Voldens maskering — fra Grusomhedens fire stadier til moderne dyreværn

William Hogarth
Gru­somhe­dens fire stadier af William Hog­a­rth, 1751.

Dyrevelfærd bygger på en idé om det gode liv, men kommer i praksis og ved lov til at legitimere de forhold, som den er sat i verden for at bringe til en ende. Marie Leth-Espensen undersøger her den moderne, europæiske dyrevelfærds opkomst.


I billed­se­rien Gru­somhe­dens fire stadier fra 1751 tager den britiske sam­fundssatirik­er William Hog­a­rth dyremis­røgt under kri­tisk behan­dling. Det er et emne, der optager det britiske borg­er­skab, og med tiden før­er til dan­nelsen af borg­er­forenin­gen Roy­al Soci­ety of the Pre­ven­tion of Cru­el­ty to Ani­mals og Martin’s Act fra 1822, der i dag betragtes som den første mod­erne, europæiske dyreværnslov.

Borg­er­sk­a­bets kamp for dyrene strak­te sig dog alene til den syn­lige mis­røgt i Lon­dons gad­er. Frem for et opgør med vold­en ledte de nye tilt­ag snarere til dens masker­ing. Et forhold, der fort­sat afspe­jler sig i dyreværnslov­givnin­gen i dag.

Grusomhedens fire stadier

William Hog­a­rths (1697−1764) satiriske kob­ber­stik, der skil­dr­er hans samtids moralske for­fald, kunne for nyligt gens­es på Statens Muse­um for Kun­st. Hog­a­rths satire var pop­ulær i hans samtid, hvor emn­er som pros­ti­tu­tion, fat­tig­dom og druk blev ivrigt debat­teret. Hog­a­rth ønskede at stille skarpt på kløften mellem de human­is­tiske værdier, det nye borg­er­skab fejrede i 1700-tal­let og de barske lev­ekår, der gjorde sig gældende for hov­ed­parten af Lon­dons befolkn­ing.

De forarmede og for­drukne sjæle i Gin Lane og en ung kvin­de, der lokkes til pros­tituere sig er kendte motiv­er hos Hog­a­rth. Nok kan his­to­ri­er som ’En Skøges Liv’, ’Et Mod­erne Ægteskab’ og ’En Lib­ertin­ers Liv’ læs­es som beretninger om enkelte indi­viders skæb­nes­van­gre valg, straf og for­fald, men his­to­ri­erne inde­hold­er desu­den en social kri­tik.

Det gælder også for Gru­somhe­dens fire stadier, hvor vi er vidne til knægten Tom Neros tragiske skæb­ne. Hver af fortællin­gens i alt fire kob­ber­stik repræsen­ter­er et afgørende stadie i Toms livs­bane; fra han starter med at pine et dyr, til han idømmes døden for den værste for­bry­delse. Sam­tidig ønskede Hog­a­rth med serien at pege på behovet for en social ind­sats for at undgå lig­nende vold­sepisoder.

På det første stadie, ved fortællin­gens beg­y­n­delse, møder vi Tom, der som de andre børn fornø­jer sig med at plage og pine dyr. Han er i færd med at stikke en pil op i en hunds anus, mens to kat­te ved siden af hejs­es op i deres haler og folkemæng­den hujer og griner. En kat bliv­er kastet ud af et vin­due, en hund får bun­det en pind på halen og to drenge er ved at brænde en due med en glø­dende jern­s­tump. Dra­belig blod­sport som hanekast og hun­dekamp udgør tid­stypiske sam­lingspunk­ter i Lon­dons over­rendte gad­er.

På det andet stadie ses en ældre Tom, der nu er blevet vogn­før­er, men er stadig lige gru­som. Han er ved at trans­portere en gruppe finere folk af sted gen­nem Lon­dons tæt­pakkede gad­er. Vog­nens trækhest er bukket under for den alt for tunge last, og Tom rea­ger­er ved at slå hes­ten til døde. Gade­billedet er fyldt med lig­nende sce­nar­i­er; et får er kol­lapset og bliv­er tæs­ket syn­der og sam­men med en kæp, et trod­sigt pakæsel bliv­er revet kraftigt i halen, mens en større men­neske­flok jagter en tyr i bag­grun­den. Som under­streg­n­ing af den afs­tum­pede volds ødelæggende effek­ter, ses et leg­ende barn, der er faldet under hjulet på en fragtvogn. Den for­drukne kusk, der er faldet i søvn oven­på læs­set, ænser ingent­ing.

Cruelty2

På det tred­je stadie, Cru­el­ty in Per­fec­tion, er Tom gre­bet på fer­sk gern­ing, netop som han har slået sin gra­vide elskerinde ihjel. En flok mænd riv­er ankla­gende fat i ham, og Tom forsøger at vende ansigtet bort. Af et brev, der find­es ved hen­des krop, fremgår det, at den unge kvin­de, ellers havde stærke forhåb­ninger om at starte en ny tilværelse med Tom.

På det fjerde stadie, The Reward of Cru­el­ty, lig­ger Tom på obduk­tions­bor­det. Løkken, han end­nu har om halsen, afs­lør­er, at Tom – som straf — er blevet hængt. Noget usæd­van­ligt er lægen, der led­er obduk­tio­nen ved at stikke øjnene ud på Tom med en lang skarp kniv. Ifølge his­torik­eren Mau­reen War­ren, er Toms tab af synet et sym­bol på hans moralske for­fald. En anskuelse, der er vun­det frem i tiden under ind­fly­delse af filosof­fen Lord Shaftes­bury, hvis moral­te­ori byg­ger på en antagelse om dyd som men­nes­kets natur, og som det under­liggende fun­da­ment for moral. Det er men­nes­kets natur at rea­gere følelses­mæs­sigt pos­i­tivt på det, der er moral­sk rigtigt, og omvendt, at rea­gere følelses­mæs­sigt neg­a­tivt på det, der måtte være moral­sk fork­ert. Shaftes­burys bog Char­ac­ter­is­tics of Men, Man­ners, Opin­ions and Times fra 1718 er senere blevet betragtet som ophav til den følelses­baserede moral.

Det er netop forbindelse mellem følelse og moral, der under­byg­ger for­faldet i Hog­a­rths fortælling. Hvis man udvis­er vold­elige impulser og aggres­sivitet mod dyrene vil det også være demor­alis­erende for ens forhold til men­nesker og sætte en i stand til at begå så mod­by­delig en for­bry­delse som dra­bet på sin elskerinde.

Fortællin­gen kan også ses som udtryk for et andet cen­tralt emne i tiden — nem­lig opdragelse. Tom Neros han­dlinger inde­hold­er en uni­versel advarsel om den over­hæn­gende fare ved bar­nets for­råelse. Var der blevet sat ind i en tidlig alder, kunne det tragiske udfald være undgået.

John Locke, der i øvrigt var Shaftes­burys læremester, havde med begre­bet om tab­u­la rasa gjort bør­neop­dragelse til et væsentligt tema for tidens borg­er­skab. Hvis bar­net, som begre­bet anty­der, fødes ind i ver­den som en ren tavle bliv­er opdragelse uhyre vigtig. I Some Thought Con­cern­ing Edu­ca­tion fra 1693 beskriv­er Locke tilmed, hvor­dan drab på dyr og dyre­plageri bevirk­er, at bar­nets mis­ter sin grundlæggende sym­pa­ti og med­følelse med sine arts­fæller. Sæt­nin­gen ‘dyr­plager som barn — men­neske­plager som vok­sen’ var udbredt i tiden.

Hog­a­rth frem­stiller således en direk­te sam­men­hæng mellem vold mod dyr og mis­gerninger mod men­nesker.

Borgerskabets nye orienteringer

Peri­o­den omkring 1500 til 1800-tal­let skil­dres ofte som en tid, hvor men­nes­kets forhold til andre dyr foran­dres fun­da­men­talt. His­torik­eren Kei­th Thomas’ beskriv­er i Man and the Nat­ur­al World: Chang­ing Atti­tudes in Eng­land 1500–1800, hvor­dan mid­de­lalderens antropocen­triske forståelses­ramme udfor­dres af oplysningsti­dens nybrud inden for viden­skab, filosofi og kun­st. Der opstår en ny inter­esse for naturhis­to­rie og klas­si­fika­tion, der dyrkes såv­el viden­sk­a­beligt som i den nat­u­ral­is­tiske malerkun­st. Oplysnings­filosof­ferne, særligt Rousseau, gør spørgsmålet om beslægteth­ed cen­tralt for forståelsen af men­nes­kets natur. Descartes’ tidligere så udbredte idé om dyr som sjæl­løse mask­in­er, ser sig for alvor udfor­dret. Sam­tidig med­før­er indus­tri­alis­erin­gen, at dyr på nye måder og under grad­vis inten­siver­ing indgår i pro­duk­tio­nen, mens urbanis­erin­gen bety­der, at tæthe­den mellem men­nes­ket og andre dyr øges. Dyr bliv­er mere syn­lige i bag­går­dene og gade­billedet generelt.

Motivet i Gru­somhe­dens fire stadier er kende­teg­nende for en tid, hvor men­nes­kets forplig­telser over for andre dyr er til debat, men fortællin­gen ind­fanger også tid­sån­den i en anden for­stand. Ved at sætte vold­en og bru­tal­iteten under kri­tisk behan­dling kan man spore den sen­si­bilitet­skul­tur, der vin­der frem sam­men med det nye borg­er­skab. Man tåler ikke læn­gere synet af vold på byens torve.

I løbet af 1600-tal­let bredte de såkaldte Soci­eties of Ref­or­ma­tion of Man­ners sig til store dele af borg­er­sk­a­bet. De borg­erlige foreninger ønskede at gøre op med lib­ertin­erkul­turens frie forhold til kvin­der, pros­ti­tu­tion, alko­hol, hasard­spil og masker­ad­er. Kort sagt de udske­jelser, de i tiden så udbredte Ale­hous­es havde sat ram­merne omkring. Dyrekamp og andre ’blod­sporte’ var netop aktiviteter, der hørte disse sted­er til. De nye borg­erlige foreninger hvilede på den kristne puri­tanismes etik, der for­bød nydelses­fokuserede og vold­elige aktiviteter grun­det deres ’demor­alis­erende effek­ter’. Den første europæiske dyreværn­sor­gan­i­sa­tion, Soci­ety of Pre­ven­tion of Cru­el­ty to Ani­mals, blev netop stiftet i den tid. Som den borg­erlige foren­ing den start­ede ud som, bestod medlemsskaren primært af evan­ge­liske kristne, der med forenin­gen havde dan­net deres eget korps af uni­formerede mænd, der gik rundt i byens gad­er og pågreb folk i færd med at lem­læste et dyr.

Det er netop et udtryk for sen­si­bilitet­skul­turens greb i tiden, at Hog­a­rth i Gru­somhe­dens fire stadier hverken fokuser­er på jagt eller forhold­ene for land­brugs­dyrene, men alene gade­vold­en.

Den øgede sen­si­bilitet over for blandt andet dyre­plageri havde også rod i den finkul­tur og etikette, borg­er­sk­a­bet havde indop­taget fra den tidligere hofadel, sådan som soci­olo­gen Nor­bert Elias har beskrevet det i sit klas­siske værk om civil­i­sa­tion­sprocessen The Civ­i­liz­ing Process. Socio­genet­ic and Psy­cho­genet­ic Inves­ti­ga­tions. Elias’ betragt­ninger starter allerede med over­gan­gen fra mid­de­lalderens rid­der­sam­fund til hofadlen. De vold­somme affek­tion­er og impulser, der hørte en kriger til, blev grad­vist udsat for stærkere og stærkere kon­trol. Aggres­sion­er blev kanalis­eret over i mere reg­ulerede aktiviteter, som vi kender det fra sportens ver­den i dag. Jagt blev under­lagt et kodeks, der betød, at den ikke læn­gere frem­stod ucivilis­eret – snarere tvær­ti­mod.

Hane- og hun­dekamp, der især var pop­ulære i Eng­land fra 1600-tal­let, blev efter­hån­den sym­bo­l­et på dårlig dan­nelse og arbe­jderk­lassekul­tur.

William_Hogarth_-_The_Third_Stage_of_Cruelty-_Cruelty_in_Perfection_-_The_Murder_-_Google_Art_Project

Elias nævn­er også kat­teaf­brændinger på en mid­som­merdag i Paris som eksem­pel på, hvor­dan men­nes­kets forhold til gru­somhed har ændret sig over tid. Som et resul­tat af civil­i­sa­tion­sprocessen ville afbrændingerne senere blive for­bun­det med stor ube­hag. Det samme kom­mer til udtryk i The Great Cat Mas­sacre, hvor Robert Darn­ton forsøger at opklare, hvor­dan en gruppe trykke­ri­ar­be­jdere i 1730’ernes Paris kunne more sig ved at lem­læste og dræbe kat­te. Fortællin­gen demon­str­erer, hvor­dan en hæn­delse, der for os i dag frem­står gru­som og afs­tum­pet, for dati­dens trykke­ri­ar­be­jdere var en menings­fuld måde at hævne sig på deres mester.

Men selvom tærsklen for syn­lig mis­røgt og plageri for­mindskes med tiden, øges det sam­lede omfang af dyr, der udsættes for lidelses­fulde forhold, i takt med inten­siver­ing af land­bruget. Et paradoks, der kan fork­lares ved, at den sys­tem­a­tiske vold som et resul­tat af civil­i­sa­tion­sprocessen nu frem­står civilis­eret og human.

Da medlem­mer af det britiske par­la­ment ved indgan­gen til det 19. århun­drede stillede de første lov­forslag, der skulle sætte ram­men for men­nes­kets forplig­telse over for andre dyr, knyt­tede debat­ten i par­la­mentet an til spørgsmålet om den dannede borg­er og den oplyste nation. For­t­alere for forsla­gene opfat­tede dyrekamp­sportene som demor­alis­erende og en trussel mod en fre­delig samek­sis­tens mellem men­nesker. På trods af, at forsla­gene blev udsat for en del lat­terlig­gørelse, gik der ikke længe før dyrebeskyt­telse var insti­tu­tionelt og lovmæs­sigt forankret i Eng­land. Med Martin’s Act fra 1822 var kimen til den mod­erne, europæiske dyreværnslov­givn­ing lagt.

Men alt imens man hævd­ede at gøre noget godt for dyrene, kunne de grumme forhold for domes­ticerede dyr på lan­det og slag­terierne forsætte ufor­varende. Heller ikke de dyr, som led under det nye borg­er­sk­abs inter­esse for jagt, blev emne for debat.

Den ’gode’ humanist?

Gru­somhe­dens fire stadier ind­fanger en foran­dringstid, hvor sen­si­bilitet­skul­turen var ved at sætte sig igen­nem i men­nes­kets forhold og forplig­telser over for andre dyr. Men selvom der efter­hån­den opstod en enighed om, at dyrekampe og det mest ’unød­vendi­ge’ dyre­plageri måtte stand­ses, ville det være mis­forstået at tage dyrelovene som udtryk for en gen­uin hen­syn­sta­gen til dyr. Den nye hen­syn­sta­gen til dyr er abso­lut i sin antropocen­trisme, efter­som det alene er af hen­synet til men­nes­ket selv, at borg­er­sk­a­bet ønsker at behan­dle dyrene bedre. Der er ikke tale om et egentligt brud med antropocen­tris­men, som ellers er en almin­delig tolkn­ing. Snarere end at læse dyrelovene som en udvidelse af lovens beskyt­telse til også at inklud­ere dyr, er der tale om en indi­rek­te opdragelse af men­neskene.

Cruelty4

For medlem­merne af de borg­erlige foreninger var det vel­gørende arbe­jde for­bun­det med høj social anseelse. Sam­tidig skulle ’den farlige arbe­jderk­lasse’ dis­ci­plineres og opdrages efter borg­er­sk­a­bets nye dan­nelseside­al­er. Når de arbe­j­dende folk ikke for­drev tiden med druk, hasard­spil og blod­sporte kunne de bedre tjene som arbe­jd­skraft. Her er det inter­es­sant at hæfte sig ved, at Hog­a­rth lod fortællin­gen om Tom Nero frem­stille i bil­lige mate­ri­aler, netop for­di han ønskede at udbrede den ’moralske impuls’ til sam­fun­dets nedre lag.

Det altru­is­tiske for­mål om at beskytte dyr mod gru­som lidelse, så sig ikke kun kom­pro­mit­teret ved den sociale og klassemæs­sige kamp, der lå skjult heri. Med til fortællin­gen hør­er også, at det alene var den vold, der udspillede sig for øjnene af borg­er­sk­a­bet, der blev sat ind over for. Det ser vi også i Peter Hen­ningsen og Ulrik Lan­gens fortælling om Hun­de­mor­det i Vim­mel­skaftet.

Begiven­heden find­er sted i 1700-tal­lets Køben­havn, hvor man i et forsøg på at komme hun­de­gal­skab til livs over­lod det til rakkerne og nat­mæn­dene at dræbe alle løs­gående hunde. Men snart måtte man indse at disse myrderier opleves som alt for stø­dende på befolknin­gen. I stedet forsøgte man sig først med ind­førelsen af såkaldte hundedage, der begrænsede sig til som­mer­pe­ri­o­den. Men da det stadig mødte vold­som kri­tik, ind­førte man i 1813 at hun­dene i stedet skulle ind­fanges og aflives på Vet­er­inærskolen.

Selvom antallet af hunde der dræbes er det samme, giv­er det ikke læn­gere anled­ning til social uro, for­di selve vold­shan­dlin­gen skjules.

Voldens maskering

Lige­som med hundeda­gene, vil den afs­tum­pede vold, der skil­dres i Gru­somhe­dens fire stadier blive under­lagt et kon­trollerende og reg­ulerende kodeks og grad­vist bliv­er mis­røgt af dyr for åben gade et sjæld­nere syn. Ikke kun i Eng­land, men over­alt i Europa giv­er Martin’s Act inspi­ra­tion til ind­førslen af dyreværnslov­givn­ing.

Siden har dyreværn udviklet sig fra reg­u­lerin­gen af enkeltin­di­viders adfærd og moral til et begreb om ’dyrev­elfærd,’ der byg­ger på, at dyr er følende og sansende indi­vider. Her­hjemme er dyrev­elfær­den sikret gen­nem Dyreværnsloven, der er defineret ved et krav om ”dyr skal behan­dles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe”. Hvad der betragtes som ”bedst mulig” afhænger imi­dler­tid af de økonomiske og sam­fundsmæs­sige inter­ess­er. Eksem­pelvis har de dyr, vi beteg­n­er som ”vilde” almin­deligvis større krav på beskyt­telse, end dem, der indgår i føde­vare­pro­duk­tio­nen og direk­te tjen­er økonomiske for­mål. Kyllinger, der nok er de indi­vider, der er udsat for den mest lidelses­fulde tilværelse, befind­er sig i store tæt­pakkede, mørke haller med smerte­fulde ammo­ni­aksvid­ninger under fød­derne uden mulighed for at sprede vingerne. Hvis de forhold skulle kunne siges at være ”bedst mulige” må det være i forhold til indt­jenin­gen, man har tænkt.

I Hog­a­rths fortælling så vi, hvor­dan dyrem­is­han­dling hov­ed­sageligt blev set som resul­tatet af ’afvi­gende adfærd’, mens den sys­tem­a­tiske udnyt­telse af dyr i pro­duk­tio­nen, blev over­set. Ved at slå ned på ’enkelte brodne kar’ kunne man opretholde opfat­telsen af, at der find­es legit­ime måder at udsætte dyr for lidelse. Det samme gør sig gældende, når man i dag italesæt­ter prob­le­mer med dyrev­elfær­den som ”enkelt­stående udfor­dringer,” der snarligt vil finde en løs­ning. Således for­ven­ter man, at den sys­tem­a­tiske haleku­per­ing og kas­tra­tion uden bedøvelse af grise vil kunne se sin ende, når vi en dag har udviklet den rette teknolo­gi. Den tankegang bety­der dog, at man overs­er de iboende prob­le­merne med dyrev­elfær­den i pro­duk­tio­nen.

Selvom dyrev­elfærd som idé byg­ger på gode liv, kom­mer den i prak­sis og ved lov til at legit­imere selvsamme forhold, som den er sat i ver­den for at bringe til en ende. Under ’nød­vendighe­dens par­a­digme’ reduc­eres dyrev­elfærd til en række min­i­mums­stan­dard­er defineret ud fra de forskel­lige arters mest basale behov. For­di vi ud fra økonomiske betragt­ninger hævder det nød­vendigt, tillad­er vi sys­tem­a­tis­eret vold: slag, fik­ser­ing, inde­spær­ring, kun­stig insem­i­na­tion, adskil­lelse af mor og unge, dyr, der står i deres egen afføring, dyr, der er ang­ste og stressede og ikke mindst kul­mi­na­tio­nen på denne endeløse voldsspi­ral – selve dra­bet. Almin­deligvis skænker vi det ikke en tanke om disse livs­betingelser kan siges at være lige så smertelige som det, vi ellers ikke tøver med at beteg­ne som dyrem­is­han­dling.

På trods af at omgan­gen med dyr i dag kan være lige så bru­tal som i 1700-tal­let, er hverken slag­te­ri­ar­be­jderen eller land­man­den billede på den typiske dyrem­is­han­dler i dag. Den insti­tu­tion­alis­erede vold er ikke syn­lig for os – og det er ikke kun i bogstavelig for­stand. Den primære grund til at vi ikke ser vold­en, er for­di, at vi nægter at se. I stedet for at tage dyrev­elfærd alvorligt, har vi alene udskiftet den syn­lige vold med en af mere sys­tem­a­tisk karak­ter.

Frem for at drage den oplagte – men dog ubekvemme – kon­sekvens og nedlægge den ani­malske pro­duk­tion, bliv­er det mere og mere åbenlyst at dyrev­elfærd, som vi kender den i dag, udelukkende er til for men­nes­kets skyld.

Marie Leth-Espensen er soci­ol­o­gis­tud­erende, Køben­havns Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen