Walter Rathenau
“Wal­ter Rathenau” (1907) af Edvard Munch, Bergen Kun­st­mu­se­um

Walther Rathenau var en af mellemkrigstidens store tyske skikkelser. Som storkøbmand og krigspolitiker var han med til at forme den tyske stormagt, men som jøde og intellektuel var han samtidig kritisk overfor tidens mekanisering af livet. Marie Møller Kristensen introducerer her til manden med de mange egenskaber.

I 2014 er det 100 år siden 1. ver­den­skrig beg­y­n­dte, og den 1. jan­u­ar 2014 så jeg til­fældigvis for første gang en drone, der fløj afst­ed højt over mit hov­ed. Dro­nen var bare en civ­il kam­er­adrone – et af forsvarsin­dus­triens spin-off-pro­duk­ter, og min malplac­erede drone­frygt kanalis­erede jeg ind i en inter­esse for ”dobbelt-anven­delig (militær/civil) teknolo­gi” og forsvarsin­dus­tri. Inter­essen for forsvarsin­dus­tri førte mig tilbage til 1. ver­den­skrig – en krig som fik den europæiske forsvarsin­dus­tri til at vokse og pro­duc­ere mere end nogensinde før. Hos en gam­mel his­torik­er fandt jeg kri­gen defineret som det mod­erne indus­trisam­funds første storkrig. I forbindelse med forsvarsin­dus­triens rolle i kri­gen, stødte jeg på navnet Walther Rathenau. Denne tyske indus­tri­fyrste viste sig at have haft en stor kar­riere, og et stort kul­turkri­tisk og poli­tisk for­fat­ter­skab, først i 1900-tal­let. Da 1. ver­den­skrig brød ud, blev Rathenau ansat i det preussiske krigsmin­is­teri­um. Da sejrher­rerne tvang det tabende Tysk­lands kejs­er til at gå af, blev han ”genop­bygn­ingsmin­is­ter” i den nye tyske repub­lik i 1921. Derefter blev han uden­rigsmin­is­ter, men ter­ror­is­ter myrd­ede ham snart efter på åben gade.

Rathenau er blevet denne artikels cen­trum – ad de nævnte omve­je – for­di hans kar­riere kan bel­yse nogle af kri­gens og epo­kens sider. Hans arbe­jde i det tyske krigsmin­is­teri­um syn­lig­gør nogle af de karak­ter­is­tiske træk ved 1. ver­den­skrig. Desu­den er hans liv en his­torisk wun­dertüte af over­rask­ende bland­et ind­hold. For Rathenau var en alsidig mand: tysk-patri­o­tisk sekulær jøde, elek­trokemik­er, kun­stk­ender og amatør­maler, (hem­meligt homosek­suel,) kon­cernarv­ing, for­fat­ter, for­ret­nings­mand og erhvervsled­er, poli­tik­er, med mere.

Rathenaus efter­mæle er også mod­sæt­nings­fyldt. Robert Musil brugte ham i roma­nen Man­den uden egen­sk­aber som mod­el for en tysk ”kongekøb­mand”, en sværmerisk kap­i­tal­ist og intellek­tuel våben­han­dler. Rathenau er desu­den blevet kaldt en af de største tyske uden­rigspoli­tikere, ”Det Tred­je Riges første offer”, og – af (ex)nazisten Albert Speer – ”den store jødiske organ­isator af den tyske krigsin­dus­tri under 1. ver­den­skrig”.

Walther Rathenau (1867−1922)

Walther Rathenau blev født i Berlin i en jødisk fam­i­lie. Hans far var Emil Rathenau, en ingeniørud­dan­net for­ret­nings­mand, der i 1880’erne købte de tyske paten­ter til udvikling af elek­triske gløde­lam­per af den amerikanske opfind­er og for­ret­nings­mand Thomas Edi­son. Herefter grund­lagde Emil Rathenau elek­tron­ikkon­cer­nen AEG (All­ge­meine Elek­tric­itäts-Gesellschaft, ejes i dag af Elec­trolux-kon­cer­nen), som Siemens og Deutsche Bank også blev aktionær­er i. AEG blev hur­tigt en ver­den­som­spæn­dende indus­trikon­cern, der pro­duc­erede alt muligt fra belysning til hårtør­rere (opfun­det 1900), toge, sporvogne og bil­er, radio­er og hårde hvide­var­er, kraftværk­er til generering af ener­gi – samt ammu­ni­tion og bombe­fly. Under 1. ver­den­skrig blev AEG den anden­største pro­du­cent, næst efter Krupp, af krigs­ma­teriel i Tysk­land.

I 1890’erne blev Walther Rathenau en del af AEGs ledelse. Da var han omkring 30 år, og havde efter studi­er i fysik og kemi spe­cialis­eret sig i elek­troke­mi. Rathenau blev med tiden en mod­erne type virk­somhed­sled­er, en slags kon­cernarkitekt, der beskæftigede sig med fusion­er, trust- og kartel­dan­nelser, og med sam­menkobling af erhvervs­liv og bankvirk­somhed. Da 1. ver­den­skrig brød ud, var han for­mand for AEG’s bestyrelse og da hans far døde i 1915, blev han ”præsi­dent for AEG”. Omkring 1914 havde Walther Rathenau også mindst 80 andre bestyrelses­poster i erhvervs­livet og et godt inter­na­tion­alt netværk.

Walther Rathenaus erhvervskar­riere var dog kun en af hans mange kar­ri­er­er. Rathenau var også for­fat­ter til et hav af kul­turkri­tiske og poli­tiske bøger og artik­ler, der fandt mange læsere. Han var inter­esseret i filosofi, lit­ter­atur og kun­st, teg­nede og malede og var kun­st­sam­ler og mæcen. I sin ung­dom havde han drømt om en mil­itærkar­riere, men opstign­ing ad denne vej var lukket for ham, da han var jøde. I bogen Zur Kri­tik der Zeit (1912) beskrev han den gam­le  ”aris­tokratisme”, med dens sociale og racis­tiske hier­arki­er, der stadig blev dyr­ket i kejser­riget trods den demokratiske over­flade. Denne dobbelthed ville ifølge ham undre fremti­dens his­torikere. Men sam­tidig sværmede han for Preussen og aften­lan­det før moder­nitetens for­fald. På aris­tokratisk vis ejede han et gam­melt konges­lot, som nu er Rathenau-muse­um, men også en helt mod­erne vil­la. (Det er den slags mod­sæt­ninger hos ham, som Robert Musil brugte i Man­den uden egen­sk­aber).

Rathenau kri­tis­erede tillige tyske jøder for ikke at inte­grere sig og omfavne tyskhe­den, men det siges at han fortrød kri­tikken, da han ved­blivende blev neg­a­tivt bedømt som jøde, lig­e­gyldigt hvor tysk og patri­o­tisk han (også) var, og selv om han tilhørte den finan­sielle og intellek­tuelle elite. Han skrev, at på et tid­spunkt i sin ung­dom indser enhver tysk jøde, at han er en anden­klass­es borg­er og trods dygtighed og fort­jen­ester aldrig kan blive andet.

Et andet angreb­spunkt i hans skrifter er den mod­erne tids ”mekanis­er­ing” og ”åndens mekanik” (titel på en bog fra 1913). Mekanis­er­ing vil sige: masse­pro­duk­tion og type­dan­nelse, arbe­jds­del­ing og effek­tivis­er­ing, udvikling af infra­struk­tur, koloni­sa­tion, beherskelse af naturkræfterne, anven­delse af viden­sk­a­belige resul­tater, organ­is­er­ing af arbe­jd­skraften, kap­i­tal­isme, real- og erhvervspoli­tik. Fælles for disse mod­erne fænomen­er er: spe­cialis­er­ing og abstrak­tion, en vil­let tvangsmæs­sighed, en for­måls­bestemt og for­mal­is­tisk tænkn­ing, uden over­raskelser og humor – en kom­pliceret ens­formethed. (Def­i­n­i­tion over­sat fra Zur Kri­tik der Zeit, ”Die Mech­a­nisierung der Welt I”).

Denne ”mekanis­er­ing” kende­teg­n­er også Rathenaus eget arbe­jde som erhvervsled­er, men i sine poli­tiske skrifter taler han for en reg­uleret kap­i­tal­isme med stats- eller fælle­se­je (måske i stil med andels­bevægelsen). Han kri­tis­er­er fort­sat den for­måls­bestemte tænkn­ing (”intellekt” eller bereg­nende for­stand), der kun satser på egen vin­d­ing og dominer­er på bekost­ning af ”sjæl” og etik.

Ved siden af sit arbe­jde som skribent og for­ret­nings­mand lykkedes det efter­hån­den Rathenau at nærme sig de poli­tiske magt­cirkler. Hans forsøg på at blive opstil­let til et rigs­dagsvalg i 1912 gik i vasken, men da kri­gen brød ud i 1914, blev han ansat i selve krigsmin­is­teri­et.

På det tid­spunkt var Rathenau som nævnt for­mand for AEG’s bestyrelse og en magt­fuld erhvervs­mand med et stort netværk. Han (og andre erhvervs­folk) forud­så, at kri­gen ville ramme den tyske indus­tris svage punkt, som var forsynin­gen med råstof­fer. Han gjorde rigsregerin­gen opmærk­som på prob­lemet, der også snart blev aktuelt, idet Storbri­tan­nien foranstalt­ede en blokade. Da havde krigsmin­is­ter Erik von Falken­hayn (1861−1922) allerede ansat Rathenau som led­er af en ny Afdel­ing for Krigsråstof­fer (Kriegsrohstof­fabteilung). Her skulle Rathenau føre sine organ­i­sa­tion­s­plan­er ud i livet, dels sam­men med inden­rigsmin­is­ter og vicepræsi­dent Clemens von Del­brück (1856−1921), dels og mere usæd­van­ligt sam­men med andre erhvervs­folk, som Rathenau hent­ede ind fra indus­trien.

Som led­er af Afdelin­gen for krigsråstof­fer forsøgte Rathenau at skabe et organ­i­sa­tion­snet, der involverede hele den tyske indus­tri og han­del; at sikre indus­tri­forsyningerne trods import­blokade, og at samordne statens krigsøkono­mi (de mil­itære behov) og indus­triens pro­duk­tion af våben mv. Kort sagt at omdanne hele lan­dets økono­mi til en velor­gan­is­eret krigsøkono­mi.

Rathenaus arbe­jde lykkedes i nogen grad, men mødte også mod­stand i både regering og erhvervs­liv. Den overordnede reg­u­ler­ing af indus­tri og han­del kom nem­lig især de store indus­trivirk­somhed­er til gode, fx AEG, så både den kejserlige stat og de min­dre virk­somhed­er kunne mene sig over­man­det af den magt­fulde civilist fra indus­trien, Rathenau. Men Rathenau arbe­jd­ede sam­tidig netop for stat­en, dens krigsøkono­mi og mil­itære behov, og har for­mentlig befun­det sig mellem to stole som både stat­sansat og erhvervsled­er. Hans arbe­jde har desu­den anskaf­fet ham et ry som ”opfind­er af planøkonomien”, da han ind­førte bru­gen af langsigt­ede plan­er for forsyn­ing og pro­duk­tion.

Den store industrielle krig i større perspektiv

Fak­tisk var Rathenau mod­sat mange andre tyskere ikke bege­jstret for udbrud­det af 1. ver­den­skrig. Som patri­ot og erhvervs­mand med regeringsam­bi­tion­er ønskede han dog at ruste stat­en og indus­trien til kri­gen, da den blev uundgåelig.

Hans ansæt­telse i krigsmin­is­teri­et plac­erede ham midt i det, som man med et nyere udtryk kan kalde det mil­itær-indus­trielle kom­pleks. Udtrykket beteg­n­er, overord­net set, et samar­be­jde og inter­esse­fæl­lesskab mellem det mil­itære og poli­tiske appa­rat (det mil­itært-stat­slige bureaukrati og de poli­tiske ledere) og de store forsvarsre­laterede virk­somhed­er.

Under 1. ver­den­skrig var kom­plek­set den måde, hvor­på de store krigs­førende stater samar­be­jd­ede med og styrede forsvarsin­dus­trien, så den kunne levere de enorme mængder våben med mere, som skulle bruges. Man kan godt betragte den stærke indus­tri i Tysk­land og andre krigs­førende indus­tri­na­tion­er som medans­varlig for kri­gens høje tab­stal blandt sol­dater og civile. (Deru­dover over­be­last­ede krigspro­duk­tio­nen stats­bud­get­terne). De nye alt­for effek­tive sky­de­våben, granater og kemiske våben, var de midler, som regerende og gen­eraler val­gte at anvende i kam­p­ene. Adam Hochschild, for­fat­ter til bogen Aldrig mere krig om 1. ver­den­skrig, har sagt, at gen­eralerne havde det mest mod­erne arse­nal til rådighed, men ikke tog i betragt­ning at det gjaldt begge fron­ter. De forud­så ikke, at den høje tek­nol­o­giske stan­dard og masse­pro­duk­tio­nens våben­mængder kunne føre til enorme tab på begge sider.

De våben og krigs­fornø­den­hed­er, som indus­trien lev­erede, gjorde 1. ver­den­skrig til indus­trisam­fun­denes første storkrig. Hvis man alt­så ser bort fra den amerikanske borg­erkrig 1861–65, der trods alt var en min­dre og ikkeglob­al krig. Og fra kolonikrige, hvor europæiske nation­er også havde brugt mod­erne våben, men ikke mod jævn­byrdi­ge fjen­der, og der­for i min­dre målestok.

Samar­be­jdet mellem stat og en stærk indus­tri, og våben­lever­ancernes kon­sekvenser på slag­mark­erne, er den ”store his­to­rie”, som Rathenau blev en del af – gen­nem sin ind­sats i krigsmin­is­teri­et.

Politikeren Rathenau

I 1915 for­lod Rathenau krigsmin­is­teri­et, muligvis for­di hans arbe­jde, eller et ønske om for­frem­melse, blev hin­dret af folk i regerin­gen, der mente at hans borg­erlige og jødiske bag­grund ikke var fin nok.

I de sid­ste tre år af kri­gen ledte Rathenau organ­i­sa­tio­nen af AEG’s store våben- og indus­tripro­duk­tion. Desu­den ned­skrev han sine vision­er for en form for statsso­cial­is­tisk ”folke­stat” med planøkono­mi. Det hævdes, at hans planøkonomiske ideer inspir­erede Lenin. De halv­so­cial­is­tiske ideer om statsstyring holdt Rathenau fast i med svin­gende styrke helt til sin død, men han var udtalt mod­stander af den rus­siske rev­o­lu­tion, som han mente satsede alt på at styrte en hersk­ende klasse, lig­e­gyldigt hvor mange liv det skulle koste.

Rathenaus ideer om stat­sreg­u­ler­ing gjorde ham upop­ulær hos både kon­ser­v­a­tive og ven­stre­lib­erale, og hans poli­tiske pro­fil er ikke enty­dig, men sam­men­sat og omskiftelig. Tidligere havde han som nævnt engageret sig i trust- og kartel­dan­nelse, alt­så en ikkestat­slig reg­u­ler­ing til fordel for de store virk­somhed­er, og i 1913 udkast­ede han en vision om en cen­traleu­ropæisk toldunion, der skulle knytte især de tyske og østrig-ungarske økonomi­er tæt­tere sam­men. Øjen­syn­lig ønskede han et stærkt erhvervs­liv, der blev domineret af fusion­er og overord­net styring – ikke af pri­vate erhvervs­driven­des ønsker og særin­ter­ess­er. Men han var (efter kri­gen) også for­t­aler for erhvervs­for­bund, hvor arbe­jderne tog del i virk­somhed­sledelse og -ejer­skab. Man kan måske sige, at det primære for ham var overord­net styring og koor­di­na­tion, og at såv­el stat som arbe­jdere – ikke kun kap­i­tal­is­ter på et frit marked – efter hans mening kunne indgå i ledelsen af erhvervs­livet, herun­der i besid­delsen af ”pro­duk­tion­s­mi­dlerne”. Hans analyse af og ide­al­er for magt­fordelin­gen omar­be­jd­ede han igen og igen i mange bøger og artik­ler, men kort sagt dyrkede han den idé, at kap­i­tal­is­men skulle under­kastes fælles styring, hvis et mere økonomisk lige, sta­bilt og rigt sam­fund skulle opnås.

Et blivende træk ved Rathenaus poli­tiske posi­tion var hans nation­al­isme. Hans inter­na­tionale forbindelser og ideen om en cen­traleu­ropæisk union, og hans jødiske bag­grund, kom­binerede han med en borg­erlig-patri­o­tisk hold­ning, først som nation­al­lib­er­al og siden­hen som ven­stre­lib­er­al i den tyske Weimar­repub­lik. For Rathenaus ansæt­telse i kejser­rigets krigsmin­is­teri­um 1914–15 hin­drede ham på ingen måde i en kar­riere som lib­er­al poli­tik­er i Weimar­repub­likken. Her blev Rathenau medlem af det Tyske Demokratiske Par­ti (DDP), et ven­stre­lib­er­alt par­ti, der er for­løber for nuti­dens FDP. I 1921 blev Rathenau genop­bygn­ingsmin­is­ter, hvilket nok skyldtes hans kom­pe­tencer inden for erhvervsøkono­mi og –poli­tik. I 1922 blev han uden­rigsmin­is­ter, og opnåede dermed et større og fornem­mere virkerum. Som uden­rigsmin­is­ter fik Rathenau gen­nem­ført en fred­saf­tale med Sov­je­tu­nio­nen (Rapal­loaf­tal­en) og blev i det hele taget kendt som en dygtig og kom­pro­mis­beredt forhan­dler. Som en sådan blev han senere fejret i både Øst- og Vest­tysk­land. Der find­es en tysk Wather Rathenau-pris, som siden 2008 er blevet tildelt inter­na­tion­alt kendte poli­tikere for et ”frem­ra­gende uden­rigspoli­tisk livsværk”.

Men Rathenaus poli­tiske arbe­jde i 1921–22 og hans jødiske bag­grund pro­vok­erede også mange højre­na­tion­al­is­ter og anti­semit­ter, samt anti­demokrater og anti­bol­sje­vikker. En dag i juni 1922 blev han angre­bet i sin åbne bil på gaden i Berlin. Atten­tatet blev udført af tre unge medlem­mer af den kejser­ven­lige, højreek­strem­istiske og ter­ror­is­tiske Organ­i­sa­tion Con­sul, der beskød ham med en mask­in­pis­tol og kast­ede en hånd­granat ind i bilen. Rathenau over­levede desværre ikke.

Udflugt til Wien. Rathenau hos Robert Musil

Det var også i 1920erne, at den østrigske for­fat­ter Robert Musil (1880−1942) gik i gang med den store, aldrig afs­lut­tede, essay­is­tiske roman Man­den uden egen­sk­aber. Det er en gængs antagelse, at en af roma­nens vigtige biper­son­er, Dr. Paul Arn­heim, er mod­elleret over Walther Rathenau, som Musil selv havde mødt til et sel­skab i Berlin i 1914. Nogle af Musils notater efter mødet med Rathenau flød senere ind i roma­nens beskriv­else af Arn­heim, og det samme gjorde citater fra Rathenaus bog Zur Mechanik des Geistes, som Musil havde anmeldt i 1914.

Paul Arn­heim er en af roma­nens mange per­son­lighed­er, der inkarner­er forskel­lige ten­denser, miljøer og følelser, som cirkulerer i Wien op til 1. ver­den­skrig. Arn­heim, der alt­så bær­er træk fra Rathenau, er ”den store mand” på vis­it fra Preussen, også kaldet ”kongekøb­man­den” og ”stor­for­fat­teren”, der bliv­er sky­deskive for satirisk kri­tik af en særlig form for pengestærk og sværmerisk ind­bild­skhed. Arn­heim har både magt og ”sjæl”, og roma­nens hov­ed­per­son Ulrich (og fortælleren) både lat­terlig­gør og spe­jler sig i ham. På den ene side er Arn­heim spæn­dende, for­di han foren­er mod­sæt­ninger og inter­esser­er sig for ideer, mys­tik og intu­ition (lige­som Ulrich og Musil). På den anden side består prob­lemet Arn­heim i en utro­værdig alliance, fx kaldet ”inter­esse­fu­sio­nen sjæl-for­ret­ning”, der dyrk­er både anti-intellek­tu­al­isme (sjælens intu­ition) og kræm­merånd. Øjen­syn­lig tror Arn­heim på at de rigtige og dybe ideer vil sejre i sam­fun­det og his­to­rien (pro­moveret af store mænd), men sam­tidig bliv­er han holdt oppe af sim­pel rig­dom, og bag sit ide­ale engage­ment er han beskæftiget med at sælge våben til den østrig-ungarske hær og købe olie i Gali­cien.

I roma­nen gør Paul Arn­heim sin entré som gæst i Ermelin­da Tuzzis salon, Wien 1913. Arn­heim beskrives som ”umådelig rig” og søn af ”den mægtig­ste behersker af ”Jern­tysk­land”” (hvilket pass­er på Rathenau og hans fam­i­liebag­grund). Ermelin­das mand, departe­mentschef Tuzzi, anbe­faler sin hus­tru at behan­dle gæsten med udmærkelse,

”[…] for selvom den slags men­nesker end­nu ikke var oven­på i Det Tyske Rige og hvad angik ind­fly­delse ved hof­fet ikke kunne sam­men­lignes med fam­i­lien Krupp, kunne det efter hans [Tuzzis] opfat­telse jo dog være til­fældet i mor­gen, og han til­fø­jede ind­hold­et af et intimt rygte, ifølge hvilket denne søn – der i øvrigt var langt over fyrre – abso­lut ikke bare stræbte efter faderens still­ing men støt­tet til tidens drift og sine inter­na­tionale forbindelser for­beredte sig på en rigsmin­is­ter­post. Efter departe­mentschef Tuzzis mening var det ganske vist helt og hold­ent udelukket, med­min­dre ver­den gik under forinden.” (Man­den uden egen­sk­aber 1).

I denne vur­der­ing af Arn­heim har fortælleren bland­et mulighed og virke­lighed, og tilsat ironi, for set fra en østrig-ungarsk embeds­man­ds synsvinkel gik ver­den under kort efter. Et år efter 1913 erk­lærede Østrig-Ungarn Ser­bi­en den krig, som voksede og blev til 1. ver­den­skrig, og fik den gam­le europæiske ver­den og fire imperier til at gå under. Nogle år efter ”ver­dens under­gang”, i 1921, fik den virke­lige Rathenau da også en min­is­ter­post i den nye Weimar­repub­lik, hvor visse af ”den slags men­nesker”, alt­så borg­erlige opkom­linge, kom til magten.

En anden af roma­nens karak­ter­is­tikker af Arn­heim, som for­mentlig kan over­føres på Rathenau, vedrør­er Arn­heims poli­tik­er- eller stats­man­d­stal­ent. Arn­heim drøm­mer om ”[…] en slags weimarsk eller flo­rentin­sk tid­salder af indus­tri og han­del under før­erskab af stærke, vel­stands­frem­mende per­son­lighed­er, som skulle have evnen til at forene teknikkens, viden­sk­abens og kun­starternes enkelt­præs­ta­tion­er i sig og styre dem fra et højt stand­punkt.” Denne vision kan både forstås som et alter­na­tiv til den kom­mende katas­trofe, alt­så 1. ver­den­skrig; en sam­fundsvi­sion der kan være inspir­eret af Rathenaus skrifter, og som en ide­alis­erende beskriv­else af Weimar­repub­likken efter kri­gen. I dette ide­al­sam­fund ser Arn­heim sig selv som medlem af den regerende elite. Han er nem­lig en altom­fat­tende kraft i ”et sam­fund af spe­cial­men­nesker” og besid­der et ”[…] tal­ent for aldrig at være over­legen i noget bevis­ligt og isol­eret men der­i­mod i kraft af en fly­dende ligevægt, der hvert øje­b­lik fornyede sig af sig selv, at komme oven­på i enhver sit­u­a­tion, hvilket måske virke­lig er poli­tik­erens grundlæggende evne […].”

Over­ført på Rathenau kan man godt sige, at han besad denne ”poli­tik­erens grundlæggende evne til at komme oven­på” i skif­tende sit­u­a­tion­er. Dermed rummede han, lige­som Musils Arn­heim, en vis oppor­tunisme eller trend­føl­gende flek­si­bilitet, som fx dyrkede ”sjælen” som kilden til etik og værdier (det skriv­er Rathenau selv direk­te om). Og Rathenau besad også en stor­mand­sagtig ind­bild­skhed og ærg­er­righed, der blev næret af hans rig­dom og erhvervs­forbindelser. Men tillige ”udfor­dret” af hans jødiske bag­grund (der hos Musils Arn­heim mest bliv­er et ekso­tisk træk) og tidens anti­semitisme.

Musils Arn­heim er ikke en tro kopi af Rathenau. Efter min opfat­telse fokuser­er Musil på Arn­heims spir­i­tu­alitet, der er anti-intellek­tuel og uvi­den­sk­a­belig, på kom­bi­na­tio­nen af ideer og magt, ”sjæl og økono­mi” eller ”sjæl og kul­pris”, og på den slu­drevorne oppor­tunisme der tillad­er Arn­heim at være både ”social­ist” og ”paci­fist”, men sam­tidig kap­i­tal­ist og våben­han­dler. Dermed ude­lades egen­sk­aber ved den virke­lige Rathenau. Nem­lig at han trods alt var ”over­legen i noget bevis­ligt”, og ikke bare en over­fladisk poly­his­tor, dels som elek­trokemik­er og nytænk­ende erhvervsled­er, dels som ophav til et stort for­fat­ter­skab, der ikke kun han­dlede om (letkøbt) kul­tur­filosofi, men med tiden mere om konkret poli­tik og økono­mi. Men det sid­st­nævnte inter­esserede nok ikke Musil så meget.

Rathenau ifølge eftertiden

Selv om det tyske kejser­rige i 1919 blev afløst af Weimar­repub­likken, hvis uden­rigsmin­is­ter Rathenau blev myrdet i 1922, og selv om nazis­terne i 1933 ned­lagde repub­likken, var der andre ting i Tysk­land, der ikke ændrede sig helt så drastisk i tiden fra den 1. ver­den­skrig og til den 2. I indus­trien pro­duc­erede mange af de samme virk­somhed­er våben i begge krige. Fx Krupp-kon­cer­nen og, i min­dre grad under 2. ver­den­skrig, kon­cer­nen AEG. Og i begge krige plan­lagde stat og indus­tri i fæl­lesskab de mil­itære pro­duk­ters art og mængde.

Hvis man skal tro (ex)nazisten Albert Speer, tog organ­is­erin­gen af indus­trien under 2. ver­den­skrig ved lære af Rathenaus fore­gangsar­be­jde. Arkitek­ten Speer var nazis­tisk rust­nings- og ammu­ni­tion­s­min­is­ter i 1942–45, og beskrev i sine erindringer pro­duk­tion­sprin­cip­pet ”indus­trielt sel­vans­var”, som blev brugt til at effek­tivis­ere krigspro­duk­tio­nen. Ifølge dette prin­cip får enkelte fab­rikker ans­var for bestemte dele af pro­duk­tio­nen, som dermed kan for­dobles uden sti­gende udgifter, hvilket ifølge Speer var Rathenaus opdagelse. Der­til kræves en cen­tral ledelse, som i Speers til­fælde var hans eget rust­ningsmin­is­teri­um og i Rathenaus til­fælde krigsmin­is­teri­ets Afdel­ing for Krigsråstof­fer. Om Rathenau skrev Speer således, at ”[d]en egentlige ophavs­mand til det ”indus­trielle sel­vans­var” var Walther Rathenau, den store jødiske organ­isator af den tyske krigsin­dus­tri og -økono­mi under Første Ver­den­skrig.”

Andre har kaldt Rathenau ”opfind­er af planøkonomien”, og hans efter­mæle er således mindst lige så sam­men­sat som han selv var. Efter 1945 blev han beteg­net som ”Det Tred­je Riges første offer”, for­di han var udsat for anti­semitisme og blev myrdet. I dag kaldes han i Tysk­land blandt andet ”en af det 20. århun­dredes vigtig­ste lib­erale uden­rigspoli­tikere” og læg­ger navn til en pris, der fx i 2010 blev givet til Hillary Clin­ton og i 2012 til FN’s fly­gt­ninge­højkom­mis­sari­at. I DDR blev han hyldet for sit samar­be­jde med Sov­je­tu­nio­nen i 1922. Og hos Robert Musil frem­står han i skikkelse af Paul Arn­heim som fan­tast og køb­mand under ét, ”den store mand” der vil ”forene sjæl og økono­mi” – en ny type poli­tik­er, kan man sige.

Walther Rathenau var alt­så en mand med mange egen­sk­aber. Nogle vil sige en mand uden egen­sk­aber, da han var så kom­pleks. Her har jeg forsøgt at intro­duc­ere ham i hans bred­de. Når jeg har vægtet hans arbe­jde omkring 1. ver­den­skrig mere end hans min­is­terkar­riere i 20erne, skyldes det øns­ket om at bidrage til kend­sk­a­bet til kri­gen. At Tysk­land (med allierede) tabte 1. ver­den­skrig fork­lar­er nogle sågar med den tyske indus­tris man­gel på forsyninger, trods Rathenau og andres ind­sats på netop det område. Ikke desto min­dre bidrog Rathenau til sam­mensmelt­nin­gen af erhvervs­liv, mil­i­tarisme og stats­magt, eller det mil­itær-indus­trielle kom­pleks, omkring 1914.

Dette kom­pleks, samar­be­jdet stat-forsvarsin­dus­tri, har nuti­den arvet. Selv om Europa ikke lig­ger i krig og nu primært eksporter­er sine mil­itære var­er, og sine mil­itærind­satser.

Marie Møller Kris­tensen er fri skribent og cand.mag. i filosofi. Hun har skrevet ”At opleve krig i Dan­mark – et essay” i Slag­mark nr. 63, og skriv­er løbende på www.omkreds.blogspot.dk.