Byen som monument over det 20. århundredes katastrofer

Den tyske forfatter W. G. Sebald er kendt som den store europæiske melankoliker. Byen spiller en central rolle hos Sebald, der i løbet af sit forfatterskab gør sig en række overvejelser over byen som historisk civilisationsform. Kasper Krejberg leder os i dagens artikel rundt i Sebalds byer, der står som monumenter over det 20. århundredes katastrofer. Du kan læse et uddrag af Austerlitz her.

FOKUS: MED BYEN SOM VIDNE – Hvad kan byen fortælle os om den verden, som vi lever i? Hvad sker der, hvis vi udspørger den historiske og moderne by? I løbet af hele maj måned sætter vi her på Baggrund fokus på arkitektur, byer og byplanlægning. Vi har spurgt en række forskere og skribenter, hvad den moderne by, byudviklinger og bytendenser kan fortælle os om vores liv, vores samfund, vores politiske og sociale situation og vores verden.

Hos den tyske forfatter W.G. Sebald har alting to sider. Det gælder også byen, både som princip og livsform. Det moderne byliv er hos Sebald udspændt mellem det forjættende og det ildevarslende, det håbefulde og det skuffende, det opbyggelige og det nedbrydelige. Tungest i Sebalds univers vejer som regel fortabelsen, fortvivlelsen, sorgen.

”Over hver eneste ny form hviler allerede ødelæggelsens skygge”, som han programmatisk skriver i sin vandringsfortælling Saturns ringe, og sådan er det også med byens form, som han gennem hele sit forfatterskab holder en lige dele skeptisk og fascineret distance til.

Den ambivalens skyldes en specifik historisk udvikling, som Sebald aftegner i sine værker, nemlig de stadigt mere omfattende disciplinerings- og erobringsforsøg, som europæerne i århundreder har udsat sig selv og hinanden for. Det store fikspunkt i den historie er Anden Verdenskrig, som Sebald, der er født i 1944, selv var barn af, og som i hans optik ikke bare lagde hundredvis af storbyer øde, men ødelagde selve den moderne bys væsen som civilisatorisk mødested; en udvikling, som efterkrigstidens genopbygninger har været med til at accelerere, hvis man spørger Sebald.

Og det gør man, for den nu afdøde forfatter har for længst sikret sig en central plads i litteraturhistorien som den store europæiske melankoliker omkring årtusindskiftet. Hans kulturkritiske fortællerstemme strejfer stort set alle de emner, der har været diskuteret i kølvandet på Murens fald, således også byens funktion, fortid og fremtid.

By- og arkitekturhistorikere har derfor også læst Sebalds bøger med stor opmærksomhed, især romanen Austerlitz, hvis hovedperson Jacques Austerlitz selv er arkitekturhistoriker med speciale i ”den kapitalistiske æras byggestil”, som han betegner 1800-tallets historicisme. Banegårde, retsbygninger, fængsler, hospitaler, kaserner, fæstningsværker og storstilede boligkomplekser er i hans og romanens optik ikke blot monumenter over den moderne stats og kapitalens disciplinære optugtelse af borgeren. I kraft af deres megalomane design bliver de også en slags dystre varsler om det 20. århundredes katastrofer.

”For et eller andet sted ved vi naturligvis godt,” lader Sebald sin hovedperson erklære, ”at de bygningsværker, der er vokset ud i det overdimensionerede, allerede kaster skyggen af deres egen ødelæggelse foran sig og fra begyndelsen er konciperet med henblik på deres eftertilværelse som ruiner”. Hvor andre ser storhed, pomp og pragt, ser Sebalds personer og fortællere forstadiet til en ruin.

Byen som slagmark

Ser man imidlertid nærmere på Sebalds specifikke interesse for byen som historisk civilisationsform, så viser hans skematiske dialektik sig at have rod i de særlige omstændigheder, der prægede hans opvækst som krigsbarn i det sønderbombede Tyskland. I flere af sine fortællinger har han indflettet en symboltung barndomserfaring, nemlig hans første møde med en rigtig by. I fortællingen ”Paul Bereyter” fra gennembrudsværket De udvandrede hører vi om den forfatterlignende fortællers ankomst til byen S., Sonthofen, i december 1952, ikke just nogen storby, men dog en hel anderledes folkerig bebyggelse end den lille landsby, W., Wertach, hvor Sebald var født, som fortællerens familie her flytter fra.

”Da vi til sidst rullede over broen ind til S., som dengang ikke var nogen rigtig købstad endnu, men bare en bedre flække med måske ni tusind indbyggere, var jeg opfyldt af den overtydelige følelse, at vi her skulle begynde på et nyt storbyliv, hvis ufejlbarlige annoncering jeg mente at kunne se i de blå emaljerede gadeskilte, i det kæmpestore ur foran den gamle banegårdsbygning og i den efter mine begreber overmåde imposante facade på hotel Wittelsbacher Hof. Men ganske særligt lovende fandt jeg det, at husrækkerne her og der var afbrudt af ruintomter, for efter at jeg én gang havde været i München, var intet så entydigt forbundet med ordet by for mig som dynger af murbrokker, brandmure og vinduesåbninger, man kunne se den tomme luft igennem.”

De flotte gadeskilte, det kæmpestore ur foran banegården og den imposante hotelfacade signalerer alt sammen storby for vores unge fortæller, men først ved synet af krigens ruiner bliver storbyeksistensen entydig. En rigtig storby er nemlig et sted med ruiner. Det ved vores fortæller endda fra et besøg i München, der helt frem til 1945 var kendt som ’bevægelsens hovedstad’, hovedsæde for nazistpartiet, og som sådan langt fra en uskyldig reference i Sebalds fortælling. At byen senere er blevet kendt som ’fortrængningens hovedstad’, er kun med til at understrege ironien i ”Paul Bereyter”: Som barn antager fortælleren, at der til enhver ordentlig by hører et passende antal ruiner, men det er netop gennem sin opvækst og skolegang i denne by, S., at fortælleren kommer på sporet af, at de forjættende ruiner i virkelighed er sporene efter en dyster og tragisk fortælling.

”Paul Bereyter” er én lang gengivelse af den erkendelsesproces, som for Sebalds generation af tyskere har været uløseligt forbundet med selve det at vokse op: at den verden, de blev født ind i, var en ødelagt verden; at deres forjættende storbyer var nødtørftigt og hastigt genopbyggede overlevelseszoner; og at krigsødelæggelsen var igangsat af forældregenerationen, ”Hitlers villige håndlangere”, som Daniel Goldhagen har betegnet den store del af befolkningen, der gjorde regimets forbrydelser mulige. Forældregenerationen havde åbnet ild mod den europæiske civilisation og tilsluttet sig ideen om den totale krig, som måtte afsluttes med en ’endelig sejr’ og en ’endelig løsning på jødespørgsmålet’.

Hvad man under Første Verdenskrig og i mellemkrigstiden hovedsageligt kunne nøjes med at forestille sig, blev derfor over store dele af kontinentet levende realitet fra 1939 til 1945: Byen var blevet slagmark.

Det var et faktum, der ikke blot beskæftigede Sebald i hans litterære fortællinger, men også i hans virke som litteraturhistoriker. I 1982 udgav han i tidsskriftet Orbis Literarum en artikel om en række tyske forfatteres mestendels mislykkede forsøg på at beskrive de allieredes bombardementer af de tyske byer under Anden Verdenskrig. Selv talte han for en så objektiv, distanceret og ikke-mytologiserende tilgang som muligt med forbillede i Alexander Kluges dokumentarisk-avantgardistiske Luftangrebet på Halberstadt den 8. april 1945.

Senere flettede han sin interesse for emnet ind i de litterære værker fra 1990’erne, blandt andet Saturns ringe, hvor fortælleren på et tidspunkt møder en excentrisk gartner, der henleder vores opmærksomhed på de utallige forladte og tilgroede flyvepladser i det sydøstlige England, hvorfra engelske piloter i titusindvis drog på bombetogt mod Tyskland.

Byens perverse genfødsel

I 1997 gentog han så – under en forelæsningsrække i Zürich – sin polemiske efterlysning af god og relevant tysk litteratur om luftkrigen. Forelæsningerne startede en debat om tyskernes problemer med at håndtere og sørge over egne lidelser. Man var så vant til rollen som angrende forbryder, at det var blevet politisk ukorrekt at så tvivl om logikken bag det, englænderne selv med et noget tvivlsomt begreb kaldte ’moral bombing’, og som for en stor del handlede om at ramme tyske arbejdere, hvor de boede og i så stort et antal som muligt. Altså ikke just den mest noble form for krigsførelse.

Men som Theodor Adorno havde indskærpet i et essay fra 1959, så er ”den udbredte skyldsopgørelse, hvorefter Dresden har udlignet Auschwitz, irrationel”, og ”kamphandlinger i krig (…) er næppe sammenlignelige med det bureaukratiske mord på millioner af uskyldige mennesker”. Luftbombardementerne var altså for Adorno en integreret del af de militære kamphandlinger, mens nazisternes udryddelse af jøder og andre forfulgte grupper ligger hinsides rationelle krigshandlinger og derfor ikke kan drages ind i sammenlignende historiseringer. Den opfattelse var vidt udbredt i den tyske offentlighed fra 1960’erne og fremefter, og ethvert tilløb til ’skyldsopgørelse’ har derfor skabt heftig debat. Det var, hvad der skete i 1980ernes ’historikerstrid’, og det var igen, hvad det skete under og efter Sebalds Zürichforelæsninger.

Den store opmærksomhed fik i 1999 Carl Hanser Verlag i München til at udgive forelæsningerne, der blandt andet var tilsat et ekstraessay, hvor Sebald reflekterer over de mange reaktioner, han modtog efter sine optrædener i Zürich. Under titlen Luftkrig og litteratur udkommer denne samling i øvrigt snart på dansk (Tiderne Skifter), og her kan man forvisse sig om, at Sebald ikke er ude i nogen skyldsopgørelse. Tværtimod ser han litteraturens forvrængninger af luftkrigstemaet som symptomatisk for en udbredt opportunisme i den tyske befolkning.

Lige fra de første efterkrigsår var der ifølge Sebald en stærkt tendens til at omtolke alle krigserfaringer, så de kunne passe ind i fortællingen om det samvittighedsfulde og hårdtarbejdende tyske folk, der skammeligt nok var blevet forført af Hitler og hans kumpaner, og hvis smukke byer var forvandlet til ruinhobe. Men som med historisk offervilje og rekordtempo havde bragt landet på fode igen. Som Sebald spidsformulerer det: ”Den totale ødelæggelse fremstår altså ikke som en grufuld afslutning på et kollektivt vanvid, men så at sige som det første trin i en vellykket genopbygning”.

Hans essay er i det hele taget fyldt med bidske udfald mod tyskernes manglende vilje og evne til at sørge. Sebald står på skuldrene af ægteparret Mitscherlich og deres berømte socialpsykologiske studie, Die Unfähigkeit zu trauern, der på dansk kan oversættes til “Den manglende evne til at sørge”. Som Sebald skriver i indledningen: ”Hvor meget vi end anstrenger os for at få taget et såkaldt ”opgør med fortiden”, så forekommer det mig, at vi tyskere den dag i dag er et påfaldende historieblindt og traditionsløst folk”.

Umiddelbart kan være vanskeligt at nikke genkendende til den svada. Er der noget tyskerne kan, så er det da at endevende historien – om end der ofte går temmelig meget gøgl i foretagendet. For Sebald er det da heller ikke et spørgsmål om hvor meget, vi beskæftiger os med fortiden. Derimod kommer det an på karakteren og kvaliteten. Her er det, at han igen og igen støder på manglende vilje til at undersøge krigens begivenheder i sig selv, uden det mellemliggende velstandsløft og den vellykkede integration i Europa som forskønnende filter, der på perverteret vis retfærdiggør den forudgående katastrofe.

Byen som mindesmærke

Og så er vi tilbage ved de tyske byers rolle hos Sebald. Ser man nærmere efter – sådan lyder Sebalds pointe i både taler, essays og fortællende værker – så bærer byerne selv mange årtier efter krigen fortsat vidnesbyrd om deres omfattende ødelæggelse.

I en tale ved indvielsen af litteraturhuset i Stuttgart, der blev holdt en lille måneds tid inden han – den 14. december 2001 – omkom i forbindelse med en trafikulykke, indledte han med en anekdote om, hvordan han som lille lærte at læse ved at spille et kortspil, der hed ”Städtequartett”. Hvert kort viste en symbolsk bygning fra en tysk by, men da spillet stammede fra tiden før 1945, var ”Tyskland endnu udelt, og ikke blot var det udelt, det var også uødelagt, for de regelmæssigt mørkebrune afbildninger (…) viste uden undtagelse de tyske byer, sådan som de havde været før krigen.”

Dette indtryk fungerede som en korrektur til erfaringen af, at der til enhver ordentlig by hører ruiner. Med det aftegner Sebald en form for dannelsesproces. Hvor ruinerne for den lille dreng, der ankom til Sonthofen i december 1952 var forjættende tegn på en kommende storbytilværelse, er de kort, der lærer den samme lille dreng at læse, en affortryllende påmindelse om, at byer ikke altid har været steder med ruiner.

Den samme lektie lærer drengen i løbet af sin opvækst, hvor krigens ruiner langsomt viger pladsen for nyopførte og genopførte huse, sådan at landet i løbet af 1960’erne igen fremstår helt og uødelagt. Men erindringen om ødelæggelsen sidder i ham, og som Sebald videre fortalte ved indvielsen af litteraturhuset, så kan han ved S-togsstationen Feuersee på vej mod Stuttgarts bymidte ikke undgå at tænke, ”at det fortsat brænder over os, og at vi siden de sidste krigsårs rædselstid har boet i en slags undergrund, selv om vi så smukt har genopbygget alt omkring os”.

I dag er byen ikke længere slagmark, som den var under krigen. Men den er en påmindelse om sin egen historie og om andre slagmarker. Da Sebald fortsætter sine beskrivelser af Stuttgart nævner han, at han ved synet af Daimler-Benz-koncernens glitrende hovedsæde med dens symbolske stjerne kommer i tanke om alle de steder på kloden – ”i Sudan, i Kosovo, i Eritrea eller i Afghanistan” – hvor Mercedes-lastbiler med akkurat denne stjerne som vartegn fragter flygtningekolonner bort fra krigszoner. Man kan selv tilføje Mercedes-stjernens fremtrædende rolle i den nazistiske propaganda for at gøre billedet komplet.

Det brænder stadig over os. Krigene og ødelæggelserne vil ingen ende tage. Vi lever stadig i en slags undergrundseksistens. Det bærer byen vidnesbyrd om hos Sebald. Men vi ser det kun, hvis vi kan og vil se det, for byen dækker også sine historiske spor til og foregøgler at udtrykke en hel og ubrudt historie. Mister vi det kritiske blik på fortiden, risikerer vi med andre ord, at byen i stedet for at være et pålideligt vidne om fortid og fællesskab, bliver en ubehagelig svindler.

Byen som svindler

Den udvikling gennemspiller Sebald også i Austerlitz, som han i øvrigt læste højt fra i Stuttgart dagen efter indvielsestalen. Romanens hovedperson har kun en dunkel forestilling om det land, Tyskland, der om noget har præget hans eksistens som forældreløst krigsbarn (hans jødiske forældre blev dræbt af tyskerne). Den smule forventning, han møder landet med, da han rejser gennem det som voksen, er derfor farvet af krigens ødelæggelser, så det er med ængstelig forundring, at han overalt ser ”rene byer og landsbyer, ryddelige fabriksgrunde og byggepladser, kærligt plejede haver”. Ordnung muss sein. Men idyllen er ildevarslende.

At det skyldes samme dobbelthed i forholdet mellem nutidens nydeligt genopbyggede byer og fortidens udbombede ruinbyer, som Sebald understregede i sin Stuttgart-tale, bliver tydeligt, da han lader Austerlitz stige af toget i Nürnberg, denne ærketyske by, som Hitler gjorde til sit partis mødested i 1930’erne, og som Austerlitz har hørt om under sit forudgående besøg i Prag. Uudtalt forventer han her at finde en nøgle til sin egen familiehistorie, men da han stopper op for at betragte bylivet og byens arkitektur møder der ham en historisk kulisse. Han kan ”intetsteds, hverken på hjørnekanterne eller gavlene, vindueskarmene eller gesimserne (…) få øje på en krum linje eller noget andet spor af den svundne tid”.

Svimmel og utilpas vender han tilbage til banegården og rejser videre.

Efter hjemkomsten til England støder han på en bog om Theresienstadt-ghettoen, hvor hans mor var interneret. Her læser han historien om den ”forskønnelsesaktion”, som tyskerne i forsommeren 1944 iværksatte for at berolige det internationale samfund i skikkelse af en udsendt Røde Kors-kommission, der skulle undersøge, hvilke forhold jøderne levede under. Man satte den gamle fæstningsby fint i stand og sendte ”syv et halvt tusind af de mindre præsentable personer østpå”, det vil formentlig sige til Auschwitz, således at Theresienstadt ved kommissionens kontrolbesøg fremstod som ”et Potemkinkulisseagtigt eldorado, der måske endda fordrejede hovedet på en del af sine beboere eller i hvert fald fyldte dem med visse forhåbninger”.

Sebald antyder via sin protagonist, at ghettoledelsen også forsøgte at fordreje hovedet på sig selv og på hjemmefronten ved at forvandle denne forgård til Auschwitz til den nydeligste by. Hvorfor skulle man ellers producere en film om begivenheden, funderer Austerlitz, da han er kommet under vejr med, at der blev optaget en film i ghettoen under titlen ”Føreren skænker jøderne en by”. Her er byen som koncept og metafor strakt til det yderste. Titlen signalerer en nådehandling fra Hitler. Han skænker jøderne noget så fornemt som en by. Men i Sebalds optik, og som det vel står klart for alle bortset fra rabiate Holocaustbenægtere, er det ikke blot en falsk by, men en dødens by – et morbidt svindelnummer.

Slagmarken som by

Hvor mellemkrigstidens modernister som eksempelvis Alexander Döblin i Berlin Alexanderplatz skildrede byen med den forudgående verdenskrig som metaforisk filter – altså byen som forestillet slagmark – er det i Austerlitz og hos Sebald generelt omvendt: Lejren og slagmarken er forvandlet til en forestillet by. Krigshandlinger og folkemord beskrives med den civiliserede by som metaforisk filter. Alt er velordnet og civiliseret. Folk står op og går på arbejde om morgenen og kommer hjem om eftermiddagen. Og kommer de ikke hjem, ja, så er det blot en mindre driftsforstyrrelse. Systemet kører videre. Byens princip fungerer også der, hvor vi producerer død og ødelæggelse.

Sebald skrev primært om fortidens krige, men hans omvending af forholdet mellem by og slagmark dækker også vigtige aspekter af nutidens krige. Er dronepilotens hverdag måske ikke langt tættere på storbyfunktionærens end på landsknægtens? Og den menige soldat, i hvert fald den vestlige af slagsen, lever ikke på feltfod eller plyndrer almindelige menneskers hjem, når han er i krig, men indretter sig som en bedsteborger blandt andre bedsteborgere i et bylignende samfund.

Den forskydning i vores brug af byen er integreret i Sebalds værker og forklarer formentlig, hvorfor han oplevede så stor popularitet i 2000’erne, terrorfrygtens og de nye kriges årti, hvor alene billedet af en skyskraber på baggrund af en klar blå septemberhimmel vakte rædsel. Men forbindelsen mellem verdenskrigens ødelæggelser og den senmoderne storbyeksistens er faktisk også udstukket i Austerlitz.

I stedet for 1800-tallets monumentalarkitektur hører vi i romanens slutning om finanskapitalens og informationsteknologiens katedraler i glas og stål. Blandt andet i skikkelse af det nye franske nationalbibliotek ved Seinens bred, der ”i hele sin ydre dimensionering og indre konstitution [er] menneskeafvisende og på forhånd kompromisløst modsat enhver sand læsers behov”, som Austerlitz skråsikkert erklærer.

Men under sit Parisophold må han alligevel derud og gøre sine studier. Her støder han på en gammel ven, der tager ham med op i et af bibliotekets giganttårne. Herfra skuer de ud over Paris som fra en feltherrehøj. Austerlitz oplister de mange boulevarder i det fjerne, der er opkaldt efter Napoleons generaler, men fokuserer så på terrænet umiddelbart foran og under biblioteket, ”det øde område mellem Gare d’Austerlitz’ rangerterræn og Pont de Tolbiac”. Her ”var der for eksempel indtil krigens slutning et stort lager, hvori tyskerne samlede alt det bytte, de havde hentet fra de parisiske jøders boliger”, får Austerlitz oplyst af sin ven.

Dermed er der bundet en sløjfe på hans – og Sebalds – rejser gennem de europæiske byer. Den nye informationstidsalder har brutalt dækket fortidens forbrydelser til eller givet dem en ny og meningsforstyrrende plads i historien. Det bibliotek, der egentlig burde være en helligdom for viden og oplysning, skjuler i realiteten fortidens spor og bliver i stedet et monument over sig selv og sin egen læserfjendske tid; alt sammen fordi vi som Frankrigs præsident Mitterrand, der lagde navn til det nye bibliotek, er styret af vores ”vilje til selvforevigelse”.

Den slags monumentalisme var Sebald lodret imod, fordi den for ham var og blev forbundet med de mest aggressive og brutale sider af den europæiske historie, der blev ved med at kaste en skygge ind over hans liv.

Så hellere indrette sig i det halvvejs ødelagte, i det antimonumentale og det midlertidige. Men alt dette blev langsomt udgrænset og fjernet fra de europæiske byer, efterhånden som de blev genopbygget og fik tilføjet en ny tids monumenter. Som mange af Sebalds egne yndlingsforfattere endte han derfor selv med at søge Logi i et landhus, som titlen lyder på én af hans essaysamlinger. Han slog sig ned i det tyndt befolkede Østengland, hvor han boede til sin død i 2001. Her kunne han gennem vinduerne ”se den tomme luft”, akkurat som i barndommens ødelagte byer.

Kasper Krejberg er postdoc på Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet.