UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

De repræsenterede

Den politiske, økonomiske, sociale og kulturelle situation og krise i dag tydeliggør konturerne af en diversitet af nye subjektiviteter. I en global verden hvor usikkerhed, arbejdsløshed, gæld og militarisering hersker, eksisterer der ligeledes nye former for herredømme. Dette betyder også en produktion af nye former for herskere og beherskede, men dermed også nye muligheder for opkomsten af nye former for politisk subjektivitet; subjektiviteter, der vil kunne være i stand til at bryde med et tilsvarende herredømme. De repræsenterede er en af disse.

Spørgsmålet omkring repræsentation har altid været, og er en central del af den politiske teori og filosofi. I filosofihistorien handler dette spørgsmål om, hvorledes det er muligt at legitimere politisk suverænitet og autoritet. Hvad er den bedste måde at organisere samfundet på, specielt staten, og hvorledes kan det legitimeres? Tidlige kontraktteoretikere som Thomas Hobbes insisterer på, at suverænen må være absolut og udelelig, samt legitimeres gennem den sociale kontrakt individerne indgår med suverænen for at afskaffe den brutale naturtilstand. Repræsentation som spørgsmål og svar kommer ind i billedet med den liberale konstitutionalisme. Delingen af magten, suverænen, er her central. Endvidere introduceres der et princip om sociale gruppers repræsentation, en idé som er socialhistorisk grundet i det gamle stændersystem.

Ideen er, at sociale grupper skal kunne repræsenteres, og at dette netop bringer balance og stabilitet i socialiteten. Spændvidden er stor, og hos de første liberale tænkere (f.eks. John Locke) har både princippet om magtdeling og repræsentation intet med det, vi i dag forstår som det liberale eller repræsentative demokrati at gøre. Snarere var ideen at forhindre demokrati, forstået som ”pøbelvælde” eller ”proletariatets diktatur”, dvs. folkets direkte styre. Ad denne vej går der alligevel en lige linje op til vore dages liberale politiske system, en pointe jeg nu vil uddybe.

 

Opgøret med ideen om det liberale systems nødvendighed

Den første ideologiske forestilling jeg vil gøre op med for at forstå den politiske situation i dag, er Fukuyamas pseudo-hegelianske doktrin om den naturlige historiske udvikling fra tidligere tiders tyranni til vore dages liberale system (kaldet det liberale demokrati), med kun få undtagelser; undtagelser som det så gælder om at forklare. Denne doktrin figurerer i forskellige versioner indenfor den politiske videnskab. Udgangspunktet er dog nogenlunde det samme, nemlig at det liberale system/demokrati er alle andre styreformer overlegen, hvorfor der heller ikke kan blive sat spørgsmålstegn herved. Ud fra denne tanke bliver det liberale system sat som endemålet for historien, og den forudgående udvikling bliver fortolket i lyset af dette mål. Heri ligger altså en indbygget teleologi, nogle gange manifest, andre gange latent. For det første er denne doktrin historisk fejlagtig. Den moderne historiske udvikling har været præget ad mange forskelligartede tendenser, fx liberalisme, fascisme og stalinisme, og de pegede bestemt ikke i sig selv frem mod det nuværende liberale system, og de var heller ikke blot anomalier, som det gælder om at forklare.

For det andet så umuliggør teorien også enhver forståelse af de sociale antagonismers afgørende rolle for den sociale udvikling og transformation. I modsætning til Fukuyama-doktrinen vil en genuin forståelse af den konfliktfyldte sociale udvikling og transformation tage fat i, hvordan antagonistiske kampe er blevet udkæmpet, og på hvilke arenaer og af hvem. Den formår desuden at skelne mellem agonisme og antagonisme, hvor agonismen udspiller sig indenfor bestemte sociale og politiske dominansforhold (måske netop det, som karakteriserer vore dages politiske system), hvorimod antagonismen er selve den dybereliggende konflikt over sådanne forhold. Det har behov for en uddybning.

I det tyvende århundrede gav det stadig mening at tale om et stærkt civilsamfund. Med stærke og organiserede kohærente sociale grupper, havde folket (i hele dets diversitet) stadig fordele ved at lade sig repræsentere i civilsamfundets og det politiske systems institutioner. Som sådan åbnede denne repræsentation for en politisk kampplads, der stadig indeholdte social transformation indenfor sin horisont. Det tyvende århundrede er således historien om, hvorledes de beherskede tilkæmpede sig rettigheder (stemmeret, organisationsfrihed, forsamlingsfrihed, fagforeningernes forhandlingsret etc.), og var i stand til at bruge disse rettigheder til at transformere dele af den eksisterende kapitalistiske socialitet.

Ligeså meget som den nutidige globale kapitalisme er et produkt af dens egendynamik og udvikling, så er den et produkt af kampene mellem lønarbejde og kapital. Denne tendens og disse kampe var netop udgangspunkt for Operaismens analyser af både den politiske situation i Italien (og Europa), men også som grundforståelse af kapitalismens udviklingstendenser. Men hvor står vi i dag?

Dét civilsamfund og dét politiske system som engang kunne bruges som udgangspunkt for social transformation, er i dag fuldstændigt degenereret. Arbejderbevægelsens demokratiske masseorganisationer (indbefattende alt fra politik, arbejdsliv, kunst, kultur, hjemmet etc.) er kun noget vi nostalgikere kan kigge tilbage på med længsel i dag. Det politiske system er gennemsyret af lobbyarbejde og private-offentlige forbindelser på eliteniveau. Med professionelle iscenesættere (spindoktorer) i ryggen bliver politik reduceret til et medialiseret konkurrence-skuespil, som ligeså godt kunne sendes på de private tv-kanaler på lige linje med hele paletten af reality-programmer.

Dette forfald i den politiske repræsentations institutioner er kun den ene side af sagen. Selvom disse institutioner faktisk virkede, som politisk repræsentation nu er bestemt til at virke af den klassiske politiske teori, så ville netop det oprindelige paradoks så godt formuleret af Rousseau stadig være gældende: ”Suveræniteten kan ikke repræsenteres af samme grund, som den heller ikke kan afhændes; den består efter sit væsen i fællesviljen, og viljen kan ikke repræsenteres: den er den samme, eller den er noget andet; der er ikke nogen mellemting.” Det liberale repræsentative system er i bund og grund adskillelsen af magten fra folket. Noget, der som sagt, ikke blev skjult af de klassiske liberale politiske tænkere.

 

Kritik af den postmoderne ”politik”

Dette betyder også at venstrefløjen (det vil sige dén politiske konstitution, som forpligter sig til gennemgribende social transformation) må opgive alle former for postmoderne ”politik”. Ernesto Laclau og Chantal Mouffe kritiserer hele den hidtidige socialisme for ikke at have været i stand til at skille sig af med totalitære (utopiske) fantasier, og skitserer som modsætning et såkaldt radikalt demokratisk projekt, som netop skulle være i stand til at undgå denne fælde. Laclau og Mouffe tager udgangspunkt i, at det liberale demokrati giver nogle muligheder for at føre et politisk projekt, som ikke falder i den såkaldte ”totalitære fælde”. Ifølge dem er venstrefløjens omfavnelse af det liberale demokrati et gode og en nødvendighed.

Det er et gode, fordi det åbner muligheden for en ny slags politik, og det er en nødvendighed for ikke at forfalde til en totalitær politik. Deres radikale demokratiske projekt går netop ud på at uddybe og udvide det liberale system. I stedet for en social transformation rettet mod den globale kapitalisme, indsnævres det politiske projekt til mindre partikulære problemer og løsningen af disse. Laclau formulerer det således: ”If the fullness of society is unachievable, the attempts at reaching it will necessarily fail, although they will be able, in the search for that impossible object, to solve a variety of partial problems.”

Som sådan er det liberale system netop et udtryk for en form for anerkendelse af dette problem, nemlig at socialiteten aldrig kan være “fuldendt”, og at der ikke findes politiske subjekter med fuldendte (og på ingen måde forudgående) identiteter. I stedet er ”samfundet” en stadig artikulation af forskellige elementer, som gennem en diskursiv praksis skaber partielle fikseringer af identiteter eller subjekt positioner, såkaldte ”nodal points” (på lacaniansk: mester-signifiant). Dette betyder, sagt på et mere forståeligt sprog, at der ikke findes nogen ”central” konflikt i samfundet (f.eks. klassekampen).

Der findes et principielt uendeligt antal mulige konflikter, fordi identiteter ikke er en fast størrelse, men noget som konstant forsvinder og opstår. Det liberale demokrati er anerkendelsen af dette, og deres ”radikale demokratiske” projekt går derfor ud på at udvide dette system, således at stadig flere subjektpositioner kan skabes og lade sig repræsentere. Formuleret på en anden måde, så betyder det, at den hegemoniske kamp er en konflikt over hvilket partikulært indhold, der vil og kan hegemonisere det tomme universelle. Det liberale demokrati er en anerkendelse af dette fundamentale konstitutive princip, og det radikale demokratiske projekt er (ikke andet end) udvidelsen af dette ”system”.

Problemet med denne tilgang er, at al form for gennemgribende transformation af den globale kapitalisme aldrig retter sig direkte mod kapitalismen selv, men i stedet omdirigeres gennem det liberale demokrati til partikulære interessekonflikter, som netop kan løses indenfor den globale kapitalisme. Vores ideologiske univers er således også konstrueret ud fra det liberale demokrati som mester-signifiant. Dvs. at det liberale demokrati som en fundamental fantasi udelader kapitalismens Reelle antagonismer til gengæld for empirisk symbolske forskelle (som netop er det ideologiske som sådan). Det Reelle i dag er således kapitalen, dvs. dens globale logik; dens stadige akkumulation og gennemgribende berøring med alle livssfærer. I forbindelse med denne kapitalens logik er der ligeledes et (ikke-)forhold som (ligesom det seksuelle forhold) tilhører det Reelles register, nemlig klasseforholdet. At der ikke er noget klasseforhold er det præcist omvendte af påstanden om klasserne og klassekampens forsvinden, eller ligestilling med andre kampe indenfor et identitetspolitisk felt.

I en parafrasering af Karl Marx, forklarer Slavoj Zizek det bl.a. således: “Class antagonism certainly appears as one in the series of social antagonisms, but it is simultaneously the specific antagonism which ‘predominates over the rest, whose relations thus assign rank and influence to the others’.” Konsekvensen er, at den hegemoniske kamp ikke kan foregå indenfor det liberale demokrati. Tværtimod, så reducerer det liberale demokrati den overdeterminerende antagonistiske kamp, klassekampen, til en række ligestillede dialoger, hvor enhver identitet kæmper for at bliver hørt og repræsenteret.

 

Nægtelsen

Problemet er, som sagt, at de repræsentative institutioner i dag er degenererede. Den globale kapitalisme efterlader et ekstremt snævert spillerum for de nationale repræsentationer, endsige nærmest intet for de lokale. I dag er den gamle (men i den politiske videnskabs diskurs stadig dominerende) tese om sammenhængen mellem kapitalisme og (liberalt) demokrati ikke gældende. Den østasiatiske, specielt kinesiske, kapitalisme (den såkaldte kapitalisme med asiatiske værdier) er selvfølgelig grundeksemplet på dette. Men også i hjertet af det liberale demokrati, Europa, bestyres den globale kapitalisme fra et europæisk standpunkt af ikke-repræsentative over-nationale bureaukratiske institutioner. Institutioner som desuden, sammen med de globale politisk-økonomiske institutioner (såsom IMF), er i stand til at indsætte teknokratiske regeringer i europæiske lande.

Kort sagt, så underminerer de globale magtstrukturerer de nationale repræsentative institutioner, og de gør det uden at dække over det. Frivilligt overgiver de nationale repræsentationer suverænitet til globale magtstrukturer og aktører. De gamle liberale institutioner som før i tiden kunne foregive, i hvert fald delvist, at lægge magten hos folket (min pointe fra før var jo netop, at dette aldrig var tilfældet), kan i dag end ikke foregive sådan længere.

De partier som førhen dedikerede sig til et socialt transformationsprojekt er i dag reduceret til vælgerforeninger. Disse vælgerforeninger spiller en rent mekanisk rolle i reproduktionen af de institutioner, som ligger under for de globale magtstrukturer. Venstrefløjens lære fra ’68 var at de gamle fagforeninger, som engang formulerede sig selv som starten på et reelt alternativ til den kapitalistiske samfundsformation, var blevet reduceret til én repræsentant blandt andre i de liberale institutioner. I dag er denne reduktion af fagforeningerne endnu dybere, og de står nu som selve symbolet på, at repræsentation i dag ikke kan åbne op for et politisk rum, hvori det bl.a. var muligt at formulere et radikalt politisk projekt.

At stemme i dag er lidt ligesom at trykke på ”luk døren”-knappen i en elevator. Alle ved, at den ikke virker (en myte som kun måske passer, men som under alle omstændigheder tjener som eksempel), men man trykker på den alligevel. Netop denne indsigt var afgørende for tilblivelsen af Los Indignados-bevægelsen i Spanien i 2011, hvor hovedbudskabet var, at folket ikke kunne repræsenteres. Dette resulterede selvfølgelig også i et valgnederlag til det indtil da regerende Socialistiske Parti. De, der før havde stemt socialistisk, stemte nu ikke længere.

I stedet gik folk ud i gaderne, besatte bypladser, universiteter, arbejdspladser, supermarkeder, etc. I de ”besatte” steder oprettede man rum, hvori det var muligt at udøve direkte magt, som selvfølgelig langt fra var rigtig effektiv, men som præsenterede sig selv som begyndelsen på et alternativ til de gamle liberale institutioner. Sådanne eksempler findes der masser af, og de er blomstret op siden 2011; fra Tahrir-pladsen til Madrid, Wall Street, Athen, Rom etc.

Kategorien ”de repræsenterede” udgør altså i dag en enestående mulighed for en ny politisk subjektivitet, som endda flere steder i verden har vist sig og konstitueret sig. Den mest centrale politiske handling for konstitueringen af denne politiske subjektivitet er nægtelsen. Mere konkret er det nægtelsen af at lade sig repræsentere. Når folk nægter at lade sig repræsentere af f.eks. vælgerforeningerne eller fagforeningernes ledelse, så åbnes der et rum for en politik, der kan basere sig på et socialt transformationsprojekt. Den internationale økonomiske krise er ikke bare økonomisk. Det er en politisk, institutionel, kulturel og generel social krise. For at komme udover denne strukturelle krise nytter det ikke noget at klynge sig fast til de gamle liberale/republikanske institutioner.

I dag er disse institutioner en af hovedårsagerne til at enhver ægte politisk intervention er placeret udenfor enhver horisont. Derfor må muligheden for sådan en politisk intervention starte med nægtelsen. Som Hardt og Negri skriver i deres nye bog Declaration: “Ancien regime was once the name for the rule of those in powdered wigs, but now instead the representative machine is an ancien regime! The republican constitutions have had their time, more than two centuries. Isn’t that enough?”

LÆS OGSÅ: Klassekamp eller moderne samfundsteori? Ja tak!

LÆS OGSÅ: Enhedslisten og de mange revolutioner

LÆS OGSÅ: Socialdemokraternes problemer med problemerne

LÆS OGSÅ: Konfliktens janushoved