“Jeg forsøger at fastholde sandhed uden en privilegeret position”

Første debat mellem Kennedy og Nixon. Oktober, 1960. Creative Commons
Første debat mellem Kennedy og Nixon. Oktober, 1960. Creative Commons

Med hermeneutikken følger ansvaret for at sætte sig ind i andres ståsted. Vi skal spørge, hvad vi kan lære af andre – ikke, hvor de tager fejl. Læs et interview med lektor i filosofi Morten Sørensen Thaning her.


Alle mennesker går rundt og skelner. Tilhører man eksempelvis samfundets ’top’ eller ’bund’? Er man ’højt-’ eller ’lavlønnet’ og har man en ’lang’ eller ’kort’ uddannelse? Idet vi benytter sproget gør vi forskel; vel og mærke værdiladede forskelle mellem det der er bedre eller dårligere end noget andet. Men i sin nye bog insisterer Morten Sørensen Thaning på, at vi må forstå, at vi deler både verden og tingene i den med hinanden. Med andre ord er der meget mere, der samler os, end deler os. Derfor følger en etisk forpligtigelse til at sætte sig i det andet menneskets sted.

Thanings argument er eksplicit centreret omkring hermeneutikken, som ikke bare er en videnskabsteoretisk position, der understreger sandhed og metode, men også et livs- og ansvarsforhold.

Hermeneutikken handler om ansvar

Thaning ser hermeneutikken som en tankegang, der byder dig at tage dine medborgere alvorligt i bredeste forstand. Den lærer os nemlig, at selvom mennesket ikke har fuld kontrol over sin forståelse, tager man et aktivt ansvar for de ting man siger. Og det må vi anerkende, at vi vitterligt gør. Hermeneutikken er grundlæggende demokratisk, fordi ansvarsforholdet er lige for alle.

Ifølge Thaning er hermeneutik ”mere end blot en henvisning til evnen eller kunsten at kunne formidle og fortolke”. Helt fundamentalt handler det om begreberne objektivitet, sandhed og ansvar:

Vi kan kun forstå, hvad objektivitet er, på grundlag af ansvarsbegrebet. Objektivitet i bredeste forstand er på spil, hver gang, vi udfordres til at svare for vores ord eller handlinger. Det er på spil, så snart vi anerkender, at vi ikke blot vilkårligt kan bestemme, hvordan vi vil fortolke, hvad vi gør, og hvad vi siger”.

Kant om ansvaret i smagsdommen – at dømme er at tage ansvar

For at forstå, hvor grundlæggende ansvaret er, må vi forbi filosoffen Immanuel Kant. En af Kants indsigter er, at sanseerfaringen ikke kan adskilles fra domsafgivelsen (dom som ’stenen er lille’ og ikke som retslig dom). Der er altså et gensidigt forhold mellem vores passive erfaring af verden og vores aktive dom over den: Jeg må stå til ansvar for, at stenen vitterligt er lille, når jeg hævder, at den er det. Det bygger Thaning videre på:

I stedet for at tænke det som noget negativt, at verden er en fortolket verden helt ned til mest grundlæggende niveau, så skal vi snarere se det som en forudsætning for, at vi overhovedet kan være ansvarlige. Vi kan kun være ansvarlige i og med, at det vi erfarer, på forhånd allerede er fortolket. Vi er ansvarliggjorte af den måde, vi erfarer på, og vi skal derfor kunne svare for, hvordan vi opfatter verden”.

Ansvarsforholdet kender vi også fra dagligdagen, når vi gør hinanden ansvarlige, eller når vi omvendt ikke drager folk til ansvar for noget, som vi antager, at de ikke har mulighed for at gøre erfaringer med. Ifølge Thaning forudsætter vi altså, at erfaringen, herunder sanseerfaringen, aldrig blot er et neutralt input, der disponerer os til en bestemt adfærd, men i stedet står i et normativt forhold til vores handlinger og opfattelser. Med Kant in mente kan man sige, at erfaringen er en domstol, der fælder dom over vores opfattelser, forpligter os til at forsvare bestemte overbevisninger og korrigere, eller måske helt droppe, andre. Den stiltiende forudsætning, som ligger til grund for al vores implicitte og eksplicitte tilskrivelse af ansvar til hinanden, afhænger imidlertid af, at erfaringen har en form, så den kan agere ’domstol’.

Det er Kants projekt at vise, hvordan erfaringen må være struktureret for at kunne udfylde den rolle, vi hele tiden forudsætter, at den har. Og dermed placerer Kant ifølge Thaning erkendelsesteorien i et uløseligt bånd med den praktiske filosofi, det være sig vores grundlæggende etiske og normative refleksioner om os selv som potentielt selvbestemmende og myndige væsener. Når Thaning læser Kant på denne måde vil han ”sætte ansvarsbegrebet i centrum og føre det helt ned til det mest grundlæggende niveau af erfaring.” Det kræver ifølge Thaning en rehabilitering af hermeneutikken.

Rehabilitering af hermeneutikken

Rehabilitering betyder, at man bygger videre på noget, der var der før og samtidig angiver det sted, hvor det der var der før, gik galt. I sin storhedstid i anden halvdel af 20. århundrede blev hermenutikken berygtet for at sige, at ’alt er fortolkning’. Det vil Thaning gerne holde fast i. men tilføjer, at:

den nuværende postmoderne udgave af hermeneutikken, der efterhånden har bredt sig til en almen kulturel anskuelse, har glemt at insistere på både sandheden og ansvarsforholdet. Sandheden opstår nemlig kun, når vi tager ansvar i mødet med fortolkningen. Man kan godt tale om sandhed, men ikke som en eksternmålestok, som vi  kan måle vores fortolkning op imod (som naturvidenskaben ofte foranlediger os til at tro).

Thanings rehabilitering kombinerer den kontinentalfilosofiske tradition i form af hermeneutikken med den analytiske filosofi. Eller sagt på en anden måde: Den tyske filosof Hans-Georg Gadamer (1900-2002) læses sammen med den nulevende amerikanske filosof John McDowell (1942-) ud fra ambitionen om at gentænke fortolkningen i ansvarets blik. Derfor er titlen på Thanings nye bog The Problem of Objectivity in Gadamer’s Hermeneutics in Light of McDowell’s Empiricism.

Thanings forsøg på at genopbygge hermeneutikken på grundlag af Kants fundamentale forståelse af ansvarsbegrebet er også en kritik af Hans-Georg Gadamers læremester og vigtigste inspirationskilde, Martin Heidegger (1889-1976). Heideggers Væren og Tid beror nemlig på en subjektivisme, der ikke levner plads til ansvarlighed, som den instans, der korrigerer vores tanker og opfattelser. Ifølge Thaning anerkender Heidegger nemlig aldrig, at erfaringen kan være en ’domstol’, en instans, som kan korrigere vores tanker og opfattelser.

Tendensen til at undergrave enhver mulighed for objektivitet præger også senere filosoffer i traditionen fra Heidegger, såsom Gianni Vattimo (1936-), Jacques Derrida (1930-2004) eller Giorgio Agamben (1942-), hævder Thaning:

I min bog kritiserer jeg Gianni Vattimos tænkning, fordi han mest eksplicit knytter an til den hermeneutiske tradition. Men jeg kunne også have valgt andre nulevende kontinentalfilosoffer, såsom den italienske filosof Giorgio Agamben, som i sine refleksioner om sproget [i Sacrament of Language] antager, at det ikke kan fremstille virkeligheden. Denne opfattelse synes meget vanskelig at forene med ideen om, at vi i vores forståelse kan være mere eller mindre ansvarlige. Når Agamben og andre kontinentalfilosoffer flirter med sådanne provokerende teser’, er det selvfølgelig ikke, fordi de i grunden er skepticister eller relativister. Tværtimod drejer Agambens forfatterskab sig om politiske, etiske og eksistentielle emner, og hans analyser forudsætter muligheden for mere eller mindre ansvarlighed.

Når Agamben alligevel afskriver sprogets evne til at formidle virkeligheden, kan det skyldes, at han ikke anerkender den kantianske forbindelse mellem erkendelse og praktisk filosofi. Men uanset om Agamben glemmer eller fortrænger det, er han ifølge Thaning endt i et paradoks. På den ene side hævder Agamben, at vi mangler evnen til at gøre vores erfaring af virkeligheden til genstand for sproglig refleksion. På den anden side insisterer han selv på at diskutere, hvorvidt de grundlæggende aspekter af vores politiske, etiske og eksistentielle selvforståelse er tilstrækkelige.

Ansvarsforholdet udmærker os som mennesker

Thanings projekt er derimod at vise, hvor radikalt ansvarsforholdet stiller sig etisk, politisk og eksistentielt. Derfor er det et helt nærliggende spørgsmål, hvordan vi skal forholde os til ansvaret som angiveligt grundvilkår?

Her peger Thaning på to centrale forhold: For det første må vi korrigere faren for den overdrevne individualiserede og formaliserede forståelse af ansvaret, som kendetegner Kants position:

Ansvaret for erfaringens indhold, også sanseerfaringens, der udmærker os som mennesker, er ikke noget hver enkelt af os står isoleret med. Vi deler ifølge hermeneutikken allerede på forhånd en uartikuleret forståelse af dette indhold – i sidste ende en uartikuleret forståelse af verden – med hinanden. Hvis ikke vi forudsatte et grundlæggende fælleskab i vores verdensforståelse kunne vi slet ikke redegøre for, hvordan det nogensinde skulle være muligt at forsøge at forstå hinanden. Den fælles, uartikulerede forståelse af verden og vores ansvar for denne forståelse er forudsætningen for alle intersubjektive forsøg på at forstå hinandens dybt forskellige ’verdener’”, siger han.

Konsekvensen er, at vi deler mere med hinanden som mennesker, end hvad der adskiller os. Det må vi tage alvorligt – også selvom vi i en globaliseret virkelighed konstant mindes om, at folk med andre baggrunde end vores opfatter verden forskelligt:

Hvis hermeneutikkens argumentation holder stik, så er det problematisk, hvis du eksempelvis beskriver din forståelse af en sag eller et emne som fuldstændig adskilt fra ’de andres’ forståelse. Hvad enten det gælder abstrakte diskussioner, om Heideggers filosofi, eller hvor nationalstatens grænser i forhold til flygtninge skal trækkes, så deler vi på forhånd et forhold til ’sagen’ med hinanden”, afslutter Thaning om det første forhold.

For det andet følger der med ansvaret som grundvilkår en forpligtigelse til at forstå det andet menneske. Ifølge hermeneutikken er min forståelse nemlig essentielt uartikuleret:

Min forståelse af et emne vil altid være mindre gennemskuelig for mig selv, end jeg vil være i stand til at gøre mig klart. Uanset hvor ivrigt jeg reflekterer, kan jeg ikke opnå sikkerhed for, at jeg har gennemskuet fundamenterne for min forståelse af et givent emne”.

Forpligtigelsen opstår, når vi kombinerer de to pointer om den ’delte forståelse’ og ’forståelsens uartikulerede karakter’:

Så følger det, at hver af os har en forpligtigelse til at forstå, hvad der begrunder den andens opfattelse af en given sag. Den anden kan muligvis korrigere din egen opfattelse ved at gøre dig opmærksom på en problematisk forudsætning, du ikke har gennemskuet. Der er altid den mulighed tilstede. Den kan ikke udelukkes. På den måde bliver mødet med den anden principielt det sted, som kan bringe dig ud over begrænsningerne i din egen refleksion, og dermed udvikle din opfattelse af emnet”, siger Thaning.

Vores forståelser af verden er altid i konstant udveksling med ’de andres’. Vi kan eksempelvis overtage andres sprogbrug, hvormed vi jo tager ansvar for at lade vores forståelse påvirke heraf.

Thanings argument om, at ansvarligheden er et grundvilkår i livet, opsummerer han således:

Hvis vi er ansvarlige i forhold til vores forståelse helt ned på et grundlæggende niveau, og hvis vi altid allerede deler denne forståelse, vi drages til ansvar for med andre, og endelig hvis vi ikke fuldt kan gennemskue den forståelse, vi er ansvarlige for, så udspringer der en etisk  forpligtigelse, som har ontologiske rødder. Hermeneutikkens etiske forpligtelse på, at ’den anden kunne have ret’, har i sidste ende rod i selve vores ’væren’ – den udmærker os som mennesker”.

Er der grænser for, hvad vi skal tage ansvar for?

Umiddelbart fremstår Thanings argument som alt for omfattende. For er det virkelig muligt, at man som individ både forholder sig ansvarligt til samtlige af sine egne sanseerfaringer og samtidig sætter sig ind i andres personer meninger og holdninger? Der går ikke en uge i den offentlige debat, uden at opmærksomheden falder på en uhyrlig holdning eller umenneskelig handling. Men til spørgsmålet om, hvorfor man overhovedet skal forholde sig til eksempelvis nazister eller tilhængere af sharia-lovgivning, understreger Thaning, at det skal vi nødvendigvis heller ikke. Historien er nemlig en vidensbank af forskellige analyser, kendsgerninger og personlige holdninger og viden herom, giver os et grundlag for at adskille rimelige fra urimelige krav, ideologier og hensigter. Thaning understreger, at det ville være en fundamental misforståelse, hvis man forvekslede hermeneutik med relativisme:

At vi har en forpligtigelse til at forstå den andens begrundelser medfører ikke, at den anden har ret. Hermeneutikken fordrer åbenhed for forståelse – at man lader sig anfægte af alle mulige andre forståelser – men netop ikke, at alle fortolkninger er lige gode

Netop fordi hermeneutikken stadig er forpligtet på sandhed og objektivitet, har hermeneutikeren også et ansvar for at afvise enhver form for usammenhængende vrøvl, mener han.

Vi er desuden ikke er alene om at lære at forstå andre menneskers holdninger. Vi har både familie, venner, videnskab, offentlige institutioner og medier ”der skal hjælpe os med at bære den byrde”. Disse instanser hjælper os alle med at sondre mellem det substantielle og det rene vås.

Eller gør de nu også det? Larmer og støjer dagspressen ikke mere end de gør os klogere? Jo! I hvert fald nogen gange.

Sandhed kræver indlevelse, ikke ’neutralitet’

Thaning peger på to steder, hvor der for alvor mangler viljen til at gå i hermeneutisk dialog med folks begrundelser. Først og fremmest ser vi det i videnskaben, som den udlægges af sociologen Pierre Bourdieu.

Problemet med Bourdieu er, at han ”alt for ubekymret og i virkeligheden selvretfærdigt” går ud fra, at det er muligt at ”beskrive positioner i samfundet uden at tage hensyn til, hvor velbegrundede man opfatter disse positioner”, siger Thaning. Bourdieu forsøger at etablere et forhold, hvor han ’neutralt’ beskriver andres verdensanskuelse, deres position og positioneringer. Men samtidig sætter han aldrig sine egne forudsætninger på spil i mødet med sine aktører eller agenter. Når Bourdieu gør således, så er prisen ”dogmatik, fordi Bourdieu fra starten abstraherer sig selv væk fra et tilhørsforhold. Et tilhørsforhold som han på forhånd altid allerede deler med de personer han analyserer”.

Thanings hermeneutiske projekt handler derimod om, ”at forsøge at fastholde sandhed uden en privilegeret position. Og det projekt indebærer – modsat Bourdieus – at du ikke på forhånd kan holde dine fordomme om, hvad der rigtigt eller forkert, uden for fortolkningens rækkevide. De må selv sættes på spil”.

Hermeneutisk potentiale i den offentlige samtale

Manglen på hermeneutisk dialog viser sig for det andet også i pressedækningen, når journalister ikke er eksplicitte omkring deres egne fordomme, men reducerer holdninger til udtryk for et typisk bestemt segment. Det ser vi eksempelvis, når en holdning karakteriseres som en ’overklassesholdning’ eller en ’leflen for laveste fællesnævner’.

Men ifølge Thaning fremstår det endnu tydeligere i analyser af politisk ’spin’:

Det forudsættes i stort set al politisk analyse efterhånden, at politik blot er magtkampe mellem positioner – en kamp om ’fortællinger’. I en sådan tilgang sætter man netop parentes om  politikernes begrundelsesmæssige motivationer for deres synspunkter. Dette fokus på at afdække de strategiske positioner, som politikerne udtrykker og deres skjulte dagsordener afspejler et perverteret syn på den offentlige samtales hermeneutiske muligheder. Hvis man accepterer, at ‘politik er magtkampe eller kun strategisk spin’, så har man samtidig opgivet, at man kan lære noget, og reduceret det politiske til et udtryk for vilje til magt. Den logiske konsekvens er, at politikerne til sidst overtager denne identitet og gør den til en del af deres egen selvforståelse. Hermed er det demokratiske slået om i det tyranniske, sådan som det skildres utroligt præcist allerede i Platons dialoger.

Opfattelsen af politik som ’vilje til magt’ er anti-tesen til den hermeneutiske tankegang, uddyber Thaning. Og offentligheden betaler prisen. For når vi reducerer politiske forskelle til kun at være udtryk for ’framing’ eller ’stemmeslugeri’, gør vi den offentlige samtale til et instrument. Politik bliver vigtigt, fordi det fører til magt – ikke, fordi det er interessant i sig selv.

Konsekvensen er, at vi ender i samme dogmatik som beskrevet ovenfor. Nemlig at al magt forsøges ”abstraheret væk fra det tilhørsforhold, vi har til andre og den deraf følgende forpligtelse på at sætte vores forståelse på spil i mødet med dem. Det udtrykker sofistens forsøg på at opnå en privilegeret position ved at abstrahere fra sandhed, hvorimod hermeneutikken fastholder forpligtelsen på sandhed uden en privilegeret position”, uddyber han.

Hvis mediernes reelle berettigelse er at være folkets tjener, må de ”tage forpligtelsen på ægte objektivitet på sig og forsøge at rekonstruere, hvilke begrundelser de (politikerne fx, red.) kunne have for deres opfattelse”, afrunder Thaning.

Morten Sørensen Thaning er lektor i filosofi på Copenhagen Business School. Du kan finde hans nye bog her.

Scroll to Top