Et europæisk ingenmandsland

Potzdamer Platz
Robert Emmerich under Cre­ative Com­mons non-Com­mer­cial License

Den tomme og overvoksede Potsdamer Platz er blevet elimineret til fordel for en historisk bystruktur, som ikke har noget med livet i nutidens Berlin at gøre. Den nye Potsdamer Platz er blevet et nyt ingenmandsland – et identitetsløst og historieløst sted, der hverken rummer sorg eller glæde.

FOKUS: MED BYEN SOM VIDNE - Hvad kan byen fortælle os om den ver­den, som vi lever i? Hvad sker der, hvis vi udspørg­er den his­toriske og mod­erne by? I løbet af hele maj måned sæt­ter vi her på Bag­grund fokus på arkitek­tur, byer og byplan­lægn­ing. Vi har spurgt en række forskere og skriben­ter, hvad den mod­erne by, byud­viklinger og byten­denser kan fortælle os om vores liv, vores sam­fund, vores poli­tiske og sociale sit­u­a­tion og vores ver­den.

Enhver, der ønsker at danne sig et billede af, hvor Europa befind­er sig i kul­turel for­stand i disse år, og hvor­dan det står til med den europæiske iden­titets­følelse, hvis en sådan find­es og lad­er sig ind­kredse, kan med fordel tage bestik af de sen­este årtiers bedrifter inden for arkitek­tur og byplan­lægn­ing. Ud over at byggeak­ten i sig selv udgør en kul­turel prak­sis, der gener­erer kul­turelle arte­fak­ter i form af bygninger og byrum, har arkitek­turen og byplan­lægnin­gen som rum­sk­abende, organ­is­erende instanser stor andel i frem­bringelsen af de fysiske og funk­tionelle ram­mer, som kun­sten og kul­turlivet virk­er i. Om en giv­en lokalitet har et lev­ende kun­st og kul­turliv, vil altid i nogen grad kunne føres tilbage på de valg, som arkitek­ter, plan­læg­gere og tilknyt­tede myn­dighed­er og inve­stor­er har truf­fet i de forudgående design­process­er: Er der skabt kvadrat­meter nok til kul­turen, og er de rum­lige, funk­tionelle og økonomiske forhold så tilpas alsidi­ge, at såv­el høj og lav som bred og smal vil kunne virke og boltre sig her? Eller har de implicerede parter skabt et mono­funk­tionelt rum for de få?

Et andet forhold, der gør det oplagt at tage arkitek­turen og byplan­lægnin­gen i øjesyn, er den betyd­ning, som bygninger og byrum har for de iden­titets- og erindring­sprocess­er, der kon­tin­uerligt udspiller sig indi­vidu­elt og kollek­tivt i vore sam­fund. Den visuelle erindrings stærkeste mate­ri­ale i en by består i bru­gen af og møderne med de forskel­lige epok­ers bygninger og bebyggede struk­tur­er. Byrum­met er altid et his­torisk rum, der fortæller os, hvem vi er, hvor vi kom­mer fra og hvor vi er på vej hen. Dette fork­lar­er den fremtræ­dende rolle, som arkitek­tur og byplan­lægn­ing ofte tilde­les og spiller i fx poli­tiske opbruds- og over­gangs­fas­er (Huyssen 49). Grun­det arkitek­turens syn­lighed og fylde i dagligda­gen, og dens tilsyneladende per­ma­nens på tværs af tid og brugere, byder bygninger og bebyggede ensem­bler sig i særlig grad til som iden­titetss­tif­tende og ‑pro­mov­erende repræsen­ta­tion­s­me­di­er for stater og sam­menslut­ninger, der ønsker at legit­imere deres eksis­tens og værdi­grund­lag over for omver­de­nen. Især hvis værdi­grund­laget har en utopisk eller på anden vis abstrakt og der­for skrø­be­lig karak­ter. Her kan pro­duk­tio­nen af arkitek­turteg­ninger, ‑mod­eller og ‑plan­er som et første skridt tjene til at udstikke og nære forestill­inger om alt det gode, den nære fremtid vil bringe, mens den efter­føl­gende opførelse af bygninger på bekost­ning af andre kan tilve­je­bringe og styrke eller i hvert fald illud­ere en ny poli­tisk og kul­turel kon­sen­sus. Arkitek­turen og byplan­lægnin­gen går på en meget syn­lig måde i dia­log med for­tiden, og det ofte på ubøn­hørlig vis. På en måde gælder dette al kun­st­ner­isk og kul­turel aktivitet, uanset medie og genre. Fx er nuti­dens lit­terære værk­er skrevet ind i en allerede eksis­terende kanon af værk­er, som de implic­it eller eksplic­it ref­er­erer til. Men hvor lit­ter­a­turen nok kan være fun­deret i en bestræ­belse på at kor­rigere for­tidi­ge værk­er eller skubbe dem af tro­nen, er lit­ter­a­turen ikke kende­teg­net ved over­skrivninger af den art, som arkitek­turen og byplan­lægnin­gen i vore byer er, hvor opførelsen af nye bygninger og byrum i reglen inde­bær­er en reel, fysisk elim­iner­ing af eksis­terende struk­tur­er og her­til knyt­tede funk­tion­er og brugsmøn­stre.

Et sid­ste forhold, som er værd at fokusere på i nærværende sam­men­hæng, er bygge­branchens tætte bånd til den gevin­st­ja­gende speku­la­tive økono­mi, der har arkitek­turen som fore­trukket invester­ingsak­tivog end­da har udviklet en rækkenye, yder­st risik­able lånemod­eller på hus­sal­gsom­rådet med hen­blik på at trække stadig flere penge ind i spi­ralen og skruegevin­studsigter­ney­derligere i vejret (Ibel­ings & Pow­er­house Com­pa­ny). I løbet af de sen­este 200 år har den speku­la­tive økono­mi skabt et utal af finan­skris­er, der alle har trukket større eller min­dre spor af social og kul­turel ødelæggelse med sig. Det er der­for fris­tende at betragte finan­skap­i­tal­is­men som en trussel mod væsentlige dele af europæisk kul­tur, i det omfang denne kul­tur ses som fun­deret i oplysningsti­dens fri­heds- og for­nuft­be­tonede poli­tiske og sociale ide­al­er. Herom vid­ner den aktuelle finan­skrise, der i høj grad udspringer af en speku­la­tion­ssk­abt overophed­ning af bolig­marked­erne i USA og flere europæiske lande i nullerne. Denne krise har ramt en række medlem­s­lande i EU så hårdt, at unio­nen som økonomisk, poli­tisk og kul­turelt pro­jekt kunne være i fare for at knække midt over. Sam­tidig har de frem­bragte bolig­bobler med deres krasse pro­duk­tion af vin­dere og tabere skabt markant øget ulighed inden for de enkelte europæiske lande gen­er­a­tionerne imellem, således at de mere eller min­dre udbyggede, nation­alt fun­derede velfærdssys­te­mer, der ligeledes kan siges at have deres udspring i oplysningsti­dens fælle­seu­ropæiske tankegods, nu også før­er en truet eksis­tens.

Arkitek­turen og byplan­lægnin­gen kan med andre ord siges at repræsen­tere både mulighed­er og far­er i rela­tion til europæisk kul­tur og iden­titets­følelse. Begge kan bidrage til at give kul­turen den fornødne plads til at trives og udbre­des samt skabe funk­tionelle og repræsen­ta­tive ram­mer, som frem­mer han­dlemøn­stre og forestill­inger, der står mål med fx oplysningsti­dens vær­di- og iden­titets­grund­lag. Men de kan lige så vel fremme økonomiske, poli­tiske og kul­turelle dag­sor­d­ner, der peger i andre, min­dre inklud­erende vær­di- og iden­titetsmæs­sige ret­ninger, lige­som de kan pro­duc­ere bygninger og byrum, der er så eksklu­sive i brugsmæs­sig og økonomisk for­stand, at mange beboere og brugere ikke læn­gere vil have lyst til eller mulighed for at benytte dem.

Bypladsens stilling i europæisk bykulturhistorie

Af arkitek­turens og byplan­lægnin­gens sam­lede vok­ab­u­lar ind­tager byplad­sen en særlig still­ing i den europæiske bykul­turhis­to­rie (Zer­lang A 7). Byplad­sen er det sted i det urbane rum, hvor veje løber hen og find­er sam­men, og hvor tæthe­den af funk­tion­er, tilbud, men­nesker og inter­ess­er der­for er særlig høj. Sam­tidig er det som oftest her, at byens his­to­rie, i form af min­desmærk­er og mon­u­menter, ikoniske og funk­tionelt vigtige bygninger fra forskel­lige peri­oder samt skel­sæt­tende begiven­hed­er og bevægelser, har sam­let sig. Hvad de skel­sæt­tende begiven­hed­er og bevægelser angår, er byplad­sen med udgangspunkt i den græske ago­ra blevet omtalt som det vestlige demokratis vugge (Zer­lang B 32), og op gen­nem den vestlige his­to­rie har det da også ofte været på byernes pladser, at men­nesker har fun­det sam­men for at demon­strere for øget fri­hed og ind­fly­delse. Men det poli­tiske liv har aldrig haft eneretten til byens pladser. Mange af Europas bypladser har i tidens løb tjent som markeds‑, han­dels- og kul­tur­pladser. Her har det fjerne og fremmede i form af føde‑, for­brugs- og kul­tur­var­er, og måske end­da rygter, fun­det indgang til byerne, og her har his­to­riens store folke­fester, hvad enten disse har tjent rit­uelle, religiøse eller blot sekulære for­mål, udspillet sig (Zer­lang B 33).

Den europæiske byplads i dag

Som stedet, hvor det pri­vate og offentlige, det nære og fjerne, og det for­tidi­ge og nutidi­ge mødes, og hvor kon­flik­tuerende inter­ess­er og hold­ninger uundgåeligt bringes i sam­spil, udgør byplad­sen alt­så en vigtig brik i den europæiske kul­tur og iden­titet­shis­to­rie. Men spørgsmålet er, om byplad­sens rolle på dette og andre områder er ved at være udspillet. Siden den motoris­erede trafiks fremkomst i beg­y­n­delsen af det 20. århun­drede har byplad­sen ført en truet tilværelse. Den vok­sende trafik på og omkring byernes pladser har ikke alene forstyrret det liv, som hidtil har udspillet sig i nogen­lunde fred og for­drage­lighed. I mange til­fælde har den end­da for­dret infra­struk­turelle ind­greb, der enten har gjort en giv­en plads­flade for­mål­sløs lille eller util­gæn­gelig, eller har ført til en intimitet­skrænk­ende udvidelse eller åbn­ing af den, som det fx er sket med Berlins Alexan­der­platz, der i forbindelse med DDR-tidens ombygn­ing­spro­jekt i 1960erne fik fire­doblet sit are­al (Post 51).

Denne grad­vise opløs­ning af byplad­sen, som tager yderligere fart med den funk­tion­al­is­tiske byplan­lægn­ings i grun­den antiur­bane forkærlighed for for­mål­sra­tionelle, mono­funk­tionelle rum, er blevet læst som et tegn på et for­fald i den offentlige kul­tur (Zer­lang B 50), og intet tyder på at denne udvikling er over­stået. I en tid, hvor kom­mu­nika­tion og han­del kan finde sted hvor som helst via mobil­tele­fon og inter­net, taler noget for, at behovet efter­hån­den er udt­jent. Men hold­er det stik? Er det, at byplad­sen i disse år viger plad­sen i vore byer, et uundgåeligt og uopret­teligt resul­tat af, at kul­turen i Europa, som Milan Kun­dera skriv­er i Romankun­sten (1968), har veg­et plad­sen? Eller er der stadig grund­lag for at skabe lev­ende og afholdte pladser i vore byer? Hvis ja, kunne en ved­hold­ende byarkitek­tonisk sat­sning her­på føre til en gen­re­js­ning af byplad­sen som europæisk kul­tur­fænomen, og kunne en sådan sat­sning end­da bidrage til at imødegå det igangværende europæiske kul­tur- og iden­titet­stab, som Kun­dera beklager i Romankun­sten?

Potsdamer Platz-projektet i 1990erne

Betragter vi de byplads-pro­jek­ter, som gen­nem de sen­este 20–25 år har udspillet sig i Europa, springer plan­lægnin­gen og realis­erin­gen af den nye Pots­damer Platz i 1990ernes Berlin straks i øjnene. Her­til er der en række grunde. Selvom Berlins plan­læggende myn­dighed­er med Murens fald i 1990 i grun­den kunne have gjort hvad som helst med denne cen­trale lokalitet, hvor der hverken var nævneværdig infra­struk­tur eller bygninger at tage hen­syn til, val­gte de med det vage, men poli­tisk slagkraftige begreb om Die Europäis­che Stadt at insis­tere på at (gen)skabe en plads, som i flere årti­er havde mark­eret kold­krigs­fron­ten mellem Øst og Vest, og ligget ubrugt og util­gæn­gelig hen. Med et sam­let are­al på 55 hek­tar midt i en for­vok­set stor­by, var chan­cen intet min­dre end his­torisk. Her havde Berlin mulighed for at etablere paradeek­sem­plet på et nyt og tidss­varende europæisk cen­trum og sam­tidig styre uden om de plan­lægn­ings­betingede man­gler og fejl, som siden Anden Ver­den­skrigs afs­lut­ning har hobet sig op i europæiske byer og bycen­tre (Pab­sch 7). Her­til kom­mer plad­som­rådets betyd­ningsrige his­to­rie på den ene side og de poli­tiske og kul­turelle kon­tek­ster for bygge­fore­haven­det på den anden side, der sam­men lagde yderligere alen til pro­jek­tets i forve­jen høje sta­tus og sym­bol­vær­di. Med pro­jek­tet kunne Berlin ikke blot tage det første skridt mod en ny og måske stærkere byplads-mod­el for det 21. århun­drede. Ved at omhan­dle den tidligere kold­krigs­front og finde sted umid­del­bart efter Tysk­lands gen­foren­ing i 1990 havde byen tilmed mulighed for arkitek­tonisk og sym­bol­sk at gen­re­jse Berlin, Tysk­land og Europa som kul­turelle enhed­er.

Potsdamer Platz gennem historien

Pots­damer Platz er et fornemt eksem­pel på, hvor­dan en byplads sam­ler en bys his­to­rie. Plad­sens his­to­rie går tilbage til første halvdel af 1700-tal­let, hvor Berlins udvikling til egentlig stor­by indledes. På denne tid svang byens ind­byg­ger­tal sig op over de magiske 100.000, og dette foran­ledi­gede myn­dighed­erne til at udvide byen og i 1735 anlægge en told­mur som erstat­ning for den snævrere, mid­de­lalderlige bymur. Bag tre af den nye told­murs i alt 18 byporte blev smukke geometriske pladser anlagt som hyldest til kongemagten. Ved Bran­den­burg­er Tor i form af en firkant, ved Hallesches Tor i form af en cirkel og ved Pots­damer Tor i form af en ottekant, som i 1814 fik navnet Leipziger Platz til minde om sejren over Napoleon ved folkeslaget i Leipzig året forinden (Zer­lang C 46, Pab­sch 13). Uden for Pots­damer Tor, på det sted hvor byen slut­tede og veje for­grenede sig ud i det omgivende land, opstod Pots­damer Platz som et trafikknudepunkt for bl.a.den første preussiske chausse, der for­løb fra Königs­berg til Aachen og via Leipziger Straße for­bandt Berlin med den afholdte res­i­dens­by Pots­dam. Derved udgjorde Pots­damer Tor og med den Pots­damer Platz fra beg­y­n­delsen en af Berlins vigtig­ste ind- og udgangszon­er.

Som egentligt anlæg blev plad­sen etableret af den store tyske arkitekt Karl Friedrich Schinkel, der i forbindelse med en ombygn­ing af por­tan­lægget og den bagvedliggende Leipziger Platz i 1824 anlagde Pots­damer Platz som et min­dre, cirkulært vejan­læg med beplant­ning. Sit nuværende navn fik plad­sen syv år senere. På dette tid­spunkt havde Pots­damer Platz-området i en læn­gere årrække fun­geret som landlig idyl for den brede bybe­folkn­ing, der her kunne finde restau­ran­ter, kul­tur- og for­sam­ling­shuse, og for rigere fam­i­li­er, som her havde anlagt deres som­mer- og land­huse (Pab­sch 10–11). Ikke desto min­dre var plad­som­rådets dage som landlig idyl så godt som talte. I 1838 kom Berlins første banegård, Pots­damer Bahn­hof, til, og dermed havde moder­niteten i grun­den meldt sin ankomst på plad­sen, der nu blev et knudepunkt for men­nesker og han­delsvar­er. Herefter gik det slag i slag. Under det indus­trielle gen­nem­brud fra midten af det 19. århun­drede og frem oplevede Berlin et markant økonomisk, indus­trielt og befolkn­ingsmæs­sigt opsv­ing, som igen fik byen til at vokse ud over sine bred­der og snart førte til en nedrivn­ing af told­muren (Tscheschn­er 56). For Pots­damer Platz betød dette en markant sta­tu­sop­grader­ing. Med den byrum­lige vækst blev plad­sen en stadig mere cen­tralt beliggende aktør, og med told­murens nedrivn­ing, som mulig­gjorde anlæggelsen af et bredere og mere trafik­du­eligt vej­for­løb i nord-sydlig ret­ning, kom Pots­damer Platz end­da til at danne par med den ansete Leipziger Platz, så de fre­mover udgjorde en dobbelt­plads. Af de to pladser var Leipziger Platz som repræsen­tant for den feu­dale orden stadig vigtigst. Men også på dette punkt var der skred i tin­gene. I takt med at moder­niteten vandt ind­pas i byen og Pots­damer Platz blev hjem­st­ed for luk­sushoteller, caféer og restau­ran­ter, og siden også biografer, forlys­telses­lokaler og attrak­tive vare­huse, blev den grad­vist den vigtig­ste af de to. Senere, i de gyldne 1920ere, blev den end­da den vigtig­ste plads i Berlin, og da Berlin på den tid var ver­dens­førende på kun­st- og kul­tur­om­rådet, kan det med nogen ret hævdes, at det var på Pots­damer Platz, at Europas puls slog kraftigst(Neumeyer 75–78). Om dagen var plad­sen sam­lingsst­ed for sekretær­er, for­ret­nings­folk og kon­sumglade beboere og tur­is­ter, mens den om afte­nen og nat­ten tiltrak forlys­telse­shun­grende kun­st­nere og nat­ter­avne, der her kunne finde alle­hånde kul­turelle og kuli­nariske tilbud, og end­da kunne købe sek­suelle ydelser af den store skare af pros­tituerede, som trak på plad­sen eller arbe­jd­ede på bor­deller i omkring­liggende kvarter­er (Zer­lang C 49–50).

Potsdamer Platz under trafikkens primat

At plad­sen havde denne enorme tiltrækn­ingskraft på dati­dens byboere, tur­is­ter og kun­st­nere, var i høj grad en følge af det attrak­tive og yder­st vari­erede udbud af var­er, kul­tur og forlys­telser. Men vrimlen, lar­men, lysreklamerne og den kon­stant susende trafik, der gav de besø­gende en fornem­melse af at befinde sig i begiven­hed­ernes cen­trum, var lige så afgørende. Imi­dler­tid truede trafikken i 1920erne med at vokse ud af pro­por­tion­er. På det tid­spunkt havde byens plan­læggende myn­dighed­er længe været i gang med at udkaste plan­er for en omlægn­ing af byens vejnet, men det var først, da den socialdemokratiske arkitekt, byplan­læg­ger og ingeniør, Mar­tin Wag­n­er, i 1926 trådte til som led­er af byens plan­lægn­ingskon­tor, at konkrete forbedringsskridt blev iværk­sat (Tscheschn­er 57–60).

Wag­n­er, der var inspir­eret af den soci­ol­o­gisk og økonomisk fun­derede funk­tion­al­is­tiske byplan­lægn­ing, anlagde et strengt økonomisk og teknokratisk syn på byen. Ifølge Wag­n­er var stor­byen at sam­men­ligne med en væk­st­gener­erende, men også omkost­ningsrig pri­vat virk­somhed, der var i kon­stant udvikling og der­for hele tiden måtte jus­teres. Den vok­sende trafik tilskrev Wag­n­er en hov­e­drolle, idet den ikke blot afspe­jlede byens kon­tin­uerlige udvikling, men også udgjorde dens væk­st­generende stof­skifte. Alle bygge­fore­haven­der under Wag­n­ers ledelse blev i overensstem­melse hermed realis­eret med hen­vis­ning til trafikud­viklin­gens for­dringer og væk­st­frem­mende egen­sk­aber (Scarpa 11, 14, 52–55, 83–84, 92–97).

Colombushaus-1024x691
Colom­bushaus

For Wag­n­er bestod hov­e­dop­gaven i 1920ernes Berlin i at øge antallet af forbindelses­lin­jer ind i og gen­nem byens mid­de­lalderlig cen­trum, og i at få for­bun­det og opti­meret de to trafikknudepunk­ter Alexan­der­platz og Pots­damer Platz. Berlin var blevet en mod­erne ver­dens­by og skulle føl­gelig isce­nesættes som en sådan, hvilket bedst kunne ske ved at omforme byens trafikknudepunk­ter til mod­erne ver­den­spladser. Hvad det var, redegjorde Wag­n­er for i en tale med den sigende titel Was kostet Berlin?, som han i 1929 holdt for han­dels- og indus­tri­folk. Heri gjorde han det klart, at ver­den­splad­sens opgave bestod i at hon­orere trafikkens for­dringer i samti­den, og da trafik­mæng­den utvivl­somt ville vokse med årene, kunne ver­den­splad­sen og dens bygninger ikke få en blivende økonomisk og arkitek­tonisk vær­di. For at sikre det frie flow, ville det end­videre være hen­sigtsmæs­sigt at niveauind­dele trafikken og skabe et særskilt fodgænger­niveau. De mas­sive udgifter, som ville følge her­af, skulle dækkes helt eller delvist af de omkring­liggende bygninger, som der­for især skulle rumme vare­huseog end­videre udformes på en sådan måde, at de ville tiltrække de for­bipasseren­des købekraft. Bygningerne skulle stim­ulere, ja cele­brere det trafikale flow og sam­tidig ind­byde til ophold og kon­sum, hvilket ifølge Wag­n­er skulle ske ved at give arkitek­turen enkle og klare for­mer, som både nat og dag ville have deres egen præ­cise karak­ter. Som han under­stregede, ville det være oplagt at benytte ele­menter som farve, form og lys (Scarpa 94–95).

Forvandlingen til moderne verdensplads

Som led i den plan­lagte omformn­ing af Post­damer Platz frem­lagde Mar­tin Wag­n­er i 1928 et mod­e­lud­kast, der skulle tjene som udgangspunkt for de kom­mende anlægs- og byggear­be­jder. I udkastet fores­log Wag­n­er at sam­men­fø­je Pots­damer Platz og Leipziger Platz omkring en stor, niveauind­delt rund­kørsel med en diam­e­ter på 100 meter og en glasoverdækket cafébygn­ing i midten, hvor­fra lyden og synet af den omkringfly­dende trafik kunne nydes. Bygningerne omkring plad­sen, hvo­raf især tårn­bygnin­gen i Leipziger Straßes udmund­ing var eks­pres­sivt udformet som point de vue, var i forslaget rykket tilbage fra plad­sen af hen­syn til rund­kørslen, og sam­tidig skudt betragteligt i vejret for at øge pro­jek­tets attrak­tivitet for eventuelle inve­stor­er. På dette tid­spunkt var det første nysaglige hus blevet realis­eret på plad­sen. Mellem 1926 og 1928 havde Brø­drene Luck­hardt og Alfons Anker ombygget et ældre kon­torhus i ind­mundin­gen af Post­damer Straße og givet det en har­monisk kurvet, horison­talt betonet, mod­erne facade bestående af uigen­nem­sigtige hvide og mørke glas­plad­er. Fire år senere kom den næste nysaglige bygn­ing til i form af Eric Mendel­sohns 10 etager høje, let kurvede Colum­bushaus, der lige­som Luck­hardts og Ankers bygn­ing egnede sig til at blive oplevet i farten. I Weimar­repub­likkens sid­ste lev­eår lå end­nu et moder­nitet­shyldende bygge­pro­jekt af Brø­drene Luck­hardt og Alfons Anker på teg­ne­bræt­tet, et cylin­drisk glastårn på 14 etager, som skulle opføres som point de vue i Leipziger Straßes udmund­ing. Imi­dler­tid fandt pro­jek­tet ingen bygherre og måtte der­for udsky­des på ubestemt tid (Pab­sch 35–52, Zer­lang C 48).

De mørke år mellem 1933 og 1989

Med blot to byg­gerier i nysaglig stil var Post­damer Platz langt fra blevet den mod­erne ver­den­splads, Wag­n­er havde efter­stræbt. Alligev­el har de arkitek­toniske bidrag i Weimar­tiden, realis­erede såv­el som ure­alis­erede, og den kom­pro­mis­løse vil­je til at favne samti­den, bidraget mærk­bart til at cementere plad­sens sta­tus som Berlins mytiske cen­trum (Pab­sch 51). Dati­dens ombygn­ings­plan­er er blevet en art glans­billed­er på den gyldne, pro­gres­sive fremtid, Berlin i Weimar­tiden blev stil­let i udsigt, men aldrig fik i den tiltænk­te form og pro­gres­sion.

For i 1933 over­tog nazis­terne herredøm­met i Tysk­land, hvormed mør­ket sænkede sig ned over by og plads. Umid­del­bart efter mag­tovertagelsen i 1933 lejede stormtrop­perne i SS de øver­ste seks etager i Colum­bushaus. Få måned­er senere fly­t­tede Gestapo ind i den tidligere kun­stin­dus­triskole tæt på plad­sen i Prinz-Albrecht-Straße 8, hvor det berygt­ede Gestapofængsel samme år opstod, og i de føl­gende år kom adskil­lige min­is­terier til, især i den nærliggende Wil­helm­straße, hvor også Hitlers mon­strøse Nye Rigskan­cel­li i 1939 kunne ind­vies. Som følge her­af blev plad­sen søn­der­bom­bet under kri­gen, først af engelske og amerikanske bombe­fly, siden af den frem­rykkende sov­jetiske hær, som mødte særlig svær mod­stand omkring Rigskan­cel­li­et og Førerbunkeren. Da det sid­ste skud var faldet og Tysk­land havde over­givet sig, lå over halvde­len af plad­sens bygninger i ruin­er. Af disse kunne flere efter kort tid tages i brug igen, herun­der Colum­bushaus, og som sort­bør­splads kunne Pots­damer Platz end­da nyde lidt af førkrigsti­dens leben i de første efterkrigsår. Men der var tale om en stakket frist. Pots­damer Platz og Leipziger Platz lå på grænsen mellem de britiske, sov­jetiske og amerikanske sek­tor­er. Som den Kolde Krig tog til, udviklede plad­sen sig stadig mere til kon­flik­t­zone. Under arbe­jderdemon­stra­tionerne i Øst-Berlin i juni 1953 blev plad­sen ind­draget i de vold­somme kampe mellem demon­stran­ter og sov­jetisk mil­itær, hvilket bl.a. førte til, at Colum­bushaus på ny udbrændte, og i de føl­gende år blev plad­sen reduc­eret stadig mere til ufremkom­melig kold­krigs­grænse for til slut, med Murens opførelse i august 1961, at blive for­van­dlet til det største ingen­mand­s­land i del­ingsti­dens Berlin (Mauter 87–107).

Potsdamer Platz i 1975
Pots­damer Platz i 1975

I 28 år var dette sit­u­a­tio­nen. Ved en enkelt lej­lighed, i Wim Wen­ders prisvin­dende film, Himlen over Berlin, dukkede den øde, nu over­voksede plads frem af glem­slen. Men ellers var der ingen lyspunk­ter at spore, før Murens fald i novem­ber 1989 med et slag gjorde Berlin og snart også Pots­damer Platz til sym­bo­l­et par excel­lence på Tysk­lands og Europas gen­foren­ing og mulige overvin­delse af for­tidens ræd­sler.

Genopbygningen i genforeningens første årti

At Pots­damer Platz opnåede denne betyd­ning i ind- og udland, her­til bidrog utvivl­somt Roger Waters’ pom­pøse opførelse af the Wall på plad­sen i juli 1990 for 350.000 tilskuere og 500 mil­lion­er tv-seere i 52 lande (Elman). Men det var især arkitek­turkonkur­ren­cen i 1991 og det efter­føl­gende tiårs genop­bygn­ing, der gjorde plad­sen til et inter­na­tion­alt sind­billede på Europas mulige heling.

I konkur­ren­cen, som blev indledt sidst i juni måned 1991 og afs­lut­tet i beg­y­n­delsen af okto­ber, del­tog 16 tyske og inter­na­tionale arkitek­t­fir­maer. I pro­gram­met stod, at Post­damer Platz og Leipziger Platz, som konkur­ren­cen også gjaldt, skulle ind­fø­jes i Berlins poly­cen­triske struk­tur og tjene som bindeled mellem byens østlige og vestlige hov­ed­cen­tre. I anknyt­ning til den his­toriske europæiske by skulle området have den højest mulige grad af funk­tions­b­land­ing og besid­de en høj visuel og social kvalitet for byens kon­sum- og forlys­telsesori­en­terede beboere og brugere, mens det i byrum­lig for­stand skulle knytte an til det his­toriske grun­drids og det 19. århun­dredes kom­pak­te blok­struk­tur­er og geometriske gade­for­løb. Hvor­dan funk­tions­b­landin­gen skulle organ­is­eres, havde det vest­ber­linske sen­at bek­endt­gjort i en beslut­ning året forinden, hvor det hed, at bebyggelsens stuee­tager skulle inde­holde for­ret­ninger samt gas­tronomiske og kul­turelle indret­ninger (Boden­schatz 209).

På dette tid­spunkt blev det dog diskuteret heftigt, om pro­jek­tet over­hovedet kunne beteg­nes som europæisk end­sige offentligt. I 1990 havde myn­dighed­erne sol­gt størst­ede­len af området, 68.000 kvadrat­meter i alt, til Daim­ler-Benz AG, som havde betalt den uhørt lave sum af 1.505 DM pr. kvadrat­meter. Året efter blev knap 31.000 kvadrat­meter sol­gt til Sony til den stadig lave pris af 3.270 DM pr. kvadrat­meter, mens 15.000 kvadrat­meter blev sol­gt til inve­storen A+T til en lig­nende lav pris. Dermed, lød kri­tikken, havde myn­dighed­erne over­ladt byens måske vigtig­ste område til pri­vate aktør­er, inden en offentlig beslut­ning om dets fremtid var truf­fet.

Konkur­ren­cen udmønt­ede sig i en bred vifte af forskel­li­gart­ede kon­cepter. Af disse syntes Hans Koll­hoffs bidrag, med dets kreds af mon­u­men­tale skyskrabere, på ublu vis at hylde storkap­i­tal­ens ind­tog på plad­sen. Daniel Libe­skinds forslag der­i­mod syntes at beteg­ne et eksper­i­mentelt forsøg på at gen­tænke selve idéen om et bycen­ter (Kool­haas) og reflek­tere områdets his­to­rie uden at gribe til rekon­struk­tion­er, mens forslaget af Will Alsop & Jan Störmer syntes fun­deret i bestræ­belsen på at hylde infor­ma­tion­ssam­fun­det og give det byarkitek­tonisk form. Imi­dler­tid kunne hverken disse eller nogle af de andre mere bemærkelsesværdi­ge forslag sætte sig igen­nem. Til inve­stor­ernes ærgrelse val­gte juryen det nok mest kon­ser­v­a­tive konkur­rence­bidrag, forslaget af arkitek­terne Heinz Hilmer og Christoph Sat­tler, der med den europæiske bys red­ning for øje havde holdt sig strengt til for­drin­gen om at knytte an til førkrigsti­dens struk­tur­er og helt und­ladt at pro­jek­tere højhuse. Som mod­træk frem­drog inve­stor­erne et alter­na­tivt forslag af den engelske arkitekt Richard Rogers. Men på trods af at flere uafhængige iagt­tagere mente, at Rogers’ forslag på mange punk­ter var det bed­ste og mest tidss­varende af alle, faldt tilt­aget ikke i god jord hos myn­dighed­erne, der anså det som et forsøg fra inve­stor­ernes side på at overtage styrin­gen. Til slut val­gte myn­dighed­er og inve­stor­er kom­pro­mis­sets vej. Myn­dighed­erne kunne beholde Hilmer og Sat­tlers forslag, men måtte give inve­stor­erne lovn­ing på en række højhuse, herun­der tre ved selve plad­sen (Boden­schatz 209–211).

Efter mas­ter­pla­nens ved­tagelse ful­gte konkur­rencer for de enkelte kvarter­ers og bygningers realis­er­ing. Her sat­te inve­stor­erne sig så tungt på beslut­ning­sprocesserne, ikke mindst i forhold til områdets brugs­funk­tionelle indret­ning, at debat­ten om, hvorvidt det over­hovedet gav mening at betragte bygge­fore­haven­det som europæisk eller for den sags skyld berlin­sk, igen blussede op (Zer­lang C 51).

Ren­zo Piano vandt konkur­ren­cen om det 68.000 kvadrat­meter store Daim­ler-kvarter og teg­nede efter­føl­gende selv en del af bygningerne, som for de flestes ved­k­om­mende blev iklædt glas og orangeg­ule mursten, mens bl.a. Koll­hoff og Rogers stod for nogle af de andre. Hos Sony, på den anden side af Neue Pots­damer Straße, faldt val­get på den amerikanske arkitekt Hel­mut Jahn, der også endte med at teg­ne de fleste af mediekon­cer­nens bygninger, mens konkur­ren­cen for A+T‑kvarteret langs den tidligere Pots­damer-banegårds banelegeme blev vun­det af den ital­ienske arkitekt Gior­gio Gras­si, som her pro­jek­terede fem eksklu­sivt udseende beboelses­bygninger med enkle, strenge murstens­fa­cad­er.

Den nye Potsdamer Platz

Siden da er de fleste kvarter­er blevet opført og taget i brug, og også under jor­den, hvor Europas læng­ste bytun­nel blev anlagt, er arbe­jdet for længst fuld­ført. Kun Leipziger Platz har i en årrække ligget ufærdig hen, men også her er målet nu i sigte. Om det så har været det hele værd, hersker der til stadighed delte meninger om. Myn­dighed­erne kæm­pede hårdt for idéen om, at bebyggelsen skulle knytte an til det 19. århun­dredes europæiske bystruk­tur. Alligev­el vil mange kri­tikere hævde, at den nye Pots­damer Platz mere end noget andet er at betragte som et amerikan­sk byrum.

Bjørn-Giesenbauer-1024x768

I byggeteknisk for­stand er bebyggelsen af høj kvalitet, og set fra øst er plad­sen sat fint i scene med de tre højhus­tårne, der trods deres ind­byrdes forskel­lighed kom­ple­menter­er hinan­den på fornem vis. Den nok smukkeste og mest præ­gende bygn­ing er Koll­hoffs rød­brune højhus­tårn, men lancerin­gen af en arkitek­tur, der så tydeligt knyt­ter an til det tidlige 20. århun­dredes Chica­go, som Berlin i Weimar­tiden blev opfat­tet som en slags søster­by til, virk­er bagstræberisk, ja end­da revi­sion­is­tisk på dette sted. Gras­sis bygninger, som kan minde en del om Kirke­bys murstensværk­er, besid­der en klar skulp­turel kvalitet, men virk­er sam­tidig så eksklu­sive og util­nærmelige i deres præ­ten­tiøse stramhed, at ingen ud over kvarterets beboere synes at kunne iden­ti­fi­cere sig med dem. Mest ude af trit med nuti­den synes Sony-cen­tret dog at være. Nyhedsvær­di­en gik hur­tigt af Jahns glas- og alu­mini­ums­bek­lædte bygninger, og selvom den sejl­pryd­ede glaskup­pel over kom­plek­sets atri­um er blevet en varig del af Berlins ikono­grafi og fort­sat kan imponere i oplyst til­stand om afte­nen, frem­står det såkaldt inno­v­a­tive byrum i dag som et stykke sci fi-arkitek­tur fra 1970erne. De mest tidss­varende og der­for også mest tid­sløse bygninger synes Ren­zo Piano at have lev­eret, men hvor Jahn og Koll­hoff kan siges at have over­be­tonet de sym­bol­ske og ikono­grafiske lag, har Piano gjort det i for ringe grad. I hvert fald synes Pianos orange-gule bygninger at man­gle enhver sted­speci­ficitet, hvor­for også de står som fremmedlege­mer i området.

At ingen af arkitek­terne rigtig har befat­tet sig med stedets his­to­rie og der­for har skabt et byrum, der hverken opleves som berlin­sk eller europæisk, men snarere som uper­son­ligt glob­alt, afspe­jler sig også i den fortælling, stedet pro­duc­er­er. At Pots­damer Platz kan siges at inkarnere Berlins, Tysk­land og Europas lyses­te og mørkeste øje­b­likke, er på ingen måde til at se. Der er enkelte ref­er­encer til Weimar­tidens plads, men det er ren over­flade, som kun tur­is­ter vil kunne føle noget for. Det egentlige his­toriske mate­ri­ale, den tomme og over­voksede plads, som byens befolkn­ing havde et reelt forhold til, er blevet elim­ineret til fordel for en his­torisk bystruk­tur, som ikke har noget med livet i nuti­dens Berlin at gøre. Inter­es­sant nok har dette gjort den nye Pots­damer Platz til et nyt ingen­mand­s­land – et iden­titet­sløst og his­to­rieløst sted, der svæver frit rundt i byen og hverken rum­mer sorg eller glæde.

Områdets helt afgørende prob­lem er dog struk­turelt og brugs­funk­tionelt. Oprindeligt var tanken, at området skulle have den højeste grad af funk­tions­b­land­ing og rumme stuee­tager med detail­han­del, gas­trono­mi og kul­turindret­ninger. Men også på disse punk­ter har inve­stor­erne fremtvunget en anden dag­sor­den. I Daim­ler-kvarteret er en shop­ping-mall blevet realis­eret i bebyggelsens inder­ste del, hvilket har haft til følge, at kvarterets egentlige for­sider, hvor detail­han­del, gas­trono­mi og kul­tur skulle have haft til huse, er blevet for­van­dlet til uat­trak­tive bagsider uden for­ret­ninger og liv. Det samme gælder Sony-cen­tret, hvis atri­um har en yder­st intro­vert karak­ter (Boden­schatz 215–216). Denne sit­u­a­tion forvær­res af den brede trafikåre, Neue Pots­damer Straße, som skær­er sig ind mellem de to kvarter­er og gør dem end­nu mere selvtil­strække­lige.

De mindst intro­verte dele kan find­es på Alte Post­damer Straße og den lille Malene-Diet­rich-Platz, hvor caféer og restau­ran­ter lig­ger ud mod gaden. Men ellers er de offentlige rum præget af en gabende tristesse. Der­til kom­mer brugs­funk­tion­ernes karak­ter. Hvad enten det drejer sig om var­er, gas­trono­mi eller kul­tur, er det nationale og glob­ale main­streamkæder, som står bag. Brugs­funk­tionelt er intet unikt. Alt lige fra maden i shop­ping-mal­lens stuee­tage til opførelserne i Daim­ler-kvarterets vari­etéteater er i vid udstrækn­ing isce­ne­sat fra ende til anden af den samme gen­nemkalkulerede ånd og som sådan alde­les ufarligt.

Om dette så skal ses som udtryk for, at amerikan­sk kom­mer­cial­isme har sat sig på Pots­damer Platz, som kri­tikere i åre­vis har hævdet (Zer­lang C 52), er igen et andet spørgsmål. Med tanke på, at amerikanske massekul­turelle fænomen­er som jazzmusik, musi­cals og spille­film virkede ind i den kul­turelle opblom­string i Weimar­tidens Tysk­land og end­da blev opfat­tet som en befriende mark­er­ing af, at det kul­tur­restrik­tive tyske kejserdømme var lagt i graven, synes denne mod­still­ing ikke hold­bar som fork­lar­ingsmod­el. Prob­lemet med Pots­damer Platz er ikke så meget det, der er, som alt det, der ikke er, og dette gælder vel i grun­den også den europæiske kul­tur. Pots­damer Platz rum­mer for lidt alsidighed og for få småt­skårne lokaler, og i det omfang disse lokaler find­es på gade­plan, er de for dyre til, at min­dre præ­ten­tiøse indret­ninger kan komme til. Pots­damer Platz har mass­er af plads tilovers, men ingen plads til hverken den min­dre kon­forme kun­st, de bil­lige, tilrøgede bevært­ninger eller de pro­vi­soriske klub­ber og spillest­ed­er, som kende­teg­nede plad­sen i Weimar­tiden og stadig kende­teg­n­er Berlin i dag. Arkitek­turen i Europa og resten af ver­den er blevet en penge­mask­ine, der værn­er om sin eksklu­sivitet på bekost­ning af livsver­de­nen. I den for­stand kunne Pots­damer Platz trænge til en ny nedgangstid, der ved at få pris­erne til at falde kunne skabe grobund for et mere dif­fer­en­tieret og ved­k­om­mende byliv. Og løftes blikket væk fra Pots­damer Platz og ud mod Europa som sådan, kunne et første skridt på vejen mod at gen­re­jse en europæisk bykul­tur bestå i lokalt at arbe­jde for en mere inklud­erende og min­dre væk­st­fik­seret hold­ning i bygge­poli­tikken. En bygge­poli­tik, der insis­ter­er på, at arkitek­turen skal tjene livet i dets sam­lede bred­de, og ikke storkap­i­tal­en. Byerne kan ikke klare sig uden storkap­i­tal­en, men storkap­i­tal­en kan heller ikke klare sig uden byerne. Havde myn­dighed­erne i til­fældet Pots­damer Platz været mere stædi­ge i forhold til at fastholde det klas­siske brugs­funk­tionelle kon­cept og min­dre stædi­ge i øns­ket om at vende his­to­rien på hov­edet og gen­sk­abe førkrigsti­dens for­gangne byarkitek­tur, taler en del for, at Berlin i dag ville være et alsidigt og lev­ende byrum rigere.

Artiklen er udgivet i Salon 55 #4, foråret 2014. Den fjerde udgave af Salon 55 sæt­ter fokus på den europæiske iden­titets- og enheds­forståelse. Tidsskriftet kan anskaffes i Møl­le­gades Boghan­del i Køben­havn, Stud­i­eStuen i Odense og Løve’s Bog- og Vin­Café i Aarhus. Find Salon 55 her.


Lit­ter­atur
Boden­schatz, Har­ald (udg.): Renais­sance der Mitte. Zen­trum­sum­bau in Lon­don und Berlin. Berlin: Ver­lagshaus Braun, 2005. ISBN 3−935455−93−3

Elman, Peter: ”The Wall – Live in Berlin”, in: http://tonyhollingsworth.com/?q=content/walllive-berlin – 07.03.2014.

Huyssen, Andreas: ”The Voids of Berlin”, in: Huyssen, Andreas: Present Pasts – Urban Palimpses­ts and the Pol­i­tics of Mem­o­ry. Stan­ford: Stan­ford Uni­ver­si­ty Press, 2003 B, p. 49–71. ISBN 0−8047−4561−7.

Ibel­ings, Hans & Pow­er­house Com­pa­ny: Shifts – Archi­tec­ture after the 20th cen­tu­ry. Amsterdam/Montreal: The Archi­tec­ture Observ­er, 2012. ISBN 978−90−819207−0−4.

Kool­haas, Rem: ”Berlin: the Mas­sacre of Ideas – An open let­ter to the jury of Pots­damer Platz”, in: doc­u­men­ta & Muse­um Frid­eri­cianum Ver­anstal­tungs-GmbH (red.): Doc­u­men­ta X. Ost­fildern: Cantz-Ver­lag, 1997, p. 694–695. ISBN 3−89322−911−6.

Mauter, Horst: ”Der Pots­damer Platz im Wan­del der Zeit­en”, in: Der Pots­damer Platz. Berlin: Ver­lag Dirk Nishen GmbH & Co. KG, 1995, p. 7–110. ISBN 3 88940 055 8

Neumey­er, Fritz: ”Auf­bruch zur Mod­erne: Neues Bauen in Berlin”, in: Bud­den­sieg, Tilmann (udg.): Berlin 1900–1933 – Architek­tur und Design. Berlin: Gebr. Mann Ver­lag, 1987, p. 34–83. ISBN 0−910503−55−9.

Pab­sch, Matthias: Zweimal Welt­stadt – Architek­tur und Stät­de­bau am Pots­damer Platz. Berlin: Reimer, 1998. ISBN 3−496−01191−2.

Post, Hans Chris­t­ian: Tilbage til fremti­den, men hvilken? Den byarkitek­toniske idékonkur­rence for Berlins Alexan­der­platz i 1993. Køben­havn: Det Human­is­tiske Fakul­tet, Køben­havns Uni­ver­sitet. Ph.d.-afhandling, intet ISBN.

Scarpa, Ludovi­ca: Mar­tin Wag­n­er und Berlin – Architek­tur und Städte­bau in der Weimar­er Repub­lik. Braunschweig/Wiesbaden: Friedr. Vieweg & Sohn, 1986. ISBN 3−528−08701−3.

Tscheschn­er, Dorothea: ”Der Alexan­der­platz unter der Hypothek des Verkehrs”, in: Pysall, Hans-Joachim (udg.): Das Alexan­der­haus – Der Alexan­der­platz. Berlin: jovis Ver­lags­büro, 1998, p. 55–75. ISBN 3−931321−87−8

Zer­lang, Mar­tin (A): ”Indled­ning”, in: Byens Pladser. Køben­havn: Bor­gens For­lag, 1996, p. 7–10. ISBN 87−21−00414−5.

Zer­lang, Mar­tin (B): ”Plad­sen i his­to­rien” in: Byens Pladser. Køben­havn: Bor­gens For­lag, 1996, p. 31–57. ISBN 87−21−00414−5.

Zer­lang, Mar­tin ©: ”Pots­damer Platz – myten om midten”, in: Kul­tur & Klasse, Årg. 38, Nr. 109 (2010): Den sen­mod­erne by, p. 45–54.

Scroll til toppen