Byen som monument over det 20. århundredes katastrofer

Stuttgart
Stuttgart, 1942–45

Den tyske forfatter W. G. Sebald er kendt som den store europæiske melankoliker. Byen spiller en central rolle hos Sebald, der i løbet af sit forfatterskab gør sig en række overvejelser over byen som historisk civilisationsform. Kasper Krejberg leder os i dagens artikel rundt i Sebalds byer, der står som monumenter over det 20. århundredes katastrofer. Du kan læse et uddrag af Austerlitz her.

FOKUS: MED BYEN SOM VIDNE - Hvad kan byen fortælle os om den ver­den, som vi lever i? Hvad sker der, hvis vi udspørg­er den his­toriske og mod­erne by? I løbet af hele maj måned sæt­ter vi her på Bag­grund fokus på arkitek­tur, byer og byplan­lægn­ing. Vi har spurgt en række forskere og skriben­ter, hvad den mod­erne by, byud­viklinger og byten­denser kan fortælle os om vores liv, vores sam­fund, vores poli­tiske og sociale sit­u­a­tion og vores ver­den.

Hos den tyske for­fat­ter W.G. Sebald har alt­ing to sider. Det gælder også byen, både som prin­cip og livs­form. Det mod­erne byliv er hos Sebald udspændt mellem det for­jæt­tende og det ilde­varslende, det håbe­fulde og det skuf­fende, det opbyggelige og det ned­bry­delige. Tungest i Sebalds univers vejer som regel fort­a­belsen, fort­vivlelsen, sor­gen.

”Over hver eneste ny form hvil­er allerede ødelæggelsens skygge”, som han pro­gram­ma­tisk skriv­er i sin van­drings­fortælling Sat­urns ringe, og sådan er det også med byens form, som han gen­nem hele sit for­fat­ter­skab hold­er en lige dele skep­tisk og fascineret dis­tance til.

Den ambivalens skyldes en speci­fik his­torisk udvikling, som Sebald afteg­n­er i sine værk­er, nem­lig de stadigt mere omfat­tende dis­ci­pliner­ings- og ero­brings­forsøg, som europæerne i århun­dred­er har udsat sig selv og hinan­den for. Det store fik­spunkt i den his­to­rie er Anden Ver­den­skrig, som Sebald, der er født i 1944, selv var barn af, og som i hans optik ikke bare lagde hun­dred­vis af stor­by­er øde, men øde­lagde selve den mod­erne bys væsen som civil­isatorisk mødest­ed; en udvikling, som efterkrigsti­dens genop­bygninger har været med til at accel­erere, hvis man spørg­er Sebald.

Og det gør man, for den nu afdøde for­fat­ter har for længst sikret sig en cen­tral plads i lit­ter­aturhis­to­rien som den store europæiske melanko­lik­er omkring årtusind­skiftet. Hans kul­turkri­tiske fortæller­stemme stre­jfer stort set alle de emn­er, der har været diskuteret i køl­van­det på Murens fald, således også byens funk­tion, for­tid og fremtid.

By- og arkitek­turhis­torikere har der­for også læst Sebalds bøger med stor opmærk­somhed, især roma­nen Auster­litz, hvis hov­ed­per­son Jacques Auster­litz selv er arkitek­turhis­torik­er med spe­ciale i ”den kap­i­tal­is­tiske æras byggestil”, som han beteg­n­er 1800-tal­lets his­tori­cisme. Banegårde, rets­bygninger, fængsler, hos­pi­taler, kasern­er, fæst­ningsværk­er og storstilede boligkom­plekser er i hans og roma­nens optik ikke blot mon­u­menter over den mod­erne stats og kap­i­tal­ens dis­ci­plinære optug­telse af borg­eren. I kraft af deres mega­lo­mane design bliv­er de også en slags dys­tre varsler om det 20. århun­dredes katas­tro­fer.

”For et eller andet sted ved vi naturligvis godt,” lad­er Sebald sin hov­ed­per­son erk­lære, ”at de bygn­ingsværk­er, der er vok­set ud i det overdi­men­sionerede, allerede kaster skyggen af deres egen ødelæggelse foran sig og fra beg­y­n­delsen er konciperet med hen­blik på deres efter­til­værelse som ruin­er”. Hvor andre ser storhed, pomp og pragt, ser Sebalds per­son­er og fortællere forstadi­et til en ruin.

Byen som slagmark

Ser man imi­dler­tid nærmere på Sebalds speci­fikke inter­esse for byen som his­torisk civil­i­sa­tions­form, så vis­er hans ske­ma­tiske dialek­tik sig at have rod i de særlige omstændighed­er, der prægede hans opvækst som krigs­barn i det søn­der­bombe­de Tysk­land. I flere af sine fortællinger har han ind­flet­tet en sym­bol­tung barn­dom­ser­far­ing, nem­lig hans første møde med en rigtig by. I fortællin­gen ”Paul Bereyter” fra gen­nem­brudsvær­ket De udvan­drede hør­er vi om den for­fat­terlig­nende fortællers ankomst til byen S., Son­thofen, i decem­ber 1952, ikke just nogen stor­by, men dog en hel anderledes folk­erig bebyggelse end den lille lands­by, W., Wer­tach, hvor Sebald var født, som fortællerens fam­i­lie her fly­t­ter fra.

”Da vi til sidst rullede over broen ind til S., som den­gang ikke var nogen rigtig køb­stad end­nu, men bare en bedre flække med måske ni tusind ind­byg­gere, var jeg opfyldt af den over­ty­delige følelse, at vi her skulle beg­y­n­de på et nyt stor­byliv, hvis ufe­jl­barlige annon­cer­ing jeg mente at kunne se i de blå emal­jerede gadeskilte, i det kæm­pe­store ur foran den gam­le banegårds­bygn­ing og i den efter mine begre­ber over­måde imposante facade på hotel Wit­tels­bach­er Hof. Men ganske særligt lovende fandt jeg det, at hus­rækkerne her og der var afbrudt af ruin­tomter, for efter at jeg én gang havde været i München, var intet så enty­digt for­bun­det med ordet by for mig som dyn­ger af mur­brokker, brand­mure og vin­duesåb­ninger, man kunne se den tomme luft igen­nem.”

777px-Nürnberg_im_April_1945_14
Nürn­berg, 1945

De flotte gadeskilte, det kæm­pe­store ur foran banegår­den og den imposante hotelfa­cade sig­nalerer alt sam­men stor­by for vores unge fortæller, men først ved synet af kri­gens ruin­er bliv­er stor­byek­sis­tensen enty­dig. En rigtig stor­by er nem­lig et sted med ruin­er. Det ved vores fortæller end­da fra et besøg i München, der helt frem til 1945 var kendt som ’bevægelsens hov­ed­stad’, hov­ed­sæde for nazist­par­ti­et, og som sådan langt fra en uskyldig ref­er­ence i Sebalds fortælling. At byen senere er blevet kendt som ’fortrængnin­gens hov­ed­stad’, er kun med til at under­strege ironien i ”Paul Bereyter”: Som barn antager fortælleren, at der til enhver ordentlig by hør­er et passende antal ruin­er, men det er netop gen­nem sin opvækst og skole­gang i denne by, S., at fortælleren kom­mer på sporet af, at de for­jæt­tende ruin­er i virke­lighed er sporene efter en dys­ter og tragisk fortælling.

”Paul Bereyter” er én lang gen­givelse af den erk­endelsespro­ces, som for Sebalds gen­er­a­tion af tyskere har været uløseligt for­bun­det med selve det at vokse op: at den ver­den, de blev født ind i, var en øde­lagt ver­den; at deres for­jæt­tende stor­by­er var nødtørftigt og hastigt genop­byggede over­levelses­zon­er; og at krigsødelæggelsen var igangsat af foræl­dregen­er­a­tio­nen, ”Hitlers vil­lige hånd­lan­gere”, som Daniel Gold­ha­gen har beteg­net den store del af befolknin­gen, der gjorde regimets for­bry­delser mulige. Foræl­dregen­er­a­tio­nen havde åbnet ild mod den europæiske civil­i­sa­tion og tilslut­tet sig ideen om den totale krig, som måtte afs­luttes med en ’endelig sejr’ og en ’endelig løs­ning på jøde­spørgsmålet’.

Hvad man under Første Ver­den­skrig og i mellemkrigsti­den hov­ed­sageligt kunne nøjes med at forestille sig, blev der­for over store dele af kon­ti­nen­tet lev­ende realitet fra 1939 til 1945: Byen var blevet slag­mark.

Det var et fak­tum, der ikke blot beskæftigede Sebald i hans lit­terære fortællinger, men også i hans virke som lit­ter­aturhis­torik­er. I 1982 udgav han i tidsskriftet Orbis Lit­er­arum en artikel om en række tyske for­fat­teres mes­ten­dels mis­lykkede forsøg på at beskrive de alliere­des bom­barde­menter af de tyske byer under Anden Ver­den­skrig. Selv talte han for en så objek­tiv, dis­tanceret og ikke-mytol­o­gis­erende til­gang som muligt med for­billede i Alexan­der Kluges doku­men­tarisk-avant­gardis­tiske Luftan­gre­bet på Hal­ber­stadt den 8. april 1945.

Senere flet­tede han sin inter­esse for emnet ind i de lit­terære værk­er fra 1990’erne, blandt andet Sat­urns ringe, hvor fortælleren på et tid­spunkt møder en excen­trisk gart­ner, der hen­led­er vores opmærk­somhed på de utal­lige for­ladte og tilgroede fly­ve­pladser i det sydøstlige Eng­land, hvor­fra engelske pilot­er i titusind­vis drog på bom­be­togt mod Tysk­land.

Byens perverse genfødsel

I 1997 gen­tog han så — under en forelæs­ningsrække i Zürich — sin polemiske efterlysning af god og rel­e­vant tysk lit­ter­atur om luftkri­gen. Forelæs­ningerne start­ede en debat om tyskernes prob­le­mer med at håndtere og sørge over egne lidelser. Man var så vant til rollen som angrende for­bry­der, at det var blevet poli­tisk uko­r­rekt at så tvivl om logikken bag det, englæn­derne selv med et noget tvivl­somt begreb kaldte ’moral bomb­ing’, og som for en stor del han­dlede om at ramme tyske arbe­jdere, hvor de boede og i så stort et antal som muligt. Alt­så ikke just den mest noble form for krigs­førelse.

Men som Theodor Adorno havde ind­skær­pet i et essay fra 1959, så er ”den udbredte skyld­sopgørelse, hvorefter Dres­den har udlignet Auschwitz, irra­tionel”, og ”kam­phan­dlinger i krig (…) er næppe sam­men­lignelige med det bureaukratiske mord på mil­lion­er af uskyldige men­nesker”. Luft­bom­barde­menterne var alt­så for Adorno en inte­gr­eret del af de mil­itære kam­phan­dlinger, mens nazis­ternes udry­d­delse af jøder og andre for­ful­gte grup­per lig­ger hin­sides rationelle krigshan­dlinger og der­for ikke kan drages ind i sam­men­lig­nende his­toris­eringer. Den opfat­telse var vidt udbredt i den tyske offent­lighed fra 1960’erne og fre­mefter, og ethvert tilløb til ’skyld­sopgørelse’ har der­for skabt heftig debat. Det var, hvad der skete i 1980ernes ’his­torik­er­strid’, og det var igen, hvad det skete under og efter Sebalds Zürich­forelæs­ninger.

Den store opmærk­somhed fik i 1999 Carl Hanser Ver­lag i München til at udgive forelæs­ningerne, der blandt andet var tilsat et ekstraes­say, hvor Sebald reflek­ter­er over de mange reak­tion­er, han mod­tog efter sine optræ­den­er i Zürich. Under titlen Luftkrig og lit­ter­atur udkom­mer denne sam­ling i øvrigt snart på dan­sk (Tiderne Skifter), og her kan man forvisse sig om, at Sebald ikke er ude i nogen skyld­sopgørelse. Tvær­ti­mod ser han lit­ter­a­turens forvrængninger af luftkrig­stemaet som symp­to­ma­tisk for en udbredt oppor­tunisme i den tyske befolkn­ing.

Lige fra de første efterkrigsår var der ifølge Sebald en stærkt ten­dens til at omtolke alle krigser­faringer, så de kunne passe ind i fortællin­gen om det samvit­tigheds­fulde og hård­tar­be­j­dende tyske folk, der skam­meligt nok var blevet for­ført af Hitler og hans kumpan­er, og hvis smukke byer var for­van­dlet til ruin­hobe. Men som med his­torisk offervil­je og reko­rdtem­po havde bragt lan­det på fode igen. Som Sebald spids­for­mulerer det: ”Den totale ødelæggelse frem­står alt­så ikke som en gru­fuld afs­lut­ning på et kollek­tivt van­vid, men så at sige som det første trin i en vel­lykket genop­bygn­ing”.

Hans essay er i det hele taget fyldt med bidske udfald mod tyskernes man­glende vil­je og evne til at sørge. Sebald står på skul­drene af ægtepar­ret Mitscher­lich og deres berømte socialp­sykol­o­giske studie, Die Unfähigkeit zu trauern, der på dan­sk kan over­sættes til “Den man­glende evne til at sørge”. Som Sebald skriv­er i indled­nin­gen: ”Hvor meget vi end anstrenger os for at få taget et såkaldt ”opgør med for­tiden”, så forekom­mer det mig, at vi tyskere den dag i dag er et påfaldende his­to­rieblindt og tra­di­tion­sløst folk”.

Umid­del­bart kan være vanske­ligt at nikke genk­endende til den sva­da. Er der noget tyskerne kan, så er det da at ende­vende his­to­rien – om end der ofte går tem­melig meget gøgl i fore­ta­gen­det. For Sebald er det da heller ikke et spørgsmål om hvor meget, vi beskæftiger os med for­tiden. Der­i­mod kom­mer det an på karak­teren og kvaliteten. Her er det, at han igen og igen støder på man­glende vil­je til at under­søge kri­gens begiven­hed­er i sig selv, uden det mellem­liggende vel­stand­sløft og den vel­lykkede inte­gra­tion i Europa som forskøn­nende fil­ter, der på per­vert­eret vis ret­færdig­gør den forudgående katas­trofe.

Byen som mindesmærke

Og så er vi tilbage ved de tyske byers rolle hos Sebald. Ser man nærmere efter – sådan lyder Sebalds pointe i både taler, essays og fortæl­lende værk­er – så bær­er byerne selv mange årti­er efter kri­gen fort­sat vid­nes­byrd om deres omfat­tende ødelæggelse.

I en tale ved ind­vielsen af lit­ter­aturhuset i Stuttgart, der blev holdt en lille måneds tid inden han — den 14. decem­ber 2001 — omkom i forbindelse med en trafiku­lykke, indledte han med en anek­dote om, hvor­dan han som lille lærte at læse ved at spille et kort­spil, der hed ”Städte­quar­tett”. Hvert kort viste en sym­bol­sk bygn­ing fra en tysk by, men da spillet stammede fra tiden før 1945, var ”Tysk­land end­nu udelt, og ikke blot var det udelt, det var også uøde­lagt, for de regelmæs­sigt mørke­brune afbild­ninger (…) viste uden und­tagelse de tyske byer, sådan som de havde været før kri­gen.”

Dette indtryk fun­gerede som en kor­rek­tur til erfarin­gen af, at der til enhver ordentlig by hør­er ruin­er. Med det afteg­n­er Sebald en form for dan­nelsespro­ces. Hvor ruin­erne for den lille dreng, der ankom til Son­thofen i decem­ber 1952 var for­jæt­tende tegn på en kom­mende stor­bytil­værelse, er de kort, der lær­er den samme lille dreng at læse, en affortryl­lende påmin­delse om, at byer ikke altid har været sted­er med ruin­er.

Stuttgart_(1944)
Stuttgart, 1944

Den samme lek­tie lær­er dren­gen i løbet af sin opvækst, hvor kri­gens ruin­er lang­somt viger plad­sen for nyopførte og genopførte huse, sådan at lan­det i løbet af 1960’erne igen frem­står helt og uøde­lagt. Men erindrin­gen om ødelæggelsen sid­der i ham, og som Sebald videre for­t­alte ved ind­vielsen af lit­ter­aturhuset, så kan han ved S-togssta­tio­nen Feuersee på vej mod Stuttgarts bymidte ikke undgå at tænke, ”at det fort­sat bræn­der over os, og at vi siden de sid­ste krigsårs ræd­sel­stid har boet i en slags under­grund, selv om vi så smukt har genop­bygget alt omkring os”.

I dag er byen ikke læn­gere slag­mark, som den var under kri­gen. Men den er en påmin­delse om sin egen his­to­rie og om andre slag­mark­er. Da Sebald fort­sæt­ter sine beskriv­elser af Stuttgart nævn­er han, at han ved synet af Daim­ler-Benz-kon­cer­nens glitrende hov­ed­sæde med dens sym­bol­ske stjerne kom­mer i tanke om alle de sted­er på klo­den – ”i Sudan, i Koso­vo, i Eritrea eller i Afghanistan” – hvor Mer­cedes-last­bil­er med akku­rat denne stjerne som vartegn fragter fly­gt­ningekolon­ner bort fra krigszon­er. Man kan selv til­fø­je Mer­cedes-stjer­nens fremtræ­dende rolle i den nazis­tiske pro­pa­gan­da for at gøre billedet kom­plet.

Det bræn­der stadig over os. Kri­gene og ødelæggelserne vil ingen ende tage. Vi lever stadig i en slags under­grund­sek­sis­tens. Det bær­er byen vid­nes­byrd om hos Sebald. Men vi ser det kun, hvis vi kan og vil se det, for byen dækker også sine his­toriske spor til og foregø­gler at udtrykke en hel og ubrudt his­to­rie. Mis­ter vi det kri­tiske blik på for­tiden, risik­er­er vi med andre ord, at byen i stedet for at være et pålideligt vidne om for­tid og fæl­lesskab, bliv­er en ube­hagelig svin­dler.

Byen som svindler

Den udvikling gen­nem­spiller Sebald også i Auster­litz, som han i øvrigt læste højt fra i Stuttgart dagen efter ind­vielses­tal­en. Roma­nens hov­ed­per­son har kun en dunkel forestill­ing om det land, Tysk­land, der om noget har præget hans eksis­tens som foræl­dreløst krigs­barn (hans jødiske foræl­dre blev dræbt af tyskerne). Den smule for­vent­ning, han møder lan­det med, da han rejs­er gen­nem det som vok­sen, er der­for farvet af kri­gens ødelæggelser, så det er med æng­stelig forun­dring, at han over­alt ser ”rene byer og lands­by­er, ryd­delige fab­riks­grunde og bygge­pladser, kærligt ple­jede haver”. Ord­nung muss sein. Men idyllen er ilde­varslende.

1280px-Nürnberg_panorama
Nürn­berg

At det skyldes samme dobbelthed i forhold­et mellem nuti­dens nydeligt genop­byggede byer og for­tidens udbombe­de ruin­by­er, som Sebald under­stregede i sin Stuttgart-tale, bliv­er tydeligt, da han lad­er Auster­litz stige af toget i Nürn­berg, denne ærketyske by, som Hitler gjorde til sit par­tis mødest­ed i 1930’erne, og som Auster­litz har hørt om under sit forudgående besøg i Prag. Uud­talt for­ven­ter han her at finde en nøgle til sin egen fam­i­liehis­to­rie, men da han stop­per op for at betragte bylivet og byens arkitek­tur møder der ham en his­torisk kulisse. Han kan ”intet­st­eds, hverken på hjørnekan­terne eller gav­lene, vin­dueskarmene eller ges­im­serne (…) få øje på en krum lin­je eller noget andet spor af den svundne tid”.

Svim­mel og util­pas vender han tilbage til banegår­den og rejs­er videre.

Efter hjemkom­sten til Eng­land støder han på en bog om There­sien­stadt-ghet­toen, hvor hans mor var interneret. Her læs­er han his­to­rien om den ”forskøn­nelsesak­tion”, som tyskerne i for­som­meren 1944 iværk­sat­te for at berolige det inter­na­tionale sam­fund i skikkelse af en udsendt Røde Kors-kom­mis­sion, der skulle under­søge, hvilke forhold jøderne lev­ede under. Man sat­te den gam­le fæst­nings­by fint i stand og sendte ”syv et halvt tusind af de min­dre præsentable per­son­er øst­på”, det vil for­mentlig sige til Auschwitz, således at There­sien­stadt ved kom­mis­sio­nens kon­trolbesøg frem­stod som ”et Potemkinkulis­seagtigt eldo­ra­do, der måske end­da for­drejede hov­edet på en del af sine beboere eller i hvert fald fyldte dem med visse forhåb­ninger”.

Sebald anty­der via sin pro­tag­o­nist, at ghet­toledelsen også forsøgte at for­dreje hov­edet på sig selv og på hjem­me­fron­ten ved at for­van­dle denne forgård til Auschwitz til den nydelig­ste by. Hvor­for skulle man ellers pro­duc­ere en film om begiven­heden, fun­der­er Auster­litz, da han er kom­met under vejr med, at der blev optaget en film i ghet­toen under titlen ”Før­eren skænker jøderne en by”. Her er byen som kon­cept og metafor strakt til det yder­ste. Titlen sig­nalerer en nåde­han­dling fra Hitler. Han skænker jøderne noget så fornemt som en by. Men i Sebalds optik, og som det vel står klart for alle bort­set fra rabi­ate Holo­caust­benægtere, er det ikke blot en fal­sk by, men en dødens by – et mor­bidt svin­del­num­mer.

Slagmarken som by

Hvor mellemkrigsti­dens mod­ernister som eksem­pelvis Alexan­der Döblin i Berlin Alexan­der­platz skil­drede byen med den forudgående ver­den­skrig som metaforisk fil­ter – alt­så byen som forestil­let slag­mark – er det i Auster­litz og hos Sebald generelt omvendt: Lejren og slag­marken er for­van­dlet til en forestil­let by. Krigshan­dlinger og folke­mord beskrives med den civilis­erede by som metaforisk fil­ter. Alt er velord­net og civilis­eret. Folk står op og går på arbe­jde om mor­ge­nen og kom­mer hjem om efter­mid­da­gen. Og kom­mer de ikke hjem, ja, så er det blot en min­dre drifts­forstyrrelse. Sys­temet kør­er videre. Byens prin­cip fun­ger­er også der, hvor vi pro­duc­er­er død og ødelæggelse.

Sebald skrev primært om for­tidens krige, men hans omvend­ing af forhold­et mellem by og slag­mark dækker også vigtige aspek­ter af nuti­dens krige. Er dronepi­lotens hverdag måske ikke langt tæt­tere på stor­by­funk­tionærens end på land­sknægtens? Og den menige sol­dat, i hvert fald den vestlige af slagsen, lever ikke på felt­fod eller plyn­dr­er almin­delige men­neskers hjem, når han er i krig, men indret­ter sig som en bed­ste­borg­er blandt andre bed­ste­borg­ere i et bylig­nende sam­fund.

Den forskyd­ning i vores brug af byen er inte­gr­eret i Sebalds værk­er og fork­lar­er for­mentlig, hvor­for han oplevede så stor pop­u­lar­itet i 2000’erne, ter­ror­frygtens og de nye kriges årti, hvor alene billedet af en skyskraber på bag­grund af en klar blå sep­tem­ber­him­mel vak­te ræd­sel. Men forbindelsen mellem ver­den­skri­gens ødelæggelser og den sen­mod­erne stor­byek­sis­tens er fak­tisk også udstukket i Auster­litz.

I stedet for 1800-tal­lets mon­u­men­ta­larkitek­tur hør­er vi i roma­nens slut­ning om finan­skap­i­tal­ens og infor­ma­tion­ste­knolo­giens kat­e­draler i glas og stål. Blandt andet i skikkelse af det nye franske nation­al­bib­liotek ved Seinens bred, der ”i hele sin ydre dimen­sioner­ing og indre kon­sti­tu­tion [er] men­neskeafvisende og på forhånd kom­pro­mis­løst mod­sat enhver sand læsers behov”, som Auster­litz skråsikkert erk­lær­er.

Bibliotheque_nationale_de_France
Det franske nation­al­bib­liotek

Men under sit Parisophold må han alligev­el derud og gøre sine studi­er. Her støder han på en gam­mel ven, der tager ham med op i et af bib­liotekets gigant­tårne. Her­fra skuer de ud over Paris som fra en felther­re­høj. Auster­litz oplis­ter de mange boule­varder i det fjerne, der er opkaldt efter Napoleons gen­eraler, men fokuser­er så på ter­rænet umid­del­bart foran og under bib­lioteket, ”det øde område mellem Gare d’Austerlitz’ rangert­er­ræn og Pont de Tol­bi­ac”. Her ”var der for eksem­pel indtil kri­gens slut­ning et stort lager, hvori tyskerne sam­lede alt det bytte, de havde hen­tet fra de pari­siske jøders boliger”, får Auster­litz oplyst af sin ven.

Dermed er der bun­det en sløjfe på hans – og Sebalds – rejs­er gen­nem de europæiske byer. Den nye infor­ma­tion­stid­salder har bru­talt dækket for­tidens for­bry­delser til eller givet dem en ny og menings­forstyrrende plads i his­to­rien. Det bib­liotek, der egentlig burde være en hel­lig­dom for viden og oplysning, skjuler i realiteten for­tidens spor og bliv­er i stedet et mon­u­ment over sig selv og sin egen læser­f­jendske tid; alt sam­men for­di vi som Frankrigs præsi­dent Mit­ter­rand, der lagde navn til det nye bib­liotek, er styret af vores ”vil­je til selv­fore­vigelse”.

Den slags mon­u­men­tal­isme var Sebald lodret imod, for­di den for ham var og blev for­bun­det med de mest aggres­sive og bru­tale sider af den europæiske his­to­rie, der blev ved med at kaste en skygge ind over hans liv.

Så hellere indrette sig i det halvve­js øde­lagte, i det anti­mon­u­men­tale og det midler­tidi­ge. Men alt dette blev lang­somt udgrænset og fjer­net fra de europæiske byer, efter­hån­den som de blev genop­bygget og fik til­fø­jet en ny tids mon­u­menter. Som mange af Sebalds egne yndlings­for­fat­tere endte han der­for selv med at søge Logi i et land­hus, som titlen lyder på én af hans essaysam­linger. Han slog sig ned i det tyn­dt befolkede Østeng­land, hvor han boede til sin død i 2001. Her kunne han gen­nem vin­duerne ”se den tomme luft”, akku­rat som i barn­dom­mens øde­lagte byer.

Kasper Kre­jberg er post­doc på Insti­tut for Æstetik og Kom­mu­nika­tion, Aarhus Uni­ver­sitet.