Silvio Gesell og de rustende penge

Freigeld

Forestil dig, at dine penge bogstaveligt talt ville brænde op i din lomme, hvis du ikke brugte dem. Forestil dig, at penge kunne ruste. Ud fra denne idé forsøgte den tyske økonom Silvio Gesell at udfordre en af økonomiens hovedsætninger: At penge kan akkumuleres, og at penge avler penge.


Sil­vio Gesell (1862−1930), tysk køb­mand og selvlært økonom, var forkæm­per for et økonomisk sys­tem, der søgte at udstøde kap­i­tal­is­men uden at gøre køb på forde­lene ved et frit marked og den pri­vate ejen­dom­sret til pro­duk­tion­s­mi­dlerne.

Han anerk­endte, hvad han så som men­nes­kets ego­is­tiske natur, men i stedet for at bekæmpe den søgte han at bygge en ”naturlig økonomisk orden” omkring den, der kunne sikre et kon­struk­tivt og speku­la­tions­frit sam­spil mellem men­nesker i en ord­net stat, som, ifølge Gesell, var fri for både fat­tig­dom­mens og rig­dom­mens åg.

Teori­erne i Sil­vio Gesells hov­ed­værk Natür­liche Wirtschaft­sor­d­nung durch Frei­land und Freigeld, som udkom for første gang i 1916, var gen­nemar­be­jd­ede, og stemte godt overens med John May­nard Keynes’, som i sit vigtig­ste værk The Gen­er­al The­o­ry of Employ­ment, Inter­est and Mon­ey fra 1936, tildelte hele fem sider til hans arbe­jde. Gesells anti­marx­is­tiske form for social­isme vandt anerk­endelse hos Keynes, som skrev, at vi i fremti­den ville lære mere fra ånden i Gesells arbe­jde end af den i Karl Marx’.

Udbyt­nin­gen af men­nes­kets arbe­jde fandt, ifølge Gesell, ikke sted grun­det den pri­vate ejen­dom­sret til pro­duk­tion­s­mi­dlerne, men i stedet grun­det en fordel­ingsmæs­sig struk­turel defekt i det mon­etære sys­tem. Han definerede kap­i­tal­is­men anderledes end andre social­is­tiske tænkere ved at definere den som en økonomisk til­stand, hvor efter­spørgslen på penge (lån) og realka­p­i­tal (f.eks. bygninger og mask­in­er) overgår udbud­det, og der­for afst­ed­kom­mer eksis­tensen af rente og arbe­jds­fri indtægter. Det var med denne def­i­n­i­tion, Gesell gik til kamp imod kap­i­tal­is­men.

Det vigtig­ste i mål­sæt­nin­gen for den social­is­tiske ide­olo­gi var for Gesell bekæm­pelsen af arbe­jds­fri indtægter og sikrin­gen af ret­ten til arbe­jdets fulde udbytte. Sam­tidig så han ingen grund til at lade kap­i­tal­is­mens under­trykkende natur udskifte med en kom­mu­nis­tisk en af slagsen. En social sam­fund­sor­den skulle ikke opnås gen­nem en kom­plet kollek­tivis­er­ing af pro­duk­tion­s­mi­dlerne. Således anerk­endte han anark­isten Pierre Joseph Proud­hon som den eneste teo­retik­er, der før ham selv advok­erede for en egentlig funk­tionel vej væk fra det kap­i­tal­is­tiske sys­tem.

I mod­sæt­ning til Karl Marx anså Proud­hon som sådan ikke ophob­nin­gen af kap­i­tal som noget prob­lem. Prob­lemet skulle find­es i det økonomiske kred­sløb, ikke i pro­duk­tio­nen. Sil­vio Gesell så sit arbe­jde som en for­læn­gelse af Proud­hons, der kun, i Gesells øjne, man­glede ganske lidt for at kunne gøre en ende på kap­i­tal­is­men.

Sil­vio Gesells idé til økonomisk reform byggede på to cen­trale begre­ber, ”Freigeld”, frie penge, som skulle opnås gen­nem mon­etær reform, og gøre penge fri af rente, defla­tion og infla­tion samt ”Frei­land”, fri­land, der skulle opnås gen­nem jor­dreform og nation­alis­ere jor­drenten. Tilsam­men udgjorde de sys­temet, som han benævnte ”Frei­wirtschaft”, fri økono­mi.

Freigeld

Lige­som Aris­tote­les i antikkens Græken­land var Gesell opmærk­som på den paradok­sale prob­lem­still­ing i penges dobbelte rolle som både mid­del for udvek­sling af var­er og tjen­estey­delser og sam­tidig et mid­del med en magt­fuld evne til at dominere markedet.

Penge var, ifølge Gesell, den eneste vare, der ikke kunne forgå. Met­al ruster, træ bliv­er svagt, og frugt og grøntsager råd­ner hvis de opbe­vares for længe, men penge der­i­mod, taber ingen vær­di. Penges uforgæn­gelige natur gør, at de kan akku­muleres med hen­blik på at styre markedet, spekulere i prisæn­dringer og tilmed afføde kæm­pemæs­sige speku­la­tive gevin­ster gen­nem udlån grun­det renten.

Speku­la­tio­nens logik ville føre til, at banker ville oversvømme markedet med penge i form af rente­baserede lån i opgangstider og standse lån­givnin­gen i efter­føl­gende peri­oder med man­glende vækst. Især havde marked­sak­tør­er med store mængder penge fri­he­den til påvirke og vin­de på udsvin­gene, og pro­du­cen­ten og arbe­jderen måtte indordne sig under disse finan­sielle forhold. Den her­af naturlige tilst­ede­værelse af infla­tionære og defla­tionære pro­cyk­liske kon­junk­tu­rudsv­ing ville således — gen­nem renten — føre til eskalerende kon­cen­tra­tion af vel­stand og en udvikling mod monop­o­lis­tiske til­stande.

Til at beskrive absur­diteten af et sådan økonomisk sys­tem brugte Gesell en sim­pel fork­lar­ing fra land­bruget. Her ville man i gam­mel tid efter en række gode år spare op og derved skabe store pen­geopsparinger til brug i dårlige tider. En sådan adfærd giv­er dog ikke mening, når de dårlige tider så kom­mer. Land­bruget vil ikke være i stand til at pro­duc­ere og alle pen­geopsparingerne vil tabe vær­di grun­det det man­glende udbud og den store efter­spørgsel. Når pen­gene skulle bruges, var de alt­så ikke noget værd.

Økonomiske kris­er kunne føres tilbage til sådanne forhold og Gesells mon­etære teo­retiske refor­mar­be­jde begrænsede sig dermed alene til at beskæftige sig med at bekæmpe hin­dringer i det økonomiske kred­sløb og sikre penges jævne cirku­la­tions­frekvens. Dette burde være i statens naturlige inter­esse. Lige­som stat­en byg­ger infra­struk­tur og sikre en fly­dende trafik, burde den også sikre samme fly­dende trafik i det mon­etære kred­sløb.

For at strippe penge for deres ophø­jede sta­tus som værk­tøj for markeds­dom­i­nans, men sam­tidig opretholde, og således udbygge, deres egen­skab som værk­tøj for udvek­sling af var­er og tjen­estey­delser, måtte penge side­s­tilles med var­er. Penges uforgæn­gelige natur måtte høre op, så de ikke læn­gere var at fore­trække frem for de forgæn­gelige var­er, de var skabt som værk­tøj for udvek­sling af. Penge måtte løs­rives fra den skadelige guld­stan­dard, som ikke gjorde andet end at cementere penges virke som sparemid­del, og dermed kun var til gavn for den spekulerende elite.

Gesells løs­ning var at påføre penge en afgift, som skulle betales af pen­ge­nes inde­haver, en såkaldt ”neg­a­tiv rente” på omkring 5–8 %. I prak­sis igen­nem det, som Keynes senere på engel­sk skulle kalde ”stamped mon­ey”, eller som Gesell, ud over ”Freigeld”, frie penge, kaldte for ”rostende Ban­knoten”, rus­tende penges­edler.

Penges­edler ville blive forsynet med fel­ter, som skulle udfyldes med mærk­er. Disse skulle købes og påk­læbes i et tids­bestemt inter­val for at opretholde penges­edlens gyldighed. Med en neg­a­tiv rente på 6 % ville en dan­sk hun­dred­kro­nesed­del f.eks. én gang om måne­den skulle påføres et mærke til en vær­di af 50 øre. Penge ville endeligt blive side­s­til­let med var­er. Prob­lemet som Proud­hon havde iden­ti­fi­ceret, men forgæves havde forsøgt at løse, ville nu være løst

Den neg­a­tive rente ville skabe inci­ta­ment til kon­stant at sende penge videre i sys­temet for at undgå at betale den neg­a­tive rente i form af mærk­er. Refor­men ville på den måde forhin­dre skadelig ophob­n­ing og penge­speku­la­tion samt sikre sta­bile pris­er gen­nem en mere forudsigelig vareefter­spørgsel. Udbud og efter­spørgsel, køber og sæl­ger, ville indgå i et mere bal­anceret forhold til gavn for både arbe­jder og pro­du­cent. Udlån­srenten ville falde til et niveau nær nul, for­di den øgede cirku­la­tions­frekvens ville mætte markedet med realka­p­i­tal. Penge ville ikke læn­gere regere markedet, men ville i stedet, automa­tisk, finde vej til de sted­er, hvor der var brug for dem i den pro­duk­tive og arbe­jd­somme del af økonomien.

Rentens neg­a­tive effekt på den sta­bile han­del og penge­cirku­la­tion ville blive vendt på hov­edet til gavn for sam­fun­det som hel­hed. Kap­i­tal­is­men, som Gesell og Proud­hon definerede den, var bese­jret og for at sikre arbe­jderens ret til arbe­jdets fulde udbytte man­glede nu kun en jor­dreform.

Freiland

Inspi­ra­tion fra jor­dreform­bevægelsen, især Hen­ry George og hans hov­ed­værk Progress & Pover­ty, førte Sil­vio Gesell til den naturlige kon­sekvens af hans pen­gere­form: at jor­den måtte gøres til men­nes­kets fælles ejen­dom og at den pri­vate ejen­dom­sret til den måtte ophøre. Dette skulle sikre alle men­neskers lige ret til jor­den og den frie konkur­rence samt forhin­dre en speku­la­tiv penge­flugt mod den arbe­jds­frie indtægt i jor­drenten efter ind­førslen af den mon­etære reform. Lige­som lys og luft skulle jor­den gøres usæl­gelig.

Ud over de åbenl­yse økonomiske betragt­ninger omkring jord­spørgsmålet og nation­alis­erin­gen af jor­drenten var den uforstyrrede forbindelse mellem men­neske og jord ukrænke­lig, ifølge Gesell. Idéen om at men­nes­ket skulle have en naturlig ret til jor­den, så han som tåbe­lig og sam­men­lignede det med udsagn som at ”men­nes­ket har en naturlig ret til sin lever” eller at ”træet har en naturlig ret til at lade sine rød­der sænke i jor­den”. Idéen om at benytte begre­bet ret i en sådan kon­tekst var non­sens, ifølge Gesell.

Prak­tisk betød Gesells jor­dreform, at stat­en skulle overtage ejer­skab af jor­den og bort­for­pagte jor­den på tids­bestemte kon­trak­ter til højest­by­dende på auk­tion.  De tidligere ejere (eventuelt de nuværende for­pagtere) ville blive fuldt kom­penseret i form af stat­soblig­a­tion­er. Arbe­jds­fri ind­komst til pri­vate gen­nem jorde­jer­skab og speku­la­tion i jord­værdier ville være for­tid.

Krig og rådsrepublik

Indtægten fra bort­for­pagt­nin­gen skulle gå til udbe­tal­ing af en såkaldt mod­er­rente i stør­relses­mæs­sig overensstem­melse med antallet af børn i forsørgelse. Mod­er­renten skulle sikre kvin­dens selvstændighed og føre til et opgør med den patri­arkalske sam­fund­sor­den. Da eventuel stign­ing i jor­drenten sker gen­nem befolkn­ingstil­vækst og den der­af øgede efter­spørgsel på jord, alt­så kvin­dens vil­je til at bringe børn til ver­de­nen, var det, ifølge Gesell, kun naturligt at pen­gene gik til kvin­den.

Kri­gen og dens føl­ger med økonomisk uro og usta­bilitet for­bandt Gesell i høj grad med de af hans allerede iden­ti­fi­cerede bris­ter i de grundlæggende økonomiske struk­tur­er. Efter Første Ver­den­skrig, i 1918, i et åbent brev til Berlin­er Zeitung zum Mit­tag, skrev han:

På trods af folkesla­genes hel­lige løfter om, for altid, at ende kri­gen, på trods mil­lion­ers råb — ”aldrig mere krig”, så må jeg, mod­sat alle forhåb­ningerne om en bedre fremtid, sige: Hvis det nuværende pengesys­tem bibehold­er renten, så vover jeg allerede nu at hævde, at der ikke vil gå 25 år, inden vi står over­for en ny, end­nu mere for­færdelig krig.

I april 1919 blev Sil­vio Gesell af Ernst Niekisch, som var blevet bek­endt med hans arbe­jde gen­nem brevvek­slinger med Georg Blu­men­thal, tilbudt en plads i Johannes Hoff­manns bay­erske SPD-regering. Da han nåede frem til München, var SPD regerin­gen dog blevet udstødt, og den såkaldte 1. råd­sregering med Ernst Niekisch i spid­sen, blevet proklameret. Med anbe­fal­ing fra Gus­tav Lan­dauer, der havde en min­is­ter­post i denne nye for­sam­ling, tilbød Ernst Niekisch i stedet Gesell job­bet som finans­min­is­ter i råd­sregerin­gen. Gesell bestred denne post i kun én uge. Herefter blev den lib­er­al­so­cial­is­tiske 1. råd­sregering styrtet af en kom­mu­nis­tisk 2. råd­sregering, som igen, efter kun 2 uger, blev styrtet af den tyske SPD-led­ede regering. Ugen som finans­min­is­ter førte til en fængsling og en retssag, hvor Sil­vio Gesell blev frik­endt for anklager om høj­for­ræderi.

Gesell nåede, før hans død den 11. marts 1930, at sætte hånd på en engel­sk over­sæt­telse af hans bog, som blev udgivet i 1929 under titlen The Nat­ur­al Eco­nom­ic Order, og som, ud over at vække inter­esse hos Keynes, fandt en tilhænger i den kendte amerikanske økonom Irv­ing Fish­er.

I tiden efter Gesells død skød flere eksper­i­menter med ”Freigeld” op forskel­lige sted­er i ver­den. De mest suc­ces­rige var den såkaldte Wära i Tysk­land startet i den tyske by Schwankenkirchen, og et eksper­i­ment i den østrigske by Wör­gl. Begge val­u­taer bestod udelukkende af papir­penge og havde som Gesell foreskrev, fel­ter hvor­på mærk­er skulle købes og påsættes for at opretholde penges­edlens gyldighed.

Eksperimenter med rustende penge

Gesells ven Hans Timm og Hel­mut Rödi­ger beg­y­n­dte i 1926 for­bere­delserne til ind­førslen af wäraen i Schwankenkirchen. Pro­jek­tet blev søsat i okto­ber 1929. En minein­geniør ved navn Max Hebeck­er havde på auk­tion købt den lokale kul­mine, og dette kom til at udgøre det egentlige start­skud på pro­jek­tet. Da den fornødne opstart­skap­i­tal ikke kunne find­es af tra­di­tionelle veje, vendte Hebeck­er sig i stedet mod wäraen, og i samar­be­jde med wäraens finan­sier­ingskon­sor­tium kunne minen sættes i drift. Hebeck­er betalte mellem 60 og 75% af løn­nen til hans arbe­jdere i wära, og minen kom således til at virke som katalysator for val­u­taen.

Hele den omkring­liggende indus­tri og han­del beg­y­n­dte hur­tigt at tage imod wäraen og i takt med at han­dlen i området kom i gang faldt arbe­jd­sløshe­den. Snart vur­derede den tyske stat, da wäraen beg­y­n­dte at brede sig til byer i hele lan­det, at val­u­taen skad­ede den tyske rigs­banks pengeud­st­edelsespriv­i­legie. Stat­en lagde sag an for at standse pro­jek­tet, men sagen slog ud til wäraens fordel.

Det var nød­vendigt for stat­en at lov­give wäraen til stand­sning, hvilket den hur­tigt gjorde. Bru­gen af val­u­taen blev således erk­læret ulovlig i okto­ber 1931. Den økonomiske krise vendte tilbage Schwankenkirchen, og Max Hebeck­ers mine måtte dreje nøglen om.

Det mest suc­ces­fulde eksper­i­ment med Gesells ”rus­tende penge” var det, der fandt sted i den østrigske by Wör­gl, der var hårdt ramt af den økonomiske krise. I mod­sæt­ning til pro­jek­tet i Tysk­land, som var et pri­vat fore­ta­gende, var dette kom­munalt og sat i gang af Wörgels socialdemokratiske borgmester, Michael Unter­gu­gen­berg­er. Wörgels borgmester var bek­endt med Gesells teori­er, og havde gen­nem pressen hørt om det suc­ces­fulde pro­jekt i Schwankenkirchen.

Den 31. juli 1932 tog Unter­gu­gen­berg­er 32.000 schillings fra den svundne kom­munekasse, og udst­edte i stedet schillings med tomme fel­ter til mærk­er. Disse nye schillings var 100 % dækket af den kon­ven­tionelle schilling, der var lagt i reserve, og blev sat i omløb ved at udgøre en del af løn­nen til de offentligt ansat­te og arbe­jdere i offentlige bygge­pro­jek­ter. Resul­tater­ne var opsigtsvækkende: Mens antallet af arbe­jd­sløse i Østrig fra august 1932 til august 1933 steg med ca. 10 %, faldt antallet af arbe­jd­sløse i Wör­gl i samme peri­ode med 25 %.

Denne åben­bare suc­ces førte til stor nation­al og inter­na­tion­al opmærk­somhed. Del­e­ga­tion­er og forskel­lige promi­nente per­son­er, herun­der også fra den i 1933 både forhen­værende og kom­mende franske min­is­ter­præsi­dent Édouard Dal­adier, besøgte Wör­gl, og Dal­adier havde kun pos­i­tive ting at sige om eksper­i­mentet. Han udtalte senere, at såfremt hans hjem­by ville blive udsat for en lige så hård økonomiske krise som Wör­gl, skulle samme eksper­i­ment afprøves der.

I juni 1933 afholdte Michael Unter­gu­gen­berg­er i Wien fore­drag fra borgmestre fra 170 andre østrigske byer, der alle havde i sinde at ind­føre samme mon­etære mod­el, herun­der også borgmestre fra større byer som Inns­bruck. Så vidt kom det dog aldrig. Pres­set af den østrigske nation­al­bank erk­lærede den østrigske regerin­gen det mon­etære eksper­i­ment for ulovligt, og Wör­gl gik tilbage til depres­sio­nen og den nor­male Schilling i sep­tem­ber 1933.

John Maynard Keynes og Silvio Gesell

Efter krakket på Wall Street i 1929 og den føl­gende depres­sion udviklede Keynes en uortodoks økonomisk over­be­vis­ning. Fra at beskæftige sig med kort­sigt­ede økonomiske prob­lem­still­inger beg­y­n­dte han at beskæftige sig med de grundlæggende økonomiske spillere­gler, hvorun­der kap­i­tal­is­men virkede. Han så forud­sæt­nin­gen for sys­temets over­levelse som dets evne til at gøre op med arbe­jds­fri ind­komst og speku­la­tion. Såkaldt ”ren­tier cap­i­tal­ism” måtte, på et tid­spunkt, bringes til ophør.

Bek­endt­sk­a­bet med Natür­liche Wirtschaft­sor­d­nung vækkede tydeligvis bege­jstring hos Keynes, og det skulle da også vise sig at Keynes i sin Gen­er­al The­o­ry adopterede Gesells teori om, at et højt renteniveau udgjorde en bar­riere for vel­stand. Mere præ­cist, at renten måtte sænkes til et niveau svarende til afkastet på realka­p­i­tal for at sikre fuld beskæftigelse.

Keynes beskrev i Gen­er­al The­o­ry, hvor­dan han i peri­o­den efter første Ver­den­skrig blev bom­barderet med kopi­er af Gesells arbe­jde og Keynes har sandsyn­ligvis omkring 1933 gen­nemgået Natür­liche Wirtschaft­sor­d­nung på egen hånd.

I Gen­er­al The­o­ry frem­stiller Keynes, Gesell som en ”undu­ly neglect­ed prophet”, der viste ”flash­es of deep insight” i sit arbe­jde. Han skrev:

The idea behind stamped mon­ey is sound. It is, indeed, pos­si­ble that means might be found to apply it in prac­tice on a mod­est scale.” Og: “…those reform­ers, who look for a rem­e­dy by cre­at­ing arti­fi­cial car­ry­ing-costs for mon­ey through the device of requir­ing legal-ten­der cur­ren­cy to be peri­od­i­cal­ly stamped at a pre­scribed cost in order to retain its qual­i­ty as mon­ey, or in anal­o­gous ways, have been on the right track; and the prac­ti­cal val­ue of their pro­pos­als deserves con­sid­er­a­tion.

Keynes’ anerk­endelse af Gesells teori­er kan ses som ikke bare en accept af dem, men også som tegn på at han så Gesells reform som et rel­e­vant økonomisk kom­pro­mis med det kap­i­tal­is­tiske sys­tem, som Keynes aldrig var syn­derligt entu­si­astisk omkring. Vigtigst for Keynes var ska­belsen af en økonomisk mod­el, der kunne mod­virke udbre­delsen af den sov­jetiske statsso­cial­isme. En styre­form, som Keynes havde haft anled­ning til at se med sine egne øjne i 1925, og havde bemær­ket som værende fascinerende inef­fek­tiv.

I starten af 90’erne oplevede Gesells økonomiske idéer en renæs­sance med udgivelsen af hen­holdsvis Hel­mut Creutz’ Das Geld-Syn­drom og Margrit Kennedys Geld ohne Zin­sen und Infla­tion som i 2012 blev kogt ned i en let læselig form med pam­flet­ten Occu­py Mon­ey. Fokus lig­ger her primært i rentens effekt på ska­belsen af ulighed og hvor­dan rente og rentes rente skaber et evigt behov for økonomisk vækst. Senere har Bernard Lietar, som er Research Fel­low på Cen­ter for Sus­tain­able Ressources på Uni­ver­si­ty of Cal­i­for­nia, Berke­ly, brugt idéerne med neg­a­tiv rente i hans ver­den­som­spæn­dende arbe­jde med imple­menter­ing af kom­ple­men­tære val­u­taer. Hans arbe­jde står beskrevet i bogen Rethink­ing Mon­ey, der udkom i 2013. Også Willem Buiter, der er cheføkonom for Cit­i­group, en af ver­dens største multi­na­tionale banker, har åbent advok­eret for en neg­a­tiv rente på val­u­ta.

– Sil­vio Gesells tanker lever videre.

Tune Revs­gaard Nielsen stud­er­er his­to­rie ved Syd­dan­sk Uni­ver­sitet. Tune skriv­er om alter­na­tiv økono­mi på denfri.dk og er medlem af forenin­gen Gode penge

Scroll til toppen