Automaternes sociale liv – væven, computeren og menneskene

Jacquard_Loom_-_geograph.org.uk_-_2326269
Jacquard-væve i Mas­son Hill. Foto: Ash­ley Dace under Cre­ative Com­mons-licensen.

Det er en udbredt fortælling, at oprindelsen til den moderne elektroniske computer skal findes i den automatiske silkevæv – Jacquard-væven. Men historien fra væv til elektronisk computer er langt mere kompleks. Bag denne fortælling om teknologiske fremskridt gemmer tusinder af menneskeliv sig.


Da Har­vard-stud­erende Dan Brick­lin i 1979 opfandt det første elek­tro­n­iske reg­n­eark, Visi­Calc, blev det af mange set som starten på en foran­dret ver­den. Tech-jour­nal­ist, Steven Levy, beskrev i 1984, hvor­dan de første brugere af Visi­Calc i det amerikanske erhvervs­liv besad en ”urokke­lig tro på at måden ver­den fun­ger­er på kan udtrykkes i rækker og kolon­ner af tal og form­ler.” Advarende slut­tede Levy: ”Ingen fejl­fri antagelser – og der­for ingen per­fek­te mod­eller – kan laves over den men­neske­lige adfærd.”

Drøm­men om at gen­nem­skue naturens og det sociales skjulte sam­men­hænge og imitere dem gen­nem auto­mater og mask­in­er, har altid haft det ind­byggede prob­lem, som Levy peger på, nem­lig at den mul­ti­fac­etterede virke­lighed bliv­er reduc­eret til reg­n­ear­kets to dimen­sion­er.

Det er en udbredt fortælling, at oprindelsen til den mod­erne elek­tro­n­iske com­put­ers skal find­es i den automa­tiske silkevæv – Jacquard-væven. Hen­holdsvis faderen og fød­selshjælperen til den mod­erne com­put­er, skulle ifølge fortællin­gen være matem­atik­eren Charles Bab­bage som designede den såkaldte Ana­lyt­i­cal Engine – den ana­lytiske mask­ine – og hans vigtig­ste for­tolk­er og formi­dler Ada Lovelace; og begge var bjergtaget af vævens sys­tem, som de nævn­er som en inspi­ra­tion.

Siden har væven og com­put­eren stået i et særligt slægt­sk­ab­s­forhold til hinan­den. Slægt­sk­a­bet har i dag nået en art full cir­cle-afs­lut­ning: Com­put­eren, som er vok­set ud af væven, er i dag vendt tilbage og lev­er­er nu datain­put til den mod­erne vævein­dus­tris Jacquard-væve. Skønt denne fortælling er smukt afrun­det, lid­er den af samme prob­lem som teknolo­gien: den udvisker dimen­sion­er.

Mask­in­fas­ci­na­tio­nens ten­dens til for­sim­pling kan spores tilbage til den måde auto­mater blev beskrevet i 1700- og 1800-tal­lets højere automatkul­tur, som væven og Bab­bages mask­ine blev til i. Og gør vi det, vis­er der det sig at det dominerende blik på teknolo­gien i denne peri­ode var en bestemt klass­es blik.

Automatkultur

I slut­nin­gen af 1700-tal­let og beg­y­n­delsen af 1800-tal­let var viden­skab og mekaniske opfind­elser sen­sa­tionelt stof. I Europæiske hov­ed­stæder som Lon­don og Paris kunne folk med pæne mid­delk­las­seindtægter opleve viden­sk­abens undere ved kemiske, elek­triske, med­i­cinske, astronomiske og andre for­mer for spek­takulære viden­sk­a­belige opvis­ninger i teatre. Og byens show­rooms og viden­sk­a­belige insti­tu­tion­er udstillede mask­in­er, auto­mater og instru­menter, som offent­lighe­den kunne betale for at få under øjesyn.

I Eng­land blev det tillige en inte­gr­eret del af den filosofiske dan­nelse, og et ikke ual­min­delig ind­slag på en bryllup­sre­jse, at besøge de store indus­tri­cen­tre i Man­ches­ter, Leeds, og Birm­ing­ham. Inter­essen i mask­in­er og auto­mater var således både under­hold­ningsmæs­sig og filosofisk. Peri­o­dens mest kendte kul­turelle udtryk, omend et skrækind­ja­gende et af slagsen, for denne fas­ci­na­tion af viden­skab og teknolo­gi er vel nok Mary Shel­leys Franken­stein fra 1818.

Jacquards væv

Jacquard-væven blev så at sige født på muse­um. Den blev opfun­det af den franske væver­søn, Jean-Marie Jacquard (1752−1834) fra den europæiske silkein­dus­tris hov­ed­stad, Lyon. Efter at have for­møblet sin beskedne arv og derefter tjent føden i en række forskel­lige erhverv, beg­y­n­dte han i 1799 at udvikle en ny automa­tis­eret væv.

Dette var året hvor Napoleon Bona­parte kom til magten. Napoleon var stærkt inter­esseret i silkein­dus­trien, ikke mindst for­di det var en sek­tor hvor Frankrig fak­tisk kunne slå briterne. Han afholdte der­for fra 1802 en række hånd­værks- og indus­tri­ud­still­inger på Lou­vre pal­ad­set – på dette tid­spunkt kaldet Musée Napoleon. Det var her, midt under Napoleons sym­bol­ske sam­mensmelt­ning af les artistes og les arti­sants, at Jacquard mod­tog en bronzemedal­je for sin pro­to­type­væv. Den forbedrede udgave som han paten­terede i 1804, overgik alt hvad den franske indus­tri hidtil havde præsteret. Væven – som vi i dag kender som Jacquard-væven – kunne med et sin­drigt sys­tem af hulko­rt væve utroligt detal­jerede motiv­er cir­ka fire­og­tyve gange hur­tige end de hånd­bet­jente væve som ellers fyldte Lyons værk­st­ed­er.

Jacquard-væven virk­er ved at en lang række hulko­rt mekanisk guider vævens bevægelser. Enten passer­er nogle kroge gen­nem kor­tets huller og løfter de enkelte tråde på langs (tren­den) så trå­den på tværs (islæt­tet) læg­ger sig bagerst, eller også blok­eres kro­gene således at islæt­tet læg­ger sig yder­st. Enten, eller. Med mass­er af tålmodighed og en god por­tion teknisk snilde kan lange baner af hulko­rt stem­ples og forbindes til kom­plekse møn­stre, som kan gen­t­ages igen og igen, med en præ­ci­sion og hur­tighed som overgår enhver ikke-mask­inel kun­nen. Hulko­rt­sys­temet kan således opfattes som en pro­gram­mer­ing af væven, der efterlign­er den men­neske­lige koordiner­ing af bevægelser.

Automaternes sandhed … og løgn

Der var allerede gjort forsøg på at mekanis­ere de tid­skrævende væve­process­er før Jacquard. Den væv som var højest på Napoleons liste før Jacquard, var udviklet af Jacques de Vau­can­son (1709−82). Vau­can­son var en kendt automat­mager som måske mest er blevet berømt for sin ’ski­dende and’ (le Canard Digéra­teur), som han pås­tod, var indret­tet med et mekanisk fordø­jelsesap­pa­rat som imiterede naturen fuld­stændig. Kon­struk­tio­nen viste sig dog at være fup.

En anden berømt fupau­tomat fra samme tid, der lige­som Vau­can­sons and imponerede pub­likum over hele Europa, var ’den tyrkiske skak­spiller’ som var bygget i 1770 af Wolf­gang von Kem­pe­len (1734−1804). I virke­lighe­den sad en lille per­son inden i mask­i­nen og styrede dukken, men det blev auto­mat­en ikke min­dre sen­sa­tionel af. At bygge og betragte auto­mater var en måde at mestre naturen på, ved at efterligne den, og det gjaldt også væve­mask­in­er.

Tuerkischer_schachspieler_windisch4
Kob­ber­stik af Wolf­gang von Kem­pe­lens Tyrkiske Skak­spiller af Karl Got­tlieb von Windisch. Ret­tighed­er: Karl Got­tlieb von Windisch/Public Domain

Det siges end­da, at den engelske præst og opfind­er af den mekaniske væv som kom til at rev­o­lu­tionere den britiske tek­stilin­dus­tri, Edmund Cartwright (1743−1823), var inspir­eret til sin opfind­else efter at have set von Kem­pe­lens tyrkiske skak­spiller på en udstill­ing. Selv om his­to­rien ikke kan ver­i­fi­ceres, synes den alligev­el at inde­holde en art poet­isk sand­hed om dati­dens forestill­ing om auto­matens epis­te­mol­o­giske poten­tiale.

Det var et poten­tiale som fra et bestemt per­spek­tiv var ind­bygget i alle auto­mater, hvad enten det var en kun­stig and eller et tids­be­sparende pro­duk­tion­s­mid­del. Om his­to­rien er sand eller ej, så siger den noget om tidens altover­skyggende tiltro til viden­sk­abens afdækn­ing af naturens bagvedliggende kræfter og dens fre­mad­skri­dende nyt­tige afkast i indus­trien.

Den Analytiske Maskine

Den vel­havende engelske Cam­bridge-matem­atik­er Charles Bab­bage (1791−1871) tog om nogen del i tidens mask­in­fas­ci­na­tion. Bab­bage ville ikke bare mekanis­ere naturens bevægelser, som Vau­can­son havde forsøgt det, han ville indus­tri­alis­ere men­nes­kets intellek­tuelle kræfter. På Bab­bages tid, i første halvdel af 1800-tal­lets Eng­land, var en com­put­er et men­neske. Det var en matem­a­tisk uddan­net per­son, der bereg­nede log­a­r­it­metabeller eller andre tabeller, som var nyt­tige inden­for for eksem­pel nav­i­ga­tion eller land­måling. Det var et slid­somt og ens­formigt arbe­jde, hvilke også betød at fejl opstod. Bab­bages ide var at erstat­te de men­neske­lige com­put­ere med en mekanisk opfind­else som ville operere fejl­frit, som aldrig ville blive træt, og som ikke ville kræve nogen matem­a­tisk viden at bet­jene. Det lykkedes ham ved ven­ners hjælp i Roy­al Soci­etys bedøm­melsesud­valg, at få statsstøtte til realis­erin­gen af pro­jek­tet, hvilket endte med at løbe op i tusind­vis af pund, uden dog at hverken den Ana­lytiske Mask­ine eller dens for­løber Dif­fer­en­tier­ings­mask­i­nen (Dif­fer­ence Engine) nogensinde blev færdig­bygget.

800px-Babbage_difference_engine_drawing
Udsnit af Charles Bab­bages Dif­fer­en­tier­ings­mask­ine. Foto: Wikicommons/Public Domain.

Det er Ada Lovelace (1815−1852), som ifølge det klas­siske nar­ra­tiv forbinder Jacquard-Bab­bage-automat­pro­gram­merin­gen med de senere udviklinger af den mod­erne com­put­erte­knolo­gi, ved at være, hvad man kan kalde den første pro­gram­mør. Nar­ra­tivet blev blandt andet forstær­ket da det amerikanske forsvar i 1980erne udviklede deres eget pro­gram­mer­ingssprog, som de døbte ADA.

Både i materiel og intellek­tuel for­stand leg­em­lig­gjorde Augus­ta Ada Byron, Lady Lovelace, sin tids ideer om viden­skab, de finere kun­starter, og automa­tis­er­ing af intellek­tuelle funk­tion­er. Hun var dat­ter af en af sin tids største digtere, Lord Byron (1788−1824), der var en del af kred­sen omkring Shel­ley, og i øvrigt involveret i und­fan­gelsen af Franken­stein.

Ægtesk­a­bet mellem foræl­drene Anna Isabel­la Mil­banke, Lady Byron (1792−1860), og Lord Byron var kort­varigt. Lille Ada voksede op med sin mor som var stærkt opsat på at dat­terens sind ikke skulle besmittes af faderens roman­tisk-poet­iske livsstil. Under opvæk­sten blev Ada sat under et strengt viden­sk­a­beligt uddan­nelsespro­gram, og mod­tog matem­atikun­dervis­ning fra en af lan­dets mest promi­nente matem­atikere, Augus­tus De Mor­gan (1806−1871). Den kun­st­ner­iske åre var dog svær at under­trykke, og senere beskrev hun sig selv som værende skæb­nebestemt til at udvikle et kun­st­ner­isk geni, og en ”poet­isk viden­skab”.

Kvin­ders mulighed­er i viden­sk­aben var yder­st begrænsede i 1840erne, og de var ofte højst tilladt en rolle som formi­dlere, en rolle, som Lovelace udfyldte på fornem vis på lin­je med de øvrige tonean­givende kvin­der i viden­sk­aben såsom Har­ri­et Mar­tineau og Mary Som­merville, som hun begge kendte. Trods sit svagelige hel­bred, hvilket nok bidrog til hen­des lovligt store stofmis­brug (hun blev blot 37 år), blev Lovelace den vigtig­ste formi­dler af den Ana­lytiske Mask­ine.

Til sin over­sæt­telse af en ital­ien­sk artikel om Bab­bages mask­ine, til­fø­jede Lovelace sine egne not­er som fyldte mere end dobbelt så meget spal­teplads som den tekst de kom­menterede på, og som er blevet berømte for at blandt inde­holde, hvad nogle har kaldt det første com­put­er­pro­gram, eller det vi i dag ville kalde en algo­ritme. Det, hun skrev, bliv­er ikke betragtet som hen­des alene, men langt hen ad vejen Bab­bages ideer, som hun dog havde været med til at foræ­dle. Det er dog sikkert at sige, at Lovelace, langt bedre end Bab­bage, forestillede sig et frem­tidigt poten­tiale i den Ana­lytiske Mask­ine. For eksem­pel forestillede hun sig at den Ana­lytiske Mask­ine ville kunne skrive musik og noder efter et pro­gram.

Mest berømt er en ofte citeret pas­sage hvor væven bliv­er brugt til at fork­lare den Ana­lytiske Mask­ines forun­derlige oper­a­tioner. Hun skriv­er: ”Vi kan, måske mest ram­mende, sige, at den Ana­lytiske Mask­ine væver alge­braiske møn­stre, på samme måde som Jacquard-væven væver blom­ster og blade.”

Babbages danser

Bab­bage skriv­er også selv flere sted­er at udviklin­gen af sin Ana­lytiske Mask­ine blev inspir­eret af Jacquards hulko­rt­sys­tem, som han netop havde set i et af Lon­dons show­rooms. Bab­bages Lon­don-hjem i det mondæne Maryle­bone, var stedet for de mest fasion­able fes­ter blandt den intellek­tuelle elite. Her hang et smukt vævet portræt af Jacquard, som Bab­bage ynd­ede at afs­løre sine gæster i at tro var et maleri, men som i virke­lighe­den var vævet på en af Jacquards væve i Lyon. Portræt­tet havde krævet cir­ka 40.000 hulko­rt at lave, hvilket var bety­deligt mere end det gen­nem­snitlige brokade­mo­tivs cir­ka 4.000 kort.

20131206095257!A_la_mémoire_de_J.M._Jacquard
Udsnit af silkevævet portræt af J. M. Jacquard. Ret­tighed­er: Wikicommons/Public Domain.

Udover en lille pro­to­type af sin Dif­fer­en­tier­ings­mask­ine, havde Bab­bage også en mekanisk danser stående. Den havde han som barn set i et af de mest kendte show­rooms i det cen­trale Lon­don som tilhørte bel­gieren med det even­tyrlige navn John Joseph (Jean-Joseph) Mer­lin (1735−1803). I 1834 købte Bab­bage danseren, som var lavet af Mer­lin selv, ved en auk­tion. Danseren tiltræk til Bab­bages ærgrelse, mere opmærk­somhed fra gæsterne end hans egen viden­sk­a­belige mask­ine.

Jacquards prak­tiske væv og Bab­bages viden­sk­a­belige Ana­lytiske Mask­ine kunne begge fra et bestemt bour­geois-per­spek­tiv rubriceres som spek­takulære auto­mater, side om side med for­mål­sløse mekaniske dukker. Grænserne var fly­dende, forskel­lene udviskedes.

Sociale forskelle

Det er bekvemt at tale om en kon­ti­nu­itet fra Jacquard frem imod den mod­erne com­put­er som vi kender den i dag. His­to­rien fra væv til elek­tro­n­isk com­put­er er dog langt mere kom­pleks, og den lineære fortælling vis­er sig hur­tigt som en kon­struk­tion, der oprethold­er teknolo­giens frem­skridt­snar­ra­tiv. Der er i det mind­ste et par inter­es­sante forskelle at bemærke mellem de to opfind­ere, Jacquard og Bab­bage, som nuancer­er his­to­rien, og som åbn­er for sociale og spa­tiale per­spek­tiv­er på teknolo­gien: Den ene var fran­sk, den anden engel­sk; den ene var søn af en væver og kæm­pede indtil sin suc­ces som opfind­er med at tjene til forsørgelsen af sin fam­i­lie, den anden var født ind i en vel­havende fam­i­lie og behøvede der­for ikke arbe­jde, og mod­tog oven i købet en eksor­bi­tant sum i statsstøtte til at realis­ere sin opfind­else, som aldrig blev til noget; den ene havde ingen formel uddan­nelse andet end sin mester­læretid, den anden var uddan­net ved uni­ver­sitetet i Cam­bridge med højeste udmærkelse.

De to mask­in­er var tiltænkt to vidt forskel­lige sted­er: Væven i værk­st­edet, og den Ana­lytiske Mask­ine i en viden­sk­a­belig insti­tu­tion. Væven havde sine reelle imp­lika­tion­er i pro­duk­tion­ss­færen, den var poten­tielt en trussel for de silkevæ­vere som i gen­er­a­tioner havde arbe­jdet med hånd­kraft. De filosofiske auto­mater såsom Bab­bages var sjovt nok ikke under­lagt samme realitet­skrav. Den Ana­lytiske Mask­ine, var godt nok også tiltænkt at skabe afkast via dens udreg­ninger, som ville informere en lang række logis­tiske og økonomiske prak­siss­er – fra nav­i­ga­tion til skat­teop­krævn­ing. Men her var nyt­ten ikke så direk­te udmøn­tet som hos værk­st­ed­sauto­mater­ne, og var af mere admin­is­tra­tiv karak­ter. I den lineære fortælling assim­i­l­eres alle auto­mater under et, og sociale, geografiske og moralske kon­tek­ster udviskes.

Sociale maskiner

Auto­mater er kende­teg­net ved at være selvbevæ­gende. Det være sig danse, spille skak, udreg­ne log­a­r­it­metabeller, eller væve smukke møn­stre. Men trods deres tilsyneladende autono­mi, griber de ind i en lang række men­neske­liv – de men­nesker som har frem­stil­let dem, de men­nesker som blev erstat­tet af dem, de men­nesker hvis gøren og laden afhænger af de infor­ma­tion­er der kom­mer ud af dem. Det var et overk­lassepriv­i­legium at betragte auto­mater således som Lovelace gjorde, isol­eret fra den sociale kon­tekst de indgår i. Et priv­i­legium hun selv under­stegede i sine berømte not­er, ved at hen­lede læsernes opmærk­somhed på de to sted­er i det cen­trale Lon­don, hvor Jacquards væv var udstil­let, Ade­laide Gallery og Poly­tech­nic Insti­tu­tion. Meget sigende nævn­er hun hverken noget om de mange East End-værk­st­ed­er i arbe­jder­by­de­len Spi­tal­field, hvor hun­drede­vis af væve havde været i brug flere år, eller om den spe­cialis­erede hånd­værk­er, Joseph Clement (1779−1844), som fak­tisk var sat på opgaven med at gøre Bab­bages teg­ninger til virke­lighed.

Mens overk­lassen kunne mærke suset fra Prometheus i forelæs­ningssale, udstill­ingsk­abi­net­ter og illus­tr­erede tidsskrifter, blev mange i den arbe­j­dende befolkn­ing udsat for mask­in­er på en helt anden prak­tisk måde.

Atelier_canut
En silkevæver i Lyon, 1877. Lavet af Jules Férat. Ret­tighed­er: Wikicommons/Public Domain.

Det kan nok være, at den pro­gres­sive og teknologi­forherli­gende franske admin­is­tra­tion fremhævede indus­trien som en sub­lim kun­start i statens tjen­este, men den almin­delige silkevæver i Lyon, så sig selv som hånd­værk­er og ikke som kun­st­ner, og han var ikke nød­vendigvis inter­esseret i Jacquards opfind­else. Det er i hvert fald en ofte for­t­alt anek­dote, at Jacquard blev smidt ud af byen af en flok vrede vævere, da han vendte hjem til Lyon med sin medal­je. Ikke nød­vendigvis for­di de var imod mask­in­er som sådan, men på grund af hen­synet til kvaliteten af pro­duk­tet, som de nid­kært vogt­ede og ville kunne garan­tere inden de skift­ede pro­duk­tions­form.

Vau­can­sons og von Kem­pe­lens auto­mater blev ikke min­dre betyd­nings­fulde af at de var ren bedrag. Bab­bages mask­ine havde ikke engang fysisk form. Alligev­el frem­stod de som filosofiske under­søgelser af bagvedliggende struk­tur­er i naturen og men­nes­ket. Men de havde en social bias ind­skrevet i sig. Det tek­nol­o­giske blik kom fra et priv­i­legeret sted.

Bag his­to­rien om – såv­el som bag bru­gen af – teknolo­gi, lig­ger tusin­der af lev­ede men­neske­liv, som alle kan blive reduc­eret til et-taller og nuller, men som fort­jen­er at blive for­t­alt.

Thomas Palmelund Johansen er ph.d.-studerende ved Insti­tut for Idéhis­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen