UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Den nødvendige lykke: Pharrell Williams og Den Franske Revolution

Foto: Thomas Hawk, Coachella 2014

Foto: Thomas Hawk, Coachella 2014

For Pharrell Williams er lykken en ubekymret tilstand, alle kan vælge til. For 1700-tallets revolutionære var den en uafhændelig rettighed. Forestillingen om lykke er et gennemgribende element i vores kultur, men i en række udformninger.


 

I november 2013 udsendte den afro-amerikanske producer, sanger og musiker Pharrell Williams det, der skulle blive 2014s største pophit: Happy – blandt musikanmeldere kaldet faux-Motown og neo soul. Bakket op af en inciterende ”mid-tempo” puls, korstemmer, congas, klap, trommer, en bas og en guitar gik Williams’ karakteristiske falset sin ubetvingelige sejrsgang jorden rundt. Diverse rekorder for flest downloads og streaminger samt topplaceringer på alverdens hitlister taler sit tydelige sprog om en sang med global gennemslagskraft.

Det mest interessante ved det velklingende popnummer er imidlertid de mange amatørimitationer af den tilhørende musikvideo. Oprindeligt blev Happy lanceret sammen med en 24 timer lang video, hvori det knap fire minutter lange nummer blev afspillet 360 gange, mens en blanding af pop- og filmkendisser og ’helt almindelige mennesker’ dansede foran kameraet rundt omkring i Los Angeles’ bybillede. Den lange version blev siden klippet ned til en kort video, men selve konceptet med at danse til nummeret i åbne byrum, på arbejdspladser og skoler har fungeret som en invitation til deltagelse. Kloden rundt har fans kvitteret ved at trykke på ghettoblasteren, tænde for kameraet og filme kolleger, venner og børn, mens de danser til Happy. Resultaterne findes uploadet enten på Youtube eller på tribute sitet wearehappyfrom.com, som i marts 2016 havde samlet 160 timer og 46 minutters ”shared happiness” fra 153 forskellige lande fordelt over alle syv verdensdele. Blandt de mere kuriøse indslag er en video fra Antarktis, hvor pingviner og naturvidenskabsfolk slår sig løs til tonerne af Happy.

Hvad handler lykke om på disse videoer? At give efter for musikken, at bevæge kroppen til dens rytmer sammen med andre, mens man ler og synger med på Happy i et fælles rum midt i hverdagen. Lykken er et moment af sorgløs, lidt gakket, kollektiv hverdagsrus. Mens wearehappyfrom.com rummer lidt af hvert, synes de dansende LA-indbyggere i Williams’ egen video at være udvalgt med stor omhu, så de dækker et generationsmæssigt, socialt og racemæssigt spektrum af den amerikanske befolkning. Sorte og hvide, voksne og børn, gamle og unge, tykke og tynde, kendte og ikke-kendte danser lige begejstrede og opstemte til musikken: “Clap along if you feel like a room without a roof”, synger Williams. På Twitter er han blevet spurgt, hvad det ville sige at føle sig som “et værelse uden tag”. ”Det er metaforisk for ens eget rum uden grænser. […] Denne følelse kan være uendelig og er opnåelig for alle”, svarede han. Alle demografiske grupper kan tage en pause fra det, der gør dem travle og triste – kontoret, arbejdet, skolen og ”bad news”. Alle kan svæve forhindringsløst til vejrs i en boblende lykkerus sammen med Williams.

Det er fristende at se Happys globale gennemslagskraft som et udtryk for en verdensomspændende konsensus om lykkefølelsens helt centrale betydning for os mennesker. Derom vidner i øvrigt også FN’s årlige World Happiness Report, der ikke overraskende påviser en tæt sammenhæng mellem den generelle lykkefølelse hos et lands befolkning og bruttonationalproduktets størrelse, graden af social tryghed, politisk stabilitet og økonomisk lighed. Udarbejdelsen af disse årlige World Happiness Reports afspejler imidlertid samtidig, at lykkefølelsen ikke bare har eksistentiel betydning for det enkelte menneske. Hvis ikke banker, virksomheder og regeringer verden over anså folks lykkefølelse for at have politisk-økonomisk betydning, ville der næppe blive brugt ressourcer på at foretage disse årlige målinger af befolkningernes vurdering af deres egen livskvalitet.

 

Den normative lykke

Mens popkulturen har fejret den og økonomer målt den, har lykken været genstand for en yderst kritisk granskning inden for kulturvidenskaben, især i affekt- og queerteorien. Her er forestillingen om lykke blevet set som et udtryk for markedets globale dominans og for den hvide, heteroseksuelle middelklasses kulturelle hegemoni. I The Promise of Happiness fra 2010 fremstiller affektteoretikeren Sarah Ahmed lykken som en pligt eller et normativt løfte, der tvinger os til at begære bestemte objekter og bestemte måder at leve på; måder, som er i overensstemmelse med hegemoniske sociale, økonomiske og seksuelle normsystemer. Året efter afsøger engelske Judith Halberstam i The Queer Art of Failure populærkulturen for fremstillinger af måder at leve på, der ikke bekræfter den dominerende forestilling om succes som ”reproduktiv modenhed kombineret med akkumulation af rigdom”. Samme år udgiver amerikanske Lauren Berlant en bog om optimisme og lykkeforventning med titlen Cruel Optimism. I forordet definerer hun grusom optimisme som en situation, hvori det, man begærer og forestiller sig vil gøre én lykkelig – mad, en bestemt form for kærlighed, en fantasi om det gode liv eller et politisk projekt –, i virkeligheden udgør en forhindring for opnåelse af lykke. Disse begærsobjekter er ikke i sig selv grusomme. Det bliver de først i det øjeblik, hvor de forhindrer den længsel i at realisere sig, som oprindeligt fik os til at knytte forventninger til objekterne.

Fælles for disse queerteoretiske bidrag til lykketænkningen er altså, at lykken forstås som et sæt af normative livssituationer: det stabile, gerne heteroseksuelle parforhold, kernefamilien, karrieremuligheder, en god løn, deltagelse i et politisk fællesskab. Det såkaldt ’gode liv’ med andre ord, dét liv som størstedelen af jordens befolkning stræber efter og forbinder med opnåelse af lykke og med det at lykkes her i livet. Imidlertid kan vi ikke, skriver Ahmed, Halberstam og Berlant, realisere de normative lykkeforestillinger, da de samfundsmæssige betingelser for denne lykke ikke findes, og da denne lykke i virkeligheden ikke er en sådan, men snarere udgør en både diskriminerende og repressiv standardmodel.

Mens Ahmed og Halberstam ser en vej ud af den normative lykketvang i ’affektive positioner’ som den feministiske dødbider, den gnavne, melankolikeren, den deprimerede og det at fare vild eller at fejle, åbner Berlant en kattelem for et mere positivt perspektiv på lykken. Ifølge Berlant præges den generelle følelsesstruktur i dag af usikkerhed og en udbredt følelse af at leve i en uophørlig forandringsproces, som fører os stadigt længere ind i en moralsk, politisk og økologisk blindgyde. Medierne fortæller konstant om kriser, katastrofer og opbrud, prekarisering rammer stadigt flere mennesker, den demokratiske velfærdstats infrastruktur af gensidighed og tillid mellem regering og befolkning er brudt sammen. Selvom denne almene krisetilstand, der breder sig langt ind i privatlivet, ikke repræsenterer nogen undtagelsestilstand, har vi alligevel en følelse af, at den står uden historisk fortilfælde. Ikke mindst derfor hersker der stor rådvildhed med hensyn til, hvad der er det rigtige at gøre for at komme ud af dette tilsyneladende afkoblede, opsvulmede nu, som Berlant karakteriserer som ”et øjeblik på grænsen af en postnormativ fase”. Ikke mindst de normative lykkeforestillinger taber troværdighed, når den sociale og økonomiske ulykke bliver almen, hvilket samtidig stiller den kritiske lykketænkning over for et dilemma og en ny udfordring. For i det omfang flere rammes af social og økonomisk ulykke, hvordan kan denne tænkning da forsvare at betragte begæret efter det gode liv som politisk problematisk og som et udtryk for falsk bevidsthed? Opgaven må være, svarer Berlant med adresse til blandt andre Ahmed, at forblive kritisk, samtidig med at vi holder op med at dyrke lykkens negationer.

I en vis forstand afspejler Williams’ Happy og de mange amatørvideoer, hvad lykke kunne være her på grænsen af en postnormativ ære: en momentan befrielse fra tyngde og trivielle rutiner, en øjeblikkelig generobring af kroppen gennem dansens spontane bevægelser. Når dette budskab går så rent ind hos folk verden over, hænger det måske sammen med en udbredt følelse af udmattelse, hvad end den nu skyldes arbejdsløshedens destruktive uvirksomhed, fattigdom eller den hyperaktive tilpasning til et arbejdsmarked eller et uddannelsessystem med stadigt voksende krav om fleksibilitet, tilgængelighed og effektivitet. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at mange af amatørvideoerne foregår på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Den lyst til at være en del af en global lykkerus, som wearehappyfrom.com afspejler, kan for sin del ses som et udtryk for en forhåbning om at alverdens uoverskueligt komplicerede konflikter, uligheder og fjendskaber bare for en kort stund kunne finde en enkel løsning i fælles dans til et amerikansk popnummer. Når man kigger på – og danser med på – videoerne, danser man med dem, man foragter, beundrer, frygter, konkurrerer og føler medlidenhed med. Postnormativ lykke består ikke i en bestemt livsform, der kan udstrækkes i tid, men i en øjeblikkelig svæven bort fra de trykkende hverdagsrammer.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at kritikken af lykkenormativiteten har været og fortsat er aktuel. Ikke desto mindre kan der være god grund til at operere med et lykkebegreb, med en forestilling om at ’det kan blive bedre’, og om at der findes sådan noget som ’et godt liv’. Vi ønsker her at bidrage til en nuancering af forestillingen om lykke og til den kritiske refleksion over lykke ved at betragte den i et kulturhistorisk lys. Formålet med en sådan undersøgelse er at udvide det aktuelle refleksionsrum omkring begrebet og de problemstillinger, muligheder og dilemmaer, der knytter sig til det.

 

Den formative lykke

Jagten efter et anderledes og bredere lykkebegreb kan passende starte i 1700-tallet. Her var ideen om lykke central i udviklingen af moderne ideer om politik og socialitet. Egentlig var oplysningsfilosofferne ikke de første til at reflektere systematisk over lykke og det gode liv. Det havde allerede græske og romerske tænkere gjort (eudaimonia, felicitas) længe før, ligesom der kan findes variationer over lykketænkningen i andre perioder og kulturer. Men i 1700-tallet lykkedes navnlig de franske philosophes med en mangefacetteret gentænkning af lykkebegrebet, som sidenhen fik politisk prægnans i forbindelse med først Den Amerikanske Revolution (1776) og sidenhen også den franske (1789). Mens de amerikanske revolutionære indskrev ”jagten på lykke” som en uafhændelig rettighed i Uafhængighedserklæringen, fulgte de franske revolutionære op ved at gøre ”alles lykke” til det nye samfunds mål i Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder. Det moderne lykkebegreb har med andre ord ikke sit eneste, men et vigtigt begyndelsespunkt i denne periodes udvikling af et nyt politisk vokabularium og sæt af politiske idealer.

1700-tallet beskrives gerne som sekulariseringens århundrede, og sekulariseringen har betydning for periodens lykkebegreb. Mens ulykkelige livsforhold i tidligere perioder kunne forsvares under henvisning til den kommende lykke i det hinsides, blev den forklaringsmodel gradvist mindre overbevisende i 1700-tallet. Godt nok var de fleste oplysningstænkere religiøse, men i takt med naturvidenskabelige fremskridt blev religionens autoritet stadigt mindre i diskussioner om dennesidige problemer. Hvor der tidligere var en tendens til at acceptere livets åg i forventningen om en belønning i det hinsides, så insisterende flere nu på, at livet ikke skulle være en jammerdal. Det kunne være noget andet og bedre, idet fremskridt ansås for at være en reel mulighed.

På hver deres måde forfulgte de amerikanske og de franske revolutionære en sådan optimistisk ide om fremskridt og dennesidig lykke. Ved at knytte den gamle ide om lykke sammen med periodens politiske ideal om individuelle rettigheder, opstod en situation, hvori det myndige individ selv skulle have mulighed for at søge sin egen og fællesskabets lykke. Det medførte et opgør med både absolutismens og den normative kirkes forestilling om, at kongens og Guds undersåtter skulle acceptere politisk umyndighed i forventningen om, at lykken ville komme i det hinsides. I stedet for en ubestemt, fremtidig lykke, blev lykken og fremskridtet noget, der skulle kunne realiseres nu og her. Det betød, at folket eller borgerne skulle være med til at bestemme det politiske fællesskabs konturer og normer, og det betød, at sociale goder skulle fordeles mere ligeligt.

Man kan indvende mod oplysningens og revolutionernes lykkeforestilling, at den er naiv, og at den de facto aldrig blev realiseret i sin helhed. Man kan også indvende, som eksempelvis Michel Foucault har gjort det, at oplysningen ikke medførte et opgør med magtmekanismer som sådan, men blot førte til udviklingen af andre magtformer, hvor individets lykke kun var et mål i det omfang, den kunne bidrage til etableringen af en stærk stat og til skabelsen af statens velstand. Disse indvendinger til trods er der grund til at hæfte sig ved nogle af de sociale og politiske konsekvenser, som den sekulære lykkeforestilling også har haft: højnet uddannelsesniveau, arbejdsløshedsunderstøttelse, adgang til lægehjælp, valgret osv. Velfærdsstaten, opfattet som en sen udløber af 1700-tallets borgerlige revolutioner, er ikke perfekt, men den har været et historisk betydningsfuldt forsøg på at løse den politiske udfordring, det er at få den individuelle lykke til at balancere med den kollektive.

Anskuer man på den måde lykken som en politisk udfordring under et gensyn med Pharrell Williams, er det iøjnefaldende, at lykken dér ikke egentligt er en udfordring, men snarere en ubekymret tilstand, vi alle bare kan vælge til. På den ene side er Happy-lykken en momentan tilsidesættelse af hverdagens forskellige former for ulighed og tristesse. Som en moderne utopi udvisker den grænserne mellem sorte og hvide, fattige og rige, tykke og tynde og lader alle være med i lykkens glade dans. På den anden side kan musikvideoens forcerede ubekymrethed, dens opfordring til deltagelse uanset hvem du er, udlægges som en apolitisk fortrængningslykke, der hverken kan eller vil forholde sig til de politiske udfordringer, der er forbundet med at realisere et lykkeligt samfund. Ud fra den betragtning er videoens fremstilling af et lykkeligt fællesskab og tribute sitets brugerinddragelse primært en markedsføringsstrategi, der lukrerer på en udbredt deltagelseskultur uden at forholde sig til det forhold, at arbejdsgiverens lykke oftest er en anden end arbejdstagerens og popstjernens en anden end vejarbejderens.

I kulturhistorikeren Robert Darntons fremstilling er 1700-tallets lykkebegreb dobbelt. På den ene side rummer det ideen om individuel lykke, som alt afhængigt af temperament kan betyde hedonistisk nydelse eller ro og afsondring. På den anden side favner det også en fællesskabsdimension karakteriseret ved alles ret til at forfølge lykken eller det franske begreb om ”alles lykke”. Når en neoliberal privatiseringsdagsorden i dag tilbageruller konstitutive elementer af velfærdsstaten, så involverer det en tilsidesættelse af ideen om fælles lykke til fordel for en opvurdering af den individuelle lykke. Neoliberalismens annektering af lykkebegrebet medfører med andre ord en ”løsning” af den politiske udfordring, som Darnton peger på, om at få lykkens kollektive aspekt til at balancere med det individuelle. Men det er en løsning, der er karakteriseret ved at udgrænse lykkens fællesskabsaspekt og i stedet kaste alle lodderne i individualitetens vægtskål. På den baggrund, og sikkert også på andre, kan man føle sig fristet til helt at opgive ideen om lykke. Begrebet, ideen, følelsen og håbet om lykke har imidlertid haft afgørende betydning for opkomsten af det moderne demokrati, menneskerettigheder samt individuelle og kollektive livsmål, og det er på den baggrund hverken muligt eller ønskværdigt at forkaste det. 1700-tallets politiske historie har lært os, at man kan turnere begrebet på andre måder, end den neoliberale dagsorden lægger op til og på den måde medvirke til at genåbne et tillukket refleksionsrum.

 

Artiklen er en let bearbejdet version af indledningen til kulturtidsskriftet K&K – kultur og klasses temanummer om lykke. Nummeret er redigeret af Anne Fastrup og Jonas Ross Kjærgård og kan læses gratis og i sin helhed her fra den 20. juni 2016.
Jonas Ross Kjærgård er ph.d. og adjunkt i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet. Anne Fastrup er lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet.