Klassekamp eller moderne samfundsteori? Ja tak!

Foto: UnB Agên­cia under Cre­ative Com­mons 2.0

Forbrug, klassetilhørsforhold, klassemodel. Nicolai von Eggers gennemgår en ny klassemodel for, hvordan samfundets klasser kan anskues.

Nuti­dens medi­er og poli­tikere taler om sam­fund­sklass­er, som om sam­fun­det så ud, som det gjorde på Marx’ tid for omkring 150 år siden. I en artikel i Poli­tiken kunne man for nyligt læse, at den nuværende S‑SF-regerings første regeringsår, var – som over­skriften siger – ”Året, hvor de røde sagde farvel til arbe­jderen”.
Som om de røde indtil nu har været arbe­jder­partierne – mens man så sam­tidig må for­mode (hvis man vil fastholde Marx’ skel mellem dem, som har, og dem, som ikke har ejer­skab over pro­duk­tion­s­mi­dlerne), at de blå har været arbe­jds­giv­er-parti­er. En sådan skel­nen fork­lar­er dog ikke meget om det poli­tiske spil i Folketinget. Hvem er Dan­sk Folkepar­ti for eksem­pel i denne lign­ing? Og hvor­for læg­ger De Radikale man­dater til en rød regerings par­la­men­tariske fler­tal?

Det er selvføl­gelig en vis sand­hed i at forskel­lige klassers økonomiske inter­esser­er afspe­jles i deres poli­tiske inter­ess­er. Men man kan også forstå klasserne ud fra andre skalaer end den objek­tivt økonomiske. Eksem­pelvis beskriv­er Rune Lykke­berg i Kam­p­en om sand­hed­erne meget over­be­visende klasserne ud fra en slags kul­turel- og viden­skap­i­tal­is­tisk klassekamp, hvor pop­ulis­terne kunne forenes med DJØF’erne i en kamp mod ”smags­dom­merne” – en eufemisme for ven­stre­ori­en­terede menings­dan­nere.

Jeg vil her fores­lå en tred­je mod­el, som tager udganspunkt i det mod­erne sam­fund ikke som et pro­duk­tion­ssam­fund som hos Marx, eller som en kul­tur­sam­fund som hos Lykke­berg, men som et for­brugssam­fund. I denne artikel er det vores for­brug, der siger noget om vores klas­setil­hørs­forhold, og det er ud fra vores fan­tas­ma­tiske til­gang til for­bruget, man kan lave en ny klasse­mod­el.

Et bud på en sådan mod­el kan vi frem­læse fra den slovenske filosof Slavoj Žižeks First as tragedy, then as farce. Her beskriv­er Žižek, hvorledes det ”nutidi­ge hege­moniske ide­ol­o­giske billede (…) for­mer en greimasian­sk semi­o­tisk firkant i hvilken de fire posi­tion­er (…) (eller atti­tud­er i forhold til ide­olo­gi): (1) lib­er­al, (2) kynisk fetichist, (3) fun­da­men­tal­is­tisk fetichist; (4) ide­ologikri­tisk (…) fordel­er sig langs to akser: symp­tom vs. fetich, iden­ti­fika­tion vs. dis­tancer­ing”. Hvis vi rekon­struer­er Žižeks tankegang vil fig­uren – meget for­sim­plet – se ud som føl­ger:

Lad os i det føl­gende se nærmere på mod­sæt­ningerne mellem de forskel­lige posi­tion­er i denne mod­el. Det væsentlige ved disse posi­tion­er er, at de på den ene side definer­er sig i forhold til hinan­den, og på den anden side definer­er sig i forhold til det fak­tum, at vi lever i et mod­erne kap­i­tal­is­tisk sam­fund. Dette er væs­tentligt, da det er noget tilsyneladende paradok­salt ved vores mod­erne sam­fund – nem­lig, at kap­i­tal­is­men frem­pro­vok­er­er katas­tro­fer, som søges løst med kap­i­tal­is­tisk logik: Finan­skrisen skal løs­es med øget invester­ing, flere marked­er og min­dre stat; den økol­o­giske katas­trofe frem­pro­vok­eret af vare­pro­duk­tion skal løs­es med økol­o­gisk for­brug, osv. På den måde er vi endt med kap­i­tal­is­men, som man er endt med en vold­elig ægte­mand: For­di han er den, der slår mig, er han paradok­salt nok også den eneste, der virke­lig kan beskytte mig mod vold­en og forhin­dre, at det nogensinde sker igen. Spiller kap­i­tal­is­men i finans- og kli­makrisen ikke netop rollen som den kro­nisk vold­elige ægte­mand, der påstår at have foran­dret sig? Her er den lidt plat­te pointe selvføl­gelig, at hvis man virke­lig ønsker, at vold­en skal stoppe, er den eneste løs­ning at for­lade par­forhold­et. ’Dybest set ved jeg jo godt, at selvom jeg opfør­er mig ordentligt, kan jeg i hans sygelige optik aldrig opføre mig ordentligt nok’. ’Dybest set ved jeg jo godt, at selvom kap­i­tal­is­men har lovet mig, at kli­makatas­tro­fen forhin­dres, hvis jeg for­bruger ordentligt, kom­mer det aldrig til at ske’.

De fire forskel­lige posi­tion­er, som er afbildet oven­for, forhold­er sig til dette paradoks på hver sin måde. De benyt­ter med andre ord hver sin psykologske forsvarsmekanisme til at bear­be­jde traumet, kap­i­tal­is­mens krise, og det at for­blive i kap­i­tal­is­men. For at sige det kort fornægter fetichis­ten traumet, mens neu­rotik­eren fortrænger det. Hvor­dan skal vi forstå det?

Symptom vs. fetich

I In defense of lost caus­es definer­er Žižek hhv. fetich og symp­tom således:

Hvad fetichen læg­ger krop til er præ­cis min fornæg­telse af viden; at jeg nægter at antage og påtage mig, hvad jeg ved. Deri lig­ger forskellen mellem fetich og symp­tom: Et symp­tom læg­ger krop til en fortrængt viden, sand­he­den om sub­jek­tet, som sub­jek­tet ikke er parat til at acceptere.”

Med symp­tom-fetich er der alt­så tale om hhv. fortrængn­ing og fornæg­telse af viden – ”sand­he­den om sub­jek­tet”, som Žižek siger. Denne ”sand­hed om sub­jek­tet” oper­erer ikke på et strin­gent pri­vat plan (sub­jek­tet, der trækker sig væk fra sam­fun­det), men er allerede ind­kap­slet i den måde, vi kan engagere os i sam­fun­det på. Det er klart, at Žižek må tale om viden på det ube­v­id­ste plan: Både fetichis­ten og den symp­tom-ramte (neu­rotik­eren) ved godt, at der er noget galt med det kap­i­tal­is­tiske sam­fund. Dermed ikke sagt at de/vi ved præ­cis, hvad der er galt – men vi ved alle dybest set godt, at noget er galt.

Fetichis­ten er netop den, som ikke vil vide, hvad der er galt. Fetichis­ten har ikke lyst til at vide og han fornægter kvaliteten af viden som sådan. Eksem­pelvis vil fetichis­ten ikke vide af, at der skulle være et prob­lem med at købe bil­lige var­er fra Indi­en, fly­ve på char­ter, osv. Viden fornægtes, for­di den affortryller varen og dermed forhin­dr­er nydelsen af fetichen. ’Hvor­dan skal jeg nyde dette tøj, hvis jeg ved, at fat­tige udhun­grede børn har syet det? Lad mig nu bare holde ferie i fred fra glob­al opvarmn­ing og fat­tige arbe­jderes lev­evilkår.’

Men fetichis­ten er også Bon­derøven, som er dybt ind­spun­det i kap­i­tal­is­men (hvis der ikke var et pop­ulært tv-pro­gram, og hvis han ikke kunne sælge bio­dy­namisk birke­saft til dyre restau­ran­ter i hjertet af Århus, kunne Bon­derøven ikke eksis­tere), men som alligev­el han­dler som om, at hvis vi alle blot gør som han, vender tilbage til før­moder­nitetens rød­der i en roman­tis­eret form, så løs­er alle det kap­i­tal­is­tiske sam­funds prob­le­mer sig.

Over­for står neu­rotik­eren, som på mange måder er bev­idst om, hvad der er galt: Over­for­brug, social ure­t­færdighed, de fac­to slaveri som hos den kine­siske griseavler. Der­for lad­er neu­rotik­eren sig hele tiden påvirke af symp­tomet (antag­o­nis­men); enten ved at gå op i sagen som den lib­erale økoak­tivist, der for­bruger etisk kor­rekt og giv­er penge til vel­gøren­hed, eller ved at tage afs­tand fra den som ide­ologikri­tik­eren, der altid dekon­struer­er kri­tikken og/eller hen­før­er enhver prob­lematik til det ‘virke­lige’ prob­lem: Det glob­ale sam­funds struk­turelle indret­ning. Sagt på en anden måde: I mod­sæt­ning til fetichis­ten, som nyder fetichen (og i det kap­i­tal­is­tiske sam­fund er det selvføl­gelig primært varen, som har fetichkarak­ter), nyder neu­rotik­eren symp­tomet, alt­så selve det forhold, at der er et struk­turelt prob­lem med varen/fetichen. Det er i det hele taget dette forhold til nydelse, som definer­er dem: Fetichis­ten er den, som ikke kan nyde symp­tomet, og neu­rotik­eren er den, som ikke kan nyde fetichen. Heri lig­ger også forskellen på den fetichis­tiske og den neu­ro­tiske økolog: Fetichis­ten er fast beslut­tet på, at lige præ­cis denne fetich (økolo­gien) er det sande objekt, som en gang for alle kan løse alle sam­fun­dets prob­le­mer. Der­for går fetichis­ten linen ud i sin sat­sning på at få objek­tet – som fx Bon­derøven, der invester­er hele sit liv i at nå objek­tet. Er det 20. århun­dredes poli­tiske katas­tro­fer ikke netop sat­sninger på sådanne fetich-objek­ter: den rene race, det klas­seløse sam­fund, der, når vi først har nået dem, vil løse alle vore prob­le­mer og lade os leve i den rene ubesmit­tede sand­hed?

I mod­sæt­ning til fetichis­ten find­er den neu­ro­tiske økolog nydelse i selve skuf­felsen over, at pro­jek­tet ikke kan lykkes. ’Nuv­el, dette æble er økol­o­gisk, men er det også bio­dy­namisk? Er det også bæredygtigt? Er det plukket af vel­be­talte arbe­jdere, der nyder et godt liv i pagt med naturen?’ Det er selve denne man­gel i objek­tet – at det ikke helt vil lykkes, at det aldrig kan blive helt sig selv – der er gen­standen for neu­rotik­erens nydelse.

Identifikation vs. distancering: Neurose

Ifølge den franske psyko­an­a­lytik­er Jacques Lacan er der to typer af neu­rotikere: hys­terik­eren og tvangsneu­rotik­eren. Alle men­nesker er givet ved en tvivl og en spør­gende ind­still­ing til ver­den, men hys­terik­eren tager denne tvivl ser­iøst og kon­fron­ter­er sin omver­den med disse spørgsmål. Hys­terik­eren er den, der kon­stant anklager magth­av­erne for ikke at leve op til deres forplig­telser, for ikke at give hvad de har lovet os – eller hys­terik­eren kan spørge, om vi virke­lig ønsker de ting, vi tror, vi ønsker os. På den måde kan man sige, at hys­terik­eren iden­ti­fi­cer­er sig med symp­tomet, tvivlen, traumet. Hys­terik­eren bliv­er ved med at søge ind til det, grave i det, kon­fron­tere magth­av­erne med deres ans­var og dermed ofte udstille, at magth­av­erne i virke­lighe­den slet ikke har nogen magt (der er jo dybest set ingen Anden, der kan bestemme over poli­tikken i det mod­erne sam­fund; der er dybest set ingen Anden, der kan definere, hvad vi ønsker os – der er kun os selv). Med andre ord er hys­terik­eren poli­tisk set den, der anklager faderen for, at han ikke er fad­er. I laca­ni­an­sk psyko­analyse er faderen groft sagt navnet på oprethold­elsen af en orden. Hvis faderen siger, at det skal blive sådan og sådan, så bliv­er det sådan og sådan. Hvis faderen eksem­pelvis siger, at man ikke taler med mad i munden, så taler man ikke med mad i munden. For ellers!

Faderen er også den, der vil have dig til at gøre ting, og hvis du spørg­er: ’Hvor­for?’, vil han svare: ’For­di jeg siger det!’ Eller for at tage end­nu et eksem­pel, kan man tænke på mod­erens kom­men­tar til det uar­tige barn i den gam­meldags borg­erlige fam­i­lie: ’Bare vent til din far hør­er om det her!’ På samme måde kan vi gen­finde et hav af fædre i det mod­erne sam­fund. Åbenl­yse eksem­pler er religiøse prædikan­ter og naturv­i­den­sk­ab­s­folk, der kan fork­lare alt fra kærlighed til depres­sion. Mere inter­es­sante til­fælde i vores post­mod­erne sam­fund er coach­es, livsstilsekspert­er og kul­turikon­er, der alle ved præ­cis, hvad der skal til for at opnå dit og dat. Tænk eksem­pelvis på pro­gram­mer som Go’morgen Dan­mark eller Mads og Monopo­let, hvor danske kendiss­er fra Dan Rach­lin til Hel­la Joof kan fortælle os, hvad der er det rigtige; ikke for­di de ved noget som helst om noget som helst (de er ikke blevet kendte for psyko-soci­ol­o­giske studi­er), men for­di de er en slags post­mod­erne fædre – for­di de siger det.

Men mest inter­es­sant er det måske at se på fader­funk­tio­nen i forhold til kap­i­tal­is­men. Når man hør­er markedet omtalt i nyhed­erne, er det som om, at markedet vil noget, markedet gør noget, markedet fortæller os noget. Markedet fortæller os, at vi ikke skal købe græske stat­soblig­a­tion­er. Markedet er på en måde den ulti­ma­tive post­mod­erne fad­er – vi skal gøre alle mulige ting, ikke for­di der er en dybere grund, men for­di markedet siger det. Som Mar­grethe Vestager meget smukt for­mulerede det, da hun for nylig blev kri­tis­eret for sin økonomiske poli­tik: ”Sådan er det jo!” Der er ikke noget at gøre, ikke noget at ind­vende, det er de barske realiteter. Hvor­for skal man sid­de pænt ved bor­det og ikke tale med mad i munden og kun svare, når man er blevet spurgt? Sådan er det bare. I Mar­grethe Vestagers for­mu­ler­ing lig­ger implic­it ordene fra mod­eren i den gam­le borg­erlige fam­i­lie: ‘Du skal gøre sådan og sådan. Du skal gøre, hvad din fad­er siger. For ellers!’ Hys­terik­eren er den, der spørg­er: ’For ellers hvad?’

Vi kan forstå forskellen mellem hys­terik­eren og tvangsneu­rotik­eren ud fra den nuværende strid om homosek­suelles ret til vielser i kirken. Man kan spørge sig selv: Hvor­for ønsker homosek­suelle at blive en del af en insti­tu­tion, som dybest set afskyr homosek­su­alitet? På denne måde sæt­ter hys­terik­erens spørgsmål til kirken en kæde af spørgsmål i gang: Er kirke og homosek­su­alitet forenelige? Har homosek­suelle virke­lig samme ret­tighed­er som alle andre, hvis de ikke kan blive gift? Hvad bety­der ægtesk­a­bet som insti­tu­tion anno 2012? Hvem er det, som anerk­ender? Først skulle den homosek­suelle selv anerk­ende sin homosek­su­alitet, så fam­i­lien, så stat­en, så kirken, og sådan kan hys­terik­eren blive ved med at finde nye skuf­felser at nyde: ‘De her anerk­ender ikke homosek­su­alitet, selvom de burde’.

Tvangsneurotikeren

Over­for står tvangsneu­rotik­eren eller ide­ologikri­tik­eren, der nok sym­pa­tis­er­er med homosek­suelles ret­tighed­er, såv­el som alle andres ret­tighed­er, men som alligev­el tager afs­tand fra kam­p­en: ‘Sek­su­alitet er ikke dét, det han­dler om. Vi skal ikke spilde vores kræfter på den kamp. Det er ikke den man­glende kirke­lige anerk­endelse af homosek­suelle, der er symp­tomet i det mod­erne sam­fund.’ Hvor hys­terik­eren iden­ti­fi­cer­er med begæret, dis­tancer­er ide­ologikri­tik­eren sig fra det. Men på en måde, hvor han alligev­el hele tiden bringer sig i kon­takt med det. På den måde kan ide­ologikri­tik­eren ift. homosek­suelles ret til vielser insis­tere på, at sek­su­alitet alligev­el ikke er en sand­hed om indi­videt, men at det er en magt­struk­tur, en særlig instal­la­tion i det mod­erne sam­fund, som, lig­e­gyldigt hvor meget vi prøver at frigøre den, altid vil blive ved med at være et red­skab for under­trykkelse. Ide­ologikri­tik­eren vil ikke fedtes ind i hys­terik­erens beskidte begær, for­di begæret aldrig bliv­er og aldrig kan blive opfyldt. Det vil altid blive skuf­fet. Det var jo alligev­el ikke helt det, jeg ønskede. Men i stedet for at lade sit begær skuffe, sørg­er ide­ologikri­tik­eren for aldrig at for­følge begæret; han melder aldrig ud, hvad han egentlig begær­er. Er dette ikke netop den tvangsneu­ro­tiske han­dlen? I stedet for at for­følge begæret kaster tvangsneu­rotik­eren sig man­isk over en anden, meningsløs og ufarlig aktivitet, som eksem­pelvis at vaske hæn­der, igen og igen og igen. Selve hånd­vasknin­gen er ikke direk­te for­bun­det til begæret – tvangsneu­rotik­eren begær­er ikke rene hæn­der – det er en metode til at dis­tancere sig fra begæret.

Er dekon­struk­tio­nen, ide­ologikri­tikken par excel­lence, ikke sådan en type tvangsneu­rose? I stedet for at forholde sig direk­te til split­telsen, krisen i tænknin­gen (tek­stens symp­tom) må dekon­struk­tivis­ten hele tiden pille den fra hinan­den og sætte den sam­men på ny: ’Det ord skal ikke stå her, men der, det skal vise hen til det der. Den kop skal ikke stå her, men der, den skal vende sådan i forhold til bor­det’. På den måde kom­mer den akademiske poli­tiske kri­tik (nærværende artikel inklu­sive) aldrig rigtig ud af stedet. Den prøver måske at sige noget, men for­falder altid til at vaske hæn­der: Til at finde nydelse i han­dlingstomme poli­tisk-filosofiske diskus­sion­er. I denne sam­men­hæng kom den nu tidligere skat­tem­i­nis­ter Thor Möger Ped­er­sen med en inter­es­sant kri­tik af den ide­ologikri­tiske posi­tion:

Jeg synes, det er elitært at sige til danskerne: ’Hey, vi er et par­ti med de rigtige meninger. Men vi bekym­r­er os ikke om, hvorvidt de bliv­er gjort til virke­lighed.’ Ven­stre­flø­jen har længe været dem med de rene hæn­der, der stod og kiggede sig selv i spe­jlet. […] Men den reelle vej til ind­fly­delse går ikke gen­nem at have de ren­este hæn­der. Den går gen­nem ben­hård kamp om magten for at kunne fordele sam­fun­dets ressourcer. Det kræver rå pri­or­i­teringer og kom­pro­miser, selv om det nogle gange går ud over ens egne utopiske ideer.”

Det er nemt at gøre nar ad Thor Möger (fra en ide­ologikri­tisk posi­tion), lige­som det er nemt at gøre nar ad ide­ologikri­tik­eren fra Thor Mögers teknokratiske per­spek­tiv – som dybest set er en kynisk fetichis­tisk posi­tion: ’Ja, ja, selvføl­gelig er jeg kri­tisk over­for den måde tin­gene foregår på, men man bliv­er nødt til at spille spillet, hvis man vil have ind­fly­delse’. En af Žižeks fornem­ste bedrifter har været at beskrive den mod­erne ide­ol­o­giske per­son netop ikke som den, der virke­ligt tror, men den, der selvføl­gelig ikke tror, og netop der­for kan blive ved med at gøre det: ’Man skal ikke reduc­ere mig til en skru­pel­løs poli­tik­er / aktiespeku­lant / gen­er­al, jeg er også et varmt fam­i­liemen­neske, der elsker mine børn, giv­er penge til vel­gøren­hed og køber økol­o­gisk mælk’. Og kun på den måde kan de blive ved med at gøre det, siger Žižek. På den måde er det som sagt nemt at gøre nar ad Thor Mögers posi­tion.

Ide­ologikri­tisk kan man eksem­pelvis spørge Thor Möger: ’Hvad er der galt med at være et par­ti med de rigtige meninger? Er det bedre at være et par­ti uden rygrad, der lad­er sig trække rundt i mane­gen af meningsmålinger og pop­ulis­mens til­fældige luner? Skal man stadig spille spillet, hvis racisme bliv­er et vilkår for at få ind­fly­delse? Er det så ikke bedre at have rene hæn­der?’ Men Thor Möger iden­ti­fi­cer­er stadig ide­olologikri­tik­erens cen­trale prob­lem: Ide­ologikri­tik­eren find­er nydelse i de rene hæn­der. Han finde nydelse i at trække sig tilbage, i at vige fra sit begær, i ”ikke at lave dét, men noget andet”, som Jør­gen Leth siger. Ide­ologikri­tik­eren fortrækker til en akademisk diskus­sion med andre ide­ologikri­tikere, som hur­tigt kan blive enige om, at det hele er af helvede til, og at alt skal laves radikalt om – uden at kunne sige noget om hvad og hvor­dan.

Identifikation vs. distancering: Fetich

Lige­som der find­es to neu­ro­tiske måder at forholde sig til det kap­i­tal­is­tiske sam­funds antag­o­nis­mer på, er der også to fetichis­tiske, som del­er sig efter skalaen iden­ti­fika­tion-dis­tancer­ing. ”[M]ens fun­da­men­tal­is­ten (ikke så meget tror som) direk­te ‘ved’ sand­he­den, som er mate­ri­alis­eret i hans fetich, prak­tis­er­er kynikeren fornæg­telsens logik”, skriv­er Žižek . Den fun­da­men­tale fetichist er eksem­pelvis Bon­derøven, som vi allerede kort har diskuteret. Hvor Bon­derøven er en fun­da­men­tal fetichist, for­di han virke­lig tror på sit eget pro­jekt, på fetichen, på Det enkle liv, som hans bog hed­der, er Pia Kjærs­gaard eksem­plet på en kynisk fetichist. Den kyniske fetichist er givet ved formlen: ‘Jeg ved udmær­ket godt, men alligev­el han­dler jeg som om (jeg ikke vid­ste)’. Pia Kjærs­gaard ved udmær­ket godt, at det ikke løs­er sam­fun­dets prob­le­mer at smide alle ind­van­dr­erne ud, men alligev­el han­dler hun, som om det gør. Og alligev­el, eller netop af den grund, lad­er Pia Kjærs­gaard hele sit poli­tiske pro­jekt dreje sig om de fremmede – dem, som spær­rer for fetichen, det nationale har­moniske uforstyrrede fæl­lesskab. Eller for at for­mulere det i marx­is­tiske ter­mer: Hvor Bon­derøven, den fun­da­men­tale fetichist, føl­ger den klas­siske for­mu­lar for fetichisme, som for­muleret af Marx: ”De ved det ikke, men de gør det” – de ved ikke, de for­dobler den hersk­ende ide­olo­gi, men de gør det – er den kyniske fetichist givet ved for­mu­la­ren, som Žižek for­mulerer i for­læn­gelse af den tyske filosof Peter Slo­ter­dijk: ”De ved, at de i deres han­dlen føl­ger en illu­sion [fx det rene nationale fæl­lesskab], men alligev­el gør de det”.

Min­der tvangsneu­rotik­erens opførsel, med sin besæt­telse af objek­tet, ikke i mis­tænke­lig grad om fetichis­tens? Her må man pege på to afgørende forskelle. For det første er symp­tomet i mod­sæt­ning til fetichen i sig selv split­tet. For fetichis­ten lig­ger spær­rin­gen fra fetichen omkring eller uden­for fetich-objek­tet. I forhold til sam­fun­dets antag­o­nis­mer, som beskrevne tidligere, er det fælles for fetichis­terne, at de ikke forhold­er sig direk­te til antag­o­nis­merne, men omskriv­er dem, pro­jicer­er dem hen på noget andet, per­vert­er­er dem. Bon­derøven rea­ger­er på kli­ma-føde­vare-bæredygtighed­san­tag­o­nis­men, men han omskriv­er den, per­vert­er­er den. For selvføl­gelig er hans løs­ning umulig – vi kan ikke alle leve som ham – men alligev­el find­er han nydelse i pro­jek­tet, som om det var muligt. Pia Kjærs­gaard rea­ger­er på den sociale ulighed, men omskriv­er og per­vert­er­er den: I det ægte nationale fæl­lesskab vil der ikke være social ulighed. I den stal­in­is­tiske klas­se­te­ori var det klas­seløse sam­fund blevet en fetich, som kunne opnås ved at udry­dde alle de andre klass­er.

For det andet er dét, tvangsneu­rotik­eren begær­er, ikke rene hæn­der – det ville være fetichis­tisk. ”Neu­rotik­erens [og alt­så dermed også hys­terik­erens] begær er begæret efter angst”. Denne angst find­er hys­terik­eren hver gang begæret skuffes, mens tvangsneu­rotik­eren på en måde hele tiden viger tilbage for netop dette begær – jeg må vaske mine hæn­der igen. (Eller sagt på en anden måde, som den argentinske psyko­an­a­lytik­er og Lacan-ekspert Juan-David Nasio også er inde på: Hys­terik­erens hånd­ter­ing af ang­sten bliv­er at nyde ang­sten). Hvis vi over­sæt­ter dette til poli­tisk han­dlen, oplever hys­terik­eren angst hver gang en bevægelse spiller fal­lit eller en mulighed fort­aber sig. Fx COP15: ’Nu skal det lykkes, nu ord­ner vi klimaprob­le­merne én gang for alle!’, siger hys­terik­eren og iden­ti­fi­cer­er sig med pro­jek­tet, mens ide­ologikri­tik­eren vil sige, at selvføl­gelig må det gå galt.

Klassekamp eller moderne samfundsteori? Ja tak!

Det nærmere ind­hold af de forskel­lige posi­tion­er kan man selvføl­gelig altid diskutere nærmere. I sin anmeldelse af den oprindelige ver­sion af denne artikel opsum­mer­er Lil­ian Munk Rös­ing posi­tion­erne som føl­ger:

Den lib­erale hys­terik­er vil kaste sit begær ind i at løse prob­lemet (øko-katas­tro­fen) gen­nem kri­tik, vel­gøren­hed, aktivisme etc. – og bestandig blive skuf­fet, når det ikke lykkes (men også have sin egen nydelse ved denne skuf­felse). Den tvangsneu­ro­tiske ide­ologikri­tik­er hold­er sit eget begær helt uden­for og ’vasker sine hæn­der’, når sys­temet gang på gang ender i de samme prob­le­mer, ganske som han har forud­sagt. Den fun­da­men­tale fetichist kan være den fetichis­tiske for­bruger, der fornægter, at der skulle være noget prob­lema­tisk ved vare­pro­duk­tio­nen, men det kan også […] være en øko-fun­da som Bon­derøven. Den kyniske fetichist ved godt, at hen­des løs­ning ikke hold­er, men prak­tis­er­er den alligev­el – gerne med ironiens modus som hjælper.”

Men hun kom­mer også med føl­gende kri­tik:

Jeg synes f.eks. ikke, at […] Pia Kjærs­gård [er] det mest oplagte eksem­pel på en ’kynisk fetichist’ (for mig er hun mere fun­da) og ville fore­trække sådan noget som den intellek­tuelle, iro­niske ’kreative klasse’ (»Vi ved godt, at vi arbe­jder med på et kap­i­tal­is­tisk lortesys­tem, men netop med ironiens glimt i øjet kan vi blive ved med at gøre det.«)”

En pointe, jeg vil være tilbø­jelig til at give Munk Rös­ing ret i. Det væsentlig­ste er, at disse kat­e­gori­er tillad­er os at forstå poli­tiske posi­tion­er på en ny måde. Her bliv­er til­gan­gene til for­brug særligt vigtige – hvis ikke den vigtig­ste fak­tor. Nok har vi valg cir­ka hvert fjerde år (selvom man kan spørge sig selv, hvad vi egentlig har at vælge imellem, når det kom­mer til spørgsmålet om kap­i­tal­is­tisk økono­mi), mens vi med for­brugsval­get har det daglige valg. I vores til­gang til for­bruget væl­ger vi vores poli­tiske posi­tion hele tiden og igen og igen.

Hvilket led­er mig til denne artikels sid­ste pointe. Mange mod­erne sam­fund­ste­o­retikere under­søger forskel­lige sam­funds­grup­peringer ud fra et væld af fak­tor­er: Uddan­nelse, indtægt, etnicitet, køn, sek­su­alitet, reli­gion, osv. Ikke mindst inden­for under­søgelser af for­brugerseg­menter og mål­grup­per. Den filosofiske pointe, omend sjældent artikuleret, er klar: Marx troede, at sam­fun­det dybest set var en klassekamp, men han tog fejl – se blot hvor mange grup­per, der definer­er sig selv i forhold til hinan­den, over­lap­per, allier­er sig, osv.

Min pointe er her, at der er tale om et pseu­do-valg mellem klassekamp eller up-to-date sam­fund­ste­ori. Det ene udelukker ikke det andet. Som den franske filosof Jacques Ran­cière sagde for nyligt: ”One thing about Marx­ist thought that remains sol­id is class strug­gle”. I artike­len bragt i The Guardian, 4. juli i år, forsøger jour­nal­is­ten Stu­art Jef­fries at give nogle svar på, som titlen siger, ”Hvor­for marx­isme er på vej frem igen”. Og den primære grund synes ifølge artiklen at være, at finan­skrisen og de der­til­hørende reformer med drastiske offentlige ned­skæringer, bankpakker, instal­ler­ing af teknokra­tregeringer i Ital­ien og Græken­land, atter engang har åben­baret, at poli­tik ikke er en velme­nende forhan­dling mellem inter­esseg­rup­per, der i sid­ste ende sikr­er det fælles bed­ste, men at poli­tik der­i­mod er ”krig uden blod­sudgy­delser”, som Mao for­mulerede det. Og ikke en hvilken som helst krig, men klassekrig. Men der er også en fare ved blot at vende tilbage til Marx eller marx­is­men fra 60’erne og 70’erne. Jeg tror, man kraftigt bør overve­je, hvad det egentlig er, den kan sige os. For det første ser sam­fun­det på mange punk­ter anderledes ud. Vi lever i dag i et for­brugssam­fund i en helt anden betyd­ning end for 50 år siden. Og som Ran­cière også påpeger, er der et paradoks i den mod­erne kap­i­tal­isme, som ikke var der for 50 år siden: “The dom­i­na­tion of cap­i­tal­ism glob­al­ly depends today on the exis­tence of a Chi­nese Com­mu­nist par­ty that gives de-localised cap­i­tal­ist enter­pris­es cheap labour to low­er prices and deprive work­ers of the rights of self-organ­i­sa­tion”.

For det andet har klas­se­te­ori en ten­dens til at beskrive den ene posi­tion som bær­er af Sand­he­den med stort s. For marx­is­terne er det pro­le­tari­atet, for neolib­er­al­is­terne er det de rige og driftige. Min pointe med de forskel­lige posi­tion­er, som her er frem­lagt, er, at hvad disse posi­tion­ers kamp mod hinan­den vis­er, er ikke, at den ene eller den anden posi­tion har ret. De vis­er der­i­mod, at der er en split­telse i sam­fun­det, en krise som del­er det. En finan­skrise. En kli­makrise. Disse kris­er har ikke nogen nem løs­ning, netop for­di den er pro­duc­eret af den under­liggende realitet for enhver af disse posi­tion­er: Kap­i­tal­is­men. Og kap­i­tal­is­men virk­er på en gang som den eneste real­is­tiske løs­ning og sam­tidig som en usandsyn­lig kan­di­dat til over­hovedet at bringe en løs­ning. I som­meren 2012 forholdt Žižek sig lavprak­tisk til prob­lemet. Hans posi­tion var kort sagt: ’Okay, nu har vi kap­i­tal­is­mens krise, nu har vi oprør og util­fred­shed og folk på gaderne – og hvad har ven­stre­flø­jen af løs­ninger? Ingent­ing. Er direk­te demokrati en mod­el, der kan  håndtere finans- og kli­makrise? Næppe! Ven­stre­flø­jen må stoppe sine hen­holdsvis tvangsneu­ro­tiske og hys­teriske til­gange og svare på spørgsmålet: Hvad begær­er de, og hvor­dan vil de for­følge dette begær?’

Dette er en omar­be­jdet og forko­rtet ver­sion af artiklen ”Kig ned!” fra Slag­mark nr. 62: Den Slovenske Skole. Artiklen er bragt i samar­be­jde med Slag­mark — Tidsskrift for idéhis­to­rie. Slag­mark nr. 62: Den Slovenske Skole kan købes her.
Har man lyst til at høre Slavoj Žižek udbrede sig yderligere om emnet, kan man her se ham i sam­tale med Tariq Ali ved Sub­ver­sive Forum i maj 2012.

LÆS OGSÅ: De repræsen­terede

LÆS OGSÅ: Socialdemokrater­nes prob­le­mer med prob­le­merne

LÆS OGSÅ: Aut­encitetens fler­ty­dighed

Scroll til toppen