Tyngdekraft, naturhistorie, revolution

1668_Gérard_de_Lairesse_-_Allegory_of_the_Five_Senses

Hvad har Newtons teori om tyngdekraften med politisk revolution at gøre? Samfundskritikken og idéen om oplysningstænkeren opstod ud af en naturfilosofisk tradition, der anså hele verden som levende og følsom. Christoffer Basse Eriksen rekapitulerer i dagens essay opkomsten af Oplysningstiden.

Når his­to­rien om Oplysningsti­den bliv­er for­t­alt er hel­tene oftest de store poli­tiske tænkere, Rousseau, Voltaire, Mon­tesquieu, og altid fremhæves Den franske rev­o­lu­tion som stedet, hvor Oplysning­spro­jek­tet blev til virke­lighed. Sjæld­nere forbindes noget så ordentligt som naturv­i­den­skab med rev­o­lu­tionerende idésk­ab­ninger. De nye idéer om for­nuft, fri­hed, lighed og kri­tik var rigtig­nok poli­tiske idéer, der blev mobilis­eret til at slå tra­di­tion­er, autoriteter og specielt monarki­et af pin­den, men de var ikke kun poli­tiske idéer, lige­som Rousseau og Voltaire ikke kun var poli­tiske filosof­fer. De nye kri­tikere var i lige så høj grad optagede af naturen som sam­fun­det, og mange af deres bestræ­belser gik på at forsøge at forstå den naturlige ver­den omkring dem bedre. Både Rousseau og Voltaire inkarnerede en ny type eller per­sona, nem­lig ham — for det var altid en mand — som fran­skmæn­dene kalder philosophe. Og for denne philosophe gik sam­tal­en gnid­nings­frit fra New­tons nye teori om tyn­gdekraften og Lin­nés botaniske sys­tem til spørgsmålet om poli­tisk rev­o­lu­tion.

Den mekaniske filosofi kollapser under sig selv

His­to­rien om, hvor­dan natur­filosof­fen blev sådan en type, der kunne kri­tis­ere autoriteter og reli­gion, fortæller viden­sk­abs- og idéhis­torik­eren Stephen Gaukroger i sin nyeste bog The Col­lapse of Mech­a­nism and the Rise of Sen­si­bil­i­ty. Gaukroger sporer gen­nem 80 år og 500 tæt­skrevne sider, hvor­dan en ny per­sona, en viden­sk­a­belig karak­ter, fremkom i første halvdel af det 18. århun­drede som reak­tion på en viden­skab, som havde lovet for meget, men lykkedes med for lidt, nem­lig den mekaniske filosofi, der fork­larede alt­ing som stof i mekanisk bevægelse. I cen­trum for denne mekaniske filosofi står René Descartes, der nok er mest kendt for sit berømte dik­tum “jeg tænker, alt­så er jeg”, men som her ret­telig beskrives som natur­filosof­fen Descartes, der gav en fysisk fork­lar­ing på ver­dens opståen, beskrev de tre bevægelseslove og som alt­så mente at alt­ing kunne beskrives som stof i bevægelse.

Selv mente Descartes, at hans sys­tem først ville være færdigt, når han kunne beskrive, hvor­dan dan­nelsen af liv fandt sted, alt­så hvor­dan et nyt fos­ter bliv­er dan­net. I sine fys­i­ol­o­giske afhan­dlinger under­søger Descartes den men­neske­lige krop ud fra den præmis, at alle process­er, blodets kred­sløb, nerve­banerne, san­se­virk­somhe­den samt fordø­jelsen, foregår ved hjælp af mekanisk tryk og at men­nes­kets særeg­ne natur, sjælen, ingen betyd­ning havde for krop­pens oper­a­tioner. Dette synes dog ikke at lykkes for Descartes, i hvert fald undr­er den tyske filosof Got­tfried Wil­helm Leib­niz sig senere over “hvad Mon­sieur Des Cartes havde forestil­let sig med sin mand, hvis dan­nelse koster så lidt, men som i så ringe grad lign­er en rigtig mand”. For Leib­niz var sjælelige og leg­em­lige process­er to sider af samme sag, mens de for Descartes var abso­lut adskilte.

Descartes’ ver­dens­billede var mekanisk, men det var — i mod­sæt­ning til den gængse fortælling — ikke dette mekaniske ver­dens­billede, der kom til at beskrive den mod­erne, viden­sk­a­belige kul­tur, men i stedet et andet, nem­lig føl­somhe­dens, eller sen­si­bilitetens. Gaukroger beskriv­er, hvor­dan den mekaniske filosofi kol­lapsede under sit eget krav om at give en fuld­stændig fork­lar­ing på alle fysiske fænomen­er, en fork­lar­ing som kun tyede til mekaniske prin­cip­per og intet andet, og blev til et forstokket sys­tem, der der­for ikke evnede at gøre op med den aris­toteliske forståelse af viden­sk­abens grundlæggende, prin­cip­ielle fork­laringer.

At beskrive en hest horisontalt

Der skulle en englæn­der til for at gøre op med 2000 års viden­sk­a­belig tænkn­ing, nem­lig John Locke. I filosofi­his­to­rien bliv­er Locke ellers ofte plac­eret i en under­lig mellem­po­si­tion som ind­varsler af den empiriske filosofi, som han ikke drog de fulde kon­sekvenser af. Og for nylig er han af idéhis­torik­eren Jonathan Israel i hans tre mam­mutværk­er om Oplysningside­al­erne blevet beskrevet som en kom­pro­mis­sø­gende,  fordækt anti­demokratisk kris­ten. Men hos Gaukroger er Locke den klare hov­ed­per­son i det viden­sk­ab­shis­toriske nar­ra­tiv. Locke er tænknin­gens rev­o­lu­tionære, idet han opstiller nogle helt nye kri­terier for, hvad sand­hed og viden er og hvor­dan vi som nys­ger­rige væsen­er kan komme til at gribe dem.

Hvor Aris­tote­les, Descartes og Leib­niz, de tre store natur­filosofiske inno­vatør­er, forsøgte at fork­lare alt­ing ver­tikalt ved at søge den dybe grund til naturens fænomen­er — om det så var mate­riens form eller mekaniske bevægelser på mikro­niveau — så søgte John Locke sine fork­laringer horison­talt ved at ind­sam­le så mange kends­gerninger om et fænomen som muligt. At bedrive viden­skab var for Locke lige­som his­to­rieskriv­eren, der find­er så mange kilder som muligt for at skrive den mest nøjagtige his­to­rie. Ja, fak­tisk drager Locke i sit store Essay Con­cern­ing Human Under­stand­ing en sam­men­lign­ing mellem Bibe­lens tro­værdighed og lem­fældige rejsebeskriv­elsers nøjagtighed (så mange øjen­vid­ner til Jesu genop­standelse var der trods alt heller ikke), en sam­men­lign­ing, der fik det næsten 600 sider lange essay på lis­ten over for­budte bøger.

Dette nye syn på viden­skab fik stor suc­ces, specielt i Frankrig, hvor Lock­es erk­endelses­te­ori blev intro­duc­eret i par­løb med Isaac New­tons nye teori om tyn­gdekraften, som vel at mærke ikke er en mekanisk teori, idet tyn­gdekraft virk­er over afs­tand uden mekanisk inter­ak­tion mellem leg­e­merne. En af de store ekspo­nen­ter for Lock­es anti-sys­tem­a­tiske viden­sid­e­al var bestyr­eren af den botaniske have i Paris Jardin du Roi (nu Jardin des Plantes) Georges Buf­fon. Buf­fon udgav fra 1749 og frem det mon­u­men­tale værk His­toire naturelle, hvori han gav en beskriv­else af alle naturens væsen­er, men netop efter en horison­tal frem­gangsmåde. I forordet til His­toire naturelle geråd­ede Buf­fon sig ud i en let­tere per­fid diskus­sion med svenske Carl von Lin­né, som ellers var kendt i hele det lit­terære Europa for sin Sys­tema naturæ og sit binom­i­nale nomen­klatur, som var (og er!) en metode til at klas­si­fi­cere alle skab­ninger efter udval­gte egen­sk­aber, mes­ten­dels repro­duk­tion­sor­gan­erne beskaf­fen­hed. Det var sådan, Homo sapi­ens kom til at hed­de Homo sapi­ens.

Ifølge Buf­fon kunne ingen sand viden stamme fra, at man ind­plac­erede en af ver­dens skab­ninger i hvad der for ham frem­stod som et arbi­trært sys­tem. Nej, for at beskrive eksem­pelvis en hest måtte man beskrive hes­ten horison­talt, beskrive hes­tens van­er, den måde, den indgår i flokke på, dens gang og løb samt, til manges over­raskelse, også dens nytte i men­nes­kets omgang med det, som for eksem­pel det fak­tum at hes­ten er et frem­ra­gende trans­port­mid­del (anno 1750). For Buf­fon var alt­ing rela­tionelt, for han så alle skab­ninger i ver­den som en del af den samme store væren­skæde, men en kæde i kon­stant fluks, kun dif­fer­en­tieret af umærke­lige grad­er, der kon­stant glid­er over i hinan­den.

Følsomhed er al erkendelses udgangspunkt

I grup­pen omkring Buf­fon opstod inspir­eret af Locke en ny viden­sk­a­belig hold­ning, hvis kode­ord var sen­si­bilitet, eller føl­somhed. Begre­bet var omdrejn­ingspunkt for forskn­ing primært i fys­i­olo­gien, hvor specielt den tyske naturhis­torik­er Albrecht von Haller var for­gangs­mand inden­for under­søgelser af irri­tabiliteten og sen­si­biliteten, eller reflek­serne, som vi ville sige i dag. Sen­si­biliteten, alt­så det organ­iske mate­ri­ales evne til at strækkes, når det bliv­er stim­uleret — som knæet, der springer op hos lægen — førte til filosofiske overve­jelser over, om organ­isk stof i sig selv havde kvaliteter af mere åndelig art. For eksem­pel mente den franske natur­filosof og opdagelses­re­jsende Mau­per­tu­is, at de organ­iske molekyler var begavet med “begær, hukom­melse og intel­li­gens”. Og at det for­resten var der­for, de vid­ste, hvor­dan de skulle forme sig til nye indi­vider i liv­mod­eren eller ægget — det prob­lem, som Descartes ikke kunne løse.

Men denne idé om føl­somhed for­blev ikke i natur­filosofiens gemakker. Hos Denis Diderot, udgiv­er af Encyk­lopæ­di­en fra 1751–1772, flit­tig gæst i Bastillen for sin for­fat­ter­virk­somhed og en af Buf­fons ven­ner, blev den organ­iske føl­somhed til et begreb om, hvad jeg men­er bedst kan beskrives som intellek­tuel vågen­hed. Diderot er sen­si­bilitetens mester. Hos ham er alt­ing i kon­takt og berøring med hinan­den, og det er denne berøring, der er det cen­trale i beskriv­elsen og forståelsen af ver­dens gen­stande. Men­nes­ket ind­tager nok den højeste plads, ikke for­di det essen­tielt er bestemt til at være hersker over naturen, men for­di men­nes­ket er mest vågent, hvis det da er og hold­er sig vågent. For Diderot er det at benævne gen­stande med sprog også en måde at være ‘ude ved tin­gene’ på, og der­for en føl­somhed.

På den ene side er dette for Diderot et filosofisk had mod matem­a­tisk-sys­tem­a­tisk viden­skab, på den anden side et poli­tisk had mod autoriteter og tra­di­tion. Som han beskriv­er det i artiklen Philosophe fra Encyk­lopæ­di­en, så er den filosofiske per­sona for Diderot én, der kun tager for sandt, hvad han ved fak­tisk er sandt, der tager det falske for fal­sk, det tvivl­somme for tvivl­somt og det sandsyn­lige kun for sandsyn­ligt. Og lever den viden, han har ikke op til dette sand­hed­skrav, ja, så må den ægte filosof for­blive agnos­tisk.

Det er his­to­rien om denne philosophe og opgøret med autoriteterne, vi almin­deligvis bliv­er for­t­alt his­to­rien om, mens den natur­filosofiske forhis­to­rie ofte bliv­er forvist til en fod­note. Sådan behøver det ikke være. Stephen Gaukroger vis­er velo­plagt i sin bog, hvor­dan natur­filosofien var en intim del af de ide­ol­o­giske udviklinger, som fandt sted op til Den franske rev­o­lu­tion. Og at mod­still­in­gen mellem filosofi og viden­skab er af nyere dato, hvor­for vi må smide den over­bor­ds, hvis vi vil forstå dan­nelsen af vores egen kul­tur.

Stephen Gaukrogers bog The Col­lapse of Mech­a­nism and the Rise of Sen­si­bil­i­ty — Sci­ence and the Shap­ing of Moder­ni­ty, 1680–1760 er udgivet på Oxford Uni­ver­si­ty Press og kan erhverves her.

Christof­fer Basse Erik­sen er ph.d.-studerende ved idéhis­to­rie på Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen