Trump og den amerikanske populisme

trump with his hands up
Don­ald Trump i The Amer­i­can Air­lines Cen­ter i Dal­las, Texas, 2015. Foto: Jamelle Bouie/Flickr under Cre­ative Com­mons-licensen.

Selvom Donald Trumps succes vidner om en ny udvikling i amerikansk politik, er han blot det seneste skud på populismens stamme, hvis rødder graver sig dybt ned i landets historie.


Det er nok et udslag af his­to­riens aldrig svig­tende ironi, at det netop i år er blevet beslut­tet at fjerne USA’s syvende præsi­dent, Andrew Jack­son, fra 20 dol­lar-sedlen. For krigshel­ten og drukken­bolten Jack­son var måske USA’s første vaskeægte pop­ulis­tiske præsi­dent – en mand, som havde bygget sin poli­tiske kar­riere på at udfor­dre den poli­tiske elite, som havde ledet USA siden Uafhængighed­skri­gen.

Ironien lig­ger – hvis man skulle være i tvivl – i, at amerikan­sk poli­tik aktuelt gen­nem­lever, hvad poli­tiske kom­men­ta­tor­er har kaldt et pop­ulis­tisk moment i form af Bernie Sanders og Don­ald Trumps over­rask­ende suc­ces i Demokrater­nes og Repub­likan­ernes primær­valg. Begge trækker på pop­ulis­tiske temaer og retorik i deres kam­pag­n­er, men hvor Sanders særligt har bege­jstret unge, såkaldte mil­len­ni­als, trækker Trump både i forhold til sine mærke­sager og i forhold til de væl­gere, der er hans base, på en klas­sisk amerikan­sk pop­ulisme.

Selvom Trump er opstil­let for et par­ti, der oftest opfattes som kon­ser­v­a­tiv, tilhør­er han notorisk ikke par­ti­ets kon­ser­v­a­tive fløj. Fak­tisk har Trump vendt alle de klas­siske kon­ser­v­a­tive mærke­sager ryggen. For i Ameri­ka har kon­ser­vatisme siden 1950’erne bety­det kam­p­en for tra­di­tionelle, kris­telige værdier, kam­p­en for en begrænset stats­magt samt hævdelsen af en aktiv uden­rigspoli­tik bygget på mil­itær over­legen­hed. Men Trump har tilsyneladende aldrig åbnet en Bibel, er ikke abort­mod­stander eller mod­stander af homosek­suelles ret til ægteskab. Han er heller ikke tilhænger af en lib­er­al natvægter­stat og vil for eksem­pel ikke røre ved over­førselsind­kom­sterne, som kon­ser­v­a­tive Repub­likanere har set sig sure på. Endelig er han for­t­aler for en meget defen­siv, hvis ikke lige­frem iso­la­tion­is­tisk uden­rigspoli­tik, hvor amerikanske trop­per eksem­pelvis skal trækkes hjem, hvis ikke vært­s­lan­dene betaler ”beskyt­telsespenge”.

Sam­tidig har han slået sig op på spek­takulære forslag om at tvinge Mex­i­co til at finan­siere en grænse­mur til USA og i tilgift beskyldt lan­det for at eksportere voldtægtsmænd til USA. Han har opfor­dret til han­del­skrig med Kina og fores­lået et for­bud mod indrejse af mus­limer til USA. Og så giv­er han demon­stra­tivt fan­den i den gode tone.

Trump er kort sagt ikke ind­be­gre­bet af en repub­likan­sk end­sige en kon­ser­v­a­tiv præsi­den­tkan­di­dat. Mere eller min­dre lødi­ge ana­lytikere, både kon­ser­v­a­tiv og ven­stre­ori­en­terede, har hejst den alarmistiske fane og spurgt, om Trump i virke­lighe­den er en slags fas­cist.

Men selvom Trumps suc­ces uden tvivl vid­ner om en ny – og måske bekym­rende – udvikling i amerikan­sk poli­tik, er han blot det sen­este skud på en stamme, hvis rød­der graver sig dybt ned i lan­dets his­to­rie. Trump er en typisk pop­ulist og han suc­ces skyldes muligvis blot, at han har for­mået at sætte ord på et bud­skab, der altid har haft en vis klang­bund i den amerikanske befolkn­ing – særligt i peri­oder præget af brud, foran­dring og angst.

Agrarpopulistisk modernitetskritik

Andrew Jack­son var USA’s første pop­ulist, men andre ful­gte. En af de mest kendte, eller i hvert fald berygt­ede udslag her­af var den såkaldte Know-Noth­ing-bevægelse, der i 1850’erne vandt store poli­tiske sejre på en skarp kri­tik af den vold­somme ind­van­dring af særligt irske kato­likker, inden bevægelsen gik i sig selv igen. Trumps mod­standere har flere gange hævdet, at han står i denne tra­di­tion.

Men der find­es også en anden pop­ulis­tisk lin­je i amerikan­sk his­to­rie, som har mindst lige stor betyd­ning for det 20. århun­dredes pop­ulisme. Den hastige mod­erniser­ing af det amerikanske sam­fund i slut­nin­gen af 1800-tal­let skabte nem­lig grobun­den for en selvproklameret pop­ulis­tisk bevægelse, det såkaldte People´s Par­ty eller Pop­ulist Par­ty, ofte blot kaldt Pop­ulis­terne. Par­ti­et var blevet stiftet i 1892 som en udløber af tidligere agrar­bevægelser og var båret af util­fredse hvide, protes­tanter i midtvestens land­brugsstater.

Pop­ulis­men var alt­så i sit udspring en agrar bevægelse, forår­saget af lave korn­pris­er og hårde kår i erhvervet. Men i bredere for­stand var det erfaringerne med mod­erniser­ing­sprocessen, der her havde affødt en mod­reak­tion. Mod­erniser­ing betød nok syn­lig vækst, men mest i byerne. USA var blevet bun­det sam­men af et udbygget jern­banenet og isol­erede land­brugssam­fund blev kon­fron­teret med fremmede livssyn. Mod­erniserin­gen udfor­drede tra­di­tionelle værdier og sat­te spørgsmål­stegn ved etablerede selvføl­ge­lighed­er. Den hastige foran­dring fra land­brugs- til indus­trisam­fund skabte også en ulighed, mere udtalt end i land­brugssam­fun­det, med min­dre sam­men­hæng mellem top, bund og midte og med en helt ny dimen­sion: den åbenl­yse forskel mellem land­bosam­fun­det og byerne, dvs. mellem de områder, hvor mod­erniser­ing­sprocessen skabte nye mulighed­er og vækst, og de områder, hvor mod­erniserin­gen føltes som et smerte­fuldt tab af sam­men­hæng og mulighed­er.

Agrar­pop­ulis­terne kast­ede sig ud i en kam­pagne mod alt, hvad der repræsen­terede den indtræn­gende moder­nitet, først og fremmest alt det, der hørte bylivet – og den fjerne østkyst elite – til. De angreb bankerne, indus­tri­fyrsterne, storkap­i­tal­en, ind­van­dret og omvan­drende arbe­jd­skraft, den poli­tiske elite, usæde­lighed, druk og ateisme.

De fik deres vigtig­ste pro­gram­ma­tiske udtryk i Oma­ha-plat­for­men fra 1892, som plac­erede par­ti­et på ven­stre­flø­jen af amerikan­sk poli­tik med krav om otte timers arbe­jds­dag, nation­alis­er­ing af infra­struk­turen og reg­u­ler­ing af bankerne. Deres idéer var kort sagt et miskmask af dybt kon­ser­v­a­tive længsler og værdier på den ene side og radikal, pro­gres­siv poli­tik på den anden. Par­ti­et var øje­b­likke­ligt en stor suc­ces, der for­måede at opsam­le den mas­sive util­fred­shed i land­bokredse. Det sprit­nye par­ti fik 10 pro­cent af stem­merne ved præsi­dent­val­get i 1892, vandt hele fire stater og fik ind­val­gt flere sen­a­tor­er.

William Jennings Bryan

Suc­cessen var en væsentligt årsag til, at par­ti­et på det nærmeste blev opslugt af Demokrater­ne, da de i 1896 opstillede en mand, der siden er blevet ind­be­gre­bet af den pop­ulis­tiske tra­di­tion i amerikan­sk poli­tik, sagfør­eren William Jen­nings Bryan.

Lige­som Trump var Bryan kom­met ind fra sidelin­jen. Da han blev nomineret på Demokrater­nes kon­vent i 1896 havde han i mange år arbe­jdet for én sag – opgøret med guld­stan­dar­d­en. Bryan ville åbne op for, at dol­laren skulle kunne indløs­es mod sølv såv­el som guld. Bimet­al­isme, som idéen kaldes, var ifølge Bryan og andre pop­ulis­ter svaret på natio­nens økonomiske udfor­dringer og – bekvemt nok – sam­tidig red­nin­gen for lan­dets mange gæld­splagede land­brugere. Sølvin­dløse­lighed skulle få dol­larens vær­di til at falde, og dermed ville gælden blive spist af infla­tion. Poli­tikken havde brod mod bankerne, de for­muende og dem, som småkårs­folk stod i gæld til, for deres aktiv­er ville blive min­dre værd. Dette var helt i overensstem­melse med pop­ulis­mens væsen.

Idéen var naturligvis yder­st pop­ulær blandt land­brugere i Det demokratiske par­ti, og på kon­ven­tet i 1896 var Bryans lykke gjort, da han mobilis­erede sit fulde, og ikke ube­ty­delige, retoriske tal­ent og lev­erede en tale, der er gået over i his­to­rien under navnet ”Cross of gold”. Bryans forsvar for bimet­al­is­men og hans kri­tik af den finan­sielle og poli­tiske elite, der med guld­stan­dar­d­en havde ”kors­fæstet men­neske­he­den på et kors af guld” gik rent ind på kon­ven­tet, og til alles over­raskelse blev han nomineret som par­ti­ets præsi­den­tkan­di­dat.

Lige­som Trump blev Bryan mødt af skarp kri­tik fra egne rækker. Der blev talt om, at par­ti­et nu var blevet kup­pet af pop­ulis­ter, og størst­ede­len af de avis­er, som var tilknyt­tet par­ti­et, modar­be­jd­ede åbent Bryans kan­di­datur.

Bryan blev da også i sid­ste ende bese­jret af sin Repub­likanske mod­kan­di­dat. Det samme var til­fældet, da han i 1900 atter prøvede lykken. Pop­ulis­men var for en tid manet i jor­den.

Men Bryan var kom­met tæt på lan­dets højeste embe­de ved at følge et enkelt ske­ma, der kom­binerede anti-elitære strømninger med social indig­na­tion, radikal poli­tik og en høj grad af nation­al­isme. Og så forstod han at køre hårdt på en enkelt sag, som han frem­stillede som den sag, hvorigen­nem mis­forhold­et mellem folk og elite kunne udbedres. Bryans rel­a­tive suc­ces under­stregede mulighe­den for over­skride skel­let mellem pro­gres­siv og kon­ser­v­a­tiv poli­tik, der var med andre ord et latent pop­ulis­tisk poten­tiale.

Populismens vedholdenhed

Selvom det land­bosam­fund, agrar­pop­ulis­men var run­det af, er et over­stået kapi­tel, består det pop­ulis­tiske poten­tiale end­nu. I hele det 20. århun­drede har der således været en væl­ger­gruppe, der har været tiltalt af pop­ulis­tiske bud­sk­aber.

Den amerikanske his­torik­er Sey­mour Mar­tin Lipset har i bogen The Polit­i­cal Man fra 1960 iden­ti­fi­ceret en posi­tion, han kaldte Rad­i­cal­ism of the cen­ter, og soci­olo­gen Don­ald War­ren iden­ti­fi­cerede blandt andet på den bag­grund i 1970’erne et seg­ment, som han kaldte Mid­dle Amer­i­can Rad­i­cals, pop­ulis­mens væl­ger­grund­lag. Og som tidsskriftet The Nation­al Jour­nal – i en artikel om Trumps væl­ger­base – har gjort opmærk­som på, er der tale om en væl­ger­gruppe med blivende, omend demografisk set vigende, betyd­ning for amerikan­sk poli­tik.

Det drejer sig om altoverve­jende hvide væl­gere i den lavere mid­delk­lasse, typisk ansat i udsat­te erhverv. His­torisk har det drejet sig om ejere af min­dre land­brugs­bedrifter eller min­dre erhvervs­drivende. I dag drejer det sig i høj grad om ansat­te i tra­di­tionelle frem­still­ingsin­dus­tri­er, hvor den glob­alis­erede økono­mi opleves mere som en trussel end en mulighed, og hvor indus­triby­er i trøsteløs for­fald under­streger, at den amerikanske drøm for en stor del af mid­del­standen er blevet vendt på vrangen.

I kraft af deres økonomiske opfat­telse lig­ger de i midten eller lidt til ven­stre i det poli­tiske billede, men deres syn på køn, race og Amerikas kul­turelle iden­titet plac­er­er dem på højre­flø­jen.

Ved flere lej­lighed­er i det 20 århun­drede har pop­ulis­men man­i­festeret sig som en poli­tisk kraft med poten­tiale til at ryste det ellers så urokke­lige amerikanske to-par­ti-sys­tem. I 1968 var det George Wal­lace, som havde været demokratisk guvernør for Alaba­ma, der stillede op som kan­di­dat for par­ti­et Amer­i­can Inde­pen­dence Par­ty på et pro­gram, der talte til hvide væl­geres util­fred­shed med borg­er­ret­tighed­slov­givnin­gen, slog på uden­rigspoli­tisk iso­la­tion­isme, afs­lut­ning af Viet­namkri­gen og bedre hjælp til syge og sociale klien­ter.

Wal­lace repræsen­terede en pop­ulis­tisk tra­di­tion, der i løbet af 1960’erne blev hjem­løs i Det demokratiske par­ti i takt med, at det blev par­ti­et for etniske minoriteter og mid­del­standen i de store byer.

Fra 1980’erne og frem har de pop­ulis­tiske bevægelser først og fremmest været en udfor­dring for Repub­likan­erne. I 1992 spændte rig­man­den Ross Per­ot, der vandt næsten 20 pro­cent af stem­merne på sin mod­stand mod fri­han­del, ben for gen­valg til den repub­likanske præsi­dent George Bush (d.1.). Før det havde Bush internt i par­ti­et mødt mod­stand, idet den promi­nente kon­ser­v­a­tive menings­dan­ner Pat Buchanan havde stil­let op mod ham med krav om en hårdere kurs mod ind­van­drere, økonomisk nation­al­isme og en mere aktiv ind­sat i kul­turkam­p­en mod ven­stre­flø­jen. Buchanan fik over 20 pro­cent af de repub­likanske stem­mer og under­stregede, at der også i et par­ti dybt præget af Rea­gans opti­mistiske kon­ser­vatisme var et vist spillerum for pop­ulis­tiske bud­sk­aber og retorik.

Buchanan gen­tog resul­tatet fire år senere mod den farveløse repub­likanske præsi­den­tkan­di­dat Bob Dole efter en kam­pagne, hvor han under sla­grå­bet ”bøn­derne kom­mer med høtyve” havde taget tre stater og chok­eret par­ti­ap­pa­ratet. Min­dre held havde han som kan­di­dat for Reform­par­ti­et, som Ross Per­ot havde stiftet i 1995.

Buchanan kan stadig tage æren for at have for­muleret den plat­form, der siden er blevet Trumps.

Han kom­binerede mod­standen mod ind­van­dring med mod­standen mod fri­han­del og glob­alis­er­ing, mod­standen mod den lib­erale østkys­telite med mod­standen mod Big Busi­ness, den inter­na­tionale finanselite og den poli­tiske elite i Det repub­likanske par­ti. Desu­den gjorde Buchanan op med forestill­in­gen om USA som et land, der havde en særlig mis­sion i ver­den. Lan­det skulle i stedet hejse vin­de­broen, fylde vold­graven og vende tilbage til den iso­la­tion­isme, der havde kende­teg­net lan­dets uden­rigspoli­tik i 1920’erne og 1930’erne. Alt sam­men er i dag faste bestand­dele af Trumps poli­tiske bud­skab.

Endelig var Buchanan en intellek­tuel kapacitet, der ikke lod de blive ved pop­ulis­tiske slagord, men fak­tisk forsøgte at føre et ide­ol­o­gisk opgør igen­nem med med den etablerede forståelse af, hvad det ville sige at være kon­ser­v­a­tiv. Buchanan angreb skarpt den forståelse af kon­ser­vatis­men, som William F. Buck­ley havde etableret i 1950’ere, og advok­erede i stedet for en tilbageven­den til det gam­le højre, mellemkrigsti­dens kon­ser­vatisme, hvis pro­gram blev udtrykt i slagordet ”Amer­i­ca First” – Et slagord, som Don­ald Trump i dag har adopteret.

Kampen om Det republikanske partis sjæl – og Amerikas fremtid

Pop­ulis­men har også fra en anden kant gjort ind­tog i Det repub­likanske Par­ti. Det religiøse højre – der i øvrigt også kan føre sine rød­der tilbage til William Jen­nings Bryans kri­tik af evo­lu­tion­slærens ind­tog i skolevæsenet – har siden 1980’erne udgjort en væl­ger­gruppe i par­ti­et, der nok er ærkekon­ser­v­a­tiv på moralske områder, men ikke nød­vendigvis har meget til overs for den kon­ser­v­a­tive bevægelses forkærlighed for marked­slib­er­al­isme og aktivis­tisk uden­rigspoli­tik.

I de senere år har kan­di­dater fra det religiøse højre angre­bet Repub­likan­ernes tra­di­tionelle poli­tiske plat­form, hvilket eksem­pelvis den tidligere repub­likanske præsi­den­tkan­di­dat Rick San­to­rums bog Blue Col­lar Con­ser­v­a­tives fra 2014 er et eksem­pel på. Man kan også som den kon­ser­v­a­tive jour­nal­ist og kri­tik­er af pop­ulis­men, Matt K. Lewis, har gjort det i bogen Too dumb to fail, som udkom tidligere i år, pege på, at Repub­likan­erne og den kon­ser­v­a­tive bevægelse siden 2001 har flirtet kraftigt med pop­ulis­tis­men– tænk blot på Tea Par­ty-bevægelsen og Sarah Palin – og at par­ti­et har malet sig selv op i et hjørne og pris­givet sig en skikkelse som Trump.

Det før­er for vidt at vur­dere denne analyse her, men det lig­ger dog fast, at det bemærkelsesværdi­ge ved Trump ikke så meget er hans bud­sk­aber men, at han har for­mået at sprænge ram­merne for, hvad en rendyr­ket pop­ulis­tisk poli­tik kan opnå i form af væl­gerop­bakn­ing.

For ikke så længe siden kunne Trumps kon­ser­v­a­tive mod­standere i Det repub­likanske par­ti trøste sig selv med, at han ville ramme det naturlige loft for pop­ulis­tisk poli­tik, når han nåede 20 pro­cents væl­gerop­bakn­ing. I dag står han med næsten abso­lut sikker­hed til at blive par­ti­ets præsi­den­tkan­di­dat. Den repub­likanske par­ti­top har allerede affun­det sig med sit­u­a­tio­nen, mens de kon­ser­v­a­tive aktivis­ter og intellek­tuelle, der stædigt oprethold­er deres mod­stand, står over for truslen om ide­ol­o­gisk mar­gin­alis­er­ing.

En af den amerikanske højre­fløjs grand old ladies, Rea­gans taleskriv­er Peg­gy Noo­nan, har med tilslut­ning for­muleret den nye plat­form for det Repub­likanske par­ti i en klumme i Wall Street Jour­nal:

”What Trump sup­port­ers believe, what they per­ceive as they watch him, is that he is on America’s side.

And that comes as a great relief to them, because they believe that for 16 years Pres­i­dents Bush and Oba­ma were large­ly about ide­olo­gies. They seemed not so much on America’s side as on the side of abstract notions about jus­tice and the needs of the world. Mr. Obama’s ide­o­log­i­cal notions are left­ist, and indeed he is a hero of the inter­na­tion­al left. He is about inter­na­tion­al cli­mate-change agree­ments, and left­ist views of gen­der, race and income equal­i­ty. Mr. Bush’s White House was dri­ven by a dif­fer­ent ideology—neoconservatism, democ­ra­tiz­ing, nation build­ing, defeat­ing evil in the world, pri­va­tiz­ing Social Secu­ri­ty.

But it was all ide­ol­o­gy.

Then Mr. Trump comes and in his state­ments radi­ate the idea that he’s not at all inter­est­ed in ide­ol­o­gy, only in mak­ing Amer­i­ca great again—through bor­der secu­ri­ty and tough trade pol­i­cy, etc. He’s say­ing he’s on America’s side, period.”

Nu er pop­ulis­mens kanon­er vendt mod de kon­ser­v­a­tive, der afskrives som en ide­ol­o­gisk elite, som del­er det træk med ven­stre­flø­jens intellek­tuelle, at de ikke er for Ameri­ka men for en idé. Trumps sejr har indledt en kamp om Det repub­likanske par­tis sjæl. Han har kort sagt for første gang siden William Jen­nings Bryan bragt pop­ulis­men frem i første række af amerikan­sk poli­tik. I sid­ste ende vil det blive en kamp om Amerikas sjæl.

Om Trump kan overgå Bryan og som den første rendyrkede pop­ulist i nyere tid vin­de et præsi­dent­valg, er med de mest aktuelle meningsmålinger in mente stadig et åbent spørgsmål.

Chris­t­ian Egan­der Skov er cand.mag. i his­to­rie og reli­gionsv­i­den­skab og har en ph.d. i mod­erne poli­tisk his­to­rie fra Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen