Melankolien

1280px-Lucas_Cranach_d._Ä._034
“Melankolien” af Lucas Cranach den ældre

Melankolien er i dag tæt forbundet med depressionen som en en patologisk og behandlingskrævende tilstand. Men ifølge post.doc ved Aarhus Universitet Rikke Peters, formår den moderne klinisk-patologiske diskurs ikke at indfange den ambivalens som siden antikken har ligget indlejret i tungsindet og melankolien.


Melankolien har gen­nem hele den europæiske tra­di­tion været tæt for­bun­det med under­gangs­forestill­in­gen. Vores stadi­ge fas­ci­na­tion af afs­lut­nin­gen på ver­den, som vi kender den, udspringer af bev­id­s­the­den om vor egen døde­lighed og det eksis­ten­tielle vilkår, at vi dør lige­som vi fødes: nem­lig alene. Melankolien — eller depres­sio­nen — kan opfattes som en eksis­ten­tiel og uni­versel til­stand, men den for­tolkes radikalt forskel­ligt, alt efter hvilken kul­turel epoke vi befind­er os i. I antikken blev den sorte galde (melan cho­los) anset for årsagen til den melankolske sind­stil­stand. Ifølge den humoral­pa­tol­o­giske diskurs afhang sin­dets vel­befind­ende af kropsvæskernes rette bal­ance, men sam­tidig rummede melankolien noget gåde­fuldt og ambiva­lent – den var genialitetens forud­sæt­ning, tæt beslægtet med den gud­dom­melige inspi­ra­tion eller van­vid­det (mania), som Pla­ton beskriv­er i Faidros.

I mid­de­lalderen opfat­tedes melankolien enty­digt neg­a­tivt: Melanko­lik­erens lig­e­gyldighed og åndelige sløvhed (ace­dia) blev opfat­tet som gudløshed og en hån mod Guds herlighed. Dette ændr­er sig i renæs­san­cen, hvor geniop­fat­telsen – der i øvrigt kom­mer til sin fulde udfold­else nogle århun­dred­er senere i roman­tikkens genidyrkelse – bliv­er et cen­tralt tema hos filosof­fen og pla­tonikeren Mar­silio Fici­no. Helt grundlæggende er melankolien således notorisk vanske­lig at have med at gøre, for­di den op igen­nem his­to­rien optræder i en række forskel­lige diskurs­er, såv­el med­i­cinske, teol­o­giske, kos­mol­o­giske, æstetiske og poli­tiske.

Den norske psyki­ater og for­fat­ter Finn Skårderud har i bogen Uro om melankolien sagt, at den er “et navn på en til­stand, men også navnet på den æstetik som evn­er at formi­dle til­standen og dermed over­skride den. Den er ødelæggelse og ska­belse”.

I dette essay vil jeg forsøge at ind­kredse den æstetik eller måske end­da den sans, som evn­er at formi­dle og over­skride melankolien og under­gan­gen, dels gen­nem Lucas Cranachs alle­goriske malerier ved over­gan­gen til nyere tid, dels gen­nem Lars von Tri­ers filmæstetik og visuelle for­tolkn­ing af under­gan­gen i fil­men Melan­cho­lia. Her er tale om et kri­tisk kor­rek­tiv til den mod­erne sygelig­gørelse af melankolien i form af vores psyki­a­triske diag­nosesys­tem og et opgør med ang­sten for den depres­sive til­stands han­dlingslam­melse, som vi ser i sam­fun­det i dag. Lige­som i mid­de­lalderen opfattes melankolien i dag som en synd. Ikke mod Gud, men mod konkur­rence­sam­fun­dets krav om arbe­jd­somhed og pro­duk­tivitet. Men der er stadig et behov for den kun­st, som tager os med ud i sin­dets afkroge, og giv­er os mulighed for at forholde os til tilværelsens mest absurde og på samme tid mest basale vilkår.

Melankolien som diagnose

Som klinisk beteg­nelse har begre­bet melankoli i dag stort set mis­tet sin betyd­ning. Ingen, udover kun­st­nere eller his­torikere, taler læn­gere om ‘melankoli’. Tungsin­det, en anden let­tere bedaget beteg­nelse for den melankolske grund­stemn­ing, er med den mod­erne syg­dom­sop­fat­telse blevet til en syg­dom, en klinisk diag­nose, der går under navnet ‘depres­sion’. Set ud fra en psykol­o­gisk eller psyki­a­trisk vinkel er melankolien eller depres­sio­nen en patol­o­gisk og behan­dlingskrævende til­stand, som det gælder om at få bugt med hur­tigst muligt, for­di den for­pester livet for den depres­sion­sramte og ikke mindst for de pårørende, som ofte blot kan se til, når tungsin­det over­man­der og gør livet uud­hold­eligt at leve. Det ved enhver, der har gen­nem­levet en depres­sion eller oplevet et fam­i­liemedlems eller en nær vens over­giv­en sig til van­vid­det.

Den klinisk-med­i­cinske syg­doms­forståelse er som en viden­sk­a­belig diskurs objek­tiv­erende og sam­tidig ind­skrevet i en nor­ma­tiv opfat­telse af behan­dlin­gens nød­vendighed. Den depres­sive til­stand reduc­eres til en lidelse og opfattes som en selvde­struk­tiv til­stand, som kan – og bør – behan­dles og fore­bygges i takt med at de psykol­o­giske og psyki­a­triske behan­dlingsmu­lighed­er øges. Den nor­ma­tive forståelse af behan­dlin­gens nød­vendighed er i den mod­erne kliniske diskurs flet­tet sam­men med bestræ­belsen på at mindske såv­el de per­son­lige som sam­fundsmæs­sige kon­sekvenser af lidelsen.

Men den mod­erne klinisk-patol­o­giske diskurs for­mår ikke at ind­fange den ambivalens som siden antikken har ligget indle­jret i tungsin­det, end­sige at sætte ord på den over­skridelses­ges­tus og pro­jicer­ing af fraværet af mening, som kun­sten for­mår at iværk­sætte. For den melankolske eller depres­sive til­stand er ikke nød­vendigvis kun en syg­dom. Den er også en bestemt til­gang til ver­den, som er tæt for­bun­det med døden som eksis­ten­tielt vilkår og dens overvin­delse. Dermed ikke sagt, at svære depres­sive lidelser ikke skal behan­dles: Når vi i dag har med­i­cin og ter­api til rådighed er det van­vit­tigt ikke at behan­dle livstru­ende psykisk syg­dom. Det, det drejer sig om, er at prøve at italesætte den metafy­siske forbindelse mellem erfarin­gen af intet og dens mulige over­skridelse gen­nem æstetikken.

Melankolien hos Freud

Et cen­tralt ned­slag i med­i­cinske diskurs, som sam­tidig giv­er os en ret præ­cis beskriv­else af den melankolske til­stand, kan fore­tages i psyko­analy­sen, nærmere bestemt hos Sig­mund Freud, der i 1917 udgav skriftet Trauer und Melan­cholie. Hos Freud er melankolien tæt beslægtet med sorg, og de ydre symp­tomer på de to til­stande er da også stort set ens: Tris­thed, man­glende inter­esse for omver­de­nen, mis­mod, lavt selvværd efter­ful­gt af selvbe­bre­jdelser, man­glende evne til at elske eller mærke kærlighed, og pas­sivitet eller lige­frem lig­e­gyldighed over for omver­de­nen.

I begge til­stande er ver­den tømt for mening og træder frem som fravær. Men hvor symp­tomerne lign­er hinan­den, er selve årsagerne til sind­stil­standen ifølge Freud forskel­lige. Sorg er udløst af et ydre tab af en per­son, der har stået én nær eller af et andet objekt, der har været af fun­da­men­tal betyd­ning for ens iden­titet og livs­lykke, som for eksem­pel tabet af ens fædreland eller fri­hed. Sor­gen er ligeledes kende­teg­net ved at den kan lin­dres og poten­tielt set ophøre gen­nem et aktivt sor­gar­be­jde, hvor tabet bear­be­jdes og gen­nem­leves, så det med tiden bliv­er til at leve med og jeg’et atter bliv­er frit. Melankolien er der­i­mod væsentligt karak­teris­eret ved at man­gle den ydre fak­tor i form af et mis­tet kærlighed­sob­jekt. Tabet er mere abstrakt; det er ikke umid­del­bart tydeligt, hvad der skulle være mis­tet og til­standen efter­lad­er et gåde­fuldt indtryk.

Den melankolske sorg er for så vidt ube­grun­det eller årsagsløs og kan heller ikke ophæves – den øges tvær­ti­mod ofte over tid og kom­mer til udtryk som selvde­struk­tiv eller lige­frem sui­ci­dal adfærd. Ifølge Freud er der tale om et objek­t­tab, der und­drager sig bev­id­s­the­den. Jeg’ets forhold til det dif­fuse objekt er præget af et had-/kærligheds­forhold, som hold­er per­so­n­en fast i et afhængigheds­forhold til objek­tet. Melanko­lik­eren fasthold­er objek­t­ta­bet, vender det indad og skaber iden­ti­fika­tion med det, men pin­er sam­tidig sig selv over ikke at være i stand til at kunne opgive iden­ti­fika­tio­nen. Det tabte objekt bliv­er så at sige indop­taget i jeg’et og dermed bevaret; tabet er i én selv. Derved opstår den paradok­sale sit­u­a­tion at melanko­lik­eren kun kan frigøre sig fra tabet ved at frigøre sig fra sig selv, gå løs på sig selv i en kon­stant selvbe­bre­jdelse.

Et af de mest ufork­larlige træk ved melankolien – indrøm­mer Freud – er dens plud­selige omslag i manien – den til­stand hvor indi­videt kaster sig ud i alle for­mer for objek­tre­la­tion­er og dermed er i stand til midler­tidigt at overvin­de det objek­t­tab og befries fra den byrde, som har udløst melankolien. Men psyko­analy­sen giv­er hverken noget svar på hvor­for den depres­sive til­stand igen indtræder efter en man­isk peri­ode, end­sige kom­mer med en dybere fork­lar­ing på karak­teren af det jeg-tab, der udløs­er melankolien. Melanko­lik­eren er ikke umid­del­bart i stand til at gøre sig klart, hvad hun har mis­tet og har der­for kun sig selv at bebre­jde at ver­den er blevet tømt for mening.

Det nærmeste Freud kom­mer på en beskriv­else af den melankolske sorgs man­glende objekt er, at det min­der om det reelle tabs objekt og er udløst af en skuf­felse eller et svigt fra en per­son, der således har øde­lagt objek­tre­la­tio­nen. I stedet for at rette sin vrede eller anklage mod denne per­son, vender melanko­lik­eren bebre­jdelsen indad. Sådan bliv­er objek­t­ta­bet til et jeg-tab.

Bevidstheden om forgængelighed

Melankoliens eksis­ten­tielle og metafy­siske dimen­sion er således ganske fraværende i psyko­analy­sen, og hverken Freud eller den mod­erne psyki­a­tri for­mår at ind­fange melankoliens tætte forbindelse til en mere emfatisk erfar­ing af inteth­ed. Idéhis­torik­er Hans Jør­gen Thom­sen – som i øvrigt selv i flere peri­oder oplevede det melankolske van­vid – for­mulerede forbindelsen i For­nuft og ende­lighed på denne måde:

Melankolien og dens følgesvend ang­sten frisæt­ter en epokalt ny dialek­tik mellem intet og dét, som er: væren. Inteth­ed­ser­farin­gen er ikke ingent­ing, men netop den plud­selige erfar­ing af ingent­ing midt i alt dét, som er, og det er først denne erfar­ing, som ved sin mod­pol kan krys­tallis­ere sig i dén bestem­melse, som klinger ligeså metafy­sisk som intet, bestem­melsen væren. Intet bliv­er således det væren­des spe­jl i depres­siviteten.”i

Den metafy­siske dimen­sion i den melankolske sorg er fænom­enalt skil­dret af Lucas Cranach den ældre i maleri­et Melan­cho­lia fra 1532. I for­grun­den til højre i billedet sid­der en kvin­de og snit­ter på en pind, mens hun sløvt iagt­tager en gruppe børn der leg­er med et tøn­de­bånd og en bold. Billedet er alle­gorisk og min­der om Albrect Dür­ers træs­nit Melen­cho­lia I, der ligeledes skil­dr­er melankolien i form af en bevinget kvin­deskikkelse med tungsin­det — i bogstavelig­ste for­stand — mejslet ind i ansigtet. Melankolien er hos Cranach dæmonisk, hvilket fremgår af de sorte sky­er og det natlige hek­seridt øverst i billedets ven­stre hjørne – dæmon­erne der om nat­ten hjem­søger melanko­lik­eren og frarøver hende søv­nen.

Cranachs billede sym­bol­is­er­er tiden der hensvin­der og barn­dom­men der aldrig vender tilbage som et fun­da­men­talt vilkår vi ikke kan und­slippe. Den melankolske kvin­de er fysisk til stede, men hun er ikke i stand til at engagere sig i børnenes aktivitet. Børnenes frie og for­mål­sløse leg forstærk­er tvær­ti­mod følelsen af meningsløshed og fornem­melsen af tab. Kvin­dens blik udtrykker dyb tristesse og en følelse af at være holdt fanget af sit eget indre univers, holdt fast i netop den følelse af alt­gen­nemtræn­gende fravær, hvor man ikke for­mår være til stede i nuet. Den melankolske sorg er således en dobbelt sorg: en sorg over tabet af umid­del­barhe­den, og sam­tidig en sorg over ikke at kunne magte netop dette, at være nærværende og opleve glæ­den sam­men med andre. Med selvbe­bre­jdelsen forstærkes sor­gen og meningsløshe­den yderligere så den bliv­er til en umulig, ja lige­frem dæmonisk sorg.

Den melankolske sorg udspringer således hos Cranach her ved den mod­erne tids beg­y­n­delse af en bev­id­s­thed om forgæn­ge­lighe­den. Ikke kun ens egen forgæn­ge­lighed, men alt­ings svin­den bort med tiden. Men den melankolske sorg er ikke så meget en angst for døden og afgrun­den, som det er ang­sten for ikke at have lev­et, når døden endelig kom­mer. Der­for bliv­er melankolien paradok­salt nok til en drift mod døden eller en sans for døden af den grund at døden, når den kom­mer, er en udfrielse. Det er netop denne ambivalens – sor­gen over alt­ings ophør og længslen efter under­gan­gens for­løsende kræfter – som Lars von Tri­er skil­dr­er i fil­men Melan­cho­lia fra 2011.

Lars von Triers Melancholia

Tri­er har lige­som Cranach blik for, at det er når vi anskuer den som en metafy­sisk og eksis­ten­tiel til­stand at melankolien optræder i tæt forbindelse med under­gangs­forestill­in­gen. I Melan­cho­lia kobles melanko­litemaet med under­gan­gen: Melan­cho­lia – plan­eten – er jor­dens under­gang. I fil­mens pro­log skil­dres til ton­erne af Wag­n­ers Tris­tan og Isol­de, hvor­dan jor­den rammes af kæm­pe­plan­eten Melan­cho­lia, som vil udslette alt liv og ødelægge jord­klo­den. Vi ved så at sige fra starten hvor­dan det ender og fil­men skil­dr­er gen­nem de to søstre, den mørke Claire og den lyse Jus­tine (spillet af Char­lotte Gains­bourg og Kirsten Dun­st), hvor­dan men­neske­he­den lang­somt bevæger sig mod afgrun­den.

I starten af fil­men bliv­er Jus­tine gift med Michael og vi oplever hvor­dan hen­des tungsind og lig­e­gyldighed slår vold­somt ud og gør hende mod­løs og fuld­stændig ude af stand til at opleve glæde. Claire forsøger at rive hende ud af til­standen, dels ved at muntre hende op, dels ved at skælde hende ud over ikke at kunne glædes over og være til stede under sit eget bryllup. Så megen skøn­hed og lykke og så megen smerte over livet.

Efter­hån­den oplever vi Justines trans­for­ma­tion. Hvor Claire ansigt til ansigt med under­gan­gen bliv­er panisk og gribes af frygten, bliv­er Jus­tine grad­vist mere rolig og fat­tet. Hun er så at sige i sit rette ele­ment. Intet kan ryste hende. Melanko­lik­eren Jus­tine oplever katas­tro­fen med ophø­jet sind­sro og er langt bedre rustet til at opleve under­gan­gen end Claire, der går i panik. I en visuelt og filmisk smuk scene ser vi hvor­dan lyset fra plan­eten kærteg­n­er hen­des krop og hun er nu i stand til at nyde livets skøn­hed i al dets skrø­be­lighed – med bev­id­s­the­den om dets forgæn­ge­lighed. Der er ikke læn­gere noget at håbe på og i denne til­stand af abso­lut håbløshed for­løs­es Jus­tine fra melankoliens håbløshed og bliv­er fri.

Under­gan­gen er ikke kun en kærkom­men afs­lut­ning på hen­des lidelse, den er også en æstetisk hyldest til det liv, der udfold­er sig på trods af dødens vilkår. Da nevøen Leo kalder på hende er hun endelig fri og hun går med og byg­ger den magiske hule hun tidligere har lovet ham. Efter sigende fik Tri­er selv ideen til fil­men efter at han var stødt på den teori, at folk, der lid­er af angst og depres­sion, er langt bedre til at han­dle rationelt i katas­tro­fer, for­di de på sin vis altid har lev­et i en katas­tro­fetil­stand — katas­tro­fen er for melanko­lik­eren nor­maltil­standen.

Både Claires småborg­erlige moral om at være lykke­lig og hen­des mand Johns ratio­nalitet og tro på viden­sk­aben kom­mer til kort; de nægter at se under­gan­gen i øjnene og bliv­er paniske over den afs­lut­ning som er vor skæb­ne. Kun melanko­lik­eren har sans for ende­lighe­den og døden. Hun har sans for tilværelsens forun­derlighed og al den mening som den er fyldt med trods alt. I mod­sæt­ning til sin søster er Jus­tine i stand til at mærke en afmagt og en ydmyghed over for tilværelsen. Hun er i besid­delse af netop det gud­dom­melige klarsyn, som er den melankolske selvde­struk­tivitets mod­pol.

Under­gan­gen i von Tri­ers film er en metafor for den dybe, håbløse depres­sion, et billede på den plud­selige erfar­ing af ingent­ing midt i det, som er og vores sans for at se den som netop dét. Fil­mens æstetik er en overvin­delses­ges­tus, og den min­der os om at ansigt til ansigt med afgrun­den har vi kun troen eller den æstetiske oplevelse af skøn­heden at gribe fat i. Under­gan­gen er i Tri­ers film en smuk afrund­ing på og en hyldest til det liv som på én og samme tid er så skrø­be­ligt og dog så smukt. Tri­er trækker os med ind i sin­dets mørkeste afkroge, der hvor sprog­et ofte kom­mer til kort; den til­stand der kun kan formi­dles og over­skrides gen­nem det metafy­siske.

Melankolien er, når den opfattes som en sanselig og eksis­ten­tiel til­stand, en sans for døden. Men den er også en sans for livet, som – når den skil­dres gen­nem kun­sten – får os til at erfare den afmagt der gør os til men­nesker.

Scroll til toppen