Den poli­tiske, økonomiske, sociale og kul­turelle sit­u­a­tion og krise i dag tydelig­gør kon­tur­erne af en diver­sitet af nye sub­jek­tiviteter. I en glob­al ver­den hvor usikker­hed, arbe­jd­sløshed, gæld og mil­i­taris­er­ing hersker, eksis­ter­er der ligeledes nye for­mer for herredømme. Dette bety­der også en pro­duk­tion af nye for­mer for herskere og beherskede, men dermed også nye mulighed­er for opkom­sten af nye for­mer for poli­tisk sub­jek­tivitet; sub­jek­tiviteter, der vil kunne være i stand til at bryde med et tilsvarende herredømme. De repræsen­terede er en af disse.

Spørgsmålet omkring repræsen­ta­tion har altid været, og er en cen­tral del af den poli­tiske teori og filosofi. I filosofi­his­to­rien han­dler dette spørgsmål om, hvorledes det er muligt at legit­imere poli­tisk suverænitet og autoritet. Hvad er den bed­ste måde at organ­is­ere sam­fun­det på, specielt stat­en, og hvorledes kan det legit­imeres? Tidlige kon­trak­t­te­o­retikere som Thomas Hobbes insis­ter­er på, at suveræ­nen må være abso­lut og udelelig, samt legit­imeres gen­nem den sociale kon­trakt indi­viderne indgår med suveræ­nen for at afskaffe den bru­tale natur­til­stand. Repræsen­ta­tion som spørgsmål og svar kom­mer ind i billedet med den lib­erale kon­sti­tu­tion­al­isme. Delin­gen af magten, suveræ­nen, er her cen­tral. End­videre intro­duc­eres der et prin­cip om sociale grup­pers repræsen­ta­tion, en idé som er social­his­torisk grun­det i det gam­le stæn­der­sys­tem.

Ideen er, at sociale grup­per skal kunne repræsen­teres, og at dette netop bringer bal­ance og sta­bilitet i socialiteten. Spænd­vid­den er stor, og hos de første lib­erale tænkere (f.eks. John Locke) har både prin­cip­pet om magt­del­ing og repræsen­ta­tion intet med det, vi i dag forstår som det lib­erale eller repræsen­ta­tive demokrati at gøre. Snarere var ideen at forhin­dre demokrati, forstået som ”pøbelvælde” eller ”pro­le­tari­atets dik­tatur”, dvs. folkets direk­te styre. Ad denne vej går der alligev­el en lige lin­je op til vore dages lib­erale poli­tiske sys­tem, en pointe jeg nu vil uddybe.

 

Opgøret med ideen om det liberale systems nødvendighed

Den første ide­ol­o­giske forestill­ing jeg vil gøre op med for at forstå den poli­tiske sit­u­a­tion i dag, er Fukuya­mas pseu­do-hegelianske dok­trin om den naturlige his­toriske udvikling fra tidligere tiders tyran­ni til vore dages lib­erale sys­tem (kaldet det lib­erale demokrati), med kun få und­tagelser; und­tagelser som det så gælder om at fork­lare. Denne dok­trin fig­ur­erer i forskel­lige ver­sion­er inden­for den poli­tiske viden­skab. Udgangspunk­tet er dog nogen­lunde det samme, nem­lig at det lib­erale system/demokrati er alle andre styre­former over­legen, hvor­for der heller ikke kan blive sat spørgsmål­stegn herved. Ud fra denne tanke bliv­er det lib­erale sys­tem sat som endemålet for his­to­rien, og den forudgående udvikling bliv­er for­tolket i lyset af dette mål. Heri lig­ger alt­så en ind­bygget tele­olo­gi, nogle gange man­i­fest, andre gange latent. For det første er denne dok­trin his­torisk fejlagtig. Den mod­erne his­toriske udvikling har været præget ad mange forskel­li­gart­ede ten­denser, fx lib­er­al­isme, fas­cisme og stal­in­isme, og de pegede bestemt ikke i sig selv frem mod det nuværende lib­erale sys­tem, og de var heller ikke blot anom­alier, som det gælder om at fork­lare.

For det andet så umulig­gør teorien også enhver forståelse af de sociale antag­o­nis­mers afgørende rolle for den sociale udvikling og trans­for­ma­tion. I mod­sæt­ning til Fukuya­ma-dok­tri­nen vil en gen­uin forståelse af den kon­flik­t­fyldte sociale udvikling og trans­for­ma­tion tage fat i, hvor­dan antag­o­nis­tiske kampe er blevet udkæm­pet, og på hvilke are­naer og af hvem. Den for­mår desu­den at skelne mellem ago­nisme og antag­o­nisme, hvor ago­nis­men udspiller sig inden­for bestemte sociale og poli­tiske dom­i­nans­forhold (måske netop det, som karak­teris­er­er vore dages poli­tiske sys­tem), hvo­rimod antag­o­nis­men er selve den dybere­liggende kon­flikt over sådanne forhold. Det har behov for en uddyb­n­ing.

I det tyvende århun­drede gav det stadig mening at tale om et stærkt civil­sam­fund. Med stærke og organ­is­erede kohærente sociale grup­per, havde folket (i hele dets diver­sitet) stadig fordele ved at lade sig repræsen­tere i civil­sam­fun­dets og det poli­tiske sys­tems insti­tu­tion­er. Som sådan åbnede denne repræsen­ta­tion for en poli­tisk kamp­plads, der stadig inde­holdte social trans­for­ma­tion inden­for sin horisont. Det tyvende århun­drede er således his­to­rien om, hvorledes de beherskede tilkæm­pede sig ret­tighed­er (stem­meret, organ­i­sa­tions­fri­hed, for­sam­lings­fri­hed, fag­foreningernes forhan­dlingsret etc.), og var i stand til at bruge disse ret­tighed­er til at trans­formere dele af den eksis­terende kap­i­tal­is­tiske socialitet.

Ligeså meget som den nutidi­ge glob­ale kap­i­tal­isme er et pro­dukt af dens egen­dy­namik og udvikling, så er den et pro­dukt af kam­p­ene mellem lønar­be­jde og kap­i­tal. Denne ten­dens og disse kampe var netop udgangspunkt for Operais­mens analyser af både den poli­tiske sit­u­a­tion i Ital­ien (og Europa), men også som grund­forståelse af kap­i­tal­is­mens udvikling­s­ten­denser. Men hvor står vi i dag?

Dét civil­sam­fund og dét poli­tiske sys­tem som engang kunne bruges som udgangspunkt for social trans­for­ma­tion, er i dag fuld­stændigt degener­eret. Arbe­jder­bevægelsens demokratiske masse­or­gan­i­sa­tion­er (ind­be­fat­tende alt fra poli­tik, arbe­jd­sliv, kun­st, kul­tur, hjem­met etc.) er kun noget vi nos­tal­gikere kan kigge tilbage på med længsel i dag. Det poli­tiske sys­tem er gen­nem­syret af lob­b­yarbe­jde og pri­vate-offentlige forbindelser på eliteniveau. Med pro­fes­sionelle isce­nesæt­tere (spin­dok­tor­er) i ryggen bliv­er poli­tik reduc­eret til et medi­alis­eret konkur­rence-skue­spil, som ligeså godt kunne sendes på de pri­vate tv-kanaler på lige lin­je med hele palet­ten af real­i­ty-pro­gram­mer.

Dette for­fald i den poli­tiske repræsen­ta­tions insti­tu­tion­er er kun den ene side af sagen. Selvom disse insti­tu­tion­er fak­tisk virkede, som poli­tisk repræsen­ta­tion nu er bestemt til at virke af den klas­siske poli­tiske teori, så ville netop det oprindelige paradoks så godt for­muleret af Rousseau stadig være gældende: ”Suveræniteten kan ikke repræsen­teres af samme grund, som den heller ikke kan afhæn­des; den består efter sit væsen i fællesvil­jen, og vil­jen kan ikke repræsen­teres: den er den samme, eller den er noget andet; der er ikke nogen mellemt­ing.” Det lib­erale repræsen­ta­tive sys­tem er i bund og grund adskil­lelsen af magten fra folket. Noget, der som sagt, ikke blev skjult af de klas­siske lib­erale poli­tiske tænkere.

 

Kritik af den postmoderne ”politik”

Dette bety­der også at ven­stre­flø­jen (det vil sige dén poli­tiske kon­sti­tu­tion, som forpligter sig til gen­nem­gribende social trans­for­ma­tion) må opgive alle for­mer for post­mod­erne ”poli­tik”. Ernesto Laclau og Chan­tal Mouffe kri­tis­er­er hele den hid­tidi­ge social­isme for ikke at have været i stand til at skille sig af med total­itære (utopiske) fan­tasi­er, og skit­ser­er som mod­sæt­ning et såkaldt radikalt demokratisk pro­jekt, som netop skulle være i stand til at undgå denne fælde. Laclau og Mouffe tager udgangspunkt i, at det lib­erale demokrati giv­er nogle mulighed­er for at føre et poli­tisk pro­jekt, som ikke falder i den såkaldte ”total­itære fælde”. Ifølge dem er ven­stre­flø­jens omfavnelse af det lib­erale demokrati et gode og en nød­vendighed.

Det er et gode, for­di det åbn­er mulighe­den for en ny slags poli­tik, og det er en nød­vendighed for ikke at for­falde til en total­itær poli­tik. Deres radikale demokratiske pro­jekt går netop ud på at uddybe og udvide det lib­erale sys­tem. I stedet for en social trans­for­ma­tion ret­tet mod den glob­ale kap­i­tal­isme, ind­snævres det poli­tiske pro­jekt til min­dre par­tikulære prob­le­mer og løs­nin­gen af disse. Laclau for­mulerer det således: ”If the full­ness of soci­ety is unachiev­able, the attempts at reach­ing it will nec­es­sar­i­ly fail, although they will be able, in the search for that impos­si­ble object, to solve a vari­ety of par­tial prob­lems.”

Som sådan er det lib­erale sys­tem netop et udtryk for en form for anerk­endelse af dette prob­lem, nem­lig at socialiteten aldrig kan være “fuldendt”, og at der ikke find­es poli­tiske sub­jek­ter med fuldendte (og på ingen måde forudgående) iden­titeter. I stedet er ”sam­fun­det” en stadig artiku­la­tion af forskel­lige ele­menter, som gen­nem en diskur­siv prak­sis skaber par­tielle fik­seringer af iden­titeter eller sub­jekt posi­tion­er, såkaldte ”nodal points” (på laca­ni­an­sk: mester-sig­nifi­ant). Dette bety­der, sagt på et mere forståeligt sprog, at der ikke find­es nogen ”cen­tral” kon­flikt i sam­fun­det (f.eks. klassekam­p­en).

Der find­es et prin­cip­ielt uen­deligt antal mulige kon­flik­ter, for­di iden­titeter ikke er en fast stør­relse, men noget som kon­stant forsvin­der og opstår. Det lib­erale demokrati er anerk­endelsen af dette, og deres ”radikale demokratiske” pro­jekt går der­for ud på at udvide dette sys­tem, således at stadig flere sub­jek­t­po­si­tion­er kan skabes og lade sig repræsen­tere. For­muleret på en anden måde, så bety­der det, at den hege­moniske kamp er en kon­flikt over hvilket par­tikulært ind­hold, der vil og kan hege­monis­ere det tomme uni­verselle. Det lib­erale demokrati er en anerk­endelse af dette fun­da­men­tale kon­sti­tu­tive prin­cip, og det radikale demokratiske pro­jekt er (ikke andet end) udvidelsen af dette ”sys­tem”.

Prob­lemet med denne til­gang er, at al form for gen­nem­gribende trans­for­ma­tion af den glob­ale kap­i­tal­isme aldrig ret­ter sig direk­te mod kap­i­tal­is­men selv, men i stedet omdirigeres gen­nem det lib­erale demokrati til par­tikulære inter­essekon­flik­ter, som netop kan løs­es inden­for den glob­ale kap­i­tal­isme. Vores ide­ol­o­giske univers er således også kon­strueret ud fra det lib­erale demokrati som mester-sig­nifi­ant. Dvs. at det lib­erale demokrati som en fun­da­men­tal fan­tasi ude­lad­er kap­i­tal­is­mens Reelle antag­o­nis­mer til gengæld for empirisk sym­bol­ske forskelle (som netop er det ide­ol­o­giske som sådan). Det Reelle i dag er således kap­i­tal­en, dvs. dens glob­ale logik; dens stadi­ge akku­mu­la­tion og gen­nem­gribende berøring med alle livss­fær­er. I forbindelse med denne kap­i­tal­ens logik er der ligeledes et (ikke-)forhold som (lige­som det sek­suelle forhold) tilhør­er det Reelles reg­is­ter, nem­lig klasse­forhold­et. At der ikke er noget klasse­forhold er det præ­cist omvendte af pås­tanden om klasserne og klassekam­p­ens forsvin­den, eller ligestill­ing med andre kampe inden­for et iden­titet­spoli­tisk felt.

I en parafraser­ing af Karl Marx, fork­lar­er Slavoj Zizek det bl.a. således: “Class antag­o­nism cer­tain­ly appears as one in the series of social antag­o­nisms, but it is simul­ta­ne­ous­ly the spe­cif­ic antag­o­nism which ‘pre­dom­i­nates over the rest, whose rela­tions thus assign rank and influ­ence to the oth­ers’.” Kon­sekvensen er, at den hege­moniske kamp ikke kan foregå inden­for det lib­erale demokrati. Tvær­ti­mod, så reduc­er­er det lib­erale demokrati den overde­ter­minerende antag­o­nis­tiske kamp, klassekam­p­en, til en række ligestillede dialoger, hvor enhver iden­titet kæm­per for at bliv­er hørt og repræsen­teret.

Nægtelsen

Prob­lemet er, som sagt, at de repræsen­ta­tive insti­tu­tion­er i dag er degener­erede. Den glob­ale kap­i­tal­isme efter­lad­er et ekstremt snævert spillerum for de nationale repræsen­ta­tion­er, end­sige nærmest intet for de lokale. I dag er den gam­le (men i den poli­tiske viden­sk­abs diskurs stadig dominerende) tese om sam­men­hæn­gen mellem kap­i­tal­isme og (lib­er­alt) demokrati ikke gældende. Den østasi­atiske, specielt kine­siske, kap­i­tal­isme (den såkaldte kap­i­tal­isme med asi­atiske værdier) er selvføl­gelig grun­dek­sem­plet på dette. Men også i hjertet af det lib­erale demokrati, Europa, bestyres den glob­ale kap­i­tal­isme fra et europæisk stand­punkt af ikke-repræsen­ta­tive over-nationale bureaukratiske insti­tu­tion­er. Insti­tu­tion­er som desu­den, sam­men med de glob­ale poli­tisk-økonomiske insti­tu­tion­er (såsom IMF), er i stand til at ind­sætte teknokratiske regeringer i europæiske lande.

Kort sagt, så under­miner­er de glob­ale magt­struk­tur­erer de nationale repræsen­ta­tive insti­tu­tion­er, og de gør det uden at dække over det. Friv­il­ligt over­giv­er de nationale repræsen­ta­tion­er suverænitet til glob­ale magt­struk­tur­er og aktør­er. De gam­le lib­erale insti­tu­tion­er som før i tiden kunne fore­give, i hvert fald delvist, at lægge magten hos folket (min pointe fra før var jo netop, at dette aldrig var til­fældet), kan i dag end ikke fore­give sådan læn­gere.

De parti­er som førhen dedik­erede sig til et socialt trans­for­ma­tion­spro­jekt er i dag reduc­eret til væl­ger­foreninger. Disse væl­ger­foreninger spiller en rent mekanisk rolle i repro­duk­tio­nen af de insti­tu­tion­er, som lig­ger under for de glob­ale magt­struk­tur­er. Ven­stre­flø­jens lære fra ’68 var at de gam­le fag­foreninger, som engang for­mulerede sig selv som starten på et reelt alter­na­tiv til den kap­i­tal­is­tiske sam­funds­for­ma­tion, var blevet reduc­eret til én repræsen­tant blandt andre i de lib­erale insti­tu­tion­er. I dag er denne reduk­tion af fag­foreningerne end­nu dybere, og de står nu som selve sym­bo­l­et på, at repræsen­ta­tion i dag ikke kan åbne op for et poli­tisk rum, hvori det bl.a. var muligt at for­mulere et radikalt poli­tisk pro­jekt.

At stemme i dag er lidt lige­som at trykke på ”luk døren”-knappen i en ele­va­tor. Alle ved, at den ikke virk­er (en myte som kun måske pass­er, men som under alle omstændighed­er tjen­er som eksem­pel), men man trykker på den alligev­el. Netop denne ind­sigt var afgørende for tilblivelsen af Los Indig­na­dos-bevægelsen i Spanien i 2011, hvor hov­ed­bud­sk­a­bet var, at folket ikke kunne repræsen­teres. Dette resul­terede selvføl­gelig også i et val­gned­er­lag til det indtil da regerende Social­is­tiske Par­ti. De, der før havde stemt social­is­tisk, stemte nu ikke læn­gere.

I stedet gik folk ud i gaderne, besat­te bypladser, uni­ver­siteter, arbe­jd­spladser, super­marked­er, etc. I de ”besat­te” sted­er opret­tede man rum, hvori det var muligt at udøve direk­te magt, som selvføl­gelig langt fra var rigtig effek­tiv, men som præsen­terede sig selv som beg­y­n­delsen på et alter­na­tiv til de gam­le lib­erale insti­tu­tion­er. Sådanne eksem­pler find­es der mass­er af, og de er blom­stret op siden 2011; fra Tahrir-plad­sen til Madrid, Wall Street, Athen, Rom etc.

Kat­e­gorien ”de repræsen­terede” udgør alt­så i dag en enestående mulighed for en ny poli­tisk sub­jek­tivitet, som end­da flere sted­er i ver­den har vist sig og kon­stitueret sig. Den mest cen­trale poli­tiske han­dling for kon­stituerin­gen af denne poli­tiske sub­jek­tivitet er næg­telsen. Mere konkret er det næg­telsen af at lade sig repræsen­tere. Når folk nægter at lade sig repræsen­tere af f.eks. væl­ger­foreningerne eller fag­foreningernes ledelse, så åbnes der et rum for en poli­tik, der kan basere sig på et socialt trans­for­ma­tion­spro­jekt. Den inter­na­tionale økonomiske krise er ikke bare økonomisk. Det er en poli­tisk, insti­tu­tionel, kul­turel og gener­el social krise. For at komme udover denne struk­turelle krise nyt­ter det ikke noget at klyn­ge sig fast til de gam­le liberale/republikanske insti­tu­tion­er.

I dag er disse insti­tu­tion­er en af hov­edår­sagerne til at enhver ægte poli­tisk inter­ven­tion er plac­eret uden­for enhver horisont. Der­for må mulighe­den for sådan en poli­tisk inter­ven­tion starte med næg­telsen. Som Hardt og Negri skriv­er i deres nye bog Dec­la­ra­tion: “Ancien regime was once the name for the rule of those in pow­dered wigs, but now instead the rep­re­sen­ta­tive machine is an ancien regime! The repub­li­can con­sti­tu­tions have had their time, more than two cen­turies. Isn’t that enough?”

Scroll til toppen