Sidste nyt fra aftenlandet. En meget kort introduktion til Stefan Zweig

Stefan Zweig

Den østrigske forfatter Stefan Zweig samlede på store, mandlige personligheder, som han kunne beundre, ryge cigarer og spille skak med og skrive om. Jørgen Herman Monrad giver en kort, personlig introduktion til forfatteren Stefan Zweig, der aldrig fandt sig til rette i Europa efter Første Verdenskrig, men længtes efter førkrigslivet, hvor de store mænd endnu levede.


Hvad består ver­den af? For et træ består den af vind og vand. For en mus består den af lyde og lugte. For den østrigske for­fat­ter Ste­fan Zweig, der voksede op i kejser­tidens kun­st­bege­jstrede Wien og siden lev­ede sit liv i østrigske Salzburg, engelske Bath og brasil­ianske Petrópo­lis, bestod den først og fremmest af store, man­dlige per­son­lighed­er, som han kunne beun­dre, ryge cig­a­r­er og spille skak med og skrive om.

Ste­fan Zweigs sid­ste bog, erindrings­bo­gen Ver­den af i går, han­dler der­for hverken om vind og vand eller om has­sel­nød­der, brom­bær og blåbær, men der­i­mod om for­fat­terens mange møder med store, man­dlige musikere og viden­sk­ab­smænd, skue­spillere og poli­tikere. Over­alt på bogens sider ser vi ham opsøge dem, tale med dem og mærke sig deres ord. Vi ser ham sid­de på et værelse i Paris hos den franske paci­fist Romain Rol­land. Vi ser ham køre i taxi gen­nem Berlin med den jødiske poli­tik­er og finans­mand Wal­ter Rathenau, der kort efter blev skudt af poli­tiske mod­standere. Vi ser ham skrive en monolog til Josef Kainz, den feterede skue­spiller ved Wiens Burgth­e­ater. Vi ser ham stå bag billed­hug­geren Auguste Rodins skul­der, mens den berømte fran­skmand ret­ter en detal­je på en af sine stat­uer. Og vi ser ham skrive opfind­somme libret­to­er til tidens største sen­ro­man­tiske kom­pon­ist Richard Strauss.

Alle disse mænd lyt­ter han til, mens han ind­prenter sig deres mimik, deres gestik og deres små men­neske­lige særhed­er. Ja, han sam­ler lige­frem på dem med samme bege­jstring, som han også sam­ler på manuskripter og par­ti­tur­er af Johann Wolf­gang Goethe, Lud­wig van Beethoven og andre udødelige døde. Han, den stadigt mere suc­ces­fulde for­fat­ter til his­toriske biografi­er og diskret ero­tiske nov­el­ler, mærk­er en stærk glæde, når han trykker en berømt mands hånd. Og en næsten lige så stærk glæde, når han ejer et eksem­pel på en berømt mands hånd­skrift.

Ste­fan Zweig blev født i 1881 og var alt­så 25 år gam­mel, da den skæb­nes­van­gre nyhed om atten­tatet på den østrigske tron­føl­ger Franz Fer­di­nand en aften i juni 1914 nåede frem til ham. Netop den aften sad han og skrev ved et udendørs cafébord. En plakat blev fæst­net til en søjle på en musik­pavil­lon ikke langt borte, orkestret holdt et øje­b­lik op med at spille, pub­likum mum­lede uroligt, men så spillede orkestret videre, som om intet var sket. Og selv arbe­jd­ede han så også uan­fægtet videre.

Men den Første Ver­den­skrig, som atten­tatet blev start­skud­det til, sat­te ikke desto min­dre et afgørende skel mellem det atmos­færefyldte førkrigsliv, som Ste­fan Zweig siden skulle kalde ’ver­den af i går’ og en for ham så godt som meningsløs nutid, som han aldrig fandt sig til rette i. I 1920’erne og 1930’ernes mellemkrigsår vak­lede han, trods sin stadigt større berøm­melse og det vemodi­ge smil, han sender os på fotografierne, uaf­brudt mellem håb og frygt. Han håbe­de, at den inter­na­tionale kreds af paci­fis­ter, han havde tilslut­tet sig, ville kunne få magth­a­vere og folke­mass­er til at lytte og forstå. Og han frygt­ede, at det ikke ville lykkes, og at en ny krig ville bryde ud.

I disse år mind­edes Ste­fan Zweig med vemod sine natlige spad­sere­ture med lyrik­eren Rain­er Maria Rilke gen­nem stille, øde gad­er i Paris. Østrigeren Rilke, der var død i 1926, havde sam­men med bel­gieren Ver­haeren, ital­ieneren Pas­coli og fran­skman­den Valéry tilhørt en gen­er­a­tion, der ”end­nu ikke havde haft pro­pa­gan­daens og kanon­ernes drø­nen i ørerne”, og som der­for kunne opleve sig selv som ”et broder­skab af digtere, der med vil­je ignor­erede det dagsak­tuelle, og for hvem intet i ver­den var vigtigere end den blide, men alligev­el altoverdøvende lyd, som fødes, når ét rim føjer sig til det næste”. Ste­fan Zweig mind­edes Rilkes arbe­jdsværelse, ”hvor blyan­terne altid lå i snorlige rækker, og der på skrive­bor­det altid stod både et rus­sisk ikon og et katol­sk kru­ci­fiks”. Og han mind­edes Rilkes diskrete påk­læd­ning, der altid havde haft ”et stre­jf af noget per­son­ligt, en lille detal­je, som for eksem­pel et smalt søl­varm­bånd om hån­dled­det”.

Og Ste­fan Zweig mind­edes også sine møder med den eksilerede irske for­fat­ter James Joyce på Café Odeon i Zürich. Joyce, der midt under Første Ver­den­skrig havde arbe­jdet intenst på sin store roman Ulysses, havde den­gang været ”en ung mand med et lille brunt skæg og påfaldende tykke briller foran de årvågne, mørke øjne”, en ung mand, som kunne blive meget vred, når nogen tog ham for en englæn­der, men som ikke desto min­dre lånte Ste­fan Zweig sit eneste eksem­plar af sin erindrings­bog A Por­trait of the Artist as a Young Man. Østrigeren Zweig mind­edes ikke nogensinde at have set ireren Joyce le eller være glad. ”Han virkede altid som en mørk, fortæt­tet kraft,” skriv­er han i Ver­den af i går, og senere var han da heller ikke på nogen måde for­bavset over, ”at netop Joyce havde skrevet det mest ensomme og uafhængige af alle værk­er, et værk, der ramte ned i tiden som en mete­or.”

Den 1. sep­tem­ber 1939, den dag de tyske trop­per angreb Polen, gift­ede Ste­fan Zweig sig – sandsyn­ligvis mere af pligt­følelse end af kærlighed – med sin sekretær Lotte Alt­mann. Vielsen fandt sted i den engelske by Bath, og først da ægtepar­ret var på vej ud af råd­huset, hørte Ste­fan Zweig den for­færdelige nyhed om det tyske angreb. ”Solen skinnede af al kraft,” skriv­er han på den aller­sid­ste side af Ver­den af i går, og han, der i de for­løb­ne år havde set de ital­ienske fas­cis­ter marchere i Venedig, de tyske nazis­ter drikke sig fulde i Salzburg og de spanske fas­cis­ter gøre sig klar til kamp i havnebyen Vigo, var ikke et øje­b­lik i tvivl om, at den tyske aggres­sion var beg­y­n­delsen på en ny ver­den­skrig. ”Og mens jeg gik hjem,” fort­sæt­ter han der­for, ”kunne jeg plud­selig se min egen skygge, lige­som jeg bag den nye krig kunne se den gam­le krigs skygge.”

Kort efter fly­gt­ede ægtepar­ret til Brasilien. Her mod­tog man par­ret med ærbødighed og bege­jstring, og et kort øje­b­lik lykkedes det den midal­drende for­fat­ter at drømme om ”et nyt liv på et ungt kon­ti­nent” langt fra den europæiske krigs­gal­skab og anti­semitisme. Men drøm­men falmede hur­tigt og afløstes af depres­sion­er. Ste­fan Zweig havde for længst anskaf­fet sig en lille flaske med gift, og nat­ten til den 23. feb­ru­ar 1942 begik den 60-årige for­fat­ter og hans 33-årige hus­tru selv­mord i soveværelset i deres lille bun­ga­low i byen Petrópo­lis. ”Jeg hilser alle mine ven­ner,” skrev selv­morderen i sit afskeds­brev. ”Gid de efter den lange nat må nå at se mor­gen­rø­den! Jeg er alt for utålmodig og skyn­der mig af sted før dem.”

Som­meren 2013 over­sat­te vi Ver­den af i går fra tysk til dan­sk. Fra vin­duet i det værelse på Vester­bro i Køben­havn, hvor vi sad og arbe­jd­ede, kunne vi se et stort, gam­melt træ. Af og til forvild­ede et insekt fra træet sig ind gen­nem det åbne vin­due og blev et øje­b­lik en del af vores ver­den. Den kom­pak­te, kom­menterede udgave, vi over­sat­te fra, var 490 sider lang, og vi over­sat­te 10 sider om dagen. Før vi var færdi­ge, så vi alt­så 49 gange solen gå ned og dagen og alt­ing forsvin­de.

Fra vores vin­due kunne vi også se en altan på huset over­for. Mens vi over­sat­te de første sider, sad der hver dag på alta­nen en gravid kvin­de på en klap­stol og læste. Da vi nåede til de midter­ste sider, var hun der ikke mere. Men da vi nåede til de sid­ste sider, var hun der igen. Og nu var hun ikke læn­gere gravid. Nu stod der en barnevogn ved siden af hende. Og samme dag, som vi blev færdi­ge, opdagede vi, at en mariehøne havde lagt æg bag gar­dinet i vores arbe­jdsværelse, og vi opdagede, at der nu var næsten lige så mange sorte mariehøns på den hvide væg bag gar­dinet, som der var sorte ord i manuskriptet til vores over­sæt­telse af Ver­den af i går.

Hvor længe var­er ver­den? For et træ og for en mus og for Gud — hvis Gud find­es — var­er den muligvis evigt. For Ste­fan Zweig varede den, til glæ­den forsvandt. Til der ikke læn­gere var flere berømte mænd at møde. Til der ikke læn­gere var en Auguste Rodin, en Walther Rathenau eller en Rain­er Maria Rilke, hvis mimik og gestik, han kunne ind­prente sig og skrive om. Til der ikke læn­gere var flere hæn­der at trykke.

Judy­ta Preis og Jør­gen Her­man Mon­rad har i fæl­lesskab nyover­sat Ste­fan Zweigs Die Welt von Gestern. Bogen udkom i efteråret 2013 i for­laget Rosi­nante & Co’s klas­sik­erserie. Du kan læse mere her.

Scroll til toppen