Inauguration_of_President_Giorgi_Margevlashvili_of_Georgia._November_17,_2013.

Med konflikten i Ukraine og Ruslands annektering af Krim-halvøen spøger spørgsmålet om, hvorvidt nabolandet Rusland igen vil rette sit blik mod Georgien. Adjunkt Martin Demant Frederiksen beretter fra Georgien, hvor der på trods af en opblødning af forholdet mellem Rusland og Georgien er blevet stillet spørgsmålstegn ved, om man kan have en rationel dialog med en uforudsigelig nabo som Rusland.

Georgiens forhold til Rus­land har været kom­pliceret gen­nem århun­dred­er — under tsardøm­met, Sov­je­tu­nio­nen og til stadighed i dag. Rus­siske inter­ess­er i det sydlige Kauka­sus har bety­det, at Georgien utal­lige gange har måt­tet kæmpe for sin selvstændighed. Sen­est kom det til udtryk under den kort­varige men intense kon­flikt mellem de to lande i august 2008, hvor rus­siske trop­per krydsede den geor­giske grænse. Begiven­hed­erne på Krim-halvøen har der­for ikke over­rask­ende sat deres præg i Georgien. I hov­ed­staden Tbil­isi har ukrainske flag pry­det vin­duerne i såv­el butikker som pri­vate hjem, og spørgsmålet om hvorvidt Rus­land end­nu engang vil rette sit blik mod Georgien, har præget både poli­tiske og pri­vate diskus­sion­er.

Ved et mid­dags­sel­skab under den geor­gisk-ortodokse påske i midt-april omhan­dlede store dele af sam­tal­en omkring bor­det også Rus­land og Ukraine – og de mulige kon­sekvenser for Georgien. ”Der er ingen i Vesteu­ropa, der virke­lig kender Rus­land”, fork­larede min bor­d­dame Nino, der er en midal­drende diplo­mat­frue, hvis mand arbe­jder i Ungarn. ”Selv for os er det svært at forstå dem — vi er vok­set op i Rus­lands skygge, og det eneste vi kan kon­klud­ere er, at de er uforudsigelige. Vi kan ikke gøre andet end at leve med, at vi aldrig helt ved, hvad der kom­mer til at ske”. Det umulige i at forudse Rus­lands inten­tion­er har skabt en ramme for vidt forskel­lige lokale for­tolkninger af sit­u­a­tio­nen og mulige fremtids-sce­nar­i­er.

Den mest bekym­rede reak­tion er ret­tet mod frygten for, at Rus­land end­nu engang vil sende trop­per mod Georgien. I 2008 skete det under påskud af pro­voka­tion­er fra geor­gisk side og som et ”forsvar” af regio­nen Syd Osse­tien, der sam­men med Abk­hazien er en af to udbry­der­re­pub­likker på geor­gisk ter­ri­to­ri­um, der kun er anerk­endt af Rus­land og en lille hånd­fuld andre lande som selvstændi­ge. Lokale argu­menter imod at end­nu en inva­sion vil finde sted i køl­van­det på sit­u­a­tion i Ukraine påpeger, at Krim som region er væsens­forskel­lig fra Georgien: Mens store dele af befolknin­gen på Krim er pro-rus­siske, er dette kun til­fældet blandt en meget lille gruppe i Georgien. Rus­land vil på den led ikke kunne ret­færdig­gøre en inva­sion af Georgien med samme påskud.

Siden rev­o­lu­tio­nen i Georgien i 2003 har lan­det fra poli­tisk side søgt mod Vesten. Der­for var det lokalt en skuf­felse for mange, at USA og EU ikke støt­tede Georgien mere direk­te under kon­flik­ten med Rus­land i 2008. I for­læn­gelse her­af er skuf­felsen over, at Georgiens optagelse i både EU og NATO stadig trækkes i lang­drag. Flere lokale medi­er har ref­er­eret til, at sit­u­a­tio­nen i Ukraine kan ses som et direk­te udslag af Vestens man­glende vil­je til at kon­fron­tere Rus­land, der som kon­sekvens i sti­gende grad har fået frit spil i sine grænseom­råder. Selvom de fuldt ud anderk­ender den poten­tielle trussel om en ny inva­sion af Georgien, ser nogle dog også sit­u­a­tio­nen i Ukraine som en mulighed for, at Vesten får øjnene op for nød­vendighe­den af at frem­skyn­de Georgiens (og Ukraines) optagelse i NATO og EU.

Trods forskelle er der dog udbredt enighed om, at en kon­fronta­tion med Rus­land ville være den værst tænke­lige udgang, og også udbredt skep­sis og over­raskelse over, at Georgiens tidligere præsi­dent Mikheil Saakashvili blev flø­jet til Kiev, for at fun­gere som råd­giv­er. Saakashvilis kon­fron­terende, retoriske stil over­for Rus­land er ofte blevet anset for at være en af grun­dene til, at kon­flik­ten med Rus­land eskalerede i 2008. I dag er den offi­cielle, poli­tiske hold­ning til Rus­land mere prag­ma­tisk.

Under et nyligt stats­besøg i Prag udtalte den nuværende præsi­dent Gior­gi Margve­lashvili, at han så en mulighed i en ”rationel dia­log” med Mosk­va, der kunne gøre det klart, at Georgien ikke udgør en trussel mod Rus­land og ikke ønsker end­nu en kon­fronta­tion. Betonin­gen af ”ratio­nal” skal ses i lyset af den tidligere præsi­dent Saakashvili’s retorik. Det sen­este år har den nye regering forsøgt at opbløde forhold­et til Rus­land, især i forhold til han­del mellem de to lande. Det har blandt andet ført til, at Rus­land, efter syv år, har løftet et embar­go mod geor­giske var­er (primært vin og min­er­al­vand). Præsi­dent Margvelashvili’s udtalelse blev dog stadig mødt med skep­sis i hans hjem­land – for er det over­hovedet muligt at føre en ratio­nal dia­log med en nabo, der er så uforudsigelig som Rus­land?

Mar­tin Demant Fred­erik­sen er adjunkt ved Insti­tut for Tværkul­turelle og Regionale Studi­er, Køben­havns Uni­ver­sitet