Austerlitz

I 1939 bliver den femårige Jacques Austerlitz sendt med Kindertransport til England, hvor han kommer til at bo ved en engelsk plejefamilie. Først meget senere i sit liv begynder arkitekturhistorikeren Austerlitz at optrevle sin egen fortid næsten halvtreds år tidligere. Dette leder ham til Theresienstadt-ghettoen. Baggrund bringer i dag et uddrag af den danske oversættelse af W. G. Sebalds Austerlitz.

FOKUS: MED BYEN SOM VIDNE - Hvad kan byen fortælle os om den ver­den, som vi lever i? Hvad sker der, hvis vi udspørg­er den his­toriske og mod­erne by? I løbet af hele maj måned sæt­ter vi her på Bag­grund fokus på arkitek­tur, byer og byplan­lægn­ing. Vi har vi spurgt en række forskere og skriben­ter, hvad den mod­erne by, byud­viklinger og byten­denser kan fortælle os om vores liv, vores sam­fund, vores poli­tiske og sociale sit­u­a­tion og vores ver­den.


I aften­timerne og week­enderne, sagde Auster­litz, beg­y­n­dte jeg den­gang, i min gart­ner­med­hjælper­tid i Rom­ford, at stud­ere det næsten otte hun­drede tæt­tryk­te sider omfat­tende værk, som H.G. Adler, der hidtil havde været ukendt for mig, mellem 1945 og 1947 under de vanske­lig­ste betingelser dels i Prag, dels i Lon­don, havde for­fat­tet om indret­nin­gen, udviklin­gen og den interne organ­i­sa­tion af ghet­toen i There­sien­stadt og flere gange omar­be­jdet, før det udkom på et tysk for­lag i 1955. Læs­nin­gen, der lin­je for lin­je gav mig ind­b­lik i det, jeg ved mit besøg i fæst­nings­byen i min så godt som fuld­komne uvi­den­hed ikke havde kun­net forestille mig, gik uen­delig lang­somt for sig på grund af mine man­gel­fulde tyskkund­sk­aber, ja, sagde Auster­litz, jeg kunne godt sige, at den var næsten lige så svær for mig som en dechifrering af en ægyp­tisk eller baby­lonisk kile- eller teg­n­skrift. Stavelse for stavelse måtte jeg gætte mig til de i min ord­bog ikke opførte, fler­dobbelt sam­men­sat­te kom­posi­ta, der åben­bart fortløbende blev frem­bragt af tyskernes i There­sien­stadt alt­be­hersk­ende fag- og for­valt­ningssprog. Og når jeg omsider havde fun­det betyd­nin­gen af beteg­nelser og begre­ber som Barack­enbe­standteil­lager, Zusatzkosten­berech­nungss­chein, Bagatell­reparatur­w­erk­stätte, Menage­trans­portkolon­nen, Küchenbeschw­erde­or­gane, Rein­lichkeit­srei­he­nun­ter­suchung eller Entwe­sungsüber­sied­lung – Auster­litz artikulerede til min forun­dring disse tyske ord­sam­men­sæt­ninger uden nogen tøven og uden ringeste spor af accent – så måtte jeg, fort­sat­te han, med en lige så stor anstren­gelse prøve at indordne den af mig rekon­struerede præ­sump­tive betyd­ning i de pågældende sæt­ninger og i den videre sam­men­hæng, der hele tiden truede med at glide mig af hænde, for det første, for­di jeg ikke sjældent skulle bruge tiden helt til mid­nat til en enkelt side, og der gik meget tabt i denne langstrak­thed, for det andet, for­di ghet­tosys­temet i sin på en vis måde futur­is­tiske deformer­ing af sam­fund­slivet beholdt sin karak­ter af noget irreelt for mig, på trods af at Adler jo beskriv­er det til mind­ste detal­je og i hele dets fak­ticitet. Der­for forekom­mer det mig i dag util­giveligt, at jeg gen­nem så mange år, om end ikke forsætligt, så dog selv forhin­drede udforsknin­gen af min egen før­datid, og at det af den grund nu er blevet for sent at opsøge Adler, der boede i Lon­don til sin død i som­meren 1988, og at tale med ham om dette ekstrater­ri­to­ri­ale sted, hvor der på visse tid­spunk­ter, som jeg vist allerede har sagt en gang, sagde Auster­litz, var tvunget op mod tres tusind per­son­er sam­men på et are­al af næppe over en kvadratk­ilo­me­ter, indus­triledere og fab­rikan­ter, advokater og læger, rab­binere og uni­ver­sitet­spro­fes­sor­er, san­gerinder og kom­pon­is­ter, bankdi­rek­tør­er, køb­mænd, kon­tor­damer, hus­mø­dre, land­mænd, arbe­jdere og mil­lionær­er, folk fra Prag og det øvrige pro­tek­torat, fra Slo­vaki­et, fra Dan­mark og fra Hol­land, fra Wien og München, Köln og Berlin, fra Pfalz, Main­franken og West­falen, hvo­raf hver enkelt måtte klare sig med cir­ka to kvadrat­meter boli­gare­al, og som alle, hvis de på nogen måde var i stand til det, hen­holdsvis indtil de, som det hed, blev ind­vognet og sendt videre øst­på, var forpligtet til uden ringeste ved­er­lag at arbe­jde i en af de man­u­fak­tur­er, Afdelin­gen for Ekstern Økono­mi havde indret­tet i prof­it­sk­abende øjemed, på ban­dag­istværk­st­edet, i læder­ate­lieret, i galanterivare­pro­duk­tio­nen, i træsåls- og okse­huds­ga­lochefrem­still­in­gen, i kulsvideri­et, ved tilvirknin­gen af under­hold­ningsspil som mølle, ludo og hat over hat, ved glim­merspalt­nin­gen, i kan­in­hårsklip­peri­et, ved blæk­støvpå­fyld­nin­gen, ved SS’s silke­ormeavl eller i de tal­rige virk­somhed­er til internt brug, i tøjkam­meret, dis­trik­t­slappestuen, i udsal­gene, på klude­lageret, i bogreg­istrerings­grup­pen, i køkken­bri­gaden, kartof­fel­skræl­leri­et, knogle­forar­be­jdelsen eller på madraskon­toret, i syge- og patient­tjen­esten, ved desin­fek­tio­nen eller gnaver­bekæm­pelsen, i kvarter­an­vis­nin­gen, i cen­tralper­son­reg­is­teret, i selv­for­valt­nin­gen, der havde sit sæde i Kaserne BV, kaldet ”Slot­tet”, eller i god­strafikken, der inden for murene opretholdtes med et sam­men­su­ri­um af de mest forskel­li­gart­ede kær­rer og med cir­ka fire dusin gam­meldags ligvogne, som man fra pro­tek­toratets ned­lagte land­kom­muner havde skaf­fet til There­sien­stadt, hvor de med to mand spændt for vogn­stan­gen og fire til otte til at skubbe bag­på og tage fat i egerne bevægede sig gen­nem de overfyldte gad­er, mærke­lige sva­jende køretø­jer, hvis bema­l­ing i sort og sølv snart skallede af, og hvis ram­ponerede over­bygninger blev groft savet væk, de høje kuske­bukke og kro­ne­ta­gene, der var båret af drejede søjler, indtil de med kalk­farve num­mer­erede og påskrevne under­dele knap nok lod det oprindelige for­mål ane, et for­mål, sagde Auster­litz, som de dog også tit stadig tjente, for en betragtelig del af det, der dagligt skulle trans­porteres i There­sien­stadt, var de døde, hvo­raf der altid var mange, for­di den høje befolkn­ingstæthed og den man­gel­fulde ernæring gjorde infek­tion­ssyg­domme som skar­la­gens­feber, enteri­tis, dif­teri, gul­sot og tuberku­lose umulige at ind­dæmme, og for­di gen­nem­snit­salderen hos de fra Rig­som­rådet til ghet­toen trans­porterede per­son­er var over halvf­jerds år, og disse per­son­er, som man inden deres bort­sendelse havde foregø­glet noget om et behageligt bøh­misk luftkurst­ed ved navn There­sien­bad med smukke haver, prom­e­nadesti­er, pen­sion­ater og vil­laer, og som i mange til­fælde var blevet over­talt eller tvunget til at under­skrive såkaldte ple­je­hjem­skøbekon­trak­ter til en nominel vær­di af op til firs tusind rigs­mark, som følge af sådanne pånød­ede illu­sion­er ankom helt fork­ert udstyret til There­sien­stadt, i deres bed­ste tøj og med baga­gen fuld af alle mulige ting og mem­o­ra­bili­er, som var helt ubrugelige i lejren, og tit var ned­brudt på sjæl og leg­eme allerede ved ankom­sten, ikke læn­gere her­rer over deres sanser, delir­erende, uden erindring sågar om deres eget navn, og i deres svækkede til­stand enten slet ikke eller kun i nogle dage over­levede den såkaldte ind­slus­ning, hen­holdsvis på grund af den ekstreme psykopatiske ændring af deres væsen, en slags virke­ligheds­f­jern infan­til­isme, for­bun­det med tab af tale- og han­dleev­nen, straks blev anbragt på den psyki­a­triske afdel­ing, der havde til huse i Kavalerkaser­nens kase­mat, hvor de så, under de rådende gru­fulde forhold, i reglen gik til grunde efter en eller to ugers for­løb, hvilket betød, selv om der i There­sien­stadt ingen man­gel var på læger og spe­cial­is­ter, der tog sig af deres med­fanger, så godt de kunne, og på trods af dampdesin­fek­tionskedlerne på maltkøllen i det tidligere bryghus og de af kom­man­dan­turen i den store kamp mod luse­pla­gen indret­tede cyan­brin­te­gaskam­re og andre hygiejne­forhold­sre­gler, at antallet af døde – hvad der jo på den anden side også, sagde Auster­litz, svarede helt til hen­sigten hos ghet­toens øver­ste her­rer – bare i de ti måned­er mellem august 1942 og maj 1943 steg til langt over tyve tusind, så sned­keri­et i den tidligere rideskole ikke læn­gere kunne frem­stille bræd­dek­ister nok, og der i cen­tral­ligkam­meret i kase­mat­ten ved udfald­sporten til vejen mod Bohu­se­vice under­tiden lå mere end fem hun­drede afdøde i flere lag oven på hinan­den, og de fire oliefyrede for­brænd­ingsovne i kre­ma­to­ri­et, som blev holdt i døgn­drift og arbe­jd­ede i cyk­ler på hver fyrre min­ut­ter, blev belastet til over­grænsen for deres kapacitet, sagde Auster­litz, og dette, fort­sat­te han, i grun­den kun til liv­sud­slukkelse bereg­nede interner­ings- og tvangsar­be­jdssys­tem i There­sien­stadt, hvis af Adler rekon­struerede struk­tur­plan reg­ulerede samtlige funk­tion­er og kom­pe­tencer med van­vit­tig for­valt­ning­steknisk iver, lige fra ind­sæt­nin­gen af hele brigad­er ved bygnin­gen af stik­ba­nen fra Bohu­se­vice ind i fæst­nin­gen og ned til den enlige tårn­vægter, der skulle holde urvær­ket i den afspærrede katolske kirke i gang, dette sys­tem skulle der hele tiden holdes opsyn med og aflægges sta­tis­tisk reg­n­skab for, især hvad det sam­lede antal ghet­to­be­boere angik, en ual­min­delig kost­bar for­ret­ning, langt ud over det civilt nød­vendi­ge, når man tænker på, at der til stadighed ankom nye trans­porter og regelmæs­sigt fandt udmøn­stringer sted til videre­sendelse med doku­ment­påteg­nin­gen R.n.e. – Rück­kehr nicht erwün­scht, tilbageven­den ikke øns­ket, hvor­for da også de ans­varlige i SS, for hvem talmæs­sig kor­rek­thed hørte til de højeste prin­cip­per, flere gange lod gen­nem­føre folketællinger, en gang sågar, sagde Auster­litz, den 10. novem­ber 1943, i Bohu­se­vice-dalen uden for fæst­ningsmurene på en åben mark, hvor hele ghet­toens befolkn­ing – børn, gam­le og syge, der bare halvve­js var i stand til gå, ikke und­taget – måtte marchere ud efter allerede i mor­gen­gryet at være trådt an i bolig­blokkenes gårde, og hvor man dernæst, bevogtet af bevæb­nede gen­darmer, opstil­let i blok­for­ma­tion bag num­mer­erede træ­tavler, ude af stand til at træde ud af geled­det bare et par min­ut­ter, var tvunget til at vente hele dagen under de råkolde tågesky­er på SS-folkene, der klokken tre endelig ind­fandt sig på deres motor­cyk­ler, indledte tællepro­ce­duren og efter­føl­gende gen­tog den end­nu to gange, før de, da det var ved at være tid til aftens­maden, for­måede at over­be­vise sig om, at det fremkomne slutre­sul­tat, lagt til antallet af de få tilbage­blevne inden for murene, virke­lig svarede til det af dem for­mod­ede antal på fyrre tusind et hun­drede fem og fyrre, hvorefter de skyn­d­somt kørte der­fra igen og således helt glemte at give befal­ing til tilbage­march, så at denne men­neskemængde på mange tusind alt­så denne grå 10. novem­ber blev stående i Bohu­se­vice-dalen til langt ind i mørknin­gen, gen­nem­blødt til skindet og i tilt­a­gende ophid­selse, bøjet og sva­jende som et rørkrat under de reg­n­fyldte vin­d­stød, der nu fejede hen over lan­det, indtil de omsider, drevet af en bølge af panik, strømmede tilbage til byen, som de aller­fleste kun var kom­met ud af denne ene gang siden deres over­fly­t­ning, og i hvilken der nu snart, sagde Auster­litz, efter det nye års beg­y­n­delse, med hen­blik på den i for­som­meren 1944 forestående, af Rigets bestem­mende instanser som en gun­stig lej­lighed til dis­simu­ler­ing af depor­ta­tionsvæsenet betragt­ede besøg af en Røde Kors-kom­mis­sion, blev taget skridt til den såkaldte forskøn­nelsesak­tion, i løbet af hvilken ghet­to­be­boerne i SS’s regi fik et enormt saner­ing­spro­gram at bestride: græs­plæn­er, spad­ser­esti­er og en urnelund med kolum­bar­i­um blev anlagt, der blev opstil­let park­bænke og skilte, som på tysk man­er var smykket med mor­somme udskæringer og blom­s­teror­na­menter, over tusind rosen­buske blev plantet, en vuggestue og en børne­have udstyret med pyn­te­fris­er, sand­kass­er, soppe­bassin og kar­ruseller, og den tidligere biograf OREL, der hidtil havde fun­geret som fat­tigk­varter for de æld­ste ghet­to­be­boere, og hvor den kæm­pemæs­sige lysekro­ne stadig hang ned fra loftet i det dys­tre rum, blev på få uger ombygget til en kon­cert- og teater­sal, mens der andet­st­eds, med ting fra SS’s varema­gasin­er, åbnedes for­ret­ninger med levnedsmi­dler og hus­geråd, herre- og dameekviper­ing, skotøj, linned, rejseartik­ler og kuf­fer­t­er; også et rekreation­sh­jem fandtes nu, et bede­hus, et lånebib­liotek, en gym­nas­tik­sal, en post- og pak­keek­s­pedi­tion, en bank, hvis direk­tion­skon­tor var udstyret med en slags felther­reskrive­bord og et klub­stolemøble­ment, samt en cafe, foran hvilken man med para­soller og klap­stole skabte en kurst­ed­sat­mos­fære, der ind­bød de for­bipasserende til at slå sig ned, og således var der ingen ende på forbedrings- og forskøn­nelsesak­tiviteterne, der blev savet, ham­ret, malet og lak­eret, indtil tid­spunk­tet for besøget var rykket nær og There­sien­stadt, efter at man igen, midt i alt postyret, så at sige som udtyn­d­ing havde sendt syv et halvt tusinde af de min­dre præsentable per­son­er øst­på, var for­van­dlet til et Potemkinkulis­seagtigt eldo­ra­do, der måske end­da for­drejede hov­edet på en del af sine beboere eller i hvert fald fyldte dem med visse forhåb­ninger, og hvor kom­mis­sio­nen, bestående af to danskere og en schweiz­er, da den efter en af kom­man­dan­turen helt præ­cist udar­be­jdet tid- og sted­plan blev dirigeret rundt gen­nem gaderne og betrådte de rene, tidligt om mor­ge­nen med sæbe­lud skurede for­tove, med egne øjne kunne se, hvilke ven­lige og til­fredse men­nesker, forskånet for kri­gens ræd­sler, der her kiggede ud ad vin­duerne, hvor nydeligt de alle var klædt, hvor godt de få syge blev pas­set, hvor­dan man udlev­erede anstændig for­ple­jn­ing på porcelæn­stallerkn­er og brø­dra­tio­nen blev uddelt med hvide drejl­shandsker, hvor­dan opslag på hvert gade­hjørne ind­bød til idræt­sarrange­menter, kabareter, teater­forestill­inger og kon­cert­er, og hvor­dan byens befolkn­ing ved fyraften i tusind­vis strømmede ud på fæst­nin­gens skanser og bas­tion­er og promenerede i den friske luft, næsten lige­som glo­be­trot­tere på en oce­an­damper, et alt i alt beroli­gende skue­spil, som tyskerne efter besøgets afs­lut­ning, om det nu var i pro­pa­gan­daø­jemed eller til legit­imer­ing over for sig selv af hele frem­gangsmå­den, lod fastholde i en film, der, som Adler fortæller, sagde Auster­litz, så sent som i 1945, da en stor del af de med­virk­ende i den ikke læn­gere var i live, blev under­lagt med jødisk folke­musik, og hvo­raf der efter kri­gens afs­lut­ning skal have befun­det sig en kopi i den britiske besæt­telses­zone, en kopi, som han, Adler selv, sagde Auster­litz, dog aldrig fik at se, og som nu åben­bart helt og hold­ent er forsvun­det. I månedsvis, sådan sagde Auster­litz, søgte jeg via Impe­r­i­al War Muse­um og på andre sted­er forgæves efter fin­ger­peg om, hvor denne film kunne være, for selv om jeg jo før min afre­jse fra Prag tog ud til There­sien­stadt, og trods Adlers med så stor omhu ned­fæld­ede og af mig til sid­ste fod­note stud­erede beretning om forhold­ene der, var det umuligt for mig at tænke mig tilbage til ghet­toen og at forestille mig, at Agá­ta, min mor, skulle have været det sted den­gang.”

Auster­litz er udgivet på det danske for­lag Tiderne Skifter, der i juni udgiv­er W. G. Sebalds Luftkrig og lit­ter­atur og genud­giv­er Auster­litz i efteråret. Læs om Auster­litz på Tiderne Skifter: her.

Scroll til toppen