Iran: helt særlig – og ganske almindelig

Gang på gang har Iran som stat og folk fremkaldt misforståelser, fascination og fordømmelser. Kritikere forkaster landets religiøse ledere og politiske undertrykkelse; kendere lovpriser landets dybe kultur-historie og mangfoldighed. Men hvorfor er særligt Iran genstand for så blandede opfattelser? Er Iran noget helt særligt – eller ganske almindelig?

FOKUS: IRAN UDEFRA Den iranske forfatter & filminstruktør Marjane Satrapi udtalte i forbindelse med sin udgivelse af tegneserien Persepolis, at den skulle ses som modfortælling til det officielle narrativ om den islamiske revolution i 1979. Men hvordan er Iran blevet beskrevet før, under og efter revolutionen af enkeltpersoner, som ikke har haft aktiver i Den Islamiske Republik Iran? Et historisk oprids af forløbet op til revolutionen kan læses her.

Ideen om det Evige Iran

En række faktorer har formet Irans historie og udvikling på afgørende punkter og gjort landet og befolkningen til hvad de er i dag.

Den første er geografien og de begrænsninger og åbninger, muligheder og udfordringer, den har stillet iranerne overfor, og som har præget landets politik, økonomi og kultur. Som bro mellem Europa og Asien, Mellemøsten og det indiske subkontinent har Iran i årtusinder været omstridt og udsat territorium: Eftertragtet af udenlandske magter og frygtet som regional trussel af stater i øst og vest. Geografien har givet Iran en rigdom i resurser som olie og en knaphed på resurser som vand. Og altid har Iran påvirket, og blevet påvirket af, de mange verdener og forestillinger, der omgiver det.

Hvilket fører os til den anden faktor, kulturen: Den iranske kultursfære, der i sin historiske udstrækning var meget større end landet Iran i dag, er sin helt egen – ikke arabisk, ikke tyrkisk, ikke indisk, ikke centralasiatisk; et bindeled mellem dem alle og alligevel særegen. Kulturen kredser om det persiske sprog og en kulturarv, der rummer poesi, videnskab, filosofi og spirituelle traditioner, der har beriget hele verden, og i særlig grad islamisk civilisation. Man ser den iranske kultur reflekteret i kunst, arkitektur, myter og sædvaner, der er udbredt fra det vestlige Kina til Balkan og fra Indien til Rusland. Denne kulturarv er noget helt særligt.

En tredje faktor er nationalhistorien: Iran som en idé – som en stat og et folks identificering med et navngivet territorium – har i hvert fald 2.500 års historie. Få lande i verden kan påstå at have en sådan idémæssig kontinuitet. Nabolandene Irak og Tyrkiet har fx under 100 års historie som selvstændige nationalstater. Naturligvis rummer disse lande dybe og rige historier, der strækker sig tilbage til Civilisationens Vugge i Mesopotamien. Men som internationalt anerkendte politiske enheder kan kun få lande i nabolaget så at sige ”måle sig” med Iran.

Iran har heller ikke, i modsætning til de fleste andre lande i regionen, været koloniseret. I århundreder har Iran været presset af imperialismen: Briterne satte sig på den Persiske Golf i det 18. århundrede, behandlede Irans olieprovinser som britisk ejendom og invaderede Iran to gange; amerikanske interesser prægede landets udvikling fra CIA-kuppet mod den populære premiereminister Mohammad Mosaddeq i 1953 og frem til revolutionen i 1978-79. Men i al den tid har Iran alligevel bevaret sin nationale suverænitet og udviklet en selvforståelse, der manifesteres i stærk uafhængighedstrang såvel som i ahistorisk chauvinisme. Nationalismen er således stærkere end nogen anden ideologi eller idé i Iran – også politisk islam – og igennem de sidste to århundreders historieskrivning i og udenfor Iran har den næret fortællingen om ”Det Evige Iran” som noget helt særligt.

Den fjerde og sidste faktor, der unægtelig gør Iran en grad anderledes er det faktum, at flertallet af iranerne er shiiter i en muslimsk verden hvor 80 til 90% er sunnier. Siden den blev statsreligion i det 16. århundrede er shiismen blevet indvævet i nationalmytologien. Respekten for de Tolv Imamer, der ifølge shiitterne burde have overtaget lederskabet fra profeten Mohammad, er dyb blandt iranerne – selv blandt de, der ellers ikke er særligt troende. Shiismen er flettet ind i populærkulturen såvel som i det politiske felt, hvor dens iboende budskab om social retfærdighed og forhåbninger om Messias’ tilbagevenden gang på gang har inspireret oprørsbevægelser; og gang på gang er blevet forsøgt tøjlet og tæmmet af præsteskab og stat.

Der er således en række geografiske, historiske og kulturelle faktorer, der gør at Iran ofte fremstår og fremstilles som noget helt særligt. Men der er også flere punkter hvorpå Iran forekommer særlig uden måske helt at være det.

En ikke særlig islamisk republik?

Iran er en islamisk republik og den eneste i verden, der er baseret på Khomeinis doktrin velâyat-e faqih eller ”den Retslærdes Styre”. Men ved nærmere eftersyn er det politiske system ikke helt så ”islamisk” som det udgiver sig for – og det hænger sammen med revolutionen i 1978-79.

Bevægelsen, der for 38 år siden satte et punktum for over to et halvt årtusindes monarki samlede en bred vifte af kræfter i det iranske samfund: Socialister og demokrater, liberale og nationalister, hippier, etniske mindretal og feminister, fattige fra slumkvartererne – og fremfor alt ganske almindelige mænd og kvinder fra den nye middelklasse, der ønskede frihed og medbestemmelse. Khomeini var deres idol primært fordi han netop ikke repræsenterede præsteskabet: Han udviste et mod og en vilje til at kritisere shahen, der var sjælden blandt gejstlige. Hans kompromisløse modstand mod det royale diktatur var en stærk inspiration – om man så troede på islam som en politisk løsning eller ej.

Ja, der var bestemt også islamister i revolutionen – og, frem for alt, mange aktivister og intellektuelle, der var begejstrede over mulighederne i en nyfortolkning af religionen hvori shiismens oprørske potentiale fandt sammen med socialismens ideer om lighed. Men det var først den 4. november 1979 at ”den iranske revolution” blev en ”islamisk revolution”: Da en gruppe studerende hoppede over muren og ind på den amerikanske ambassade for at gidseltage de ansatte afstedkom de et kaos, der tvang overgangsregeringen til at gå af, og dermed fik Khomeinis islamister frit spil til med vold at kuppe revolutionen og stadfæste deres magt.

En anden misforståelse er at Khomeinis politiske projekt var fundamentalistisk. Intet sted i de islamiske fundamenter er der fortilfælde for en islamisk republik; faktisk var det en nytænkning i religionen, hvilket almindeligvis regnes for blasfemi. Og som statsprojekt adskilte den islamiske republik sig ikke meget fra shahens. Man indtog simpelthen kontorerne, infrastrukturen og systemerne efterladt af shahens administration, og gav det hele et islamisk fortegn. Man tog udgangspunkt i den franske grundlov da man skulle skrive den islamiske republiks. Og fra 1990erne blev revolutionære meritter erstattet af teknokratisk ekspertise som kriterium for statsansatte.

Man ikke bare tillod men støttede udbredelsen af teknologi, kommunikation og videnskab associeret med en hypermoderne verden.

Den islamiske republik er heller ikke, som vi ofte får at vide i medierne, et præstestyre. Ja, præsteskabet har uforholdsmæssig stor politisk indflydelse og systemet er indrettet så en håndfuld præster oftest har vetoret. Men det er ikke hele præsteskabet, der har politisk magt, og langt de fleste politikere er i dag ikke-gejstlige. Islam har heller ikke det sidste ord: På sit dødsleje i 1989 måtte Khomeini indse at den iranske stats interesser trumfer religionens interesser. Han erkendte at Iran kom først og at islam måtte gå på kompromis.

Faktisk har iransk indenrigs- og udenrigspolitik siden revolutionen ofte været kendetegnet ved kompromis: Pragmatik snarere end principfasthed, fleksibilitet frem for dogmatik, realpolitik over revolutionspolitik. Hvorfor skulle den islamiske republik ellers vælge at støtte det kristne Armenien imod det shia muslimske Aserbajdsjan i Nagorno-Karabakhkrigen i 1990erne? Hvorfor skulle den islamiske republik ellers se den anden vej når Beijing og Moskva undertrykker muslimske mindretal i Kina og Rusland? Hvorfor skulle den islamiske republik bibeholde stemmeret til kvinder, når Khomeinis første oprør mod shahen i 1963 netop tog afsæt i en afvisning af denne stemmeret?

Dermed ikke sagt at Iran er et demokrati eller at den ikke-så-islamiske republik lever op til de fine løfter i grundloven. Politisk opposition, systemkritiske intellektuelle og kunstnere, etniske og religiøse mindretal, menneskerets- og kvinderetsforkæmpere er udsat for bølger af undertrykkelse. Men hvis man ser bort fra den sabelraslende symbolpolitik finder man ofte en ført politik, der er baseret på en rationel kalkyle af statens givne omstændigheder og umiddelbare interesser. Et styre, der minder mere om ganske almindelige autoritærstater end om Taliban, Boko Haram og kalifater.

Ikke desto mindre blev den islamiske republik og dermed, i forlængelse, hele Iran og alle iranere, stemplet i den vestlige offentlighed som irrationelle, uciviliserede, fanatiske. Med ambassadebesættelsen i 1979-81, støtten til anti-israelske og anti-vestlige grupper og fatwaen over forfatteren Salman Rushdie i 1988 havde iranerne angiveligt bevist at de aldrig kunne fungere i en moderne international politisk orden.

Trods en opblødning under den reformvenlige præsident Mohammad Khatami (1997-2005), en gryende vestlig nysgerrighed efter mere nuancerede indblik i Iran og et par diplomatiske håndsrækninger fra Teheran blev Iran alligevel udråbt som en del af en ”Ondskabens Akse” af USA’s præsident George W. Bush efter terrorangrebene på USA den 11. september 2001 (et terrorangreb, som Iran for resten intet havde med at gøre). Mahmoud Ahmadinejads bizarre udtalelser som Irans præsident i perioden 2005-13, undertrykkelsen af den såkaldte Grønne Bevægelse i 2009-10 og den voksende frygt for Irans atomprogram var alt sammen med til at fastholde Iran i rollen som pariastat, der skulle straffes og sanktioneres.

Den islamiske republik er altså en sammensætning af elementer fra teokrati og autoritære stater, båret af slogans om revolutionær og islamisk populisme, og med en facade af republikansk demokrati, der måske fremstår særlig men ved nærmere eftersyn er ret tæt på den regionale norm – herunder regimer vi i vesten regner for allierede eller almindelige stater.

Men en pariastat er også bare en stat. Som alle andre skal den få økonomien til at fungere.

Slanger i den islamiske økonomis paradis

Ifølge Khomeini og siden den nuværende Øverste Leder Ayatollah Khamenei praktiserer Iran en særlig, vaskeægte islamisk økonomi. Denne økonomimodel er ifølge lederne motoren i det globale politiske projekt, den islamiske republik angiveligt står i spidsen for: Etableringen af et alternativ til den vestligt-dominerede økonomiske orden og dermed også vestlig kulturimperialisme. Selvforsyning og aktiv modstand mod vestens økonomiske interesser er således en officiel statsdoktrin – den såkaldte eqtesâd-e moqâvemat eller ’modstandsøkonomi’ – og alt fra bankvæsen og lånerenter til subsidier og vekslerater legitimeres med religiøs og revolutionær argumentation.

Men hvis man ser bort fra retorikken er Iran på mange måder en ganske almindelig velfærdsstat med de samme udfordringer som alle andre velfærdsstater baseret på en social kontrakt mellem befolkning og stat. Den post-revolutionære stat i Iran forpligtede sig til at forbedre befolkningens levevilkår som lovet i Khomeinis taler. Og trods krig og sanktioner, isolation og udefrysning har den iranske stat faktisk formået i det store og hele at leve op til dette løfte.

Siden revolutionen er det således lykkedes at skabe en drastisk udvidelse og forbedring af landets infrastruktur og transport, uddannelsessystem og kommunikation, landbrug, industri og handel. På halvandet årti blev antallet af universiteter femdoblet, antallet af asfalterede veje tredoblet og antallet af boligejere fordoblet. Sammenlignet regionalt er Iran på mange punkter langt foran. Analfabetismen ligger på under 10% i Iran; den ligger på ca. 48% i regionen. 11% af befolkningen er studerende – det er en af de højeste rater i verden, og siden revolutionen er gennemsnitsiranerens uddannelse steget fra 8 til 14 år. Og det er ikke kun mænd: Gentagne gange har Iran rapporteret om over 60% kvinder på universiteterne.

På de tre indikatorer, der ligger til grund for Human Development Index – langt og sundt liv, adgang til viden og anstændig levestandard – har Iran siden 1980 opnået forbedringer dobbelt så hurtigt som det globale gennemsnit. Lige nu ligger Iran lige under Rusland og lige over fx Tyrkiet og Venezuela på indekset. Antallet af fattige dykkede fra ca. 30% før revolutionen til under 20% lige efter, for at stige igen under Iran-Irakkrigen i 1980erne – og så styrtdykke igennem 90erne til at lægge sig på ca. 7-10% i dag. Langt de fleste iranere, selv i Udkantsiran, kan i dag forvente en form for understøttelse og velfærd. Ingen sulter og de fleste har adgang til rent drikkevand, elektricitet, læger, vaccinationer osv.

Men der er slanger i det islamiske velfærdsparadis: Iran er ramt af galoperende inflation og stor arbejdsløshed, af skatteunddragelse og uformel økonomisk aktivitet – og hele systemet gennemsyres af korruption og handikappes af et ineffektivt bureaukrati. Godt nok er middelklassen vokset og den generelle levestandard forbedret, men revolutionen har ikke fjernet problemet med ulighed.

Iran har et bruttonationalprodukt på ca. $388 mio., hvilket er lige omkring Østrig eller Norges, og et godt stykke over Danmarks; men det hænger sammen med at Iran har verdens fjerdestørste oliereserver og næststørste naturgasreserver, og er således ikke udtryk for en generel rigdom. Udregnet pr. indbygger er der således kun tale om et BNP på ca. $5.000, hvilket placerer Iran under lande man i den islamiske republik helst ville sammenlignes med. Hvis man regner ud fra købekraftsparitet (PPP) er Iran på niveau med Bulgarien og Mexico, og altså langt efter fx Østrig og Norge.

De seneste par år er fattigdommen også kommet tilbage, og i 2010 annoncerede Irans Statistiske Center at omkring 10 millioner levede iranere under fattigdomsgrænsen. Ahmadinejads redistributionspolitik modvirkede denne tendens, og landets nuværende ca. 7-10% fattigdom (i relative termer) er godt nok lavere end Afghanistans 36% eller Iraks 28%; men også nok til at bekymre befolkningen og gøre magthaverne søvnløse.

Iran er altså ikke en særlig undtagelse i økonomiske termer. Den islamiske republik er bare endnu en stat med seriøse udfordringer i forsøget på at sikre et liv, der er godt nok til at gennemsnitsborgeren ikke går på gaden i protest. Recession, jobmangel og styrtdykkende oliepriser er reelle problemer, der ikke kan løses med teologiske fiksfakserier. Subsiderede benzinpriser, pensioner og boligstøtte er vigtigere redskaber end himmelske belønninger.

Og i en globaliseret tid kan selv en pariastat hverken i økonomiske eller politiske termer anskues som en isoleret ø i et hav af ”almindelige” stater: Den regionale og internationale kontekst er altafgørende.

I en verden af fjender og potentielle fjender

Atomaftalen mellem Iran og de vestlige magter i april 2015 var en sejr for nuværende præsident Hassan Rouhani, de moderat-konservative kræfter omkring ham og de millioner af iranere, der ønsker en åbning mod omverden. Men Iran er under pres.

Især Israel og Saudi-Arabien frygter Irans styrkede magtposition og sidstnævnte har optrappet de sekteriske provokationer, de diplomatiske småkriser og den linde strøm af hadsk propaganda. Iran giver igen med samme mønt. Men den saudisk-iranske rivalisering er ikke en konflikt baseret på et helt særligt, oldgammelt had mellem sunni og shia; det er en konflikt mellem to stater, der vil dominere en region. I det spil tæller oliereserver, forsikring af tankskibe, låntagningsmuligheder og handelsaftaler en langt større og mere væsentlig rolle end en 1400 år gammel strid mellem to arvtagere til et kalifat i Arabien.

Så selvom sekterisme pt. er den hotte forklaringsmodel blandt eksperter, og selvom magthaverne i Iran ganske rigtigt puster til sekteriske gløder når det ellers passer med den valgte politik, så ved iranerne fra dyrekøbte erfaringer at man ikke altid kan stole på med-shiiter. Idéen om den såkaldte ”shiitiske halvmåne” – en shiitisk alliance på tværs af Mellemøsten – holder ikke til et nærmere eftersyn: Grupper, der angiveligt skulle være Irans stedfortrædere har mange andre agendaer, og de passer ikke altid med Irans. Så selvom shiismen er en vigtig faktor i analysen af Iran som kultur og samfund er den ikke særlig god i en analyse af Irans udenrigspolitik.

Men hvorfor fremstår den islamiske republik så alligevel som en særlig spiller i det mellemøstlige magtspil? Netop fordi Iran længe har måtte operere uden for den konventionelle internationale orden har den skabt strategisk dybde igennem ukonventionelle aktører som fx Hezbollah i Libanon, militser i Irak, oprøre i Yemen og Bahrain og menigheder rundt om i verden. Egentlige stater, der vil kalde sig Irans allierede er meget få: I regionen er resterne af Bashar al-Asads Syrien er vel den eneste. Disse allierede er ikke nødvendigvis til at stole på – og heller ikke uundværlige.

En sober analyse vil altså vise at den islamiske republik ikke – som adskillige vestlige ”eksperter” især under Ahmadinejads regeringsperiode ellers påstod – er en dommedagskult med verdensherredømme som mål. Iran vil for alt i verden undgå en rigtig krig – det er for dyrt og vennerne er for få. Iran står altså lige nu i en modsætningsfyldt situation: På den ene side kan atomaftalen, den gradvise genintegration i verdensøkonomien og opblødningen overfor vesten styrke landets position i regionen; og på den anden side må revolutionsgardisterne og den Øverste Leder holde fast i det anti-vestlige projekt for ikke at tabe den islamiske republiks ideologiske eksistensberettigelse på gulvet. Men kan man begge dele på én gang? Altså både råbe ”Død over USA!” og lave business med ”Den Store Satan”? Og hvad sker der når en tilsyneladende Iran-fjendtlig figur som Donald Trump eller Hillary Clinton bliver valgt ind i Det Hvide Hus til efteråret 2016? Selvom atomaftalen gav iranerne et glimt af en mulig ”normalisering”, så er der mange ubekendte faktorer.

Den islamiske republik er vant til pres – den blev skabt under pres, og måske fungerer den bedst sådan. Under pres fra ydre fjender kan magthaverne fremstille oppositionen som forrædere imens løsninger på økonomiske og strukturelle problemer kan udskydes med henvisning til undtagelsestilstanden. Alt imens kan de konservative kræfter og revolutionsgardister cementere deres magt, og provokere vesten, Israel eller saudierne til konfrontationer, der er små, men lige præcis store nok til at holde live i fortællingen om den islamiske republik som et bolværk mod vestlig imperialisme.

Måske har vestlige magter nu indset at Iran alligevel ikke er helt så utilregnelig en aktør og at et partnerskab med Iran ikke bare giver adgang til verdens sidste store forbrugermarked uden vestlig tilstedeværelse men også strategiske fordele i regionen.

Problemet med et fokus på Iran som enten ”paria” eller ”partner” er imidlertid at den begrænser vores syn til staten. For hvad siger den iranske befolkning?

Et ungt og ambitiøst land

Iran har en stor, ung befolkning. Over halvdelen af de 79 millioner iranere er under 30 år, hvilket også betyder at de ikke personligt kan huske revolutionen. Nok gennemgår de statslig indoktrinering i uddannelsessystemet, og mange har også mistet forældre eller bedsteforældre til enten shahens diktatur eller krigen med Irak, og kan af disse årsager føle sig forpligtet til eller loyale overfor den islamiske republik. Men mange andre er frem for alt knyttet til Iran som land, til familien som den vigtigste enhed og til egne mål i livet.

Iran rummer en svimlende mangfoldighed. Kun halvdelen af befolkningen er persere imens resten udgøres af regionale grupper og etniske mindretal så som azerierne, gilakier og mazier, lurer og kurdere, sunnimuslimske turkmenere og baluchier samt kristne armeniere og assyrere. Der er stadig en håndfuld nomadiske stammer i landets vilde egne og mere generelt er der store kulturelle forskelle på randområderne og de pulserende storbyer. Samtidigt baner den voksende individualisme hele tiden vej for nye subkulturer og fællesskaber, new wave religiøsitet, alternative livsfilosofier og modefænomener.

Unge iranere har de samme bekymringer og forventninger, håb og drømme som så mange andre unge i verden. Det handler om at få gode venner, en kæreste og en solid uddannelse, der kan føre til et godt job og sikre den fremtidige familie, bolig og bil. Snarere end pan-islamisk solidaritet bekymrer folk sig i hverdagen om karakterræs på universiteterne, arbejdsløshed og lønstatistik, bilpriser og parkeringstilladelser, softwareopdateringer til mobiltelefonen og sladder i taxaerne. Det, iranerne diskuterer er luftkvaliteten i storbyen, privatiseringer, myldretidstrafik, fodbold, metrobyggerier, prisen på kød og om sidste uges cliffhanger i yndlingstv-serien – og altså ikke forberedelser til etableringen af et islamisk årtusindrige.

Det betyder ikke at religion er blevet ubetydelig. Men for mange er den officielle, politiserede religion blevet et baggrundstæppe, man glemmer er tilstede imens man prøver at skabe mening i eget liv og verden. Samtidig har voksende social mobilitet og udbredelsen af velfærd, uddannelse og adgang til internet og medier – meget af det paradoksalt nok takket være den islamiske republik – affødt en generation af resursestærke, globaliserede unge, der er ivrige efter karrieresucces, kontakt til verdenen og muligheder for personlig udfoldelse uden statslig overvågning. De ser hvordan Rich Kids of Tehran blærer sig med Maseratier og swimming pools på Instagram, hvordan iranske entreprenører brillerer på start-up-scenen eller hvordan grafittikunstnere skubber grænserne for gadekunst. De drømmer om et andet, stærkere og mere fleksibelt Iran.

Så hvorfor gør de ikke oprør, bliver Iran-kendere ofte spurgt. Svaret er: Det gør de jo også. I 2009 gik millioner af iranere på gaden i protest mod det, mange opfattede som svindel ved genvalget af præsident Ahmadinejad. I 2013 stemte millioner af iranere på den moderate præsidentkandidat Rouhani og hans løfter om flere jobs og større personlig frihed. Og oprøret behøver heller ikke at være så tydeligt eller organiseret som demonstrationer eller valghandlinger – der kan være tale om en snigende omvæltning imens de revolutionære gejstlige går ind i pensionsalderen og yngre kadrer presser på.

Denne demografiske og sociokulturelle forandring kan i sig selv være med til at skabe et politisk jordskred i slow motion – en dybere forandring i samfundet, der med tiden vil presse den islamiske republik til reform og forandring. Det er svært at forudsige – for selvom Iran er et ganske almindeligt land med ganske almindelige problemstillinger, så er det på sin vis også en ganske uforudsigelig iransk befolkning, der går ind i det 21. århundrede med store forventninger og håb for fremtiden.

Rasmus Chr. Elling er Iranforsker og lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet. Mere information: www.rasmuselling.com.