Den nødvendige lykke: Pharrell Williams og den Franske Revolution

For Pharrell Williams er lykken en ubekymret tilstand, alle kan vælge til. For 1700-tallets revolutionære var den en uafhændelig rettighed. Forestillingen om lykke er et gennemgribende element i vores kultur, men i en række udformninger.


I novem­ber 2013 udsendte den afro-amerikanske pro­duc­er, sanger og musik­er Phar­rell Williams det, der skulle blive 2014s største pophit: Hap­py – blandt musikan­meldere kaldet faux-Motown og neo soul. Bakket op af en inciterende ”mid-tem­po” puls, korstem­mer, con­gas, klap, trom­mer, en bas og en gui­tar gik Williams’ karak­ter­is­tiske falset sin ubetvin­gelige sejrs­gang jor­den rundt. Diverse reko­rder for flest down­loads og streaminger samt top­plac­eringer på alver­dens hitlis­ter taler sit tydelige sprog om en sang med glob­al gen­nem­slagskraft.

Det mest inter­es­sante ved det velk­lin­gende pop­num­mer er imi­dler­tid de mange amatørim­i­ta­tion­er af den tilhørende musikvideo. Oprindeligt blev Hap­py lanceret sam­men med en 24 timer lang video, hvori det knap fire min­ut­ter lange num­mer blev afspillet 360 gange, mens en bland­ing af pop- og filmk­endiss­er og ’helt almin­delige men­nesker’ dansede foran kam­er­aet rundt omkring i Los Ange­les’ bybillede. Den lange ver­sion blev siden klip­pet ned til en kort video, men selve kon­ceptet med at danse til num­meret i åbne byrum, på arbe­jd­spladser og skol­er har fun­geret som en invi­ta­tion til delt­agelse. Klo­den rundt har fans kvit­teret ved at trykke på ghet­to­blasteren, tænde for kam­er­aet og filme kol­leger, ven­ner og børn, mens de danser til Hap­py. Resul­tater­ne find­es upload­et enten på Youtube eller på trib­ute sitetwearehappyfrom.com, som i marts 2016 havde sam­let 160 timer og 46 min­ut­ters ”shared hap­pi­ness” fra 153 forskel­lige lande fordelt over alle syv ver­dens­dele. Blandt de mere kuriøse ind­slag er en video fra Antark­tis, hvor pingvin­er og naturv­i­den­sk­ab­s­folk slår sig løs til ton­erne af Hap­py.

Hvad han­dler lykke om på disse video­er? At give efter for musikken, at bevæge krop­pen til dens ryt­mer sam­men med andre, mens man ler og syn­ger med på Hap­py i et fælles rum midt i hverda­gen. Lykken er et moment af sor­gløs, lidt gakket, kollek­tiv hverdagsrus. Mens wearehappyfrom.com rum­mer lidt af hvert, synes de dansende LA-ind­byg­gere i Williams’ egen video at være udval­gt med stor omhu, så de dækker et gen­er­a­tions­mæs­sigt, socialt og racemæs­sigt spek­trum af den amerikanske befolkn­ing. Sorte og hvide, vok­sne og børn, gam­le og unge, tykke og tyn­de, kendte og ikke-kendte danser lige bege­jstrede og opstemte til musikken: “Clap along if you feel like a room with­out a roof”, syn­ger Williams. På Twit­ter er han blevet spurgt, hvad det ville sige at føle sig som “et værelse uden tag”. ”Det er metaforisk for ens eget rum uden grænser. […] Denne følelse kan være uen­delig og er opnåelig for alle”, svarede han. Alle demografiske grup­per kan tage en pause fra det, der gør dem travle og triste – kon­toret, arbe­jdet, skolen og ”bad news”. Alle kan svæve forhin­dringsløst til vejrs i en boblende lykkerus sam­men med Williams.

Det er fris­tende at se Hap­pys glob­ale gen­nem­slagskraft som et udtryk for en ver­den­som­spæn­dende kon­sen­sus om lykke­følelsens helt cen­trale betyd­ning for os men­nesker. Derom vid­ner i øvrigt også FN’s årlige World Hap­pi­ness Report, der ikke over­rask­ende påvis­er en tæt sam­men­hæng mellem den generelle lykke­følelse hos et lands befolkn­ing og brut­to­na­tion­al­pro­duk­tets stør­relse, graden af social tryghed, poli­tisk sta­bilitet og økonomisk lighed. Udar­be­jdelsen af disse årlige World Hap­pi­ness Reports afspe­jler imi­dler­tid sam­tidig, at lykke­følelsen ikke bare har eksis­ten­tiel betyd­ning for det enkelte men­neske. Hvis ikke banker, virk­somhed­er og regeringer ver­den over anså folks lykke­følelse for at have poli­tisk-økonomisk betyd­ning, ville der næppe blive brugt ressourcer på at fore­tage disse årlige målinger af befolkningernes vur­der­ing af deres egen livskvalitet.

Den normative lykke

Mens pop­kul­turen har fejret den og økonomer målt den, har lykken været gen­stand for en yder­st kri­tisk granskn­ing inden for kul­turv­i­den­sk­aben, især i affekt- og queer­te­orien. Her er forestill­in­gen om lykke blevet set som et udtryk for markedets glob­ale dom­i­nans og for den hvide, het­erosek­suelle mid­delk­lass­es kul­turelle hege­moni. I The Promise of Hap­pi­ness fra 2010 frem­stiller affek­t­te­o­retik­eren Sarah Ahmed lykken som en pligt eller et nor­ma­tivt løfte, der tvinger os til at begære bestemte objek­ter og bestemte måder at leve på; måder, som er i overensstem­melse med hege­moniske sociale, økonomiske og sek­suelle norm­sys­te­mer. Året efter afsøger engelske Judith Hal­ber­stam i The Queer Art of Fail­ure pop­ulærkul­turen for frem­still­inger af måder at leve på, der ikke bekræfter den dominerende forestill­ing om suc­ces som ”repro­duk­tiv mod­en­hed kom­bineret med akku­mu­la­tion af rig­dom”. Samme år udgiv­er amerikanske Lau­ren Berlant en bog om opti­misme og lykke­for­vent­ning med titlen Cru­el Opti­mism. I forordet definer­er hun gru­som opti­misme som en sit­u­a­tion, hvori det, man begær­er og forestiller sig vil gøre én lykke­lig – mad, en bestemt form for kærlighed, en fan­tasi om det gode liv eller et poli­tisk pro­jekt –, i virke­lighe­den udgør en forhin­dring for opnåelse af lykke. Disse begær­sob­jek­ter er ikke i sig selv gru­somme. Det bliv­er de først i det øje­b­lik, hvor de forhin­dr­er den længsel i at realis­ere sig, som oprindeligt fik os til at knytte for­vent­ninger til objek­terne.

Fælles for disse queer­te­o­retiske bidrag til lykketænknin­gen er alt­så, at lykken forstås som et sæt af nor­ma­tive livs­si­t­u­a­tion­er: det sta­bile, gerne het­erosek­suelle par­forhold, kerne­fam­i­lien, kar­ri­eremu­lighed­er, en god løn, delt­agelse i et poli­tisk fæl­lesskab. Det såkaldt ’gode liv’ med andre ord, dét liv som størst­ede­len af jor­dens befolkn­ing stræber efter og forbinder med opnåelse af lykke og med det at lykkes her i livet. Imi­dler­tid kan vi ikke, skriv­er Ahmed, Hal­ber­stam og Berlant, realis­ere de nor­ma­tive lykke­for­estill­inger, da de sam­fundsmæs­sige betingelser for denne lykke ikke find­es, og da denne lykke i virke­lighe­den ikke er en sådan, men snarere udgør en både diskrim­inerende og repres­siv stan­dard­mod­el.

Mens Ahmed og Hal­ber­stam ser en vej ud af den nor­ma­tive lykket­vang i ’affek­tive posi­tion­er’ som den fem­i­nis­tiske død­bider, den gnavne, melanko­lik­eren, den deprimerede og det at fare vild eller at fejle, åbn­er Berlant en kat­telem for et mere pos­i­tivt per­spek­tiv på lykken. Ifølge Berlant præges den generelle følelsesstruk­tur i dag af usikker­hed og en udbredt følelse af at leve i en uophørlig foran­dring­spro­ces, som før­er os stadigt læn­gere ind i en moral­sk, poli­tisk og økol­o­gisk blindgyde. Medierne fortæller kon­stant om kris­er, katas­tro­fer og opbrud, prekaris­er­ing ram­mer stadigt flere men­nesker, den demokratiske velfærd­stats infra­struk­tur af gen­sidighed og tillid mellem regering og befolkn­ing er brudt sam­men. Selvom denne almene krisetil­stand, der bred­er sig langt ind i pri­vatlivet, ikke repræsen­ter­er nogen und­tagelses­til­stand, har vi alligev­el en følelse af, at den står uden his­torisk for­til­fælde. Ikke mindst der­for hersker der stor rådvild­hed med hen­syn til, hvad der er det rigtige at gøre for at komme ud af dette tilsyneladende afkoblede, opsvul­mede nu, som Berlant karak­teris­er­er som ”et øje­b­lik på grænsen af en post­nor­ma­tiv fase”. Ikke mindst de nor­ma­tive lykke­for­estill­inger taber tro­værdighed, når den sociale og økonomiske ulykke bliv­er almen, hvilket sam­tidig stiller den kri­tiske lykketænkn­ing over for et dilem­ma og en ny udfor­dring. For i det omfang flere rammes af social og økonomisk ulykke, hvor­dan kan denne tænkn­ing da forsvare at betragte begæret efter det gode liv som poli­tisk prob­lema­tisk og som et udtryk for fal­sk bev­id­s­thed? Opgaven må være, svar­er Berlant med adresse til blandt andre Ahmed, at for­blive kri­tisk, sam­tidig med at vi hold­er op med at dyrke lykkens nega­tion­er.

I en vis for­stand afspe­jler Williams’ Hap­py og de mange amatørvideo­er, hvad lykke kunne være her på grænsen af en post­nor­ma­tiv ære: en momen­tan befrielse fra tyn­gde og triv­ielle ruti­n­er, en øje­b­likke­lig gen­er­o­bring af krop­pen gen­nem dansens spon­tane bevægelser. Når dette bud­skab går så rent ind hos folk ver­den over, hænger det måske sam­men med en udbredt følelse af udmat­telse, hvad end den nu skyldes arbe­jd­sløshe­dens destruk­tive uvirk­somhed, fat­tig­dom eller den hyper­ak­tive tilpas­ning til et arbe­jds­marked eller et uddan­nelsessys­tem med stadigt vok­sende krav om flek­si­bilitet, tilgæn­ge­lighed og effek­tivitet. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at mange af amatørvideo­erne foregår på uddan­nelsesin­sti­tu­tion­er og arbe­jd­spladser. Den lyst til at være en del af en glob­al lykkerus, som wearehappyfrom.com afspe­jler, kan for sin del ses som et udtryk for en forhåb­n­ing om at alver­dens uover­skueligt kom­plicerede kon­flik­ter, ulighed­er og fjend­sk­aber bare for en kort stund kunne finde en enkel løs­ning i fælles dans til et amerikan­sk pop­num­mer. Når man kig­ger på – og danser med på – video­erne, danser man med dem, man for­agter, beun­dr­er, frygter, konkur­rerer og føler medli­den­hed med. Post­nor­ma­tiv lykke består ikke i en bestemt livs­form, der kan udstrækkes i tid, men i en øje­b­likke­lig svæven bort fra de trykkende hverdagsram­mer.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at kri­tikken af lykkenor­ma­tiviteten har været og fort­sat er aktuel. Ikke desto min­dre kan der være god grund til at operere med et lykke­be­greb, med en forestill­ing om at ’det kan blive bedre’, og om at der find­es sådan noget som ’et godt liv’. Vi ønsker her at bidrage til en nuancer­ing af forestill­in­gen om lykke og til den kri­tiske reflek­sion over lykke ved at betragte den i et kul­turhis­torisk lys. For­målet med en sådan under­søgelse er at udvide det aktuelle reflek­sion­srum omkring begre­bet og de prob­lem­still­inger, mulighed­er og dilem­maer, der knyt­ter sig til det.

Den formative lykke

Jagten efter et anderledes og bredere lykke­be­greb kan passende starte i 1700-tal­let. Her var ideen om lykke cen­tral i udviklin­gen af mod­erne ideer om poli­tik og socialitet. Egentlig var oplysnings­filosof­ferne ikke de første til at reflek­tere sys­tem­a­tisk over lykke og det gode liv. Det havde allerede græske og romerske tænkere gjort (eudai­mo­nia, felic­i­tas) længe før, lige­som der kan find­es vari­a­tion­er over lykketænknin­gen i andre peri­oder og kul­tur­er. Men i 1700-tal­let lykkedes navn­lig de franske philosophes med en mange­facetteret gen­tænkn­ing af lykke­be­gre­bet, som siden­hen fik poli­tisk præg­nans i forbindelse med først Den Amerikanske Rev­o­lu­tion (1776) og siden­hen også den franske (1789). Mens de amerikanske rev­o­lu­tionære ind­skrev ”jagten på lykke” som en uafhæn­delig ret­tighed i Uafhængighed­serk­lærin­gen, ful­gte de franske rev­o­lu­tionære op ved at gøre ”alles lykke” til det nye sam­funds mål i Erk­læring om men­nes­kets og borg­erens ret­tighed­er. Det mod­erne lykke­be­greb har med andre ord ikke sit eneste, men et vigtigt beg­y­n­delsespunkt i denne peri­odes udvikling af et nyt poli­tisk vok­ab­u­lar­i­um og sæt af poli­tiske ide­al­er.

1700-tal­let beskrives gerne som seku­laris­erin­gens århun­drede, og seku­laris­erin­gen har betyd­ning for peri­o­dens lykke­be­greb. Mens ulykke­lige livs­forhold i tidligere peri­oder kunne forsvares under hen­vis­ning til den kom­mende lykke i det hin­sides, blev den fork­lar­ingsmod­el grad­vist min­dre over­be­visende i 1700-tal­let. Godt nok var de fleste oplysningstænkere religiøse, men i takt med naturv­i­den­sk­a­belige frem­skridt blev reli­gio­nens autoritet stadigt min­dre i diskus­sion­er om den­ne­sidi­ge prob­le­mer. Hvor der tidligere var en ten­dens til at acceptere livets åg i for­vent­nin­gen om en beløn­ning i det hin­sides, så insis­terende flere nu på, at livet ikke skulle være en jam­merdal. Det kunne være noget andet og bedre, idet frem­skridt ansås for at være en reel mulighed.

På hver deres måde for­ful­gte de amerikanske og de franske rev­o­lu­tionære en sådan opti­mistisk ide om frem­skridt og den­ne­sidig lykke. Ved at knytte den gam­le ide om lykke sam­men med peri­o­dens poli­tiske ide­al om indi­vidu­elle ret­tighed­er, opstod en sit­u­a­tion, hvori det myn­di­ge indi­vid selv skulle have mulighed for at søge sin egen og fæl­lessk­a­bets lykke. Det med­førte et opgør med både abso­lutis­mens og den nor­ma­tive kirkes forestill­ing om, at kon­gens og Guds under­såt­ter skulle acceptere poli­tisk umyn­dighed i for­vent­nin­gen om, at lykken ville komme i det hin­sides. I stedet for en ubestemt, frem­tidig lykke, blev lykken og frem­skridtet noget, der skulle kunne realis­eres nu og her. Det betød, at folket eller borg­erne skulle være med til at bestemme det poli­tiske fæl­lessk­abs kon­tur­er og normer, og det betød, at sociale goder skulle forde­les mere ligeligt.

Man kan ind­vende mod oplysnin­gens og rev­o­lu­tion­ernes lykke­for­estill­ing, at den er naiv, og at den de fac­to aldrig blev realis­eret i sin hel­hed. Man kan også ind­vende, som eksem­pelvis Michel Fou­cault har gjort det, at oplysnin­gen ikke med­førte et opgør med magt­mekanis­mer som sådan, men blot førte til udviklin­gen af andre magt­former, hvor indi­videts lykke kun var et mål i det omfang, den kunne bidrage til etab­lerin­gen af en stærk stat og til ska­belsen af statens vel­stand. Disse ind­vendinger til trods er der grund til at hæfte sig ved nogle af de sociale og poli­tiske kon­sekvenser, som den sekulære lykke­for­estill­ing også har haft: højnet uddan­nelses­niveau, arbe­jd­sløshed­sun­der­støt­telse, adgang til læge­hjælp, val­gret osv. Velfærdsstat­en, opfat­tet som en sen udløber af 1700-tal­lets borg­erlige rev­o­lu­tion­er, er ikke per­fekt, men den har været et his­torisk betyd­nings­fuldt forsøg på at løse den poli­tiske udfor­dring, det er at få den indi­vidu­elle lykke til at bal­ancere med den kollek­tive.

Anskuer man på den måde lykken som en poli­tisk udfor­dring under et gen­syn med Phar­rell Williams, er det iøjne­faldende, at lykken dér ikke egentligt er en udfor­dring, men snarere en ubekym­ret til­stand, vi alle bare kan vælge til. På den ene side er Hap­py-lykken en momen­tan til­sidesæt­telse af hverda­gens forskel­lige for­mer for ulighed og tristesse. Som en mod­erne utopi udvisker den grænserne mellem sorte og hvide, fat­tige og rige, tykke og tyn­de og lad­er alle være med i lykkens glade dans. På den anden side kan musikvideoens forcerede ubekym­rethed, dens opfor­dring til delt­agelse uanset hvem du er, udlægges som en apoli­tisk fortrængn­ingslykke, der hverken kan eller vil forholde sig til de poli­tiske udfor­dringer, der er for­bun­det med at realis­ere et lykke­ligt sam­fund. Ud fra den betragt­ning er videoens frem­still­ing af et lykke­ligt fæl­lesskab og trib­ute sitets brugerind­dragelse primært en markeds­føringsstrate­gi, der lukr­erer på en udbredt delt­agelseskul­tur uden at forholde sig til det forhold, at arbe­jds­giv­erens lykke oftest er en anden end arbe­jd­stagerens og pop­st­jer­nens en anden end vejar­be­jderens.

I kul­turhis­torik­eren Robert Darn­tons frem­still­ing er 1700-tal­lets lykke­be­greb dobbelt. På den ene side rum­mer det ideen om indi­vidu­el lykke, som alt afhængigt af tem­pera­ment kan betyde hedo­nis­tisk nydelse eller ro og afson­dring. På den anden side favn­er det også en fæl­lessk­ab­s­di­men­sion karak­teris­eret ved alles ret til at for­følge lykken eller det franske begreb om ”alles lykke”. Når en neolib­er­al pri­va­tis­er­ings­dag­sor­den i dag tilbageruller kon­sti­tu­tive ele­menter af velfærdsstat­en, så involver­er det en til­sidesæt­telse af ideen om fælles lykke til fordel for en opvur­der­ing af den indi­vidu­elle lykke. Neolib­er­al­is­mens annek­ter­ing af lykke­be­gre­bet med­før­er med andre ord en ”løs­ning” af den poli­tiske udfor­dring, som Darn­ton peger på, om at få lykkens kollek­tive aspekt til at bal­ancere med det indi­vidu­elle. Men det er en løs­ning, der er karak­teris­eret ved at udgrænse lykkens fæl­lessk­ab­saspekt og i stedet kaste alle lod­derne i indi­vid­u­alitetens vægt­skål. På den bag­grund, og sikkert også på andre, kan man føle sig fris­tet til helt at opgive ideen om lykke. Begre­bet, ideen, følelsen og håbet om lykke har imi­dler­tid haft afgørende betyd­ning for opkom­sten af det mod­erne demokrati, men­neskerettighed­er samt indi­vidu­elle og kollek­tive livs­mål, og det er på den bag­grund hverken muligt eller ønskværdigt at forkaste det. 1700-tal­lets poli­tiske his­to­rie har lært os, at man kan turnere begre­bet på andre måder, end den neolib­erale dag­sor­den læg­ger op til og på den måde med­virke til at genåb­ne et tillukket reflek­sion­srum.

Artiklen er en let bear­be­jdet ver­sion af indled­nin­gen til kul­tur­tidsskriftet K&K – kul­tur og klasses temanum­mer om lykke. Num­meret er redi­geret af Anne Fas­trup og Jonas Ross Kjærgård og kan læs­es gratis og i sin hel­hed her fra den 20. juni 2016.
Jonas Ross Kjærgård er ph.d. og adjunkt i lit­ter­aturhis­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet. Anne Fas­trup er lek­tor i lit­ter­aturv­i­den­skab ved Køben­havns Uni­ver­sitet

Scroll til toppen