Det kommunistiske spøgelse må ikke blive til kød og blod. For Communisteri er en sand Mødding af Taaber, Tyve, Røvere i Skoven og Pirater paa Haavet. Fra aviser, tidsskrifter og journaler genkalder lektor i historie Bertel Nygaard 1840’ernes ideologiske slagsmål om kommunismens begreb. Hvem tør egentlig kalde sig kommunist?

Et spøgelse går gen­nem Europa – kom­mu­nis­mens spøgelse. Alle magter i det gam­le Europa har slut­tet sig sam­men til en hel­lig klap­jagt på dette spøgelse: paven og tsaren, Met­ter­nich og Guizot, franske radikale og tyske politimænd.
Hvor er det oppo­si­tion­spar­ti, der ikke af sine regerende mod­standere er blevet fordømt som kom­mu­nis­tisk? Hvor er det oppo­si­tion­spar­ti, der ikke har slyn­get den bræn­demærk­ende kom­mu­nis­mebeskyld­ning tilbage i hov­edet på de mere frem­skredne oppo­si­tions­folk såv­el som deres reak­tionære mod­standere?

Sådan indledte Karl Marx og Friedrich Engels i 1848 Det kom­mu­nis­tiske par­tis man­i­fest. Mange senere læsere er hastet videre fra disse første sæt­ninger til andre af tek­stens fyn­di­ge for­mu­leringer: ”Alle hid­tidi­ge sam­funds his­to­rie er en klassekam­p­ens his­to­rie” – eller: ”Pro­letar­er i alle lande, forén jer!” Men skildrin­gen af kom­mu­nis­mens spøgelse som mange­hovedet skræm­sel giv­er os særlige per­spek­tiv­er på poli­tiske kul­tur­er og sprog i bredere for­stand, først og fremmest i midten af 1800-tal­let, men deri­gen­nem også i den mod­erne epoke som hel­hed – herun­der i dan­sk his­to­rie.

Sigende nok var Marx og Engels langt­fra de første til at forbinde kom­mu­nis­me­be­gre­bet og spøgelses­metaforen. 1840’ernes vigtig­ste tyske over­sigt over kom­mu­nis­men – Lorenz von Steins Der Social­is­mus und Com­mu­nis­mus des heuti­gen Frankre­ichs – talte allerede i 1842 om offent­lighe­dens nye billede af kom­mu­nis­men som ”et dys­tert tru­ende spøgelse, på hvis virke­lighed ingen vil tro, og hvis tilværelse dog alle anerk­ender og frygter”. Det kom­mu­nis­tiske spøgelse fik betyd­ning, for­di dets kri­tik af pri­vate­jen­dom­men og dens magth­ier­arki­er ramte ind i ker­nen af de hersk­ende sam­fund­sor­den­er – ikke kun de gam­le fyrste-, adels- og gejst­lighed­sor­den­er, men også grund­pillerne i det frem­bry­dende, mod­erne borg­er­sam­fund.

Kom­mu­nis­men var et ganske effek­tivt spøgelse. Det krøb ind i sam­fund­sor­den­ernes sprækker, og det krydsede stats­grænser uden større besvær. I 1840’erne, længe inden der opstod poli­tiske arbe­jder­parti­er eller nogen tal­stærk arbe­jder­bevægelse på dan­sk grund, blev kom­mu­nis­men udbredt som begreb, tanke og fremtidsmu­lighed i hele den europæiske offent­lighed. Den klap­jagt på kom­mu­nisme­spøgelset, som Marx og Engels beskrev med europæiske, franske og tyske eksem­pler, gjorde også deres virkn­ing i Chris­t­ian den Otten­des danske enevolds­stat, i Søren Kierkegaards, H.C. Ander­sens, Grundtvigs, P.C. Skov­gaards og den nye grundlovs hjem­land.

Erk­lærede kom­mu­nis­ter var ganske vist meget vanske­lige at opdrive i dati­dens Dan­mark. Men kom­mu­nis­men blev et pejlemærke i tidens debat­ter om poli­tik, sam­fund og kul­tur. Kom­mu­nis­men var med som begreb og tanke­fig­ur, når man talte om det enevældige kongedømmes skæb­ne, om udsigterne til demokrati, om bøn­dernes frigørelse eller om fri­han­del og social ret­færdighed. Den spøgte i kulis­serne, når man debat­terede rela­tion­erne mellem idéer og materielle, sociale forhold, mellem men­nes­kets ånd og dets leg­eme eller mellem mænd og kvin­der.

Kort sagt: Det røde spøgelse prægede tidens poli­tiske kul­tur.

Kommunismen fordansket

Danske avis­læsere blev for første gang kon­fron­teret med dette nye, sære fænomen i som­meren 1840, da den kom­mu­nis­tiske fløj blandt de franske repub­likanske sel­sk­aber under Louis-Philippes julimonar­ki for første gang trådte frem for offent­lighe­den ved en fes­t­ban­ket i den pari­siske arbe­jder­by­del Belleville. Dag­bladet Dagen, der lige­som de øvrige kongeven­lige avis­er mod­tog bety­delige penge­sum­mer til sin udgivelse fra stat­en til gengæld for at forsvare den offi­cielle poli­tiske lin­je, bragte kun et par uger efter den pari­siske ban­ket en over­sæt­telse af den mod­er­at lib­erale franske skribent Léon Fauch­ers præsen­ta­tion af kom­mu­nis­men som nyt begreb og ny bevægelse. Kom­mu­nis­terne, skrev Fauch­er, løft­ede arven fra Gra­chus Bebeuf og hans tilhæn­gere, som i midten af 1790’erne havde søgt at mobilis­ere til en ny rev­o­lu­tion, der skulle ind­s­tifte ejen­doms­fæl­lessk­a­bet.

Med rev­o­lu­tionære midler ville disse nye kom­mu­nis­ter afskaffe skel­lene mellem ”Rige eller Fat­tige, Her­rer eller Tjenere, Kap­i­tal­is­ter eller Arbei­dere, Eien­dom eller Erhverv, og ist­edet­for den sel­sk­a­belige Orden skal Eien­doms­fælledssk­a­bets lat­terlige umoralske og umulige Utopi træde”.

Disse første advarsler blev til sen­sa­tion, da et medlem af den franske kom­mu­nis­tiske organ­i­sa­tion Sociéte des tra­vaileurs égal­i­taires, gul­vboneren Mar­ius Dar­mès, samme efterår blev pågre­bet midt i forsøget på at myrde den franske konge. Dar­mès han­dlede vist­nok på egen hånd og motiveret af per­son­lig des­per­a­tion, men hans gerninger og retssagen frem til hans hen­ret­telse året efter gav rig lej­lighed til også danske mediers ener­giske bestræ­belser på at forbinde Dar­mès’ moralske depraver­ing med enhver oppo­si­tionel poli­tik. Hans svigt over for sine ven­ner, sin stakkels mor og sin nød­st­edte kone blev for­bun­det med den ugide­lighed og man­glende plig­top­fyldelse over for skif­tende arbe­jds­gi­vere, som hans poli­tiske sym­pa­ti­er udtryk­te. Dar­mès blev et sym­bol på kom­mu­nis­terne som det ”røverisk sind­ede, dem­a­gogiske Bund­fald af alle store Almues­foreninger”. Dette var, ifølge Dagens kom­men­tar den 2. juni 1841:

”Men­nesker, som hverken ville være Bøn­der eller Haand­værkere, og som sam­mensværge sig imod al Eien­dom, for­di de ikke gide arbei­de; det bestaaer af en Masse selv­forskyldt Elendighed, af selv­forskyldt Ned­værdi­gelse, hvis Rod er Doven­skab og Lid­erlighed, par­ret med Kraft; Folk, som maas­kee i Urtiderne vare blevne Hyrder, Jægere og Sol­dater tillands eller tilvands, og saaledes havde anvendt deres Kræfter, men som i disse Tider, hvor den overvættes frem­drevne Kul­tur avler Over­daadighed og Sædernes For­fald, blive Tyve, eller Mordere, eller Dem­a­goger, Anførere eller Red­sk­aber ved alle Uro­lighed­er; Røverne i Skovene, Pirater­ne paa Havet ere end­nu de bed­ste af den Classe; ime­dens de sletteste ere de større Stæders moralske Schofel, en sand Mød­ding […] [, et] Chaos af alle lid­erlige Dri­vter og alle moralske Anom­alie.”

Fra først at blive skil­dret som et sær­præget fran­sk poli­tisk fænomen kom kom­mu­nis­men her i sti­gende grad til at beteg­ne det mod­erne sam­funds mørke bagsider i mere gener­el for­stand – og dermed selve truslen mod de værdier, enhver accept­abel borg­er måtte hylde: civil­i­sa­tio­nen, kul­turen, ånds­dan­nelsen, frem­skridtet, den pligt­skyldige fore­tag­somhed, ’almenån­den’ i det offentlige liv og den kærlige fam­i­lieom­sorg i pri­vatlivet.

Og der gik ikke længe, før begre­bet fandt anven­delse om den danske poli­tiske oppo­si­tion. Dag­bladet Kjøben­havn­sposten, der i løbet af 1841 skilte sig ud fra den øvrige lib­erale oppo­si­tion ved at bek­ende sig til demokrati og almin­delig val­gret, stod først for: Dets ”extreme democ­ra­tiske Sym­pa­thi­er” nærmede sig ifølge Dagen ”Bærme-Fac­tion­erne i Frankrig” og byggede på ”Com­mu­nis­teri, agrariske Love og slige poli­tiske Utopi­er”, som ”neppe Taaber, men kun Pro­le­tari­er kunne ville lytte til”. Og nok havde den lib­erale oppo­si­tions nye hov­e­dor­gan, dag­bladet Fædrelandet ikke bek­endt sig til samme ekstreme lin­je, men dets poli­tiske tvety­dighed­er måtte ifølge Dagen vække mis­tanke om, ”at dets Anskuelser dog nok ikke ere saa meget væsentli­gen forskjel­lige fra dets tro Følgesvends, ’Kjøben­havn­spostens’”.

Men Kjøben­havn­sposten svarede igen: Det delte ikke kom­mu­nis­ternes lære, men forstod dog dens bevæg­grunde, nem­lig ”den fat­tige Klass­es Nød”, lidelserne hos de ”Pro­le­tair­er”, som for Dagen stod lavere end tåber, men som blot var dem, der ikke besad ejen­dom og der­for måtte ”trælle haardt for det daglige Brød”. Var der fare for nye rev­o­lu­tion­er og kom­mu­nisme, skyldtes den ikke oppo­si­tion­s­pressen, men der­i­mod den blinde afvis­ning af de fat­tiges berettigede klager. Det var ikke de demokratiske prin­cip­per og sociale sym­pa­ti­er, der førte til kom­mu­nis­men, men der­i­mod Dagens modvil­je mod grund­foran­dring, hævd­ede Kjøben­havn­sposten i efteråret 1841. Og lød de kon­ser­v­a­tives hyldest til stats­fæl­lessk­a­bets for­nuft ikke også selv noget kom­mu­nis­tisk? For denne oppo­si­tion­savis var demokrati og kom­mu­nisme mod­stri­dende prin­cip­per, mens de i kon­ser­v­a­tiv retorik var to alen af samme stykke.

På et års tid var kom­mu­nis­men blevet for­van­dlet fra et nyt fran­sk fænomen til et retorisk våben i danske poli­tiske kampe om lan­dets og styrets fremtid. Og op gen­nem 1840’erne blev kom­mu­nis­men gen­stand for både grundi­ge hegelian­sk-lib­erale studi­er af den mod­erne civil­i­sa­tions sociale dialek­tik og heftige polemikker om bøn­dernes befrielse fra fæstevæsenet som den rene og skære ’kom­mu­nisme’. Kom­mu­nisme blev det, man beskyldte sine mod­standere for at ville fremme – alt imens mod­standerne selv afviste beskyld­nin­gen og, som Marx og Engels for­mulerede det, slyn­gede den tilbage i hov­edet på deres egne poli­tiske fjen­der.

1848: Revolutionen og det røde spøgelse

Kom­mu­nis­me­be­gre­bet blev en del af det poli­tiske hverdagssprog fra beg­y­n­delsen af 1840’erne. Men da rev­o­lu­tion­er brød ud over det meste af det europæiske kon­ti­nent i 1848 – og dermed greb afgørende ind i de danske diskus­sion­er om for­fat­ningsre­form og den vok­sende strid mellem dan­sk og tysk i hel­stat­en – var hverda­gen for­bi. Tiden rasede afst­ed; fjerne fremtid­sho­rison­ter syntes at være inden for række­v­id­de. Kom­mu­nis­men tog sig plud­selig ud som en aktuel trussel. Med den ”uhyre Accel­er­a­tion af alle Forhold” i 1848, skrev den kongetro lit­ter­at Chris­t­ian Mol­bech to år senere, var den mod­erne ”Niv­el­ler­ing” og orden­sun­der­grav­else blevet ført til sin yder­ste kon­sekvens. ”Store dele af Europa var blevet ført ”til den yder­ste Rand af Rev­o­lu­tio­nens Afgrund; der, hvor Com­mu­nis­mens Krater har aab­net sig, og udsendt meer end een gloende Lavas­trøm imod den Stat­sor­den og borg­erlige Organ­isme, som er Cul­tur­til­standens og Civil­i­sa­tio­nens Livs-Betingelse”.

Hvad ville al denne rev­o­lu­tionære involver­ing af folkets lavere klass­er føre til? Og hvor var vejen fra den nye anerk­endelse af demokrati­ets lighed­sprin­cip og den nye grundlovs bestem­melser om almin­delig val­gret (som selvsagt var und­taget de fem sjet­tedele af befolknin­gen, der ikke var økonomisk selvstændi­ge mænd over 30, med fast bopæl og uplet­tet straf­fer­eg­is­ter) til den kom­mu­nis­tiske ligheds­for­dring? At der forelå en akut trussel om en ”Rev­o­lu­tion i com­mu­nis­tisk eller social­is­tisk Aand”, som landsover­ret­sproku­ra­tor C.M. Jes­persen udtryk­te det under den grundlov­givende rigs­for­sam­lings forhan­dlinger, var mange enige om. Men hvor ans­varet for den kom­mu­nis­tiske trussel skulle plac­eres, og om den poli­tiske demokra­tis­er­ing ville fore­bygge eller fremme kom­mu­nis­men – om det skændtes man heftigt.

For stat­søkonomen C.N. David var der ingen tvivl: De ”com­mu­nis­tiske Lær­domme og Læren om den almin­delige Stem­meret har eet og det selvsamme Udspring”, udtalte han i den grundlov­givende rigs­for­sam­ling den 22. marts 1849. Havde man først hævdet de udannedes og de ube­mi­dledes poli­tiske lighed med de dannede og de besid­dende, ville disse lavere klass­er snart i lighe­dens navn rette grun­dan­greb mod dan­nelse og ejen­dom: ”For­drin­gen om, at Alle skulle være poli­tisk lige­berettigede i Stat­en, og For­drin­gen om, at Alle skulle have ikke blot lige Adgang til Nydelse og Erhverv, men at de ogsaa materielt skulle have lige Nydelse og Erhverv, ere to Sider af een og samme Vild­farelse og føre til det samme Maal.”

Den poli­tiske ven­stre­fløj, der i løbet af 1848 trådte frem som demokratisk – dels den såkaldte Hip­po­drombevægelse i Køben­havn, dels kredse omkring Bon­de­ven­nernes Sel­skab og dag­bladet Almueven­nen – frem­stillede der­i­mod den demokratiske lighed som et uomgæn­geligt værn mod kom­mu­nis­men. Den aal­bor­gen­siske redak­tør Bern­hard Rée under­stregede på den Grundlov­givende Rigs­for­sam­ling, at ”den almin­delige Stem­meret [i Frankrig] bety­deligt har svækket Com­mu­nis­men”. Ifølge demokrater­ne var den poli­tiske bemyn­di­gelse af almuen ikke kun et resul­tat af naturligt bestemt men­neske- og borg­er­ret­tighed­er, men i lige så høj grad et mid­del til at fore­bygge, at en alt for under­trykt almue skulle gribe til end­nu mere radikale midler, dvs. til den ille­git­ime kom­mu­nisme.

Mellem den demokratikri­tiske højre­fløj og den demokratiske ven­stre­fløj stod de nation­al­lib­erale kredse, der ikke mindst talte hov­ed­for­fat­terne til grundlov­sud­kastet, D.G. Mon­rad og Orla Lehmann. Her søgte man at bal­ancere mellem en ny anerk­endelse af det demokratiske lighed­sprin­cip og en forkas­telse af det alt for yderligt­gående demokrati, der – for de nation­al­lib­erale såv­el som for David og andre kon­ser­v­a­tive røster – truede med at ende i den rene og skære kom­mu­nisme. Med dialek­tisk spids­find­ighed fore­tog bladet en retorisk omskrivn­ing af demokrat­i­begre­bet, der gjorde det muligt at frem­stille netop den nation­al­lib­erale akademik­ere­lites for­rang som det sandt demokratiske. I en polemik mod Bon­de­ven­neor­ganet Almueven­nen, der havde dris­tet sig til at angribe de dannedes og de besid­den­des adkomst til at tale på folkets veg­ne, bemærkede det nation­al­lib­erale organ Fædrelandet:

”[A]lle Borg­eres og Borg­er­classers Lighed i poli­tiske Ret­tighed­er udelukker ingen­lunde For­muens Ind­fly­delse eller den aan­delige Dygtigheds Overvægt. Tvær­ti­mod, det ægte Demokrati falder netop sam­men med det ægte Aand­saris­tokrati, thi, idet det giv­er al Dygtighed lige Adkomst, giv­er det den største Dygtighed størst Adkomst. Skal da det Demokrati, som ’Almueven­nen’ strid­er for, tilin­tet­gjøre For­muens Ind­fly­delse, saa maa det tilin­tet­gjøre For­muen selv, thi paa anden Maade kan dens Ind­fly­delse ikke udelukkes, og skal det ophæve Aan­dens Aris­tokrati, saa maa det ind­føre den raa Mass­es Aris­tokrati eller den physiske Magts Reg­i­mente, men ingen af Delene er Demokrati i almin­delig For­stand; det første kaldes Com­mu­nisme og det sid­ste Ochlocrati, det er paa Dan­sk: almin­delig Plyn­dring og Pøbel­herredømme.”

Med grundlovens ved­tagelse og ned­kæm­pelsen af de rev­o­lu­tionære bevægelser rundt om i Europa syntes faren at være drevet over. Kom­mu­nis­men kunne atter beskrives på afs­tand. Der blev for­fat­tet gravskrifter over spøgelset. Men det skulle vise sig vanske­ligere at stede til hvile, end man havde troet.

Spøgelsets arv

Allerede ved sin tilst­ede­værelse i den offentlige debat bidrog kom­mu­nis­men til at udfor­dre samti­dens selvbege­jstring og selvføl­ge­lighed­er. Den pegede på dybe sociale mod­sæt­ninger i det bestående sam­funds indre og vovede et radikalt bud på hel­bre­delse: pri­vate­jen­dom­mens afskaf­felse til fordel for fælle­se­jen­dom. Og blot det, at 1800-tal­lets men­nesker blev i stand til at tænke om kom­mu­nisme, røbe­de spor af realiteter og mulighed­er, man hidtil næppe havde anet, men nu kunne se hen til – med frygt, længsel eller fas­ci­na­tion.

Som den franske tænker Jacques Der­ri­da for­mulerede det for et par årti­er siden, lige efter Sov­je­tu­nio­nens sam­men­brud og midt i entu­si­as­men på den sejrende, vestlige kap­i­tal­ismes veg­ne, blev 1840’ernes kom­mu­nisme den mest radikale udfor­dring af den tids fremhersk­ende opfat­telse af sig selv som selve his­to­riens kul­mi­na­tion­spunkt. Kom­mu­nis­men var det mest radikale bud på, ”om Europa stadig havde en fremtid og en his­to­rie over­hovedet”.

I dag fun­ger­er kom­mu­nis­men især som et spøgelse fra det for­gangne 20. århun­drede. Men selv for­tidi­ge spøgelser kan vise fremtidsmu­lighed­er. Som Der­ri­da har påpeget, ind­varsler spøgelset altid ”fremti­den, det er altid tilk­om­mende, det frem­stiller sig kun som det, der kunne komme eller komme tilbage; i fremti­den, sagde det gam­le Europas magth­a­vere i det sid­ste [dvs. det 19.] århun­drede, må det ikke blive til kød og blod […]. I fremti­den, hør­er man over­alt i dag, må det ikke atter blive til kød og blod; man må ikke lade det komme tilbage, efter­som det er for­tid.”

Hvis vi anlæg­ger dette per­spek­tiv på kom­mu­nis­men, træder den ikke kun frem som for­tid. Den er også, med alle sine indre mod­sæt­ninger, en fak­tisk for­tid, der aldrig virke­lig var til og end­nu ikke har været – og da slet ikke i Sov­je­tu­nio­nen, hvor ikke engang led­erne vovede at proklamere kom­mu­nis­mens virke­lig­gørelse og dermed ophæve det tilk­om­mende, som var deres egen eksis­tens­berettigelse. Snarere var og er kom­mu­nis­men til stadighed en uor­dentlig, mang­foldig arv til efter­tiden. Midt i vores altid skif­tende, omstridte boopgørelser over kom­mu­nis­men vil vi for­mentlig nu, med et kvart århun­dredes dis­tance til Berlin­murens fald, kunne se den fortrængte, tidlige kom­mu­nisme fra 1840’erne som en påmin­delse om, at kom­mu­nis­men aldrig bare var en sum af stat­slige, sociale eller poli­tiske realiteter i det 20. århun­drede, men først og fremmest en ved­blivende, på én gang tillokkende og skrækind­ja­gende anfæg­telse af den til enhver tid hersk­ende mag­tor­den.

Bertel Nygaard er lek­tor i his­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet. Artiklen byg­ger på for­fat­terens bog Det røde spøgelse. Kom­mu­nis­men og 1840’ernes danske poli­tiske kul­tur, der er udgivet af Sel­sk­a­bet til Forskn­ing i Arbe­jder­bevægelsens His­to­rie i 2014.