Alvorsmand med stil og humor. En meget kort introduktion til Sándor Márai

Sándor Márai

Han er en af de store, men glemte forfattere. Den ungarnske forfatter Sándor Márai havde tiden og tidsånden imod sig, han gik under med det gamle Europa. Professor Børge Kristiansen giver her et unikt indblik i Márais forfatterskab.


Den ungarske for­fat­ter Sán­dor Márai har efter­ladt sig et omfat­tende for­fat­ter­skab, bestående af roman­er, dra­maer, lyrik, essays og dag­bøger. Han voksede op i et vel­havende, borg­erligt miljø, og denne borg­erlige opvækst har i høj grad sat sit præg på både hans kun­st, hans poli­tiske hold­ning og ind­still­ing til livet i det hele taget. I sin ung­dom opholdt han sig i flere år i Tysk­land, hvis kul­tur han både beun­drede og blev påvir­ket af. Efter Anden Ver­den­skrig og efter at have for­ladt Ungarn for stedse, skriv­er han om tyskerne: ”Tyskerne lever igen, arbe­jder, de køber også bøger, går i teatret. Uden dem for­mår Europa ikke at komme på benene igen. Uden dem find­es der ikke noget for­lagsvæsen, ikke noget viden­sk­a­beligt, ikke noget teater- og musik­liv i Europa”. Men han slut­ter med en bemærkn­ing, der vis­er, at han i hvert fald havde fået nok af den anden side af tyskhe­den: ”Hvis de ikke lige er beskæftiget med insti­tu­tionelt organ­is­eret masse­mord, er de meget nyt­tige”.

Sán­dor Márai var som Thomas Mann en for­bi­tret mod­stander af naziregimet, som han betragt­ede som det uhyrlig­ste og blodig­ste vold­sregime i Europas his­to­rie, men i mod­sæt­ning til Thomas Mann, der fra USA ener­gisk kri­tis­erede Hitler og hans styre, val­gte Márai det indre eksil, hvilket skal ses i sam­men­hæng med hans nationale sin­de­lag, hans dybe for­bun­den­hed med det ungarske sprog og sidst, men ikke mindst med hele hans stoiske livsh­old­ning. Under den tyske besæt­telse trak Márai sig i sti­gende grad tilbage fra det offentlige liv, og i det sid­ste krigsår udgav han kun ganske få essays. Han blev mere og mere over­be­vist om, at han kun kunne efterkomme sit kald som for­fat­ter ved at kappe enhver forbindelse med det offi­cielle kul­turliv, der i hans øjne frem­stod som dybt kor­rumperet. Han val­gte i en vis for­stand iso­la­tio­nen og ensomhe­den som sit eneste våben mod en udvikling, der gik imod det borg­erligt lib­erale livssyn, han havde tileg­net sig gen­nem årene.

Efter kri­gens afs­lut­ning ful­gte han opmærk­somt med i den poli­tiske udvikling i Ungarn og nærede et håb om, at den kristne borg­erlige tra­di­tion ville være i besid­delse af den tilstrække­lige styrke til at blive den åndelige kraft, der kom til at sætte sit præg på den nød­vendi­ge nygestalt­ning af lan­det i både kul­turel, materiel og poli­tisk henseende. Men med disse for­vent­ninger blev Márai allerede skuf­fet, før kom­mu­nis­terne over­tog magten i 1948, og efter den kom­mu­nis­tiske mag­tovertagelse udviklede det åndelige og poli­tiske kli­ma sig på en så total­itær måde, at han med sin kon­ser­v­a­tive, borg­erlige livsan­skuelse til sidst måtte indse, at der ikke læn­gere var plads til ham i hans fædreland. Han var efter den kom­mu­nis­tiske ensret­ning af kul­turlivet hur­tigt blevet for­van­dlet fra at være en højt estimeret for­fat­ter til at blive ind­be­gre­bet af den reak­tionære borg­erlighed. Hans før så højt skat­tede værk­er, som var blevet sam­men­lignet med ingen rin­gere end Thomas Manns for­fat­ter­skab, blev nu til de ide­ol­o­giske lit­ter­aturkri­tik­eres yndlingssky­deskive. De kon­staterede blandt andet, at andet bind af den store trilo­gi De fornærmede var ”et blankpol­eret ingent­ing”, og at ”et lavere niveau end hans poli­tiske og men­neske­lige niveau er kun for­fat­terens eget niveau”. Et ganske tilsvarende syn­spunkt gav Georg Lukács, lit­ter­atur­paven i Europas kom­mu­nis­tiske ver­den, udtryk for i en omfat­tende artikel om Márais for­fat­ter­skab, der skulle være den defin­i­tive ned­slagt­ning af alt, hvad Márai stod for. I 1948 for­lod Márai sit fædreland for stedse. Efter et kort ophold i Schweiz slog han sig med sin fam­i­lie ned i Napoli, hvorefter der ful­gte ophold i New York, Saler­no og San Diego, hvor han som 89-årig skød sig selv for ikke at blive afhængig af andre men­nesker. Da Márai insis­terede på kun at ville og kunne skrive på ungarsk, betød eksilet, at han ikke læn­gere havde for­lag til rådighed, der ville udgive bøger på ungarsk. En stor del af hans værk­er er der­for først udgivet efter hans død fra de efter­laden­sk­aber, han lod tilbage. De fleste af hans bøger er takket være en stor ind­sats fra Piper Ver­lag over­sat til og udgivet på tysk.

Et af de store temaer i Sán­dor Márais for­fat­ter­skab er den borg­erlige ver­dens opløs­ning og for­fald, et tema, som han har til­fælles med Thomas Mann. Dette tema behan­dler Márai i et af sine abso­lutte hov­ed­værk­er, roma­nen Et ægtesk­abs for­van­dlinger. Imre Kertész har ved en lej­lighed udtalt, at man ikke kan betragte Márai som en mod­erne for­fat­ter, for­di hans stil og form er alt for påvir­ket af den tra­di­tionelle roman­form i det 19. århun­drede, men dette er en sand­hed med ganske bety­delige mod­i­fika­tion­er. Den nævnte roman udmærk­er sig ved en per­spek­tivisme, der er nysk­abende og ’mod­erne’. Den har tre forskel­lige fortællere, der hver især fortæller his­to­rien om to forliste ægtesk­aber, som de alle tre har været involveret i. I første ver­sion er det den frask­ilte hus­tru fra første ægteskab, der over for en veninde skil­dr­er ægtesk­a­bets for­løb, i anden ver­sion dominer­er ægte­man­dens per­spek­tiv, og i tred­je og sid­ste ver­sion er det ægte­man­dens anden hus­tru, der beretter his­to­rien til sin elsker. Hen­sigten med de tre fortæller­per­spek­tiv­er er at prob­lema­tis­ere forestill­in­gen om den ene og hele sand­hed. Dette sand­heds­be­greb er hos Márai afløst af Niet­zsches per­spek­tivis­tiske sand­hed­sop­fat­telse, der i sid­ste instans udspringer af, at der i moder­niteten med Kierkegaards ord kun find­es en eneste objek­tiv sand­hed, nem­lig den ”objek­tive uvished”. Denne uvished udspringer af tabet af det abso­lutte, hvorved alle værdi­normer er blevet rel­a­tive.

Denne værdirel­a­tivisme kom­mer i Márais per­spek­tiv til udtryk i en efter­hån­den mere og mere om sig gribende opløs­ning af værdi­grund­laget for det højere borg­er­skab. Dette er, som det er frem­stil­let i Et ægtesk­abs for­van­dlinger, stivnet til et grotesk regel­sæt af pligter til orden og dis­ci­plin helt ned i de mind­ste detal­jer, som vi også kender det fra Thomas Bud­den­brooks sid­ste fase og Aschen­bachs liv i beg­y­n­delsen af Døden i Venedig. I Márais roman er den strenge borg­erlige dis­ci­plin for den man­dlige hov­ed­per­son Péter ens­be­ty­dende med, at hans liv spær­res inde i en fængsel­slig­nende sit­u­a­tion. Denne oplevelse af inde­spær­ring har han allerede hos sine foræl­dre i barn­dom­men og den første ung­dom. Da dette gen­t­ager sig i hans første ægteskab, vokser hans indre mod­stand mod både den borg­erlige kor­rek­thed og det borg­erlige ægteskab.

Her er det nu karak­ter­is­tisk for Márai, at han i mod­sæt­ning til Thomas Mann, hvos hvem pro­tag­o­nis­ternes oprør mod den liv­sun­dertrykkende borg­erlige orden som regel resul­ter­er i en eller anden form for dion­y­sisk kaos, lad­er sin man­dlige hov­ed­per­son forelske sig i fam­i­liens tjen­estepige, der bliv­er hans hus­tru i andet ægteskab. Det Márai vil have frem, er, at alter­na­tivet til borg­er­sk­a­bets finkul­tur før­er nedad, ikke kun socialt, men først og fremmest i kul­turel henseende. Hans anden kone – tjen­estepi­gen – har ganske vist under et læn­gere ophold i Eng­land lært de fine maner­er, der var en selvføl­ge­lighed for både Péters foræl­dre og hans første hus­tru. Borg­erlighe­dens finkul­tur er med pro­tag­o­nis­tens andet ægteskab deklasseret til noget ydre, til en tillært adfærd, der har mis­tet sin ægthed og er blevet til en tom fas­sade. Denne opløs­ning af borg­er­sk­a­bet som det kul­tursk­abende og kul­tur­bærende lag fort­sæt­ter med opløs­nin­gen af pro­tag­o­nis­tens andet ægteskab, idet Márai lad­er tjen­estepi­gen få det sid­ste ord i roma­nen.

Hun optræder som enerå­dende fortæller i sid­ste del, hvor hun afs­lør­er, at hen­des tillærte ’dan­nelse’ var noget, hun greb til for let­tere at kunne for­føre og blive gift med den vel­havende Péter. Ikke den borg­erlige dan­nelse og kul­tur inter­esserede hende, men udelukkende ande­len i Péters for­mue, der ville til­falde hende ved skilsmisse. Dan­nelse er degraderet til et nød­vendigt mid­del for at nå det egentlige mål: kar­riere, penge og rig­dom. Med dette tema har Márai ind­fanget en både mod­erne og aktuel men­tal­itet, men analy­sen bliv­er i roma­nen end­nu skarpere i kraft af, at den frask­ilte hus­tru – den oprindelige tjen­estepige – fortæller sin ægtesk­ab­shis­to­rie til sin ny elsker, der er pop­st­jerne. Under beretnin­gen lig­ger denne pop­st­jerne i den seng, hvori Péter – den oprindelige borg­er – er afgået ved døden nogen tid efter anden skilsmisse: Pop­kul­turen har i bogstavelig­ste for­stand ind­taget den borg­erlige finkul­turs plads. Roma­nens sid­ste ord er i den tyske over­sæt­telse: ”Mein Gold­junge”, alt­så ”min guld­dreng”. Roma­nen er som kun­stværk betragtet orig­i­nal med hen­syn til sin form, og næsten pro­fetisk med hen­syn til sin analyse af, hvor­dan ægte dan­nelse og ægte kul­tur sank sam­men i løbet af det tyvende århun­drede og blev afløst af noget så fat­tigt, at det bedst sættes på beteg­nelsen: ”Min guld­dreng”. En tilsvarende udvikling som den, der i Et ægtesk­abs for­van­dlinger går fra borg­erlig finkul­tur til pop­kul­turens ’guld­drenge’, har Márai også beskrevet i slut­nin­gen af sin auto­bi­ografi fra 1934, En borg­ers bek­endelser: ”Den klasse, jeg blev født ind i, bland­er sig med de opad­stræbende klass­er; dens kul­tur­niveau er i de sid­ste tyve år sun­ket drastisk, de krav, som det civilis­erede men­neske stillede til kul­turen, er ved at uddø”. Auto­bi­ografien skil­dr­er Márais opvækst i det ungarske borg­er­skab, et langt ophold i Tysk­land og Paris samt den desil­lu­sionerende hjemkomst til Budapest efter faderens død. Fremhæves skal især kapitlerne, hvor Márai beskriv­er de glade tyvere i Berlin og selv var en særde­les aktiv delt­ager i det udsvævende liv, ikke mindst i de ero­tiske eska­pad­er.

I en roman med titlen Glø­den har Márai begået det kun­st­stykke, at lade to ven­ner, der er blevet til hinan­dens fjen­der, mødes til et opgør i en meget høj alder – begge nærmer sig de halvfems – hvor den foruret­tede tager hævn over sin gam­le ven ved at tale uaf­brudt, uden at den forhen­værende ven kom­mer til orde, bort­set fra et par enkelte bemærkninger. Der er tale om en lang monolog på hen imod 250 sider, der er gestal­tet på en måde, så læseren ikke læg­ger bogen fra sig, før han er kom­met frem til det afs­lut­tende punk­tum. I Befrielsen skil­dres de aller­sid­ste kam­phan­dlinger mellem nazis­terne og de frem­stor­mende russere og deres kon­sekvenser for et repræsen­ta­tivt udsnit af befolknin­gen i Budapest, der er krø­bet sam­men i et beskyt­telses­rum. To ting står i for­grun­den i denne roman, nem­lig den men­neske­lige elendighed og en sejr, der skulle have været befrielsen fra elendighe­den, men blev til en befrielse for de agerende fig­ur­er, som disse helst havde været foru­den. Dermed påstår Márai ikke, at det nazis­tiske herredømme var bedre end den rus­siske besæt­telse, men nok, at de kom­mu­nis­tiske magth­a­vere var lige så slemme som nazis­terne. Det er egne erfaringer fra kam­p­ene, men også fra den poli­tiske udvikling, der dan­ner bag­grun­den for Befrielsen.

Sán­dor Márai er en alvors­mand med stil og humor. Humoren find­er vi i bøgerne En hund med karak­ter og En skole for fat­tige. En lede­tråd for men­nesker med ringe ind­komst. I sid­st­nævnte, en slags hånd­bog i fat­tig­dom, vis­er han med udpræget sort humor, hvorledes den fat­tige skal forholde sig med hen­syn til at spise, drikke, rejse, fritid og kvin­der for at komme igen­nem livet på en anstændig måde, mens han i den først­nævnte skil­dr­er, hvad man skal være ind­stil­let på at stå mod­el til, når og hvis man anskaf­fer sig en hund. Til trods for, at bogen er på knap 300 sider, føler man sig under læs­nin­gen godt under­holdt og efter læs­nin­gen beriget, da Márai kan den kun­st at udvikle en hel livs­filosofi i betragt­ningerne over sin hunds mangeart­ede unoder.

Til gengæld er han alvors­man­den med stil i sine dag­bøger, hvo­raf der her i Tysk­land allerede er udkom­met de første ni bind. ’Dag­bog’ er ikke en dækkende gen­re­beteg­nelser for disse værk­er, idet Márai hverken angiv­er årstal eller dato for de enkelte opteg­nelser som i den klas­siske dag­bogs­form. Der er tale om betragt­ninger, hvor de forskel­lige hæn­delser og begiven­hed­er i hans liv ikke kun reg­istr­eres, men gøres til gen­stand for fortløbende reflek­sion­er af en sjælden eksis­ten­tiel og livs­filosofisk dybde samt med en per­spek­tiver­ing, der ind­plac­er­er de konkrete hæn­delser i en vidt­fav­nende his­torisk, poli­tisk, æstetisk og filosofisk kon­tekst. Det er ikke uden grund, at man har sam­men­lignet disse værk­er med Mon­taignes Essays. Man mærk­er i værk­erne – selv i de tyske over­sæt­telser – desu­den for alvor, hvor tæt hans stil er for­bun­det med hans stoiske livsh­old­ning. I de to første bind, der omfat­ter tiden fra 1943–1945, befind­er Márai sig af poli­tiske årsager i en krisetid, der spidser til i 1944. Han er taget ud til en lille lands­by i omeg­nen af Budapest for at beskytte fam­i­lien mod bomberne, der hagler ned over byen i russernes forsøg på at ind­tage den og i de tyske og ungarske nazis­ters forsøg på at holde den. Selv tager Márai næsten hver dag ind til Budapest for at kunne arbe­jde blandt sine bøger i sit arbe­jdsværelse og bib­liotek: ”Dag og nat bombean­greb. Når den natlige lufta­larm sæt­ter ind, er jeg allerede træt; jeg ven­ter i mit værelse på, at den skal holde op. Det er sikkert let­færdigt, for sid­ste nat slog en bombe ned i et hus i Kirá­ly­gaden og efter­lod 160 dræbte i beskyt­telseskælderen”.

Under disse forhold skriv­er Márai sine betragt­ninger dag efter dag. Selvom han i bogstavelig­ste for­stand svæver i livs­fare og er øjen­vidne til, hvorledes byen med sine kun­st­skat­te for­van­dles til en ruin­hob, frem­stilles alt i en klar, præ­cis og nøgtern stil, hvilket ikke mindst gælder med hen­syn til hans egen følelses­mæs­sige til­stand. Vre­den, hadet og fort­vivlelsen får ikke lov at løbe af med dag­bogs­for­fat­teren, men er under kon­trol i den saglige stil, der kende­teg­n­er den stoiske ånd­saris­tokrats dag­bogslig­nende værk­er. Denne reg­istr­erende, ’objek­tive’ stil mestr­er Márai også i frem­still­in­gen af sin egen per­son­lige katas­trofe, nem­lig i skildrin­gen af, hvorledes han en dag igen er taget ind til Budapest for at arbe­jde i sit bib­liotek, men da han når frem, står foran et udbom­bet hus og må se i øjnene, at der kun er aske tilbage af en bogsam­ling på over elleve­tusinde bind. Han noter­er sarkastisk, at det immervæk lykkedes ham at red­de fire bind – og disse fire bind gjorde alle de sta­tion­er med, hvor han slog sig ned under sit eksil fra 1948 til selv­mordet i 1989.

Sán­dor Márai er i sit for­fat­ter­skab en genial ana­lytik­er af en kul­turhis­torisk udvikling, hvor der – med Niet­zsches ord – ”ikke var noget, der ville blive større, men alt gik nedad, nedad mod det tyn­dere, mere god­modi­ge, klogere, behageligere, mere mid­delmådi­ge, mere lig­e­gyldige”. Ønsker man sig en mod­vægt til ’guld­dren­ge­nes’ post­mod­erne laiss­er-faire, der ved at være som kejserens nye klæder før­er til en udvand­ing af alt, hvad der foregår i de danske uddan­nelses- og kul­turin­sti­tu­tion­er, skal man ty til de store kul­turkon­ser­v­a­tive åndsper­son­lighed­ers tankever­den­er, som vi blandt andet find­er dem hos Søren Kierkegaard, Arthur Schopen­hauer, Hen­rik Pon­top­p­i­dan, Thomas Mann – men så sandelig også i Sán­dor Márais mester­værk­er.