Jeg forsøger at fastholde sandhed uden en privilegeret position”

Første debat mellem Kennedy og Nixon. Oktober, 1960. Creative Commons
Første debat mellem Kennedy og Nixon. Okto­ber, 1960. Cre­ative Com­mons

Med hermeneutikken følger ansvaret for at sætte sig ind i andres ståsted. Vi skal spørge, hvad vi kan lære af andre – ikke, hvor de tager fejl. Læs et interview med lektor i filosofi Morten Sørensen Thaning her.


Alle men­nesker går rundt og skel­ner. Tilhør­er man eksem­pelvis sam­fun­dets ’top’ eller ’bund’? Er man ’højt-’ eller ’lavløn­net’ og har man en ’lang’ eller ’kort’ uddan­nelse? Idet vi benyt­ter sprog­et gør vi forskel; vel og mærke værdilad­ede forskelle mellem det der er bedre eller dårligere end noget andet. Men i sin nye bog insis­ter­er Morten Sørensen Thaning på, at vi må forstå, at vi del­er både ver­den og tin­gene i den med hinan­den. Med andre ord er der meget mere, der sam­ler os, end del­er os. Der­for føl­ger en etisk forpligtigelse til at sætte sig i det andet men­nes­kets sted.

Thanings argu­ment er eksplic­it cen­tr­eret omkring hermeneu­tikken, som ikke bare er en viden­sk­ab­ste­o­retisk posi­tion, der under­streger sand­hed og metode, men også et livs- og ans­vars­forhold.

Hermeneutikken handler om ansvar

Thaning ser hermeneu­tikken som en tankegang, der byder dig at tage dine med­borg­ere alvorligt i bre­deste for­stand. Den lær­er os nem­lig, at selvom men­nes­ket ikke har fuld kon­trol over sin forståelse, tager man et aktivt ans­var for de ting man siger. Og det må vi anerk­ende, at vi vit­terligt gør. Hermeneu­tikken er grundlæggende demokratisk, for­di ans­vars­forhold­et er lige for alle.

Ifølge Thaning er hermeneu­tik ”mere end blot en hen­vis­ning til evnen eller kun­sten at kunne formi­dle og for­tolke”. Helt fun­da­men­talt han­dler det om begre­berne objek­tivitet, sand­hed og ans­var:

Vi kan kun forstå, hvad objek­tivitet er, på grund­lag af ans­vars­be­gre­bet. Objek­tivitet i bre­deste for­stand er på spil, hver gang, vi udfor­dres til at svare for vores ord eller han­dlinger. Det er på spil, så snart vi anerk­ender, at vi ikke blot vilkårligt kan bestemme, hvor­dan vi vil for­tolke, hvad vi gør, og hvad vi siger”.

Kant om ansvaret i smagsdommen – at dømme er at tage ansvar

For at forstå, hvor grundlæggende ans­varet er, må vi for­bi filosof­fen Immanuel Kant. En af Kants ind­sigter er, at sanseer­farin­gen ikke kan adskilles fra dom­saf­givelsen (dom som ’ste­nen er lille’ og ikke som ret­slig dom). Der er alt­så et gen­sidigt forhold mellem vores pas­sive erfar­ing af ver­den og vores aktive dom over den: Jeg må stå til ans­var for, at ste­nen vit­terligt er lille, når jeg hævder, at den er det. Det byg­ger Thaning videre på:

I stedet for at tænke det som noget neg­a­tivt, at ver­den er en for­tolket ver­den helt ned til mest grundlæggende niveau, så skal vi snarere se det som en forud­sæt­ning for, at vi over­hovedet kan være ans­varlige. Vi kan kun være ans­varlige i og med, at det vi erfar­er, på forhånd allerede er for­tolket. Vi er ans­varlig­gjorte af den måde, vi erfar­er på, og vi skal der­for kunne svare for, hvor­dan vi opfat­ter ver­den”.

Ans­vars­forhold­et kender vi også fra dagligda­gen, når vi gør hinan­den ans­varlige, eller når vi omvendt ikke drager folk til ans­var for noget, som vi antager, at de ikke har mulighed for at gøre erfaringer med. Ifølge Thaning forud­sæt­ter vi alt­så, at erfarin­gen, herun­der sanseer­farin­gen, aldrig blot er et neu­tralt input, der disponer­er os til en bestemt adfærd, men i stedet står i et nor­ma­tivt forhold til vores han­dlinger og opfat­telser. Med Kant in mente kan man sige, at erfarin­gen er en dom­stol, der fælder dom over vores opfat­telser, forpligter os til at forsvare bestemte over­be­vis­ninger og kor­rigere, eller måske helt droppe, andre. Den stil­tiende forud­sæt­ning, som lig­ger til grund for al vores implicitte og eksplicitte tilskriv­else af ans­var til hinan­den, afhænger imi­dler­tid af, at erfarin­gen har en form, så den kan agere ’dom­stol’.

Det er Kants pro­jekt at vise, hvor­dan erfarin­gen må være struk­tur­eret for at kunne udfylde den rolle, vi hele tiden forud­sæt­ter, at den har. Og dermed plac­er­er Kant ifølge Thaning erk­endelses­te­orien i et uløseligt bånd med den prak­tiske filosofi, det være sig vores grundlæggende etiske og nor­ma­tive reflek­sion­er om os selv som poten­tielt selvbestem­mende og myn­di­ge væsen­er. Når Thaning læs­er Kant på denne måde vil han ”sætte ans­vars­be­gre­bet i cen­trum og føre det helt ned til det mest grundlæggende niveau af erfar­ing.” Det kræver ifølge Thaning en reha­bili­ter­ing af hermeneu­tikken.

Rehabilitering af hermeneutikken

Reha­bili­ter­ing bety­der, at man byg­ger videre på noget, der var der før og sam­tidig angiv­er det sted, hvor det der var der før, gik galt. I sin storhed­stid i anden halvdel af 20. århun­drede blev her­menu­tikken berygtet for at sige, at ’alt er for­tolkn­ing’. Det vil Thaning gerne holde fast i. men til­fø­jer, at:

den nuværende post­mod­erne udgave af hermeneu­tikken, der efter­hån­den har bredt sig til en almen kul­turel anskuelse, har glemt at insis­tere på både sand­he­den og ans­vars­forhold­et. Sand­he­den opstår nem­lig kun, når vi tager ans­var i mødet med for­tolknin­gen. Man kan godt tale om sand­hed, men ikke som en ekstern­målestok, som vi  kan måle vores for­tolkn­ing op imod (som naturv­i­den­sk­aben ofte foran­ledi­ger os til at tro).

Thanings reha­bili­ter­ing kom­biner­er den kon­ti­nen­tal­filosofiske tra­di­tion i form af hermeneu­tikken med den ana­lytiske filosofi. Eller sagt på en anden måde: Den tyske filosof Hans-Georg Gadamer (1900−2002) læs­es sam­men med den nulevende amerikanske filosof John McDow­ell (1942-) ud fra ambi­tio­nen om at gen­tænke for­tolknin­gen i ans­varets blik. Der­for er titlen på Thanings nye bog The Prob­lem of Objec­tiv­i­ty in Gadamer’s Hermeneu­tics in Light of McDowell’s Empiri­cism.

Thanings forsøg på at genop­bygge hermeneu­tikken på grund­lag af Kants fun­da­men­tale forståelse af ans­vars­be­gre­bet er også en kri­tik af Hans-Georg Gadamers læremester og vigtig­ste inspi­ra­tionskilde, Mar­tin Hei­deg­ger (1889−1976). Hei­deg­gers Væren og Tid beror nem­lig på en sub­jek­tivisme, der ikke lev­n­er plads til ans­varlighed, som den instans, der kor­riger­er vores tanker og opfat­telser. Ifølge Thaning anerk­ender Hei­deg­ger nem­lig aldrig, at erfarin­gen kan være en ’dom­stol’, en instans, som kan kor­rigere vores tanker og opfat­telser.

Ten­densen til at under­grave enhver mulighed for objek­tivitet præger også senere filosof­fer i tra­di­tio­nen fra Hei­deg­ger, såsom Gian­ni Vat­ti­mo (1936-), Jacques Der­ri­da (1930−2004) eller Gior­gio Agam­ben (1942-), hævder Thaning:

I min bog kri­tis­er­er jeg Gian­ni Vat­ti­mos tænkn­ing, for­di han mest eksplic­it knyt­ter an til den hermeneutiske tra­di­tion. Men jeg kunne også have val­gt andre nulevende kon­ti­nen­tal­filosof­fer, såsom den ital­ienske filosof Gior­gio Agam­ben, som i sine reflek­sion­er om sprog­et [i Sacra­ment of Lan­guage] antager, at det ikke kan frem­stille virke­lighe­den. Denne opfat­telse synes meget vanske­lig at forene med ideen om, at vi i vores forståelse kan være mere eller min­dre ans­varlige. Når Agam­ben og andre kon­ti­nen­tal­filosof­fer flirter med sådanne pro­vok­erende teser’, er det selvføl­gelig ikke, for­di de i grun­den er skep­ti­cis­ter eller rel­a­tivis­ter. Tvær­ti­mod drejer Agam­bens for­fat­ter­skab sig om poli­tiske, etiske og eksis­ten­tielle emn­er, og hans analyser forud­sæt­ter mulighe­den for mere eller min­dre ans­varlighed.

Når Agam­ben alligev­el afskriv­er sprog­ets evne til at formi­dle virke­lighe­den, kan det skyldes, at han ikke anerk­ender den kan­tianske forbindelse mellem erk­endelse og prak­tisk filosofi. Men uanset om Agam­ben glem­mer eller fortrænger det, er han ifølge Thaning endt i et paradoks. På den ene side hævder Agam­ben, at vi man­gler evnen til at gøre vores erfar­ing af virke­lighe­den til gen­stand for sprog­lig reflek­sion. På den anden side insis­ter­er han selv på at diskutere, hvorvidt de grundlæggende aspek­ter af vores poli­tiske, etiske og eksis­ten­tielle selv­forståelse er tilstrække­lige.

Ansvarsforholdet udmærker os som mennesker

Thanings pro­jekt er der­i­mod at vise, hvor radikalt ans­vars­forhold­et stiller sig etisk, poli­tisk og eksis­ten­tielt. Der­for er det et helt nærliggende spørgsmål, hvor­dan vi skal forholde os til ans­varet som angiveligt grundvilkår?

Her peger Thaning på to cen­trale forhold: For det første må vi kor­rigere faren for den over­drevne indi­vid­u­alis­erede og for­malis­erede forståelse af ans­varet, som kende­teg­n­er Kants posi­tion:

Ans­varet for erfarin­gens ind­hold, også sanseer­farin­gens, der udmærk­er os som men­nesker, er ikke noget hver enkelt af os står isol­eret med. Vi del­er ifølge hermeneu­tikken allerede på forhånd en uar­tikuleret forståelse af dette ind­hold – i sid­ste ende en uar­tikuleret forståelse af ver­den – med hinan­den. Hvis ikke vi forud­sat­te et grundlæggende fælleskab i vores ver­dens­forståelse kunne vi slet ikke redegøre for, hvor­dan det nogensinde skulle være muligt at forsøge at forstå hinan­den. Den fælles, uar­tikulerede forståelse af ver­den og vores ans­var for denne forståelse er forud­sæt­nin­gen for alle inter­sub­jek­tive forsøg på at forstå hinan­dens dybt forskel­lige ’ver­den­er’”, siger han.

Kon­sekvensen er, at vi del­er mere med hinan­den som men­nesker, end hvad der adskiller os. Det må vi tage alvorligt – også selvom vi i en glob­alis­eret virke­lighed kon­stant min­des om, at folk med andre bag­grunde end vores opfat­ter ver­den forskel­ligt:

Hvis hermeneu­tikkens argu­men­ta­tion hold­er stik, så er det prob­lema­tisk, hvis du eksem­pelvis beskriv­er din forståelse af en sag eller et emne som fuld­stændig adskilt fra ’de andres’ forståelse. Hvad enten det gælder abstrak­te diskus­sion­er, om Hei­deg­gers filosofi, eller hvor nation­al­statens grænser i forhold til fly­gt­ninge skal trækkes, så del­er vi på forhånd et forhold til ’sagen’ med hinan­den”, afs­lut­ter Thaning om det første forhold.

For det andet føl­ger der med ans­varet som grundvilkår en forpligtigelse til at forstå det andet men­neske. Ifølge hermeneu­tikken er min forståelse nem­lig essen­tielt uar­tikuleret:

Min forståelse af et emne vil altid være min­dre gen­nem­skuelig for mig selv, end jeg vil være i stand til at gøre mig klart. Uanset hvor ivrigt jeg reflek­ter­er, kan jeg ikke opnå sikker­hed for, at jeg har gen­nem­skuet fun­da­menterne for min forståelse af et givent emne”.

Forpligtigelsen opstår, når vi kom­biner­er de to point­er om den ’delte forståelse’ og ’forståelsens uar­tikulerede karak­ter’:

Så føl­ger det, at hver af os har en forpligtigelse til at forstå, hvad der begrun­der den andens opfat­telse af en giv­en sag. Den anden kan muligvis kor­rigere din egen opfat­telse ved at gøre dig opmærk­som på en prob­lema­tisk forud­sæt­ning, du ikke har gen­nem­skuet. Der er altid den mulighed tilst­ede. Den kan ikke udelukkes. På den måde bliv­er mødet med den anden prin­cip­ielt det sted, som kan bringe dig ud over begræn­sningerne i din egen reflek­sion, og dermed udvikle din opfat­telse af emnet”, siger Thaning.

Vores forståelser af ver­den er altid i kon­stant udvek­sling med ’de andres’. Vi kan eksem­pelvis overtage andres sprog­brug, hvormed vi jo tager ans­var for at lade vores forståelse påvirke her­af.

Thanings argu­ment om, at ans­varlighe­den er et grundvilkår i livet, opsum­mer­er han således:

Hvis vi er ans­varlige i forhold til vores forståelse helt ned på et grundlæggende niveau, og hvis vi altid allerede del­er denne forståelse, vi drages til ans­var for med andre, og endelig hvis vi ikke fuldt kan gen­nem­skue den forståelse, vi er ans­varlige for, så udspringer der en etisk  forpligtigelse, som har ontol­o­giske rød­der. Hermeneu­tikkens etiske forplig­telse på, at ’den anden kunne have ret’, har i sid­ste ende rod i selve vores ’væren’ – den udmærk­er os som men­nesker”.

Er der grænser for, hvad vi skal tage ansvar for?

Umid­del­bart frem­står Thanings argu­ment som alt for omfat­tende. For er det virke­lig muligt, at man som indi­vid både forhold­er sig ans­varligt til samtlige af sine egne sanseer­faringer og sam­tidig sæt­ter sig ind i andres per­son­er meninger og hold­ninger? Der går ikke en uge i den offentlige debat, uden at opmærk­somhe­den falder på en uhyrlig hold­ning eller umen­neske­lig han­dling. Men til spørgsmålet om, hvor­for man over­hovedet skal forholde sig til eksem­pelvis nazis­ter eller tilhæn­gere af sharia-lov­givn­ing, under­streger Thaning, at det skal vi nød­vendigvis heller ikke. His­to­rien er nem­lig en videns­bank af forskel­lige analyser, kends­gerninger og per­son­lige hold­ninger og viden herom, giv­er os et grund­lag for at adskille rimelige fra urimelige krav, ide­olo­gi­er og hen­sigter. Thaning under­streger, at det ville være en fun­da­men­tal mis­forståelse, hvis man forvek­slede hermeneu­tik med rel­a­tivisme:

At vi har en forpligtigelse til at forstå den andens begrun­delser med­før­er ikke, at den anden har ret. Hermeneu­tikken for­dr­er åben­hed for forståelse – at man lad­er sig anfægte af alle mulige andre forståelser – men netop ikke, at alle for­tolkninger er lige gode

Netop for­di hermeneu­tikken stadig er forpligtet på sand­hed og objek­tivitet, har hermeneu­tik­eren også et ans­var for at afvise enhver form for usam­men­hæn­gende vrøvl, men­er han.

Vi er desu­den ikke er alene om at lære at forstå andre men­neskers hold­ninger. Vi har både fam­i­lie, ven­ner, viden­skab, offentlige insti­tu­tion­er og medi­er ”der skal hjælpe os med at bære den byrde”. Disse instanser hjælper os alle med at son­dre mellem det sub­stantielle og det rene vås.

Eller gør de nu også det? Larmer og stø­jer dags­pressen ikke mere end de gør os klogere? Jo! I hvert fald nogen gange.

Sandhed kræver indlevelse, ikke ’neutralitet’

Thaning peger på to sted­er, hvor der for alvor man­gler vil­jen til at gå i hermeneutisk dia­log med folks begrun­delser. Først og fremmest ser vi det i viden­sk­aben, som den udlægges af soci­olo­gen Pierre Bour­dieu.

Prob­lemet med Bour­dieu er, at han ”alt for ubekym­ret og i virke­lighe­den selvret­færdigt” går ud fra, at det er muligt at ”beskrive posi­tion­er i sam­fun­det uden at tage hen­syn til, hvor vel­be­grund­ede man opfat­ter disse posi­tion­er”, siger Thaning. Bour­dieu forsøger at etablere et forhold, hvor han ’neu­tralt’ beskriv­er andres ver­den­san­skuelse, deres posi­tion og posi­tioner­inger. Men sam­tidig sæt­ter han aldrig sine egne forud­sæt­ninger på spil i mødet med sine aktør­er eller agen­ter. Når Bour­dieu gør således, så er prisen ”dog­matik, for­di Bour­dieu fra starten abstra­her­er sig selv væk fra et tilhørs­forhold. Et tilhørs­forhold som han på forhånd altid allerede del­er med de per­son­er han analy­ser­er”.

Thanings hermeneutiske pro­jekt han­dler der­i­mod om, ”at forsøge at fastholde sand­hed uden en priv­i­legeret posi­tion. Og det pro­jekt inde­bær­er – mod­sat Bour­dieus – at du ikke på forhånd kan holde dine for­domme om, hvad der rigtigt eller fork­ert, uden for for­tolknin­gens række­v­ide. De må selv sættes på spil”.

Hermeneutisk potentiale i den offentlige samtale

Man­glen på hermeneutisk dia­log vis­er sig for det andet også i pressedæknin­gen, når jour­nal­is­ter ikke er eksplicitte omkring deres egne for­domme, men reduc­er­er hold­ninger til udtryk for et typisk bestemt seg­ment. Det ser vi eksem­pelvis, når en hold­ning karak­teris­eres som en ’overk­lasse­sh­old­ning’ eller en ’leflen for laveste fællesnævn­er’.

Men ifølge Thaning frem­står det end­nu tydeligere i analyser af poli­tisk ’spin’:

Det forud­sættes i stort set al poli­tisk analyse efter­hån­den, at poli­tik blot er magtkampe mellem posi­tion­er – en kamp om ’fortællinger’. I en sådan til­gang sæt­ter man netop par­entes om  poli­tik­ernes begrun­delses­mæs­sige moti­va­tion­er for deres syn­spunk­ter. Dette fokus på at afdække de strate­giske posi­tion­er, som poli­tik­erne udtrykker og deres skjulte dag­sor­den­er afspe­jler et per­vert­eret syn på den offentlige sam­tales hermeneutiske mulighed­er. Hvis man accepter­er, at ‘poli­tik er magtkampe eller kun strate­gisk spin’, så har man sam­tidig opgivet, at man kan lære noget, og reduc­eret det poli­tiske til et udtryk for vil­je til magt. Den logiske kon­sekvens er, at poli­tik­erne til sidst overtager denne iden­titet og gør den til en del af deres egen selv­forståelse. Hermed er det demokratiske slået om i det tyran­niske, sådan som det skil­dres utroligt præ­cist allerede i Pla­tons dialoger.

Opfat­telsen af poli­tik som ’vil­je til magt’ er anti-tesen til den hermeneutiske tankegang, uddy­ber Thaning. Og offent­lighe­den betaler prisen. For når vi reduc­er­er poli­tiske forskelle til kun at være udtryk for ’fram­ing’ eller ’stemmes­lugeri’, gør vi den offentlige sam­tale til et instru­ment. Poli­tik bliv­er vigtigt, for­di det før­er til magt – ikke, for­di det er inter­es­sant i sig selv.

Kon­sekvensen er, at vi ender i samme dog­matik som beskrevet oven­for. Nem­lig at al magt forsøges ”abstra­heret væk fra det tilhørs­forhold, vi har til andre og den der­af føl­gende forplig­telse på at sætte vores forståelse på spil i mødet med dem. Det udtrykker sofis­tens forsøg på at opnå en priv­i­legeret posi­tion ved at abstra­here fra sand­hed, hvo­rimod hermeneu­tikken fasthold­er forplig­telsen på sand­hed uden en priv­i­legeret posi­tion”, uddy­ber han.

Hvis mediernes reelle berettigelse er at være folkets tjen­er, må de ”tage forplig­telsen på ægte objek­tivitet på sig og forsøge at rekon­struere, hvilke begrun­delser de (poli­tik­erne fx, red.) kunne have for deres opfat­telse”, afrun­der Thaning.

Morten Sørensen Thaning er lek­tor i filosofi på Copen­hagen Busi­ness School. Du kan finde hans nye bog her.

Scroll til toppen