Surferbyen — om modernitet og urban rekreation

Copy­right — Frank Wegen­er — CC BY-ND 2.0

Byen bruges som aldrig før. Fra København til Barcelona, fra Sydney til New York, fyldes byens offentlige rum i højere og højere grad af folk der løber, cykler, ruller, spiller bold, danser, leger, dyrker fitness eller lignende. Klaus Eskelund kigger på modernitetens by — surferbyen.

FOKUS: MED BYEN SOM VIDNE - Hvad kan byen fortælle os om den ver­den, som vi lever i? Hvad sker der, hvis vi udspørg­er den his­toriske og mod­erne by? I løbet af hele maj måned sæt­ter vi her på Bag­grund fokus på arkitek­tur, byer og byplan­lægn­ing. Vi har spurgt en række forskere og skriben­ter, hvad den mod­erne by, byud­viklinger og byten­denser kan fortælle os om vores liv, vores sam­fund, vores poli­tiske og sociale sit­u­a­tion og vores ver­den.

Engang måtte græs­set ikke betrædes i byparken. Der var små skilte på plæn­erne, der for­bød det, og der var patrul­jerende opsyns­mænd til at hånd­hæve for­bud­det. Skulle man den­gang dyrke rekreativ aktivitet på grønne plæn­er, var man hen­vist til den pri­vate have eller idræts­forenin­gens idræt­san­læg. I byparken var stian­lægget til at spad­sere på, bænkene til at sid­de på og de grønne plæn­er til at nyde på afs­tand. Der var godt nok leg­e­pladser i mange bypark­er, men der måtte hverken leg­es eller spilles bold på de grønne plæn­er. Kun i drømme kunne det lade sig gøre, som i børnebo­gen Palle alene i ver­den fra 1942, hvor Palle drøm­mer, at han er helt alene i ver­den, og der­for kan tillade sig at gå på græs­set henne i byparken, lige ved siden af for­budsskil­tet.

Sådan var det engang. I dag er det — med nuti­dens fokus på sund­hed, pulserende byliv og fysisk aktivitet — blevet et ide­al, ikke bare at græs­set gerne må betrædes, men nærmest at det skal betrædes. Og nogle af dem, der for alvor kan siges at leve op til ide­alet, er tidens park­ou­rudø­vere. De springer fra tag til tag, og bevæger sig i fuldt fir­spring på byens mure, bænke, trap­per og gelæn­dere. Kon­trasten er skærende: Fra dati­dens bed­ste­borg­er, der sund­ede sig på parkens bænk, til nuti­dens park­ou­rudøver, der bruger bænken som red­skab for en række kreative bevægelser.

Byen er kom­met i rekreativ bevægelse som aldrig før. Fra Køben­havn til Barcelona, fra Syd­ney til New York. Byens offentlige rum fyldes i højere og højere grad af folk der løber, cyk­ler, ruller, spiller bold, danser, leg­er, dyrk­er fit­ness eller lig­nende. For 50 år siden var det et særsyn at se en jog­ger i byens rum. Man blev den­gang nærmest betragtet som tos­set, hvis man løb i byens offentlige rum. I dag vrim­ler det med løbere. I Dan­mark er det 31% af befolknin­gen, der dyrk­er motion­sløb. Der er tale om en gener­el frem­gang for den såkaldte u- eller selvorgan­is­erede idræt, som i løbet af de sid­ste 50 år har udfor­dret de tra­di­tionelle og stan­dard­is­erede idræts­former – både organ­isatorisk og facilitetsmæs­sigt.

Byens idræt er ikke i samme grad som tidligere koblet til en egentlig facilitet, men er i højere grad blevet en aktivitet, der kan foregå hvor som helst. Eksem­pelvis når løberen trækker i løbeskoene og gør byens rum til en løbe­bane – eller når byens rum bliv­er til en park­our­bane, hvilket sker når byens bænke, gelæn­dere, trap­per, mure og tage kom­mer til at udgøre en urban forhin­drings­bane. Sam­tidig har typen af idræts­fa­ciliteter også ændret sig. Der er kom­met nye sted­er mellem, indeni og oven­på byens huse, der er tiltænkt idræt­slig bevægelse. Havnebade dukker op i takt med at mange byers indus­tri­havne bliv­er til livsstil­shavne. Der anlægges flere og flere fit­ness­cen­tre både indendørs og udendørs. På arbe­jd­splad­sen hænges bok­se­bolde op, på byens pladser og plæn­er anlægges fit­nessin­stal­la­tion­er og i gam­le udt­jente indus­tri­haller fly­t­ter indendørs fod­bold­baner eller cross­fit-miljøer ind. Byens rum for bevægelse udforskes og for­tolkes på en ny måde. Søgnin­gen og tilret­telæggelsen af aktiv krop­sud­fold­else i den tætte by er taget til, og det aktivt rekreerende men­neske syn­lig­gøres i højere grad end tidligere i bybilledet. Hvor græs­set ikke måtte betrædes førhen, er der nu bevægelse.

Et billede på moderniteten

Som filosof­fen Gilles Deleuze udtrykker det et sted, så kan over­gan­gen fra et mod­erne til et post­mod­erne sam­fund ses rent krop­skul­turelt, ved at idræt­ten for­lad­er banerne og hallerne og bliv­er mere og mere bølgeori­en­teret i forhold til åbne rum. Nyere idræt­ter som fx surf­ing, skat­ing og park­our han­dler ikke så meget, som det har gjort ved ældre idræts­grene om at udfolde en krop­slig kraft inden­for stan­dard­is­erede ram­mer og hermed under­lægge sig en bestemt stan­dard, men om at sætte sig i bevægelse og vise beherskelse i mere fly­dende omgivelser. Det kan være byen eller havet. Byen er for skateren og park­ou­rudøv­eren, hvad havet er for surfer­en. De er city­surfere. I byen er det bare hårdt mate­ri­ale, der udgør bøl­gerne. Og på lig­nende vis kan man karak­teris­ere andre af tidens pop­ulære idræt­sak­tiviteter som løb og fit­nesstræn­ing, når disse foregår i byrum­met, som værende mere og mere ori­en­teret mod byens bøl­ger. Ja, man kan karak­teris­ere mere og mere af bylivet i al almin­de­lighed, til at være blevet mere bøl­ge­ori­en­teret.

Med soci­olo­gen Zyg­munt Bau­mans begreb om fly­dende moder­nitet kan man sige, at nuti­dens park­ou­rudø­vere, eller i det hele taget idræt­sudøv­eren i byens åbne rum, bliv­er et billede på en mere og mere udbredt måde at forholde sig til en fly­dende mod­erne ver­den.

Vi lever mere og mere i en surfer­by. Som surfer­en der lig­ger i van­det og spe­jder efter gode bøl­ger at koble sig på, således for­mer det mod­erne byliv sig mere og mere. Det gælder om at finde gode bøl­ger at ride på, udnytte dem så længe der er mulighed­er i dem og derefter søge mod nye bøl­ger, inden de gam­le løber ud i sandet. Sådan gælder det i sti­gende grad rekreation­slivet, og sådan gælder det også pro­duk­tion­slivet – og livet i al almin­de­lighed.

Ord som kreativitet, leg og flek­si­bilitet er blevet buzz­words også i forhold til arbe­jd­slivet. Danske LEGO har fx udviklet et kon­cept, hvor virk­somhed­er tilby­des inno­va­tion­skurs­er i Seri­ous Play, byer bran­der sig som leg­ende eller kreative byer og nuti­dens man­age­mentsprog er generelt præget af en hersk­ende lege- og kreativitets­diskurs bl.a. med surf-metafor­er som cen­tralt omdrejn­ingspunkt. Det sid­ste gør fx kul­tur­geografen Nigel Thrift opmærk­som på i The Rise of Soft Cap­i­tal­ism fra 1997. Nye veje. Nye ideer. Bevægelse og kreativitet. Surf­ing. Eller som en kendt aus­tral­sk surf-reporter Tim Bak­er udtrykker det i bogen High Surf fra 2007: ’Surf­ing seems to be the image, metaphor and recre­ation of choice for our times.’ Og sam­tidig undr­er han sig: ’Why surf­ing? Why now?

Surfing som kompleksitetshåndtering

Blandt sur­fende hip­pi­er i 1970’erne var surf­ing en spir­ituel aktivitet og et billede på frigørelse fra det kap­i­tal­is­tiske sam­funds fremmedgørelse. Et billede på en umid­del­bar væren i nuet.

Hvad surf­ing imi­dler­tid er blevet et billede på i dag, er mere en måde at håndtere tidens kap­i­tal­is­tiske krav. Surf­ing er blevet et billede på suc­ces­fuld hånd­ter­ing af den kom­plek­sitet nuti­dens kap­i­tal­is­tiske sam­fund stiller men­nesker over­for. At nav­igere på et arbe­jds­marked præget af pro­jek­tan­sæt­telser og pro­jek­tkul­tur kræver gode surfer­e­gen­sk­aber, lige­som det kræver gode surfer­e­gen­sk­aber at nav­igere i et fritid­sliv hvor skif­tende rekreative mulighed­er hele tiden byder sig til. At være surfer vil i den sam­men­hæng sige, at man hele tiden er tilst­ede i mange nu’er. Det vil sige, at man hele tiden skal koble sig til pro­jek­ter, kaste egne pro­jek­ter ud, ride med på bøl­gerne og få bevægelser på den enkelte bølge til at se godt ud. Det han­dler om hånd­ter­ing af sam­fun­dets kom­plek­sitet på en måde, der får det hele til at se leg­ende let ud.

Som Luc Boltan­s­ki og Evé Chi­a­pel­los beskriv­er det i The New Spir­it of Cap­i­tal­ism fra 1999, er det kende­teg­nende for nuti­dens kap­i­tal­isme, at det er en kreativ og pro­jek­to­ri­en­teret etos der får men­nesker til at kaste sig ind i kap­i­tal­is­mens pro­duk­tion­shjul. Tidens etos foreskriv­er, at det er som pro­duk­tiv og kreativ surfer, man realis­er­er sig selv som men­neske.

Vindere og tabere

Nogle men­nesker gør det godt som kreative surfere. De fanger den ene gode bølge efter den anden. De er tidens vin­dere. Andre men­nesker gør det ikke så godt. De bliv­er fanget af bøl­gernes indre cen­trifu­gale kræfter og kastes des­ori­en­teret rundt. De er tidens tabere.

En ny social del­ing er på spil. Tidens vin­dere er dem, byforskeren Richard Flori­da kalder for den kreative klasse. Det er dem der er idésk­abende og pro­duc­er­er ny viden. Vin­derne er de flek­si­ble, omstill­ingsparate, selvstyrende, netværk­sori­en­terede og åbensind­ede. Vin­derne skal kunne se ver­den som en ver­den af mulige forbindelses­lin­jer og skal som en kun­st­ner være tryg ved fly­dende process­er. Omvendt er taberne dem, der ikke for­mår at omstille sig og koble sig op til de rette netværk. Taberne er dem, der ikke ser mulighed­erne. Taberne er dem der har for fastlåste forestill­inger om ver­den og vægter tryghed for højt i forhold til fri­hed. Taberne er dem, der bliv­er usikre i fly­dende process­er.

Koblet til den urbane rekreation er vin­derne dem der for­mår at sætte sig selv i bevægelse og holde den slanke lin­je. Det er dem, der for­mår at leve op til statens KRAM-anbe­falinger som om det var deres egne krav til sig selv. Vin­derne ses i byen løbe marathon og dyrke fit­ness og det må gerne se leg­ende let ud – sådan lidt park­ouragtigt. Typisk bosæt­ter vin­derne sig i områder for sig selv og bevæger sig i områder for sig selv. De bevæger sig bl.a. i byernes revi­talis­erede midt­by­er, på havne­fron­ter og i de bynære skove – på moun­tain­bike. Det er de velud­dannede med gode løn­ninger der bevæger sig mest. Den kreative klasse er også den rekreative klasse. Taberne der­i­mod, er typisk min­dre godt uddan­net og de for­mår ikke at sætte sig selv i bevægelse på samme måde. De skubbes ud i byernes per­iferi — til sociale bolig­byg­gerier i forstaden og et liv på kan­ten af KRAM-anbe­falingerne. For fed kost (K), for meget røg ®, for meget alko­hol (A) og for lidt motion (M). Taberne er dem der gang på gang væl­ger fork­ert og ikke fly­t­ter sig fra de gode inten­tion­ers sofa­land­skab foran fjerneren og ud i byens bøl­gende bevægelses­liv. De kan ikke lade skålen med peanut­nød­der stå. De fristes over evne og bliv­er der­for tabere i deres eget selv­forhold.

Fedme bliv­er i denne optik et tydeligt tegn på man­glende evne til at realis­ere egne plan­er og måske vor tids tydelig­ste tegn på en taber­men­tal­itet.

Just do it!

Surfer­byens sociale del­ing rejs­er et spørgsmål om fri­he­dens karak­ter. En masse for­tidi­ge hin­dringer er ryd­det af vejen. Græs­set må gerne betrædes nu. Du kan frit bevæge dig over­alt. Du kan frit skrive din egen biografi. Eller næsten frit, for det er bedre at skrive et marathon på CV’et end det er, at hygge sig (for meget). I surfer­byen er der stadig mass­er af social kon­trol. Det ser umid­del­bart mere frit og leg­ende ud det hele, men der er også meget konkur­rence og for­agt i det skjulte. Det hele er ikke så leg­ende let som det ser ud. Det kræver blod, sved og tår­er at frem­stå som en leg­ende suc­ces, men det kom­mu­nikeres ofte ikke særligt tydeligt. Det må man selv finde ud af, og nogen har svært ved det.

Just Do It! – siger Nike. Bare kast dig ud det. Surfer­byen er de mange mulighed­ers by! Men det er også byen, hvor man nemt bliv­er des­ori­en­teret og mis­ter fokus. Det gør surfer­byen fri på en særlig måde, for men­nesker med en særlig form for selvdis­ci­plin. Men fri­he­den har også sine ofre. Ofrene er de bøl­geudu­elige.

Klaus Eskelund er post­doc., Insti­tut for Idræt og Bio­mekanik, Syd­dan­sk Uni­ver­sitet. Klaus Eskelund er aktuel med bogen Midt i en surfer­tid.