Louis-Ferdinand Célines liv og værk er et vidnesbyrd om de mørke skygger, Første Verdenskrig kastede over Europa. Kasper Lyngholm Larsen skriver om en af mellemkrigstidens mest pessimistiske forfattere.

Den store franske renæs­sance­hu­man­ist Michel Mon­taigne sendte engang et brev til sin kone i anled­ning af deres søns død. I brevet fortæller Mon­taigne, at alt­ing går over her i livet, og at han for resten lige har læst et smukt brev af Plu­tark, som denne sendte til sin kone under lig­nende omstændighed­er. Det brev vil han sende hende, for­di han ”fandt det så pokkers godt flikket sam­men.” Hun skal læse det, forstå det, vise det til ven­nerne, og så skal hun nok komme på benene igen. Der er ikke meget ægtesk­a­belig omsorg at hente hos hus­bond Michel – kun for­loren og for­læst human­isme. Louis-Fer­di­nand Céline gen­giv­er brevet i Rejse til nat­tens ende (1932), og bru­gen af det er et eksem­pel på den behan­dling, den human­is­tiske tanke bliv­er udsat for roma­nen igen­nem.

Rejse til nat­tens ende kan betragtes som et fader­mord, da Mon­taigne på mange måder er et for­billede for Céline. Mon­taigne var sin tids store rel­a­tivist, der med sine ideer om hver enkelt kul­turs fuldendthed angreb de vestlige lande for deres kolo­nial­isme. Céline abon­ner­er på rel­a­tivis­men og tror lige så lidt som Mon­taigne på den uni­ver­sal­is­tiske ide om men­neske­he­dens enhed og frem­skridt. Til gengæld vender han kolo­nial­is­mekri­tikken om: Kolonis­erin­gen er et onde, for­di den er skyld i den hvide mands degen­er­a­tion. Hvor Mon­taigne var et kul­tur- og ånds­men­neske, er kul­tur og ånd for Céline ikke andet end abstrak­tion­er. Det eneste, der bety­der noget, er krop­pen – et syn­spunkt der er med til at gøre Céline til en af de mest pes­simistiske mellemkrigs­for­fat­tere. Blod­badet i Første Ver­den­skrig ind­varsler i Rejse til nat­tens ende en post-human­is­tisk ver­den­sor­den. Trukket igen­nem sølet i Europa, Afri­ka, Ameri­ka og Europa retur, bliv­er men­neske­he­den præsen­teret som en illu­sion i en ver­den, hvor kynis­men altid sejr­er. I bogens beg­y­n­delse lyder det: ”Det er men­neskene og dem alene man bør være bange for, altid.” Det er ikke bare en almin­delig mis­antropi, der skrives frem, men en decideret frygt for men­nesker.

Para­noiaen er ikke alene present i Célines værk­er; også hans biografi er gen­nem­syret af den. Det er uomtvis­teligt rigtigt, at Céline var racist og anti­semit. Han gjorde, mellem udgivelsen af Rejse til nat­tens ende og Anden Ver­den­skrigs afs­lut­ning, alt hvad han kunne for at bevise det, og selv hvis man prøver at tale racis­men ned ved at hen­vise til, at det var en anden tid, vil de berygt­ede pam­flet­ter fra 1937–38 stadigvæk ryste de fleste. Jøderne bliv­er heri gjort til syn­de­bukke for alt, hvad der er galt med ver­den – og det er ikke så lidt. I bogen The Aes­thet­ics of Hate (2012) skriv­er his­torik­eren San­drine Sanos, hvor­dan Céline portræt­ter­er jøden, som den vestlige ver­dens kolonisator, hvilket ikke kun skal forstås metaforisk, men bogstaveligt. Céline skriv­er i Bagatelles pour un mas­sacre (1937), at ”(j)øderne er vores her­rer, derovre i Rus­land, i Eng­land, i Ameri­ka, over­alt! … i en jødisk ver­den kan ’den hvide mand’ kun være manuel arbe­jder eller sol­dat, den intellek­tuelle skal være jøde.” Den vestlige ver­den er blevet ”helt igen­nem judais­eret og negri­fi­ceret”, ”kolonis­eret af negroide jøder, som leg­em­lig­gør det værste af moralske og fysiske forne­drelser.”

Hvis man god­tager Célines egen udlægn­ing, så var det Første Ver­den­skrig, der var ophav til hans nihilisme og man­glende tro på men­nes­ket; de to træk som kende­teg­n­er Rejse til nat­tens ende. Hvad der kan undre, når man har læst roma­nen, er, at Céline i 1912 meldte sig som krigs­friv­il­lig, og at der ingen grund er til at tvivle på hans fas­ci­na­tion af mil­itæret og kri­gen, indtil han bliv­er såret i slut­nin­gen af okto­ber 1914. Han fik end­da i den sam­men­hæng over­rakt médaille mil­i­taire og lod sig fotografere i fuld uni­form.

Hov­ed­per­so­n­en i Rejse til nat­tens ende, Fer­di­nand Bar­damu, del­er en række lighed­er med sin for­fat­ter. Lige­som Céline bliv­er Bar­damu såret under Første Ver­den­skrig, får en medal­je, og tager herefter til Afri­ka. Efter et ophold i USA – der ikke stem­mer overens med Célines eget livs­for­løb, selvom han i 1925 ophold­er sig et par måned­er i New York – stud­er­er han med­i­cin og prak­tis­er­er herefter som læge i en lille forstad til Paris. På samme måde som Céline anså kri­gen for den første og eneste væsentlige begiven­hed i sit liv, er Første Ver­den­skrig først den eksplicitte og siden hen latente dri­vkraft bag roma­nens melankolske og mis­antro­piske satire.

Det særeg­ne i Célines krigsskildring er den ambivalens, der knyttes til absur­diteten. På den ene side er den gru­som, for­di det indus­trielle blod­bad er for­rykt, men på den anden side har kri­gen også en pos­i­tiv funk­tion som et syre­bad for falske ideer og værdier: ”Ser De, før kri­gen var vi alle langt mere uvi­dende og opblæste end i dag. Vi anede næsten intet om livets realiteter i almin­de­lighed, vi var kort sagt tankeløse …” Bru­gen af ellipser, man find­er her, er kende­teg­nende for roma­nen, akku­rat som for flere af de andre store mellemkrigs­for­fat­tere, som f.eks. Ernest Hem­ing­way, Vir­ginia Woolf og Ford Madox Ford. De tre prikker er ofte ligeså menings­bærende, som den sæt­ning, de er knyt­tet til. I Rejse til nat­tens ende – og andre skildringer af tiden efter Første Ver­den­skrig – er de med til at markere tabet af forståelse og hel­hed. Nar­ra­tiv­en opløs­es i bestræ­belserne på at mime virke­lighe­den.

Kødet er det eneste, der er tilbage. Bar­damus liv er fyldt med kroppe, der enten begæres eller er ved at for­falde. De lev­ende beskriv­elser af leg­e­mer – og i særde­leshed det fat­tige leg­eme – bruger Céline til en stærk kap­i­tal­is­mekri­tik, hvilket har gjort ham til en pop­ulær for­fat­ter på den yder­ste ven­stre­fløj. Men det er sam­tidig den kon­sekvente beton­ing af krop­pen og det biol­o­giske, der gør Rejse til nat­tens ende til en moral­sk prob­lema­tisk roman og Céline til en prob­lema­tisk for­fat­ter.

Efter at være blevet erk­læret ueg­net til fort­sat mil­itært­jen­este får Bar­damu sig et job som han­dels­funk­tionær i en uspeci­fi­ceret fran­sk koloni i Afri­ka. Det er længslen efter even­tyr og øns­ket om at komme langt væk fra kri­gen, der får ham til at rejse der­til, men Afri­ka-even­tyret ender blot med at forstærke den mis­antropi, som han har taget med sig fra kri­gen. Her anty­des den racisme, som Céline for alvor lad­er runge i de senere pam­flet­ter. Den impe­ri­al­is­tiske logik bliv­er ganske vist under­mineret, men ikke af hen­syn til det afrikanske kon­ti­nents kul­turelle ege­nart, som vi ser det hos Mon­taigne. Kri­tikken begrun­des der­i­mod biol­o­gisk og geografisk og han­dler om den nordiske races over­levelse.

Rejsen til Afri­ka find­er sted på et skib, som er fyldt med fran­skmænd fra det kolde Nor­den. Der bliv­er teg­net en speci­fik skil­lelin­je ved Por­tu­gals kyst, som bestem­mer atmos­færen ombord på ski­bet. På den europæiske side af kys­ten er Bar­damu kolonisatorstereo­typen, der tager til Afri­ka for at udnytte kon­ti­nen­tet med sin vestlige intellekt og rig­dom, kli­maet er behageligt, stemnin­gen ligeså, og drøm­men om Afri­ka lever. Men så snart fran­skmæn­dene kom­mer syd for Por­tu­gals kyst, beg­y­n­der det at gå galt: Var­men over­man­der ski­bets pas­sager­er og sæt­ter gang i et intenst krop­sligt for­fald. Desto tæt­tere de rejsende kom­mer Ækva­tor, desto mere lev­ende og groteske bliv­er beskriv­elserne af men­neskekrop­penes opløs­ning:

I det mind­ste bevar­er man sit kød i Nor­den. Nor­dens folk er blege én gang for alle. Mellem en død svensker og en ung mand der har sovet dårligt er der ikke den store forskel. Men allerede dagen efter at koloniem­beds­man­den er gået fra bor­de er han fuld af orme. De har blot ligget og ven­tet på ham og vil ikke slippe deres tag før et godt stykke hin­sides livet. Larvesække.

Kli­maet degener­erer ikke kun de europæiske kroppe, europæeren som sådan er dømt til at gå under uden for sit vante ele­ment. Var­men befrier den hvides ”sande natur” på samme måde, som kri­gen gjorde det. Troperne, såv­el som Flan­dern, er eksem­pler på, hvad der sker, når den men­neske­lige natur ikke tøjles:

I det kolde Europa, i Nor­dens blufærdi­ge gråhed kan man bort­set fra mas­sakr­erne kun ane vores brø­dres knur­rende gru­somhed, mens deres råd­den­skab kom­mer op til over­fladen så snart de oplives af tropernes ækle feber. Så slår man sig løs for fuld udblæs­ning, og svin­skhe­den tri­um­fer­er og dækker os fra isse til fod. Det er den biol­o­giske sand­hed.

”Den biol­o­giske sand­hed” bliv­er kun mere eksplic­it, idet Bar­damu når frem til Afri­ka. Dekaden­cen og de sek­suelle udske­jelser er kende­teg­nene for kolonien, hvor de ind­fødte sæl­ger deres kroppe ”for fuld musik”, og europæerne hor­er løs mellem begge køn. Det er ikke kun kolonisator­erne, der foran­dr­er sig ved mødet med en fremmed kul­tur: De ind­fødte tileg­n­er sig den vestlige kap­i­tal­ismes logik. Det tydelig­ste eksem­pel på dette er i sce­nen op til Bar­damus afsked med kon­ti­nen­tet. Han er blevet udsta­tioneret på en han­del­splads i den tykke skov ved Bikomim­bo i en falde­færdig hytte omgivet af ”degener­erede negere”, der sover hele dagen og er ”hys­terisk per­verse” om nat­ten. Til sidst, afkræftet og delirøs, sæt­ter Bar­damu ild til hyt­ten og vil fly­gte gen­nem skoven, men må lade sig trans­portere på en båre af nogle ind­fødte, som friv­il­ligt hjælper ham. Efter flere dages rejse, hvor den feber­syge Bar­damu i sine få bev­id­ste øje­b­likke undr­er sig over, hvor­for de ikke smider ham i van­det eller æder ham, vågn­er han på et skib: De ind­fødte har sol­gt ham som gale­jslave.

At kolonis­er­ing­sev­en­tyret ender med, at bar­bar­erne bliv­er europæere, er Célines måde at illus­trere, hvor­dan de under­tryk­te – i dette til­fælde afrikan­erne – ikke forsøger at gøre op med sys­temet, men i stedet efterlign­er under­trykkerens logik. Det er blandt andet det, der er med til at opretholde den kyniske sam­fund­sor­den, vi bliv­er præsen­teret for i Rejse til nat­tens ende, om det er i Afri­ka, Ameri­ka eller Europa.

Den unge Céline – der på dette tid­spunkt gik under sit borg­erlige navn, Louis Fer­di­nand Destouch­es – opholdt sig i den franske koloni Camer­oun over to omgange, først i 1916–17 og senere i 1926. Destouch­es’ oplevelser afviger efter alt at dømme fra Célines skildringer af Bar­damus’. Ligeså neg­a­tivt Afri­ka optræder i Rejse til nat­tens ende, ligeså pos­i­tiv en virkn­ing havde kon­ti­nen­tet på Destouch­es, som for første gang forsøgte sig både som skribent og læge under sit første ophold. Hans lægegern­ing beg­y­n­der, da han i Camer­oun får syn for en udbredt og ube­han­dlet syg­dom blandt de ind­fødte, hvorefter han skriv­er hjem til Paris for at få tilsendt basalt lægeud­styr, så han selv kan delt­age i behan­dlin­gen. Men den udgave af sin godgøren­hed, han selv beskriv­er i et brev hjem i 1916, giv­er allerede udtryk for en mere eller min­dre udtalt racisme: ”Jeg forsøger at gøre noget godt, jeg dri­ver et apotek, jeg ser efter så mange sorte som muligt, selvom jeg ikke på nogen måde er over­be­vist om deres nytte.” Racis­men tager sig i Destouch­es ord ud som hans samtids cre­do om den hvide mands byrde, der var den moralske rygdækn­ing for impe­ri­al­is­men.

Når Rejse til nat­tens ende i 1932 kunne blive hyldet af så forskel­lige avis­er som den kom­mu­nis­tiske L’Humanité og den kon­ser­v­a­tive Le Figaro, var det blandt andet for­di, Louis-Fer­di­nand Céline ikke læn­gere viste nogen tiltro til den hvide mand. Begge avis­er så den nihilisme, roma­nen udstråler, som et ram­mende udtryk for den eksis­ten­tielle håbløshed, der herskede i mellemkrigsti­den. Man skal heller ikke glemme, at roma­nen var lige ved at vin­de den største franske lit­ter­atur­pris, Prix Goncourt, i 1933, og sol­gte mere end 50.000 eksem­plar­er. Det vil med andre ord være en fejl­slut­ning at antage, at Céline med udgivelsen af Rejse til nat­tens ende var en isol­eret stemme, der plac­erede sig i den franske kul­turelle offent­ligheds ran­dom­råde. Troen på den gam­le human­isme var forsvin­dende lille efter Første Ver­den­skrigs afs­lut­ning, og Célines bog talte til denne vok­sende mis­tro.

Først med de to pam­flet­ter, Bagatelles pour un mas­sacre og L’ecole des cadavres (1938), blev Célines anti­semitisme kendt. Det stoppede dog ikke pam­flet­terne fra også at blive store læser­suc­ceser. Célines syn­spunk­ter var nem­lig på ingen måde nogle, han havde for sig selv – de var tvær­ti­mod meget udbredte. Der­for virk­er efter­tidens mytol­o­gis­er­ing af for­fat­teren ikke over­be­visende, efter­som Céline i sin storhed­stid ikke stod uden for sam­fun­det som den trod­sige eremit, han senere er blevet beskrevet som. I 1930’erne var han dybt racis­tisk og anti­semi­tisk lige­som så mange andre, og senere blev han kol­lab­o­ratør. Det var først efter Anden Ver­den­skrig, at Céline stod i oppo­si­tion til den pop­ulære mening, og det hang i høj grad sam­men med, at han aldrig fandt grund til at und­skylde for sin posi­tion før og under kri­gen.

Første Ver­den­skrig skulle paradok­salt ende med at red­de Céline. I 1945 blev han tiltalt for lands­for­ræderi in absen­tia og tog i nogle år ophold i Dan­mark for at undgå en rets­for­føl­gelse i Frankrig, som med stor sandsyn­lighed ville være endt med en døds­dom. Den eneste grund til, at Céline kunne vende hjem i 1951 uden juridiske repres­salier, var, at hans sta­tus som krigsvet­er­an gav ham amnesti. Para­noid eller ej, man kan ikke fortænke ham i at føle, at la Grand Guerre leg­ede med ham til det sid­ste.

Artiklen er udgivet på Salon55.dk. Salon 55 er et tidsskrift for lit­ter­atur, kul­tur og sam­fund, som kan anskaffes i Møl­le­gades Boghan­del i Køben­havn, Stud­i­eStuen i Odense og Løve’s Bog- og Vin­Café i Aarhus. Find Salon 55 her.