Genpolitisér byen: Kommunen, rådet og den revolutionære politiske tradition

Pariserkommunens barrikade ved Voltaire og Lenoir, 1871. Creative Commons.
Paris­erkom­munens bar­rikade ved Voltaire og Lenoir, 1871. Cre­ative Com­mons.

I 2007  udkom værket Den kommende opstand af den anonyme gruppe Den usynlige komité. Den kommende opstand er ikke en voldelig revolution,  men tværtimod bygget op omkring kommunen og rådet. Benjamin Ask Popp-Madsen undersøger kommunen og rådets rolle i den revolutionære politiske tradition, som stadig er levende. Du kan læse et uddrag om metropolen fra Den usynlige komités Den kommende opstand her.


I den franske lands­by Tarnac blev en gruppe på ni poli­tiske aktivis­ter i 2008 arresteret af det franske gen­darmerie, og anklaget for ven­stre­ori­en­teret ter­ror­isme (hele affæren kendes nu under navnet Tarnac9). Ifølge grup­pens eget udsagn forsøgte de at leve i et selv­forsy­nende, pen­geløst fæl­lesskab styret gen­nem direk­te demokrati og uden kon­takt til den franske stat og de etablerede sam­fundsmæs­sige insti­tu­tion­er. Et år tidligere – i 2007 – udgav en anonym gruppe, der har klare forbindelser til grup­pen fra Tarnac, kaldet Den usyn­lige komité en bog med titlen Den kom­mende opstand. Bogen er dels en diag­nose er den fremmedgørelse og de udbyt­nings­former som den sen­mod­erne kap­i­tal­isme og stat med­før­er, og dels en skitse til lokal, mod­stand­sori­en­teret poli­tisk aktivitet. Et af kapitlerne behan­dler speci­fikt den afpoli­tis­er­ing af byen (byen forstås her som polis og netop det rum, eller sted, hvor det men­neske­lige liv bliv­er speci­fikt poli­tisk) som opkom­sten af den gen­nemkap­i­talis­erede metropol afst­ed­kom­mer. Metropolen med­før­er fænomen­er som ekstrem ulighed, udbyt­ning, kum­merlige leve- og arbe­jds­forhold, ødelæggelse af arbe­jderk­lassek­varter­er og opdigtet oprinde­lighed til ære for købestærke tur­is­ter. Gen­nem metropolens kon­stante vok­seværk og gen­tri­fi­cer­ing ødelægges mulighe­den for fælles, sol­i­dariske liv, og allian­cen mellem storkap­i­tal og den poli­tiske elite gør mag­tudøvelsen uigen­nem­sigtig og besværlig­gør konkret poli­tisk mod­stand.

Selvom fremkom­sten af metropolen og dens udbyt­telses­former er et post­mod­erne fænomen, så er Den usyn­lige komités mod­reak­tion mod metropolen langt fra et post­mod­erne svar, men i stedet i overensstem­melse med og inspir­eret af den rev­o­lu­tionære tra­di­tion, og dennes fore­trukne poli­tiske form: Kom­munen og rådet. Det sid­ste kapi­tel i Den kom­mende opstand, blot kaldet ’Opstand’, indledes på føl­gende måde: ”Kom­munen er grun­den­heden i den par­ti­sane virke­lighed. En bølge af opstande er muligvis ikke andet end en mang­foldig­gørelse af kom­muner, at de kom­mer i kon­takt med hinan­den og knyt­ter bånd”.

Kom­munen er metropolens diame­trale mod­sæt­ning. Den kom­mende opstand er således lig den spon­tane, decen­trale organ­is­er­ing af hinan­den gen­sidigt afhængige og samar­be­j­dende kom­muner. Kom­munen adskiller sig fra metropolen i både poli­tisk, økonomisk og social for­stand: Socialt er metropolen kende­teg­net ved iso­la­tion, anonymitet og eksklu­sion. Tænk bare på Georg Sim­mels berømte analyse af stor­byens sociale for­mer i Stor­byen og det åndelige liv fra 1903, hvor inten­siverin­gen af hvad Sim­mel kalder ’nerve­liv­et’ kræver, at indi­viderne isol­erer sig og kun indled­er korte, fly­gtige bek­endt­sk­aber til hinan­den. I stedet for mellem­men­neske­lig sol­i­daritet og fælleskab for­dr­er livet i metropolen, at indi­viderne udvis­er blaserthed og lig­e­gyldighed over­for hinan­den. Økonomisk er metropolen kende­teg­net ved dens gen­nemkap­i­talis­erede virkemåde, den hen­synsløse for­fly­t­ning af ind­byg­gere og det fremmedgørende samar­be­jde mellem tur­isme og under­hold­ningsin­dus­tri. Poli­tisk styres metropolen af repræsen­ta­tive organ­er uden direk­te folke­lig delt­agelse.

Kom­munens sociale, økonomiske og poli­tiske liv er i mod­sæt­ning til metropolen karak­teris­eret ved samar­be­jde (den sociale kom­po­nent), selv­forsyn­ing (den økonomiske kom­po­nent) og selvstyre (den poli­tiske kom­po­nent). Det vigtig­ste ele­ment i realis­erin­gen af kom­munens poli­tiske ide­al­er er dens poli­tiske organ­i­sa­tions­form, nem­lig rådet.

Den revolutionære politiske tradition

Når Den usyn­lige komité fremhæver kom­munen og rådet som grund­stenene i en alter­na­tiv poli­tisk virke­lighed, ind­skriv­er de sig sam­tidig i en rev­o­lu­tionær poli­tisk idé­tra­di­tion. Med ’rev­o­lu­tionær’ menes her ikke den offi­cielle, ortodoks-marx­is­tiske tra­di­tion, der hov­ed­sageligt i det 20. århun­drede tog patent på rev­o­lu­tions­be­gre­bet, og for hvem insti­tu­tionelle nydan­nelser som for eksem­pel decen­tralt organ­is­erede kom­muner styret gen­nem lokale råd med direk­te folke­lig delt­agelse, er totalt fremmed eller endog til skade for rev­o­lu­tio­nens for­pro­gram­merede ske­ma­tiske dialek­tik. Den rev­o­lu­tionære tra­di­tion som Den usyn­lige komité videre­før­er er der­i­mod en spon­tan tra­di­tion; en tra­di­tion, der aldrig er blevet taget alvorligt af de ’pro­fes­sionelle’ rev­o­lu­tionære, men som sært nok er dukket op i alle de mod­erne rev­o­lu­tion­er siden den franske og den amerikanske i slut­nin­gen af det 18. århun­drede.

På trods af, at Thomas Jef­fer­son lovpriste de delt­agelses­demokratiske effek­ter af de lokale wards, der opstod i køl­van­det på den amerikanske rev­o­lu­tion; på trods af, at Mar­quis de Con­dorcet fores­log at reor­gan­is­ere hele den franske stat i en pyra­mide af decen­trale kom­muner og råd (et forslag, der kost­ede Con­dorcet sit liv, da han heri­gen­nem udfor­drede Jacobin­ernes og Robe­spier­res overtagelse af stats­magten); og på trods af, at kom­munen og rådet er opstået i både de tyske rev­o­lu­tion­er i 1848 og 1918 (räte), i de rus­siske rev­o­lu­tion­er i 1905 og 1917 (sovi­et bety­der ganske enkelt råd), og igen under det ungarske rev­o­lu­tion i 1956, så er den råds­demokratiske tra­di­tion stort set aldrig blevet behan­dlet af det 20. århun­dredes store poli­tiske tænkere.

Hannah Arendt og kommunen

Den eneste tænker fra den poli­tiske teoris kanon, der indgående har beskæftiget sig med rådene og kom­munen som rev­o­lu­tionær, poli­tisk organ­i­sa­tions­form er Han­nah Arendt. I Arendts forsøg på at reha­bilitere den poli­tiske han­dling som noget særligt men­neske­ligt; som det felt, hvor men­nes­ket i særlig grad kan træde frem, og dif­fer­en­tiere sig (hvad Arendt kalder plu­ralitet), men også han­dle sam­men i fæl­lesskab, spiller rådet og kom­munen en afgørende rolle. I kom­munen og rådet som organ­i­sa­tions­form lig­ger selve mulighe­den for at insti­tu­tion­alis­ere den poli­tiske han­dling med kollek­tiv fri­hed og folke­lig delt­agelse til følge. Hvor­for? Ifølge Arendt er poli­tik bestemt ved den kollek­tive frem­bringelse af noget nyt, poli­tisk han­dling er at frem­bringe nye poli­tiske struk­tur­er og sam­men­værds­former, der mulig­gør delt­agelse og diskus­sion.

Denne opfat­telse af det poli­tiske er inhærent demokratisk, for­di frem­bringelsen af de kollek­tive regler kun kan gøres i fæl­lesskab, kun sam­men med andre. Den poli­tiske form, der kan insti­tu­tion­alis­ere denne kollek­tive frem­bringelse af kon­tin­uerligt nye poli­tiske struk­tur­er er ifølge Arendt kom­munen, for­di kom­munen på den ene side dan­ner ram­men om forskel­lige for­mer for direk­te demokratisk delt­agelse, folke­ligt selvstyre og autono­mi; på den anden side er kom­munen en organ­i­sa­tions­form, der kon­tin­uerligt knyt­ter nye bånd og forbindelser til andre kom­muner, nabo­lag og poli­tiske fæl­lessk­aber. Kom­munen er altid under tilblivelse, altid i gang med at omkalfa­tres gen­nem den kon­tin­uerlige kon­takt med andre kom­muner, og netop der­for er kom­munen i stand til danne ram­men om den kollek­tive frem­bringelse, ændring og ombygn­ing af poli­tiske fæl­lessk­aber – alt­så en insti­tu­tion­alis­er­ing af Arendts idé om det poli­tiske som den kollek­tive kon­stituer­ing af noget nyt.

Det inter­es­sante i Arendts analyse af den rev­o­lu­tionære poli­tiske tra­di­tion er, at rådene, kom­munerne, nabo­lags­for­sam­lingerne – de lokale, decen­trale, føder­alt samar­be­j­dende fæl­lessk­aber – er opstået i alle rev­o­lu­tionære omvælt­ninger siden de første mod­erne rev­o­lu­tion­er. Netop for­di rev­o­lu­tio­nen bringer noget nyt ind i ver­den, netop for­di rev­o­lu­tio­nen er et opbrud/afbrud/indbrud i en poli­tisk monot­on tilværelse opstår kom­munerne og rådene altid, for­di de kan insti­tu­tion­alis­ere og organ­is­ere denne nye impuls, denne brin­gen noget nyt ind i ver­de­nen.

Modstand mod metropolen

Den usyn­lige komités opfor­dring til at skabe samar­be­j­dende kom­muner og råd er en radikal gen­poli­tis­er­ing af metropolen, en gen­poli­tis­er­ing af selve det poli­tiske rum, som med den mod­erne poli­tiske teoris opdel­ing mellem civil­sam­fund og stat (se for eksem­pel Thomas Hobbes Leviathan eller G.W.F. Hegels Grundlin­ien der Philoso­phie des Rechts for udemærkede eksem­pler) har efter­lagt civil­sam­fun­det afpoli­tis­eret og dets medlem­mer pas­sivis­eret på grund af statens monopol på poli­tisk magt. Mod­trækket er som sagt en gen­poli­tis­er­ing af rum­met, eller hvad Den usyn­lige komité kalder for en ny poli­tisk geografi. Det er værd at citere Den usyn­lige komité for et lidt læn­gere stykke:

”Enhver prak­sis skaber ter­ri­to­ri­um – et ter­ri­to­ri­um til at pushe eller gå på jagt, et ter­ri­to­ri­um for leg, elskere, optø­jer, et ter­ri­to­ri­um af bøn­der, orni­tologer eller dag­dri­vere. Reglen er enkel: Jo flere ter­ri­to­ri­er der over­lejr­er hinan­den i en giv­en zone desto større cirku­la­tion er der mellem dem og desto sværere bliv­er det for magten at få greb om dem. Caféer, trykkerier, idræt­san­læg, ødegårde, antik­vari­ater, hus­tage, impro­vis­erede gade­marked­er, kebab­st­ed­er og værk­st­ed­er kan alle let anven­des til mange andre for­mål end de offi­cielle, hvis der blot find­er tilstrække­ligt mange sam­mensværgelser sted. Lokal selvor­gan­is­er­ing skaber sin egen geografi oven på statens kar­tografi, slør­er den og annullerer den: det pro­duc­er­er sin egen løs­riv­else”.

Den usyn­lige komité er således i fuld overensstem­melse med den rev­o­lu­tionære tra­di­tions (og med Han­nah Arendts) forestill­ing om poli­tisk magt og poli­tisk organ­is­er­ing: magt opstår når folk han­dler i fæl­lesskab, og når de gør det, opstår et poli­tisk rum, et netværk af rela­tion­er og forbindelser, som i sig selv er poli­tiske. Disse forbindelser skaber sin egen geografi, sin egen poli­tiske virke­lighed – det pro­duc­er­er sin egen løs­riv­else. Den kom­mende opstand er således ikke en vold­elig rev­o­lu­tion, der engang for alle vil sætte his­to­rien i stå, men den kon­tin­uerlig for­ma­tion af nye samar­be­j­dende kom­muner, den lokale selvor­gan­is­er­ing af og i poli­tiske fæl­lessk­aber.

Ben­jamin Ask Popp-Mad­sen er Ph.D.-studerende på Insti­tut for Statskund­skab, Køben­havns Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen