Historien spøger i britisk folkeafstemning om EU

David Cameron, juni 2011. Ret­tighed­er: Ben Fisher/GAVI Alliance under Cre­ative Com­mons-licensen.

Briterne skal snart stemme om de fortsat vil være medlemmer af EU. Debatten fokuserer på national suverænitet, migration og økonomi, men er i lige så høj grad præget af det historisk komplicerede forhold mellem Storbritannien og EU.


Den 23. juni skal briterne til folkeaf­stemn­ing, hvor de skal beslutte om de vil fort­sætte med at være medlem­mer af den Europæiske Union. Storbri­tan­nien har altid haft et kom­plekst forhold til det europæiske pro­jekt og meningsmålingerne vis­er, at briterne fort­sat er uafk­larede.

Selvom den britiske pre­mier­min­is­ter David Cameron gerne ser, at lan­det bliv­er i EU, er hans bagland split­tet og det kon­ser­v­a­tive par­ti forhold­er sig offi­cielt neu­tralt til folkeaf­stemnin­gen, hvilket bety­der at medlem­merne selv må bestemme, hvilken side de støt­ter.

Labour anbe­faler at blive i unio­nen, mens det EU- og ind­van­dr­erkri­tiske protest-par­ti UKIP (Unit­ed King­dom Inde­pen­dence Par­ty) er ban­ner­før­er i Brex­it-kam­pa­gen, støt­tet af kon­ser­v­a­tive pro­fil­er såsom Lon­dons tidligere borgmester Boris John­son.

Brex­it-kam­pag­nen fokuser­er på spørgsmål om nation­al selvbestem­melse og migra­tion, mens ja-siden kredser om de økonomiske kon­sekvenser af at for­lade EU. Deres argu­menter tager udgangspunkt i lige dele retorik og realitet, men han­dler måske i højere grad om Storbri­tan­niens his­torisk kom­plicerede forhold til EU.

Højt spil om EU-medlemskab

David Cameron har selv udskrevet folkeaf­stemnin­gen, men tilsyneladende ikke med hans gode vil­je. Forud for sid­ste folket­ingsvalg beg­y­n­dte de kon­ser­v­a­tive at tabe stem­mer til UKIP, som repræsen­terede et alter­na­tiv til de etablerede parti­er. Sam­tidig beg­y­n­dte et EU-kri­tisk oprør at ulme internt i det kon­ser­v­a­tive par­ti. Cameron val­gte der­for at spille højt spil og love en folkeaf­stemn­ing om EU, hvis han vandt val­get.

Cameron øjnede mulighe­den for at hente stem­mer tilbage fra UKIP og sam­le par­ti­et forud for val­get. Han håbe­de efter­føl­gende på at kunne forhan­dle mere favor­able forhold med sine europæiske part­nere, som han siden­hen ville kunne præsen­tere til par­ti­et og væl­gerne som argu­ment for at blive i EU.

Den første del af strate­gien lykkedes og de kon­ser­v­a­tive vandt regerings­magten. Cameron forhan­dlede sig frem til en række reformer inden­for EU, heri­b­landt begræn­sninger af den poli­tiske inte­gra­tion og mulighe­den for at stoppe udbe­talin­gen af sociale ydelser til EU-borg­ere fra andre lande. Selvom det vil øge Storbri­tan­niens poli­tiske og økonomiske råderum mærk­bart og ramme uden­landske arbe­jdere hårdt, er kri­tik­erne langt fra til­fredse og det er nu op til væl­gerne at fælde den endelige dom.

Storbritanniens lange rejse mod EU

Selvom briterne stemte ja til EF i 1975, er der en udbredt skep­sis over­for EU i lan­det og Brux­elles er aldrig blevet pop­ulær. Det er blandt andet et resul­tat af Storbri­tan­niens lange, kom­plicerede forhold til det europæiske pro­jekt.

Efter Anden Ver­den­skrigs ødelæggelser anerk­endte de fleste europæiske lande behovet for øget samar­be­jde for at undgå kon­flikt og bidrage til genop­bygnin­gen af de europæiske økonomi­er.

Storbri­tan­nien var på den sejrende side og havde undgået inva­sion og større ødelæggelser, hvilket blandt andet blev for­tolket som et resul­tat af lan­dets geografiske og poli­tiske adskil­lelse fra resten af kon­ti­nen­tet. Der var sam­tidig også en udbredt selv­forståelse af lan­det som en stor­magt selvom imperi­et var beg­y­n­dt at smul­dre.

Der var der­for ingen poli­tisk opbakn­ing til at delt­age i det tidlige europæiske samar­be­jde og Storbri­tan­nien holdt sig uden­for det oprindelige Europæiske Kul- og Stålfælleskab og siden­hen det Europæiske Fæl­lesskab (EF).

Det var først i 1961, da samar­be­jdet beg­y­n­dte at vise sit økonomiske poten­tiale, at den kon­ser­v­a­tive pre­mier­min­is­ter Harold Macmil­lan søgte om medlem­skab. Men den franske præsi­dent Charles de Gaulle ned­lagde veto og det var først efter han for­lod embe­det, at Storbri­tan­niens tred­je ansøgn­ing blev god­k­endt af de andre medlem­s­lande.

Da Storbri­tan­nien endelig blev medlem i 1973 var det på mange måder for sent. De oprindelige seks medlem­s­lande, Bel­gien, Lux­em­burg, Hol­land, Ital­ien, (Vest-)Tyskland og Frankrig havde allerede udformet de insti­tu­tionelle og økonomiske ram­mer efter deres egne inter­ess­er.

Den fælles land­brugspoli­tik, der i lang tid udgjorde omkring to tred­jedele af EFs sam­lede bud­get, kom­penserede særligt de franske og tyske land­brugssek­tor­er, hvo­rimod Storbri­tan­niens rel­a­tivt lille og effek­tive land­brugssek­tor ikke fik meget ud af samar­be­jdet.

Storbri­tan­nien var der­for i en årrække net­to­bidragsy­der til EF. Det lykkedes først i 1984 pre­mier­min­is­ter Mar­garet Thatch­er at gen­nemtrumfe en tilbage­be­tal­ing­sor­d­ning, der skulle kom­pensere Storbri­tan­nien for fremti­den.

På det tid­spunkt var mis­troen over­for EU allerede gen­nemgående inden­for det engelske poli­tiske sys­tem. Mens det europæiske samar­be­jde udvid­ede sine befø­jelser og blev mere og mere inte­gr­eret, trak de britiske parti­er i den mod­sat­te ret­ning da de opfat­tede de fælle­seu­ropæiske regler og ret­ningslin­jer som en trussel mod deres respek­tive poli­tiske pro­jek­ter.

Labour anså i lang tid EF som en poten­tiel hæm­sko for deres social­is­tiske vision og fores­log i deres val­gman­i­fest fra 1983 at for­lade det hur­tigst muligt. På den anden side af det poli­tiske spek­trum, opfat­tede Thatch­er det ligeledes som en hin­dring for hen­des (neolib­erale) vision – dog uden nogensinde reelt at forsøge at for­lade samar­be­jdet.

Selvom Storbri­tan­nien efter­hån­den blev en inte­gr­eret del af EU, har mis­troen og tilbage­hold­en­heden alligev­el præget skif­tende regeringer, der har holdt lan­det uden­for både Schen­gen-samar­be­jdet og Euroen.

Retorik trumfer realiteter

Med tiden har størst­ede­len af den poli­tiske elite og erhvervs­livet accepteret medlem­sk­a­bet af EU. Men mis­troen er aldrig helt forsvun­det.

Siden den finan­sielle krise i 2008 og de efter­føl­gende års kon­sekvente ned­skæringspoli­tik, har protest­par­ti­et UKIP for­mået at sam­le mange desil­lu­sionerede væl­gere med en nation­al­is­tisk fortælling om lan­dets svundne storhed kom­bineret med udpræget fremmed­had organ­is­eret omkring den his­torisk betingede skep­sis over­for EU.

UKIP anklager EU for at under­minere Storbri­tan­niens suverænitet og vel­stand. De men­er, at de europæiske regler om fri bevæge­lighed led­er til velfærd­s­tur­isme og migrantar­be­jdere der under­miner­er engelske løn- og arbe­jds­forhold.

Selvom migranter udgør en stor del af den britiske arbe­jdsstyrke, tyder tal­lene på, at de bidrager med mere end de koster statskassen. Sam­tidig er pres­set på de britiske arbe­jd­stagere i stor udstrækn­ing resul­tat af en lang­varig poli­tisk ind­sat, der kan spores hele vejen tilbage fra Thatch­er frem til den nuværende kon­ser­v­a­tive regerings krise­poli­tik.

UKIPs retorik har dog en vis res­o­nans i den britiske befolkn­ing: Ved folket­ingsval­get i 2015 fik par­ti­et tred­je­flest stem­mer, men på grund af det særlige britiske val­gsys­tem fik de kun en enkelt plads i det britiske under­hus.

Men folket­ingsval­get han­dlede naturligvis om meget andet end forhold­et til EU og væl­gernes iden­ti­fika­tion med de tra­di­tionelle parti­er har efter alt at dømme også påvir­ket resul­tatet mærk­bart.

Ingen af disse fak­tor­er gør sig imi­dler­tid gældende ved den kom­mende folkeaf­stemn­ing, hvor spørgsmå­lene om suverænitet og immi­gra­tion bliv­er afgørende, selvom de på mange måder allerede er fore­gre­bet af de reformer Cameron har forhan­dlet sig frem til i EU.

Brexit kan få uforudsigelige økonomiske konsekvenser

Debat­ten han­dler også om de økonomiske effek­ter af et eventuelt Brex­it. EU er i dag Storbri­tan­niens vigtig­ste han­delspart­ner, og samhan­dlen udgør 44% af lan­dets sam­lede eksport og 53% af lan­dets import.

Men på trods af samhan­dlen og den tilbage­be­tal­ing­sor­d­ning som Thatch­er i sin tid forhan­dlede på plads, opfat­ter EU-mod­standerne fort­sat Storbri­tan­niens EU-medlem­skab som en ren under­skuds­for­ret­ning.

Intet land har tidligere for­ladt det europæiske samar­be­jde og der er der­for stor usikker­hed om processen og udfaldet, hvilket begge sider i debat­ten udnyt­ter. Særligt ja-siden beton­er de poten­tielt katas­tro­fale kon­sekvenser af et Brex­it og har for nylig fået opbakn­ing i flere rap­porter bl.a. fra OECD. De påpeger, at et Brex­it vil begrænse adgan­gen til fælles­markedet og poten­tielt afskrække uden­landske inve­stor­er.

Storbri­tan­niens eventuelle udtræ­den af EU vil efter alt at dømme blive en læn­gere­varende pro­ces. I den peri­ode vil EU være tvunget til at vælge mellem, at beholde Storbri­tan­nien tæt på og sikre fort­sat adgang til fælles­markedet eller straffe lan­det for at afskrække andre fra at for­lade den i forve­jen pressede Union, som EU-kom­mis­sio­nens for­mand Jean-Claude Junck­er for nylig har truet med.

Allerede nu påvirk­er usikker­he­den de finan­sielle marked­er. Men selvom et Brex­it højst sandsyn­ligt vil accentuere disse ten­denser og kan få drama­tiske kon­sekvenser, der kan ramme almin­delige brit­er hårdt på kort sigt, er de langsigt­ede, struk­turelle kon­sekvenser ikke nød­vendigvis så drama­tiske – forud­sat at et Brex­it ikke skaber for meget tur­bu­lens på de finan­sielle marked­er eller ender i en kon­fronta­tion med EU.

Storbri­tan­nien er et vigtig omdrejn­ingspunkt i den inter­na­tionale økono­mi på grund af de ekstremt lem­pelige finan­sielle regler og den nære forbindelse til resten af EU. Over halvde­len af ver­dens finans­sel­sk­aber har europæisk hov­ed­sæde i Lon­don og omegn. Dermed fun­ger­er Lon­don som bindeled mellem EU og de glob­ale finan­sielle marked­er og det er der meget få, der har inter­esse i at udfor­dre uanset hvad de britiske væl­gere beslut­ter den 23. juni.

Scroll til toppen