1440 — Det glatte og det stribede

Patchwork
Ukendt kore­an­sk kun­ster, 20. århun­drede. The Met­ro­pol­i­tan Muse­um of Art, Pub­lic Domain Ded­i­ca­tion (CC0)

Antikkens grækere skelnede mellem det uopdelte rum i de landlige egne og så det organiserede rum i bystaten. Vi er stadig vant til at tænke, at de to rum er forskellige. Men er de slet og ret modsætninger? Gilles Deleuze og Félix Guatteri beskriver, hvordan forholdet mellem det glatte og det stribede rum egentlig er.

FOKUS: MED BYEN SOM VIDNE - Hvad kan byen fortælle os om den ver­den, som vi lever i? Hvad sker der, hvis vi udspørg­er den his­toriske og mod­erne by? I løbet af hele maj måned sæt­ter vi her på Bag­grund fokus på arkitek­tur, byer og byplan­lægn­ing. Vi har spurgt en række forskere og skriben­ter, hvad den mod­erne by, byud­viklinger og byten­denser kan fortælle os om vores liv, vores sam­fund, vores poli­tiske og sociale sit­u­a­tion og vores ver­den.


Det glat­te rum og det stribede rum, — det nomadiske rum og de bofastes rum, — det rum hvor krigs­mask­i­nen udvikler sig, og det rum der ind­s­tiftes af stat­sap­pa­ratet, — disse to rum er ikke af den samme beskaf­fen­hed. Men nogle gange kan vi markere en sim­pel mod­sæt­ning mellem de to slags rum.­ Andre gange må vi angive en langt mere kom­pleks forskel som bevirk­er at de ter­mer der er på den ene side af mod­sæt­nin­gen over­hovedet ikke er sam­men­faldende, og tilsvarende for den anden side. Og atter andre gange må vi minde os selv om at de to rum de fac­to kun eksis­ter­er i kraft af deres ind­byrdes blandinger: Det glat­te rum bliv­er uophørligt over­sat, over­ført på tværs, til et stri­bet rum; det stribede rum omven­des og over­gives kon­stant til et glat rum. I det første til­fælde bliv­er selv ørke­nen organ­is­eret; i det andet til­fælde er det ørke­nen der vin­der og vokser; og begge dele på en gang. Imi­dler­tid er disse de fac­to blandinger ingen hin­dring for en de jure dis­tink­tion, den abstrak­te dis­tink­tion mellem de to rum. Netop for­di der find­es en sådan dis­tink­tion, kom­mu­niker­er de to rum ikke med hinan­den på samme måde: Det er de jure dis­tink­tio­nen der bestem­mer hvilke for­mer en giv­en de fac­to bland­ing antager, og hvilken mening den har (er det et glat rum der er blevet opfanget og omslut­tet af et stri­bet rum, er det et stri­bet rum som opløs­es i et glat rum, som lad­er sig omslutte af et glat rum?). Der er alt­så en mængde sam­tidi­ge spørgsmål: de sim­ple mod­sæt­ninger mellem de to rum; de kom­plekse forskelle; de fac­to blandingerne og over­gan­gene fra det ene til det andet; årsagerne til blandin­gen som på ingen måde er sym­metriske, og som gør at man snart går fra det glat­te til det stribede, snart fra det stribede til det glat­te — i fuld­stændigt forskel­lige bevægelser. Vi må der­for se på et vist antal mod­eller der kan være som vari­able aspek­ter af de to rum og deres rela­tion­er.

Tek­nol­o­gisk mod­el - Et væv fremvis­er i prin­cip­pet et vist antal egen­sk­aber som tillad­er en at definere det som et stri­bet rum. Først og fremmest består det af to slags par­al­lelle ele­menter: I det mest enkle til­fælde er den ene slags lodrette og den anden slags van­drette, og de to krydser hinan­den, kryd­ses per­pendikulært. For det andet har de to slags ele­menter ikke samme funk­tion; den ene slags er faste, og den anden slags er bevægelige og går over og under de faste. Leroi-Gourhan har analy­seret fig­uren “smidi­ge faste leg­e­mer“1 i kurvemageri og vævn­ing: Sti­vere og vid­jer, trend og islæt.2 For det tred­je er et sådant stri­bet rum nød­vendigvis afgrænset, lukket, i mindst en side: Vævet kan være uen­deligt i læng­den, men ikke i bred­den som defineres af tren­dernes ramme; nød­vendighe­den af at kunne gå frem og så til­bage med­før­er et lukket rum (og de cirkulære eller cylin­driske fig­ur­er er i sig selv lukkede). Endelig synes et sådant rum fak­tisk nød­vendigvis at frem­ vise en vrang­side og en ret­side; selv når tren­dens og islæt­tens tråde er nøjagtig ens hvad angår beskaf­fen­hed, antal og tykkelse, genetablerer vævnin­gen en vrang­side ved at placere de tråde der har knud­er på, i den ene side. Er det ikke i forhold til alle disse egen­sk­aber Pla­ton kan bruge vævnin­gens mod­el som par­a­digme for den ‘fornemmeste viden­sk­ab’3, det vil sige kun­sten at regere men­neskene eller bet­jene stat­sap­pa­ratet?

Men blandt de smidi­ge faste pro­duk­ter er der fil­ten der går helt ander­ledes frem, som et antivæv. Den inde­bær­er ingen løs­nen af tråde, ingen kryd­sning, men blot en sam­men­fil­tring af fibre som find­er sted ved hjælp af valkn­ing (for eksem­pel ved skifte­vis at rulle fiberblokken frem og tilbage).

Det er fibrenes mikroskopiske skæl der fil­tres sam­men. En sådan forvik­lingsmængde er på ingen måde homogen: Imi­dler­tid er den glat, og den står punkt for punkt i mod­sæt­ning til vævets rum (den er de jure uen­delig, åben eller uaf­grænset i alle ret­ninger; den har hverken en vrang­side eller en ret­side, og heller ikke noget cen­trum; den angiv­er ikke faste og bevægelige leg­e­mer, men fordel­er snarere en kon­tin­uert vari­a­tion). Selv de teknologer der tvivler aller­mest på nomadernes inno­va­tion­sevne, hylder dem i det mind­ste for fil­ten: et prægtigt iso­ler­ings­ma­te­ri­ale, en genial opfind­else, et mate­ri­ale der både bruges til telte, påk­læd­ning og har­nisk hos turko-mong­ol­erne. Selvføl­gelig behan­dler nomaderne i Afri­ka og Maghreb snarere ulden som væv. Men selv om det måske kunne forskyde mod­sæt­nin­gen, vil man så ikke kunne finde to forskel­lige opfat­telser og tilsvarende to meget forskel­lige prak­s­is­former i forbindelse med vævnin­gen — en dis­tink­tion der min­der lidt om dis­tink­tio­nen mellem vævet selv og fil­ten? For hos de fast­boende har påk­læd­nin­gens væv og tæp­pernes væv en ten­dens til at lade det ubevægelige hus annek­tere snart leg­emet, snart rum­met uden­for: Vævet inte­gr­erer leg­emet og det uden­for i et lukket rum. Hvo­rimod  nomadens væv ind­skriv­er påk­læd­nin­gen og huset selv i rum­met uden­for, i det åbne glat­te rum hvor leg­emet bevæger sig.

Der er mange sam­men­fald og blandinger mellem fil­ten og vævnin­gen. Kan man ikke få mod­sæt­nin­gen til at glide end­nu engang? For eksem­pel strikker strikkepin­dene et stri­bet rum, og den ene strikkepind fun­ger­er som trend, den anden som islæt, men skifte­vis. Hvo­rimod hæk­lenålen teg­n­er et rum der er åbent i alle ret­ninger, og som kan for­længes over­alt, skønt dette rum stadig har et cen­trum. Men der er et mere betyd­nings­fuldt skel, nem­lig skel­let mellem broderi­et med dets cen­trale tema eller motiv og patch-wor­ket med dets side-om-side, dets uen­delige til­fø­jelser af på hinan­den føl­gende væv. Ganske vist kan broderi­et være usæd­van­ligt kom­plekst i sine vari­abler og kon­stan­ter, sine faste og bevægelige dele. Patch­wor­ket kan på sin side fremvise noget der svar­er til temaer, sym­me­tri­er, res­o­nans, som får det til at nærme sig broderi­et. Men alligev­el etableres rum­met over­hovedet ikke på samme måde her: Der er ikke noget cen­trum; et grund­mo­tiv (blok) er her sam­men­sat4 af et enkelt ele­ment; dette ele­ments stadi­ge tilbageven­den frigør nogle enestående ryt­miske værdier som må skelnes fra broderi­ets har­monier (navn­lig i crazy patch­work som sam­men­fø­jer stykker af skif­tende stør­relse, form og farve, og som spiller på vævningers tek­stur). “Hun havde været i gang med det i femten år og bar rundt på en uformelig, luv­-slidt brokade­taske med stumper af farvet stof i alle mulige facon­er. Hun kunne aldrig få sig selv til at sam­le dem i noget møn­ster; så hun fly­t­tede og tilpassede og grund­ede og tilpassede og fly­t­tede dem som stumperne i et tålmodigt pusle­spil mens hun forsøgte at få dem til at passe i et møn­ster eller at danne et møn­ster omkring dem uden at bruge sak­sen; hun glat­tede på de farvede rester med slappe, kit-farvede fin­gre og fly­t­tede om og om på dem.“5 Det er en amorf sam­ling af side­ordnede stykker som kan sam­les på uen­deligt mange måder: Vi ser at patch­wor­ket bogstavelig talt er et rie­mannsk rum, eller det er snarere omvendt. Der­for blev der etableret ganske særlige arbe­jds­grup­per i forbindelse med frem­still­in­gen af patch­work ( quilt­ing par­ties’ vigtighed i Ameri­ka, og deres rolle set ud fra en kvin­delig kollek­tivitets syn­spunkt). Patch­wor­kets glat­te rum vis­er i tilstrække­lig grad at ‘glat’ ikke bety­der homogent, tvær­ti­mod: Det er et amorft, ikke-formelt rum som fore­griber op art.

Quil­tens his­to­rie er særligt inter­es­sant i denne henseende. Man bruger ordet ‘quilt’ om to stykker stof eller væv der syes sam­men, og hvor man ofte læg­ger en foring imellem. Det er denne frem­gangsmåde der gør det muligt hverken at have en ret­side eller en vrang­side . Men hvis man føl­ger quil­tens his­to­rie i et kort migra­tions­for­løb (nybyg­gerne som for­lod Europa for at rejse til den nye ver­den), ser man at man går fra en formel hvor broderi­et dominer­er (de såkaldt “almin­delige” quil­ter), til en patch­work-formel (“app­lika­tion­squil­ter” og først og fremmest “quil­ter af sam­men­fø­jede styk­ker”). De første nybyg­gere i det 17. århun­drede bragte deres almin­delige quil­ter med sig, broderede og stribede rum af en usæd­van­lig skøn­hed, men hen mod slut­nin­gen af det 17. århun­drede udviklede de i stadig højere grad en patch­work­teknik, i første omgang på grund af man­glen på tek­stil­er (tilovers­blevne stumper af væv, stykker klip­pet ud af bruge tøj, rester hen­tet fra “udklip­sposen”), dernæst på grund af de indiske bomuldsvar­ers suc­ces. Det er som om et glat rum rev sig løs og for­lod et stri­bet rum, men ikke uden en kor­re­la­tion mellem de to, ikke uden at det ene blev gen­t­aget i det andet, for­længet gen­nem det andet, og dog med en kom­pleks forskel der sæt­ter sig igen­nem. Patch­wor­ket bliv­er — i overensstem­melse med migra­tionen, og med samme grad af nærhed i forhold til nomadis­men — ikke bare opkaldt efter ruter, men kom­mer til at ‘repræsen­tere’ ruter, bliv­er uadskil­leligt fra hastighe­den eller bevægelsen i et åbent rum.6

Musikalsk mod­el - Pierre Boulez var den første der udviklede en mængde sim­ple mod­sæt­ninger og kom­plekse forskelle, men også gen­sidi­ge, ikke­ sym­metriske kor­re­la­tion­er mellem det glat­te rum og det stribede rum. Han har skabt disse begre­ber og disse ord inden for det musikalske område og har netop defineret dem på flere niveauer for både at kunne fork­lare den abstrak­te dis­tink­tion og de konkrete blandinger. I den helt sim­ple udgave siger Boulez at en glat rumtid er noget man udfylder eller ind­tager [to ord for ét: occupe, o.a.] uden at tælle, og at en stri­bet rumtid er noget man tæller for at kunne udfylde eller ind­tage det. På den måde gør han det muligt at mærke eller percipere forskellen på ikke-metriske mang­foldighed­er og metriske mang­foldighed­er, på ret­ningsmæs­sige rum og dimen­sion­ale rum. Han gør dem lyd­mæs­sige og musikalske. Og hans per­son­lige værk er utvivl­somt kom­poneret ud fra disse rela­tion­er som skabes eller gen­sk­abes musik­alsk.7

På et andet niveau ville man sige at rum­met kan under­kastes to for­skellige slags snit: Det ene defineres af en stan­dard, det andet er uregel­mæssigt og ubestemt og kan effek­tueres hvor man vil. På end­nu et niveau ville man sige at frekvenserne kan forde­les i inter­valler, mellem snit, eller opde­les sta­tis­tisk, uden snit: I det første til­fælde vil man bruge ordet ‘modu­lo’ om det prin­cip der lig­ger til grund for snit og inter­valler, et prin­cip der kan være kon­stant og fast (et ret stri­bet rum), eller som kan være regel­mæssigt eller ure­gelmæs­sigt vari­erende (krumme stribede rum, fokuserede hvis mod­u­lo er regelmæs­sigt vari­erende, ikke-fokuserede hvis mod­u­lo er ure­gelmæs­sigt vari­erende). Men når der ikke er nogen mod­u­lo, er ind­delin­gen i frekvenser uden snit: Den er ‘sta­tis­tisk’, uanset hvor lille en stump af rum­met der er tale om; den  har imi­dler­tid stadig to aspek­ter, alt efter om opdelin­gen er lige (ikke-ret­nings­bestemt glat rum), eller om den er mere eller min­dre sjælden, mere eller min­dre tæt (ret­nings­bestemt glat rum). Kan man sige at der ikke er noget inter­val i det glat­te rum uden snit eller mod­u­lo? Eller er alt tvær­ti­mod ikke blevet inter­val, inter­mez­zo? Det glat­te er en nomos,8 mens det stribede altid har en logos, oktaven for eksem­pel. Det Boulez er optaget af, er kom­mu­nika­tio­nen mellem de to slags rum, deres ind­byrdes udskift­ninger og over­lejringer: Hvor­dan “et stærkt ret­nings­bestemt glat rum vil have en ten­dens til at falde sam­men med et stri­bet rum”; hvor­dan “et stri­bet rum hvor den sta­tis­tiske opdel­ing af anvendte tone­højder de fac­to er lige, vil have en ten­dens til at falde sam­men med et glat rum”; hvor­dan oktaven kan erstattes af “ikke-oktaviske skala­er” som repro­duc­eres ud fra et spi­ral­prin­cip; hvor­dan “tek­s­turen” kan bear­be­jdes på en sådan måde at den mis­ter sine faste og homo­gene værdi­er for i stedet at være med­virk­ende til glid­ninger i tem­po­et, forskyd­ninger i inter­vallerne, son art- eller lyd­kun­st-trans­for­ma­tion­er der kan sammenlig­nes med op art-trans­for­ma­tion­er.

For at vende tilbage til den sim­ple mod­sæt­ning, er det stribede dét der krydser faste og vari­able stør­relser, det der ord­ner dis­tink­te for­mer og sæt­ter dem i række­følge, og det der organ­is­er­er de van­drette melodil­in­jer og de lodrette har­moniske plan­er.9 Det glat­te er den kon­tin­uerte vari­a­tion, det er den fort­sat­te udvikling af for­men, det er fusio­nen mellem har­moni og melo­di til fordel for en frilægn­ing af egentligt ryt­miske værdier, den rene teg­n­ing af en diag­o­nal, tværs gen­nem den lodrette og den van­drette lin­je.

Mar­itim mod­el - Både i det stribede og i det glat­te rum er der naturligvis punk­ter, lin­jer og flad­er (og også volu­min­er, men det spørgsmål ser vi bort fra i denne sam­men­hæng). Men i det stribede rum synes lin­jerne, ruterne, at være under­ord­net punk­ter: Man går fra et punkt til et andet. I det glat­te er det omvendt: Punk­terne er under­ord­net banen. Hos nomaderne var det stadig vek­toren ‘bek­læd­ning-telt-uden­for’. Det er bost­edets underord­ning i forhold til for­lø­bet, det er det inden­for der tilpass­es det uden­for: tel­tet, igloen, båden. Både i det glat­te og i det stribede er der stand­sninger og baner; men i det glat­te rum er stand­snin­gen en følge af banen, også her er det inter­val­let der tager det hele, det er inter­val­let der er sub­stans (her­af føl­ger de ryt­miske værdier10).

I det glat­te rum er lin­jen alt­så en vek­tor, en ret­ning, og ikke en dimen­sion eller en metrisk bestem­melse. Det er et rum der kon­strueres af lokale oper­a­tioner  som  inde­bær­er ret­ningsæn­dringer. Disse ret­ningsæn­dringer kan skyldes selve for­lø­bets beskaf­fen­hed, som hos øhavets nomad­er (et eksem­pel på et ‘ret­nings­bestemt’ glat rum); men de kan  også skyldes den vari­abilitet der er i målet eller det punkt der skal nås, som hos ørke­nens nomad­er der går mod en lokal og midler­tidig veg­e­ta­tion (et ‘ikke-ret­nings­bestemt’ glat rum). Men ret­nings­bestemte eller ej, det glat­te rum er, navn­lig i det andet til­fælde, ret­ningsmæs­sigt, og ikke dimen­sion­alt eller metrisk. Det glat­te rum bliv­er udfyldt eller ind­taget af begiven­hed­er eller hacccei­teter, langt mere end af formede og opfat­tede ting. Det er et affek­ternes11 rum, snarere end et egen­sk­abernes rum. Det er en hap­tisk snarere end en optisk  per­cep­tion. I det  stribede rum organ­is­er­er for­merne en materie, i det glat­te sig­nalerer mate­ri­aler nogle kræfter eller fun­ger­er som symp­tomer for dem. Det er et inten­sivt snarere end et eksten­sivt rum, det er et afstan­denes og ikke et målenes rum. Det intense Spatium i stedet for Eksten­sio. Leg­eme uden organ­er i stedet for organ­isme og organ­is­er­ing. Per­cep­tio­nen består her af symp­tomer og eval­ueringer, snarere end af måleen­hed­er og egen­sk­aber. Der­for er det der udfylder eller ind­tager det glat­te rum, inten­siteterne, vin­dene og lydene, kræfterne og de tak­tile og lyd­mæs­sige kvalite­ter, lige­som i ørke­nen, på step­pen eller på isen.12 Isens krakeler­ing og sandets sang. Det stribede rum er der­i­mod dækket af himlen som måleen­hed og af de målelige visuelle kvaliteter der stam­mer der­fra.

Det er her det meget specielle prob­lem om havet kom­mer ind i bille­det. For havet er det glat­te rum par excel­lence, men blev alligev­el som det tidlig­ste kon­fron­teret med kravene om en mere og mere streng afstrib­n­ing. Prob­lemet er ikke aktuelt i nærhe­den af land­jor­den. Det er tvær­ti­mod i den over­søiske skib­s­fart afstrib­nin­gen af havene find­er sted. Det mar­itime rum bliv­er stri­bet som en funk­tion af to frem­skridt, et astronomisk og et geografisk: Punk­tet som man når frem til via en mængde udreg­ninger ud fra en præ­cis obser­va­tion af stjern­erne og solen; kor­tet som krydser merid­i­an­erne og de par­al­lelle lin­jer, længde­graderne og bred­de­graderne, og på den måde kvadr­erer de kendte eller ukendte områder (som en Mendele­jev-tavle). Skal man følge den por­tugi­siske antagelse og sætte tiden omkring 1440 som det vendepunkt der mark­er­er en første afgørende afstrib­n­ing og mulig­gør de store opdagelser? Vi vil hellere tilslutte os Pierre Chaunu der taler om et langt tid­srum [longue duree, o.a.] hvor det glat­te og det stribede støder sam­men på havet, og hvor afstrib­nin­gen etableres lidt efter lidt.13 For før den meget sene ind­føring af længde­grad­er var der en omfat­tende empirisk og kom­pleks nomadisk nav­i­ga­tion baseret på havets vin­de og støj, dets farv­er og lyde; og derefter var der en ret­ningsmæs­sig, præas­tronomisk og allerede astronomisk nav­i­ga­tion — den arbe­jd­ede med en oper­a­tiv geo­metri der stadig kun oper­erede med bred­de­grad­er uden mulighed for at “tage bestik” [faire le point, omtrent: ‘finde punk­tet’, o.a.], og den havde ikke rigtige kort, men kun beskriv­elser af havne og kys­ter, uden “oversæt­telig gen­er­alis­er­ing”; og endelig var der nogle forbedringer af denne primi­tive astronomiske nav­i­ga­tion under de meget særlige omstændighed­er der er under det Indiske oceans bred­de­grad­er, og senere i Atlanter­havets ellip­tiske kred­sløb (rette og krumme rum14). Det er som om havet ikke alene har været alle de glat­te rums arketype, men også var det første af disse rum der blev udsat for en afstrib­n­ing som vandt frem lidt efter lidt, og som gjor­de det kvadr­eret her og der, fra den ene side og så fra den anden. Han­delsbyerne del­tog i denne afstrib­n­ing og var ofte fornyende, men det var kun stater­ne der var istand til at fuldende den og løfte den op på et glo­balt, “viden­sk­ab­spoli­tisk“15 niveau. En dimen­sion­alitet som under­ordnede eller over­lejrede ret­ningsmæs­sighe­den blev i stadig højere grad ind­ført.

Det er utvivl­somt af denne grund at havet, det glat­te rums arketype, også blev arketypen for alle afstrib­ningerne af det glat­te rum: afstribning­en af ørke­nen, afstrib­nin­gen af luften, afstrib­nin­gen af stratos­færen (der får Vir­ilio til at tale om en “lodret kystlin­je” som en ret­ningsæn­dring). Det var i første omgang på havet man tæmmede det glat­te rum og fandt en mod­el for indret­ning og ind­førelse af det stribede — en mod­el som siden hen også blev brugt andre sted­er. Dette mod­siger ikke Vir­il­ios anden hypotese: Efter at det er blevet stri­bet, genind­før­er havet en slags glat rum som udfyldes eller ind­tages af en fleet in being, og derefter af den strate­giske ubåds evige bevægelse som over­skrid­er enhver kvadrering og opfind­er en neonomadis­me der tjen­er en krigs­mask­ine som er end­nu mere foruroli­gende end de stater der genetablerer den ved deres afstrib­ningers grænse. Havet, og der­efter luften og stratos­færen, bliv­er igen glat­te rum, men i en højst mærk­værdig omvend­ing sker det netop for bedre at kunne kon­trollere den stri­bede land­jord.16 Det glat­te råder altid over en deter­ri­to­ri­alis­er­ing­sevne der er over­legen i forhold til det stribede. Når man inter­esser­er sig for nye erhverv og end­da for nye klass­er, hvor­dan da undgå at under­søge disse mil­itærteknikere som overvåger skærme dag og nat, som i lange peri­oder bor eller kom­mer til at bo i strate­giske ubåde og satel­lit­ter, og de apoka­lyptiske øjne og ører de udvikler, og som ikke læn­gere kan skelne mellem et fysisk fænomen, en sværm af græshop­per og et ‘fjendtligt’ angreb fra et givet punkt? Alt dette blot for at minde om at det glat­te selv kan være gen­nemløbet og udfyldt eller ind­taget af djævelske organ­is­er­ingskræfter; men først og fremmest, uafhængigt af enhver vær­didom, for at vise at der er to ikke-sym­metriske bevægelser — en som afstriber det glat­te, og en anden som med udgangspunkt i det stribede genind­før­er noget glat. (Kan der ikke i en ver­den­som­spæn­dende organ­i­sa­tions glat­te rum, som en slags parad­er, opstå nye glat­te rum eller hullede rum? Vir­ilio frem­man­er de første skridt i udviklin­gen af under­jordiske boliger, i “det min­er­alske lag”, som kan antage meget forskel­li­gart­ede værdier).

Lad os vende tilbage til den sim­ple mod­sæt­ning mellem det glat­te og det stribede efter­som vi end­nu ikke er nået til det punkt hvor vi kan tage de konkrete og asym­metriske blandinger i betragt­ning. Det glat­te og det stribede kan for det første skelnes ud fra det omvendte forhold mellem punk­tet og lin­jen (lin­jen mellem to punk­ter i det stribedes til­fælde, punk­tet mellem to lin­jer i det glat­te). For det andet kan de skelnes ud fra lin­jens beskaf­fen­hed (ret­ningsmæs­sig-glat, åbne inter­valler; dimen­sion­al-stri­bet, lukkede inter­valler). Endelig er der en tred­je forskel som angår fladen eller rum­met. I det stribede rum lukker man en flade, og man ‘del­er den op’ ud fra nogle bestemte inter­valler, efter nogle tilskrevne snit; idet glat­te ‘fordel­er man sig’ i et åbent rum efter nogle frekvenser og langs nogle for­løb (logos og nomos17). Men uanset hvor sim­pel denne mod­sæt­ning er, er den ikke let at placere. Man kan ikke stille sig til­freds med en umid­del­bar mod­sætning mellem nomadens eller dyre­op­dræt­terens glat­te jord­bund og den fast­boende agerdyrk­ers stribede jord. Det er indl­y­sende at bon­den, selv om han er fast­boende, fuldt ud indgår i vin­denes og de tak­tile og lyd­mæs­sige kvaliteters rum. Når de gam­le grækere taler om nomos’ åbne rum, det ikke­ afgrænsede, ikke-opdelte rum, de præur­bane landlige egne, bjergsi­den, pla­teauet, step­pen, så stiller de ikke dette rum i mod­sæt­ning til kul­turen som tvær­ti­mod kan indgå i det, det stiller det i mod­sæt­ning til polis, bysamfun­det, byen. Når lbn Khal­dun taler om Badi­aya, beduin­livet, så omfat­ter det både agerdyrkere og nomadiske dyre­op­dræt­tere: Han opstiller det som en mod­sæt­ning til Hadara, det vil sige “bylivet”. Denne præ­cis­er­ing er givet­vis vigtig; og dog ændr­er den ikke noget særligt. For siden de æld­ste tider, siden yngre ste­nalder og end­da siden ældre ste­nalder, har det været byen der opfind­er land­bruget: Det er i kraft af byens han­dlinger at land­man­den og hans stribede rum over­lejr­er agerdyrk­eren og hans stadig glat­te rum (den jord­skif­tende, halvt bofaste eller allerede fast­boende agerdyrk­er).  Så på dette niveau gen­find­er vi alt­så den sim­ple mod­sæt­ning vi beg­y­n­dte med at afvise, mod­sæt­nin­gen mellem land­mænd og nomad­er, mellem stri­bet jord og glat jord­bund: men det sker via en omvej over byen, her forstået som afstrib­n­ingskraft. Nu er det ikke kun havet, ørke­nen, step­pen og luften der er skue­plads for en kamp mellem det glat­te og det stribede, det er også jor­den selv, alt efter om der er en kul­tur i et nomos-rum eller et land­brug i et byrum. Og hvad mere er: Måtte man ikke sige det samme om byen? Omvendt i forhold  til havet er byen det stribede rum par excel­lence; men på samme måde som havet er det glat­te rum der dybest set lad­er sig afstri­be, er byen den afstrib­n­ingskraft som over­alt genetablerer og genpraktise­rer det glat­te rum, på jor­den og i de andre ele­menter — uden for sig selv, men også i sig selv. Fra byen udgår der alt­så nogle glat­te rum som ikke læn­gere har at gøre med den ver­den­som­spæn­dende organ­i­sa­tion, men med et modan­greb der kom­biner­er det glat­te og det hullede, og som vender sig mod byen: nomadernes og hule­boernes umådelige, bevægelige, midlertidi­ge slumk­varter­er, rester af met­al og væv eller stof, patch­work, som ikke læn­gere bekym­r­er sig om pen­ge­nes, arbe­jdets eller bost­edets afstrib­ninger. En eksplo­siv elendighed som byen afson­dr­er, og som svar­er til Thoms matem­a­tiske formel: “en retroak­tiv udglat­ning”.18 Fortæt­tet kraft, potenti­alet til et modan­greb?

Hver gang før­er den sim­ple mod­sæt­ning ‘glat-stri­bet’ alt­så til kompli­kationer, til langt vanske­ligere ind­byrdes udskift­ninger og over­lejringer. Men disse kom­p­lika­tion­er bekræfter i første omgang dis­tink­tio­nen, netop for­di de sæt­ter nogle asym­metriske bevægelser i spil. Indtil videre er det tilstrække­ligt at sige at der find­es to slags rejs­er som kan skelnes ud fra de roller som hen­holdsvis punk­tet, lin­jen og rum­met spiller. Goethe-rejse og Kleist-rejse? Fran­sk rejse og engel­sk (eller amerikan­sk) rejse? Træ-rejse og rhi­zom-rejse? Men der er ikke noget der er fuld­stændigt sam­men­faldende, og sam­tidig bliv­er alt bland­et sam­men og går fra den ene til den anden. For forskel­lene er ikke objek­tive: Man kan bo ‘stri­bet’ i ørken­erne, på step­perne eller på havene; man kan bo ‘glat’ selv i byerne, være en byernes nomade (for eksem­pel er en spad­sere­tur Miller fore­tager, i Clichy eller i Brook­lyn, en nomadisk rute i et glat rum; han får byen til at udspy et patch­work, hastigheds­d­if­fer­en­tialer, forsinkelser og accel­er­a­tioner, ændringer i orien­teringen, kon­tin­uerte vari­a­tion­er … Beat­niks skylder Miller meget, men de ændr­er siden hen end­nu engang ori­en­terin­gen, de find­er en ny måde at bruge rum­met uden for byerne på). Det er lang tid siden Fitzger­ald sagde: Det drejer sig ikke om at tage af sted til Syd­havet, det er ikke det der bestem­mer rejsen. Ikke alene find­es der mærke­lige rejs­er i byen — der fin­des også rejs­er på stedet: Vi tænker ikke på stof­brugerne hvis erfaringer er alt for tvety­di­ge, men snarere på de rigtige nomad­er. Det er i forbindelse med disse nomad­er man, som Toyn­bee anty­der det, kan sige: De bevæger sig ikke. De bliv­er nomad­er ved ikke at bevæge sig, ikke migrere, ved at kon­trollere et glat rum som de nægter at for­lade, og som de kun for­lad­er for at ero­bre og dø. Rejse på stedet, det er alle inten­siteters navn, selv når de også udvikler sig eksten­sivt. At tænke er at rejse, og vi har tidligere forsøgt at opstille en teo-nool­o­gisk mod­el for glat­te og stribede rum. Kort sagt: Det der gør det muligt at skelne rejserne ind­byrdes, er hverken ste­dernes objek­tive kvalitet eller bevægelsens målelige kvan­titet — heller ikke noget som kun er i ånden — men spa­tialis­er­ingsmå­den, den måde man er i rum­met på, den måde man er over for rum­met på. At rejse glat eller stri­bet, og at tænke på samme måde … Men altid over­gan­gene fra det ene til det andet, det enes trans­for­ma­tion  til det andet, omvendingerne. I fil­men Under­ve­js lad­er Wen­ders to per­son­ers ruter krydse og over­lejre hinan­den; den ene fore­tager en stadig goethesk, kul­turel og erin­drende ‘dannelses­rejse’ som er helt igen­nem stri­bet hvo­rimod den anden allerede har ero­bret et glat rum der udelukkende består af eksper­i­menter og amne­si i den tyske ‘ørken’. Men under­lige nok er det den første der åbn­er rum­met og gen­nem­før­er en slags retroak­tiv udglat­ning hvo­rimod striberne gen­dannes for den anden og lukker hans rum. At rejse glat er en omfat­tende tilblivelse, og stadig en vanske­lig, usikker tilblivelse. Det han­dler ikke om at vende til­bage til den præas­tronomiske nav­i­ga­tion eller til de gam­le nomad­er. Kon­frontationen mellem det glat­te og det stribede, over­gan­gene, de ind­byrdes udskift­ninger og over­lejringer, er noget der sker i dag og i de mest forskel­ligartede ret­ninger.

Gilles Deleuze (1925−1995), fran­sk filosof. Pierre-Félix Guat­tari (1930−1992), fran­sk psyko­an­a­lytik­er og filosof.

Tusind Plateauer er udgivet af  Det Kon­gelige Danske Kun­stakademis Billed­skol­er. Uddraget er her bragt med tilladelse fra for­laget. Over­sæt­telsen er fore­taget ved Niels Lyn­gsø.


1 Generelt over­sættes corps med ‘leg­eme’ skønt det mere dagligdags ‘krop’ i mange til­fælde kunne have være val­gt; det skyldes at ‘leg­eme’ bar en bredere (anatomisk, fysisk, matem­a­tisk osv.) betyd­ning som Deleuze og Guat­tari ofte trækker på. O.a.

2 Leroi-Gourhan: L’homme et la matiére, Albin Michel, ss. 244ff. (og mod­sæt­nin­gen mellem væv og filt).

3 Den ‘fornemmeste viden­skab’ er en over­sæt­telse af la sci­ence royale; det franske tillægsord­ bety­der egentlig ‘kon­gelig’, og begre­bet kunne også have været gen­givet med ‘kongev­i­den­sk­aben’ eller ‘kro­nv­i­den­sk­aben’ (jf. udtryk som ‘kongeve­jen til det ube­v­id­ste’). Det drejer sig under alle omstændighed­er om den højest ran­gerende, priv­i­legerede, ‘offi­cielle’ viden­skab, her alt­så forsøgt sam­let i udtrykket ‘den fornemmeste viden­skab’. O.a.


4 Det franske ord com­pos­er over­sættes med enten ‚sam­men­sætte’ eller ‘kom­ponere’ (eller eventuelt begge dele), alt efter sam­men­hæn­gen. Tilsvarende med com­po­si­tion og com­posé (som nav­ne­ord): ‘kom­po­si­tion’,  ‘sam­men­sæt­ning’. O.a.


5 Faulkn­er: Sar­toris, Gal­li­mard, s. 136 [Sar­toris (1932), cit. find­es s. 151–152 i udg. Chat­to &Win­dus, Lon­don 1954; gen­givet med side­b­lik til den amerikanske orig. efter­som den fr. overs. synes at være noget util­strække­lig; o.a.].


6 Angående denne his­to­rie om quil­ten og patch­wor­ket i den amerikanske immi­gra­tion, jf. Jona­than Hol­stein: Quilts, Musée des arts déco­rat­ifs 1972 (med repro­duk­tion og bib­li­ografi). Hol­stein hævder ikke at quil­ten er den væsentlig­ste kilde til den amerikanske kun­st, men bemærk­er hvor meget den har kun­net inspirere til eller genind­føre visse ten­denser i det amerikanske maleri: på den ene side med de almidelige quil­ters “hvidt på hvidt”, på den anden side med patchwork­ kom­po­si­tion­erne (“man gen­find­er her op art-virkninger, seriebilled­er, bru­gen af farvede fel­ter, en reel forståelse af det neg­a­tive rum, måden at fore­tage en formel abstrak­tion på osv.”, s. 12).


Pierre Boulez: Penser la musique aujour­d’hui, Médi­ta­tions, ss. 95ff. Vi resumer­er Boulez’ analyse i det føl­gende afs­nit.


8 ‘Nomos’ beteg­n­er almin­deligvis en græsk sang eller et græsk instru­men­tal­stykke; jf. dog kap. 11, hvor ordet (også) beteg­n­er “en vanemæs­sig, uskreven lov”.


9 Det franske ord plan kan både betyde ‘et plan’ og ‘en plan’; i denne sam­men­hæng bruges det oftest i den første betyd­ning, men i visse til­fælde er der tale om ‘en plan’ — og i visse andre til­fælde om et bev­idst spil på begge betyd­ninger. O.a.


10 Angående denne indek­ser­ing af det inden­for i forhold til det uden­for hos ørken­no­maderne, jf. Annie Milo­vanoff: “La sec­onde peau du nomade”. Og hvad angår igloens rela­tion­er til det uden­for hos isens nomad­er, Edmund Car­pen­ter: Eski­mo.


11 Adskiller sted­er i denne bog (og i Deleuzes (og Guat­taris) øvrige for­fat­ter­skab) optræder ordene affectaffec­tion og affec­ta­tion; de gen­gives her helt enkelt som ‘affekt’, ‘affek­tion’ og ‘affek­ta­tion’ — det er fremme­dord på dan­sk, men også på fran­sk bruges disse ord på en fremmedartet måde: Først­nævnte glose ses i det hele taget sjældent på fran­sk, og de to andre bety­der almin­deligvis dels ‘hen­givelse’ og dels ‘krukkeri’, men har hos Deleuze (og Guat­tari) en ganske anden betyd­ning. De tre ord er antagelig inspir­eret af Spin­oza og har alle at gøre med — ofte fysisk — påvirkn­ing: ‘Affekt’ bety­der omtrent ‘(et frag­ment af) en påvirkn­ing, sansning eller (tak­til) følelse’, evt. ‘en hur­tig udløs­ning af sinds­bevægelse’ (med vægt på pro­duk­tet); ‘affek­tion’ og ‘affek­ta­tion’ (der vist bruges mere eller min­dre syn­onymt) bety­der i grove træk ‘påvirkn­ing, sansning eller (tak­til) følelse’ (med vægt på processen). O.a.


12 De to sam­men­faldende beskriv­elser af isens rum og sandets rum: E. Car­pen­ter: Eski­mo, og W. The­siger: Le désert des déserts [Ara­bi­an Sands, Long­man, Green & Co, Lon­don 1959; da. overs. v. Chris­t­ian Dahlerup Koch som Det ukendte Ara­bi­en, Has­sel­balch, Køben­havn 1959; o.a.] (der er i begge en lig­e­gyldighed over for astronomien).


13 Jf. Pierre Chaunus frem­still­ing L’ex­pan­sion européenne du XII­Ie au XVe siè­cle, ss. 288–305


14 Navn­lig Paul Adam:“Navigation prim­i­tive et nav­i­ga­tion astronomique” i Col­lo­ques d’his­toire mar­itime V (jf. polarst­jer­nens oper­a­tive geometri).


15 Guy Beau­jouan, ibid.


16 Paul Vir­ilio: L’in­sécu­rité du ter­ri­toire: hvad angår det forhold at navet genind­før­er et glat rum med fleet in being osv.; og hvad angår det forhold at der fremkom­mer et lodret glat rum, et luft­be­herskelsens og stratos­fære­be­herskelsens rum (navn­lig kap IV, “Le lit­toral ver­ti­cal”).


17 B. Laroche har fint bemær­ket forskellen på ideen om fordel­ing [dis­tri­b­u­tion, o.a.] og ideen om opdel­ing [partage, o.a.], forskellen på de to sprog­lige grup­per i den henseende, og mellem de to slags rum, mellem ‘provin­spolen’ og ‘bypolen’.


18 Man find­er dette udtryk hos René Thom som bruger det i forbindelse med en kon­tin­uert vari­a­tion hvor vari­ablen rea­ger­er på sin ‘forgæn­gere’: Mod­èles math­é­ma­tiques de la mor­phogenèse, 10–18, ss. 218–219.

Scroll til toppen