Tjernobyl-Herbariet

I april 2016 var det 30 år siden, at Tjernobylulykken skete. I bogen The Chernobyl Herbarium præsenterer filosoffen Michael Marder og fotokunstneren Anaïs Tondeur et fragment for hvert år, der er gået siden da. Udgivelsen undersøger spændingsfeltet mellem Tjernobyl, som en nærmest ufattelig og unik begivenhed på den ene side og ulykkens fortsatte tilværelse i vores kollektive hukommelse på den anden. Vi bringer her en oversættelse af fem udvalgte fragmenter. 


Fragment 1: Togstation

Det er den 26. April 1986. Jeg er ombord på et sove­tog, der kør­er fra Mosk­va til den lille by Ana­pa ved Sorte­havets kyst i det sydlige Rus­land. Jeg har været i togvog­nen i snart to dage, og pro­vianten, vi havde med­bragt hjem­me­fra, er ved at løbe ud. Toget hold­er stille i Ros­tov ved Don — 1200 kilo­me­ter fra byen jeg bor i. Fra min overkø­je ser jeg ud af vin­duet, hvor en livlig scene uden­for udspiller sig for øjnene af mig. Det typiske mylder på en hov­ed­barnegård: Ældre damer, der sæl­ger varme kød- og kartof­feltærter, stegte kyllinger og sylt­ede grøn­sager og folk, der styrter ud og ind af toget. Ingen har nogen anelse om, hvad der foregår 800 kilo­me­ter nord­vest her­fra. Det er den sande betyd­ning af en begiven­hed: Det sker, uden at nogen af os ænser det. Det sker, som om det ikke sker, afgrænset til sig selv — i sig selv, der dog inklud­er­er os, omgiv­er os, gen­ner os ind i sin fold uden at spørge os hvorvidt vi ønsker at være inklud­eret. Sky­erne med radioak­tivt udslip fra Tjer­nobyl og den offi­cielle infor­ma­tion om hæn­delsen, den ene en forvrænget afspe­jling af den anden, har end­nu ikke nået os, og dette vil de ikke gøre i nogle dage. Men det er under opse­jling. Det vil ind­hente os, før vi får en chance for at ind­hente det, hvis nogensinde. I mellemti­den vil livet fort­sætte sin “nor­male” kurs. Jeg udspi­oner­er dets ebbe og flod på per­ro­nen i Ros­tov ved Don inde fra togkupéen, som jeg rejs­er i.

Linum_usitatissimum_Chernoly Herbarium, Photogram_AnaïsTONDEUR_2011_2016_2 (1)

Fragment 4: Det ordinæres ekstraordinære natur

Nor­malt når filosof­fer og kun­st­nere bel­yser ordinære fænomen­ers ekstra­ordinære natur, gør de dette ved at udpege en uven­tet kon­ceptuel eller æstetisk vinkel på daglige ting, der bliv­er taget for givet. For eksem­pel riv­er de objek­ter ud af deres sæd­van­lige kon­tekst ved deres ruti­nemæs­sige brug, lige­som Duchamp gjorde med pis­soiret, der fik titlen Fontæne i 1917, eller også ser de dele af virke­lighe­den som eksem­pler på metafy­siske ideer, lige­som Hegel gjorde i det 19. århun­drede, da han for­tolkede selv “ordinær aktu­alitet” — luften og jor­den, fam­i­lien og stat­en… — som man­i­fes­teringer af Ånden.

Disse er ikke de rette illus­tra­tioner af det ordinæres ekstra­ordinære, jeg har i sinde. Jeg tænker, først og fremmest, på de falske facad­er af rolig og sæd­van­lig eksis­tens i køl­van­det på Tjer­noby­lu­lykken: I atom­kraftvær­kets umid­del­bare omgivelser før massee­vakueringerne, i Kiev og Min­sk, hvor 1. maj-demon­stra­tioner foregik som plan­lagt og i andre områder med udslip som Ana­pa, hvor der, ifølge de offi­cielle tal, kunne måles strålinger på over 60 mR/t (mil­liRoent­gen i timen), hvilket er 300 gange mere end de “nor­male” 0.2 mR/t. Usyn­lighe­den af de gigan­tiske dos­er af stråling blev for­doblet, overdækket og overgået af den poli­tiske for­mørkelse af katas­tro­fen, hvis fulde omfang kun beg­y­n­dte at vise sig, da abnor­malt høje målinger blev opfanget i Sverige, to dage efter at radioak­tivt affald var slup­pet ud i atmos­færen. Ikke før den 6. og 7. maj kunne avisen Prav­da levere udvid­ede rap­porter om ulykken.

Uforstået og uan­meldt var Tjer­noby­lu­lykken med dens vidtrækkende føl­gevirkninger, lige efter hæn­delsen, ikke til at skelne i hverda­gens gang. Den und­tagelses­til­stand, som ulykken forår­sagede, havde intet und­tagelsesvist over sig hos dem, der oplevede den. Alt var ube­mær­ket og unoteret (i starten i hvert­fald) ændret. (Det samme angår i øvrigt Sov­je­tu­nio­nens kol­laps, der ful­gte Tjer­nobyls.) Atmos­færen, luften, van­det, jor­den, planterne, dyrene, men­neskene — alt virkede til at være præ­cist som dagen før, på trods af at være radikalt trans­formeret. Det er når ting er mest tydelige og banale, at de er kom­plet obskure, forviste til mør­ket af vores egen fornem­melse af, hvad der er indl­y­sende og klart. Det eneste spæn­dende for den seks-årige dreng, jeg var den­gang, bestod i at være, for første gang, på stran­den, i det der virkede til at være et varmt par­adis med sten­strande og lidt lej­lighedsvis grøn bevok­sning.

Linum_usitatissimum_Chernobyl Herbarium, Photogram_AnaïsTONDEUR_2011_2016_7

Fragment 5: Meningsoverskud

Før vi ind­tager, fortær­er, bræn­der, bruger til udsmykn­ing og betal­ing eller under­søger dem, udstråler planter deres egen mening. Enhver kvist, knop og blad, der befind­er sig i en bestemt por­tion af Gera­ni­um (Storkenæb) eller i enhver anden plante, er udfaldet af en udlevet for­tolkn­ing af miljøet: Soll­y­sets ret­ning og inten­sitet, luftfugtighe­den osv. Planters livs­form er deres seman­tiske struk­tur­er. Den men­neske­lige menings­dan­nelse er uundgåeligt forsin­ket, sup­plerende, til­fø­jet til hvad vi nu end for­tolk­er, selvom det fra vores per­spek­tiv står frem som den essen­tielle (den eneste) seman­tiske kon­struk­tion.

Gera­ni­um skin­ner igen­nem, gør sig syn­lig og stiller sig frem for andre sanser ved at strække sine blade og blom­ster i en unik måde at eksponere sig selv for at kunne mod­tage den mak­si­male mængde af sollys. I Ton­deurs herbar­i­um lyser den ikke lige så eksplo­sivt, chok­erende og uhold­bart som Linum usi­tatis­su­mum, men afgiv­er et sta­bilt lys, der er magen til de ubrudte menings­dan­nelsesprocess­er hos lev­ende planter — process­er der eksis­ter­er sam­men med planternes liv. For planter er den ved­varende overvågn­ing af forhold­ene i deres miljø en ganske nor­mal han­dling. For os, der er vant til at tænke på planter som pas­sive væsen­er blot­tet for bev­id­s­thed eller højest som værende i en slags dvale-til­stand, er dette ekstra­ordinært.

Der er også, i Ton­deurs planter, et over­skud af mening, der er løs­revet fra men­nes­kets kul­turelle, viden­sk­a­belige eller andre kon­struk­tion­er, men i stedet tilknyt­tet his­to­rien om deres vækst i den radioak­tive muld. Der er således en med­føl­gende flim­ren bag det skin­nende — visuelt og seman­tisk — veg­etabilske aftryk. Planten, hvis rød­der vi opfat­ter som assim­i­l­erende det usyn­lige og utænke­lige på for­standens rand, springer sam­men med radioak­tivitet mod os fra fotogram­met. Dens over­skud af mening er tæt, uigen­nemtræn­gelig. Uen­deligt åbent og udsat.

Geranium Chinum, Chernobyl  Herbarium, Photogram, Giclee Print on RAG Paper, 24-36cm, ATONDEUR

Fragment 7: Stille vidnesbyrd

Det er utroligt svært at tale og skrive om Tjer­nobyl. Ingen ser­iøs bog om emnet har været i stand til at undgå opgaven om at skulle overve­je mulighed­erne for at tænke i sam­men­hæng med andre temaer og scener. Dog må det besluttes før påb­eg­y­n­delsen af et værk om Tjer­nobyl, hvor­dan man omfavn­er et tema, der uomtvis­teligt vender tilbage til det utem­a­tis­er­bare.

Som vi har set, ned­bry­des selve vid­nesstruk­turen, der hvor hæn­delsen, den ekstra­ordinære, grund­vold­srys­tende, døds­faldsmed­førende hæn­delse, på prak­tisk vis smelter sam­men med hverda­gen takket være sin utænke­lighed.  Hvad er der at sige om at blive udsat for radioak­tiv stråling, der ikke kan ses, lugtes, høres eller smages? De af os, der har været i dens skræm­mende nabo­lag, har været som objek­ter, mod hvilke bestemte effek­ter er blevet påført, i mod­sæt­ning til sub­jek­ter, der nor­malt er i kon­trol og klar over, hvad der foregår.

Uden vores bev­id­s­thed om det, er vi gjort til hov­ed­vid­ner via bevis­ma­te­ri­alet, der er blevet ind­ko­r­por­eret i os, blevet en del af vores krop: Strålin­gen, der har sam­let sig i skjold­bruskkirtlen, ele­menterne af stron­tium, der, i sin imi­ta­tion af cal­ci­um, har bun­det sig til knoglerne… Bev­id­s­the­den er eksploderet, min­dre som en føl­gevirkn­ing af et vold­somt chok, men mere på grund af at blive over­flødig. Hvad kan der blive sagt, bort­set fra at cer­ti­fi­cere bev­id­s­the­dens død, hvis brug­barhed er opbrugt, hvis vi skal hjælpes til at ori­en­tere os i vores miljø i køl­van­det på en uhåndter­bar, ukon­troller­bar teknolo­gi, som bev­id­s­the­den selv havde bragt til ver­den? Alt hvad der er tilbage at gøre er blot at fore­tage en obduk­tion af den og skrive dens død­san­nonce, mens, i bed­ste til­fælde, fød­slen af en ny bev­id­s­thed forestilles…

Også planter gen­nem­lever hæn­delser uden at for­mulere dem i tale. Deres beskriv­elser er kom­plet materielle. De observer­bare møn­stre i deres for­læn­gelser, fra træringe til kvistenes plac­er­ing, er krop­slige vid­ner til en his­to­rie om vækst og til deres miljø. Sandt: Det er svært at tale om Tjer­nobyl. Hvor­for så ikke uddelegere vid­nes­byr­dene til væsen­er, der ikke taler, i hvert­fald ikke med men­neske­lige stem­mer og sprog, med­min­dre de er fig­ur­er i diverse myter og even­tyr? Hvor­for ikke tildele planter denne opgave? På sin vis gør Ton­deur netop dette. Skulle vi følge hen­des kun­st­ner­iske anførsel i tanke, ville vi lade eksponer­ing over­sætte til udtryk, og sår­barhed til en måde at være vidne på.

Tag et godt kig på støvve­jene på denne Linum usi­tatis­su­mum. Er de ikke både radar­er, der mod­tager stim­u­la­tion fra alle sider, mod­tagelige for pol­lens hem­me­lighed­er, og høj­talere, der udsender ordløse besked­er? Gen­nem fotogram­me­triens unikke metode lad­er Ton­deur planter tale ved at udtrykke sig selv rum­ligt sam­men med den bestrålede jord fuld af radionuk­lid­er. Lin­jerne af lys opl­yser ikke — fra den eksterne, neu­trale frakoblede tred­je­po­si­tion — de obskure spor af hvad der skete. De fremkalder i stedet et vid­nes­byrd fra planten og den jord, hvori den groede.

Linum_usitatissimum_Chernobyl Herbarium, Photogram_AnaïsTONDEUR_2011_2016_4

Fragment 16: Tjernobyl — stedet og ordet

Efter en min­dre forsinkelse på grund af den sov­jetiske tildækn­ing har Tjer­nobyl — på én nat ver­den over — for­van­dlet sig til et sym­bol på tragedie, en katas­trofe, der er end­nu mere frygtindgy­dende på grund af sine utænke­lige og end­nu uransagelige virkninger. Den har fremkaldt alt fra de mon­strøse skab­ninger af genetiske muta­tion­er til “glø­dende” planter, dyr og men­nesker. Og uanset hvor meget tid der er gået, fun­ger­er den stadig som en kode for et umær­ket traume — et slagord for den ubodelige halve forståelse, en pigtråd­sheg­ns­dækket begræn­sning for for­tolkn­ing, der ikke giv­er os mulighed for at drage på tidligere erfar­ing for at kunne give den uforståelige katas­trofe mening.

Før nat­ten den 26. april 1986 var Tjer­nobyl bare en lille by i det nordlige Ukraine min­dre end 200 kilo­me­ter fra Berdy­chiv, hvor min mor­far stam­mer fra. Som andre småby­er i området (Jit­o­mir og Vin­nit­sa husker jeg især, for­di nogle af mine fjerne slægt­ninge kom­mer der­fra) var den hjem­st­ed for et bety­deligt antal ashke­naziske jøder, der udgjorde 60 pro­cent af ind­byggene ved beg­y­n­delsen af 1900-tal­let. Siden slut­nin­gen af 1700-tal­let var Tjer­nobyl cen­trum for et vigtigt hasidisk dynas­ti, grund­lagt af den omre­jsende prædik­er Nahum.

Bagsi­den af medal­jen, lige­som med andre af de omkring­liggende byer (eller, på jid­disch, shtetlekh) var, at dette også var stedet for for­færdelige for­føl­gelser, der dec­imerede den jødiske befolkn­ing. Under borg­erkri­gen blev mange af Tjenobyls jøder brændt lev­ende af kosakkerne i en lokal syn­a­goge. Under den tyske besæt­telse, der beg­y­n­dte i 1941, blev de over­levende jødiske beboere skudt i mas­se­vis netop ved den kirkegård, hvor deres for­fæ­dre blev brændte og hvor, ved deres kollek­tive grav, en typisk gravsten blev sat efter kri­gen for at min­des for­færde­lighed­erne.  Tjer­nobyl sym­bol­is­er­er der­for en katas­trofe før katas­trofe, den ene oven­på og over­skrivende den anden. Det “andet Tjer­nobyl” er stadigvæk gemt, begravet, glemt — nu også under dyn­ger af radioak­tive vragdele og støv.

Ordets bogstavelige betyd­ning sender os tilbage til planteriget: chy­ornyi byl­lia er “sort græs” eller Grå-Bynk, den botaniske art Artemisia vul­garis. I dedika­tion til den græske gudinde Artemis var det en plante, der skulle give styrke og udhold­en­hed, yde beskyt­telse og sikre hel­bre­delse. Ak, Artemisia vul­garis’ magiske kræfter er stødt på grund, og knuste hjerte efter knuste hjerte, knuste krop efter knuste krop, knuste sind efter knuste sind for­bliv­er uhel­bredt! Tjer­noby­lu­lykken er en Grå-Bynke-ulykke — ikke, for en sikker­heds skyld, en ulykke for Grå-Bynken selv, men for vores rela­tion til den og, gen­nem den, til planter, en del af, og en kon­denseret repræsen­ta­tion af, naturen som hel­hed.

Det var mere end en kernereak­tor, der sprang i luften i Tjer­nobyl. Det ulti­ma­tive tab var frem­tidig men­neske­lig beboelse, i hvad vi opsum­mer­er som vores naturlige miljø: Mellem ele­menter af luft, vand, jord og sollys, med planter og dyr og i nærhe­den af skove og floder lige­som Prip­jat. Det var symp­to­ma­tisk for tabet af en ver­den, hvor man stadig ville kunne ånde, leve og bare være. Tabet der kunne være plud­seligt, udløst af en eksplo­sion, eller grad­vist, som med glob­ale kli­maforan­dringer. Hvis prak­tisk ori­en­teret bev­id­s­thed lad­er os bevæge os ubesværet rundt i vores fysiske omgivelser, så resul­ter­er kol­lapset af vores umid­del­bare miljø nød­vendigvis i en det­o­na­tion af bev­id­s­thed. Det er tid­spunk­tet hvor tænkn­ing for alvor beg­y­n­der.

Linum_usitatissimum_Chernobyl Herbarium, Photogram_AnaïsTONDEUR_2011_2016_5

Over­sat af Morten Gusten­hoff

Bogen The Cher­nobyl Herbar­i­um er et resul­tat af et samar­be­jde mellem pro­fes­sor i filosofi ved Uni­ver­si­ty of the Basque Coun­try Michael Marder og kun­st­neren Anaïs Ton­deur. Den fulde udgivelse er gratis tilgæn­gelig via Open Human­i­ties Press. Alt ind­hold er dækket af Cre­ative Com­mons CC-BY