Prævention og præformation, eller: Kondomer i Oplysningstiden

“I 1760 bandt abbed Lazzaro Spallanzani nogle små, hjemmelavede kondomer på en række frøer”. Og sådan fandt Spallanzani den videnskabelige forklaring på kondomets virkning. Christoffer Basse Eriksen opruller historien.

I 1777 trådte dok­tor Guil­bert de Pré­val op på en lille scene. Han bukkede for for­sam­lin­gen af præster og viden­sk­ab­smænd, måske specielt til her­tu­gen af Orléans, som også var til stede, og tog al sit tøj af bort­set fra, selvføl­gelig, sin natskjorte og sin pudrede paryk.

Der har han stået i al sin pragt og vælde og, forestiller jeg mig, sagt et par ord om, hvad der nu skulle ske. Op på sce­nen kom derefter to lud­ere, som også tog deres tøj af, hvor­på de alle tre påb­eg­y­n­dte et godt gam­meldags sam­le­je.

Lad os for­lade sce­nen her og for et kort øje­b­lik overve­je den gode dok­tor de Pré­vals sit­u­a­tion. Som sådan gør de Pré­val alt, hvad der for­ventes af en god viden­sk­ab­s­mand i Oplysningsti­den: Han fremvis­er sit eksper­i­ment i offent­lighed så alle kan se hans viden­sk­a­belige prak­sis. Han udfør­er det end­da selv, hvilket højn­er hans tro­værdighed. Alt i alt laver dok­toren ordentlig viden­skab. Men der er alligev­el et par prob­le­mer.

For det første dyrk­er han sex foran en for­sam­ling af gode kristne. For det andet gør han det med to pros­tituerede. For det tred­je, og det har jeg glemt at fortælle, bruger han et kon­dom.

Kondomer i Oplysningstiden

Kon­domet blev ikke opfun­det i Oplysningsti­den, det er langt ældre. Man har beskyt­tet sig med lærred, papir og behan­dlet horn og det har sikkert ikke været en udelukkende behagelig oplevelse. I 1700-tal­let var den mest efter­tragt­ede mod­el lavet af svine­tarm. Kon­domet er alt­så ikke nyt, men det er den med­i­cinske beskriv­else af det til gengæld.

I 1706 bliv­er kon­domet beskrevet som mid­del mod syg­dom og smitte. Det var vældig smart, for hvor idéen om det strikt monogame ægteskab var slået an blandt kvin­derne, halt­ede mæn­dene lidt efter. Det roman­tiske, evige ægteskab eksis­terede der­hjemme, men Lon­dons gad­er var fulde af lud­ere. Og Lon­don var beskidt. Så med et kon­dom i lom­men blev det meget nem­mere og mere impul­sivt at tage på kroen med ven­nerne uden at skulle være bange for efter­føl­gende at smitte konen der­hjemme.

Prob­lemet kom i 1720erne, da kon­domet også med­i­cin­sk blev anerk­endt som et præven­tion­s­mid­del, der kunne forhin­dre svanger­skab. Før da havde med­i­ci­nen kun beskrevet kon­domet som sikker­hed mod smitte. Det var et prob­lem, for den katolske kirke brød sig ikke om idéen om præven­tion. Og det til trods for at kon­domet var lidt af et vidun­der­mid­del. Det sikrede borg­erne fra at blive smit­tet med sek­suelt over­førte syg­domme og det gav dem en mulighed for ikke at få flere børn end de kunne forsørge. To ting, der kunne højne menighe­dens velfærd betragteligt.

Kirkens mod­stand kan selvføl­gelig fork­lares ud fra en mod­er­at krops­forskrækkelse, et mis­bil­li­gende syn på sex generelt og sex uden­for ægtesk­a­bet specielt. Heri lig­ger en stor del af fork­larin­gen selvføl­gelig. Men jeg vil her fores­lå en anden forståelse, der ikke bare han­dler om kirken og køn, men om hele Oplysningsti­den og selve Oplysning­spro­jek­tet.

Lazzaro Spallanzanis frøshorts og Hartsoekers homunculus

I 1760 bandt abbed Laz­zaro Spal­lan­zani nogle små, hjem­melavede kon­domer på en række frøer. Sådan set var der mere tale om nogle små frøshorts, som han havde stram­met meget tæt til. Han tog nu disse han-frøer og sat­te dem ned i et vand­bad sam­men med nogle hun-frøer. Så var det bare at vente på at frøerne ville “søge hun­nen med stor iver og gen­nem­føre for­plant­ningsak­ten så godt som de kan”.

Forsøget var suc­ces­fuldt, for der kom ingen hale­tudser ud af det. Der­for kunne Spal­lan­zani kon­klud­ere, at sper­men var årsagen til, at ægget beg­y­n­dte at udvikle sig. Han mod­be­viste alt­så den tidligere forestill­ing om, at det var en imma­teriel aura ved sam­le­jet, der forår­sagede svanger­sk­a­bet. Sam­tidig havde han givet en viden­sk­a­belig fork­lar­ing på kon­domets virkn­ing.

Det var dog egentlig ikke det, han ville under­søge. Eksper­i­mentet med frøshort­sene var en del af hans under­søgelser af for­plant­nin­gen. For­plant­nings­diskus­sio­nen var et cen­tralt strid­spunkt i Oplysningsti­dens naturhis­to­rie, dvs. den biol­o­giske viden­skab. Spal­lan­zani ville ikke demon­strere kon­domet, eller frøshort­senes, virkn­ing, han var mere kon­cen­tr­eret om selve sæden.

I 1694 havde Nico­laas Hart­soek­er gjort en stor opdagelse. Som den første havde han lagt sæd­væske under et mikroskop og han blev forun­dret, da han så, at den var lev­ende. I mikroskopet så han en masse små væs­ner, som han kaldte homuncu­lus eller ani­mal­cules. Hart­soek­ers byggede en teori på, hvad han så. Han mente nem­lig, at for­plant­nin­gen udelukkende skyldtes disse små homuncu­lusser, sæd­celler, og at kvin­dens liv kun var det sted, hvor de små væs­ner voksede indtil de var klar til at blive født.

Spal­lan­zani var af en anden opfat­telse. Han mente ikke, at livets kerne var i sæden som Hart­soek­er, men i stedet i liv­mod­eren. Spal­lan­zani kon­klud­er­er hård­nakket, at sæd­væsken, på trods af at den var nød­vendig for at sætte udviklin­gen af ægget i gang, ikke bidrog til bar­net med nogle essen­tielle dele. Fælles for de to natur­forskere var dog, at de begge støt­tede op omkring den teori, der kaldes præ­for­ma­tion. Teorien om præ­for­ma­tion går kort for­t­alt ud på, at alle naturens væs­ner blev skabt på én gang, nem­lig den­gang Gud skabte ver­den på seks dage og en hviledag. I Adam, det første men­neske, lig­ger alle ver­dens men­nesker som i en rus­sisk dukke.

Præformation, epigenese og det at ændre verden

I 1769 bliv­er vac­ci­nen mod skold­kop­per opfun­det. Denne teknik, vac­ci­na­tion­steknikken, er et meget godt billede på den slags viden­skab, man var beg­y­n­dt at udføre. Viden­skab var ikke læn­gere obser­va­tion­er, der skulle bekræfte den antikke viden eller Guds mirak­ler, men i stedet under­søgelser af naturen gen­nem appa­rater og ændringer gen­nem teknik. Vac­ci­na­tion, hvor man sprøjter en smule syg­dom ind i sig selv for at undgå en syg­dom, man ikke har fået end­nu, er sind­billedet på denne sny­den med naturen. At både vac­ci­na­tio­nens prob­lem og løs­ning er usyn­lig for det men­neske­lige øje forstærk­er bare billedet.

Mange af den slags manip­ulerende under­søgelser blev fore­taget. I midten af 1700-tal­let udgav Albrecht von Haller, en anden tilhænger af teorien om præ­for­ma­tion, sine obser­va­tion­er af ube­frugt­ede hønseæg. Haller ville bevise, at rygraden allerede var til stede i ægget før det blev befrugtet, for det ville, ifølge ham, end­e­gyldigt bevise præ­for­ma­tion­ste­orien. I prak­sis betød det at han smadrede et utal af hønseæg. Der er noget utroligt dekadent over denne scene. Uni­ver­sal­ge­ni­et Albrecht von Haller, Tysk­lands sid­ste Aufk­lär­er, står pudret og med hvid paryk og smadr­er æg efter æg nede i sin kæmpe kælder. Han læg­ger ægge­blom­men under mikroskopet og sprøjter alko­hol ind i den, for Albrecht ved godt, at det han led­er efter er usyn­ligt. Men det skal være der. For Gud find­es.

Mod­standerne af præ­for­ma­tion­ste­orien, for sådan nogle var der også, var generelt lidt vildere, lidt min­dre gud­frygtige og lidt mere franske. Den mest kendte er Oplysnings­filosof­fen Denis Diderot, som stod for udgivelsen af Encyk­lopæ­di­en, den største metafor for Oplysningsti­den, vi har. Diderot var tilhænger af den epi­genetiske teori og han havde et langt mere dynamisk syn på naturen. Ifølge epi­genetik­erne blev ver­den skabt igen og igen og ved men­neskene, dyrene og planternes hjælp, ikke ved Guds. De forestillede sig alt­så ikke én metafy­sisk ska­belse, men i stedet en masse løbende og udelukkende fysiske ska­belser. Den epi­genetiske teori lukker op for, at men­nes­ket selv kan skabe ver­den, og derved også ved hjælp af et kon­dom ikke skabe den.

Diderots tanker om naturen var i høj grad poli­tisk informerede. Han var mod­stander af metafysik, abstrak­tion, skel og grænser. Naturen var for ham et sam­men­hæn­gende hele uden opdelinger. Sam­tidig var naturen også selvreg­ulerende. Lovene for naturen blev ikke skrevet af en ubevægelig Gud, men var i stedet ind­skrevne i væsen­erne selv. Diderot anså desu­den men­nes­ket for at være et avanceret dyr, så den poli­tiske læs­ning lig­ger lige for: Ethvert men­neske skaber sin egen lov. Diderots tænkn­ing smed tra­di­tio­nen, teolo­gien og monarki­et på porten.

Kondomer skaber mennesker

Spal­lan­zani, Hart­soek­er, von Haller. De var alle tilhæn­gere af præ­for­ma­tion­ste­orien, en teori der i dag synes absurd. Men de var ikke dårlige viden­sk­ab­smænd, tvær­ti­mod var de nogle af de største udforskere af naturen i Oplysningsti­den. Fælles var dog, at de var mekanis­ter og kristne. Deres ver­dens­billed­er var byggede op omkring en uforan­derlig natur, der i sid­ste ende var skabt af Gud. De under­søgte naturen på måder, som ver­den aldrig havde set før, men sam­tidig havde de en bar­riere: Her­til, men ikke læn­gere. Grænsen gik i manges til­fælde ved Guds ord og Guds lov.

Vi tænker almin­deligvis kon­domet som en mulighed for at sige fra. Der­for tænker vi også, at mod­standen mod kon­domet må skyldes, at den katolske kirke ikke ønsker, at vi men­nesker kan sige fra. Men hvad nu, hvis det er omvendt? Hvad nu, hvis den katolske kirke omvendt ikke ønsker, at vi kan sige til? I 1700-tal­let beviste kon­domet, at men­nes­ket har en mulighed for selv at skabe noget nyt. Med den viden­sk­a­belige beskriv­else af kon­domet som et præven­tiv blev ver­den en smule mere fysisk og materiel. Ver­den var ikke læn­gere et metafy­sisk mirakel, men et pro­dukt af fysiske process­er.

Og hvor­dan gik det så dok­tor de Pré­val og hans fremvis­ning af kon­domets fortræf­fe­lighed­er? Kirken fratog ham hans ret til at udføre med­i­cin. Og de to pros­tituerede? Det fortæller his­to­rien ikke noget om.

Christof­fer Basse Erik­sen er Research Fel­low ved Cam­bridge Uni­ver­sitet


Scroll til toppen