deres kræfter på at tage sig af børn og holde hjem­met i orden, gjort afhængige af de (pro­duk­tive) indus­tri- og land­brugs-arbe­jdere, som kom­mer tilbage til hjem­met hver aften efter at have udret­tet ting af vær­di i løbet af dagen. Idéen om at disse samme arbe­jdere også er afhængige, eller ’opretholdt’ af hjem­met, hvor­til de intet bidrager, er sim­pelthen ikke udtrykt i Smiths teo­retiske forståelse.

Hvem er parasitten? Et nutidigt eksempel

Smiths dis­tink­tion­er er en del af en større teo­retisk opfat­telse af poli­tisk økono­mi, men i hverda­gen lad­er det til, at dis­tink­tio­nen mellem arbe­jder og par­a­sit drages noget mere ad hoc. Eksem­pelvis bliv­er men­nesker, der sæl­ger mag­a­sin­er såsom The Big Issue i Storbri­tan­nien (svarende til Hus For­bi i Dan­mark) mødt med stig­ma­tis­erende opråb fra andre på gaden: Udråb som “få et arbe­jde” møder sæl­gerne dagligt. The Big Issue har forsøgt at rea­gere på disse for­domme. Som det fremgår af adfærd­sre­gle­mentet, som enhver sæl­ger skal under­skrive, før de har lov til at sælge mag­a­sin­erne, er organ­i­sa­tio­nen meget opmærk­somme på at adskille en sæl­ger fra en tig­ger. En sæl­ger skal give sam­tykke til ikke at:

-          “Beg or busk whilst wear­ing The Big Issue badge/uniform or hold­ing a copy of The Big Issue mag­a­zine.

-          Sell in any way asso­ci­at­ed with beg­ging, includ­ing sit­ting or lying down, or using a cup or bowl to col­lect mon­ey.”

Det er således i særde­leshed et prak­tisk prob­lem at undgå at blive set som en par­a­sit. Men det han­dler ikke kun om, hvor­dan man frem­står i offent­lighe­den. Der er også et poli­tisk og et juridisk aspekt ved iden­titeten hos The Big Issue. Her er det pre­mier­min­is­ter David Cameron, der udtaler sig om det arbe­jde, som The Big Issue udret­ter:

It (The Big Issue) has giv­en home­less peo­ple a way of tak­ing back con­trol over their lives and is a fan­tas­tic exam­ple of how we can reduce depen­dence on state hand-outs. This is entire­ly in keep­ing with my polit­i­cal phi­los­o­phy, so it’s quite a nat­ur­al fit.”

Par­a­sit­ten i Cameron’s opfat­telse af økonomien er ikke den hjem­løse sæl­ger af mag­a­sin­er, som muligvis er afhængig af indi­viders vel­gøren­hed, det er der­i­mod per­so­n­en, der er afhængig af ’state hand-outs’. At støtte pri­vat vel­gøren­hed og det enkelte ini­tia­tiv er, selvføl­gelig, en klas­sisk kon­ser­v­a­tiv hold­ning, der for så vidt muligt forsøger at afpoli­tis­ere prob­le­mer omkring omfordel­ing, for i stedet at hævde at sådanne prob­le­mer hør­er til civil­sam­fun­dets sfære og ikke regerin­gens. Her bruger Cameron The Big Issue til at trække et moral­sk skel mellem økonomiske prak­siss­er og til sam­tidig at kri­tis­ere ’afhængighed’.

Eksem­plet med The Big Issue vis­er også, at skel­let mellem afhængighed og uafhængighed ikke er så lige til at forstå. I en retssag fra 2012 i Bris­tol blev en ind­van­dr­er, der sol­gte The Big Issue, juridisk anerk­endt som ’selvstændig’. Dette betød, at hun var i stand til at gøre krav på en række af velfærdsy­delser, som hun ellers ikke ville have haft ret til. Det er et vigtigt eksem­pel, ikke kun for­di det tydelig­gør, at skel­let mellem afhængig og uafhængig kan være meget uklart, men også for­di det gør det muligt for os at forstå, hvor­dan der er forskel på – og kom­plekse inter­ak­tion­er mellem – kul­turel, poli­tisk og juridisk anerk­endelse som ‘arbe­jder’.

Sagen skabte forargelse i adskil­lige avis­er, og organ­i­sa­tio­nen rea­gerede med føl­gende erk­læring:

We sin­cere­ly hope that this sto­ry does not have neg­a­tive con­se­quences for any of our Big Issue ven­dors, all of whom are work­ing, not beg­ging, and are there­fore a less­er bur­den to the state than those who are sole­ly depen­dent on ben­e­fits.”

Afhængighe­dens stig­ma skubbes således videre fra den ene til den anden gruppe. Ingen vil være par­a­sit­ten. Prob­lemet opstår, når vi med Orwells ord beg­y­n­der at spørge: ”Hvad er arbe­jde?”. Da find­er vi, at alle vores dis­tink­tion­er er skrø­be­lige. Der er muligvis ingen grund til at bet­vivle, at sæl­gere af The Big Issue er arbe­jdere, men så kon­fron­teres vi ligeledes med spørgsmålet om, hvor­for tig­gere ikke arbe­jder, eller hvor­for en, der ønsker at mod­tage dag­penge, som må møde op til regelmæs­sige møder, udfylde uen­delige mængder af træt­tende for­mu­la­rer osv. ikke beteg­nes som arbe­jder.

Lad os under­søge de forskel­lige for­mer for afhængighed i disse eksem­pler. En per­son på dag­penge er afhængig af statens omfordel­ingssys­tem, der er designet til at håndtere nogle af de skadelige effek­ter, som en kap­i­tal­is­tisk økono­mi kan have. Tig­gere er afhængige af civil­sam­fun­dets vel­gøren­hed. De hjem­løse, der sæl­ger mag­a­sin­er, er afhængige af en bland­ing af vel­gøren­hed og købernes ønske om at læse mag­a­sinet. Den ’nor­male’ arbe­jder i en butik er afhængig af sam­fun­dets begær efter eksem­pelvis iPhones og afhængige af de men­nesker, der har pro­duc­eret disse iPhones tusind­vis af kilo­me­ter der­fra. Det er bestemt ikke klart, hvor­for den sid­ste af disse nævnte for­mer for afhængighed er bedre end de første. Der kan selvføl­gelig argu­menteres for, at de ’nor­male’ arbe­jdere bidrager til at skabe eller til at dis­tribuere ’brug­bare’ ting i mod­sæt­ning til tig­geren, men dette læg­ger op til spørgsmålet om, hvorvidt man nogensinde har bet­vivlet, at en per­son fak­tisk arbe­jd­ede, blot for­di det, de pro­duc­erede eller sol­gte, ikke var ’brug­bart’ for sam­fun­det? Hvis vi ønsker at fokusere på anven­de­lighed i et socialt per­spek­tiv, så virk­er mulighe­den for at være gavmild, som tig­geren tilby­der os, langt mere ’brug­bar’ end mulighe­den, som våben­pro­du­cen­ter giv­er os til at skyde folk. Folk har selvføl­gelig et ønske om at kunne købe våben, men folk har også et ønske om at give til tig­gere.

Det at være afhængig og det at være en parasit

At blive set på som en ’par­a­sit’ er ikke kun et prob­lem for mar­gin­alis­erede grup­per såsom de hjem­løse. Siden den økonomiske krise, der brød ud i 2008 har bankerne haft en stor opgave i at undgå offentlige moralske skan­daler. Det er ikke læn­gere så mærke­ligt at sam­men­ligne de, der kon­trollerer den finan­sielle kap­i­tal med Smiths ”play­ers, buf­foons, musi­cians, opera-singers and opera-dancers”. Det er blevet almin­deligt at tale om dem som folk, der ’spekulerer’ om ting, men uden rigtig at pro­duc­ere noget. De sug­er livet ud af de nationale økonomi­er, som en græshoppe­plage springer de videre til den næste kun for ganske kort at stoppe og hvile på øer med skat­te­ly. Arbe­jderen er efter­ladt knust og hjælpeløs på fab­rikken eller marken. Dette udstiller det samme prob­lem om arbe­jderen og par­a­sit­ten, som blev diskuteret tidligere blot med fokus på nogle helt andre sociale aktør­er.

Arbe­jderen, par­a­sit­ten og vær­di: Disse er alle nor­ma­tive idéer, der optræder som pris­mer, hvorigen­nem vi ser på det sociale liv. Poli­tisk økonomisk retorik er kun­sten at benytte disse på måder, der tillad­er bestemte dele af livet at blive syn­lige, alt imens det tildækker andre. Mere speci­fikt kan en bestemt opfat­telse af økonomien syn­lig­gøre og tildække for­mer for afhængighed. Når vi ønsker at fordømme en bestemt form for afhængighed, kalder vi de rel­e­vante men­nesker for ’par­a­sit­ter’ – eller i det mind­ste tænker vi dem som sådan. Denne retoriske kamp kom­mer ikke til at ende, og jeg fores­lår ikke engang, at den burde: Nogle gange er banksys­temet og velfærdssys­temet nødt til at blive reformeret, og det at iden­ti­fi­cere ’par­a­sit­ter’ er en del af den pro­ces. Men jeg fores­lår, at det at tænke over afhængighed burde udgøre en større del af vores opfat­telse af økonomien, end til­fældet er i øje­b­likket. Måske skulle vi ikke altid spørge, hvem den virke­lige arbe­jder er, men i stedet hvem af os, der ikke er en par­a­sit? Det kræver ikke nogen god fan­tasi at indse, at det er vi alle sam­men.

Patrick Cock­burn er adjunkt ved Filosofi på Aarhus Uni­ver­sitet og er tilknyt­tet forskn­ing­spro­jek­tet “Con­test­ed Prop­er­ty Claims”, som er støt­tet af Carls­berg­fondet.

Over­sat af Niklas Tør­ring.

Scroll til toppen