Iran: helt særlig — og ganske almindelig

Tehran
FOTO: Kabel­leger / David Gubler under Cre­ative Com­mons-licensen

Gang på gang har Iran som stat og folk fremkaldt misforståelser, fascination og fordømmelser. Kritikere forkaster landets religiøse ledere og politiske undertrykkelse; kendere lovpriser landets dybe kultur-historie og mangfoldighed. Men hvorfor er særligt Iran genstand for så blandede opfattelser? Er Iran noget helt særligt – eller ganske almindelig?

FOKUS: IRAN UDEFRA Den iranske for­fat­ter & filmin­struk­tør Mar­jane Satrapi udtalte i forbindelse med sin udgivelse af teg­ne­se­rien Perse­po­lis, at den skulle ses som mod­fortælling til det offi­cielle nar­ra­tiv om den islamiske rev­o­lu­tion i 1979. Men hvor­dan er Iran blevet beskrevet før, under og efter rev­o­lu­tio­nen af enkelt­per­son­er, som ikke har haft aktiv­er i Den Islamiske Repub­lik Iran? Et his­torisk oprids af for­lø­bet op til rev­o­lu­tio­nen kan læs­es her.


Ideen om det Evige Iran

En række fak­tor­er har formet Irans his­to­rie og udvikling på afgørende punk­ter og gjort lan­det og befolknin­gen til hvad de er i dag.

Den første er geografien og de begræn­sninger og åbninger, mulighed­er og udfor­dringer, den har stil­let iran­erne over­for, og som har præget lan­dets poli­tik, økono­mi og kul­tur. Som bro mellem Europa og Asien, Mellemøsten og det indiske sub­kon­ti­nent har Iran i årtusin­der været omstridt og udsat ter­ri­to­ri­um: Efter­tragtet af uden­landske magter og frygtet som region­al trussel af stater i øst og vest. Geografien har givet Iran en rig­dom i resurs­er som olie og en knaphed på resurs­er som vand. Og altid har Iran påvir­ket, og blevet påvir­ket af, de mange ver­den­er og forestill­inger, der omgiv­er det.

Hvilket før­er os til den anden fak­tor, kul­turen: Den iranske kul­turs­fære, der i sin his­toriske udstrækn­ing var meget større end lan­det Iran i dag, er sin helt egen – ikke ara­bisk, ikke tyrkisk, ikke indisk, ikke cen­tralasi­atisk; et bindeled mellem dem alle og alligev­el sære­gen. Kul­turen kredser om det per­siske sprog og en kul­tur­arv, der rum­mer poe­si, viden­skab, filosofi og spir­ituelle tra­di­tion­er, der har beriget hele ver­den, og i særlig grad islamisk civil­i­sa­tion. Man ser den iranske kul­tur reflek­teret i kun­st, arkitek­tur, myter og sæd­van­er, der er udbredt fra det vestlige Kina til Balkan og fra Indi­en til Rus­land. Denne kul­tur­arv er noget helt særligt.

En tred­je fak­tor er nation­al­his­to­rien: Iran som en idé – som en stat og et folks iden­ti­fi­cer­ing med et navn­givet ter­ri­to­ri­um – har i hvert fald 2.500 års his­to­rie. Få lande i ver­den kan påstå at have en sådan idémæs­sig kon­ti­nu­itet. Nabolan­dene Irak og Tyrki­et har fx under 100 års his­to­rie som selvstændi­ge nation­al­stater. Naturligvis rum­mer disse lande dybe og rige his­to­ri­er, der strækker sig tilbage til Civil­i­sa­tio­nens Vugge i Mesopotamien. Men som inter­na­tion­alt anerk­endte poli­tiske enhed­er kan kun få lande i nabo­laget så at sige ”måle sig” med Iran.

Iran har heller ikke, i mod­sæt­ning til de fleste andre lande i regio­nen, været kolonis­eret. I århun­dred­er har Iran været pres­set af impe­ri­al­is­men: Briterne sat­te sig på den Per­siske Golf i det 18. århun­drede, behan­dlede Irans olieprovinser som britisk ejen­dom og invaderede Iran to gange; amerikanske inter­ess­er prægede lan­dets udvikling fra CIA-kup­pet mod den pop­ulære pre­mierem­i­nis­ter Moham­mad Mosad­deq i 1953 og frem til rev­o­lu­tio­nen i 1978–79. Men i al den tid har Iran alligev­el bevaret sin nationale suverænitet og udviklet en selv­forståelse, der man­i­festeres i stærk uafhængighed­strang såv­el som i ahis­torisk chau­vin­isme. Nation­al­is­men er således stærkere end nogen anden ide­olo­gi eller idé i Iran – også poli­tisk islam – og igen­nem de sid­ste to århun­dred­ers his­to­rieskrivn­ing i og uden­for Iran har den næret fortællin­gen om ”Det Evige Iran” som noget helt særligt.

Den fjerde og sid­ste fak­tor, der unægtelig gør Iran en grad anderledes er det fak­tum, at fler­tal­let af iran­erne er shi­iter i en mus­lim­sk ver­den hvor 80 til 90% er sun­nier. Siden den blev stat­sre­li­gion i det 16. århun­drede er shi­is­men blevet ind­vævet i nationalmy­tolo­gien. Respek­ten for de Tolv Imamer, der ifølge shi­it­terne burde have overtaget led­er­sk­a­bet fra pro­feten Moham­mad, er dyb blandt iran­erne – selv blandt de, der ellers ikke er særligt troende. Shi­is­men er flet­tet ind i pop­ulærkul­turen såv­el som i det poli­tiske felt, hvor dens iboende bud­skab om social ret­færdighed og forhåb­ninger om Mes­sias’ tilbageven­den gang på gang har inspir­eret oprørs­bevægelser; og gang på gang er blevet forsøgt tøjlet og tæm­met af præsteskab og stat.

Der er således en række geografiske, his­toriske og kul­turelle fak­tor­er, der gør at Iran ofte frem­står og frem­stilles som noget helt særligt. Men der er også flere punk­ter hvor­på Iran forekom­mer særlig uden måske helt at være det.

En ikke særlig islamisk republik?

Iran er en islamisk repub­lik og den eneste i ver­den, der er baseret på Khome­i­nis dok­trin velâyat‑e faqih eller ”den Ret­slærdes Styre”. Men ved nærmere efter­syn er det poli­tiske sys­tem ikke helt så ”islamisk” som det udgiv­er sig for – og det hænger sam­men med rev­o­lu­tio­nen i 1978–79.

Bevægelsen, der for 38 år siden sat­te et punk­tum for over to et halvt årtusin­des monar­ki sam­lede en bred vifte af kræfter i det iranske sam­fund: Social­is­ter og demokrater, lib­erale og nation­al­is­ter, hip­pi­er, etniske min­dretal og fem­i­nis­ter, fat­tige fra slumk­varter­erne – og frem­for alt ganske almin­delige mænd og kvin­der fra den nye mid­delk­lasse, der ønskede fri­hed og medbestem­melse. Khome­i­ni var deres idol primært for­di han netop ikke repræsen­terede præstesk­a­bet: Han udviste et mod og en vil­je til at kri­tis­ere sha­hen, der var sjælden blandt gejstlige. Hans kom­pro­mis­løse mod­stand mod det royale dik­tatur var en stærk inspi­ra­tion – om man så troede på islam som en poli­tisk løs­ning eller ej.

Ja, der var bestemt også islamis­ter i rev­o­lu­tio­nen – og, frem for alt, mange aktivis­ter og intellek­tuelle, der var bege­jstrede over mulighed­erne i en nyfor­tolkn­ing af reli­gio­nen hvori shi­is­mens oprørske poten­tiale fandt sam­men med social­is­mens ideer om lighed. Men det var først den 4. novem­ber 1979 at ”den iranske rev­o­lu­tion” blev en ”islamisk rev­o­lu­tion”: Da en gruppe stud­erende hoppede over muren og ind på den amerikanske ambas­sade for at gid­selt­age de ansat­te afst­ed­kom de et kaos, der tvang over­gangsregerin­gen til at gå af, og dermed fik Khome­i­nis islamis­ter frit spil til med vold at kuppe rev­o­lu­tio­nen og stad­fæste deres magt.

En anden mis­forståelse er at Khome­i­nis poli­tiske pro­jekt var fun­da­men­tal­is­tisk. Intet sted i de islamiske fun­da­menter er der for­til­fælde for en islamisk repub­lik; fak­tisk var det en nytænkn­ing i reli­gio­nen, hvilket almin­deligvis reg­nes for blas­fe­mi. Og som stat­spro­jekt adskilte den islamiske repub­lik sig ikke meget fra sha­hens. Man ind­tog sim­pelthen kon­tor­erne, infra­struk­turen og sys­te­merne efter­ladt af sha­hens admin­is­tra­tion, og gav det hele et islamisk fortegn. Man tog udgangspunkt i den franske grundlov da man skulle skrive den islamiske repub­liks. Og fra 1990erne blev rev­o­lu­tionære merit­ter erstat­tet af teknokratisk eksper­tise som kri­teri­um for stat­sansat­te.

Man ikke bare tillod men støt­tede udbre­delsen af teknolo­gi, kom­mu­nika­tion og viden­skab associeret med en hyper­mod­erne ver­den.

Den islamiske repub­lik er heller ikke, som vi ofte får at vide i medierne, et præstestyre. Ja, præstesk­a­bet har uforholdsmæs­sig stor poli­tisk ind­fly­delse og sys­temet er indret­tet så en hånd­fuld præster oftest har vetoret. Men det er ikke hele præstesk­a­bet, der har poli­tisk magt, og langt de fleste poli­tikere er i dag ikke-gejstlige. Islam har heller ikke det sid­ste ord: På sit død­sle­je i 1989 måtte Khome­i­ni indse at den iranske stats inter­ess­er trum­fer reli­gio­nens inter­ess­er. Han erk­endte at Iran kom først og at islam måtte gå på kom­pro­mis.

Fak­tisk har iran­sk inden­rigs- og uden­rigspoli­tik siden rev­o­lu­tio­nen ofte været kende­teg­net ved kom­pro­mis: Prag­matik snarere end prin­cip­fas­thed, flek­si­bilitet frem for dog­matik, realpoli­tik over rev­o­lu­tion­spoli­tik. Hvor­for skulle den islamiske repub­lik ellers vælge at støtte det kristne Arme­nien imod det shia mus­limske Aser­ba­jd­s­jan i Nagorno-Karabakhkri­gen i 1990erne? Hvor­for skulle den islamiske repub­lik ellers se den anden vej når Bei­jing og Mosk­va under­trykker mus­limske min­dretal i Kina og Rus­land? Hvor­for skulle den islamiske repub­lik bibeholde stem­meret til kvin­der, når Khome­i­nis første oprør mod sha­hen i 1963 netop tog afsæt i en afvis­ning af denne stem­meret?

Dermed ikke sagt at Iran er et demokrati eller at den ikke-så-islamiske repub­lik lever op til de fine løfter i grundloven. Poli­tisk oppo­si­tion, sys­temkri­tiske intellek­tuelle og kun­st­nere, etniske og religiøse min­dretal, men­neskerets- og kvin­derets­forkæm­pere er udsat for bøl­ger af under­trykkelse. Men hvis man ser bort fra den sabel­raslende sym­bol­poli­tik find­er man ofte en ført poli­tik, der er baseret på en rationel kalkyle af statens givne omstændighed­er og umid­del­bare inter­ess­er. Et styre, der min­der mere om ganske almin­delige autoritærstater end om Tal­iban, Boko Haram og kali­fater.

Ikke desto min­dre blev den islamiske repub­lik og dermed, i for­læn­gelse, hele Iran og alle iranere, stem­plet i den vestlige offent­lighed som irra­tionelle, ucivilis­erede, fanatiske. Med ambas­sadebesæt­telsen i 1979–81, støt­ten til anti-israelske og anti-vestlige grup­per og fat­waen over for­fat­teren Salman Rushdie i 1988 havde iran­erne angiveligt bevist at de aldrig kunne fun­gere i en mod­erne inter­na­tion­al poli­tisk orden.

Trods en opblød­ning under den refor­mven­lige præsi­dent Moham­mad Khata­mi (1997−2005), en gryende vestlig nys­ger­righed efter mere nuancerede ind­b­lik i Iran og et par diplo­ma­tiske hånd­srækninger fra Teheran blev Iran alligev­el udråbt som en del af en ”Ond­sk­abens Akse” af USA’s præsi­dent George W. Bush efter ter­ro­ran­grebene på USA den 11. sep­tem­ber 2001 (et ter­ro­ran­greb, som Iran for resten intet havde med at gøre). Mah­moud Ahmadine­jads bizarre udtalelser som Irans præsi­dent i peri­o­den 2005–13, under­trykkelsen af den såkaldte Grønne Bevægelse i 2009-10 og den vok­sende frygt for Irans atom­pro­gram var alt sam­men med til at fastholde Iran i rollen som pari­a­s­tat, der skulle straffes og sank­tioneres.

Den islamiske repub­lik er alt­så en sam­men­sæt­ning af ele­menter fra teokrati og autoritære stater, båret af slo­gans om rev­o­lu­tionær og islamisk pop­ulisme, og med en facade af repub­likan­sk demokrati, der måske frem­står særlig men ved nærmere efter­syn er ret tæt på den regionale norm – herun­der regimer vi i vesten reg­n­er for allierede eller almin­delige stater.

Men en pari­a­s­tat er også bare en stat. Som alle andre skal den få økonomien til at fun­gere.

Slanger i den islamiske økonomis paradis

Ifølge Khome­i­ni og siden den nuværende Øver­ste Led­er Aya­tol­lah Khamenei prak­tis­er­er Iran en særlig, vaskeægte islamisk økono­mi. Denne økonomi­mod­el er ifølge led­erne motoren i det glob­ale poli­tiske pro­jekt, den islamiske repub­lik angiveligt står i spid­sen for: Etab­lerin­gen af et alter­na­tiv til den vestligt-dominerede økonomiske orden og dermed også vestlig kul­turimpe­ri­al­isme. Selv­forsyn­ing og aktiv mod­stand mod vestens økonomiske inter­ess­er er således en offi­ciel stats­dok­trin – den såkaldte eqtesâd‑e moqâve­mat eller ’mod­stand­søkono­mi’ – og alt fra bankvæsen og låner­enter til sub­si­di­er og vek­sler­ater legit­imeres med religiøs og rev­o­lu­tionær argu­men­ta­tion.

Men hvis man ser bort fra retorikken er Iran på mange måder en ganske almin­delig velfærds­stat med de samme udfor­dringer som alle andre velfærdsstater baseret på en social kon­trakt mellem befolkn­ing og stat. Den post-rev­o­lu­tionære stat i Iran forpligt­ede sig til at forbedre befolknin­gens lev­evilkår som lovet i Khome­i­nis taler. Og trods krig og sank­tion­er, iso­la­tion og ude­frys­ning har den iranske stat fak­tisk for­mået i det store og hele at leve op til dette løfte.

Siden rev­o­lu­tio­nen er det således lykkedes at skabe en drastisk udvidelse og forbedring af lan­dets infra­struk­tur og trans­port, uddan­nelsessys­tem og kom­mu­nika­tion, land­brug, indus­tri og han­del. På hal­van­det årti blev antallet af uni­ver­siteter fem­doblet, antallet af asfal­terede veje tre­doblet og antallet af bolige­jere for­doblet. Sam­men­lignet region­alt er Iran på mange punk­ter langt foran. Anal­fa­betis­men lig­ger på under 10% i Iran; den lig­ger på ca. 48% i regio­nen. 11% af befolknin­gen er stud­erende – det er en af de højeste rater i ver­den, og siden rev­o­lu­tio­nen er gen­nem­snit­sir­anerens uddan­nelse steget fra 8 til 14 år. Og det er ikke kun mænd: Gen­tagne gange har Iran rap­porteret om over 60% kvin­der på uni­ver­siteterne.

På de tre indika­tor­er, der lig­ger til grund for Human Devel­op­ment Index – langt og sundt liv, adgang til viden og anstændig leve­s­tandard – har Iran siden 1980 opnået forbedringer dobbelt så hur­tigt som det glob­ale gen­nem­snit. Lige nu lig­ger Iran lige under Rus­land og lige over fx Tyrki­et og Venezuela på indek­set. Antallet af fat­tige dykkede fra ca. 30% før rev­o­lu­tio­nen til under 20% lige efter, for at stige igen under Iran-Irakkri­gen i 1980erne – og så styrt­dykke igen­nem 90erne til at lægge sig på ca. 7–10% i dag. Langt de fleste iranere, selv i Udkantsir­an, kan i dag for­vente en form for under­støt­telse og velfærd. Ingen sul­ter og de fleste har adgang til rent drikke­vand, elek­tricitet, læger, vac­ci­na­tion­er osv.

Men der er slanger i det islamiske velfærdspar­adis: Iran er ramt af galop­erende infla­tion og stor arbe­jd­sløshed, af skat­te­und­dragelse og uformel økonomisk aktivitet – og hele sys­temet gen­nem­syres af kor­rup­tion og hand­ikappes af et inef­fek­tivt bureaukrati. Godt nok er mid­delk­lassen vok­set og den generelle leve­s­tandard forbedret, men rev­o­lu­tio­nen har ikke fjer­net prob­lemet med ulighed.

Iran har et brut­to­na­tion­al­pro­dukt på ca. $388 mio., hvilket er lige omkring Østrig eller Norges, og et godt stykke over Dan­marks; men det hænger sam­men med at Iran har ver­dens fjerdestørste oliere­serv­er og næst­største natur­gas­re­serv­er, og er således ikke udtryk for en gener­el rig­dom. Udreg­net pr. ind­byg­ger er der således kun tale om et BNP på ca. $5.000, hvilket plac­er­er Iran under lande man i den islamiske repub­lik helst ville sam­men­lignes med. Hvis man reg­n­er ud fra købekraftsparitet (PPP) er Iran på niveau med Bul­gar­ien og Mex­i­co, og alt­så langt efter fx Østrig og Norge.

De sen­este par år er fat­tig­dom­men også kom­met tilbage, og i 2010 annon­cerede Irans Sta­tis­tiske Cen­ter at omkring 10 mil­lion­er lev­ede iranere under fat­tig­doms­grænsen. Ahmadine­jads redis­tri­b­u­tion­spoli­tik mod­virkede denne ten­dens, og lan­dets nuværende ca. 7–10% fat­tig­dom (i rel­a­tive ter­mer) er godt nok lavere end Afghanistans 36% eller Iraks 28%; men også nok til at bekym­re befolknin­gen og gøre magth­av­erne søvn­løse.

Iran er alt­så ikke en særlig und­tagelse i økonomiske ter­mer. Den islamiske repub­lik er bare end­nu en stat med ser­iøse udfor­dringer i forsøget på at sikre et liv, der er godt nok til at gen­nem­snits­borg­eren ikke går på gaden i protest. Reces­sion, job­man­gel og styrt­dykkende oliepris­er er reelle prob­le­mer, der ikke kan løs­es med teol­o­giske fiks­fak­serier. Sub­siderede ben­z­in­pris­er, pen­sion­er og boligstøtte er vigtigere red­sk­aber end him­melske beløn­ninger.

Og i en glob­alis­eret tid kan selv en pari­a­s­tat hverken i økonomiske eller poli­tiske ter­mer anskues som en isol­eret ø i et hav af ”almin­delige” stater: Den regionale og inter­na­tionale kon­tekst er altafgørende.

I en verden af fjender og potentielle fjender

Atom­af­tal­en mellem Iran og de vestlige magter i april 2015 var en sejr for nuværende præsi­dent Has­san Rouhani, de mod­er­at-kon­ser­v­a­tive kræfter omkring ham og de mil­lion­er af iranere, der ønsker en åbn­ing mod omver­den. Men Iran er under pres.

Især Israel og Sau­di-Ara­bi­en frygter Irans styrkede magt­po­si­tion og sid­st­nævnte har optrap­pet de sek­teriske pro­voka­tion­er, de diplo­ma­tiske småkris­er og den linde strøm af had­sk pro­pa­gan­da. Iran giv­er igen med samme mønt. Men den saud­isk-iranske rivalis­er­ing er ikke en kon­flikt baseret på et helt særligt, oldgam­melt had mellem sun­ni og shia; det er en kon­flikt mellem to stater, der vil dominere en region. I det spil tæller oliere­serv­er, for­sikring af tankskibe, lån­tagn­ingsmu­lighed­er og han­del­saf­taler en langt større og mere væsentlig rolle end en 1400 år gam­mel strid mellem to arv­tagere til et kali­fat i Ara­bi­en.

Så selvom sek­ter­isme pt. er den hotte fork­lar­ingsmod­el blandt ekspert­er, og selvom magth­av­erne i Iran ganske rigtigt puster til sek­teriske gløder når det ellers pass­er med den val­gte poli­tik, så ved iran­erne fra dyrekøbte erfaringer at man ikke altid kan stole på med-shi­iter. Idéen om den såkaldte ”shi­itiske halvmåne” – en shi­itisk alliance på tværs af Mellemøsten – hold­er ikke til et nærmere efter­syn: Grup­per, der angiveligt skulle være Irans sted­fortrædere har mange andre agen­daer, og de pass­er ikke altid med Irans. Så selvom shi­is­men er en vigtig fak­tor i analy­sen af Iran som kul­tur og sam­fund er den ikke særlig god i en analyse af Irans uden­rigspoli­tik.

Men hvor­for frem­står den islamiske repub­lik så alligev­el som en særlig spiller i det mellemøstlige magt­spil? Netop for­di Iran længe har måtte operere uden for den kon­ven­tionelle inter­na­tionale orden har den skabt strate­gisk dybde igen­nem ukon­ven­tionelle aktør­er som fx Hezbol­lah i Libanon, mil­itser i Irak, oprøre i Yemen og Bahrain og menighed­er rundt om i ver­den. Egentlige stater, der vil kalde sig Irans allierede er meget få: I regio­nen er resterne af Bashar al-Asads Syrien er vel den eneste. Disse allierede er ikke nød­vendigvis til at stole på – og heller ikke uund­værlige.

En sober analyse vil alt­så vise at den islamiske repub­lik ikke – som adskil­lige vestlige ”ekspert­er” især under Ahmadine­jads regeringspe­ri­ode ellers pås­tod – er en dommedagskult med ver­den­sh­erredømme som mål. Iran vil for alt i ver­den undgå en rigtig krig – det er for dyrt og ven­nerne er for få. Iran står alt­så lige nu i en mod­sæt­nings­fyldt sit­u­a­tion: På den ene side kan atom­af­tal­en, den grad­vise gen­in­te­gra­tion i ver­den­søkonomien og opblød­nin­gen over­for vesten styrke lan­dets posi­tion i regio­nen; og på den anden side må rev­o­lu­tion­s­gardis­terne og den Øver­ste Led­er holde fast i det anti-vestlige pro­jekt for ikke at tabe den islamiske repub­liks ide­ol­o­giske eksis­tens­berettigelse på gul­vet. Men kan man begge dele på én gang? Alt­så både råbe ”Død over USA!” og lave busi­ness med ”Den Store Satan”? Og hvad sker der når en tilsyneladende Iran-fjendtlig fig­ur som Don­ald Trump eller Hillary Clin­ton bliv­er val­gt ind i Det Hvide Hus til efteråret 2016? Selvom atom­af­tal­en gav iran­erne et glimt af en mulig ”nor­malis­er­ing”, så er der mange ubek­endte fak­tor­er.

Den islamiske repub­lik er vant til pres – den blev skabt under pres, og måske fun­ger­er den bedst sådan. Under pres fra ydre fjen­der kan magth­av­erne frem­stille oppo­si­tio­nen som for­rædere imens løs­ninger på økonomiske og struk­turelle prob­le­mer kan udsky­des med hen­vis­ning til und­tagelses­til­standen. Alt imens kan de kon­ser­v­a­tive kræfter og rev­o­lu­tion­s­gardis­ter cementere deres magt, og pro­vokere vesten, Israel eller saudierne til kon­fronta­tion­er, der er små, men lige præ­cis store nok til at holde live i fortællin­gen om den islamiske repub­lik som et bolværk mod vestlig impe­ri­al­isme.

Måske har vestlige magter nu ind­set at Iran alligev­el ikke er helt så util­reg­nelig en aktør og at et part­ner­skab med Iran ikke bare giv­er adgang til ver­dens sid­ste store for­bruger­marked uden vestlig tilst­ede­værelse men også strate­giske fordele i regio­nen.

Prob­lemet med et fokus på Iran som enten ”paria” eller ”part­ner” er imi­dler­tid at den begrænser vores syn til stat­en. For hvad siger den iranske befolkn­ing?

Et ungt og ambitiøst land

Iran har en stor, ung befolkn­ing. Over halvde­len af de 79 mil­lion­er iranere er under 30 år, hvilket også bety­der at de ikke per­son­ligt kan huske rev­o­lu­tio­nen. Nok gen­nemgår de stat­slig indok­triner­ing i uddan­nelsessys­temet, og mange har også mis­tet foræl­dre eller bed­ste­foræl­dre til enten sha­hens dik­tatur eller kri­gen med Irak, og kan af disse årsager føle sig forpligtet til eller loyale over­for den islamiske repub­lik. Men mange andre er frem for alt knyt­tet til Iran som land, til fam­i­lien som den vigtig­ste enhed og til egne mål i livet.

Iran rum­mer en svim­lende mang­foldighed. Kun halvde­len af befolknin­gen er persere imens resten udgøres af regionale grup­per og etniske min­dretal så som azerierne, gilaki­er og mazier, lur­er og kur­dere, sun­nimus­limske turkmenere og baluchi­er samt kristne arme­niere og assyrere. Der er stadig en hånd­fuld nomadiske stam­mer i lan­dets vilde egne og mere generelt er der store kul­turelle forskelle på ran­dom­råderne og de pulserende stor­by­er. Sam­tidigt baner den vok­sende indi­vid­u­al­isme hele tiden vej for nye sub­kul­tur­er og fæl­lessk­aber, new wave religiøsitet, alter­na­tive livs­filosofi­er og mod­e­fænomen­er.

Unge iranere har de samme bekym­ringer og for­vent­ninger, håb og drømme som så mange andre unge i ver­den. Det han­dler om at få gode ven­ner, en kæreste og en sol­id uddan­nelse, der kan føre til et godt job og sikre den frem­tidi­ge fam­i­lie, bolig og bil. Snarere end pan-islamisk sol­i­daritet bekym­r­er folk sig i hverda­gen om karak­ter­ræs på uni­ver­siteterne, arbe­jd­sløshed og løn­sta­tis­tik, bil­pris­er og park­er­ingstil­ladelser, soft­ware­op­da­teringer til mobil­tele­fo­nen og slad­der i tax­aerne. Det, iran­erne diskuter­er er luftk­valiteten i stor­byen, pri­va­tis­eringer, myl­dretid­strafik, fod­bold, metrobyg­gerier, prisen på kød og om sid­ste uges cliffhang­er i yndlingstv-serien – og alt­så ikke for­bere­delser til etab­lerin­gen af et islamisk årtusin­drige.

Det bety­der ikke at reli­gion er blevet ube­ty­delig. Men for mange er den offi­cielle, poli­tis­erede reli­gion blevet et bag­grund­stæppe, man glem­mer er tilst­ede imens man prøver at skabe mening i eget liv og ver­den. Sam­tidig har vok­sende social mobilitet og udbre­delsen af velfærd, uddan­nelse og adgang til inter­net og medi­er – meget af det paradok­salt nok takket være den islamiske repub­lik – affødt en gen­er­a­tion af resurs­es­tærke, glob­alis­erede unge, der er ivrige efter kar­ri­ere­suc­ces, kon­takt til ver­de­nen og mulighed­er for per­son­lig udfold­else uden stat­slig overvågn­ing. De ser hvor­dan Rich Kids of Tehran blær­er sig med Maser­ati­er og swim­ming pools på Insta­gram, hvor­dan iranske entre­prenør­er brillerer på start-up-sce­nen eller hvor­dan grafit­tikun­st­nere skub­ber grænserne for gadekun­st. De drøm­mer om et andet, stærkere og mere flek­si­belt Iran.

Så hvor­for gør de ikke oprør, bliv­er Iran-kendere ofte spurgt. Svaret er: Det gør de jo også. I 2009 gik mil­lion­er af iranere på gaden i protest mod det, mange opfat­tede som svin­del ved gen­val­get af præsi­dent Ahmadine­jad. I 2013 stemte mil­lion­er af iranere på den mod­er­ate præsi­den­tkan­di­dat Rouhani og hans løfter om flere jobs og større per­son­lig fri­hed. Og oprøret behøver heller ikke at være så tydeligt eller organ­is­eret som demon­stra­tioner eller val­ghan­dlinger – der kan være tale om en sni­gende omvælt­ning imens de rev­o­lu­tionære gejstlige går ind i pen­sion­salderen og yngre kadr­er press­er på.

Denne demografiske og sociokul­turelle foran­dring kan i sig selv være med til at skabe et poli­tisk jord­skred i slow motion – en dybere foran­dring i sam­fun­det, der med tiden vil presse den islamiske repub­lik til reform og foran­dring. Det er svært at forudsige – for selvom Iran er et ganske almin­deligt land med ganske almin­delige prob­lem­still­inger, så er det på sin vis også en ganske uforudsigelig iran­sk befolkn­ing, der går ind i det 21. århun­drede med store for­vent­ninger og håb for fremti­den.

Ras­mus Chr. Elling er Iran­forsker og lek­tor ved Insti­tut for Tværkul­turelle og Regionale Studi­er, Køben­havns Uni­ver­sitet. Mere infor­ma­tion: www.rasmuselling.com.

Scroll til toppen