OuLiPo_Baggrund

Regler er til for at brydes — og for at konstrueres igen. Den franske forfattergruppe OuLiPo fejrede i 2010 sin 50 års eksistens og 50 års konstant udfordring af litteraturens regler og normer. Steen Bille Jørgensen, lektor i fransk, giver her en kort introduktion til en gruppe, han længe har været både fascineret og udfordret af.

I 1989 stødte jeg første gang på en OuLiPo-for­fat­ter. Hos franske ven­ner trak jeg Perecs bog Les Choses ud af bogre­olen og læste et par sider. Hur­tigt blev jeg klar over, at jeg kendte pas­sagen fra en dan­sk ver­sion, jeg havde hørt den en god måneds tid forinden med bil­ra­dioen ind­stil­let på P1; således val­gte vær­ket mig mere end jeg val­gte det! På det tid­spunkt anede jeg intet om OuLiPo-grup­pens eksis­tens, men den skulle jeg lære at kende, da jeg senere kast­ede mig ud i et livs­langt bek­endt­skab med bogen La Vie mode d’emploi (1978) – Livet en brugsan­vis­ning. I hvert fald har det nu varet 25 år. Bogen er et over­flødighed­shorn af pro­jek­ter, skæb­n­er og his­to­ri­er for lystlæseren, men sam­tidig er denne på OuLiPo-vis minu­tiøst pro­gram­meret gen­nem regler, der styr­er bogens struk­tur, intertekst, motiv­er m.m. og gener­erer en hyper­re­al­is­tisk fik­tion — over 100 minus et kapitler — der skil­dr­er en ejen­dom i Paris. Gen­nem en lang årrække har jeg næsten kon­sekvent und­ladt at beskæftige mig med OuLiPo-delen og reglerne for netop at fokusere på læselysten; og — som det er til­fældet med de andre to OuLiPo-gigan­ter Que­neau og Calvi­no — behøver man nem­lig slet ikke kende de fig­ur­er og mod­eller, der lig­ger bag det lit­terære værk.

Men på den anden side behøver vi jo bare tænke over dogme-prin­cip­per og film som Lars von Tri­ers Idioterne og Chris­t­ian Lev­rings The King as alive, for at gøre os klart, hvad regler kan betyde for kun­stværk­er. Sid­st­nævnte er realis­eret med de teknisk mest basale og min­i­male hjælpemi­dler. Denne begræn­snin­gens kun­st førte til his­to­rien om et fly­styrt i en ørken, der bliv­er anled­nin­gen til en orig­i­nal opførelse af King Lear. På samme måde arbe­jder OuLiPo-for­fat­terne med det, der på fran­sk hed­der con­traintes (forplig­telser eller bindinger), for heri­gen­nem at pro­duc­ere poten­tiel lit­ter­atur. En af deres sekundære regler er, at vær­ket delvist skal omhan­dle den regel, der har bidraget til at frem­bringe det, sådan som det er til­fældet med bogen La Dis­pari­tion. Med denne beslut­ter Perec at skrive en his­to­rie helt uden brug af bogstavet e. Det er en noget spøjs tekst, men den fun­ger­er fak­tisk som en slags kri­mi, der netop han­dler om, hvad der forsvun­det. Det siges at visse kri­tikere har læst bogen uden at lægge mærke til denne særlig krævende alfa­bets-amput­er­ingsregel.

En sådan vir­tu­ositet er i sig selv imponerende, men det hele ville ikke give megen mening, hvis ikke bogen kan læs­es som lit­ter­atur. På dette punkt er og bliv­er Perec grup­pens unikke trold­mand og vir­tu­os, der tvinger et ord som ”geni” ind i ens kri­tiske ord­for­råd igen. Således beskriv­er Jacques Jou­et beskriv­er i en lille tekst om sin optagelse i grup­pen, hvor­dan denne var mær­ket og (handlings-)lammet efter Perecs død i 1982; Jou­et blev selv optaget i 1983. Der­for er det også tankevækkende, at netop han bær­er ideen om “poten­tiel lit­ter­atur” videre ved at forny hele betyd­nin­gen af regel-bru­gen, der på alle måder bliv­er langt mere eksplic­it i selve vær­ket, end det var til­fældet hos Perec. Han mente først og fremmest, at reglerne gør for­fat­teren fri (”des règles pour être libre”). Til gengæld afs­tod han kon­sekvent fra at fork­lare sine skrift­form­ler for læseren, der netop også selv kan frisættes gen­nem arbe­jdet med det lit­terære værks form. Jou­et kan helt sikkert tilslutte sig frigørelses-tanken, men til gengæld er han meget mere kom­mu­nikerende, både hvad skrift-form­lerne og mod­tagelsen angår. Han afhold­er skriveværk­st­ed­er for bl.a. skoleelever og ser uden tvivl i en sådan didak­tisk dimen­sion mulighe­den for at bev­id­st­gøre læsere om lit­ter­a­turens kon­ceptuelle bear­be­jdelse af sprog og virke­lighed.

Det skulle allerede være tydeligt, at den for­mal­isme, der udgør OuLiPo-for­fat­ternes opgør med en mere klas­sisk mod­ernistisk lit­ter­atur­op­fat­telse er mere end blot sel­sk­ab­slege (“jeux de société”). Spil og leg kom­mer i cen­trum, men indgår i en række strate­gi­er i forhold til vores forståelse af eksis­tensen og sprog­et. Den helt cen­trale idé, der ifølge Jacques Jou­et bringer os udover moder­nitet er begre­bet poten­tialitet. Vi er ikke læn­gere i en bruds-tænkn­ing, og det er måske grunde til, grup­pen har kun­net over­leve og forny sig gen­nem mere end halvtreds år. Ved at gen­bruge lit­ter­aturhis­to­riens faste for­mer eller ved i fæl­lesskab at opfinde nye, har for­fat­terne for­mået at arbe­jde udfra en idé om gen­skrivn­ing. Dette kom­mer bl.a. til udtryk med bogen Un Méti­er d’homme. I den kan man læse en række vari­a­tion­er over en nov­el­le skrevet af Paul Four­nel. I den oprindelige ver­sion møder vi den per­fek­tion­is­tiske styrtløber, der sæt­ter alt ind på at vin­de hun­dred­edele af sekun­der, velv­i­dende at hans suc­ces kan afhænge af lil­letåens plac­er­ing i støvlen gen­nem en kurve. Men hvad sker der, hvis man udskifter skiløberen med ”for­før­eren”, med ”funk­tionæren” eller andre velk­endte fig­ur­er? Plud­selig taler tek­sten med helt nye nuancer og afs­lør­er de ele­menter, der indgår i vores stereo­type opfat­telser af andres gøren og laden. Bogens  kollek­tive karak­ter og repet­i­tivt-serielle struk­tur bidrager selvsagt til bogens humor.

På mange måder er det ideen om den ”orig­i­nale tekst” som en slags pro­to­type eller værk­st­ed­mod­el, der videreud­vikles. Dette var også til­fældet med Cent mille mil­liards de poèmes af Ray­mond Que­neau, der inde­hold­er ti grund­sonet­ter, hvis verselin­jer kom­bineres ind­byrdes. Denne tek­stop­fat­telse bliv­er også et grund­prin­cip i en af de bøger, der har over­be­vist mig om poten­tialet i palin­dromtek­ster, der som bek­endt kan læs­es både for­fra og bagfra. Her er det netop Jouet’s fornyelse af grup­pens prin­cip­per, der har fået spin­delvævet ud af øjnene, hvad de formelle regler angår. For første gang har jeg ind­set, at en ny (abstrakt) form fak­tisk også kan skærpe læserens blik på ver­den. Vi skal prøve at forestille os, hvor­dan du eller jeg ville løse en stil­let opgave, der går ud på at skrive en bog, der kan læs­es fra begge ender, således at den ene his­to­rie fortæller om en van­dr­ers opstign­ing på en bjerg­side og den anden om ned­stignin­gen… Et sådant tem­a­tisk (eller seman­tisk) palin­drom har Jacques Jou­et begået med bogen Annette et l’Et­na. Titlen anty­der allerede, betyd­nin­gen af sprog­lige spe­jlinger såv­el som navnene på de to man­dlige fig­ur­er Noel og Leon. Den kvin­delige hov­ed­per­son Annette møder den ene mand på vej op ad Etna og indled­er et forhold til ham; den anden har hun aftalt at mødes med på top­pen af bjer­get, hvor han da også ankom­mer i helikopter, hvorefter de sam­men går ned. For­fat­teren får med ele­gance det hele til at hænge sam­men og mødes på midten med de nar­ra­tive gen­t­agelser og vari­a­tion­er, fortællingerne giv­er anled­ning til. Mæn­dene i et sådant trekant­dra­ma mødes dog aldrig, da de tilhør­er hver sin tekst!

Stiløvelse vil nogle måske sige, men bogen får fak­tisk læseren til at indse, hvor­dan det samme tema kan give anled­ning til to alter­na­tive his­to­ri­er, sam­tidig med at den giv­er et anti-stereo­typt portræt af kvin­den. På omslaget anty­der for­laget, hvad der er på spil med for­mu­leringerne “Kærlighed­shis­to­rie” (“His­toire d’amour”) og “His­to­rien om et brud” (“His­toire de rup­ture”). Alt­så på en gang afbry­delsen af et forhold og et nyt der beg­y­n­der. Livets poten­tialitet og nu’ets mulighed­er, spe­jles med andre ord i bogens struk­tur. Desu­den anty­des en his­torisk og etisk-poli­tisk dimen­sion, i og med billedet af kvin­den i en krop­slig-vital sit­u­a­tion, svar­er til et stereo­typt mande-billede; poten­tialiteten giv­er et fornyet blik på kønnene. Lethed og tyn­gde mødes i en his­to­rie om to man­de­typer, om for­tid og fremtid, om begær og forhold.

Ved fejrin­gen af OuLiPo-grup­pens 50 års eksis­tens i Køben­havn (decem­ber 2010) forærede Jou­et mig netop Annette et l’Et­na, som han dedik­erede med ordene “Mellem Metz og Køben­havn”, for­di vi havde mødt hinan­den i Frankrig tidligere på året. Men først senere, da jeg fak­tisk læste bogen, bemærkede jeg ordenes spe­jling i den anden ende af bogen: “Mellem Køben­havn og Metz”. Dette er et eksem­pel på, at ordle­gen for Jacques Jou­et ikke kun er ekvilib­risme og hjerne­spind. Ordene rettes mod “den anden” med en klar forankring i tiden. Sen­est har Jou­et udgivet bogen Du Jour (en slags “Dagens digt”), der bl.a. inde­hold­er portræt­ter af men­nesker og selv­portræt­ter i form af digte. Her bliv­er den anden både gen­stand for og mod­tager af tek­sten, der indgår i en serie portræt­ter. En sådan serie må læseren således selv prøve at forstå som en frem­still­ing eller bear­be­jdelse af “rela­tio­nen”.

Netop rela­tio­nen har Jou­et også bragt i cen­trum gen­nem sin kon­sekvente behan­dling af metroen. Dette non-sted, hvor vi kun ophold­er os, når vi er nødt til det, er et sted hvor vi tilbringer “tom tid”, når vi “blot” bevæger os fra et sted til et andet. Kan denne rejse­form og dette non-sted virke­lig blive afsæt for en særlig lit­terær genre eller form? Det kan den for Jacques Jou­et, der gør os opmærk­som på “poten­tielle møder”, idet han søger nyt betyd­ningspo­ten­tiale i den mest triv­ielle og banale sit­u­a­tion. Men hvad er prin­cip­pet for disse digte? Det siger et af digtene med stor strin­gens:

Hvad er et metrodigt?

Af og til skriv­er jeg metrodigte. Dette digt er sådan et.

Vil De gerne vide, hvad et metrodigt er? Vi antager, at svaret er ja. Her kan de se hvad et metrodigt er.

Et metrodigt er et digt, der er skrevet i metroen i løbet af den tid, det tager at køre en bestemt strækn­ing.

Et metrodigt inde­hold­er lige så mange vers, som stræknin­gen har sta­tion­er, minus et.

Det første vers udtænkes mellem rejsens to første sta­tion­er (inkl. den sta­tion rejsen starter fra).

De må først skrive det ned, når toget hold­er ved anden sta­tion.

Det andet vers udtænkes mellem anden og tred­je sta­tion.

De må skrive det ned, når toget hold­er ved den tred­je sta­tion. Og så videre.

De må ikke skrive, når toget kør­er.

De må ikke tænke, når toget hold­er stille.

Digtets sid­ste vers skrives på den per­ron, der er rejsens bestem­melsesst­ed.

Hvis rejsen tvinger dem til at skifte en eller flere gange, vil digtet inde­holde to eller flere stro­fer.

Hvis uheldet er ude, og toget standser mellem to sta­tion­er, er der selvsagt tale om et delikat øje­b­lik i udar­be­jdelsen af et metrodigt.

(Fire franske digtere – udval­gt og over­sat af Merete Nis­sen, Leg­en­da 7 — For­fat­ter­skolens skrift­serie, Køben­havn, 2008)

Med disse digte bliv­er det tydeligt, at korte skrift­fas­er og tids-bindinger præger Jouet’s måde at tænke regler på. Men korte fas­er kan indgå i en større rejse, hvis man eksem­pelvis sæt­ter sig for at rejse gen­nem hele Paris’ met­rosys­tem. Denne prøvelse har Jou­et været igen­nem! På den måde fly­t­ter Jou­et reglerne fra det matem­a­tisk-logiske og abstrak­te til det mest umid­del­bart givne i vores hverdag; og her møder vi fak­tisk Perec igen. Han skrev nem­lig midt i halvf­jerd­serne en lille tekst om, hvor­dan vores læse­pro­ces fun­ger­er helt konkret og fysisk-hverdagsagtigt (bl.a. i metroen); og med Jou­ets arbe­jde kan vi perec­sk stille spørgsmål til ver­den gen­nem et kon­sekvent gen­nem­ført pro­jekt. Som det også var til­fældet med land-art kun­st­nerne i tresserne og halvf­jerd­serne, kan vi fak­tisk — med Jou­et og Perec — læse ver­den (for­di vi sam­tidig ser kun­st­nerens inter­venerende greb) og således gen­nem lit­ter­a­turen finde fornyet opmærk­somhed på vilkårene for vores egen og andres eksis­tens.

Jacques Jou­et kan opleves i sam­tale med Steen Bille Jør­gensen ved lit­ter­atur­fes­ti­valen Vild med Ord i Aarhus lørdag den 30. august 2014.

Scroll til toppen