Det, som vi har overset, det er Kierkegaard selv”

Wiki­me­dia Com­mons / Pub­lic Domain

Den danske filosof Søren Kierkegaard var ikke bare en indadvendt og verdensfjern eksistens- og kristendomstænker. Han stod i brændpunktet af det politiske og er igennem hele sit forfatterskab ekstremt følsom over for tidens teknologiske, politiske og sociale udviklinger. Ole Morsing vil med sin kommende bog vise den Søren Kierkegaard frem, som vi har overset.


Den enevældige konge Fred­erik VI var netop død. Det var den tred­je decem­ber, 1839. Samme dag ind­kaldte de kri­tiske lib­erale stu­den­ter, med den nation­al­lib­erale Orla Lehmann i spid­sen, til et stu­den­ter­møde. Målet med mødet var at for­fat­te en skriftlig hen­ven­delse til den nye konge Chris­t­ian VIII, hvor de ville kræve en fri for­fat­ning for Dan­mark. Dagen efter blev skriv­elsen med 250 under­skrifter læst op af Orla Lehmann på Amalien­borg.

Peter Chris­t­ian Kierkegaard, Søren Kierkegaards bror, der repræsen­terede den kon­ser­v­a­tive og kongetro fløj i Dan­mark, var til stede på stu­den­ter­mødet og pro­test­erede kraftigt imod det nye for­fat­nings­forslag. Allerede dagen efter ind­kaldte han til et nyt møde. Her skulle for­muleres et kon­geloy­alt alter­na­tiv til de lib­erale stu­den­ters krav om en fri for­fat­ning.

Midt i denne for­sam­ling stod den unge Søren Kierkegaard til sin første og siden da eneste offentlige for­sam­ling, hvor han end­da blev ind­sat som mødeled­er.

Mødet udviklede sig til et læn­gere­varende kao­tisk spek­takel, hvor broderen Peter Kierkegaard endte med at bryde igen­nem og kræve skriv­elsen frem­lagt til under­skrift i sin bolig. Nogle dage senere blev skriv­elsen — med 426 under­skrifter — lige­som de nation­al­lib­erales læst op på Amalien­borg.

Mellem tidens vogn og idealernes verden

Selvom det måske er Kierkegaards første og i hvert fald sid­ste gang på en offentlig gen­er­al­for­sam­ling, så er det ifølge lek­tor i Idéhis­to­rie Ole Mors­ing, der lige nu arbe­jder på bogen Kierkegaards sam­funds­bidrag, en væsentlig begiven­hed for Kierkegaard selv. Det er en begiven­hed, som i dag giv­er os mulighed for at læse Kierkegaards for­fat­ter­skab på en ny måde.

For Søren Kierkegaard var ikke kun optaget af den rette kris­ten­dom­stro.

Han er i emi­nent grad optaget af sin egen tids ten­denser i alt lige fra tek­nol­o­giske fornyelser som hes­tetrukne busser, jern­baner og elek­tricitet. Socialt er han optaget af de foran­dringer, der kende­teg­n­er 1840’erne med især dan­nelsen af foreninger som nærmest eksploder­er efter enevældens fald i 1848 og her­til kom­mer hans inter­esse i de åndelige foran­dringer i det lit­terære, filosofiske og religiøse land­skab.”

Denne bev­id­s­thed om Kierkegaards føl­somhed over for tidens tek­nol­o­giske, poli­tiske og sociale foran­dringer kan være med til at opl­yse store dele Kierkegaards for­fat­ter­skab og gøre en helt ny Kierkegaard syn­lig.

Hans inter­esse for nye ten­denser i såv­el de tek­nol­o­giske, sociale og åndelige vilkår har afgørende betyd­ning for hans tænkn­ing, som af den grund ikke bliv­er ver­dens­f­jern. Det har man hidtil alt for ofte læst hen­over. Men sam­tidig er det afgørende, at han vender sig imod sin egen tids ten­dens til at insis­tere på ”tidens for­dring”, det vil sige en tilpas­ning til de givne sam­fundsvilkår,” siger han og fort­sæt­ter.

Han vil noget andet og mere end hoppe på tidens vogn, sam­tidig med, at han ikke lever i ide­al­ernes ver­den.”

Den anden Kierkegaard

Efter at have fors­ket i Søren Kierkegaard og udgivet flere bøger om hans tænkn­ing er det blevet tydeligt for Ole Mors­ing, at man i Dan­mark har læst hen­over en række poli­tiske prob­lematikker og tem­atikker i Kierkegaards for­fat­ter­skab.

”Helt grundlæggende men­er jeg, at man i Dan­mark har læst Kierkegaard ud fra sin eksis­ten­stænkn­ing med fokus på to nøgletem­atikker. For det første, hiin enkelte med  vægten på inderlighe­den og det enkelte men­neske (…) For det andet, hans forståelse af det religiøse, hvor han nysk­aber eller gen­sk­aber en kris­ten­doms­forståelse, som ikke er insti­tu­tionelt fun­deret.”

Til forskel fra udlægnin­gen i Dan­mark, hvor omdrejn­ingspunk­tet har været Kierkegaard som eksis­tens­filosof og kris­ten tænker, er der i udlan­det særligt i de sen­este to årti­er udgivet en lang række af artik­ler og værk­er, hvor Kierkegaard først og fremmest bliv­er læst og brugt som en radikal, poli­tisk tænker.

Den slovenske filosof Slavoj Žižek har blandt andet brugt Kierkegaard som rev­o­lu­tionær tænker.

”Žižek find­er Kierkegaards radikalitet i de fleste af hans cen­trale begre­ber såsom gen­t­agelsen, kærlighe­den, æstetik­eren, etik­eren og det religiøse. I Žižeks læs­ning bliv­er Kierkegaard til en rev­o­lu­tionær tænker og en rev­o­lu­tion­shelt.”

Som Mors­ing ser det, har man i Dan­mark over­set Kierkegaard selv og de poli­tiske aspek­ter af hans for­fat­ter­skab.

”Man er så forhip­pet på at se de to ting hos ham, at man overs­er, at han også ved noget om alt det andet. Det er man fuld­stændig blind for og man springer ele­gant over alle de sted­er. Selv i Kærlighe­dens Gjerninger, der er spræng­fyldt med poli­tiske overve­jelser,” siger han og fort­sæt­ter.

”Det, som vi har over­set, det er Kierkegaard selv.”

Det private og personligheden

Men det er måske også med god grund. Kierkegaard insis­ter­er nem­lig selv hård­nakket på, at det ydre, poli­tiske liv slet ikke inter­esser­er ham. I en artikel fra 1851 til den nation­al­lib­erale avis Fædrelandet udlover han lige­frem en dusør til den, som kan finde et pro­jekt i hans for­fat­ter­skab, som har til for­mål at foran­dre sam­fun­det.

I løbet af 1847 havde Chris­t­ian VIII og Søren Kierkegaard tre sam­taler, og kon­gen huskede, ifølge Kierkegaard selv, at han havde været mødeled­er ved gen­er­al­for­sam­lin­gen i 1839. Kon­gen inviterede Kierkegaard til at være en del af dati­dens ‘tæn­ke­tank’ for kon­gens poli­tik. Kierkegaard afviste, for­di han ”har den Ære at tjene en høiere Magt,” som ifølge Mors­ing er kris­ten­dom­men.

Kierkegaard under­skrev da heller aldrig broderens loy­alitet­serk­læring til kon­gen i 1839. Kierkegaards sam­funds­bidrag skal forstås i for­læn­gelse af hans kris­ten­doms­forståelse.

For Ole Mors­ing er der ingen tvivl om at Kierkegaard først og fremmest er en sub­jek­tivitetens tænker. Omdrejn­ingspunk­tet i Kierkegaards for­fat­ter­skab er altid Hiin Enkelte. Men i flere af Kierkegaards værk­er udvikler han sin forestill­ing om men­neske­lig sub­jek­tivitet som mere end blot det pri­vate lib­erale men­neske. I stedet for at isol­ere sig i sin egen pri­vathed, er målet for men­nes­ket at få en per­son­lighed — og denne per­son­lighed er altid at forstå i et forhold til Gud.

Især i løbet af 1840’erne er det poli­tiske kli­ma i Dan­mark præget af dybe kon­flik­ter, der i 1848 resul­ter­er i en over­gang fra enevælde til folkestyre efter­ful­gt af en borg­erkrigslig­nende sit­u­a­tion under treårskri­gen fra 1848–1850.

Det er i denne peri­ode, at Kierkegaards forståelse af men­nes­ket som andet og mere end isol­erede indi­vider kom­mer frem. Men det med­før­er ikke, at man kan få en afk­laret forståelse af det sociale hos Kierkegaard, for han bedriv­er ikke mod­erne socialv­i­den­skab. Udgangspunk­tet for hans forståelse er hverdagslivet, de konkrete men­neske­lige liv­sud­fold­elser, som er betinget af eller for­dr­er et socialt fæl­lesskab.”

Det sociale fæl­lesskab er selvsagt for Kierkegaard. Prob­lemet opstår i det øje­b­lik, hvor de borg­erlige og lib­erale normer kom­mer til at over­skygge og tvinge den enkeltes eksis­tens ind i et hverdagsligt mass­esam­fund. Herover­for bliv­er Kierkegaards forståelse af han­dlin­gen cen­tral.

En han­dling indop­tager det konkrete men­neskes forståelse og hen­sigter – kort sagt men­nes­kets sociale ans­var. Der­for må han­dling hos Kierkegaard ikke forstås som den poli­tisk udbredte ten­dens til at ved­tage han­dlings­plan­er eller det at han­dle i super­markedet (…) Kun med han­dlings­di­men­sio­nen i fokus kom­mer eksis­ten­sprob­lematikken til sin ret. Når der han­dles i hverdagslivet må eksis­tensen der­for ikke opfattes som en lukket og pri­vat og hermed en isol­eret dimen­sion af det men­neske­lige liv,” siger han og fort­sæt­ter.

Når han insis­ter­er på han­dlin­gen, giv­er det plads til tro, håb og kærlighed i de his­toriske begiven­hed­ers flow.”

Den men­neske­lige han­dling er baseret på den indre reflek­sion, der kan blive et værn mod, at men­nes­ket bliv­er revet med af de ydre begiven­hed­ers strøm — han­dlin­gen kan der­i­mod bryde med den.

Heri lig­ger også det radikale poten­tiale hos Kierkegaard.

Han er rev­o­lu­tionær i forhold til troen og Gud. Troen over­skrid­er alt. Den er næsten per def­i­n­i­tion rev­o­lu­tionær.”

Kierkegaard mod konkurrencestaten

For­målet med bogen Kierkegaards sam­funds­bidrag er ikke bare at skrive Kierkegaard selv tilbage i sit eget for­fat­ter­skab. Det han­dler også om at bruge ham i dag. Ole Mors­ing men­er, at Kierkegaards kri­tik af samti­dens ten­denser og udviklinger kan fun­gere som en vigtig kri­tik af konkur­rences­tat­en i dag.

”Jeg vil argu­mentere for, at han er mere rel­e­vant i dag end han var den­gang. Jeg men­er ikke, at Kierkegaards tankegang er så spæn­dende under velfærdssam­fun­det. Men under konkur­rence­sam­fun­det og konkur­rences­tat­en bliv­er han spæn­dende, for­di det fak­tisk er nogle af de momenter, der er cen­trale i disse udviklinger, som han advar­er mod. Alt det, som han har set og frygtet, bliv­er udfold­et i konkur­rences­tat­en.”

Bekym­rin­gen hos Kierkegaard kom­mer fra ten­denserne til at reduc­ere den enkelte og lade denne blive opslugt af massen eller sta­tis­tikken. I stedet for at den enkelte udtrykker sin per­son­lighed gen­nem et socialt ans­var bliv­er denne ind­sat som brik i et større spil. Ten­denserne til at lade sys­temtænknin­gen og sta­tis­tikken råde i konkur­rence­sam­fun­det ser Mors­ing som grobund for, at Kierkegaard kan bidrage som sam­fund­stænker i dag.

Kierkegaard men­er, at de sam­fundsmæs­sige aktiviteter, det vil sige det, der bliv­er til de borg­erlige aktiviteter, fylder så meget, at man glem­mer den men­neske­lige tilværelse: at man er barn, gam­mel, syg og skal dø. Alt går op i sys­te­mer, og det er denne udvikling som i dag er mere presserende i konkur­rences­tat­en end i velfærdsstat­en.”

Ole Mors­ing er lek­tor ved Idéhis­to­rie på Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen