Det er støjen, der binder byen sammen”

København
Billede af Rolands Vars­bergs,Pix­abay

Byen består af en blanding af støj og designede og regulerede lydbilleder. Rasmus Skov Olesen har været på tur rundt i Københavns lydlandskab sammen med musikeren Jeppe Lauritsen og adjunkt ved Københavns Universitet Jacob Kreutzfelt.

FOKUS: MED BYEN SOM VIDNE - Hvad kan byen fortælle os om den ver­den, som vi lever i? Hvad sker der, hvis vi udspørg­er den his­toriske og mod­erne by? I løbet af hele maj måned sæt­ter vi her på Bag­grund fokus på arkitek­tur, byer og byplan­lægn­ing. Vi har spurgt en række forskere og skriben­ter, hvad den mod­erne by, byud­viklinger og byten­denser kan fortælle os om vores liv, vores sam­fund, vores poli­tiske og sociale sit­u­a­tion og vores ver­den.


Det er fredag formid­dag i indre Køben­havn og der hersker allerede en livlig stemn­ing omkring Torve­hallerne. På plad­sen i midten er grøn­thandlerne i gang med at pakke deres frugtkass­er ud, henne ved fiske­han­dlerne bliv­er friske fisk aflæs­set fra to varevogne og inden­for er et par unge vel­trænede fyre i gang med at finde gry­der og pan­der frem til dagens paleo-anret­ninger.

Vir­varet af lyde dan­ner en passende ramme for dagens inter­view, som blandt andet skal han­dle om, hvorledes lyde i byen påvirk­er os og hvor­dan vi også forsøger at reg­ulere og tilpasse dem. I den anled­ning har Bag­grund sat musik­eren Jeppe Lau­rit­sen og adjunkt ved Køben­havns Uni­ver­sitet Jacob Kreutzfelt i stævne. Jacob forsker til dagligt i audi­tiv bykul­tur og så har han forsøgt at under­søge, hvilke lyde der giv­er køben­havn­erne en følelse af hjem­lighed og tryghed. Jeppe laver elek­tro­n­isk musik og har bl.a. optrådt på Roskilde Fes­ti­val, Strøm Fes­ti­val og Trans­metro Express, deru­dover stud­er­er han byplan­lægn­ing på RUC.

Mens vi står i køen til en urimelig dyr kaf­febar og forsøger at overdøve lyden af kop­per, der bliv­er sta­blet og espres­so­mask­in­er, der pruster, fortæller Jacob os, at en af de væsentlig­ste kende­tegn ved lydrummene i en mod­erne by er den sti­gende grad af kom­mer­cialis­er­ing, som find­er sted.

”Der bliv­er brugt flere og flere kræfter på at skabe lyd­miljøer, der enten har til hen­sigt at få os til at købe mere eller opti­mere vores pro­duk­tivitet på arbe­jd­splad­serne. Store kæder som Star­bucks og 7–11 arbe­jder meget bev­idst på at skabe lydrum, der øger købe­trangen hos for­brugeren.”

Den audio-tek­nol­o­giske udvikling har gjort det nem­mere at arbe­jde rum­meligt og dynamisk med akustik og ton­er, hvilket har øget graden af tilret­te­lagte lyd­land­sk­aber og audi­tive design i den urbane sfære. Sam­tidig med at vi, til en hvis grad, har fået mulighed for at kom­ponere vores eget sound­track til omgivelserne, så er vi også blevet mere opmærk­somme på støj­foruren­ing og reduk­tion af larm. Man kan der­for tale om en mod­erne form for lydreg­u­ler­ing, hvor byens ton­er opstår i spænd­ings­fel­tet mellem de lyde, vi skaber og dem vi forsøger at fjerne.

For både Jacob og Jeppe udgør byens lyde således mere end blot et kao­tisk sam­suri­um af støj. De ser der­i­mod forskel­lige lag, som består af til­fældige og ustyrlige ele­menter i sam­spil med en sti­gende grad af designede og reg­ulerede lyd­billed­er.

Jacob: ”Tag eksem­pelvis klippe­mask­in­erne ved togsta­tion­erne. De havde tidligere en meget mask­inel lyd, som forsvandt da man skift­ede dem ud med nyere ver­sion­er, men som pendler har man brug for at blive audi­tivt bekræftet i, at ens kort er stem­plet, så der­for har man været nødt til at til­fø­je en kun­stig klik-lyd. På den måde åbn­er der sig et helt nyt felt for lyd­de­sign.”

Jeppe: ”Ja det er jo paradok­salt, at man først fjern­er den ene type støj og derefter erstat­ter den med en ny type støj. Både busser og tax­i­er er blevet meget mere lydløse, hvilket sam­tidig har resul­teret i flere trafikuheld, for­di folk sim­pelthen ikke kan høre dem, så her må der igen ind­sættes nye designede advarsel­slyde. Men sam­tidig er byens lyde også et af de få anark­istiske ele­menter, der ikke lad­er sig styre fuld­stændigt af mod­erne byplan­lægn­ing.”

Lydkilder i byen

Det med at arbe­jde med byens lyde aktivt inden­for byplan­lægn­ing er dog ikke en ny ting. Jacob fork­lar­er, hvor­dan ital­ienske byplan­læg­gere allerede i renæs­san­cen brugte lyden af rislende vand til at skabe afs­lappede og trygge omgivelser, men mod­erne teknolo­gi har alligev­el givet nye mulighed­er inden­for området. I Paris har flere gang­tun­nel­er fået ind­lagt lyde af fugle­sang og andre ele­menter, der gør dem mere trygge at færdes i om nat­ten, på Times Square i New York har kun­st­neren Max Neuhaus opsat en brum­mende lydin­stal­la­tion i en skakt og ude på Musik­torvet på Amager har man installeret under­jordiske høj­talere, der spiller lyd­klip af kirkek­lokker og gam­le vis­er, når man træder hen­over dem. Og det fort­sæt­ter med eksem­pler, der alle vis­er, hvor­dan der både arbe­jdes funk­tionelt og æstetisk med byens lyde. De fleste ting læg­ger man ikke mærke til, med­min­dre man på forhånd er klar over, at de er der, men der­for bliv­er de fleste men­nesker alligev­el ube­v­idst påvir­ket af disse lyde, for som Jacob fork­lar­er, så aktiveres vores lyt­ning ofte først ved foran­dring. Man kan sam­men­ligne det med lar­men fra en emhætte, som først bliv­er tydelig, når der slukkes for den, eller stil­he­den der indtræf­fer i byen, når sneen falder. Som men­nesker har vi et kom­pleks og vari­eret forhold til lyde, hvilket kan gøre det svært at finde ud af, hvornår noget er støj og hvornår det ikke er.

I starten af 70erne beg­y­n­dte man at blive opmærk­som på støj­foruren­ing og de sund­hedsskadelige virkninger for­bun­det med larm. Det førte til en sys­tem­a­tisk og kvan­ti­ta­tiv til­gang til byens lyde. Man forsøgte at kortlægge støjniveauer med iso­belko­rt og afkode de vigtig­ste lyd­kilder i byen. I dag er det oblig­a­torisk for alle EU medlem­s­lande at gen­nem­føre denne slags under­søgelser, hvor der blandt andet måles det gen­nem­snitlige antal deci­bel, man som borg­er bliv­er udsat for forskel­lige sted­er i byen, men ifølge Jacob Kreutzfelt er støj­gen­er i virke­lighe­den en rel­a­tiv stør­relse, der ikke lad­er sig definere af para­me­tre som deci­bel.

Jacob: ”Der er en ten­dens til at snakke om støj, som noget, der bare skal reduc­eres i stedet for også at snakke om de lyde, der også gør noget glædeligt og som skaber en følelse af tilhørs­forhold og sam­men­hængskræft. Vi bliv­er nødt til at have en mere kval­i­ta­tiv til­gang til begre­bet støj.”

Jeppe: ”Ja jo mere man forsøger at reg­ulere byens lyde jo mere ind­griber man også i byens egen naturlige tone. Støj kan jo også være en pos­i­tiv ting. Når jeg laver musik, så er det stø­jen, der binder det hele sam­men. Sådan tænker jeg også stø­jen i byen fun­ger­er — den binder os sam­men og kan også have en beroli­gende effekt. Der­for synes jeg det er farligt, når man går ud og siger her og her må der ikke være støj.”

Et spørgsmål om kontrol og skala

Vi har bevæget os væk fra Torve­hallerne og står nu ved fodgænger­fel­tet, der før­er fra byg­gerodet på Nør­re­port og ind til strøget. Her ind­slus­es flokke af skoleklass­er på udflugt og fredags-shop­pende tur­is­ter. Midt i den hek­tiske strøm af men­nesker sid­der en gam­mel gade­musikant og stem­mer sin gui­tar. Han beg­y­n­der at syn­ge, men hans stemme er i skarp konkur­rence med lar­men fra de omgivende kran­er og mænd i gule veste, der ham­r­er og banker fra alle sider.

Jacob: ”Når det kom­mer til larm, så er det jo ofte et spørgsmål om skala. Da jeg boede inde i byen sov jeg trygt til lyden af busser og bil­er, men da jeg fly­t­tede ud på lan­det kunne jeg plud­selig vågne midt om nat­ten for­di en ugle fløj for­bi mit vin­due.”

Jeppe: ”Man kan nærmest sige, at der hersker en kamp om sonisk ter­ri­to­ri­alitet i byen. Nogle lyde, såsom Råd­husklokkerne, accepter­er de fleste men­nesker, selvom de fylder meget, for­di de opfattes som karak­ter­is­ti­ka for byen. ”

Jacob Kreutzfelt har sam­men med kun­st­neren og teo­retik­eren Bran­don Labelle skabt deres egne soundmaps, der i stedet for at kortlægge stø­jen ud fra forskel­lige kvan­ti­ta­tive para­me­tre, har til hen­sigt at under­søge, hvor­dan vi oplever og påvirkes af byens lyde i vores hverdag. Her fremhæver han blandt andet den særlig akustik på Køben­havns Hov­ed­banegård, som for mange køben­havnere forbindes med en hjem­lighed og en oplevelse af tilhørs­forhold. Han påpeger dog, at der er en uov­erensstem­melse mellem de lyde, som vi forbinder med byen og så dem, vi fak­tisk hør­er.

Jacob: ”Vi må skelne mellem et sym­bol­sk plan og et hverdags­plan. Hvis man spørg­er folk, hvilke lyde de men­er kende­teg­n­er Køben­havn, så nævn­er de Råd­husklokkerne og Hov­ed­banegår­den, men hvis man spørg­er dem, hvad de rent fak­tisk hør­er, så er det alle mulige andre min­dre sig­nifikante lyde, såsom trafikken eller naboen der trækker ud på toi­let­tet.”

Der lig­ger således en udfor­dring i at afkode, hvilke lyd­billed­er, vi ønsker at bevare, hvilke vi ønsker at skabe og hvilke vi helst vil være fri for. Vi har alle hver vores sub­jek­tive opfat­telse af lyd. Hvad der for nogen føles som støj og larm kan for andre være en musikalsk oplevelse, der­for kan det være en svær demokratisk beslut­ning, at slå byens ton­er an.

Jacob: ”Den fre­delig­gørelse, der er fun­det sted i indre by har ikke fået os til at holde op med at klage over lar­men. Nu kør­er der ikke læn­gere bil­er rundt herinde, men så brokker folk sig i stedet over de men­nesker, der sid­der ude på for­tovs­cafeerne og snakker til langt ud på afte­nen. Larm er en rel­a­tiv stør­relse.”

Ifølge Jacob så oplever vi et skift i vores til­gang til støj. For det første er det jo svært at fjerne den helt, når man bor et sted, med en hvis befolkn­ingstæthed og for det andet, så er der også en sti­gende erk­endelse af, at lydene i byen er mere end bare støj­gen­er.

Jacob: ”En kreativ og lev­ende by larmer også. Dis­tor­tion er et godt eksem­pel på, at støj fak­tisk også er med til at brande byen, men sam­tidig er der et behov for at føle en hvis per­son­lig kon­trol over lar­men – at man eksem­pelvis har mulighed for at lukke døren til sin lej­lighed og være i fred, eller mulighe­den for at gå et sted hen i byen, hvor der er stille. Forhold­et mellem det offentlige og det pri­vate er spæn­dende på det område.”

Jeppe: “Det med behov for kon­trol kender jeg godt. Jeg tror i virke­lighe­den, at de audi­tive miljøer, som vi bevæger os i, påvirk­er os langt mere end vi er klar over. Jeg har eksem­pelvis læst at fug­lene beg­y­n­der at syn­ge tidligere inde i byen end ude på lan­det. Det synes jeg er tankevækkende. På samme føler jeg også at byen i høj grad påvirk­er min egen adfærd. Jeg har brug for at kunne lukke mig inde i mit lille værelse og føle jeg lukker af for byen og alle dens lyde.”

Byens støj

Nede ved Storke­spring­van­det opløs­es den tætte strøm af men­nesker. På plad­sen sid­der end­nu en gade­musikant og spiller klaver. Hans musik bland­er sig med lyden fra spring­van­det, hvor en gruppe unge teenag­er sid­der og hvil­er benene. Deres papir­pos­er fyldt med dagens ind­køb­shøst kni­tr­er mellem fød­derne på dem. Vi snakker om, hvor blødt og roligt lydrum­met er på plad­sen og om hvorvidt resten af byen på læn­gere sigt vil karak­teris­eres af denne stil­hed. Jacob og Jeppe er begge enige om, at vi ikke bare skal forsøge at fjerne stø­jen, men hvor­dan vil byen så komme til at lyde i fremti­den

Jeppe: “Der vil altid være en hvis grad at lyd-anark­isme til stede i byen. Jeg tror og håber på, at vi i fremti­den, ikke blot afskriv­er det som støj, men i stedet for forsøger at dykke ned i disse ustyrlige lydele­menter og bruger dem aktivt som medak­tør­er i udformnin­gen af den urbane tilværelse.”

Jacob: ”Ja jeg tror også, at vi i fremti­den vil se en højere grad af lyd­de­sign i byen, hvor vi tager still­ing til, hvilke lyd­billed­er der skal dominere byrummene. Køben­havn er jo en rel­a­tiv stille by, men lige­som vi værdis­æt­ter stil­he­den, så bør vi også værdis­ætte byens lyde.”

Scroll til toppen